Højesteretsdomme

SKM2018.481.HR

I forbindelse med Money Transfer-projektet fik skattemyndighederne oplysning om, at skatteyderen til sin bankkonto i Danmark havde fået overført to beløb på i alt 2.491.705 kr. fra et selskab på Cayman Islands. Skatteyderen hævdede, at overførslerne var skattefrie lån fra selskabet.

Højesteret fandt det ikke godtgjort, at der bestod et reelt gældsforhold mellem Cayman Islands-selskabet og skatteyderen. De to beløb måtte anses for løn og dermed skattepligtig indkomst. Højesteret fandt endvidere, at skatteyderen havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene. Betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelse var således opfyldt.

SKM2011.208.HR

Højesteret fandt det ikke efter de afgivne vidneforklaringer godtgjort, at en række indbetalinger på skatteyderens konto udgjorde lån fra skatteyderens far i Tyskland, jf. SL § 4. Skattepligtig indtægt.

SKM2010.553.HR

Sagen vedrørte såkaldte transferindtægter, der knyttede sig til salg af spillerrettigheder. Højesteret fandt ikke, at sådanne beløb kunne anses for at være skattefri indtægter ved "salg af ejendele" i SL § 5's forstand. Der var således tale om almindelig skattepligtige indtægter efter SL § 4. Skattepligtig indtægt.

SKM2007.183.HR

Den skattepligtige fik ikke medhold i, at en del af et konsulenthonorar, skulle beskattes hos hans søn i udlandet, selv om sønnen havde udført en del af arbejdet, som honoraret var vederlag for. Aftalen var indgået mellem kunden og den skattepligtige, som derfor alene var den berettigede og forpligtede over for kunden. En indsigelse om, at han havde optrådt som fuldmægtig for sin søn ved aftalens indgåelse, blev ikke taget til følge. Skattepligtig indtægt.

Landsretsdomme

►Landsretten fandt, at skatteyder skulle beskattes af en udgiftsafholdelse i skatteyders selskab, og at skatteyder skulle beskattes af nogle indsætninger på sin bankkonto. Landsretten anså desuden skatteyderen for fuldt skattepligtig til Danmark, idet landsretten fandt, at skatteyder ikke havde løftet bevisbyrden for, at han havde haft til hensigt at bosætte sig og forblive bosat i udlandet i indkomstårene 2009 og 2010.◄

►Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2016-2018. Videre angik sagen, hvorvidt der var grundlag for hjemvisning på grund af sagsbehandlingsfejl i skattemyndighedernes afgørelser. Herudover var omdrejningspunktet for sagen, om skatteyderen kunne inddrage spørgsmålet om omgørelse.

Landsretten fandt, at skatteyderens forklaring om, at de omtvistede indsætninger på hans bankkonti beroede på en aftale om, at hans bankkonti skulle fungere som gennemstrømnings-/mellemregningskonto var så usædvanlig, så skatteyderende havde en skærpet bevisbyrde for, at indsætningerne i de tre indkomstår ikke var skattepligtig indkomst hos ham. 

Afgørelsen vedrørende en anden skatteyders skattepligtige indkomst, der blev fremlagt under ankesagen, ændrede ikke på, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at de indsatte midler ikke udgjorde skattepligtig indkomst. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, hvorved Skatteministeriets frifindelsespåstand blev taget til følge. 

For så vidt angik sagsbehandlingsfejl, var der ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens afgørelser som ugyldige. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom, hvorved Skatteministeriets frifindelsespåstand blev taget til følge.

Idet skattemyndighederne ikke havde taget stilling til spørgsmålet om omgørelse efter SFL § 29, og da der ikke var grundlag for at tillade det inddraget under retssagen i medfør af SFL § 48, stk. 2, 2. pkt., stadfæstede Landsrettens byrettens dom, hvorved Skatteministeriets afvisningspåstand blev taget til følge.◄

►Sagen angik, om en skatteyder var skattepligtig af indsætninger på sin private konto fra et selskab, han var medejer af og direktør for i den relevante periode.

Skatteyderen gjorde gældende, at der var tale om refusion af udlæg, skatteyderen havde foretaget for selskabet. Skatteyderen støttede bl.a. sin forklaring på en række udgifter, han ifølge kontoudskrifter havde afholdt med sine private hævekort, og en række posteringer i selskabets bogføring benævnt udlæg.

Landsretten bemærkede, at størstedelen af indsætningerne angik runde beløb, som hverken beløbsmæssigt eller tidsmæssigt stemmede overens med de køb, skatteyderen havde foretaget, og at skatteyderens forklaring om udlæg ikke var støttet af udgiftsbilag eller i tilstrækkeligt omfang dokumenteret af sagens øvrige oplysninger. Landsretten fandt på den baggrund, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætningerne ikke skulle beskattes som personlig indkomst. Hverken indsætningernes posteringstekster, de for landsretten fremlagte bilag, eller skatteyderens forklaring kunne føre til en ændret vurdering.

Landsretten tiltrådte, at skattemyndighederne ikke havde tilsidesat oplysningspligten ved at undlade at indhente regnskabsbilag fra kurator i selskabet, som var taget under konkursbehandling.

På den baggrund tog landsretten Skatteministeriets påstand til følge.◄

►Skatteyderen havde ikke bevist, at de i sagen omtvistede beløb var lån, eller at skatteyderen ikke havde erhvervet ret til beløbene, der var indsat på skatteyderens bankkonto, som derfor var skattepligtig indkomst.

Der var ved vurderingen af, at det ikke var godtgjort, at der var tale om lån henset til størrelsen af det samlede beløb, der var indsat på skatteyderens konto, antallet af indsættelser med skiftende beløb og med forskellige intervaller, teksten til de enkelte indsættelser og den omstændighed, at beløbene ikke var tilbagebetalt eller søgt inddrevet, sammenholdt med karakteren af de fremlagte gældsbreve, herunder at disse ikke var udstedt samtidig med overførslen af beløbene, og at det ikke var muligt at konstatere en sammenhæng mellem indsættelserne og lånebeløbene i henhold til gældsbrevene.

Skatteyderen havde heller ikke bevist, at tredjemands betalinger af hans huslejeudgifter var lån, og disse beløb var derfor også skattepligtig indkomst.

Opgørelsen af tredjemands betalinger af skatteyderens huslejeudgifter blev ændret, idet en række yderligere beløb end dem, som skattemyndighederne havde godkendt, skulle anses for skatteyderens egen betalinger af huslejeudgifter. Den skattepligtige indkomst som følge af tredjemandsbetalingerne blev nedsat tilsvarende.

Betingelserne for ekstraordinær ansættelse var opfyldt, og reaktionsfristen i SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., var overholdt.

Der var ikke grundlag for at anse Skatteankenævnets afgørelse for ugyldig som følge af begrundelsesmangler.◄

Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af 323.350 kr., der i 2009 blev indbetalt til hendes konto. Skatteyderen gjorde gældende, at 63.345 kr. udgjorde genindsætninger af tidligere hævede midler, 240.000 kr. udgjorde refusion af udlæg afholdt på vegne af skatteyderens selskab og 20.000 kr. udgjorde et løntilgodehavende, som allerede var beskattet.  

Landsretten fandt, at det var skatteyderen, der skulle godtgøre, at indbetalingerne stammede fra allerede beskattede midler eller i øvrigt ikke var skattepligtige, og at bevisbyrden var skærpet, når der var tale om dispositioner foretaget inden for et snævert interessefællesskab. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden og stadfæstede byrettens dom om at frifinde Skatteministeriet.

Skatteyderen havde ikke løftet bevisbyrden for, at en række kontantindsættelser i indkomståret 2014 på hendes bankkonti stammede fra midler, som allerede var beskattede. Landsretten lagde herved bl.a. vægt på, at indsættelserne ikke stemte med oplysningerne om hendes officielle indkomstforhold, at hendes forklaringer om baggrunden for indsættelserne havde været skiftende, samt at hendes forklaringer hverken helt eller delvist var bestyrket af objektive kendsgerninger.

På baggrund af de omstændigheder, der har ført til, at kontantindbetalingerne og erhvervelsen af bilen var skattepligtige, havde skatteyderen handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Landsretten fandt ikke, at indholdet af en af Skattestyrelsen medio 2018 udarbejdet foreløbige regnskabsrapport i sig selv gav Skattestyrelsen kundskab om, at der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Først efter at Skattestyrelsen i november 2018 havde indhentet og modtaget oplysninger fra skatteyderen, var Skattestyrelsen i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der forelå et konkret, talmæssigt grundlag for ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen i SFL § 27, stk. 2, var derfor iagttaget, da Skattestyrelsen den 5. december 2018 sendte en agterskrivelse til skatteyderen.

Landsretten ændrede derfor byrettens dom og frifandt Skatteministeriet.

Sagen mod anpartsselskabet drejede sig overordnet om, hvorvidt selskabet havde godtgjort, at der var grundlag for at foretage en efterpostering i selskabets bogføring i regnskabsåret 2009/2010, hvorved 4,6 mio. kr. af selskabets omsætning blev overført til en mellemregningskonto til fordel for selskabets hovedanpartshaver.    
 
Landsretten fandt, at selskabets forklaring om, at beløbet stammede fra salg af hovedanpartshaverens private antikviteter, ikke var bestyrket af objektive kendsgerninger. På denne baggrund og med henvisning til, at der ikke var redegjort nærmere for, at der senere var tilbageført samme beløb til fordel for selskabet, tiltrådte landsretten, at skattemyndighederne med rette havde medregnet efterposteringsbeløbet i selskabets omsætning.  
 
Sagen mod hovedanpartshaveren drejede sig om, hvorvidt han havde godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af hans skattepligtige indkomst for indkomstårene 2008-2010.    
 
Landsretten lagde som byretten til grund, at hovedanpartshaveren havde udført arbejde for anpartsselskabet, som havde fast driftssted i Danmark, i indkomstårene 2008-2010, og at der løbende var sket overførsler til hovedanpartshaverens egen konto og sin mors konto. Herefter tiltrådte landsretten, at overførslerne, som var bogført på en mellemregningskonto, var at anse som løn til hovedanpartshaveren, uanset hvordan disse beløb blev anvendt. Landsretten tiltrådte herefter, at skattemyndighederne havde været berettiget til at ansætte hovedanpartshaverens løn skønsmæssigt, og landsretten fandt det ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skøn hvilede på et fejlagtigt grundlag eller havde medført et åbenbart urimeligt resultat. 
 
Byrettens dom blev herefter stadfæstet i begge sager.

Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af 323.350 kr., der i 2009 blev indbetalt til hendes konto. Skatteyderen gjorde gældende, at 63.345 kr. udgjorde genindsætninger af tidligere hævede midler, 240.000 kr. udgjorde refusion af udlæg afholdt på vegne af skatteyderens selskab og 20.000 kr. udgjorde et løntilgodehavende, som allerede var beskattet.  

Landsretten fandt, at det var skatteyderen, der skulle godtgøre, at indbetalingerne stammede fra allerede beskattede midler eller i øvrigt ikke var skattepligtige, og at bevisbyrden var skærpet, når der var tale om dispositioner foretaget inden for et snævert interessefællesskab. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden og stadfæstede byrettens dom om at frifinde Skatteministeriet.

Sagen angik, om en række hævninger i indkomstårene 2012 og 2013, der ubestridt blev hævet af appellanten fra et selskab, han var eneanpartshaver i, udgjorde skattepligtig lønindkomst for ham. Derudover angik sagen, om en række indsætninger på appellantens private bankkonto i indkomståret 2014 udgjorde skattepligtig lønindkomst for ham.

