Afgørelse

 Afgørelsen i stikord

 Kommentarer

Landsretsdomme

SKM2011.793.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren skulle betale procenttillæg og renter af restskat i henhold til kildeskattelovens § 61, stk. 2, og § 62A, efter at han ved dom fik tilkendt erstatning og i den forbindelse i overensstemmelse med ligningslovens § 5, stk. 6, valgte at fordele renterne af erstatningen over den omhandlede periode ved genoptagelse af skatteansættelsen for de berørte år. Sagen handlede endvidere om, hvorvidt sagsøgeren havde ret til eftergivelse af procenttillæg og renter af restskatten i medfør af inddrivelseslovens § 13, stk. 6.

På baggrund af ordlyden i bestemmelsen i INDOG § 13, stk. 6, og bestemmelsens forarbejder fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, hvorefter procenttillæg og renter ikke skal eftergives A efter denne bestemmelse.

Byretsdomme

SKM2023.381.BR

SKM2016.53.BR

Anmodning om eftergivelse af gæld til det offentlige ikke imødekommet, da der ikke forelå sociale eller andre forhold efter INDOG § 13, stk. 6.

SKM2012.647.BR

I 2008 var sagsøgerens avance ved salg af aktier blevet nedsat som følge af, at SKAT fandt, at aktierne ikke kunne indskydes skattefrit i det sagsøgende selskab. Sagsøgeren klagede over denne afgørelse og fik medhold i Landsskatteretten.

Retten bemærkede, at adgangen til eftergivelse ifølge forarbejderne til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige var blevet udvidet. Herefter henviste retten til, at det af forarbejderne til SEL § 30 fremgår, at formålet med rentebestemmelsen er at undgå, at en skatteyder spekulerer i at opnå en billig kredit ved at udskyde indbetalinger til SKAT. Retten fandt herefter, at det ville være urimeligt, at selskabet skulle bære et tab, der alene var en følge af SKATs ændringer af selskabets indkomstansættelser.

Retten lagde vægt på, at selskabet havde selvangivet korrekt og indbetalt alle opkrævede beløb rettidigt, at selskabet ikke havde haft mulighed for at undgå udbetaling af den overskydende skat, og at selskabet ikke ved at handle på anden måde end sket havde kunnet undgå det økonomiske tab.

Retten fandt herefter, at der forelå sådanne omstændigheder, der i særlig grad talte for, at de opkrævede renter blev eftergivet i et omfang, der svarede til skatteyderens tab. Retten bemærkede endvidere, at der hverken i lovteksten eller i bemærkningerne til INDOG § 13, stk. 6, er holdepunkter for, at bestemmelsen ikke skulle kunne finde anvendelse i en sådan situation.

Det er Skatteforvaltningens vurdering, at da afgørelsen er meget konkret begrundet i at virksomheden er uden egen skyld giver afgørelsen 
ikke giver anledning til en praksisændring.

Landsskatteretskendelser

SKM2022.569.LSR

Landsskatteretten fandt, at der skulle ske eftergivelse af pålagte afgifter og renter i medfør af gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6, som vedrørte en periode efter et dødsbos afslutning den 11. oktober 2017. Ved vurderingen heraf tillagde Landsskatteretten det vægt, at der var tale om et dødsbo, som var afviklet, at boet vedrørte en personlig virksomhed, som ikke blev videreført, at boopgørelsen blev godkendt af skatteforvaltningen den 11. oktober 2017, at skifteretten fremsendte en afsluttende afgiftsberegning til klageren, og at arve- og boafgiften var indbetalt.

Skattestyrelsen modtog i den afsluttende boopgørelse den 11. oktober 2017 sådanne oplysninger, som efter § 4 i bekendtgørelsen om virksomhedsregistrering burde have medført, at Skattestyrelsen kunne træffe afgørelse om afmeldelse af boets momspligt. Landsskatteretten ændrede derfor den påklagede afgørelse og pålagde Skattestyrelsen at eftergive 9 afgifter á 800 kr. vedrørende foreløbige fastsættelser af momstilsvar for perioden fra 3. kvartal 2017 til og med 3. kvartal 2019 og renter tilskrevet skattekontoen fra 11. oktober 2017 til og med 29. februar 2020.

