Parter

H1 v/A
(advokat Finn C. Larsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/ adv.fm. Sigrid Majlund Kjærulff)

Afsagt af byretsdommer

Mogens Pedersen

Sagens baggrund og parternes påstande 

A anlagde som sagsøger denne sag den 5. marts 2012 mod Skatteministeriet som sagsøgt.

As påstande er:

- at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers personlige indkomst for indkomståret 2008 nedsættes med den tillagte forhøjelse på kr. 579.600, og at den for indkomståret 2009 nedsættes med den tillagte forhøjelse på kr. 628.640.

- at sagsøgtes tilpligtes at anerkende, at afgiften på 25% for afgiftsperioden 1. januar 2008 - 31. december 2008 nedsættes med forhøjelsen på kr. 144.900, og at den for afgiftsperioden 1. januar 2009 - 31. december 2009 nedsættes med forhøjelsen på kr. 157.160.

Sagsøgers subsidiære påstande er,

- at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgers personlige indkomst for indkomstårene 2008 og 2009 nedsættes efter rettens skøn.

- at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at afgiften på 25 % for afgiftsperioden 1. januar 2008 - 31. december 2008 og afgiftsperioden 1. januar 2009 - 31. december 2009 nedsættes efter rettens skøn.

Sagsøgers mest subsidiære påstand er:

- at sagen hjemvises til ligningsmyndigheden til fornyet behandling.

Skatteministeriets principale påstand er frifindelse.

Skatteministeriets subsidiære påstand er at sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2008 og 2009 og momsansættelser for afgiftsperioderne 1. januar - 31. december 2008 og 1. januar - 31. december 2009 hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Sagens oplysninger

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Landsskatteretten afsagde den 5. december 2011 to kendelser om det, sagen drejer sig om.

De to kendelser gengives herefter:

"...

Klagen vedrører skønsmæssig opgørelse af virksomhedens overskud. Store indsætninger på virksomhedens bankkonto.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Indkomståret 2008

SKAT har forhøjet virksomhedens omsætning med 638.000 kr.

Landsskatteretten nedsætter den påklagede forhøjelse med 58.400 kr. til 579.600 kr.

Indkomståret 2009

SKAT har forhøjet virksomhedens omsætning med 628.640 kr.

Landsskatteretten stadfæster den påklagede forhøjelse.

...

...

Sagens oplysninger

Klageren har forklaret, at han driver engrosvirksomhed, hvor en stor del af omsætningen eksporteres. Klageren har en rimelig fast, men snæver kundekreds på 15-20 kunder. Klageren har for 2008 og 2009 selvangivet en samlet omsætning på henholdsvis 2.271.125 kr. og 1.481.921 kr. Enkelte kunder har indbetalt direkte til klagerens bankkonto, men langt den overvejende del har betalt kontant i en eller flere omgange. Klageren har selv foretaget indsætninger i banken. Stort set alt varekøb er importerede varer, og betalingen heraf er ofte foregået via bankoverførsel.

Der er ikke ført daglig kassekladde eller på anden måde daglige registreringer over køb og salg eller ind- og udbetalinger i virksomheden. Klageren har udskrevet en fortløbende nummeret nota vedrørende salg og har forklaret, at såfremt kunden ikke har betalt for hele leverancen på en gang, så er der gjort notater om, hvem der skyldte penge. Disse notater er bortskaffet, når kunden har betalt. Der er således ikke ført debitorregnskab, ligesom der ikke er udarbejdet lagerlister eller på anden måde lavet opgørelse over varelageret. Der er ikke opført varelager eller varetilgodehavende i regnskabet. Klageren har ikke kalkuleret nogen fast avance - priserne er afgjort fra handel til handel.

Under sagens behandling i Landsskatteretten har klagerens repræsentant opgjort det selvangivne privatforbrug for indkomstårene 2008 og 2009 til henholdsvis 404.345 og 121.086 kr. I forbruget for 2009 er der indregnet et privat lån på 250.000 kr. som ikke er dokumenteret. I øvrigt er opgørelsen af klagerens privatforbrug opgjort således:

	2008	2009
Primo bankindestående	107.251 kr.	129.467 kr.
Skattepligtig indkomst	665.994 kr.	234.654 kr.
Privat lån		250.000 kr.
ultimo bankindestående	- 129.467 kr.	- 134.857 kr.
I alt	643.778 kr.	479.264 kr.
Husleje, varme og vand	- 89.160 kr.	- 89.160 kr.
B skat og AM-bidrag	- 84.873 kr.	- 203.618 kr.
Afdrag og renter billån	- 65.400 kr.	- 65.400 kr.
Rest til privatforbrug	404.345 kr.	121.086 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst skønsmæssigt med henholdsvis 638.000 kr. og 628.640 kr. vedrørende yderligere omsætning for indkomstårene 2008 og 2009.