Landsretten tiltrådte af de grunde, som byretten anførte, at appellanten ikke havde godtgjort, at hævningerne og indsætningerne ikke var skattepligtig indkomst for ham. For så vidt angår hævningerne lagde landsretten tillige vægt på, at der ikke var fremlagt bogføringsmateriale for selskabet, der understøttede appellantens forklaring om, hvad de hævede beløb var blevet anvendt til.

Sagen angik for det første, om appellanten var skattepligtig af en række indsætninger på sin konto. Indsætningerne hidrørte fra salg af skrot foretaget i privat regi og siden gennem registreret virksomhed. Appellanten gjorde gældende, at det var hendes samlever, der havde drevet virksomheden, og at hun derfor ikke var rette beskatningssubjekt.

Sagen angik videre, om der var grundlag for at tilsidesætte størrelsen af et skønsmæssigt fastsat fradrag, og om der var grundlag for at fastsætte endnu et skønsmæssigt fradrag. Endelig angik sagen, om appellanten var skattepligtig af en række overførsler fra sit selskab til sin svigermor. Skatteministeriet blev for byretten frifundet.

Landsretten fandt indledningsvist, at også samlevende gennem mange år har et væsentligt interessesammenfald, og landsretten stadfæstede herefter byrettens dom i henhold til dens grunde.

Landsretten lagde således til grund, at appellanten både før og efter selskabsstiftelsen vidste eller burde have vidst, at hendes samlever brugte hendes konto til skrothandlen, og at hun accepterede dette. Appellanten var desuden efter selskabsstiftelsen fuldt bevidst om, at det var hendes navn og konti, der blev brugt til skrothandlen. På trods af, at det måtte anses for godtgjort, at det var sagsøgerens samlever, der udførte det praktiske arbejde med skrothandlen, måtte de omhandlede indtægter fra skrothandlen anses for at have passeret appellantens økonomi, og hun var derfor rette beskatningssubjekt.

I relation til det skønsmæssigt fastsatte fradrag stadfæstede landsretten, at der ikke var grundlag for at statuere, at fradragets størrelse førte til et åbenbart urimeligt resultat, ligesom der heller ikke var grundlag for at fastsætte yderligere skønsmæssige fradrag.

Endelig stadfæstede landsretten, at beløbene udbetalt fra appellantens selskab til hendes svigermor var maskeret udlodning.

Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter appellanten ikke havde godtgjort, at kontante indsætninger på appellantens og appellantens husstands bankkonti på i alt 248.320 kr. i 2012 og 525.332 kr. i 2013 ikke var skattepligtige. Landsretten bemærkede, at der ikke forelå lånedokumenter, kvitteringer, kontoudskrifter eller andre lignende objektive kendsgerninger, der dokumenterede, at de kontante indsætninger stammede fra lån eller gevinster ved spil. Videre bemærkede landsretten, at der ikke var grundlag for at antage, at SKAT burde have søgt sagen oplyst ved indhentelse af yderligere oplysninger om, hvor de kontante indsætninger stammede fra.

Endelig stadfæstede landsretten skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelser på baggrund af privatforbrugsberegninger, som viste et negativt privatforbrug på henholdsvis 25.881 kr. og 243.066 kr. i 2012 og 2013, dog således at appellantens skattepligtige indkomst for 2013 skulle nedsættes med et beløb på 25.000 kr., som appellantens niece ubestridt havde indsat på appellantens konto i 2013.

Landsretten fandt i modsætning til byretten, at skatteyderen ikke havde afholdt en udgift på 883.000 kr., og at dette beløb derfor ikke skulle medregnes ved beregningen af hans privatforbrug for indkomståret 2008. Da privatforbruget herefter ikke var negativt (men positivt med ca. 500.000 kr.), blev den skønsmæssige forhøjelse tilsidesat. Landsretten fandt desuden ikke, at der var grundlag for at fastslå, at appellanten ved køb af en ejendom havde modtaget en gave eller i øvrigt fået en skattepligtig indtægt. På den baggrund blev appellantens påstand om nedsættelse af hans indkomst for 2008 med 560.000 kr. taget til følge.

Sagsøgeren, der havde udviklet et medicinsk udstyr, solgte en mængde til et italiensk firma. Efter uenighed om ændringer af batchnummer og udløbsdato, som var trykt på emballagen, indgik sagsøgeren forlig med det italienske firma. Ifølge forliget betalte det italienske firma 1 mio. euro, svarende til 7.435.900 kr. til sagsøgeren, hvilket beløb sagsøgeren var blevet beskattet af.

Retten anførte, at sagsøgeren ikke, som hævdet, havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at beløbet var skattefrit.

Imidlertid fandt retten det godtgjort, at forligsbeløbet skulle dække den krænkelse, som sagsøgeren mente sig udsat for i forbindelse med, at det italienske firma uberettiget havde ændret udløbsdatoer og batchnr. på produkter, som var produceret og solgt under As patent, og som derefter blev bragt i omsætning efter udløbsdato, til trods for, at der mellem parterne var indgået en aftale om, at produkterne skulle destrueres.

Sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling i Skattestyrelsen.

Skattemyndighederne havde forhøjet skatteyders indtægt i 2007-2010, da skatteyderen havde et betydeligt negativt privatforbrug i den periode. Skattemyndighederne havde udarbejdet en privatforbrugsberegning på baggrund af bl.a. regnskabsoplysninger, kontoudtog og Forbrugerstyrelsens familiebudget, der er baseret på normalforbrug og normalpriser.

Landsretten fandt ikke, at skatteyderen havde løftet bevisbyrden for, at de skønsmæssige ansættelser var åbenbart urimelige eller hvilede på et forkert grundlag. Skattemyndighederne var derfor berettiget til at foretage den skønsmæssige forhøjelse af indkomstgrundlaget.

Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af en række indsætninger på en konto, hvor skatteyderen var registreret som kontoindehaver i 2012 og 2013, samt en konto hvor skatteyderen alene var registreret som medkontoindehaver i 2013.

Retten bemærkede indledningsvist, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at indsætningerne ikke tilhørte denne.

Retten fremhævede, at der for en del af indbetalingerne på skatteyderens konti var henvist til fakturanumre, mens andre af indbetalingerne var sket ved bankoverførsler, indsatte checks og kontanter, samt at indbetalingsmønstret på den konto, hvor skatteyderen alene var medkontoindehaver, svarede til mønstret på den konto, hvor skatteyderen var eneste kontohaver.

Retten fandt herefter ikke, at skatteyderen alene ved sin egen og sin ægtefælles forklaringer havde løftet sin bevisbyrde for, at indsætningerne ikke var skattepligtig indkomst, hvorfor der var grundlag for at beskatte skatteyderen som sket.

På baggrund af de omstændigheder, der havde ført til, at indsætningerne var skattepligtige, fandt retten, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at sikre, at indsætningerne på sine konti blev indberettet til skattemyndighederne.

Skatteministeriet havde således været berettiget til at foretage en ekstraordinær ansættelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Skatteyderne, der var i familie med hinanden, havde fået overført i alt 13 mio. kr. fra en ældre, velha-vende kvinde. Landsretten tilsidesatte skatteydernes forklaring om, at der var tale om lån. Skatteyderne skulle derfor beskattes af overførslerne.

Landsretten fandt derudover, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt, og at en partshøringsfejl ikke kunne føre til ugyldighed.

Byrettens domme blev på den baggrund stadfæstet.

Sagen angik, om appellanten, der i årene 2011 og 2012 dels havde undladt at selvangive resultatet af sin personlige virksomhed, dels havde et negativt privatforbrug ifølge skattemyndighedernes beregning heraf, havde godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af hans skattepligtige indkomst for årene 2011 og 2012 hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelige.

Appellanten gjorde bl.a. gældende, at han havde finansieret sit privatforbrug ved kontante midler, der hidrørte fra salget af en andelsbolig i 2008, ved træk på en bankkonto tilhørende et anpartsselskab, som appellanten var indirekte medejer af, samt ved salg af antikviteter, salg af en bil og et lån.

Landsretten fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af hans skattepligtige indkomst hvilede på et forkert grundlag eller var åbenbart urimelige. De afgivne forklaringer, der ikke var bestyrket af objektive kendsgerninger, kunne ikke ændre herpå.

Østre Landsret stadfæstede herefter byrettens dom, hvorved Skatteministeriet var blevet frifundet.

SKM2021.75.ØLR

Sagen omhandlede en række hævninger på sammenlagt ca. 1,5 mio. kr. i indkomstårene 2009-2011, som skatteyderen havde foretaget på konti tilhørende et selskab, som skatteyder var ultimativ ejer af og havde bestemmende indflydelse i. Sagen omhandlede også, om ligningen var foretaget rettidig for indkomstårene 2009-2010.

Skatteyderen havde for landsretten erkendt, at hævningerne hovedsageligt medgik til dækning af hans private forbrug, men gjorde gældende, at han havde et betydeligt tilgodehavende i selskabet, således at hævningerne var udtryk for tilbagebetaling af lån.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at skatteyderen havde et tilgodehavende i selskabet i form af en mellemregning. Landsretten lagde vægt på karakteren af den fremlagte dokumentation, herunder at der ikke var fremlagt lånebevis eller betingelser, ligesom der ikke var fremlagt dokumentation for lånets opståen. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at skatteyderen heller ikke havde gjort gældende, at der eksisterede en mellemregning ved sagens behandling for skattemyndighederne. Hævningerne var derfor skattepligtige.

Landsretten fandt derudover, at ligningen var omfattet af den forlængede ligningsfrist i SFL § 26, stk. 5, for kontrollerede transaktioner. Ligningen var derfor rettidig.

SKM2021.21.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt appellanten havde godtgjort, at 515.000 kr., som hun havde indsat på sin konto af 9 gange i 2013, var undtaget fra beskatning, enten fordi der var tale om midler, som allerede var beskattet eller mider, der var undtaget fra beskatning.

Landsretten fandt det ikke at godtgjort, at de indsatte beløb var skatteåret 2013 uvedkommende. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at der ikke i appellantens forklaring eller i de fremlagte kontoudtog var dækning for, at appellanten skulle have hævet større kontantbeløb fra sin bankkonto for derefter senere at indsætte dem igen.

Byrettens dom blev herefter stadfæstet.

SKM2020.457.ØLR

Sagen angik, om indsætninger på i alt 5,6 mio. kr. på skatteyderens bankkonto udgjorde lån eller skattepligtige gaver, samt om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætningerne udgjorde lån.

Retten fandt herudover, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, da skatteyderen ved ikke at selvangive beløbene havde handlet i hvert fald groft uagtsomt, og at betingelserne for ekstraordinær  genoptagelse jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Desuden fandt retten, at varslingsfristen i SFL § 27, stk. 2, var overholdt.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Stadfæstelse af  SKM2019.444.BR.

SKM2020.446.VLR

Sagen angik fradrag for udgifter til løn.

Byretten lagde til grund, at skatteyderen ikke havde selvangivet, at han alene var blevet forhøjet af indtægter, som skattemyndighederne selv havde fundet frem til, og at han havde haft andre indtægtskilder end de beskattede. I forhold til fradrag for udgifter til løn fandt byretten det bevist, at der havde været ansatte i virksomheden, men skatteyderen havde ikke dokumenteret størrelsen af udgifterne, eller at udgifterne vedrørte de beskattede indtægter. Det var uden betydning for bevisbyrden, om der i det land, hvor arbejdet blev udført, var tradition for mundtlige aftaler og kontantøkonomi.

