Parter

B

(v/Adv. Eduardo Vistisen)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/Adv. Steffen Sværke)

Afsagt af Højesteretsdommerne

Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen, Jon Stokholm, Henrik Waaben og Lars Apostoli.

Sagens oplysninger

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets (SKM2016.303.ØLR) 7. afdeling den 26. februar 2016.

Påstande

Appellanten, B, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at der skal ske omberegning af grundskatteloftsværdien for hendes ejendom, matrikel nr. Y17, Y19, med basisår 2001.

Skatteministeriet har nedlagt påstand om stadfæstelse med den ændring, at ansættelsen af den omberegnede grundværdi skal foretages med 2009 som basisår ved vurderingen pr. 1. oktober 2010.

Skatteministeriets ændrede påstand skyldes, at den faktiske grundværdi for den udstykkede ejendom (Y1) var lavere end loftsværdien for 2009, og at 2009 derfor er basisår ved beregningen af grundskatteloftet for denne ejendom ved vurderingen pr. 1. oktober 2010.

Anbringender

B har for Højesteret anført navnlig, at prisniveauet for alle sammenlignelige omliggende villaejendomme i Y18 siden 2001 har udviklet sig langt over stigningsbegrænsningen, som følger af loftet over grundlaget for beregningen af kommunal grundskyld, der blev indført ved lov nr. 1047 af 17. december 2002. Derfor er 2001 basisår ved beregningen af grundskatteloftet for alle disse ejendomme, og det ville være urimeligt og i strid med lovens formål, hvis der ved beregningen af grundskatteloftet for de seks ejendomme på Y13 - som de eneste i området - skulle anvendes et senere basisår end 2001. Ved anvendelse af 2008 eller 2009 som basisår bliver resultatet en afgiftspligtig grundværdi, som er omtrent dobbelt så høj som ved anvendelse af 2001 som basisår. Det kan da også konstateres, at de afgiftspligtige grundværdier af alle sammenlignelige ejendomme i området er væsentligt lavere end dem, der er lagt til grund ved beregningen af grundskyld for de seks ejendomme på Y13.

Vurderingslovens § 33, stk. 18, 2. pkt., bør fortolkes indskrænkende, således at bestemmelsen ikke gælder i en situation, hvor anvendelsen af de nye ejendomme efter en udstykning er helt anderledes end den hidtidige anvendelse af den udstykkede ejendom, og hvor dette har væsentlig betydning for grundværdiernes udvikling. Det er netop situationen i det foreliggende tilfælde, hvor den udstykkede ejendom har været anvendt til ... (Y1), og hvor stigningen af grundværdien siden 2001 netop af den grund har været beskeden. Konsekvensen er, at Y1s faktiske grundværdi i årene efter 2001 jævnligt har været lavere end de loftsværdier, der følger af loven. Det er årsagen til, at 2009 og ikke 2001 er basisår ved vurderingen af Y1s grund i 2010. I modsætning hertil har prisudviklingen for de omliggende villakvarterer været meget stærk, og her har de faktiske grundværdier derfor ikke siden 2001 været lavere end de loftsværdier, der følger af loven. Under disse omstændigheder vil det være i strid med lovens formål, hvis basisåret for de seks nye ejendomme på ... vej, som anvendes til boliger, skal være bestemt af basisåret for X (2009) - med væsentligt højere grundskyld til følge - i stedet for det basisår, som gælder for alle de sammenlignelige boligejendomme i området (2001).

Ved købet af ejendommen har hun disponeret i tillid til SKATs udtalelse i mailen af 5. februar 2010. SKATs udtalelse giver derfor grundlag for en berettiget forventning om, at 2001 anvendes som basisår ved beregningen af grundskatteloftet. Forbeholdet i udtalelsen har generel karakter og er derfor uden betydning for anvendelsen af forventningsprincippet.

Skatteministeriet har heroverfor anført navnlig, at det følger af 2. pkt. i vurderingslovens § 33, stk. 18, at ansættelsen af den omberegnede grundværdi for en ny ejendom foretages med samme basisår, som gælder for den udstykkede ejendom. I det foreliggende tilfælde er Y1 den udstykkede ejendom, og da 2009 skal anvendes som basisår for denne ved vurderingen pr. 1. oktober 2010, gælder dette også for de seks nye ejendomme på Y13, der er udstykket fra Y1, herunder As ejendom.

Det er uden betydning, at 2001 er anvendt som basisår ved vurderingen af sammenlignelige ejendomme i området, da dette ifølge § 33, stk. 18, 3. pkt., kun ville have relevans, hvis de nye ejendomme på Y13 var udstykket fra en ejendom, som hidtil havde været undtaget fra vurdering. Denne situation er netop ikke aktuel i det foreliggende tilfælde, idet Y1 ikke har været undtaget fra vurdering.

Det er ikke i strid med lovens formål at anvende § 33, stk. 18, 2. pkt., efter ordlyden med den virkning, at vurderingen af Bs ejendom foretages med 2009 som basisår, selv om det betyder, at resultatet afviger fra vurderingen af sammenlignelige ejendomme i området. Formålet med loven er at begrænse stigningen af de afgiftspligtige grundværdier - og dermed stigningen af ejendomsskatterne for den enkelte ejendom. Det er ikke at sikre en ensartet beskatning af sammenlignelige ejendomme. Det ville derimod være uforeneligt med lovens ordlyd og motiver at følge Bs ønske om at anvende reglen i § 33, stk. 18, 3. pkt., i den foreliggende situation, der klart er omfattet af stk. 18, 2. pkt.