SKM2022.525.LSR

Sagen angik, om Gældsstyrelsen havde kompetence til at træffe afgørelse om eftergivelse efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6, af renter tilskrevet fondens årsopgørelse for indkomståret 2014, når Skattestyrelsen allerede ved en tidligere afgørelse havde truffet afgørelse om samme faktiske forhold efter samme bestemmelse.

Landsskatteretten udtalte, at det alene var restanceinddrivelsesmyndigheden, der havde kompetence til at træffe afgørelse om eftergivelse efter reglerne i gældsinddrivelseslovens § 13, og at restanceinddrivelsesmyndigheden i den forbindelse havde kompetence til at kunne eftergive gæld til det offentlige, der enten blev inddrevet eller ville kunne inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Da Skattestyrelsen og Gældsstyrelsen begge var en del af restanceinddrivelsesmyndigheden, havde restanceinddrivelsesmyndigheden således truffet to afgørelser om samme faktiske forhold efter samme bestemmelse, hvilket der ikke var hjemmel til, når Skattestyrelsens afgørelse, der i øvrigt var påklaget til Skatteankestyrelsen, ikke var tilbagekaldt eller genoptaget.

Landsskatterettens ophævede derfor Gældsstyrelsens afgørelse.

SKM2022.524.LSR

Sagen angik, hvorvidt der kunne ske eftergivelse efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6, af renter tilskrevet fondens årsopgørelse for indkomståret 2014. Renterne var tilskrevet i forbindelse med, at SKAT (nu Skattestyrelsen) havde ændret fondens skatteansættelse efter underkendelse af et tidligere bindende svar. Selskabets repræsentant gjorde i den foreliggende sag gældende, at der skulle ske eftergivelse som følge af SKATs sagsbehandlingstid og som følge af det forhold, at fondens indtjening blev doneret til godgørende formål.

Landsskatteretten udtalte indledningsvis, at Skattestyrelsen som restanceinddrivelsesmyndighed havde kompetence til at træffe afgørelse om eftergivelse.

Landsskatteretten fandt herefter, at der ikke kunne ske eftergivelse af renterne, selvom det fremgik af bemærkningerne til gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6, at skattekrav, der vedrørte indsamlinger eller legater til godgørende formål, kunne være et forhold, der kunne tale for eftergivelse. Landsskatteretten henså til, at fondens skattekrav, som renterne var en del af, ikke vedrørte indsamlinger eller legater til godgørende formål.

Endvidere fandt Landsskatteretten, at der heller ikke kunne ske eftergivelse af renterne som følge af SKATs sagsbehandlingstid, da sagsbehandlingstiden ikke havde været ubegrundet lang henset til blandt andet sagens kompleksitet og værdi, og da SKAT havde ændret fondens skatteansættelse inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

SKM2022.521.LSR

Sagen angik, om et selskab var berettiget til fritagelse for betaling/eftergivelse af renter og gebyrer i forbindelse med for sen betaling af moms. Selskabet, der var hjemmehørende i Sverige, havde ved en fejl ikke pålagt moms ved salg af varer til en køber i Danmark. Det yderligere momsbeløb udgjorde ca. 30 mio. kr., og da køberen i Danmark kunne fradrage den købsmoms, som selskabet samtidig skulle afregne som salgsmoms, indgik selskabet i en dialog med SKAT om, hvorvidt der kunne etableres en ordning, således at selskabet ikke skulle foretage indbetaling af momsbeløbet. Ordningen gik bl.a. ud på, at køberens krav på udbetaling af købsmoms blev transporteret til selskabet. Som følge af forskellige omstændigheder skulle selskabet imidlertid alligevel indbetale momsbeløbet, hvilket selskabet gjorde for sent. Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke var berettiget til fritagelse for betaling/eftergivelse af renter og gebyrer pålagt i forbindelse hermed, idet Landsskatteretten bl.a. lagde vægt på, at SKAT ikke havde begået myndighedsfejl (dissens).

