Dato for udgivelse
21 Aug 2017 11:06
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
28 Jun 2017 11:14
SKM-nummer
SKM2017.505.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
B-0887-16
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Personlig indkomst, aktier, værdipapirer, straffesag, direktør, mellemregning
Resumé

Sagen angik, om der var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens forhøjelser af skatteyderens personlige indkomst i årene 2007-2010 under henvisning til indsættelser på bankkonti og under henvisning til rådighed over fri bil i 2008-2010. Sagen angik endvidere, om skatteyderens aktieindkomst i 2007 med rette var forhøjet som følge af maskeret udlodning på baggrund af indsætninger på bankkonti. Endelig angik sagen, om skatteansættelserne for 2007 var foretaget rettidigt og var gyldige.

Vedrørende maskeret udlodning i 2007 og personlig indkomst i 2007-2010 som følge af indsætninger på konti fandt landsretten, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at en del af de beløb som A ApS og dets kunder overførte til B Ltd., blev brugt til omkostninger til patentsager og andre regninger for A ApS.

Landsretten bemærkede, at uanset den yderligere dokumentation, der var fremlagt for landsretten for de udgifter som B Ltd. og C Ltd. have afholdt for A ApS, tiltrådte landsretten, det som anført af byretten, at de fremlagte oversigter vedrørende betalinger mellem selskaberne ikke gav et tilnærmelsesvis fuldstændigt billede af posteringer og pengestrømme mellem disse selskaber. Hertil kom, at skatteyderen hævede penge fra kontiene tilhørende B Ltd. og C Ltd. til private formål, hvilket også skete inden, der var indgået et beløb, som skatteyderen var blevet beskattet af.

Landsretten var med disse bemærkninger, og efter det som byretten i øvrigt havde anført, enig i, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse vedrørende disse forhold.

For så vidt angår rådighed over fri bil i 2008-2010 bemærkede landsretten, at skatteyderen havde forklaret for landsretten, at han fik stillet de omhandlede biler til rådighed af D ApS som ulønnet direktør. Landsretten fandt herefter og efter det, som byretten havde anført, at skatteyderen var skattepligtig af fri bil.

For så vidt angår gyldigheden og rettidigheden af ansættelserne for 2007 tiltrådte landsretten, af de grunde, som byretten havde anført, at SKATs afgørelse om ekstraordinær genoptagelse for 2007 ikke var mangelfuld. Heller ikke selvom SKAT alene havde henvist til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, om reaktionsfristen for ekstraordinær genoptagelse i en e-mail af 21. september 2011.

Landsretten bemærkede herefter, at da skatteyderen som følge af sagens oplysninger om B Ltd. og CLtd. måtte anses for at være skattepligtig af indtægterne i disse selskaber, og da han undlod oplysninger herom i sin selvangivelse, var SKAT berettiget til at foretage ekstraordinær ansættelse for indkomståret 2007.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom (SKM2016.570.BR), hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

Reference(r)

Statsskattelovens § 4, stk. 1

Personskattelovens § 3, stk. 1

Ligningslovens § 16, stk. 1

Ligningslovens § 16, stk. 4

Ligningslovens § 16 A, stk. 9

Personskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og stk. 2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-2, C.B.3.5

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-2, A.A.8.2.2.1.2.5.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2017-2, A.A.8.2.2.1.4.

Appelliste

Parter

A

(v/Adv. Henrik Rahbek)

Mod

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/Adv. Asger Hinsch)

Byretten har den 20. maj 2016 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS 150526/2015).

Afsagt af Landsrettens dommere

Michael Ellehauge, Hanne Kildal, Tonni L. Ochwat (kst.)

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

Den 6. juni 2007 afsagde Vestre Landsret kendelse i en sag mellem LA og F2-bank, hvor Fogedretten havde fremmet bankens anmodning om udlæg i henhold til ejerpantebreve med pant i patentet til den trawlskovl, som LA’s havde opfundet. G1 ApS havde biintervenieret i sagen til støtte for LA. Landsretten ophævede ved kendelsen udlægget med den begrundelse, at banken bl.a. havde handlet på en sådan måde, at LA kunne påberåbe sig bristede forudsætninger, og at pantsætningsaftalerne derfor måtte anses for bortfaldet.

Den 7. januar 2011 foreslog SKAT i et brev til A at ændre grundlaget for hans skat for 2008 med 1.743.589 kr. som følge af en ikke selvangiven fortjeneste ved salg af unoterede anparter i G15 ApS. SKAT anførte bl.a., at salget var sket i ly af G14 Ltd., og at A havde underskrevet som sælger på vegne af et ikke eksisterende selskab, da det ifølge det engelske selskabsregister havde været opløst siden den 15. maj 2007. SKAT traf den 9. februar 2011 afgørelse i overensstemmelse med forslaget. A indbetalte efterfølgende den skyldige skat med et beløb på 599.310,75 kr.

