Indhold
Dette afsnit beskriver betingelsen om, at den momspligtige person skal handle som momspligtig person ved indkøbet, for at der er momsfradragsret.
Afsnittet indeholder:
- Betingelse for fradrag, at man optræder som momspligtig person
- Vurderingen af, om indkøbet er foretaget i egenskab af momspligtig person
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Se også
Se også afsnit
Betingelse for fradrag, at man optræder som momspligtig person
Det er en betingelse for momsfradrag, at den momspligtige person optræder i sin egenskab af momspligtig person ved indkøbet. Hvis en ikke-momspligtig person foretager et indkøb, er der ikke momsfradragsret for momsen på indkøbet, og der kan ikke senere opstå en momsfradragsret. Se afsnit D.A.11.2 om tidspunktet for fradragsrettens indtræden.
En momspligtig person kan fx optræde som privatperson ved et indkøb. Hvis en momspligtig person har optrådt som privatperson ved et indkøb, er der derfor ikke fradragsret for momsen på det indkøbte. Dette gælder også, selv om godet senere inddrages i økonomisk virksomhed.
Tilsvarende kan fx offentlige organer optræde som både afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige personer ved indkøbet.
Momsfrie virksomheder er momspligtige personer og optræder som momspligtige personer ved indkøb, selv om indkøbet udelukkende vedrører personens momsfrie aktiviteter og dermed ikke er momsfradragsberettigede. Se afsnit D.A.3 om momspligtige personer.
En person, som efter de særlige regler i ML § 15, anses for at være en afgiftspligtig person i relation til køb af ydelser i andre lande, anses ikke automatisk for at optræde som momspligtig person i relation til vurderingen af, om der er opstået momsfradragsret for indkøbet. Se afsnit D.A.6.2.2 om kundens status og egenskab.
Vurderingen af, om indkøbet er foretaget i egenskab af momspligtig person
Det volder normalt ikke vanskeligheder at vurdere, om en person har optrådt som momspligtig person ved indkøbet, dvs. om indkøbet er foretaget, evt. delvist, til personens økonomiske virksomhed. Det afgørende ved vurderingen er den brug, der påtænkes eller gøres af indkøbet. Fx i tilfælde, hvor et indkøb er egnet til både privat og økonomisk anvendelse, kan der dog opstå tvivl om, i hvilken egenskab købet er foretaget.
Ved vurderingen af i hvilken egenskab personen har optrådt ved indkøbet, må der tages hensyn til samtlige relevante omstændigheder. Der må bl.a. tages hensyn til indkøbets art og den periode, der er forløbet fra indkøbet foretages, til det anvendes i økonomisk virksomhed. Se sag C-97/90, Lennartz, præmis 20-21.
Det er ikke en betingelse, at der straks gøres brug af indkøbet. Se sag C-97/90, Lennartz, præmis 15.
Der kan desuden bl.a. lægges vægt på følgende momenter (ingen af momenterne er i sig selv afgørende):
- Er faktura udstedt til den momspligtige person (virksomheden)?
- Er de administrative og regnskabsmæssige krav opfyldt?
- Har personen ladet sig momsregistrere forud for indkøbet?
Ad a) Er faktura udstedt til den momspligtige person (virksomheden)?
Faktura for indkøbet skal være udstedt til den person, som har foretaget indkøbet. Det er dog ikke en betingelse, at fakturaen er udstedt til begge ægtefæller i et sameje. Se afsnit D.A.11.1.2.3 om rette omkostningsbærer og afsnit D.A.11.1.7 om krav til dokumentationen for indkøbet.
Ad b) Er de administrative og regnskabsmæssige krav opfyldt?
I sag C-97/90, Lennartz fremhævede EF-domstolen, at når en momspligtig person erhverver goder privat, kan han ikke opfylde de administrative og regnskabsmæssige krav, der gælder for fradragsrettens udøvelse. Se sagens præmis 10. I tvivlstilfælde kan der derfor også lægges vægt på, om indkøbet straks er bogført i virksomhedens regnskab, og om momsen er medregnet til købsmomsen i den periode, hvor indkøbet er foretaget.
Ad c) Har personen ladet sig momsregistrere forud for indkøbet?
Ved vurderingen af om en person har optrådt som afgiftspligtig ved indkøbet, har det ikke i sig selv betydning, om personen har opfyldt sin forpligtigelse til at lade sig momsregistrere på indkøbstidspunktet. Se afsnit D.A.11.1.2.1 om forberedende handlinger.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
EU-domme |
C-97/90, Lennartz | Sagen omhandlede bl.a. hvilke kriterier, der skal anvendes ved vurderingen af, om en privatperson køber varer som privatperson eller i sin egenskab af momspligtig person. EF-domstolen udtalte, at der skal foretages en vurdering af samtlige relevante omstændigheder, bl.a. varernes art og den periode der er forløbet fra indkøbet af varen, til den anvendes i virksomheden. | EF-domstolen udtalte også om fradragsrettens opståen, at når en momspligtig person erhverver goder privat, kan han ikke opfylde de administrative og regnskabsmæssige krav, der gælder for fradragsrettens udøvelse. Se præmis 10. |