Parter

A

(v/Adv. Peter Blindum)

Mod

Skatteministeriet

(Kammeradvokaten v/adv. Fm. Josefine Farver Kronborg)

Afsagt af Byretsdommer 

Peder Johs. Christensen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Sagens baggrund

Sagen, der er anlagt den 21. december 2015 af sagsøgeren, A, mod sagsøgte, Skatteministeriet, vedrører spørgsmål om sagsøgerens ansvar for og pligt til at indeholde A-skat og AM-bidrag for indkomstårene 2010, 2011 og 2012 samt spørgsmål om sagsøgerens ret til fradrag for moms for de samme indkomstår.

Sagsøgeren driver vognmandsvirksomheden, G1, der er en personlig drevet virksomhed, og parternes uenighed knytter sig nærmere til et spørgsmål om, hvorvidt vognmand KJ, må anses for at have været lønmodtager i sagsøgerens virksomhed i de pågældende år.

Landsskatteretten har den 28. september 2015 truffet afgørelse om, at sagsøgeren er indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag til KJ, og at sagsøgeren ikke har fradragsret for købsmoms.

Parternes påstande

Sagsøgeren har principalt nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at de gennemførte forhøjelser af sagsøgers tilsvar af A-skat med kr. 198.902 og AM-bidrag med kr. 43.380 i perioden 1/1-2010 - 31/12-2012 skal nedsættes til kr. 0.

Sagsøgte tilpligtes endvidere at anerkende, at sagsøgers momsfastsættelse for perioden 1/7-2010 - 31/12-2012 skal nedsættes med kr. 108.450.

Subsidiært har sagsøgeren påstået sagsøgte tilpligtet at anerkende, at de gennemførte forhøjelser af sagsøgers tilsvar af A-skat, AM-bidrag og momsansætttelse for perioden 1/1-2010 - 31/12-2012 hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Subsidiært har sagsøgte påstået, at sagsøgeren skal anerkende, at hans fradrag for lønudgifter for indkomstårene 2010 og 2011 skal nedsættes tilsvarende, såfremt han ikke havde pligt til at indeholde og betale yderligere A-skat og AM-bidrag for 2010 og 2011.

Oplysninger i sagen

I Landsskatterettens afgørelse er det anført:

"...

SKAT har anset klageren for at hæfte for manglende afregning af A-skat og AM-bidrag for perioden 1. januar 2010 - 31. december 2012 samt for ikke at være berettiget til fradrag for moms.

Klagepunkt	SKATs afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 2010: Manglende indeholdelse af AM-bidrag - 8 % af 134.950 kr.	10.796 kr.	0 kr.	10.796 kr.
Manglende indeholdelse af A- skat	48.556 kr.	0 kr.	48.556 kr.
Ikke godkendt fradrag for købsmoms	26.990 kr.	0 kr.	26.990 kr.
Fradrag for lønudgift	26.990 kr.	0 kr.	26.990 kr.
Indkomståret 2011: Manglende indeholdelse af AM-bidrag - 8 % af 317.565 kr.	25.405 kr.	0 kr.	25.405 kr.
Manglende indeholdelse af A- skat	112.665 kr.	0 kr.	112.665 kr.
Ikke godkendt fradrag for købsmoms	63.513 kr.	0 kr.	63.513 kr.
Fradrag for lønudgift	63.513 kr.	0 kr.	63.513 kr.
Indkomståret 2012: Manglende indeholdelse af AM-bidrag - 8 % af 89.735,75 kr.	7.179 kr.	0 kr.	0 kr.
Manglende indeholdelse af A- skat	37.681 kr.	0 kr.	37.681 kr.
Ikke godkendt fradrag for købsmoms	17.947 kr.	0 kr.	17.947 kr.

SKAT har tillige pålagt klageren at indeholde A-skat og AM-bidrag i fremtidige udbetalinger til KJ.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har som følge af ovennævnte ændringer foretaget konsekvensændringer i virksomhedsordningen i 2010 og 2011.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Møde mv.

Der har været afholdt møde med klagerens repræsentant.