Forhøjelsen er foretaget på grundlag af virksomhedens kontoudskrift fra Nordea. Der er henvist til statsskattelovens § 4.

SKAT har konstateret, at det gennemgåede regnskabsmateriale ikke opfylder kravene i bogføringsloven til, hvordan et regnskab skal udarbejdes. Der er ikke foretaget daglige registreringer og ikke foretaget nogen afstemning af likvide konti, ligesom revisionssporet ikke kan følges. SKAT har sammen med klageren gennemgået kontoudskrift fra virksomhedens konti i Nordea og konstateret, at det ikke er muligt at finde sammenhængen mellem udskrevne salgsfakturaer og udvalgte kontante beløb, indsat af klageren selv. Klageren har forklaret, at det blandt andet skyldes, at en stor del af salget er foregået kontant, således at en faktura på eksempelvis 50.000 kr. er betalt kontakt med eksempelvis 30.000 kr., og de resterende 20.000 kr. er betalt og indsat af klageren i banken senere. Varetilgodehavendet har ikke været registreret i bogholderiet. De kontante indsætninger i banken, der er runde beløb, er foretaget af klageren selv efter eventuel afholdelse af virksomhedsudgifter og/eller private udgifter.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om nedsættelse af forhøjelsen af omsætningen for 2008 og 2009 til det selvangivne.

Til støtte for den fremsatte påstand har klagerens repræsentant fremført, at skønnet er udøvet på et ikke korrekt og ikke sagligt grundlag, og at skønnet har ført til et åbenbart urimeligt resultat. Det skattepligtige overskud bør være 389.718 kr. for indkomståret 2008 i stedet for som selvangivet overskud af virksomhed med 746.151 kr. Tilsvarende bør det skattepligtige overskud for indkomståret 2009 sættes til 299.524 kr. i stedet for som selvangivet 250.298 kr. Forhøjelsen af omsætningen med henholdsvis 638.000 kr. og 628.640 kr. er vilkårligt ansat og ude af proportioner i forhold til, hvad klageren i det hele kan udrette som erhvervsdrivende. For indkomståret 2007 udgjorde virksomhedens nettoresultat 133.104 kr. Desuden har klagerens repræsentant fremlagt forenklet privatforbrugs opgørelse for klageårene og har supplerende vedrørende det private lån på 250.000 kr. for 2009 oplyst, at det er allerede beskattede midler fra indkomståret 2008. Klagerens repræsentant har videre anført, at det vedkendes at alle bogføringsregler ikke er overholdt, men derfor skal en eventuel skønnet forhøjelse naturligvis ske på et sagligt grundlag. Fakturarækkefølgen er stort set intakt og fortløbende for de to år, ligesom overgangen fra 2008 til 2009 er fortløbende.

Med hensyn til indsætningerne i banken den 25. august 2008 med 15.000 kr., 9. oktober 2008 med 10.000 kr. og den 15. december med 40.000 kr. fra navngivne kunder har klageren oplyst, at der er tale om efterfølgende betalinger af fakturaer. De pågældende fakturaer er fremlagt for Landsskatteretten. Desuden er det oplyst, at indsætningerne i banken den 7. og 9. januar 2008 på henholdsvis 35.500 kr. og 25.000 kr. vedrører salg vedrørende fakturaer, der er udstedt i december 2007 og derfor allerede er beskattet i 2007. De første udskrevne fakturaer i 2008 er nr. 1342 af 7. januar på 500 kr. og nr. 1343 af 10. januar på 18.228 kr.

Der er redegjort tilstrækkeligt for pengestrømmene, og det er åbenbart eller i hvert fald tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klageren er blevet dobbeltbeskattet af kontantindtægterne, idet de allerede er medregnet i det bogførte regnskab. Desuden har klageren været hårdt ramt af den økonomiske krise i 2009, hvorfor han havde en mindre indtjening i dette år.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Skattepligtige skal selvangive deres indkomst til skattemyndighederne. Det fremgår af skattekontrollovens § 1. Erhvervsdrivende skal indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat. Det fremgår af skattekontrollovens § 3.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006), bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 647 af 15. juni 2006).

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5.

Det er konstateret, at klageren ikke har ført kasseregnskab eller foretaget løbende registreringer i forbindelse med køb og salg. Virksomheden kan derfor ikke dokumentere eller i tilstrækkelig grad sandsynliggøre, at der er foretaget effektive, daglige kasseafstemninger.

