Dato for udgivelse
12 Aug 2013 12:54
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 Nov 2012 13:32
SKM-nummer
SKM2013.555.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
11. afdeling, B-1668-12
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Kursusejendom, kollegie, anlægsaktiv
Resumé

Ankesagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt appellanten var næringsskattepligtig af en avance ved salget af en ejendom beliggende på ...3. Appellanten havde erhvervet ejendommen i 2004, på hvilket tidspunkt opførelsen af et større kollegiebyggeri var påbegyndt. Appellanten fortsatte dette arbejde og afhændede efter byggeriets afslutning i 2005 ejendommen til en kollegieandelsboligforening.

Byretten havde fastslået, at appellanten i forbindelse med erhvervelsen af den pågældende ejendom for 4 mio. kr. og den senere indgåelse af entrepriseaftaler med entreprisesummer på godt 25 mio. kr. foretog en så betydelig investering i fast ejendom med henblik på at opnå fortjeneste ved videresalg, at der ved erhvervelsen af ejendommen blev påbegyndt næring med opførelse og salg af fast ejendom.

Appellanten gjorde subsidiært gældende, at næringsvirksomheden i givet fald også omfattede en kursusejendom. Byretten havde herom fastslået, at næringsbedømmelsen skulle foretages på tidspunktet for erhvervelsen af denne ejendom, hvor ejendommen var et anlægsaktiv. Der var derfor heller ikke grundlag for at give selskabet medhold i den subsidiære påstand.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med nogle supplerende bemærkninger.

Reference(r)

Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra a
Statsskatteloven § 5, litra a

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2 C.H.2.3.1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2013-2 C.H.2.3.2.5

Parter

Ejendomsselskabet H1 A/S
(advokat Poul Bostrup)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Sune Riisgaard)

Afsagt af landsdommerne

Karsten Bo Knudsen, Henrik Gam og Karsten Rifbjerg Erichsen (kst.)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 30. april 2012 (BS 39B-7106/2010) er anket af Ejendomsselskabet H1 A/S med påstand som for byretten principalt, at indstævnte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at appellanten ikke er næringsskattepligtig af avancen ved salg i 2005 af en kollegieejendom beliggende ...3, subsidiært at indstævnte tilpligtes at anerkende, at den pågældende næringsvirksomhed i givet fald også omfatter ejendommen Kursuscentret G4, således at det i 2004 realiserede tab ved afståelse af denne ejendom også anses for at være lidt som led i næringsvirksomhed, hvorfor tabet kan modregnes i avancen ved salget af kollegieejendommen.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse

Procedure

Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, der er anført af byretten - og med bemærkning, at kursusejendommens status som anlægsaktiv i selskabet ikke kan anses for ændret til et omsætningsaktiv i og med at selskabet, eller den aktuelle ejerkreds bag dette, ca. 40 år efter erhvervelsen af kursusejendommen afhænder denne og påbegynder næringsvirksomhed med opførelse og salg af fast ejendom - stadfæster landsretten byrettens dom.

Til dækning af indstævntes omkostninger til advokatbistand skal appellanten betale sagsomkostninger som nedenfor bestemt.

T h i   k e n d e s  f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, Ejendomsselskabet H1 A/S, betale 80.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.