Faktiske oplysninger 

Klageren driver en personlig ejet virksomhed, G1. Virksomheden blev momsregistreret den 23. juli 2007 og registreret som arbejdsgiver den 1. januar 2010. I perioden har virksomheden haft mellem 8 - 13 ansatte.

SKAT har i forbindelse med en gennemgang af klagerens regnskab vedrørende konto for fremmed arbejde konstateret, at KJ for perioden 1. januar 2010 - 31. december 2012 har udskrevet fakturaer til klageren med følgende beløb:

2010: 134.950,00 kr., heraf moms	26.990,00 kr.
2011: 317.565,00 kr., heraf moms	63.513,00 kr.
2012: 89.735,75 kr., heraf moms	17.947,15 kr.

SKAT har konstateret:

• Der er ikke udarbejdet kontrakt mellem klageren og KJ.
• KJ kører i klagerens lastbiler, dvs. at klageren afholder udgifterne i forbindelse med arbejdets udførelse
• Det er på klagerens anvisninger, at KJ udfører arbejdet
• Vederlaget er i overvejende grad nettoindkomst for KJ.

KJ har ikke været registreret som selvstændig erhvervsdrivende og har ikke haft et aktivt cvr. nr.

SKAT har ikke anerkendt KJs fakturaer med moms til klageren, idet SKAT anser udbetalingerne til KJ som A-indkomst, hvoraf der trækkes A-skat og AM-bidrag efter kildeskattelovens § 46 og arbejdsmarkedsbidragslovens § 11, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 961 af 25. september 2008) og § 7 (lovbekendtgørelse nr. 471 af 12. juni 2009).

SKATs afgørelse

Afgrænsningen mellem selvstændig erhvervsdrivende m.v. og lønmodtagere skal i skattemæssig henseende foretages på baggrund af de kriterier, der er angivet i pkt. 3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven.

SKAT har henvist til Højesterets domme offentliggjort i TfS 1996, 449 H og TfS 1997,473 H.

Efter en samlet vurdering af forholdet mellem klageren og KJ er det SKATs opfattelse, at KJ har udført arbejde for klageren på lønmodtagerlignende vilkår, og KJ kan dermed ikke anses for at drive selvstændig, momspligtig virksomhed.

Der er lagt vægt på følgende:

• Der er ikke udarbejdet kontrakt mellem klageren og KJ.
• KJ kører i klagerens lastbiler, dvs. at klageren afholder udgifterne i forbindelse med arbejdets udførelse
• Det er på klagerens anvisninger, at KJ udfører arbejdet - klageren har instruktionsbeføjelsen
• Vederlaget er i overvejende grad nettoindkomst for KJ
• KJ har i overvejende grad samme hvervgiver
• Der er stort set ikke mangler i nummerrækkefølgen i de fakturaer, som KJ har fremsendt til klageren.

Det fremgår af kildeskatteloven, at alle, der i deres virksomhed med hjemting her i landet og som udbetaler A-indkomst, skal indeholde A-skat. Indeholdelsespligten påhviler den, for hvis regning udbetalingen foretages. Tilsvarende følger det af arbejdsmarkedsbidragsloven, at arbejdsgivere skal indeholde AM-bidrag.

Ved at statuere lønmodtagerforhold mellem klageren og KJ er klageren pligtig til at indeholde A-skat og AM-bidrag.

Udover at pålægge klageren indeholdelsespligt af A-skat og AM-bidrag af løn, som udbetales til KJ fra den 1. januar 2013 for chaufførarbejde, pålægger SKAT klageren at hæfte for de ikke indeholdte beløb for perioden 1. januar 2010 - 31. december 2012.

Klageren har efter SKATs opfattelse udvist forsømmelighed ved at udbetale løn (vederlag) til KJ uden indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, hvorfor SKAT har anset klageren for at hæfte for den ikke indeholdte A-skat og AM-bidrag i henhold til kildeskattelovens § 69, stk. 1.

Klageren har endvidere ikke fradragsret for den moms, som KJ har opkrævet på sine regninger til klageren, når vederlaget anses for løn (A-indkomst) til KJ, jf. momslovens § 37.