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, udtalte:
Det forhold, at SKAT og selskabets repræsentant inden havde drøftet mulighederne for, at rettelserne af den manglende opkrævede moms kunne udføres som en nultransaktion, kan ikke medføre, at der kan ske eftergivelse efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6, eftersom drøftelserne ikke havde karakter af en aftale mellem SKAT og selskabets repræsentant, ligesom det var op til G1 og selskabet at fastlægge, hvem G1s tilgodehavende skulle transporteres til.

Det er af repræsentanten anført, at der i nærværende sag foreligger tilsvarende faktiske omstændigheder som i Landsskatterettens afgørelse af 10. marts 2021, offentliggjort som SKM2021.262.LSR, hvor Landsskatteretten efter en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder fandt, at selskabets momsangivelse for den omhandlede periode var en åbenlys fejl, og at det som følge heraf ville være urimeligt ikke at eftergive renter efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6.

Det bemærkes hertil, at Landsskatterettens afgørelse i SKM2021.262.LSR ikke er sammenlignelig med forholdene i nærværende sag, idet der ikke er tale om en åbenlys fejl i momsangivelsen.

Der ses derfor ikke at foreligge sociale eller andre særlige forhold, der kan begrunde eftergivelse efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6, af de tilskrevne renter og gebyr.

Et retsmedlem udtalte:
Retsmedlemmet finder efter en samlet vurdering, at der bør ske eftergivelse efter gældsinddrivelseslovens § 13, stk. 6, da der er forhold, som i særlig grad taler derfor. Retsmedlemmet lægger herved navnlig vægt på, at der mellem klagerens repræsentant og SKAT havde været en indgående drøftelse af, hvordan rettelserne af den manglende opkrævede moms kunne udføres som en nultransaktion.

Landsskatteretten stadfæstede derfor den påklagede afgørelse.

SKM2021.464.LSR

Sagen drejede sig om fritagelse for betaling af afgifter for foreløbige fastsættelser af A-skat og AM-bidrag i et tilfælde, hvor der var sket registrering for indeholdelse af A-skat og AM-bidrag med tilbagevirkende kraft. Landsskatteretten fandt, at der ikke kunne ske fritagelse for betaling af afgifter for foreløbige fastsættelser af A-skat og AM-bidrag efter opkrævningslovens § 8, jf. § 4, stk. 1, i bekendtgørelse om opkrævning af skatter og afgifter mv. Der blev herved bl.a. henset til, at det ikke var muligt for selskabet at indberette til de almindeligt gældende indberetningsfrister i henhold til dagældende § 4 i indkomstregisterloven, da selskabets indberetningspligt blev registreret med tilbagevirkende kraft. Sagen drejede sig herefter om, hvorvidt selskabet var berettiget til at få eftergivet de pålagte krav om betaling af A-skat og AM-bidrag efter inddrivelseslovens § 13, stk. 6. Henset til, at det måtte anses for en fejl fra SKATs side, at der blev fremsendt en påmindelse til selskabet om, at afgiften kunne spares, hvis der blev indberettet med det samme, på et tidspunkt, hvor de foreløbige fastsættelser allerede var foretaget af SKAT, pålagde Landsskatteretten Skattestyrelsen at eftergive de pålagte afgifter. Der blev herved lagt vægt på, at det syntes urimeligt at fastholde afgifterne, når selskabet havde handlet i overensstemmelse med det af SKAT oplyste om, at afgifterne kunne spares, hvis der blev indberettet med det samme.