Landsretten tiltrådte, at skatteyderen ikke var berettiget til fradrag for de påberåbte lønudgifter og var enig med byretten i, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige ansættelse af skatteyderens indkomst for de to indkomstår.

På den baggrund stadfæstede landsretten byrettens dom.

Stadfæstelse af byrettens dom SKM2019.286.BR.

SKM2020.168.ØLR

Østre Landsret fandt på baggrund af en nærmere gennemgang af dels en korrespondance mellem et børsnoteret selskabs bestyrelse og dets tidligere direktør, som nu var bestyrelsesformand i det børsnoterede selskab, dels af aftalerne mellem henholdsvis det børsnoterede selskab og bestyrelsesformanden personligt og mellem det børsnoterede selskab og bestyrelsesformandens selskab - at bestyrelsesformanden personligt og ikke hans selskab var rette indkomstmodtager af nogle konsulenthonorarer, som det børsnoterede selskab havde udbetalt til bestyrelsesformandens selskab i indkomstårene 2009 og 2010.

For landsretten havde Skatteministeriet taget bekræftende til genmæle vedrørende beskatningen af beløb, som bestyrelsesformandens selskab havde faktureret til det børsnoterede selskab samt angivet og afregnet til SKAT som moms af konsulenthonorarer. Bestyrelsesformandens og hans selskabs skatteansættelser blev derfor nedsat med disse beløb.

Tidligere byrettens dom SKM2018.367.BR.

SKM2020.103.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt et beløb på USD 200 mio. skulle beskattes som personlig indkomst eller som aktieindkomst. Skatteyderen havde i henhold til en aftale, der var benævnt "Agreement 1" fået beløbet for at "udvirke", at en række selskaber under tvangsopløsning på Y1, som han ifølge aftalen var den "ultimative" ejer af, og som tilsammen ejede en betydelig aktiepost i et stort Y7-land teleselskab, indgik aftaler med et Y2-land-selskab om overdragelse af likvidationsprovenuet, således at Y2-land-selskabet derved blev ejer af aktieposten i teleselskabet.

Landsretten fastslog, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at beløbet skulle beskattes som aktieindkomst, og fandt efter en konkret bevisvurdering, at han ikke havde løftet denne bevisbyrde.

Landsretten stadfæstede dermed byrettens dom.

Stadfæstelse af SKM2018.303.BR.

 SKM2019.648.ØLR

SKM2019.571.VLR

Sagen handlede i første række om, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig af to beløb på i alt ca. 1 mio. kroner, som hendes tidligere samlever i Schweiz havde overført til hendes konto i 2007 og 2010. I anden række handlede sagen om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt.

Sagsøgeren gjorde gældende, at hun havde erhvervet ret til de to beløb ved en mundtlig aftale indgået med hendes tidligere samlever, da hun var bosiddende i Schweiz, og at hun derfor ikke var skattepligtig til Danmark af beløbene. Hun gjorde desuden gældende, at hun ikke havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive de to beløb.

Den tidligere samlever afgav vidneforklaring for landsretten.

Landsretten fandt, at den tidligere samlevers forklaring ikke understøttede sagsøgerens forklaring om, at de omstridte beløb var overført til hende i henhold til en aftale indgået mellem dem, mens hun boede i Schweiz, hvorefter han påtog sig at betale beløbet på baggrund af, at hun igennem 6 år havde arbejdet i hans virksomhed uden at få løn.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

SKM2019.511.VLR

Sagen angik, hvorvidt backgammon-gevinster vundet i 2006-2011 - det vil sige før spillelovens ikrafttræden den 1. januar 2012 - var skattepligtige. Efter administrativ praksis anses alene spil, der overvejende beror på tilfældighed, for omfattet af den dagældende tips- og lottolov med den følge, at gevinsterne er skattefrie. Landsretten fandt ikke, at denne praksis var i strid med loven. Landsretten fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering af - og praksis om - at backgammon overvejende beror på færdigheder. Backgammon er derfor ikke omfattet af den dagældende tips- og lottolov, og appellanternes backgammon-gevinster var derfor skattepligtige.

For indkomstårene 2006-2008 var der tale om ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Efter en samlet bedømmelse fandt landsretten ikke, at appellanterne havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive backgammon-gevinster vundet inden for EU/EØS. Derimod var det i hvert fald groft uagtsomt, at appellanterne ikke selvangav gevinster vundet uden for EU/EØS.

Landsretten tillod ikke, at appellanterne fremsatte et nyt anbringende under hovedforhandlingen.

Landsretten stadfæstede byrettens frifindende dom med den ændring, at skatteansættelserne for 2006-2008 blev hjemvist til fornyet behandling.

 SKM2019.391.ØLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en række beløb indsat på skatteyderens konto og to konti tilhørende hans personlige selskab med rette var medregnet til hans personlige indkomst.

Skatteyderen gjorde gældende, at beløbene var indsat på kontiene, fordi beløbene skulle anvendes til at dække driftsomkostninger for en række selskaber, hvis konti var blevet lukket af deres bankforbindelse.

Landsretten bemærkede indledningsvist, at skatteyderens forklaring om indsætninger var usædvanlig, ligesom SKAT havde beregnet et negativt privatforbrug for ham. Under disse omstændigheder, og i øvrigt som følge af sagens oplysninger, påhvilede det skatteyderen at godtgøre, at beløbene ikke var skattepligtige, og at der måtte stilles strenge krav til beviset.

Landsretten tiltrådte herefter, at skatteyderen ikke havde dokumenteret nogen klar sammenhæng mellem overførslerne til kontiene og betalingen af udgifter i selskaberne. Herudover fandt landsretten, at det i hvert fald var helt udokumenteret og uklart, hvad der var grundlaget for skatteyderens angivelige betaling af visse udgifter, herunder om han herved opnåede et tilgodehavende i selskabet.

SKM2019.388.VLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt 41 indbetalinger i perioden 2008-2010 på godt 1,2 mio. kr. fra tre forskellige selskaber hjemmehørende i Liechtenstein, De Britiske Jomfruøer og Belize var skattepligtig indkomst eller udbetalte lånebeløb, og - for så vidt angår indkomstårene 2008 og 2009 - hvorvidt ændringen af den skattepligtiges indkomst var i overensstemmelse med fristreglerne

Landsretten udtalte indledningsvis, at det i en situation som den foreliggende påhvilede den skattepligtige at godtgøre, at de indsatte beløb var lån.

Af de grunde som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at en fremlagt rammeaftale om lån på 1,6 mio. kr. indeholdt sådanne særlige vilkår, at gældsforholdets beståen ikke var godtgjort ved de fremlagte dokumenter og forklaringer fra den skattepligtige og den anførte kreditor i låneaftalen. Landsretten lagde tillige vægt på, at pengene ikke var betalt tilbage ved den anførte forfaldsdato.

Landsretten fandt på baggrund af de omstændigheder, der førte til, at overførslerne var skattepligtige, at den skattepligtige måtte anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse vedrørende indkomstårene 2008 og 2009 således var opfyldt.

Endvidere fandt landsretten, at det først var ved modtagelsen af den skattepligtiges redegørelse for indsætningerne, at SKAT kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor ikke overskredet.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom , hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

Stadfæstelse af byrettens dom SKM2017.530.BR.

Sagen omhandlede, hvorvidt appellanten var skattepligtige af indsætninger på tre udenlandske konti.

Appellanten blev stoppet i en rutinemæssig kontrol ved G1-havn, hvor der blev fundet tre bankbøger til udenlandske konti samt et hævekort, der var udstedt i appellantens navn.

Landsretten fandt, at det påhvilede appellanten at godtgøre, at han ikke var ejere af beløbene, og at beløbene i stedet tilhørte hans far.

Landsretten fandt samtidig, at skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af appellantens indkomst, idet de afgivne forklaringer og erklæringer om, at beløbene på kontiene tilhørte eller i hvert fald hidrørte fra appellantens far ikke var bestyrket ved objektive kendsgerninger i form af overførselskvitteringer eller anden tilsvarende dokumentation.

Sagen angik, hvorvidt skatteyderen skulle beskattes af en skønsmæssigt ansat lønindkomst på 700.000 kr. for hvert af indkomstårene 2007 og 2008 samt af maskeret udlodning med kr. 2 mio. for indkomståret 2008.

Byretten havde udtalt, at allerede fordi skatteyderen ikke havde selvangivet fyldestgørende, havde skattemyndighederne været berettiget til at ansætte indkomsten skønsmæssigt. Skatteyderen havde ikke godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse af lønindkomst var sket på et forkert eller mangelfuldt grundlag eller var åbenbart urimeligt. Herunder kunne det ikke anses for en fejl, at skattemyndighederne ikke havde udarbejdet en privatforbrugsopgørelse. Byretten havde endvidere fundet, at det var med rette, at SKAT havde anset skatteyderen for skattepligtig af et beløb på kr. 2 mio. i maskeret udlodning.

Landsretten udtalte, at der var betydelige uregelmæssigheder i selskabernes bogføring, at der manglede bagvedliggende bilag til de involverede bankkonti, at der manglede regnskabsmateriale og nærmere oplysninger om ejerforholdene i et koncernselskab i Panama, samt at der i et betydeligt omfang var tale om personsammenfald og interessefællesskab.

Landsretten fandt på den baggrund, at skatteyderen skulle føre et sikkert bevis for, at der ikke var grundlag for de foretagne indkomstforhøjelser. Skatteyderen havde ikke for landsretten ført et sådant bevis, og landsretten stadfæstede derfor af de af byretten anførte grunde byrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet.

SKM2019.109.ØLR

Spørgsmålet i sagen var, om en advokat var ejer af et selskab, da der i maj 2009 blev udbetalt i alt. 969.000 kr. fra selskabet i form af kontante hævninger og en overførsel fra selskabets konto, og i bekræftende fald, om advokaten skulle udlodningsbeskattes af overførslerne.

Advokaten havde ubestridt købt selskabet den 13. juli 2008, men forklarede, at det var sket på foranledning af en klient, og at han på foranledning af klienten solgte selskabet igen i august 2008 til et seychellisk selskab. Advokaten forklarede desuden, at han intet havde haft med selskabet at gøre efter dette tidspunkt, og at han derfor hverken havde modtaget eller havde kendskab til udbetalingerne fra selskabets konto.

Byretten fandt - uanset at klientens forklaring støttede advokatens - at advokaten ikke havde ført bevis for, at han havde overdraget selskabet, da udbetalingerne fandt sted. Retten fandt endvidere, at advokaten ikke havde ført bevis for, at de 969.000 kr. ikke blev udbetalt til ham eller i hans interesse.

Med henvisning til bevisførelsen for landsretten, herunder at bogføringsbilagene ikke var fremlagt, samt at advokaten havde afgivet skiftende forklaringer om ejerforholdet til det seychelliske selskab, og af de grunde, som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at advokaten ikke havde overdraget anparterne, da den omtvistede kontooverførsel og de omtvistede udbetalinger på i alt 969.000 kr. fandt sted, og at advokaten ikke havde ført bevis for, at beløbet ikke blev udbetalt til ham eller i hans interesse. En vidneforklaring fra direktøren i det udbetalende selskab om, at pengene var udbetalt og overført til og på foranledning af tredjemand, men som på flere punkter ikke stemte overens med det, advokaten havde forklaret, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindende dom (SKM2018.1.BR).