Klageren har i henhold til statsskattelovens § 6 fradragsret for den opkrævede moms som en lønudgift i den skattepligtige indkomst. SKAT har ikke haft mulighed for at ændre i klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2012 for så vidt angår momsangivelse. Klageren er derfor orienteret om, at han skal foretage fradrag for lønudgift med 17.947 kr. i indkomståret 2012.

SKAT har bemærket, at klageren, jf. Østre Landsrets dom som SKM2002.105.ØLR, har regreskrav på beløbet overfor den enkelte medarbejder. Gør klageren ikke sit regreskrav gældende, vil hans betaling af manglende indeholdt A-skat og AM-bidrag være grundlag for SKATs forhøjelse af KJs indkomst.

Som følge af ændringerne i virksomhedens overskud har SKAT konsekvensændret "hensat til senere hævning" i 2010 og 2011, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at udbetalt vederlag til KJ ikke kan anses for løn udbetalt i et tjenesteforhold, og at klageren derfor ikke hæfter for manglende afregning af A-skat og AM-bidrag i henhold til kildeskattelovens § 69, stk. 1, for det udbetalte vederlag for indkomstårene 2010 - 2012, ligesom SKAT ikke er berettiget til at nægte klageren momsfradrag af udbetalte vederlag til KJ for indkomstårene 2010 - 2012.

Til støtte for den nedlagte påstand er gjort gældende, at samarbejdet mellem G1 v/ klageren og KJ ikke har karakter af et ansættelsesforhold.

Klageren havde inden samarbejdets indgåelse fået oplyst, at KJ drev selvstændig fotograf- og transportvirksomhed, og at KJ tidligere havde udført transportopgaver for andre vognmænd.

Klageren har ansat en række timelønnede chauffører, og han har alene anvendt KJ som underentreprenør (fremmed vognmand) i spidsbelastningssituationer.

Der har ikke været noget grundlag for at indgå en skriftlig aftale mellem klageren og KJ.

De udførte transportopgaver er aftalt løbende, og der har været aftalt faste priser på hver enkel opgave, som KJ efterfølgende har faktureret.

En række af klagerens biler er særligt indrettet til den type kørsel, som klageren udfører, ligesom klageren normalt har ledige lastbiler til rådighed. Det har derfor været hensigtsmæssigt, at kørslerne blev udført i klagerens lastbiler.

De opgaver, som KJ har udført, er på forhånd bestilte kørselsopgaver, således at opgaven på forhånd er fastlagt af kunden og ikke af klageren.

Den praksis, som klageren har fulgt i sit samarbejde med KJ, er efter repræsentantens opfattelse normal i vognmandsbranchen og formentlig også blandt håndværksvirksomheder i spidsbelastningssituationer, hvor kollegaer i branchen gensidigt udfører på forhånd fastlagte underentreprenøropgaver med eller uden eget driftsmateriel.

Repræsentanten har anført, at det er udokumenteret og ubekendt for klageren, at vederlaget for KJ er nettoindkomst, og at han i overvejende grad skulle have samme hvervgiver.

Klageren har endvidere ikke hæftet sig ved fakturanummeringen i KJs fakturaer.

Repræsentanten har efterfølgende oplyst, at KJ har udført en række kørsler i egen bil, når der var tale om mindre godsmængder. KJ har afholdt udgifter til brændstof m.v. for kørsler i egen bil, hvilket fremgår af fremsendte fakturaer.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af kildeskattelovens § 43, stk. 1, at til A-indkomst henregnes enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser.

Af kildeskattelovens § 46, stk. 1, fremgår, at i forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingen foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsen foretages ved, at den indeholdelsespligtige beregner det beløb, der skal indeholdes, og tilbageholder dette beløb i A-indkomsten.

Af kildeskattelovens § 69, stk. 1, fremgår bl.a., at den som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, er over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved iagttagelse af bestemmelserne i denne lov.

Landsskatteretten bemærker, at en lønmodtager normalt er karakteriseret ved, at vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning. Selvstændigt erhvervsdrivende er normalt kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med det formål at opnå et overskud.