SKM2021.462.LSR

Sagen drejede sig om fritagelse for betaling af afgifter for foreløbige fastsættelser af A-skat og AM-bidrag i et tilfælde, hvor der var sket registrering for indeholdelse af A-skat og AM-bidrag med tilbagevirkende kraft. Landsskatteretten fandt, at der ikke kunne ske fritagelse for betaling af afgifter for foreløbige fastsættelser af A-skat og AM-bidrag efter opkrævningslovens § 8, jf. § 4, stk. 1, i bekendtgørelse om opkrævning af skatter og afgifter mv. Der blev herved bl.a. henset til, at det ikke var muligt for selskabet at indberette til de almindeligt gældende indberetningsfrister i henhold til dagældende § 4 i indkomstregisterloven, da selskabets indberetningspligt blev registreret med tilbagevirkende kraft. Ved en udvidende fortolkning af dagældende § 4 i indkomstregisterloven skulle der derfor gives selskabet en frist på 10 dage til at foretage den manglende indberetning for de omhandlede måneder. På trods heraf fandtes overskridelsen af indberetningsfristen ikke for at være en fristoverskridelse på få dage. Betingelserne for fritagelse efter bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 2, var således heller ikke opfyldt. Sagen drejede sig herefter om, hvorvidt selskabet var berettiget til at få eftergivet de pålagte krav om betaling af A-skat og AM-bidrag efter inddrivelseslovens § 13, stk. 6. Henset til, at det måtte anses for en fejl fra SKATs side, at der blev fremsendt en påmindelse til selskabet om, at afgiften kunne spares, hvis der blev indberettet med det samme, på et tidspunkt, hvor de foreløbige fastsættelser allerede var foretaget af SKAT, pålagde Landsskatteretten Skattestyrelsen at eftergive de pålagte afgifter. Der blev herved lagt vægt på, at det syntes urimeligt at fastholde afgifterne, når selskabet havde handlet i overensstemmelse med det af SKAT oplyste om, at afgifterne kunne spares, hvis der blev indberettet med det samme.

SKM2021.262.LSR

Et selskab havde d. 29. juni 2018 indberettet moms med 76.165 kr. for 1. kvartal 2017. Samme beløb blev indberettet i oktober 2018 for 1. kvartal 2018. Der var blevet tilskrevet renter på et selskabs skattekonto efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, jf. opkrævningslovens § 7, stk. 1 og 2. Selskabet ansås ikke for at have godtgjort, at der var tale om en pludseligt opstået hændelse, som selskabet ikke havde haft indflydelse på og ikke havde kunnet forudse, der kan begrunde fritagelse efter § 4, nr. 1, i bekendtgørelsen om opkrævning af skatter og afgifter m.v. Der var heller ikke tale om en overskridelse af indbetalingsfristen på få dage eller i øvrigt undskyldelige forhold. Betingelserne for fritagelse for renter efter bekendtgørelsens § 4, nr. 2, var således heller ikke opfyldt. Landsskatteretten fandt efter en konkret vurdering, at selskabets momsangivelse af 29. juni 2018 var en åbenlys fejl, og at det som følge heraf vil være urimeligt ikke at eftergive renter tilskrevet selskabets skattekonto på denne baggrund. Landsskatteretten pålagde derfor Skattestyrelsen at eftergive de renter tilskrevet selskabets skattekonto, der er affødt af den åbenlyse fejlindberetning.

SKM2021.143.LSR

Sagen angik, om et selskab var berettiget til at blive fritaget for eller få eftergivet renter af restskat. Restskatten udsprang af en MAP-forhandling for indkomstårene 2005-2009, hvor selskabet fik delvist medhold. MAP-forhandlingen blev afsluttet den 11. februar 2014. Selskabet påstod at være berettiget til at blive fritaget for eller få eftergivet renter i perioden 1. februar 2014 til 11. juni 2015, hvor SKAT lavede renteberegningen som følge af ændringen af selskabets skattepligtige indkomst for indkomstårene 2005-2009. Selskabet gjorde gældende, at det ikke var muligt at indbetale restskatten via skattekontoen, og at SKATs sagsbehandlingstid havde været urimelig lang.

