Indhold

Dette afsnit handler om, hvordan ekstraordinære ansættelsesændringer begrænses af en 10-årig forældelsesfrist for det krav, der opstår som en følge af ændringen. Den 10-årige forældelsesfrist er beskrevet i A.A.9 om forældelse af skattekrav.

Afsnittet indeholder:

  • 10-års fristen for krav afledt af en ekstraordinær ændring
  • Beregning af 10-års fristen for Skatteforvaltningen
  • Beregning af 10-års fristen for borgerne
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

10-års fristen for krav afledt af en ekstraordinær ændring

Muligheden for at gennemføre ekstraordinære ansættelsesændringer af indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift er betinget af, at betingelserne i SFL § 27 er opfyldt.

Derudover er det en betingelse, at det afledte krav, der opstår som følge af ændringen, ikke er forældet efter 10-års fristen i SFL § 34 a, stk. 4.

Dette gælder uanset, om det afledte krav er en følge af en ansættelsesændring på Skatteforvaltningens initiativ eller er en følge af, at en borger har anmodet om genoptagelse.

Beregningen af 10-års fristen er derimod forskellig alt efter, om der er tale om Skatteforvaltningens krav mod en borger eller om en borgers krav mod Skatteforvaltningen.

Beregning af 10-års fristen for Skatteforvaltningen

For Skatteforvaltningens krav mod en borger, som følge af, at Skatteforvaltningen ekstraordinært har forhøjet en ansættelse, gælder, at 10-års fristen for det afledte krav regnes fra det sædvanlige forfaldstidspunkt for betaling af skat for det pågældende indkomstår, med tillæg af løbedage.

10-års fristen kan ikke suspenderes, men bliver afbrudt ved Skatteforvaltningens varsling af forslaget til ansættelsesændring. Når sådan varsling er sket inden udløbet af 10-års fristen, indtræder forældelse af det afledte krav tidligst et år efter, at Skatteforvaltningen har givet meddelelse om afgørelsen om ansættelsesændring. Se SFL § 34 a, stk. 2.

Se A.A.9.6. Særligt om forældelse af skattekrav - hovedregler, undtagelser, forfaldstidspunkt og foreløbig afbrydelse.

Se SKM2015.607.SKAT

Beregning af 10-års fristen for borgerne

Når en borger beder om ekstraordinær genoptagelse, er udgangspunktet, at 10-års fristen i SFL § 34 a, stk. 4, for det afledte krav løber fra det tidspunkt, hvor skatten er endelig opgjort og indbetalt til Skatteforvaltningen.

Betingelsen om, at skatten skal være endelig opgjort får især betydning for tilbagebetaling af skat, der er foreløbigt indbetalt til Skatteforvaltningen i tilknytning til den oprindelige ansættelse for det pågældende indkomstår. Forfaldstidspunktet for 10-års fristen for tilbagebetaling af skat indtræder tidligst på det seneste tidspunkt for udbetaling af overskydende skat for det pågældende indkomstår.

Er der derimod tale om skat, der er indbetalt efter den seneste dato for udbetaling af overskydende skat, løber 10-års fristen for et krav fra det tidspunkt, hvor skatten er indbetalt til Skatteforvaltningen.

10-års fristen kan ikke suspenderes, men bliver afbrudt ved indgivelse af anmodning om ekstraordinær genoptagelse. Når en anmodning er indgivet, indtræder forældelse tidligst et år efter, at Skatteforvaltningen har givet meddelelse om afgørelsen i genoptagelsessagen. Se FORÆL § 21, stk. 2 og SFL § 34 a, stk. 2.

Hvis Skatteforvaltningen efter underkendelse af hidtidig praksis udsender en genoptagelsesmeddelelse, regnes den 10-årige forældelsesfrist, for krav på tilbagebetaling af skat, fra tidspunktet for den underkendende afgørelse, således at der ikke indtræder forældelse, hvis anmodningen om genoptagelse i øvrigt fremsættes rettidigt. Se A.A.8.2.2.1.2.7.

Se A.A.9.6. Særligt om forældelse af skattekrav - hovedregler, undtagelser, forfaldstidspunkt og foreløbig afbrydelse.

Se SKM2015.607.SKAT.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Andet

SKM2015.607.SKAT

Forældelse af skattekrav