SKM2018.568.ØLR

Sagen handlede om, hvorvidt en skønsmæssig ansættelse af skatteyderens indkomst var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag, herunder om beløb betegnet "other costs" ikke var skattepligtig indkomst omfattet af SL § 4.

Skattemyndighederne havde forhøjet skatteyderens indkomst med det samlede beløb af indsætningerne fratrukket et skønsmæssigt ansat fradrag for transportudgifter. Landsretten fandt, at det påhvilede skatteyderen at løfte bevisbyrden for, at afgørelsen kunne tilsidesættes, herunder at indsætningerne ikke var skattepligtig indkomst omfattet af SL § 4.

Landsretten fandt ikke, at skatteyderen havde løftet denne bevisbyrde. Der var desuden ikke grundlag for at antage, at der måtte være en retsbeskyttet forventning hos hende om, at hun ikke ville blive beskattet af indsætningerne.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

SKM2018.321.VLR

Appellanten havde bistået danske landmænd med opkøb af jordlodder i Rumænien, både som selvstændig aftalepart i en formidlingsaftale og via sit rumænske selskab, som ligeledes var aftalepart i formidlingsaftalen. Den samlede købesum på et større millionbeløb var indbetalt til appellantens private bankkonti, hvorefter beløbene efter appellantens forklaring var blevet anvendt til opkøb af jordlodderne.

Med henvisning til appellantens rolle i formidlingsaftalen, og til antallet og størrelsen af transaktionerne til appellantens private bankkonti, fandt landsretten, at det kunne lægges til grund, at appellanten havde haft en betydelig formidlerrolle i forbindelse med opkøbene af jordlodder i Rumænien.

Efter karakteren og omfanget af formidlerrollen fastslog landsretten herefter, at der var skabt en formodning for, at appellanten havde modtaget et vederlag for sit arbejde.

Landsretten fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at den skønsmæssige ansættelse af hans formidlingsvederlag i indkomståret 2008 var åbenbart urimeligt eller hvilede på et forkert grundlag. Landsretten tillagde det i den forbindelse betydning, at appellanten ikke havde holdt pengeoverførslerne forbundet med jordopkøb adskilt fra sin private økonomi, og at han ikke havde ført et regnskab over ind- og udbetalinger. Endvidere tillagde landsretten det betydning, at der ikke forelå dokumentation for, hvad pengeoverførslerne faktisk var anvendt til.

Byrettens frifindende dom blev herefter stadfæstet.

SKM2018.160.ØLR

Sagen angik det skøn, som skattemyndighederne havde udøvet vedrørende en skatteyders skatte- og momsansættelsen for indkomstårene 2006 - 2009.

Skatteyderen drev uregistreret bil-, udlejnings-, og pengeudlånsvirksomhed. SKAT havde ved en ransagning med Politiet fundet dokumentation på økonomiske transaktioner, som dannede baggrund for de herefter foretagne skønsmæssige ansættelser.

Landsretten fandt, at skatteyderen havde bevisbyrden for, at det uøvede skøn hvilede på et fejlagtigt grundlag, hvilken han ikke havde løftet.

SKM2018.14.ØLR

Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af 66.000 Euro, som han den 10. oktober 2010 medbragte i kontanter i sin håndbagage på en flyrejse fra Tunesien til Frankfurt Lufthavn. Skatteyderen gjorde gældende, at kontantbeløbet stammede fra et lån, som han havde optaget hos sin søster i Tunesien umiddelbart forinden rejse til Frankfurt. Til støtte herfor havde han fremlagt en låneaftale dateret 8. 0ktober 2010.

Byretten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at han havde lån beløbet af sin søster. Byretten lagde blandt andet vægt på, at skatteyderens forklaring om et lån ikke var tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger, og at den fremlagte låneaftale havde et sådan indhold, at den ikke sandsynliggjorde gældsforholdets beståen.

For landsretten gjorde skatteyderen gældende, at Skatteministeriet ikke havde godtgjort, at der var tale om udeholdte indtægter.

Landsretten fastlog, at det påhvilede skatteyderen at dokumentere, at beløbet ikke skal indgå ved opgørelsen af den pågældendes skattepligtige indkomst, og tiltrådte de af byretten anførte grunde, at han ikke havde løftet denne bevisbyrde.

Derudover bemærkede Landsretten, at skatteyderen først havde angivet, at der var tale om et lån og fremlagt låneaftalen til støtte herfor, efter at SKAT havde fremsendt agterskrivelsen i sagen.

SKM2017.446.VLR

En skatteyder var direktør i et selskab, der var ejet af hans svigermor. I selskabets årsrapport var under aktiverne bogført et tilgodehavende benævnt "tilgodehavender hos virksomhedsdeltagere og ledelse". Såvel Landskatteretten som Byretten fandt, at skatteyderen skulle lønbeskattes af tilgodehavendet, for det det blev anset for at vedrøre ham og fordi han ubestridt ikke var i stand til at betale.

Skatteyderen bestred, at selskabets tilgodehavende ikke havde noget med ham at gøre og at halvdelen af tilgodehavendet skulle henføres til tidligere indkomstår og at tilgodehavendet vedrørte et datterselskab.

Landsretten henviste til, at selskabets tilgodehavender i årsrapporten var opdelt i tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder, hos associerede virksomheder og hos virksomhedsdeltagere og ledelse. Af revisionspåtegningen fremgik, at der i strid med anpartsselskabslovens § 49 var et ulovligt anpartshaverlån.

Landsretten fandt videre, at anpartsselskabslovens § 49 vedrører lån til bl.a. anpartshavere og direktører, men ikke lån til selskabets datterselskab. Skatteyderen var direktør og eneste ansatte i selskabet og kunne alene tegne selskabet, der var ejet af hans svigermor. Herefter lagde landsretten til grund, at tilgodehavendet ikke tilhørte datterselskabet, men skatteyderen selv, da skatteyderen ikke havde bevist, at tilgodehavende ikke vedrørte ham eller at en del af det vedrørte et tidligere indkomstår.

Skattepligt.

SKM2007.542.VLR

Vestre Landsret fastslog, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at der var tale om skattefrit depositum eller lån, som påstået af skatteyderen, og landsretten fandt, at det havde formodningen imod sig, at skatteyderen havde solgt kontorinventar. Skatteministeriet blev derfor frifundet, idet det var ubestridt, at ingen del af beløbet var tilbagebetalt.

Skattepligt.

Byretsdomme

Som følge heraf tog retten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Sagen drejer sig om, hvorvidt indsætninger på i alt 670.000 kr. i indkomstårene 2017-2019 udgør skattepligtig indkomst, eller om der er tale om skattefrie eller allerede beskattede midler. 

Sagsøger var i indkomstårene bl.a. blevet beskattet af en række kontantindsætninger, mobilpayindsætninger samt almindelige bankoverførelser på sine bankkonti, og gjorde i den forbindelse gældende, at disse indsætninger på i alt 670.000 kr. udgjorde lån fra henholdsvis sagsøgers søster samt hans forældre, subsidiært delvis gave fra forældrene. Der var fremlagt lånebevis og tro- og loveerklæringer dateret efter skattesagens opstart. 

Byretten fandt samlet, at der ikke var grundlag for at anse nogle af indsætningerne for at være hverken lån eller gave. Retten lagde i den forbindelse til grund, at der påhvilede sagsøger en skærpet bevisbyrde i lyset af de usædvanlige forhold, og at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå et reelt låneforhold. 

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen angik, hvorvidt skatteyders skattepligtige indkomst for indkomstårene 2012 og 2013 skulle forhøjes med hhv. 2.921.448 kr. og 2.310.000 kr. 

Skatteyderen havde efter bevisførelsen og de afgivne forklaringer ikke godtgjort, at to konkrete indsætninger på skatteyders Y1-land bankkonto udgjorde dels tredjemands aftaleindskud i forbindelse med en ejendomshandel, dels arv fra skatteyders moder. 

For fem indsætninger på i alt 149.448 kr., som var indsat på den daværende ægtefælles bankkonto i 2012, fandt retten det godtgjort, at tre af disse indsætninger vedrørte skatteyder, og at skatteyders forklaring om forholdene ikke var bestyrket af den fornødne objektive dokumentation, hvorfor skatteyder var skattepligtig heraf. For de to øvrige indsætninger fandt retten ikke, at det var godtgjort, at beløbene vedrørte skatteyder, hvorfor skatteansættelsen i 2012 blev nedsat med i alt 11.200 kr.

Sagen angik bl.a. om, hvorvidt sagsøgeren skulle beskattes af tre indsætninger på sagsøgerens bankkonto i Danmark fra tre forskellige konti i udlandet. Sagsøgeren var selv anført som ejer af de tre konti, herunder som medejer af to konti sammen med faren henholdsvis moren. Sagsøgeren gjorde gældende, at der var tale om lån fra sagsøgerens far. Sagsøgeren fremlagde en låneaftale samt et gældsbrev. Retten fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte beskatningen af de tre indsætninger. Retten lagde bl.a. vægt på, at der ikke var sket afdrag i overensstemmelse med låneaftalen og gældsbrevet, samt at der var uoverensstemmelser mellem forklaringerne og dokumenterne i sagen om, hvad beløbet skulle anvendes til.

Sagen angik, hvorvidt skattemyndighederne med rette havde forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst for indkomståret 2017 med 175.500 kr.

Skatteyderen havde efter bevisførelsen og de afgivne forklaringer ikke godtgjort, at en række indsætninger beroede på et mellemværende mellem tredjemand og samleveren. Retten fandt heller ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at hun ikke var skattepligtig af to øvrige indsætninger.

For et beløb på 22.000 kr. fandt retten det - henset til beløbenes beskedne størrelse, som var indsat af samleveren over en periode på 10 måneder - derimod godtgjort, at indsætningerne var som led i en almindelig deling af udgifter til daglig husførelse og ferier. Skatteyderen var herefter ikke skattepligtig af de 22.000 kr.

Sagen angik, hvorvidt der er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelse af skatteyderens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2014 og 2015. Skatteyderen var blevet beskattet af en række indsætninger på to private konti samt en foreningskonto.

For så vidt angik indsætningerne på de private konti fandt retten, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at de indsatte beløb ikke var skattepligtig indkomst. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde.

I relation til indsætningerne på foreningskontoen lagde retten til grund, at skatteyderen var formand for foreningen, at kontoen var oprettet i skatteyderens navn og med skatteyderens personnummer, at skatteyderen foretog indsætningerne på kontoen, og at der i realiteten ikke var andre end skatteyderen, der havde fuldmagt og adgang til kontoen. Under disse omstændigheder fandt retten, at skatteyderen havde bevisbyrden for, at indsætningerne på foreningskontoen ikke var skattepligtige for skatteyderen. Retten fandt herefter, at skatteyderne ikke havde løftet sin bevisbyrde. Retten lagde blandt andet vægt på, at de fremlagte generalforsamlingsreferater og vedtægter ikke i tilstrækkelig grad underbyggede, at der var tale om en reel forening, samt at det ikke var dokumenteret, hvor foreningens indtægter stammede fra, eller at udgifterne var afholdt i overensstemmelse med foreningens vedtægtsbestemte formål.

Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst i indkomståret 2016 i anledning af en række indsætninger på samlet 486.780 kr.

Skatteyderen gjorde under sagen gældende, at indsætningerne ikke var skattepligtige, idet der var tale om midler, som skatteyderen havde videreformidlet for sine bekendte i Danmark til de respektives familie og venner i Y1-land.