I tvivlstilfælde foretages der en samlet vurdering på baggrund af de kriterier, der fremgår af cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven, herunder om indkomstmodtageren har etableret sig i egne lokaler, f.eks. forretning, værksted, kontor, klinik, tegnestue m.v., og arbejdet helt eller delvis udøves herfra, om vederlaget udbetales periodisk og om hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet.

Landsskatteretten finder efter en samlet vurdering, at klageren er indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag til KJ. Retten har lagt vægt på, at der ikke er udarbejdet nogen kontrakt mellem klageren og KJ, at KJ kører i klagerens lastbiler, at klageren afholder udgifter i forbindelse med arbejdets udførelse og at klageren har instruktionsbeføjelsen i forhold til det arbejde, som KJ udfører. I konsekvens heraf har klageren ikke fradragsret for købsmoms, idet han dog har fradragsret for tilsvarende beløb som lønudgifter.

Landsskatteretten finder endvidere, at klageren er indeholdelsespligtig af A- skat og AM-bidrag i fremtidige udbetalinger til KJ.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter, idet SKATs konsekvensændringer i medfør af virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1, tillige stadfæstes.

..."

Der er under sagen fremlagt en række fakturaer, som KJ har udskrevet til sagsøgeren for 2010, 2011 og 2012 og en oversigt, udarbejdet af SKAT, over fakturaerne for årene.

Det er ubestridt, at fakturaerne for 2010 udgjorde et samlet beløb på 134.950 kr. hvoraf moms udgjorde 26.990, for 2011 et samlet beløb på 317.565 kr. hvoraf moms udgjorde 63.513 kr., og for 2012 et samlet beløb på 89.735,75 kr. hvoraf moms udgjorde 17.747,15 kr., således som det er anført i SKATs afgørelse, der er refereret i afgørelsen fra Landsskatteretten.

Der er også fremlagt oversigter over sagsøgerens udbetalinger af løn til sine ansatte i 2010, 2011 og 2012 og på grundlag heraf beregnet en gennemsnitsløn for de ansatte og sammenholdt beløbet med de samlede udbetalinger til KJ for de enkelte indkomstår.

Beregningen af gennemsnitslønnen, således som denne er anført i processkriftet fra sagsøgtes advokat, er ubestridt mellem parterne.

Det er oplyst under sagen, at KJ ikke var registreret som selvstændig erhvervsdrivende i 2010, 2011 og 2012, og at han ikke havde et aktivt CVR-nummer i disse år.

Det er endvidere oplyst, at KJ ikke havde andre hvervgivere end A i 2010, 2011 og 2012.

Sagsøgerens forklaring

A har forklaret, at han i 2007 arbejdede som vognmand. Forinden havde han taget et vognmandskursus. I 2007 havde han ingen ansatte. I perioden fra 2010 til 2012 havde han en del ansatte, der alle var chauffører. Han havde ingen kontoransatte. Han havde mellem 8 og 12 ansatte i perioden. Han betalte regninger og revisor lavede bogføringen. I maj 2010 begyndte KJ at køre for sagsøgeren. Han havde lært KJ at kende via et andet transportfirma. KJ spurgte, om han kunne køre for sagsøgeren. Han fortalte sagsøgeren, at han kørte for et andet transportfirma og udstedte fakturaer til betaling. Sagsøgeren og KJ drøftede ikke, om KJ skulle ansættes hos sagsøgeren. I 2010 skulle sagsøgeren ikke bruge KJ hver dag.

Sagsøgeren driver virksomhed på den måde, at de større speditionsfirmaer, herunder G2 og G3, ringer til sagsøgeren og spørger, hvorvidt han kan stille en chauffør og en bil på et bestemt tidspunkt. Speditionsfirmaerne har selv mange lastbiler. Hvis sagsøgeren og et speditionsfirma indgår en aftale tilrettelægger speditionsfirmaet arbejdet, efter at sagsøgeren har modtaget ordre om at stille bil med chauffør på et bestemt tidspunkt og et bestemt sted. Sagsøgeren har ingen indflydelse på det arbejde, der skal udføres. Speditørfirmaerne bestiller som regel fra dag til dag. Der er ingen kontrakter mellem sagsøgeren og speditørfirmaerne. Det er speditørfirmaerne, der fastsætter prisen, og så kan man sige ja eller nej til den.

