Indhold

Dette afsnit beskriver, at der er fradragsret for "pålægsmomsen" efter ML § 6 i overensstemmelse med momslovens almindelige regler.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Fradragstidspunkt.

Regel

Den "pålægsmoms", som beregnes efter ML § 6, kan fradrages efter momslovens almindelige regler.

Efter ML § 37, stk. 1, er der ikke fradragsret for "pålægsmomsen" i de tilfælde, hvor opførelse mv. af bygningen sker med henblik på en momsfritaget transaktion i form af udlejning eller salg af fast ejendom, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 8 og 9.

Nye bygninger og byggegrunde er ikke længere omfattet af momsfritagelsen for salg af fast ejendom. Se afsnit D.A.5.9.4 om momspligt ved levering af nye bygninger og afsnit D.A.5.9.5 om momspligt ved levering af byggegrunde.

Hvis virksomheden derimod er frivilligt momsregistreret for udlejning mv. af den pågældende faste ejendom, jf. ML § 51, stk. 1, 1. pkt., kan virksomheden fradrage "pålægsmomsen" som købsmoms. Der er dog kun delvis fradragsret, hvis den frivillige registrering ikke omfatter hele bygningen, men kun omfatter dele af bygningen, jf. ML § 39.

Fradragsretten for byggemoms, der vedrører opførsel, ombygning, reparation og vedligeholdelse af bygninger, som ud over lokaler for den momsregistrerede virksomhed også omfatter andre lokaler, opgøres efter § 39. Se D.A.11.4.4.7.

Af hensyn til fradragsretten for den beregnede pålægsmoms skal virksomhedens regnskab for hver byggesag tilrettelægges sådan, at det fremgår, hvilke ejendomme og hvilke lokaler momsen vedrører.

Se også

Se også D.A.21.3.4.8 om kravene til virksomhedens regnskab i forbindelse med de særlige regler for momsberegning i virksomheder, der udfører byggearbejde for egen regning.

Virksomhederne kan også blive frivilligt registreret for til- og ombygning af fast ejendom med henblik på salg til en registreret virksomhed, jf. ML § 51, stk. 1, 4. pkt. Det betyder, at virksomheden på visse betingelser kan få tilbagebetalt den moms, som den har betalt i forbindelse med købet og byggeriet mv., herunder også "pålægsmomsen".

Om betingelserne for frivillig registrering, se afsnit D.A.21.2.1.4 om frivillig momsregistrering vedrørende fast ejendom ML § 51 og afsnit D.A.14.5 om frivillig registrering ML § 51.

Pligten til at beregne "pålægsmoms" gælder, uanset om den afgiftspligtige person har ladet byggeriet frivilligt momsregistrere efter ML § 51, stk. 1. Ved en frivillig momsregistrering vil der dog være fradragsret for den beregnede moms i samme omfang, som ejendommen er omfattet af den frivillige momsregistrering.

Hvis hele ejendommen er medtaget under en frivillig momsregistrering, sådan at der er fuld fradragsret for den beregnede moms, vil beregningen af "pålægsmomsen" kun have betydning for størrelsen af reguleringsforpligtelsen på bygningen, jf. ML § 43, da den beregnede byggemoms udgør en reguleringsforpligtelse.

Fradragstidspunkt  

I de tilfælde, hvor virksomheden er frivilligt momsregistreret for udlejning mv., kan fradragsberettiget "pålægsmoms" fradrages som købsmoms i den momsperiode, hvor "pålægsmomsen" indgår i salgsmomsen.

Virksomheder, der er frivilligt momsregistreret for til- og ombygning af fast ejendom, som er momsfritaget, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 9, med henblik på salg, kan først få tilbagebetalt købsmomsen, når betingelserne herfor er opfyldt. Se afsnit D.A.21.2.1.4 om frivillig momsregistrering vedrørende fast ejendom ML § 51. Køber skal bl.a. overtage reguleringsforpligtelsen. Derefter kan "pålægsmomsen" tilbagebetales løbende i takt med, at den beregnes.