Til støtte for sin forklaring fremlagde skatteyderen udskrifter fra sin danske og Y1-landnske bankkonto samt en række Excel-oversigter med de transaktioner, som ifølge skatteyderen afbildede den påståede videreformidling. Skatteyderen fremlagde endvidere en række transaktions- og vekslingsbilag. Skatteyderen fremlagde endelig en række erklæringer, der bekræftede videreformidling af nærmere angivne beløb, og skatteyderen havde til hovedforhandlingen indkaldt en række vidner til at afgive forklaring.

Retten udtalte, at det efter bevisførelsen ikke alene ved skatteyderens og dennes venners forklaringer var bevist, at de indsatte midler stammede fra allerede beskattede midler, idet forklaringerne - bortset fra indsætningerne fra én person - ikke var understøttet af tidstro, objektive kendsgerninger. Retten fremhævede desuden, at der for så vidt angik samtlige indsætninger manglende transaktionsbilag fra skatteyderens Y1-landske konto, som viste, hvem beløbene var overført til, og at det således i vidt omfang ikke var muligt at følge pengestrømmen.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen drejede sig overordnet om, hvorvidt der var grundlag for helt eller delvist at tilsidesætte Skatteankenævn Y4-bys forhøjelse af skatteyderen A’s skattepligtige indkomst i indkomstårene 2015-2018. I denne forbindelse angik sagen, om A var skattepligtig af en række konkrete beløb, som var blevet indsat på hans bankkonti, samt om skattemyndighederne havde været berettigede til at genoptage A’s skatteansættelser for indkomstårene 2015-2018 som sket.

A gjorde under sagen gældende, at de omhandlede indsatte beløb stammede fra henholdsvis lån, tilbagebetalinger på ydede lån, salg af private aktiver samt almindeligt forbrug med hans kæreste. Til støtte herfor førte A fire vidner under hovedforhandlingen, herunder A’s familieven, A’s to søstre og A’s kæreste.

Retten fandt efter bevisførelsen, at A ikke havde løftet bevisbyrden for, at de indsatte beløb vedrørte reelle låneforhold. For så vidt angik lånene mellem A og A’s familiemedlemmer lagde retten vægt på, at A ikke havde fremlagt lånedokumenter eller anden objektiv dokumentation for de indgåede låneforhold. Vedrørende lånet mellem A og A’s familieven, hvor A havde fremlagt to låneaftaler og betalingskvitteringer, fandt retten det ikke godtgjort, at der på udbetalingstidspunkterne i 2015 forelå en reel tilbagebetalingsforpligtelse, henset til låneaftalernes usædvanlige vilkår og betalingskvitteringernes indhold.

Hertil fandt retten, i forhold til det hævdede salg af private aktiver samt hævdede forbrug, at A ikke havde godtgjort, at de indsatte beløb ikke udgjorde skattepligtig indkomst. Retten lagde i denne forbindelse vægt på, at A ikke havde fremlagt fornøden objektiv dokumentation samt at skattemyndighederne allerede havde taget højde for almindeligt forbrug ved beløbsgrænsen på 999 kr.

Endelig fandt retten, at skattemyndighederne havde været berettigede til at genoptage sagsøgerens skatteansættelser for indkomstårene 2015-2018 med henvisning til, at genoptagelsen af indkomståret 2018 var sket inden for den ordinære genoptagelsesfrist samt at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt for indkomstårene 2015-2017, idet A havde handlet mindst groft uagtsomt ved sin manglende selvangivelse af den skattepligtige indkomst.

Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af kontante pengeoverførsler til udlandet foretaget via to pengeoverførselsvirksomheder i 2013-2015. For 2014-2015 var spørgsmålet også, om skatteyderen var skattepligtig af indsætninger på bankkonti. Herudover angik sagen, om 3-måneders-fristen i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt., var overholdt for indkomståret 2014.

Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at udtræk fra kundelisterne fra de to pengeoverførselsvirksomheder var fejlagtige og ikke i sig selv kunne lægges til grund for forhøjelsen af den skattepligtige indkomst. Herefter, og da oplysningerne på kundelisterne ikke var bestyrket af øvrige oplysninger i sagen, var det ikke godtgjort, at skatteyderen havde afsendt de overførte beløb.

For så vidt angik spørgsmålet om indsætninger på bankkonti i 2014-2015 fandt retten, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at de indsatte beløb stammer fra beskattede midler, og da forklaringen var udokumenteret, og da der var indsætninger, som skatteyderen ikke kunne redegøre for, var det ikke godtgjort, at indsætningerne ikke udgjorde skattepligtig indkomst.

Endelig fandt retten, at Skattestyrelsen ikke havde overholdt 3-måneders-fristen i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt., for 2014.

Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2001-2005 i anledning af en række indsætninger på samlet 5.446.063 kr. Der var tale om dels hævninger i Danmark på kreditkort udstedt i Y1-land, hvoraf størstedelen af midlerne efterfølgende blev indsat på skatteyderens og dennes ægtefælles private bankkonti, dels midler fra checks udstedt i USD til skatteyderens bekendte, som blev indsat på de bekendtes bankkonti og efterfølgende overført til skatteyderen.

Skatteyderen gjorde bl.a. gældende, at størstedelen af indsætningerne ikke var skattepligtige, fordi de udgjorde forskningsmidler, som var anvendt til forskning. Skatteyderen gjorde endvidere gældende, at indsætningerne - såfremt de ikke ansås for forskningsmidler anvendt til forskning - udgjorde underslæbte forskningsmidler, som skatteyderen ikke havde erhvervet ret til og dermed ikke var skattepligtig af i 2001-2005. Endelig gjorde skatteyderen gældende, at Landsskatterettens afgørelse var ugyldig, idet SKAT og Landsskatteretten ikke havde iagttaget officialprincippet.

Retten fremhævede, at der efter praksis og under de foreliggende omstændigheder, hvor skatteyderens forklaringer om midlernes oprindelse var forskellige og skiftende, påhvilede skatteyderen en streng bevisbyrde for, at indsætningerne ikke udgjorde skattepligtig indkomst. Denne bevisbyrde var yderligere skærpet som følge af de usædvanlige omstændigheder omkring indsætningerne.

Retten fandt, at skatteyderen ikke ved objektive kendsgerninger havde løftet sin bevisbyrde, og at indsætningerne derfor var skattepligtige. Retten henviste bl.a. til, at den af skatteyderen udarbejdede pengestrømsanalyse ikke tegnede et tilnærmelsesvis fyldestgørende billede af dispositionerne og deres indbyrdes kontekst, samt at midlerne ikke var holdt adskilt fra skatteyderens øvrige formue. Retten anførte desuden, at en frifindende straffedom ikke kunne tillægges betydning ved vurderingen af, om skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde.

Retten fandt derudover, at Landsskatterettens afgørelse ikke kunne tilsidesættes som ugyldig. Retten henviste til, at skatteyderen på trods af skattemyndighedernes opfordringer ikke oprindeligt bidrog til sagens oplysning, og at indkomstforhøjelsen beroede på konkrete indsætninger. På den baggrund havde skattemyndighederne tilvejebragt det fornødne grundlag for at træffe afgørelse.

Sagen angik, om skattemyndighederne med rette havde forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst i indkomståret 2018 i anledning af en række indsætninger på samlet 344.400 kr.

Skatteyderen gjorde under sagen gældende, at indsætningerne ikke var skattepligtige, idet to af indsætningerne på henholdsvis 200.000 kr. og 80.000 kr. udgjorde private lån, og idet de resterende indsætninger var udtryk for provenuer fra salg af skatteyderens private ejendele.

Til støtte for sin forklaring om lån fremlagde skatteyderen bl.a. håndskrevne dokumenter udarbejdet af skatteyderen, som omtalte lånene, og for så vidt angår indsætningen på 200.000 kr. tillige transaktionsbilag, der angiveligt udtrykte låneafdrag, samt kontoudskrift for den påståede långivers konto, hvoraf en overførsel på 200.000 kr. fremgik. Til støtte for sin forklaring om provenu fra salg af private ejendele fremlagde skatteyderen bl.a. tre erklæringer fra påståede købere.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde tilvejebragt tilstrækkelig dokumentation for, at indsætningerne på 200.000 kr. og 80.000 kr. udgjorde lånebeløb. Retten fremhævede, at der ikke var fremlagt et sædvanligt lånedokument med angivelse af nærmere vilkår for lånene, og at erklæringen fra den ene påståede långiver var fremkommet under skattesagens behandling.

For så vidt angår de påståede salgsprovenuer fandt retten, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at der var tale om skattefrie indtægter. Retten fremhævede, at der ikke var fremlagt dokumentation for skatteyderens forklaring ved undtagelse af de tre erklæringer, der måtte betragtes som udarbejdet til brug for skattesagen og dermed havde begrænset bevisværdi.

Retten fandt dermed, at samtlige indsætninger måtte anses som skattepligtig indkomst.

Sagen angik, om sagsøgeren skulle beskattes af midler, som tilgik hans bankkonto i indkomstårene 2008-2010, 2012 samt 2014-2016, og i den forbindelse, om sagsøgeren havde optrådt groft uagtsomt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, samt om sagsøgeren havde haft en retsbeskyttet forventning om, at midlerne ikke skulle selvangives.

Det var sagsøgerens standpunkt, at de i sagen omhandlede midler hidrørte fra lån og derfor ikke var skattepligtige. Retten fandt, at de påberåbte låneforhold var kendetegnet ved en række usædvanlige omstændigheder, og at de fremlagte låneaftaler var ydet på usædvanlige vilkår. Retten fandt endvidere, at der var tale om en usædvanlig konstruktion af tvivlsom forretningsmæssig realitet, og der påhvilede under disse omstændigheder sagsøgeren en skærpet bevisbyrde for, at overførslerne udgjorde lån. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden og tiltrådte som fastslået af Landsskatteretten, at sagsøgeren skulle beskattes af overførslerne.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren på baggrund af de omstændigheder, der havde ført til, at de omtvistede beløb var skattepligtige, havde optrådt i hvert fald groft uagtsomt, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og at sagsøgeren ikke var bibragt en retsbeskyttet forventning.

Sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2014-2015 var forhøjet med lidt over 1 mio. kr. på baggrund af henholdsvis indsætninger på hans bankkonti, og på baggrund af overførsler til udlandet, som for størstedelen af beløbene var foretaget med kontante midler via en pengeoverførselsvirksomhed.

Sagen angik, hvorvidt der skulle ske beskatning af kontante midler på lidt over 745.000 kr., som sagsøger havde anvendt til kontantoverførsel til udlandet via et vekselbureau. Sagsøgeren bestred for byretten ikke, at han var skattepligtig af beløbet, men gjorde gældende, at der i opgørelsen skulle fradrages lidt over 400.000 kr., som var blevet indsat på hans bankkonti i de omhandlende indkomstår, og som skatteankenævnet ved samme afgørelse havde beskattet.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at de overførte beløb stammede fra allerede beskattede eller skattefri midler. Retten henviste herved bl.a. til, at der ikke forelå dokumentation for en sammenhæng mellem de beløb, der blev indsat på hans bankkonti, og de kontante beløb, der blev indbetalt til pengeoverførselsvirksomheden med henblik på overførsel til udlandet, ligesom der ikke forelå dokumentation for, at de indbetalte kontantbeløb i øvrigt hidrørte fra allerede beskattede midler.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Sagsøgeren, der havde udviklet et medicinsk udstyr, solgte en mængde til et italiensk firma. Efter uenighed om ændringer af batchnummer og udløbsdato, som var trykt på emballagen, indgik sagsøgeren forlig med det italienske firma. Ifølge forliget betalte det italienske firma 1 mio. euro, svarende til 7.435.900 kr. til sagsøgeren, hvilket beløb sagsøgeren var blevet beskattet af.