KJ kørte nogle gange i sagsøgerens biler, og ellers i sin egen bil. Hvis godsmængden var stor, blev der kørt i sagsøgerens biler. Der blev aftalt vidt forskellige priser mellem sagsøgeren og KJ, og priserne var de priser, som sagsøgeren havde fået af speditørerne. Forinden KJ udførte arbejdet, havde sagsøgeren fortalt, til hvilken pris det skulle udføres. Sagsøgeren og KJ har ikke aftalt nogen timeløn for KJ. Sagsøgeren gik ikke så meget op i, hvad KJ skrev på fakturaerne. Han ved ikke, hvorfor der er angivet en enhedspris på 120 kr. Det var altid sagsøgerens pris, der var gældende. Såfremt KJ havde brugt mere tid på arbejdet, kunne han ikke få en større pris efter endt arbejde. Når KJ kørte i sagsøgerens bil, betalte sagsøgeren brændstoffet. Sagsøgeren kunne få større rabatter ved køb af brændstof. Sagsøgeren har ikke lagt mærke til de forløbne numre på fakturaerne. Han har kontrolleret prisen og beløbet, men ikke andet, når han modtog fakturaerne fra KJ. Han har heller ikke kontrolleret, om cvr-nummeret var registreret.

KJ havde tidligere været fotograf og havde et stort atelier. Sagsøgeren gik ud fra, at KJ var momsregistreret. Sagsøgeren og KJ drøftede aldrig KJs indkomstforhold eller hans økonomi i det hele taget. KJs kørsel for sagsøgeren var afhængig af ordremængden. Der var derfor flere kørsler i 2011. KJ kørte for det meste i sagsøgerens biler. KJ og sagsøgeren så yderst sjældent hinanden. De indgik aftalerne pr. telefon. På et tidspunkt ansatte sagsøgeren KJ som chauffør med løntilskud. KJ var kommet til sagsøgeren og havde tilbudt dette, og det accepterede sagsøgeren. KJ var ansat hos sagsøgeren i maksimalt et halvt år. KJ havde en stationcar. Han havde ingen lastbil. Sagsøgeren har engang imellem haft en enkelt fast kunde i Y1-by.

Parternes synspunkter

Sagsøgerens advokat har i et påstandsdokument anført følgende:

"at det efter en samlet vurdering på baggrund af de kriterier, som skal lægges til grund ved sondringen mellem en lønmodtager og en selvstændig erhvervsdrivende ikke kan lægges til grund, at der er tale om et lønmodtagerforhold mellem KJ og sagsøger, herunder

at det under hensyn til karakteren af de løbende aftale mellem sagsøger og KJ har været uden betydning om aftalerne har været skriftlige eller mundtlige. Der har været tale om en række løbende kørselsopgaver, hvor de enkelte opgaver har været aftalt på forhånd.

at en række af kørselsopgaverne har været udført i sagsøgers vogne, som er specialindrettet til de pågældende kørsler, når der var en ledig vogn hos sagsøger, mens en række øvrige kørselsopgaver har været udført i KJs varebil.

at det derfor ikke kan tillægges betydning i vurderingen om KJ har drevet selvstændig virksomhed, om de enkelte kørsler har været udført i sagsøgers vogne eller KJs varebil.

at sagsøger ikke har haft en reel instruktionsbeføjelse overfor KJ i forhold til de kørselsopgaver, som KJ har udført.

