Dato for udgivelse
21 jun 2004 13:10
SKM-nummer
SKM2004.262.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
001009/04-000219
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Fradrag, reklameudgifter, hjælpeorganisation
Resumé

Et selskab ønskede at donere 24.000 kr. til CARE Danmark. Støtten ville fremgå af dets hjemmeside og med links mellem parterne. Ligningsrådet udtalte, at udgiften kunne fradrages som en reklameudgift, og lagde i sin afgørelse vægt på udgiftens størrelse, at udgiften var imageskabende for selskabet og afholdtes for at opretholde dets almindelige omdømme ved at støtte en hjælpeorganisation.

Reference(r)
Ligningsloven § 8, stk. 1
Henvisning
Ligningsvejledningen 2004-2 E.B.3.6
Spørgsmål

Kan selskabets donation på 24.000 kr. til CARE Danmark, som har godgørende formål, fratrækkes som en markedsføringsudgift efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a?

Svar

Udgifterne til donation kan fradrages som en reklameudgift efter ligningslovens § 8, stk. 1.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Der er tale om et selskab, der yder konsulent assistance på store edb installationer. Enten som underleverandør eller direkte.

Flere og flere virksomheder betragter social ansvarlighed som en naturlig og nødvendig del af deres virke.

Et image som en etisk virksomhed øger kundernes loyalitet, og gør virksomheden mere robust overfor dårlig medieomtale, fordi fejltrin kan håndteres ved løfter om at rette op på fejlene.

Også rekrutteringssiden kan have fordel af et image som en virksomhed, der driver en værdibaseret forretning, fordi et godt image smitter af på medarbejderens eget omdømme.

Hertil kommer at en virksomhed med et sådant image viser potentielle nye medarbejdere, at virksomheden kan tilbyde et godt arbejdsmiljø på en væsentlig mere overbevisende måde end en løsrevet påstand i en jobannonce.

Ovenstående er specielt relevant for selskabet, fordi virksomheder i stadig større omfang vurderes ud fra deres underleverandører. Der må derfor imødeses en situation, hvor en potentiel klient vil foretrække konsulenthuset med den bedste sociale profil, hvis ellers de faglige kvalifikationer på papiret er ens.

Hertil kommer at beslutningstagere i virksomheder, der driver værdibaseret forretning, må forventes selv at tænke i disse baner, og vil derfor på et personligt plan være positivt indstillet overfor en partner, der lægger vægt på virksomhedens sociale ansvarlighed. Dette er vigtigt, fordi valget af konsulent meget ofte baseres på om kemien passer, og tiltag der øger kemien, vil derfor øge chancen for at få en kontrakt.

På denne baggrund har virksomheden tænkt sig at bruge xx pct. af årets overskud på et af ledelsen valgt godgørende formål. Fokus vil i starten ligge på såkaldte mikrolån, der har til formål at styrke oprettelsen af små virksomheder i udviklingslande. Selskabet betragter det som væsentligt for et land at have en sund og kraftig underskov af små fleksible virksomheder.

Endvidere oplyses det, at den primære kommunikation fra selskabet til eksisterende og potentielle klienter sker gennem breve, detaljerede C.V.er og fakturaer, og standardformatet for disse vil derfor blive tilføjet informationen om, at selskabet støtter CARE Danmark.

 

Selskabets ansigt på world wide web er ved at blive forbedret, og når det nye design lægges på nettet vil det også indeholde information om selskabets støtte, samt links til CARE Danmark, så interesserede kan finde mere information.

 

Endelig vedligeholder CARE Danmark sin egen liste med firmaer, der yder støtte, hvor selskabet allerede er nævnt, og når selskabets nye web sider er på plads, skal denne liste indeholde et link til disse. Det vil herved blive muligt for andre bidragsydere at navigere direkte fra CARE Danmark til præsentationen af selskabet.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Efter ligningslovens § 8, stk. 1, kan der foretages fradrag for reklame. Ifølge bestemmelsens forarbejder forudsætter fradrag, at udgifterne er afholdt over for en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder. Reklameudgifter tager således sigte på at opretholde en virksomheds almindelige omdømme eller fremme dens interesser ved at gøre den kendt og fordelagtigt bemærket, jf. Ligningsvejledningen Erhvervsdrivende 2004 – 2, afsnit E.B.3.6. og pkt. 14.2. i cirkulære til ligningsloven nr. 72 af 17. april 1996.

Styrelsen finder, at selskabets bidrag til CARE Danmark, som vil fremgå af dets hjemmeside og med links mellem parterne, må betragtes som en reklameudgift. Der henses i vurderingen til udgiftens størrelse, at udgiften er imageskabende for virksomheden, og afholdes for at opretholde dens almindelige omdømme ved at støtte en hjælpeorganisation.

Hertil kan bl.a. nævnes, at Ligningsrådet fandt, at erhvervsvirksomheder, der støttede ”The Hans Christian Andersens Ballet Awards” på Det Kongelige Teater, kunne fratrække bidragene. Alle sponsorerne blev nævnt i gallaprogrammet og i helsidesannoncer i landsdækkende aviser, jf. TfS 1987, 555 LR. 

Endvidere blev bidrag i forbindelse med indsamlingen til ”Flygtning 86” anset for fradragsberettigede reklameudgifter. De handlende havde indrykket annoncer i aviserne, og reklamerede samtidig i forretningen med, at de ville give en vis procentdel af deres omsætning til flygtningehjælpen, jf. TfS 1986, 601.

Styrelsen indstiller på den baggrund, at der gives fradrag for det ydede bidrag i henhold til ligningslovens § 8, stk. 1. Det er dog en forudsætning for at opnå fradrag, at bidraget udelukkende er ydet af forretningsmæssige årsager.

Ligningsrådet tiltræder styrelsens indstilling.