Retten anførte, at sagsøgeren ikke, som hævdet, havde opnået en retsbeskyttet forventning om, at beløbet var skattefrit.

Imidlertid fandt retten det godtgjort, at forligsbeløbet skulle dække den krænkelse, som sagsøgeren mente sig udsat for i forbindelse med, at det italienske firma uberettiget havde ændret udløbsdatoer og batchnr. på produkter, som var produceret og solgt under As patent, og som derefter blev bragt i omsætning efter udløbsdato, til trods for, at der mellem parterne var indgået en aftale om, at produkterne skulle destrueres.

Sagen blev derfor hjemvist til fornyet behandling i Skattestyrelsen.

Sagen angik, om skatteyderen skulle beskattes af indsætninger på hans private konto i indkomstårene 2009-2011.

Det var skatteyderens synspunkt, at han havde indgået en aftale med et af ham ejet selskab om, at han kunne markedsføre et produkt over for dette selskabs kunder, og at han skulle betale vederlag herfor. I tilknytning hertil gjorde skatteyderen gældende, at han, i henhold til aftalen, havde videreoverført beløbene til dette selskab, og at indsætningerne også var blevet beskattet i dette selskab.

Retten fandt, at der påhvilede skatteyderen en skærpet bevisbyrde for, at aftalen reelt blev indgået, da det var en aftale mellem to interesseforbundne parter. Skatteyderen havde ikke løftet bevisbyrden herfor, og han havde følgelig ikke løftet bevisbyrden for, at han ikke skulle beskattes af indsætningerne.

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af en række midler, der i 2013 og 2014 var overført til hans private bankkonto fra et dansk selskab, hvori skatteyderen var direktør og indirekte ejer af 50 pct. af aktierne. Skatteyderen gjorde gældende, at overførslerne dækkede refusion af udlæg, som han havde afholdt på vegne af selskabet. Udlæggene angik ifølge skatteyderen hovedsageligt betalinger til et selskab i Y1-land, der også var ejet af skatteyderen, og som ifølge ham havde leveret IT-ydelser til det danske selskab.

Retten fandt, at overførslerne udgjorde skattepligtig indkomst, medmindre skatteyderen kunne løfte bevisbyrden for, at beløbene var skattefrie. Retten fandt ikke, at skatteyderens forklaring om, at han havde afholdt udlæg på vegne af selskabet var tilstrækkeligt understøttet af objektive kendsgerninger. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at der ikke forelå beløbs- eller tidsmæssig sammenhæng mellem de i sagen fremlagte fakturaer og overførslerne, samt at betalingerne til det litauiske selskab ikke var understøttet af bogføring eller regnskaber. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelser af skatteyderens indkomst.

Retten fandt ikke, at sagsøgeren havde godtgjort, at et beløb på 252.000 kr. indsat på sagsøgerens konto i 2014 var tilbagebetaling af lån, og derfor ikke var skattepligtigt. Retten bemærkede i den forbindelse, at parts- og vidneforklaringerne ikke i tilstrækkelig grad var underbygget af sagens skriftlige materiale og lagde navnlig vægt på, at to fremlagte gældsbreve var udaterede, indeholdt usædvanlige rente- og betalingsvilkår og først var fremkommet i forbindelse med retssagen, samt at en skriftlig erklæring fra den hævdede långiver var afgivet mere end fire år efter, at den hævdede tilbagebetaling skulle have fundet sted, og først var udarbejdet til brug for sagens behandling ved skattemyndighederne. Videre lagde retten vægt på, at erklæringen ikke indeholdt oplysninger om, hvornår eller hvordan lånet skulle være ydet, og ikke var entydigt underbygget af pengestrømmene på sagsøgerens og den hævdede långivers konti.

Retten fandt, at skatteyderen var skattepligtig af hævninger foretaget på sit selskabs konto og af indsætninger på sin private konto.

Der er i årene 2013 til 2015 indsat henholdsvis 691.550 kr., 609.508 kr. og 207.157 kr. på As konto. Hovedparten af betalingerne er angivet som indbetaling fra G2-ApS. A har forklaret, at indsætningerne på hans private konto skyldes, at han ikke kunne oprette en erhvervskonto, hvorfor han benyttede sin private konto. Han har for Skatteankenævnet anerkendt, at dele af indsætningerne er skattepligtige, men har i øvrigt gjort gældende, at hans private konto blev benyttet til at afholde udgifter på vegne af selskabet, og gjort gældende, at dele af indsætningerne vedrørte tilbagebetaling af lån samt en udbetaling fra udlejeren af hans private bolig. A har ikke fremlagt dokumentation herfor og indsætningerne må derfor anses for indkomst, der er skattepligtige efter SL § 4.

Sagen angik for det første, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2016 og 2017, for det andet om sagsøgeren var skattepligtig af en række beløb, der blev indsat på hans fars konto, og for det tredje om skattemyndighederne havde overholdt ligningsfristen for indkomståret 2016.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde påvist eller sandsynliggjort, at hans skattepligt til Danmark skulle være ophørt i indkomstårene 2016 og 2017.

Efter sagsøgerens forklaring lagde retten til grund, at de omhandlede indbetalinger til sagsøgerens fars bankkonto vedrørte sagsøgeren. Efter bevisførelsen kunne det imidlertid ikke lægges til grund, at der var tale om lån til sagsøgeren, herunder at en del af midlerne skulle være videreformidlet som lån til andre.

Retten fandt således ikke, at de af sagsøgeren givne oplysninger støttedes af sagens dokumenter, hvorfor fristen for genoptagelse af skatteansættelsen for 2016 var omfattet af SFL § 27, stk. 1, nr. 5, om ekstraordinær genoptagelse som følge af grov uagtsomhed, og den forkortede ligningsfrist fandt derfor ikke anvendelse, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 534/2013.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen handlede om, hvorvidt et beløb på i alt 425.340 kr., som sagsøgeren havde modtaget fra et selskab, som han var direktør i, og som hans samlever var ejer af, skulle anses som et lån eller som løn.

Retten bemærkede, at sagsøgeren på baggrund af sin tilknytning til selskabet havde en skærpet bevisbyrde for, at han var retligt forpligtet til at tilbagebetale beløbet.

På trods af opfordringer fra skattemyndighederne havde sagsøgeren ikke fremlagt dokumentation for det påståede låns opståen, og sagsøgeren havde forklaret for retten, at han tilegnede sig pengene fra selskabet ved at tage penge kontant i kassen, samt at selskabet betalte regninger for ham. Retten fremhævede tillige, at der ikke forelå en skriftlig låneaftale, og at det ikke var godtgjort, at lånene var blevet bogført løbende, hvilket også var medvirkende til at rejse tvivl om realiteten af låneforholdet.

Retten fandt det endvidere ikke godtgjort, at der var sket indfrielse eller eftergivelse af det påståede lån.

Efter en samlet vurdering fandt retten, at sagsøgeren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at der var tale om et lån, herunder at han var retligt forpligtet til at tilbagebetale beløbet til selskabet. Der var derfor tale om skattepligtig indkomst, jf. SL § 4.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen angik, om sagsøgeren skulle beskattes af dels rådigheden over en bil ejet af et selskab, hvori sagsøgeren var direktør, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, dels værdien af et abonnement til et alarmsystem, jf. LL § 16, stk. 1, og dels en valutaindsætning, jf. SL § 4.

Retten fandt, at bilen havde stået til rådighed for sagsøgeren, og at han derfor skulle beskattes af værdien heraf, jf. LL § 16, stk. 4. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at bilen, der var indregistreret til privat personbefordring, var parkeret ved sagsøgerens private bopæl, og at han havde mulighed for at anvende bilen. Retten lagde endvidere vægt på, at sagsøgeren ikke førte et kørselsregnskab.

Hvad angik abonnementsudgiften fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at alarmsystemet, der var installeret på sagsøgerens og selskabets fælles adresse, blev erhvervet i selskabets interesse. Sagsøgeren skulle derfor ligeledes beskattes af udgiften til abonnementet, jf. LL § 16, stk. 1.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren skulle beskattes af et valutabeløb, der var indsat på selskabets bankkonto og samtidig godskrevet sagsøgerens mellemregningskonto med selskabet, jf. SL § 4. Retten lagde vægt på, at beløbet måtte anses for at være selskabets midler og tilsidesatte derved sagsøgerens forklaring om, at beløbet udgjorde et lån til selskabet.

Sagen handlede om, hvorvidt skattemyndighedernes var berettiget til skønsmæssigt at forhøje sagsøgerens indkomst i indkomstårene 2012-2014 i anledning af hævninger fra et selskab, hvori sagsøgeren i de pågældende indkomstår var registreret som direktør, samt om der var anledning til at tilsidesætte det skøn, som forhøjelserne var udtryk for.

Sagen handlede ligeledes om, hvorvidt Skattestyrelsen havde overholdt fristerne for, hvornår en skatteansættelse kan ændres.

Retten fandt, at sagsøgeren som direktør i selskabet havde leveret en arbejdsydelse til selskabet, hvorefter der var grundlag for at antage, at sagsøgeren var blevet ydet et vederlag for det udførte arbejde.

Retten fremhævede, at det var sagsøgeren, der havde bevisbyrden for, at de hævede beløb var foretaget i selskabets interesse, samt at skattemyndighedernes indkomstskøn var udøvet på et forkert grundlag eller havde medført et åbenbart urimeligt resultat.

Herefter fandt retten, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden, hvorefter der ikke var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, der ifølge retten både måtte anses for lempelig og i hvert fald ikke urimeligt. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at der ved skønnet var taget hensyn til løn til uregistrerede og uidentificerbare medarbejdere samt udokumenterede udgifter til bl.a. forsikring, brændstof og administration.

Retten fandt ligeledes, at sagsøgeren havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet de modtagne beløb fra selskabet, hvorefter skattemyndighederne havde været berettiget til at ansætte sagsøgeren ekstraordinært.

Sagen handlede om, hvorvidt det var berettiget, at SKAT (nu Skattestyrelsen) havde forhøjet sagsøgerens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2011-2013. Forhøjelserne var sket på grundlag af en række hævninger foretaget fra konti tilhørende tre selskaber, som sagsøgeren enten var hovedanpartshaver og/eller ejer af. Skatteministeriet gjorde i sagen gældende, at de hævede beløb var anvendt til betaling af sagsøgerens private udgifter. Denne opfattelse var dels baseret på, at sagsøgeren i de omhandlede indkomstår havde haft et meget lavt privatforbrug, et privatforbrug der endog i 2013 havde været negativt, og dels på hævningernes karakter og hyppighed samt på det forhold, at sagsøgeren for Skatteankenævnet havde erkendt, at han tidligere havde overført penge fra selskaberne til sine egne konti til betaling af bl.a. ejendomsskatter og afdrag på realkreditlån. Det var sagsøgerens opfattelse, at de hævede penge var udtryk for driftsudgifter for de tre selskaber, idet han i de pågældende indkomstår havde arbejdet i reality branchen, og de hævede beløb var anvendt til promovering.