Da kravene til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt, kan virksomhedens regnskabsmateriale ikke danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af indkomsten. SKAT har derfor været berettiget til at tilsidesætte regnskabet og fastsætte indkomsten skønsmæssigt.

Da virksomheden ikke har været i stand til at dokumentere eller i tilstrækkelig grad sandsynliggøre sammenhæng mellem udvalgte indsætninger på bankkontoen og virksomhedens salg, har SKAT været berettiget til at forhøje klagerens indkomst.

Landsskatteretten har dog konstateret, at der i forhøjelsen for indkomstårene 2008 er indeholdt et beløb, som SKAT har medregnet med 48.000 kr., men som ifølge bankkontoudtoget reelt var en indsætning den 17. januar 2008 på 40.000 kr. Desuden er der i forhøjelsen indeholdt indbetalinger i banken direkte fra kunder, hvortil der har været udskrevet salgsfakturaer.

Beløbene udgør:

17. januar 2008	For meget medregnet	8.000 kr.
25. august 2008	G1	15.000 kr.
9. oktober 2008	G2	10.000 kr.
15. december 2008	G3 ApS	40.000 kr.
I alt indsætninger		73.000 kr.

Beløbet svarer til en omsætning på 58.400 kr. eksklusiv moms. Landsskatteretten nedsætter på denne baggrund ansættelsen for 2008 med 58.400 kr.

For så vidt angår klagerens privatforbrug som repræsentanten har beregnet på baggrund af den selvangivne indkomst, er der ikke fremlagt dokumentation for det private lån, hvorfor det ikke kan lægges til grund ved privatforbrugsberegningen. Der er desuden usikkerhed om klagerens formueopgørelse, idet der ifølge det oplyste ikke er foretaget registreringer af varetilgodehavender og varebeholdninger.

Retten har lagt vægt på, at der er indsat betydelige beløb på klagerens bankkonto, der ikke har været mulige at følge til virksomhedens bogføring. Klageren har ikke foretaget registreringer, der i tilstrækkelig grad har kunnet dokumentere sammenhæng mellem regnskabets tal og de tilhørende pengestrømme, ligesom der ikke har været foretaget registrering af hverken varetilgodehavender eller varebeholdninger.

Landsskatteretten stadfæster på denne baggrund den påklagede forhøjelse for indkomståret 2009 og nedsætter den påklagede forhøjelse for indkomståret 2008 med 58.400 kr. til 579.600 kr.

..."

Bilag 2

"...

Klagen skyldes forhøjelse af den udgående moms som følge af yderligere omsætning

Landsskatterettens afgørelse

Afgiftsperioden 1. januar 2008 - 31. december 2008

SKAT har forhøjet den udgående afgift med 25 % af 638.000 kr. svarende til 159.500 kr.

Landsskatteretten nedsætter den påklagede forhøjelse med 14.600 kr. til 144.900 kr.

Afgiftsperioden 1. januar 2009 - 31. december 2009

SKAT har forhøjet den udgående afgift med 25 % af 628.640 kr. svarende til 157.160 kr.

Landsskatteretten stadfæster den påklagede afgørelse.

...

...

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet indehaverens indkomst skønsmæssigt med henholdsvis 638.000 kr. og 628.640 kr. vedrørende yderligere omsætning for indkomstårene 2008 og 2009.

Som konsekvens heraf har SKAT forhøjet den udgående moms for 2008 og 2009 med henholdsvis 159.500 kr., svarende til 25 % af 638.000 kr. og 157.160 kr., svarende til 25 % af 628.640 kr. Der er henvist til momslovens § 37 og § 56 samt opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Forhøjelsen af omsætningen er foretaget på grundlag af virksomhedsindehaverens kontoudskrift fra Nordea.

...

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Momsregistrerede virksomheder skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse og kontrol af afgiften. Det fremgår af momslovens § 55.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab.

Kravene til regnskabet fremgår af kapitel 12 i momsbekendtgørelsen, bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 647 af 15. juni 2006).

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan afgiften fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Det er konstateret, at indehaveren ikke har ført kasseregnskab eller foretaget løbende registreringer i forbindelse med køb og salg. Virksomheden kan derfor ikke dokumentere eller i tilstrækkelig grad sandsynliggøre, at der er foretaget effektive, daglige kasseafstemninger.

Da virksomheden ikke har været i stand til at dokumentere eller i tilstrækkelig grad sandsynliggøre sammenhæng mellem udvalgte indsætninger på bankkontoen og virksomhedens salg, er kravene til regnskabsgrundlaget ikke opfyldt, og SKAT har været berettiget til at tilsidesætte regnskabet og fastsætte indehaverens indkomst skønsmæssigt.