Landsskatteretten fandt, at der ikke i medfør af opkrævningslovens § 8, stk. 2, nr. 4, var grundlag for at fritage selskabet for renterne af restskatten, da overskridelsen af betalingsfristen ikke skyldes pludseligt opståede hændelser, som selskabet ikke havde haft indflydelse på. Desuden var overskridelsen af betalingsfristen heller ikke på få dage. Endvidere fandt LSR, at der ikke var grundlag for i medfør af inddrivelseslovens § 13, stk. 6, at eftergive renterne, idet LSR lagde til grund, at selskabet kunne have undgået rentetilskrivningen ved at indbetale restskatten på anden måde end over skattekontoen, hvilket selskabet ikke havde forsøgt.

SKATs sagsbehandlingstid kunne ikke føre til et andet resultat.

SKM2017.594.LSR

Landsskatteretten fandt, at der skulle ske identifikation mellem et pensionsselskab og det pengeinstitut, som selskabet havde bedt om at foretage indbetalingen af pensionsafkastskat, hvilket på grund af en fejl hos pengeinstituttet ikke var sket rettidigt. Der kunne derfor ikke ske eftergivelse af påløbne morarenter efter inddrivelseslovens §13, stk. 6 under henvisning til, at forsinkelsen måtte anses at skyldes pengeinstituttets forhold.

Landsskatteretten fandt derudover ikke, at der var hjemmel til at opkræve renter for perioden efter betalingstidspunktet, uanset at angivelsen af beskatningsgrundlaget først fremsendtes efterfølgende.

SKM2017.272.LSR

SKAT havde med urette returneret et rettidigt indbetalt beløb i udbytteskat. Beløbet var senere på ny indbetalt af klager. Landsskatteretten fandt, at betingelserne for eftergivelse af påløbne morarenter og gebyr var opfyldt jf. INDOG § 13. stk. 6, idet det passerede alene skyldtes SKATs forhold. Landsskatteretten lagde til grund, at klager ikke havde opnået nogen forrentning af beløbet i perioden, indtil at det blev indbetalt på ny. Landsskatteretten fandt, at forholdet var at sidestille med forholdene i SKM2012.647.BR.

SKM2013.318.LSR

Et selskab blev pålagt renter af for sen indbetalt selskabsskat i henhold til SEL § 30, stk. 4. Selskabet anmodede SKAT om fritagelse for betaling af de pålagte renter. I forbindelse med SKATs behandling af selskabets anmodning klagede selskabet over, at den sagsbehandler hos SKAT. Selskabets klage blev herefter behandlet i 1. instans af SKATs regionsdirektør og i 2. instans af Skatteministeriets Borgerambassadør. Selskabets indsigelse om inhabilitet skulle imidlertid have været oversendt til behandling i Landsskatteretten.

Selskabets anmodning skulle dog ikke være behandlet som en anmodning om fritagelse efter reglerne i OPKL § 8, men derimod efter reglerne om eftergivelse i INDOG § 13, stk. 6.

Det fremgår direkte af bestemmelsen i SEL § 30, stk. 4, at denne restskat og dette restskattetillæg forfalder til betaling den 1. november 2010, og at sidste rettidig betalingsfrist er den 20. november 2010. Selskabet burde derfor selv have været opmærksom på sin betalingsfrist for restskat for indkomståret 2009. Der er ikke en pligt for SKAT til at udsende påmindelser om fristen for betaling af f.eks. restskat. SKAT har efter det oplyste på almindelig vis udskrevet og udsendt årsopgørelse med tilhørende indbetalingskort og betalingsoplysninger til selskabet. Der foreligger ikke konkrete oplysninger om forstyrrelser i postgangen i området på det pågældende tidspunkt, ligesom der ikke foreligger oplysning om, at årsopgørelsen skulle være kommet retur. Retten mente derfor ikke, at der i forbindelse med opkrævningen af restskat og restskattetillæg hos selskabet foreligger en myndighedsfejl, herunder også henset til formuleringen af SEL § 30, stk. 4.

Endvidere ses der ikke i øvrigt at foreligge forhold, der i særlig grad taler for eftergivelse af de pålagte renter.

Landsskatteretten stadfæster på denne baggrund og med disse bemærkninger SKATs afgørelse.