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring for landsretten. Der er endvidere afgivet forklaring af advokat LE.

A har supplerende forklaret, at G16 A/S efter Vestre Landsrets kendelse af 6. juni 2007 fortsat var interesseret i at købe rettighederne til den oprindelige trawlskovl. Der blev forhandlet om overdragelse af rettighederne for en pris på ca. 1,4 mio. kr. + moms, som svarede til udgifterne, G1 ApS havde afholdt i forbindelse med de mange sager, der var omkring patentet som følge af, at F2-bank ikke respekterede dette.

G1 ApS var truet på eksistensen af de store udgifter forbundet med sagernes førelse, så han valgte at lade selskabets kunder indbetale til G14 Ltd., hvorefter G1 ApS kunne betale sine kreditorer via G14 Ltd.’s konto i F3-bank på Færøerne.

Indbetalingen den 18. maj 2007 på 156.736 kr. på G14 Ltd.’s konto vedrører en indbetaling fra en af G1 ApS’ islandske kunder. Det var en skovl omfattet af patentet, der var solgt. Hvis det havde været en skovl, der ikke var omfattet af patentet, ville pengene være gået til G16 A/S. De 50.000 kr., der blev hævet den 21. maj 2007, blev betalt for G1 ApS.

Fakturaen af 7. februar 2007 på 93.937 kr. fra advokatfirmaet R3 vedrører en forbudssag, som G20 førte mod G1 ApS.

Betalingen til advokatfirmaet R3 den 20. marts 2007 på 111.000 kr. og den 1. oktober 2007 på 44.000 kr. var rettelig fra G1 ApS, men pengene blev indbetalt via G14 Ltd. G1 ApS fik i den periode indbetalt dets tilgodehavender til G14 Ltd, hvilket skete for at undgå, at der kom penge på selskabets konto i F1-bank, fordi han frygtede, at F2-bank ville foretage arrest i kontoen.

Beløbet på 150.000 kr., der blev hævet den 31. marts 2008 fra G14 Ltd.’s konto i F3-bank, vedrørte en sponsoraftale, som G16 A/S indgik i anledning af konferencen TransAtlantic Climate Conference på Færøerne, hvor han selv holdt et oplæg om miljøvenlige produkter til fiskeriet.

Der blev den 26. juli 2007 overført 150.000 kr. fra G14 Ltd.’s konto til factoringselskabet G21, som tidligere har heddet både G22 og G23. G1 ApS’s fakturabelåning overgik senere til G24, men han husker ikke hvornår. Overførslen står anført til SA, som var kontaktperson hos G21 for G1 ApS. Beløbet var en tilbagebetaling vedrørende en tidligere belånt faktura, hvor der ikke var sket fuld indbetaling på grund af indsigelser fra kunden.

Den 20. november 2008 blev der hævet et beløb på 133.303 kr. fra G13 Ltd’s konto i F3-bank. Beløbet blev brugt til betaling af sportsjakker, som G16 A/S havde købt hos G25 i Y2-by. Jakkerne havde påtrykt logo og blev brugt til uddeling blandt skippere og fiskere, som de handlede med. Det var for at brande produkterne, som blev solgt under navnet G14. Han havde indgået aftalen med IK, som på et tidspunkt rykkede for betaling på vegne af G25. Han havde indtryk af, at IK havde lovet at følge op på aftalen, selvom han efterfølgende havde fået andet arbejde og ikke længere var ansat hos G25.

Den 23. januar 2008 blev der indsat et beløb på G14 Ltd’s konto på 1.751.464 kr. Beløbet var fra salg af en del af selskabets anparter i G15 ApS til G26 P/F. Før salget ejede G15 ApS samtlige anparter i G16 A/S. Anparterne i G15 ApS var ejet af LA med 50 %, LL med 25 % og af G14 Ltd. med 25 %. Samtidig med salget fik selskabet tilført kapital fra G26 P/F, som skulle bruges til videreudvikling af en vindmøllevinge, som LA havde opfundet med udgangspunkt i samme teknik, som var blevet brugt til trawlskovlen.

Uanset han ikke var ejer af anparterne, brugte han efterfølgende en del af pengene på private formål, og han er da også siden blevet beskattet af beløbet.

Op til landsretssagen i 2007 forsøgte de at samle alle aktiviteter i et selskab, hvilket var grunden til, at G16 A/S blev stiftet. Alle rettigheder i G1 ApS med undtagelse af rettighederne til den oprindelige trawlskovl blev overdraget G16 A/S ved aftale af 1. januar 2007. Det var meningen, at G16 A/S også skulle overtage det oprindelige patent, når sagen med F2-bank var afsluttet. De blev enige om prisen på ca. 1,4 mio. kr. + moms, som G16 A/S skulle betale, når der var likviditet til det. Der blev alene betalt omkring 400.000 kr., og patentet blev derfor aldrig overdraget, men forblev hos G1 ApS. Ejerkredsen i G16 A/S var bekendt med sagerne med F2-bank om det oprindelige patent.