Landsskatteretten har dog konstateret, at der i forhøjelsen for indkomståret 2008 er indeholdt et beløb, som af SKAT er medregnet med 48.000 kr., men som ifølge bankkontoudtoget reelt var en indsætning den 17. januar 2008 på 40.000 kr. Desuden er der i forhøjelsen indeholdt indbetalinger i banken direkte fra kunder, hvortil der har været udskrevet salgsfakturaer.

Beløbene udgør:

17. januar 2008	For meget medregnet	8.000 kr.
25. august 2008	G1	15.000 kr.
9. oktober 2008	G2	10.000 kr.
15. december 2008	G3 ApS	40.000 kr.
I alt indsætninger		73.000 kr.

Beløbet svarer til en omsætning på 58.400 kr. eksklusiv moms. Moms heraf udgør 25 % svarende til 14.600 kr. Afgiftstilsvaret er ansat som en konsekvens af ændringen af indehaverens omsætning.

Retten har lagt vægt på, at der er indsat betydelige beløb på indehaverens bankkonto, der ikke har været mulige at følge til virksomhedens bogføring. Indehaveren har ikke foretaget registreringer, der i tilstrækkelig grad har kunnet dokumentere sammenhæng mellem regnskabets tal og de tilhørende pengestrømme, ligesom der ikke har været foretaget registrering af hverken varetilgodehavender eller varebeholdninger.

På denne baggrund stadfæster Landsskatteretten den påklagede forhøjelse for afgiftsåret 2009 og nedsætter den påklagede forhøjelse for afgiftsåret 2008 med 14.600 kr. til 144.900 kr.

..."

Forklaringer

Fra retsbogen fra hovedforhandlingen den 27. marts 2013 gengives:

"...

A forklarede, at han har drevet virksomhed i ... i 15-16 år. Han importerer forskellige fødevarer, som han videresælger til detailhandlere. Varerne kommer i containere og bliver leveret på hans forretningsadresse. Hans kunder er detailhandlere i Danmark og i det nære udland. Han har en kundekreds på 15-20 butikker, som han kender og som han indimellem giver kredit. De udenlandske kunder har han ikke en sådan tillid til, så de betaler kontant. De udenlandske kunder kommer til hans forretningssted, bortset fra nogle gange, hvor han også opsøger de udenlandske kunder.

Under protokolleringen bemærkede han, at nogle af de udenlandske kunder også betaler i rater. De udenlandske kunder, der henter varer selv, køber ofte store partier, f.eks. for 50-80.000 kr. Når der ikke kan ses indsætninger på 80.000 skyldes det, at venner har advaret ham mod at sætte så mange penge ind på en gang, fordi det giver anledning til spørgsmål fra banken. Han har også været ude for, at banken har underrettet politiet i forbindelse med en større pengeoverførsel.

Han har ind i mellem brug for at overføre store kontante beløb til dem, han køber varer af. Han har været ude for at han skulle forklare banken, hvorfor han overførte penge. Det gjorde han så og så var der ingen problemer. Når han fik store betalinger, valgte han derfor at splitte dem op, således at hvis han f.eks. fik 80.000 kr. satte han 10.000 kr. ind hver anden dag.

De danske kunder leverede han typisk til. Nogle af disse kunder betalte straks kontant. Andre fik kredit. Han førte regnskab over, hvad han havde til gode i en notesbog og indimellem gav det anledning til stridigheder med kunderne om, hvad de nu havde betalt og skyldte. Den nævnte notesbog er ikke fremlagt.

De penge, der er sat ind på firmaets konto, er penge der stammer fra varesalg.

Han kan ikke sige, om det er ham, der har skrevet de fakturakopier, der er fremlagt i sagen. Nogle af dem er det, men andre kan være skrevet af praktikanter, som Kommunen stillede til rådighed for ham. På nogle af fakturaerne kan man se, at der er et stempel, hvor kundens navn står. Det var noget han bad kunden om at sætte på selv - så var han fri for at skrive navnene.

Det er hans opfattelse, at han har eksporteret 80 % af de varer, han importerede igen. Sagsøgte undrede sig over, at der så ikke er udenlandske indbetalinger. Han forklarede, at han fik betalingen i svenske kroner eller i euro f.eks. Dem vekslede han i et vekslefirma, eller i nogle tilfælde i banken. Andre af de udenlandske kunder havde selv vekslet til danske kroner og kunne betale med danske kroner.

..."

