Parter

H1 ApS
(advokat Arne Møllin Ottosen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Steffen Sværke)

Afsagt af højesteretsdommerne

Poul Søgaard, Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen, Vibeke Rønne og Kurt Rasmussen

Sagens baggrund og parternes påstande

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 16. afdeling den 16. januar 2015.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Påstande

Appellanten, H1 ApS, har gentaget sin påstand.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Anbringender

H1 har navnlig anført, at Skatteministeriet skal anerkende de faktisk foretagne transaktioner og derefter eventuelt korrigere pris, vilkår mv. for disse transaktioner i medfør af ligningslovens § 2, hvis betingelserne herfor er opfyldt, hvilket de imidlertid ikke er.

Skatteministeriet kan ikke ud fra et synspunkt om rette omkostningsbærer nægte fradragsret, idet SKAT har behandlet sagen som en transfer pricing-sag og dermed har indtaget det standpunkt, at en eventuel korrektion skal foretages efter transfer pricing-reglerne. SKAT har ikke anfægtet størrelsen af det betalte beløb, og der er heller ikke basis for at foretage korrektion.

Skatteministeriet har navnlig anført, at det er en grundlæggende betingelse for fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at der er tale om udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde den skattepligtige indkomst. Der gives alene fradrag for udgifter afholdt til egen indkomsterhvervelse.

Der er ingen støtte for H1s standpunkt om, at SKAT, når der er tale om en transfer pricing-sag, ikke kan se bort fra transaktionen, men skal foretage en korrektion af transaktionen, hvis den ikke er på armslængdevilkår. Ligningslovens § 2 er ikke en fradragshjemmel. Hjemlen til fradrag findes i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og selskabet skal opfylde betingelserne i bestemmelsen for at opnå fradrag, hvilket ikke er tilfældet.

Supplerende sagsfremstilling

Som anført af landsretten blev der den 30. september 2000 indgået en aftale om opsigelse af licensaftalen fra 1991 mellem H1 ApS og G1 AB. Aftalen blev indgået mellem G1 AB, G3 AB og G2 som "successor in interest" for H1 ApS. Ud over det, der er citeret i landsrettens dom, fremgår bl.a. følgende af aftalen:

"...

SECTION 1

Termination of License Agreement

1.1     Pursuant to the License Agreement, G1 AB provided marketing and distribution services to H1 ApS and G2 Inc. in ...1, ...2, ...3, ...4, ...5, ...6, ...7 and ...8 (the "Marketing Territory"). G2 Inc. has opened its own distribution services network to market and distribute its products in the Marketing Territory. The parties acknowledge that G2 Inc. no longer requires the distributing and marketing services provided by G1 AB pursuant to the License Agreement. The parties hereby agree to terminate the License Agreement.

1.2     The parties acknowledge that the License Agreement has terminated effective September 30, 2000.

..."

Højesterets begrundelse og resultat

Sagen angår, om H1 ApS for indkomstårene 2000, 2002-2003 og 2005-2006 har fradragsret for afskrivninger på i alt 10.714.286 kr. på et "termination fee", som H1 har betalt til det svenske selskab, G1 AB, som H1 i 1991 indgik en 10-årig distributionsaftale med. I efteråret 2000 blev distributionsaftalen bragt til ophør, og der blev aftalt et "termination fee" på 15 mio. kr.

H1 og G1 var selskaber i en større koncern sammen med bl.a. et nordamerikansk selskab, G2. Transaktioner mellem disse koncernforbundne selskaber var omfattet af ligningslovens § 2 om transfer pricing. De almindelige skatteretlige principper i statsskattelovens §§ 4-6 finder også anvendelse ved interesseforbundne selskaber. Spørgsmålet om, hvorvidt H1 har fradragsret for afskrivningerne, forudsætter derfor, at betingelserne i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er opfyldt.

Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at der ved beregningen af den skattepligtige indkomst kan ske fradrag for driftsomkostninger, dvs. udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger.

Som beskrevet af landsretten har H1 betalt 15 mio. kr. til G1. Betalingen er sket i henhold til aftalen af 30. september 2000 mellem G2 og G1 om et førtidigt ophør af den distributionsaftale, som H1 og G1 havde indgået i 1991. G2 var gennem et holdingselskab blevet medejer af H1, og det fremgår af punkt 1.1 i aftalen af 30. september 2000, at ophøret skete, fordi G2 havde oprettet sit eget distributionsnet, og at G2 derfor ikke længere havde behov for de distributions- og marketingsydelser, som fulgte af aftalen fra 1991.

Landsretten har lagt til grund, at distributionsaktiviteterne efter aftalen af 30. september 2000 blev foretaget af de samme underdistributører som hidtil, idet G1' underdistributører blev overtaget af den nye distributør G2. Der er ikke for Højesteret fremkommet oplysninger, der godtgør andet. Der er heller ikke for Højesteret fremkommet oplysninger til belysning af, om der var tale om den samme distributionsydelse og samme pris før og efter ophøret af aftalen.

Under disse omstændigheder finder Højesteret, at H1 ikke har godtgjort, at betalingen for det førtidige ophør af distributionsaftalen har en sådan tilknytning til H1s egen indkomsterhvervelse, som må kræves, for at udgiften kan anses for en fradragsberettiget driftsomkostning for H1, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Højesteret tiltræder derfor, at H1 ikke har fradragsret for afskrivninger på "termination fee" for indkomstårene 2000, 2002-2003 og 2005-2006.

Højesteret stadfæster herefter dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal H1 ApS betale 125.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter rentelovens § 8 a.