For to af de omhandlede selskaber forelå der ikke regnskaber eller bogføringsmateriale for de indkomstår, der var til prøvelse i sagen. For det tredje selskab blev SKAT ved sagens behandling for Skatteankenævnet præsenteret for noget regnskabsmateriale. Dette førte til, at SKAT godkendte en række hævninger som værende selskabsudgifter og ikke private, hvorved sagsøgerens skattepligtige indkomst var blevet nedsat.

Ved sin afgørelse lagde retten vægt på, at sagsøgeren ikke havde bestridt, at han havde foretaget hævningerne i selskabet, men alene havde anført, at disse vedrørte selskaberne. Da der ikke forelå nogen dokumentation for, at hævningerne vedrørte selskaberne, hvilket sagsøgeren bar ansvaret for, og idet der i øvrigt ikke var grundlag for at fravige fra kravet om sædvanlig dokumentation af udgiftsafholdelse, blev Skatteministeriet frifundet.

Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen var skattepligtig af en række kontante indsætninger på hans bankkonto på i alt 1.737.543 kr. i indkomstårene 2012 til 2014.

Skatteyderen gjorde gældende, at størstedelen af indsætningerne stammede fra hævninger fra hans MasterCards, som herefter var genindsat på bankkontoen, samt at en mindre del stammede fra lån, tilbagebetaling af udlæg og indbetaling af depositum. Skatteyderen havde under sagens forberedelse bl.a. fremlagt kontoudskrift for hævninger fra ét MasterCard, hvoraf fremgik at der i perioden 2012-2014 var hævet ca. 839.000 kr.

Retten fandt, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at de kontant indsatte beløb stammede fra beskattede midler. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ikke løftet. Retten anførte bl.a., at der kun i meget begrænset omfang var tidsmæssig og beløbsmæssig sammenhæng mellem de kontante indsætninger og hævningerne fra det ene Mastercard, og at der ikke i øvrigt var bilag i sagen, der relaterede sig til indsætningerne på ca. 1,7 mio. kr. Retten bemærkede, at der var konstateret yderligere indsætninger på skatteyderens bankkonto, som ikke var indeholdt i SKATs forhøjelse, hvorfor SKATs forhøjelse måtte anses for konservativ. Retten fandt derfor, at der ikke var grundlag for at nedsætte SKATs forhøjelse på baggrund af indbetalingen af depositum.

Endelig fandt retten, at skatteyderen havde handlet hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne for ekstraordinær ansættelse i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, derfor var opfyldt.

Sagen omhandlede, hvorvidt sagsøgeren havde godtgjort, at en indsætning på 65.000 euro på sagsøgerens bankkonto i 2014, var undtaget fra beskatning, fordi indsætningen vedrørte refusion af et udlæg, som sagsøgeren personligt havde afholdt for et Y1-landsk selskab.

Retten fandt det ikke godtgjort, at det indsatte beløb på 65.000 euro ikke var skattepligtigt. Retten bemærkede i den forbindelse, at der ikke forelå objektive beviser, der understøttede sagsøgerens forklaring om, at beløbet udgjorde tilbagebetaling af udlæg, som han personligt havde foretaget på vegne af det Y1-landske selskab. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren havde handlet groft uagtsomt, og at der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5.

Sagsøgeren var skattepligtig af en række indsætninger på hans bankkonto, idet sagsøgeren ikke havde godtgjort, at indsætningerne stammede fra lån og tilbagebetaling af lån fra venner og familie. Sagsøgerens forklaringer var således ikke bestyrket ved objektive kendsgerninger. Retten bemærkede i den forbindelse, at det skatteretlige dokumentationskrav gjaldt uanset kulturel baggrund. Den omstændighed, at SKATs straffesagsenhed havde afsluttet straffesagen mod sagsøgeren med en henstilling og uden sanktion var uden betydning for den civilretlige vurdering i skattesagen. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Retten fandt, at skatteyderen uberettiget havde godskrevet sin mellemregning med selskabet, og han skulle derfor beskattes af maskeret udbytte. Retten fandt desuden, at skatteyderen var skattepligtig af overførsler til hans konto fra udlandet, fordi han ikke havde dokumenteret, at der var tale om et lån.

I selskabets sag, der blev behandlet sammen med hovedaktionærens sag, blev selskabet nægtet fradrag for afholdelse af udgifter til opfyldelse af en dom, da udgifterne var selskabet uvedkommende.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen angik en skønsmæssig forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2013 og 2014, som skattemyndighederne havde foretaget på grundlag af en privatforbrugsopgørelse for sagsøgerens husstand, der udviste et negativt privatforbrug for husstanden i de pågældende indkomstår.

Retten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgeren i årene 2000-2012 havde sparet 600.000-700.000 kr. op i kontanter, som han havde brugt til at finansiere sit privatforbrug i 2013 og 2014.

Retten fandt det heller ikke godtgjort, at SKATs skønsmæssige ansættelse af husstandens privatforbrug, som var baseret på dels faktiske konstaterede udgifter, dels et skøn, var fastsat for højt.

Endelig fandt retten det ikke godtgjort, at en del af den skønsmæssige forhøjelse, som var foretaget på baggrund af en opgørelse af husstandens privatforbrug, skulle henføres til sagsøgerens ægtefælle og ikke som sket udelukkende til sagsøgeren.

Sagen angik, om sagsøgeren med rette var blevet beskattet af en lang række overførsler og kontantindsættelser på sagsøgerens bankkonto. Retten fastslog, at bevisbyrden - efter de anførte oplysninger om sagsøgers indtægtsforhold - påhvilede sagsøgeren. Retten fandt, at sagsøgeren hverken havde godtgjort, at indsættelserne udgjorde lån, som var ydet til ham af en række personer i det Y1-land miljø, eller donationer til Y1-land Forening.

Sagen angik endvidere, om sagsøgeren med rette var blevet beskattet af en række foretagne valutavekslinger. Retten lagde til grund, at de pågældende vekslinger var foretaget af sagsøgeren. Efter vekslingernes beløbsmæssige størrelser sammenholdt med oplysninger om sagsøgers beregnede privatforbrug, fandt retten, at skattemyndighederne havde haft fornødent grundlag for at foretage den omhandlede forhøjelse af sagsøgeres indkomst.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Retten fandt efter en samlet vurdering, at skatteyderen personligt - og ikke et i Y3-land indregistreret selskab - var rette indkomstmodtager af indtægter oppebåret ved såkaldt affiliatevirksomhed. Retten fandt endvidere, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive indtægterne, og at skatteyderens skatteansættelse for 2007 derfor kunne genoptages efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5. Der deltog tre dommere ved afgørelsen af sagen.

Sagen angik dels om sagsøgeren havde godtgjort, at han skulle beskattes af løn fra en række virksomheder som indberettet, dels om sagsøgeren var skattepligtig af indsætninger på hans bankkonto, og dels om sagsøgeren var berettiget til ekstraordinær genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 2012.

For så vidt angår lønindberetningerne fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at SKAT ikke havde været berettiget til at annullere de pågældende lønindberetninger samt overføre en del af disse til en anden arbejdsgiver som pligtsubjekt.

For så vidt angår indsætningerne på sagsøgerens bankkonto fandt retten, at der i mangel af dokumentation for det modsatte ikke var grundlag for ikke at anse de pågældende indsætninger som skattepligtig indkomst.

Endelig for så vidt angår sagsøgerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse fandt retten, at 6-månedersfristen efter SFL § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke var opfyldt. Retten fandt videre, at sagsøgeren ikke havde gjort SFL § 27, stk. 2, sidste pkt., gældende, og således heller ikke godtgjort, der var forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne bevirke, at anmodningen om alligevel bør behandles, uanset at den er indgivet efter 6-månedersfristen.

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet.

Sagen angik, om en række indsætninger på to bankkonti tilhørende G1-Forening skulle henføres til sammenslutningen, eller om en andel af indsætningerne skulle henføres til de to sagsøgte, der havde fuldmagt til kontiene.

Skatteministeriet gjorde overordnet gældende, at indsætningerne skulle henføres til fuldmagtshaverne, og at de sagsøgte derfor var skattepligtige af en andel af indsætningerne. Ministeriet gjorde herunder gældende, at de sagsøgte bar bevisbyrden for, at indsætningerne ikke skulle henføres til dem, og at denne bevisbyrde ikke var løftet.

De sagsøgte indleverede ikke svarskrift i sagen, og retten afsagde dom efter Skatteministeriets påstand om forhøjelse af de sagsøgtes skattepligtige indkomster for 2015 med en andel af indsætningerne.

Sagen angik, om en skatteyder var skattepligtig af kontantindsætninger for 598.950 kr. på hendes bankkonti i indkomståret 2015.

Skatteyderen gjorde gældende, at indsætningerne var foretaget af hendes ægtefælle, der tidligere havde hævet og opbevaret pengene for hende. Skatteyderen forklarede, at pengene oprindeligt stammede fra salg af en bil i Y1-land og hendes ægtefælles salg af fast ejendom i Danmark, og at hun tidligere havde lånt pengene ud til et selskab.

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at indsætningerne stammede fra allerede beskattede eller skattefrie midler, da skatteyderen ikke havde fremlagt dokumentation for sin forklaring, og da der ikke var tidsmæssig sammenhæng mellem de forskellige transaktioner. Sagsøgerens forklaring om, at hun gerne ville have pengene hos sig fysisk, bl.a. fordi man gjorde sådan i Y1-land, hvor hun var fra, kunne ikke føre til et andet resultat, allerede fordi sagsøgeren tidligere havde haft 750.000 kr. henstående på sin konto.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagen angik, om sagsøgeren havde haft rådighed over og anvendt en bil tilhørende sagsøgerens bror, og om sagsøgeren følgelig skulle beskattes heraf i medfør af SL § 4. På dagen for forberedelsens afslutning fremlagde sagsøgeren nye dokumentbeviser, og Skatteministeriet tog på baggrund af dette nye materiale bekræftende til genmæle over for sagsøgerens principale påstand.

Retten fandt i sin afgørelse vedrørende sagens omkostninger, at der forelå sådanne særlige grunde, at Skatteministeriet som den tabende part ikke skulle betale sagsomkostninger til sagsøgeren, jf. RPL § 312, stk. 3. Retten lagde herved vægt på, at sagsøgeren både under skriftvekslingen og den forudgående administrative behandling af sagen havde været opfordret til at fremlægge det omhandlede materiale, at sagsøgeren ikke på nogen måde havde sandsynliggjort, at han ikke kunne have fremskaffet materialet tidligere, og at materialet fandtes at være et helt afgørende bevis i sagen.

Sagen handlede i første række om, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig af to beløb på i alt ca. 1 mio. kroner, som hendes tidligere samlever i Schweiz havde overført til hendes konto i 2007 og 2010. I anden række handlede sagen om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt.

Sagsøgeren gjorde gældende, at hun havde erhvervet ret til de to beløb ved en mundtlig aftale indgået med hendes tidligere samlever, da hun var bosiddende i Schweiz, og at hun derfor ikke var skattepligtig til Danmark af beløbene. Hun gjorde desuden gældende, at hun ikke havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive de to beløb.

Den tidligere samlever afgav vidneforklaring for landsretten.

Landsretten fandt, at den tidligere samlevers forklaring ikke understøttede sagsøgerens forklaring om, at de omstridte beløb var overført til hende i henhold til en aftale indgået mellem dem, mens hun boede i Schweiz, hvorefter han påtog sig at betale beløbet på baggrund af, at hun igennem 6 år havde arbejdet i hans virksomhed uden at få løn.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Spørgsmålet i sagen var, om skatteyderen skulle beskattes af en række indsætninger på sin bankkonto og af en række hævninger fra to selskabers konti, som han har deltaget i direktionen af. Skattemyndighederne havde forhøjet skatteyderens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2011-2013 med i alt 1.684.487 kr.