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende til støtte for sine påstande:

"...

at de skønsmæssige forhøjelser vil resultere i et åbenbart urimeligt resultat og /eller hviler på et urigtigt og/eller forkert grundlag.

at forhøjelsen for de to indkomstår vil medføre en åbenbart urealistisk og/ eller umulig høj indkomst for en enmandsvirksomhed som sagsøgers, idet forhøjelsen af nettoresultatet for de pågældende år vil forudsætte en beløbsmæssig langt højere omsætning på yderligere henholdsvis 3,2 og 3,1 million kroner,

at en forhøjelse af denne størrelse er en fordobling af sagsøgers omsætning og helt ude af proportioner for, hvad der er muligt for en enmandsvirksomhed, som sagsøger driver, hvorfor sagsøgtes skøn alene af den grund langt overstiger den "betydelige skønsmargin", som SKAT måtte have,

at sagsøger har udstedt fakturaer fortløbende, hvorfor al omsætning regnskabsmæssigt er registreret og dokumenteret,

at det har formodningen for sig, at kontante indsætninger på driftskontoen netop relaterer sig til sagsøgers virksomhed, idet driftskontoen ubestridt er tilknyttet sagsøgers virksomhed,

at sagsøger havde en fast aftale og/eller procedure med sin faste kundekreds om en løbende kredit, jf. de fremlagte underskrevne erklæringer i bilag 7-34,

at de fremlagte erklæringer naturligvis skal tillægges bevismæssig vægt, idet sagsøger naturligvis ikke lægger skjul på, at sagsøger var nødsaget til at indhente erklæringerne til brug for nærværende retssag, da SKAT fastholdt forhøjelsen,

at bevisbyrden er løftet, herunder også ved fremlæggelse af erklæringerne, hvor sagsøger godtgør, at de indsatte kontante indbetalinger kommer fra og/ eller mest sandsynligt stammer fra betalinger fra udstedte og bogførte fakturaer til kunder,

at det vil være åbenbart urimeligt, såfremt sagsøgers kreditfacilitet til kunder skal medføre, at sagsøgers indkomst forhøjes med det dobbelte, fordi sagsøger regnskabsmæssigt på daværende tidspunkt ikke har formået korrekt bogføring og løbende at registrere udestående fx i en debitorliste,

at hvis der - hypotetisk set - var tale om ikke beskattede midler, vil det naturligvis ikke kræve megen fantasi at forestille sig, at netop sådanne kontante løbende indsætninger formentlig ville blive indsat på en anden konto end på sagsøgers driftskonto, hvilket også bestyrker sagsøgers forklaring,

at det således er åbenbart, at sagsøger ikke har forsøgt at skjule de kontante indsætninger for nogen myndighed, idet indsætningerne netop er indsat på virksomhedens driftskonto,

at det naturligvis vil være åbenbart urimeligt, såfremt sagsøger således ender med at blive dobbeltbeskattet ved beskatning af både udstedte fakturaer og af kontante indsætninger,

at sagsøgers delvise manglende overholdelse af bogføringsregler naturligvis ikke berettiger sagsøgte til en vilkårlig dobbeltbeskatning og/eller forhøjelse af sagsøgers indkomst til det dobbelte,

at de samlede indsætninger i øvrigt er mindre end det, der fremgår af regnskabet, hvorfor sagsøgers forklaring også af den grund er troværdig, at beregningen af moms tydeligvis er forkert, idet sagsøgers danske omsætning for 2008 udgør ca. 21 % og den udenlandske 79 %, hvorfor der under alle omstændigheder maksimalt kun skal beregnes momsafgift af den danske omsætning svarende til ca. 21 %, idet andet vil være usagligt, vilkårlig og urimeligt, da hovedparten af sagsøgers varer eksporteres,

at det har formodningen imod sig, at sagsøger skulle have en så høj omsætning, som forhøjelsen vil medføre, idet sagsøger året før i 2007 og tidligere havde en væsentlig lavere omsætning, hvilke oplysninger SKAT også er i besiddelse,

at sagsøger i øvrigt har haft et rimeligt indtjeningsgrundlag jf. privatforbrugsopgørelsen, som det fremgår af bilag 4 side 15,

at det "private lån" på kr. 250.000 vedrører beskattede midler fra overskuddet fra 2008, som blev overført til regnskabet for 2009, hvilket sagsøger har ret til regnskabsmæssigt, at disponere over som sket, idet oplyses, at overskuddet i 2008 var godt, men dårligt i 2009 grundet finanskrisen,

at det hverken er i strid med dansk eller EU lovgivning, at betale og modtage kontantbetalinger,

at det endvidere er urimeligt, at sagsøger mistænkeliggøres og pålægges hele bevisbyrden med krav om at dokumentere og bevise en pengestrøm svarende til dokumentationsgraden ved bankoverførsler, hvilket naturligvis er umuligt, især i sagsøgers situation, hvor SKAT på et senere tidspunkt genoptager sagen,