De enkelte kørsler i sagsøgers virksomhed er på forhånd tilrettelagt af sagsøgers kunder, således at omfanget af de kørselsopgaver, som KJ udførte var aftalt, hvilket vil sige, at sagsøger ikke havde nogen instruktionsbeføjelse overfor KJ generelt eller i relation til de enkelte aftalte kørselsopgaver.

at det skatteretligt er uden betydning i relation til sondringen mellem selvstændig eller lønmodtager, hvordan prisen for hver enkelt af de forskellige kørselsopgaver, som KJ udførte, er fastsat eller aftalt.

at KJ havde været erstatningsansvarlig overfor sagsøger, hvis han havde begået ansvarspdragende fejl under udførelsen af de aftalte opgaver efter dansk rets almindelige regler at sagsøger ikke har eller burde have hæftet sig ved nummeringen af de fremsendte fakturaer fra KJ.

at sagsøger ikke var bekendt med, at KJ ikke havde et aktivt Cvr-nr.

at sagsøger ikke havde kendskab til KJs øvrige indtægtsforhold, herunder at de i sagen fremlagte fakturaer skulle være KJs overvejende indtægtsgrundlag

at det var sagsøgers indtryk, at KJ i en årrække havde været selvstændig vognmand, og at han i øvrigt drev fotografvirksomhed.

at det forhold, at KJ efterfølgende i en kort periode har været ansat hos sagsøger med løntilskud er uden betydning for sagens bedømmelse.

at sagsøgte derfor ikke har været berettiget til at anse sagsøger for indeholdelsespligtig af A-skat og AM-bidrag og nægte sagsøger fradragsret for købsmoms af de af KJ udstedte fakturaer."

Sagsøgtes advokat har i et påstandsdokument anført følgende:

"Til støtte for den nedlagte påstand om frifindelse gjort det overordnet gældende, at A har undladt at opfylde sin pligt til at indeholde skat og på den baggrund er umiddelbart ansvarlig for betalingen over for det offentlige, idet han ikke har godtgjort, at han ikke har udvist forsømmelighed ved ikke at iagttage pligten til at indeholde A-skat og AM-bidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1.

Baggrunden herfor er, at A ikke har godtgjort, at KJ var selvstændig erhvervsdrivende og ikke udførte arbejde som lønmodtager i As virksomhed i indkomstsårene 2010, 2011 og 2012.

De faktiske forhold i sagen understøtter den konklusion, at der har været tale om et lønmodtagerforhold mellem KJ og A.

Af oversigten over KJs fakturaer for perioden (bilag F) fremgår det, at KJ har udført et omfattende og kontinuerligt stykke arbejde for A.

A har således fra maj 2010 og året ud modtaget fakturaer fra KJ flere gange månedligt på nær i oktober. A modtog 5 fakturaer i juni, 4 i juli, 4 i august, 4 i september, 3 i november og 4 i december (bilag F, side 1-2). Fakturaerne dækker over arbejde udført på flere forskellige nærmere anførte datoer.

I 2011 modtog A ligeledes fakturaer fra KJ flere gange månedligt. Fakturaerne fordelte sig med 4 i januar, 5 i februar, 4 i marts, 5 i april, 3 i maj, 2 i juni, 6 i juli, 4 i august, 5 i september, 5 i oktober, 4 i november og 4 i december.

Også frem til og med september 2012 modtog A månedligt fakturaer fra KJ, på nær i juli. Fakturaerne fordelte sig med 2 i januar, 1 i februar, 2 i marts, 6 i april, 3 i maj, 4 i juni, 2 i august og 5 i september.

Det er således ikke godtgjort, at KJ alene skulle have arbejdet hos A i spidsbelastningssituationer. Fakturaerne viser derimod, at KJ har erlagt en løbende arbejdsydelse i As virksomhed.

KJ har da også oplyst til Skatteministeriet, at han ikke havde andre hvervgivere end A i 2010-2012. Dette understøttes af SKATs oversigt over fakturaer fra KJ (bilag F), hvor der stort set ikke er nogen huller i nummerrækkefølgen af fakturanumre i oversigtens 2. kolonne.

Det må på den baggrund lægges til grund, at KJ ikke havde andre hvervgivere end A i indkomstårene 2010-2012.

Skatteministeriet har opfordret A til at tilkendegive, om han er enig heri, men opfordringen er ikke blevet besvaret.

