Spørgsmål:
-
Vedrørende omvendt betalingspligt iht. momslovens 46 stk. 1 nr. 8-10. Kan der gives fritagelse for den omvendte betalingspligt når der på et år sælges maksimalt 50 bærebare pc'er og ca. 80% af dem sælges til momsfritagne virksomheder?
Svar:
-
Nej
Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i redigeret form.
Beskrivelse af de faktiske forhold
De nye regler om omvendt betalingspligt for bærbare pc'er mv. trådte i kraft den 1. juli 2014.
Spørger sælger maksimalt 50 bærebare pc'er i løbet af 1 år. Spørger sælger ikke nogle af de øvrige produkter, som der omfattet af reglerne.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Spørgers momsfritagne kunder er små virksomheder, hvor der er meget lille administration og kun en lille del af Spørgers momsfritagne kunder har valgt at blive momsregistreret. Hvis de køber udstyr hos Spørger er det ofte sammen med levering af programpakker, og for de kunder vil det være en administrativ belastning at skulle registrere sig for køb som kun sker få gange hen over en årrække.
Spørger ønsker at blive fritaget for anvendelsen af den omvendte betalingspligt i forbindelse med salg af de få bærbare pc'er, som Spørger sælger, og fortsætte med den almindelige momsberegning.
Derved fritager Spørger sine kunder og sit selskab for den ekstra administrative byrde, specielt under hensyntagen til det beskedne antal bærbare pc'er Spørger sælger.
SKATs indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at Spørgers salg af ca. 50 bærbare computere årligt, ikke er omfattet af reglerne om omvendt betalingspligt i momslovens 46 stk. 1 nr. 8-10.
Lovgrundlag
Af momslovens § 46, stk. 1, fremgår følgende:
"Betaling af afgift påhviler den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer og ydelser her i landet. Afgiften påhviler dog aftageren af varer eller ydelser, når
......
8) aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der modtager mobiltelefoner fra en virksomhed etableret her i landet,
9) aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der fra en virksomhed etableret her i landet modtager integrerede kredsløbsanordninger i den tilstand, som de er i, inden de integreres i slutbrugerprodukter, eller
10) aftageren er en afgiftspligtig person her i landet, der modtager spillekonsoller, tablet-pc'er eller bærbare computere fra en virksomhed etableret her i landet.
......
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 8-10, gælder ikke for salg fra registrerede virksomheder, hvis afsætning sker udelukkende eller overvejende til private forbrugere."
Praksis
SKAT har i SKM2014.622.SKAT redegjort for sin administrative praksis i relation til momslovens § 46, stk. 1, nr. 8-10.
Overordnet fremgår det heraf, at reglerne om omvendt betalingspligt af momsen på indenlandske leveringer af mobiltelefoner, integrerede kredsløbsanordninger, spillekonsoller, tablet-pc'ere og bærbare computere forudsætter, at der leveres til en afgiftspligtig person, samt at denne handler i egenskab af afgiftspligtig person.
Detailhandlens salg af mobiltelefoner, integrerede kredsløbsanordninger, spillekonsoller, tablet-pc'ere og bærbare computere er imidlertid helt undtaget fra reglerne om omvendt betalingspligt.
Begrundelse
Det bemærkes, at Spørger årligt sælger ca. 50 bærbare computere, samt at ca. 80 pct. af disse sælges til ikke-momsregistrerede virksomheder i form af momsfritagne virksomheder. Spørger sælger i øvrigt hverken mobiltelefoner, integrerede kredsløbsanordninger, spillekonsoller eller tablet-pc'er.
Spørgers afsætning af de pågældende varer kan derfor ikke anses for udelukkende eller i overvejende grad at ske til private forbrugere. Spørgers salg af bærbare computere er på denne baggrund omfattet af reglerne om omvendt betalingspligt i det omfang, at Spørger sælger disse til afgiftspligtige personer, som køber varerne i egenskab af afgiftspligtige personer.
Det er SKATs opfattelse, at eksempelvis lægevirksomheder er afgiftspligtige personer, uanset at disse virksomheder er momsfritagne og derfor som udgangspunkt ikke momsregistrerede. Se SKM2014.622.SKAT.
Ligeledes må eksempelvis kirker som udgangspunkt anses for afgiftspligtige personer, jf. SKM2009.423.SKAT.
Det bemærkes, at når en bærbar computer indkøbes med henblik på at blive anvendt i den momsfritagne virksomhed, så køber virksomheden den bærbare computer i egenskab af afgiftspligtig person.
Dette er ligeledes tilfældet for eksempelvis kirker i det omfang, at den bærbare computer indkøbes med henblik på hel eller delvis anvendelse i forbindelse med den afgiftspligtige virksomhed. En nærmere definition af kirkers afgiftspligtige virksomhed findes i SKM2009.423.SKAT.
Det er herefter SKATs samlede opfattelse, at Spørgers salg af bærbare computere til momsfritagne virksomheder er omfattet af reglerne om omvendt betalingspligt.
Det bemærkes, at reglerne om omvendt betalingspligt ikke indeholder en generel bagatelgrænse.
Indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.