at det anførte "kortnr. ..." på kontoudskrifter naturligvis referer sig til sagsøger, idet sagsøger gentagne gange har oplyst, at sagsøger selv har indsat de afrundede kontante indbetalinger, som sagsøger modtog fra kunder,

at sagsøgte i øvrigt ikke har opfyldt opfordring (3) og oplyst, hvor og hvordan sagsøgte mener, at sagsøgers bogførte fakturaer i givet fald er betalt, idet de kontante indsætninger efter sagsøgtes opfattelse ikke relaterer sig til de bogførte fakturaer, idet bemærkes, at SKAT har adgang til relevante oplysninger,

at sagsøgte endvidere ikke har opfyldt opfordring (4), idet sagsøgte har forudsætninger for at indhente oplysninger og sammenligne med andre tilsvarende virksomheder og dermed sandsynliggøre og/eller dokumentere rimeligheden af forhøjelsen på et realistisk, sagligt og/eller objektivt grundlag, hvorfor det også af den grund er urimeligt, at en tung bevisbyrde pålægges sagsøger,

at sagsøgte i øvrigt selv bekræfter, at forhøjelsen er foretaget på det helt vilkårligt grundlag, idet der i svarskrift s. 4 anføres, at "SKAT" var berettiget til at inddrage begge poster, men har altså skønnet, at det alene var den ene post, der skulle medtages, hvilket sagsøgeren kun kan være tilfreds med".

..."

Skatteministeriet har i ministeriets påstandsdokument anført følgende til støtte for ministeriets påstande:

"...

Parterne er enige om, at sagsøgerens regnskabsgrundlag er tilsidesætteligt, og skattemyndighederne har derfor - ubestridt - kunnet foretage en skønsmæssig fastsættelse af virksomhedens omsætning. Sagen angår dermed alene en prøvelse af det udøvede skøn.

Parterne er også enige om, at skønnet kun kan tilsidesættes, hvis sagsøgeren godtgør, at skønnet er åbenbart urimeligt eller hviler på et forkert grundlag, jf. også SKM2011.209.HR og SKM2009.37.HR. Sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde. Sagsøgerens indsigelser under skriftvekslingen kan ikke føre til et andet resultat. Det er ubestridt, at der på sagsøgerens bankkonto over en længere periode er indsat beløb, som svarer til de forhøjelser, som skattemyndighederne har foretaget, og som ikke kan afstemmes med de indtægtsførte fakturaer. Disse beløb skal henregnes til sagsøgerens skattepligtige indkomst, der udgøres af den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, jf. statsskattelovens § 4.

Det bestrides, at sagsøgeren har løftet bevisbyrden for, at de indsatte beløb er medtaget i den skattepligtige omsætning ved hans egen forklaring herom sammenholdt med erklæringen fra LT (bilag 35), der angiveligt er sagsøgerens revisor og de fremlagte erklæringer og fakturaer (bilag D og 7-34).

Sagsøgerens forklaring om, at kunderne betalte kontant til ham, hvorefter han indsatte beløbene på kontoen og sagsøgerens oplysning om, at hver faktura normalt blev betalt over en eller flere gange er ikke dokumentet eller i øvrigt bestyrket på objektivt grundlag. Ligeledes medfører det forhold, at LT, der angiveligt er sagsøgerens revisor, i en ensidigt indhentet erklæring til brug for retssagen, der ikke er underskrevet, har oplyst, at skønnet efter hans opfattelse er tilsidesætteligt (bilag 35) ikke, at dette er tilfældet. Sagsøgerens opdrag til LT og det materiale, der har dannet grundlag for erklæringen er ikke Skatteministeriet bekendt.

Hertil kommer, at sagsøgeren under skriftvekslingen har oplyst, at han såvel som LT under hovedforhandlingen vil redegøre for de kontante indbetalinger og hvorfor han "valgte, at betaling blev foretaget som sket". Fornøden bevisførelse om disse forhold kan ikke alene ske ved parts- og vidneforklaring, idet oplysninger, der først fremkommer under hovedforhandlingen hverken efterprøves eller - efter opfordring - ledsages af dokumentation, jf. f.eks. SKM2011.110.HR. Det er bemærkelsesværdigt, at sagsøgeren ikke under skriftvekslingen har ønsket at medvirke til sagens oplysning ved at dokumentere og redegøre for de kontante overførelser, som SKAT har foretaget den skønsmæssige forhøjelse på baggrund af.

Sagsøgeren har blandt andet undladt at besvare ministeriets opfordring (6) om at oplyse, hvad der skal forstås ved "kortnr. ...", som der gentagne gange refereres til ved de kontante indbetalinger (bilag C) eller ministeriets opfordring (7) om at indhente og fremlægge en udskrift af den konto, som kort- eller kontonummeret måtte være tilknyttet.