Den omfattende og kontinuerligt løbende arbejdsydelse, KJ har erlagt for A som eneste hvervgiver, taler for, at KJ skal betragtes som lønmodtager.

Denne formodning bestyrkes at det faktum, at KJ i perioden fra 1. januar 2010 til 31. december 2012 ikke var registreret som selvstændig erhvervsdrivende, ikke havde et CVR-nr., samt at der ikke blev udarbejdet en kontrakt mellem parterne.

I øvrigt har A da selv bekræftet, at KJ var ansat med løntilskud i perioden, hvilket i sig selv udelukker, at arbejdet skulle være udført som selvstændig erhvervsvirksomhed (Processkrift II).

Det er ikke dokumenteret, at KJ i nogen henseende var økonomisk ansvarlig for arbejdets udførelse over for kunderne eller A. Der er heller ikke nogen holdepunkter for at lægge til grund, at KJ har anvendt sin egen varebil til udførelsen af kørselsopgaverne for C. M. Trading & Transport. Det må uden dokumentation fra sagsøgerens side lægges til grund, at A bar det fulde ansvar og risikoen for eventuelle fejl og krav fra kunderne.

A anfører da også i stævningen, side 2, 5. afsnit, at kørselsopgaverne grundet deres karakter ofte blev udført i As specialindrettede vogne. KJ har således udført arbejdet for As regning og risiko, hvilket også taler for, at der er tale om et lønmodtagerforhold.

Af fakturaerne i bilag E fremgår det, at KJ ofte har faktureret sit arbejde ud fra en enhedspris på kr. 120,-. A har dermed løbende skulle afregne vederlag over for KJ på baggrund af det konkrete leverede stykke arbejde, som det er almindeligt i lønmodtagerforhold.

Oversigterne over lønnen til de øvrige ansatte hos A viser, at KJs vederlag i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 stemmer overens med, hvad de øvrige ansatte har modtaget i løn i perioden (bilag B-D).

Det fremgår således af de oplistede udbetalinger for indkomståret 2010 (bilag B), at de 9 ansatte i gennemsnit har modtaget i alt kr. 149.143,-. Den højest lønnede medarbejder har modtaget i alt kr. 313.222,-, og den lavest lønnede har modtaget i alt kr. 29.898,-. KJ har i samme indkomstår modtaget kr. 134.950,- fra A (bilag 1, side 1).

I indkomståret 2011 har de 14 ansatte modtaget i gennemsnit kr. 198.411,- (bilag C). Den højest lønnede medarbejder har modtaget kr. 411.940,-, og den lavestlønnede har modtaget kr. 12.641,-. KJ har i indkomståret modtaget kr. 317.565,- (bilag 1, side 1).

For indkomståret 2012 følger det af bilag D, at de 13 ansatte har modtaget i gennemsnit kr. 173.327,-. Den højest lønnede medarbejder har modtaget kr. 344.640,-, og den lavestlønnede har modtaget kr. 31.766,-. KJ har modtaget kr. 89.735,75 (bilag 1, side 2).

Vederlaget til KJ adskiller sig således ikke fra, hvad de øvrige ansatte lønmodtagere har modtaget i vederlag fra A.

Det betydelige antal fakturaer (bilag F) vidner om, at A ofte og kontinuerligt har instrueret KJ i at udføre kørselsopgaver for G1. Denne instruktionsbeføjelse taler for, at KJ skal betragtes som lønmodtager og ikke selvstændig erhvervsdrivende, jf. f.eks. UfR 2004.362 HR (SKM2003.555.HR). A har således haft instruktionsbeføjelsen over KJ i forhold til, hvilke opgaver denne skulle stilles over for og hvornår.

At opgaverne i nogle tilfælde på forhånd var tilrettelagt af kunderne ændrer ikke på, at A i perioden fra 2010-2012 har anvist KJ en række opgaver i sin virksomhed. Dette er sket på lige fod med de opgaver, som de øvrige ansatte hos A har fået anvist i løbet af perioden. Det er ikke dokumenteret, at As instruktionsbeføjelse over KJ har været anderledes end over de øvrige ansatte.