G27 SL, som var en spansk kunde, betalte fakturaer af henholdsvis den 18. oktober 2006 og 29. december 2006 udstedt af G1 ApS vedrørende køb af 3 trawlskovle direkte til G14 Ltd. G1 ApS havde på daværende tidspunkt en fakturabelåningsaftale med F1-bank. Banken var orienteret om og havde accepteret, at betalingen skete til G14 Ltd. på grund af situationen i G1 ApS.

I 2007 udstedte G14 Ltd. 4 fakturaer til G16 A/S for arbejde, som var udført på en 3D printer, som G1 ApS havde indkøbt tidligere på året.

G16 A/S’s bestyrelsesmedlemmer var nok ikke bekendt med de beslutninger, der blev taget i G1 ApS. Han orienterede f.eks. ikke bestyrelsen i G16 A/S om de konti på Færøerne, som G14 Ltd. og G13 Ltd. havde.

Bilerne kan godt have været parkeret på hans bopæl natten over. Han brugte bilerne i forbindelse med arbejde både for G1 ApS og G16 A/S. Han fik som ulønnet direktør bilerne stillet til rådighed af G15 ApS som forklaret af LJ under straffesagen mod ham ved Byretten. Der var ikke vandtætte skotter mellem selskaberne.

Advokat LE har forklaret, at han var advokat for LA og G1 ApS under sagen, hvori Vestre Landsret afsagde kendelse den 6. juni 2007. Sagen var af stor betydning, da F2-bank forsøgte at få LA’s patent på trawlskovlen udlagt og overdraget til G20, hvilket ville have været ødelæggende for G1 ApS’ forretning. Der verserede mange sager vedrørende patentet bl.a. en fogedforbudssag på Færøerne. Sagerne var meget omkostningstunge at føre.

Han har ikke noget nærmere kendskab til G14 Ltd. Han udstedte løbende a conto regninger til G1 ApS for sit arbejde, men det var ikke altid, at regningerne blev betalt til tiden, og det var ikke altid G1 ApS, der betalte regningerne. G14 Ltd. har således betalt nogle af regningerne. De mange krænkelser var økonomisk meget belastende og markedsforstyrrende for G1 ApS. Han husker ikke, om rettighederne til den oprindelige trawlskovl efter landsretssagen blev overdraget til G16 A/S.

Procedure

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Maskeret udlodning i 2007 og personlig indkomst i 2007-2010

Efter bevisførelsen for landsretten, herunder A’s forklaring, må det lægges til grund, at en del af de beløb, som G1 ApS og dets kunder overførte til G14 Ltd., blev brugt til omkostninger til sager om patentet på G16 A/S, ligesom en del af beløbene blev brugt til at betale andre regninger for G1 ApS.

Uanset den yderligere dokumentation, der er fremlagt for landsretten for de udgifter, som G14 Ltd. og G13 Ltd. afholdt for G1 ApS, tiltrædes det, som anført af byretten, at de fremlagte oversigter vedrørende betalinger mellem selskaberne ikke giver et tilnærmelsesvis fuldstændigt billede af posteringer og pengestrømme mellem disse selskaber. Dertil kommer, at A hævede penge fra de konti, som G14 Ltd. og G13 Ltd. havde i F3-bank på Færøerne, til private formål, hvilket også skete, inden beløbet fra salget af anparterne i G15 ApS, som A senere blev personligt beskattet af, blev indbetalt.

Landsretten er med disse bemærkninger, og efter det, som byretten i øvrigt har anført, enig i, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelse på dette punkt.

Værdi af fri bil i 2008-2010

A har forklaret, at det er rigtigt som oplyst af LJ i Byretten, at han fik bilerne stillet til rådighed af G15 ApS som ulønnet direktør. Herefter og efter det, der er anført af byretten, er A skattepligtig af værdien af fri bil som anført af byretten.

Fristen for forhøjelse af ansættelsen af skat for 2007

Landsretten tiltræder af de grunde, som byretten har anført, at SKAT’s afgørelse om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2007 ikke har været mangelfuld, heller ikke selvom SKAT alene har henvist til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, om reaktionsfristerne for den ekstraordinære genoptagelse i sin mail af 21. september 2011. Da A som følge af sagens oplysninger om G14 Ltd. og G13 Ltd. må anses for at have været skattepligtig af indtægterne i disse selskaber, og da han udelod oplysninger herom i sin selvangivelse, har SKAT været berettiget til at foretage en ekstraordinær ansættelse for indkomståret 2007.

Med de anførte bemærkninger stadfæstes byrettens dom.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 75.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand og er inkl. moms, da Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Landsretten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og dens omfang.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med

75.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.