Bevisbyrden er heller ikke løftet ved de fremlagte erklæringer (bilag 7-34). Erklæringerne indeholder hverken oplysninger om, hvorledes og hvornår afregning af de fremlagte fakturaer er sket, men alene at betaling angiveligt er sket "pr. check, overførelse eller kontant". Det forhold, at tidligere kunder nu måtte bekræfte at have betalt de udstedte fakturaer, ændrer ikke på, at der ikke er en dokumenteret sammenhæng mellem de kontante indbetalinger på selskabets driftskonto og de fakturerede beløb.

Hertil kommer, at samtlige erklæringerne er indhentet til brug for denne skattesag, ligesom erklæringerne tilsyneladende er udarbejdet af sagsøgeren. De har derfor ringe bevisværdi, jf. f.eks. U.2002.1172 H og giver ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn.

Det bestrides, at det forhold, at SKAT ikke har medtaget samtlige af de beløb, der er udeholdt fra den skattepligtige omsætning, som anført af sagsøgeren, skulle føre til, at skønnet er tilsidesætteligt. Forhøjelsen hviler på et skøn, som SKAT har været berettiget til at foretage. At visse posteringer ikke er medtaget, er en del af dette skøn og medfører derimod, at der er tale om et lempeligt skøn.

Det er ikke godtgjort, at det private lån, som sagsøgeren lader indgå i sagsøgerens egen privatforbrugsopgørelse for 2009 eksisterer, jf. f.eks. SKM2009.37.HR. Selv hvis sagsøgeren måtte føre bevis for eksistensen heraf, vil der ikke være grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige forhøjelser, der bygger på konkrete udeholdte indtægter.

Den omstændighed, at SKAT i stedet for at foretage egentlige skønsmæssige ansættelser foretog ansættelserne på baggrund af de konkrete indsættelser, ændrer ikke på, at ansættelserne - i lighed med en skønsmæssig ansættelse - alene kan tilsidesættes, hvis sagsøgeren godtgør, at ansættelserne hviler på et forkert grundlag eller er åbenbart urimelige, jf. SKM2007.130.VLR. Selv hvis det måtte lykkes sagsøgeren at godtgøre, at enkelte af de omtvistede beløb er indtægtsført, skal han som følge heraf alligevel ikke have medhold i, at skønnet er tilsidesætteligt.

Det bestrides, som anført af sagsøgeren, at der alene skal svares afgift af ca. 21 procent af forhøjelsen af omsætningen, og at skønnet af den grund skulle være tilsidesætteligt. Der er intet, der indikerer, at de kontante indbetalinger på sagsøgerens driftskonto, som SKAT har foretaget forhøjelserne af sagsøgerens skatte- og momsansættelse for 2008 og 2009 på baggrund af, helt eller delvist skulle vedrøre udenlandske debitorer. Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at det angivne varesalg til henholdsvis Danmark og EU forholder sig som anført i årsregnskabet. Derimod er samtlige indsatte beløb alle afrundede og indbetalte i danske kroner.

Det er i sig selv usædvanligt, at beløb i den indsatte størrelsesorden betales kontant, og at stort set samtlige kunder som hævdet - også eventuelle udenlandske kunder - skulle benytte sig af kontant betaling. Indsætningerne kan heller ikke beløbsmæssigt afstemmes med de indtægtsførte fakturaer.

Hertil kommer, at sagsøgeren ikke har ført kasseregnskab, som han er forpligtet til efter bogføringsloven eller på anden måde foretaget registreringer af køb, salg og lagerbeholdning. Sagsøgeren har heller ikke ført debitorregnskab eller udarbejdet anden fortegnelse over, hvilke kunder der skyldte sagsøgeren penge i forbindelse med varesalg. Bogføringspligten er ikke, som sagsøgeren hævder betinget af, at sagsøgeren havde en kontantkasse i fysisk forstand eller har en butik med daglige kunder.

I en situation som den foreliggende, hvor sagsøgerens regnskabsgrundlag - eller mangel på samme - umuliggør enhver efterprøvelse af sagsøgerens angivelser, og hvor SKAT har tilgodeset sagsøgeren gennem et lempeligt skøn, tilkommer der SKAT en betydelig skønsmargin, jf. f.eks. SKM2009.322.ØLR, og der skal så meget desto mere til for at tilsidesætte skønnet.

Sagsøgeren har ikke løftet denne bevisbyrde for, at det foretagne lempelige skøn er tilsidesætteligt, herunder dokumenteret, at der skulle eksistere en sammenhæng mellem de udstedte, selvangivne salg/fakturaer (bilag D og 734), og de konkrete bankindsætninger (bilag C).