Det gøres sammenfattende gældende, at KJ ud fra en samlet vurdering skal betragtes som lønmodtager. Dette støttes særligt på hyppigheden af de udførte opgaver, fraværet af andre hvervgivere, samt at arbejdet er udført løbende for As regning, risiko og efter hans instruktion, jf. SKM2012.375.VLR, SKM2011.513.BR og SKM2012.400.LSR.

A har således undladt at opfylde sin pligt til at indeholde skat, selvom han har haft kendskab til de faktiske omstændigheder, der danner grundlag for indeholdelsespligten. Det påhviler A at godtgøre, at der ikke er udvist forsømmelighed ved ikke at indeholde A-skat og AM-bidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1. A har ikke løftet denne bevisbyrde.

På denne baggrund er A forpligtiget og ansvarlig for indeholdelse af A-skat og AM-bidrag for den udbetalte A-indkomst til KJ. Da hele vederlaget, som er udbetalt til KJ, anses for løn (A-indkomst), har A ikke fradragsret for den indgående moms på kr. 108.990,-.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at A ikke har krav på fradrag for lønudgifter efter statsskattelovens § 6, i det omfang, de udbetalte vederlag til KJ i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 ikke anses for lønudbetalinger.

Landsskatteretten har ved afgørelse af 25. april 2013 (bilag 1, side 2) tildelt A fradrag for lønudgifter på kr. 26.990,- i 2010 og kr. 63.513,- i 2011.

Det er en forudsætning for opretholdelsen af disse fradrag, at udgiften kvalificeres som en lønudgift. I tilfælde af, at retten måtte finde, at KJ er selvstændig erhvervsdrivende og derfor ikke har arbejdet som lønmodtager for A, er A naturligvis ikke berettiget til fradrag for lønudgifter på kr. 26.990,- i 2010 og kr. 63.513,- i 2011.

For en ordens skyld har sagsøgte dermed nedlagt en subsidiær påstand, som sikrer, at sagsøgeren ikke opnår fradrag for lønudgifter, hvis han får medhold i, at der slet ikke er tale om løn."

Parternes advokater har under hovedforhandlingen gentaget og uddybet deres synspunkter.

Rettens begrundelse og afgørelse

Det kan lægges til grund, at KJ ikke var registreret som selvstændig erhvervsdrivende og ikke havde et aktivt CVR-nummer i årene fra 2010 til 2012. Det kan endvidere lægges til grund at sagsøgeren var KJs eneste hvervgiver i de pågældende år.

På grundlag af de fremlagte fakturaer, som KJ har udstedt til sagsøgeren fra 2010 til 2012 kan det konstateres, at KJs arbejde for sagsøgeren har været omfattende, og at arbejdet er foregået løbende gennem årene og med stor hyppighed. Det kan endvidere konstateres, at arbejdet ofte er faktureret til en bestemt enhedspris.

Herefter og med henvisning i øvrigt til at det må lægges til grund, at KJs arbejde for sagsøgeren i al væsentlighed er foregået ved kørsel med sagsøgerens lastbiler, og at betalingen for KJs arbejde ikke i særlig grad adskiller sig fra lønnen til sagsøgerens ansatte, er det rettens samlede vurdering, at KJ må betragtes som en lønmodtager i sagsøgerens virksomhed.

Retten finder efter de nævnte omstændigheder og sagsøgerens forhold som erhvervsdrivende med flere ansatte, at han har haft fornødent kendskab til pligten til at indeholde A-skat og AM-bidrag. Sagsøgeren har i øvrigt ikke godtgjort, at han ikke har udvist forsømmelighed ved at undlade indeholdelsen i relation til udbetalingerne til KJ, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedslovens § 11 og § 15.

Herefter tages sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

Sagens omkostninger fastsættes til 42.500 kr., der er anset som et passende beløb til dækning af udgifterne til advokatbistand for sagsøgte. Der er herved henset til sagens karakter og værdi samt omfanget og resultatet.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøgeren, A, betale sagsomkostninger til sagsøgte med 42.500 kr.