Forventningsprincippet kan ikke føre til et andet resultat, allerede fordi SKAT i sin mail af 5. februar 2010 udtrykkeligt har taget forbehold om, at udtalelsen kun er vejledende og derfor ikke bindende for SKAT. Hertil kommer, at anvendelse af 2001 som basisår ved omberegning af grundværdien ville være i klar modstrid med loven, og at udtalelsen efter sit indhold i øvrigt kun har foreløbig og uforbindende karakter.

Supplerende sagsfremstilling

For Højesteret er der fremkommet yderligere oplysninger om grundværdier, loftsværdier og basisår bl.a. for sammenlignelige ejendomme i det område, hvor Bs ejendom ligger.

Endvidere er fremlagt oplysninger, der viser, at 2009 var basisår ved ansættelsen af den afgiftspligtige grundværdi for Y1 for 2010. Resultatet heraf bliver en lavere grundskyld for B.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår spørgsmålet om rette basisår ved beregningen af grundskatteloftet for Bs ejendom for vurderingsåret 2010. Sagen rejser spørgsmål om fortolkningen af vurderingslovens § 33, stk. 18, og om anvendelse af forventningsprincippet.

Fortolkningen af vurderingslovens § 33, stk. 18

Når en ny ejendom efter udstykning bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld efter ejendomsbeskatningsloven, foretages ved den almindelige vurdering eller omvurderingen efter vurderingslovens § 3 en yderligere ansættelse af grundværdien, jf. lovens § 33, stk. 18, 1. pkt. Efter § 33, stk. 18, 2. pkt., skal ved ansættelsen af grundværdien for den nye ejendom anvendes samme basisår som for den udstykkede ejendom, når den udstykkede ejendom er omfattet af pligten til at betale grundskyld. Når den nye ejendom hidtil ikke har været vurderet, fordi den har været undtaget fra vurdering, jf. lovens § 7, stk. 1, eller fordi vurdering har været undladt, jf. § 7, stk. 2, skal basisåret for omliggende ejendomme af samme art anvendes ved ansættelsen af grundværdien for den nye ejendom, jf. § 33, stk. 18, 3. pkt. Fastlæggelsen af basisåret er afgørende for beregningen af grundskatteloftet for den nye ejendom, jf. ejendomsbeskatningslovens § 1, stk. 4.

Bs ejendom er en af seks nye ejendomme, som i 2010 blev udstykket fra Y1 med henblik på etablering af den nye villabebyggelse på Y13. De nye ejendomme blev første gang vurderet selvstændigt pr. 1. oktober 2010. Y1 (den udstykkede ejendom) er omfattet af pligten til at betale grundskyld, og 2009 er basisåret ved beregningen af grundskatteloftet for denne ejendom.

Efter ordlyden af vurderingslovens § 33, stk. 18, er det bestemmelsens 2. pkt., der finder anvendelse ved ansættelsen af grundværdien for Bs ejendom (den nye ejendom), da den er fremkommet ved udstykning fra en ejendom, der er omfattet af pligten til at betale grundskyld (den udstykkede ejendom). Efter bestemmelsens ordlyd skal ansættelsen af grundværdien for hendes ejendom således foretages med samme basisår som for den udstykkede ejendom - det vil sige 2009.

Formålet med reglerne om indførelse af et loft over grundlaget for beregningen af kommunal grundskyld, som blev indført ved lov nr. 1047 af 17. december 2002, var at begrænse stigningen i ejendomsskatterne for den enkelte grundejer. For Bs ejendom er der imidlertid tale om ansættelse af grundværdien for en ny ejendom efter udstykning.

Den indskrænkende lovfortolkning, som B argumenterer for, ville i realiteten indebære, at vurderingslovens § 33, stk. 18, 3. pkt., skulle finde anvendelse i det foreliggende tilfælde. Imidlertid er anvendelse af reglen i vurderingslovens § 33, stk. 18, 3. pkt., om benyttelse af samme basisår som for omliggende ejendomme af samme art såvel efter ordlyden som forarbejderne forbeholdt de tilfælde, hvor ejendommen hidtil har været undtaget fra vurdering, eller hvor vurdering hidtil har været undladt.

Højesteret finder herefter, at 2009 skal anvendes som basisår ved fastsættelsen af grundskatteloftet i henhold til ejendomsbeskatningsloven for Bs ejendom. Det kan ikke føre til et andet resultat, at der i samme område er et større antal sammenlignelige ejendomme, hvis grundværdier er ansat med 2001 som basisår, med heraf følgende betydelige forskelle ved fastsættelsen af de afgiftspligtige grundværdier og grundskylden.

Forventningsprincippet

Anvendelse af 2001 som basisår ved fastsættelsen af grundskatteloftet for Bs ejendom ved vurderingen pr. 1. oktober 2010 ville være i åbenbar modstrid med vurderingslovens § 33, stk. 18. Allerede af den grund kan SKATs mail af 5. februar 2010 ikke give grundlag for en retsbeskyttet forventning om, at 2001 skal anvendes som basisår.

Højesteret stadfæster herefter dommen med den nedenfor anførte ændring.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at ansættelsen af den omberegnede grundværdi skal foretages med 2009 som basisår ved vurderingen pr. 1. oktober 2010.

I sagsomkostninger for Højesteret skal B betale 45.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.