Da sagsøger ikke bestrider, at de varer, som ligger til grund for de enkelte fakturaer, er solgt, skal indtægterne som sket medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for henholdsvis 2008 og 2009, idet sagsøgeren ved levering af varerne har erhvervet endelig ret til betaling. Sagsøgeren kan således ikke foretage "en kreditering af det nødvendige antal fakturaer svarende beløbsmæssigt til den tillagte forhøjelse", jf. replikken, side 3.

Tab på forretningsdebitorer skal fratrækkes i det indkomstår, hvor tabet er konstateret og endeligt kan opgøres. Da sagsøgeren ikke har dokumenteret at have lidt et tab vedrørende de udstedte fakturaer, og da et sådan tab skulle være konstateret i henholdsvis 2008 og 2009, kan der ikke foretages fradrag herfor i den skattepligtige indkomst. Sagsøgeren har heller ikke fremlagt nogen form for dokumentation for, at der skulle være sket en dobbeltbetaling af fakturaerne.

Hjemvisningspåstanden

Skatteministeriets subsidiære påstand om hjemvisning er medtaget for det tilfælde, at retten måtte finde grundlag for at tilsidesætte det udøvede skøn. I så fald tilkommer det SKAT at udøve et nyt skøn efter de retningslinjer, retten måtte udstikke. Domstolene erstatter ikke SKATs skøn med et nyt skøn, jf. sagsøgerens subsidiære påstande.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

A har forklaret, at "... De penge, der er sat ind på firmaets konto, er penge, der stammer fra varesalg....". Indsætningerne er således ikke provenu af lån eller indsætning af opsparede midler uanset, hvad der blev forklaret i Landsskatteretten.

A har været opfordret til at redegøre for, hvilke fakturabeløb, der blev indsat på den måde, han har forklaret. Det har han end ikke forsøgt at gøre. A har valgt ikke at indsætte indbetalinger med de indbetalte beløb. Det har den konsekvens, at retten ikke nu kan forholde sig til, om betaling af de fakturaer, han er blevet beskattet af, indgår i de beløb, der er indsat på kontoen.

At hans kunder har betalt i rater, har ingen betydning for hans indkomst eller momstilsvar, hvis han fik pengene. Hvis han har lidt tab ved at give kredit, skulle han, for at sådanne tab kunne tages i betragtning, have redegjort konkret for, hvem der ikke havde betalt og hvornår og hvorfor, han afskrev beløbet. Det har han heller ikke forsøgt at gøre.

A´s anbringender er ikke underbygget af noget som helst faktisk, som retten eller skattemyndighederne har kunnet undersøge og forholde sig til. Han kunne have gjort det, f. eks. dokumenteret sine indkøb og have fremlagt regnskabsoplysninger fra den kendte og trods alt begrænsede kreds af kunder om disses køb hos ham. Retten har intet forhåndskendskab til enkeltmandsvirksomheders omsætning eller indtjening. Retten går ud fra, at nogle tjener meget og andre tjener lidt og, at omsætningen og indtjeningen kan svinge fra år til år. Retten kan derfor ikke fastslå, at SKAT alene ud fra den afledte omsætnings størrelse har skønnet forkert.

A kunne, hvis han har eksporteret varer og fået betaling i udenlandsk valuta, have fremlagt bilag der viste, at beløbene var vekslet til danske kroner, således at disse vekslinger kunne sammenholdes fra fakturaerne. Hvis det er hans kunder, der har vekslet til danske kroner, må kunderne have fået vekselbilag, der kunne fremlægges. A har tilsyneladende haft nogle udenlandske kunder, men at han skulle have eksporteret ca. 80 % af sin omsætning fremstår helt uunderbygget og understøttes end ikke af de bilag, han selv har fremlagt.

Retten har derfor intet grundlag for at statuere, at SKATs skøn fører til et urimeligt resultat eller hviler på et urigtigt og/eller forkert grundlag.

Retten frifinder derfor Skatteministeriet.

Sagsomkostningsafgørelse:

Skatteministeriet, der ikke har fradragsret for moms, har vundet sagen og tilkendes sagsomkostninger. Ministeriet har ikke haft andre udgifter i forbindelse med sagen end udgiften til advokat. Retten forudsætter, at sagens værdi er 675.000 kr. Forberedelsen af sagen var enkel og hovedforhandlingen varede mindre end 1/2 dag.

Skatteministeriet tilkendes med henvisning til de vejledende takster 50.000 kr. i sagsomkostninger.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t:

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage betale 50.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.