Skatteyderen gjorde bl.a. gældende, at en række af indsætningerne stammede fra lån fra familie, salg af ejendele, løn og opsparing. Han gjorde også gældende, at hævningerne, han havde foretaget fra de to selskabers konti, var anvendt til at dække det ene selskabs udgifter henholdsvis overleveret til det andet selskabs direktør.

Skatteministeriet påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at der for skatteyderen måtte gælde en skærpet bevisbyrde som følge af de usædvanlige forklaringer og hændelsesforløb og henset til de skiftende forklaringer.

Retten tog Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge. Retten fandt det ikke godtgjort - uanset de afgivne forklaringer - at visse af indsætningerne stammede fra et reelt gældsforhold med tilbagebetalingspligt. Retten fandt det heller ikke godtgjort, at en indsætning var til brug for et forretningspartnerskab, der ikke blev til noget. Endelig fandt retten det ikke godtgjort, at en del af indsætningerne stammede fra skatteyderens salg af ejendele, fra en tidligere stillet garanti, fra løn og opsparing, eller at sagsøgeren havde anvendt de betydelige hævninger fra to selskabers konti til at dække det ene selskabs udgifter henholdsvis overlevere til det andet selskabs direktør.

Den ene skattepligtige havde i 2010 modtaget en række indsætninger på sin bankkonto på i alt 503.105 kr., og den anden skattepligtige havde i 2010 og i 2011 modtaget en række indsætninger på sin bankkonto på i alt 222.475 kr. Der var anlagt to sager, som blev sambehandlet.

De skattepligtige gjorde gældende, at indsætningerne stammede fra allerede beskattede midler fra en eller flere bankbokse, herunder tidligere hævninger.

Skatteministeriet gjorde gældende, at indsætningerne udgjorde skattepligtig indkomst, bl.a. under henvisning til, at hændelsesforløbet ikke er støttet af objektive kendsgerninger, og at der var givet skiftende forklaringer om et usædvanligt hændelsesforløb.

Skatteministeriet blev frifundet i begge sager.

Sagsøgeren var ansat og direktør i et selskab, hvori hans far ejede 50% af anpartskapitalen. I 2008 blev der oprettet et tillæg til sagsøgerens ansættelsesaftale, hvorefter sagsøgeren fraskrev sig vederlag, indtil selskabets finansielle situation tillod udbetaling heraf. Ifølge tillægget tilstræbte selskabet, at vederlag blev afregnet med tilbageværende virkning, når og hvis selskabets økonomiske situation tillod det. Selskabet gik konkurs i 2012.

Sagsøgeren, der ikke fik udbetalt løn efter 1. oktober 2008, havde fået forhøjet sin indkomst for 2008-2010 med ikke udbetalt løn.

Retten fandt efter en samlet vurdering, at sagsøgeren ikke havde afgivet et sådant blankt og uigenkaldeligt afkald, at han var fritaget for beskatning, jf. SL § 4, litra c.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Sagen drejede sig om, hvorvidt nogle indsætninger, som sagsøgeren modtog på sin konto i 2012, var skattepligtig indkomst for hende.

Retten fandt, at 3 af de 4 indsatte beløb alene blev overført til sagsøgerens konto, således at hun kunne videreoverdrage pengene til sin søn, og at en sådan kortvarig besiddelse af de pågældende beløb ikke medførte, at beløbene havde tilhørt sagsøgeren som et formuegode, der skulle beskattes hos hende.

Ikke skattepligtigt.

Skattemyndighederne forhøjede for indkomståret 2013 en skatteyders indkomst med i alt 580.000 kr. Forhøjelsen svarede til en række større beløb, som i det pågældende indkomstår var overført til skatteyderens konto fra en bekendt. I indkomståret 2012, der ikke var en del af sagen, var der overført yderligere 320.000 kr. fra den pågældende. Skatteyderen gjorde gældende, at beløbene hidrørte fra lån, som alle skulle tilbagebetales.

Retten fastslog, at det i den foreliggende situation, hvor en bekendt i løbet af 2012 og 2013 indsatte pengebeløb på i alt 900.000 kr. på skatteyderens bankkonto, sammenholdt med oplysningerne om skatteyderens økonomiske situation i 2012-2013 og årene derefter, påhvilede skatteyderen at godtgøre, at de i 2013 indsatte beløb var skattefrie lånebeløb. Et gældsbrev, der først var oprettet efter skattesagens opstart, var ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at der var tale om et reelt gældsforhold, hvorfor Skatteministeriet blev frifundet.

Sagen handlede om, hvorvidt 26 indsætninger på skyldnerens private og erhvervsmæssige konti i løbet af 2012 var skatte- og momspligtig indkomst. Beløbene udgjorde i alt omkring 500.000 kr. Retten fandt, at skatteyderen under disse omstændigheder skulle godtgøre eller sandsynliggøre, at indbetalingerne/indsætningerne hidrørte fra midler, der allerede var beskattet, eller som var undtaget fra beskatning.

Skatteyderen erkendte i sin forklaring for retten, at to af indsætningerne ved en fejl ikke var selvangivet. Om en indbetaling havde skatteyderen gjort gældende, at beløbet angik hans ægtefælles virksomhed for bedækning af en hest. Retten fandt, at en kvittering for indberetning af en bedækning ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at beløbet ikke endeligt tilkom ham. Tre indsætninger, på i alt 364.680 kr., var udbetalt umiddelbart efter hver indsætning og skulle angiveligt herefter have været indbetalt til hans sønners og brors virksomhed. Retten fandt, at sagsøgerens forklaring dels var skiftende, usikker og på inden måde overbevisende, ligesom den ikke var underbygget af nogen form for objektive beviser.

Tre indsætninger på i alt 22.000 kr. angik angiveligt tilbagebetaling fra en ven for udlæg i forbindelse med jagtrejser. Som dokumentation herfor fremlagde skatteyderen fakturaer fra rejsebureauet samt erklæringer fra rejsebureauet og vennen om, at vennen havde deltaget i rejserne. Retten udtalte, at uanset om skatteyderen og vennen havde været på jagtture, var der ikke overensstemmelse mellem indbetalingerne og sagsøgerens forklaring. En indbetaling påstod skatteyderen angik tilbagebetaling fra en søn for køb af et jakkesæt. I en e-mail havde sønnen erklæret sig enig heri, men påstanden var ikke understøttet af objektive beviser. Retten udtalte, at den overordnet ikke fandt, at de skriftlige erklæringer på e-mail har den samme vægt som en vidneførsel, da retten dermed ikke har mulighed for at danne sig et umiddelbart indtryk af vidnets troværdighed.

På den baggrund fandt retten ikke, at skatteyderen i tilstrækkelig grad havde godtgjort eller sandsynliggjort, at indsætningerne på hans konti hidrørte fra midler, der allerede var beskattet, eller som ikke skulle beskattes hos ham. Retten var derfor enig i Landsskatterettens afgørelse om at anse pengene for at være skattepligtig indkomst. Som følge heraf erklærede retten sig også enig i Landsskatterettens forhøjelse af skatteyderens momstilsvar.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Skatteyderen var for indkomstårene 2006-2011 blevet beskattet af online pokergevinster. Spørgsmålet var, om skatteyderen havde godtgjort, at gevinsterne helt eller delvist var vundet på skattefrie hjemmesider, jf. SKM2004.121.DEP.

Retten fandt det ikke godtgjort, at samtlige gevinster var skattefrie og fandt endvidere ikke, at det kunne kritiseres skattemyndighederne, at der i skønnet over skattepligtige gevinster ikke var taget hensyn til ikke-dokumenterede kumulerede gevinster pr. 31. december 2005.

Skattemyndighederne havde lagt til grund, at samtlige skatteyderens gevinster var skattepligtige, og at en del var vundet på den skattepligtige spilleside G1. Under retssagen anerkendte Skatteministeriet, at en del af gevinsterne hidrørte fra spil på skattefrie spillesider. Derudover fandt retten det bevist, at et yderligere beløb var vundet på en skattefri spilleside. Henset dertil, og til at retten ikke fandt det bevist, at skatteyderen havde spillet på G1, fandt retten, at skattemyndighedernes skøn var udøvet på et forkert grundlag.

For indkomstårene 2006-2008 var der tale om ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 5. For så vidt angår gevinster fra en specifik spilleside, som - ifølge et ikke-offentliggjort bindende svar fra SKAT til en anden skatteyder - var en skattepligtig spilleside, fandt retten ikke, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive gevinsterne. Retten lagde vægt på en korrespondance, som skatteyderen havde haft med den pågældende spilleside forud for opstarten af spilleaktiviteterne på siden og på, at SKAT i sin afgørelse selv anførte, at spillesiden var skattefri. Det var derimod mindst groft uagtsomt, at skatteyderen ikke havde selvangivet sine øvrige skattepligtige gevinster.

Det var ikke i strid med SFL § 27, stk. 2, 4. pkt., at SKAT traf afgørelse uden at meddele skatteyderen (yderligere) udsættelse af fristen for at komme med bemærkninger til agterskrivelsen.

Retten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren skulle beskattes af en række indsætninger i 2011 på hans bankkonti fra 1) navngivne personer, 2) et selskab samt 3) ukendte kilder på i alt 543.056 kr.

Sagsøgeren gjorde gældende, at indsætningerne stammede fra lån fra venner og familie henholdsvis en forudbetaling af en ordre fra et selskab, som sagsøgeren efterfølgende tilbageoverførte til selskabet i forbindelse med sagsøgerens annullation af ordren.

Skatteministeriet gjorde gældende, at sagsøgeren skulle bevise, at indsætningerne ikke er skattepligtig indkomst, og at han ikke havde løftet denne bevisbyrde.

For så vidt angår indsætningerne fra venner og familie samt de ukendte kilder gjorde Skatteministeriet bl.a. gældende, at de fremlagte låneerklæringer måtte tillægges ringe bevisværdi, idet de var udarbejdet til brug for den administrative behandling af sagsøgerens skattesag, og at der i øvrigt var tale om skiftende forklaringer, hvilket måtte komme sagsøgeren bevismæssigt til skade.

For så vidt angår indsætningerne fra selskabet gjorde Skatteministeriet bl.a. gældende, at der ikke forelå objektiv dokumentation til støtte for sagsøgerens forklaring om, at indsætningerne fra selskabet skulle stamme fra en forudbetaling af en ordre, og at det af sagsøgeren overførte beløb til selskabet kunne vedrøre hvad som helst. Hertil kom, at hændelsesforløbet i relation til indsætningerne fra selskabet måtte anses som usædvanligt, idet sagsøgeren bl.a. havde overført mere til selskabet, end selskabet havde overført til ham, og baggrunden herfor var udokumenteret, hvorfor bevisbyrden måtte være skærpet.

Retten frifandt Skatteministeriet. I forbindelse med indsætningerne fra navngivne personer og ukendte kilder, lagde retten vægt på, at forholdene ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, og at bevisbyrden var skærpet. I forbindelse med indsætningerne fra selskabet lagde retten vægt på, at forløbet ikke var støttet af objektive kendsgerninger, og at det må formodes, at der har været andre transaktioner mellem sagsøgeren og selskabet end de, som var snævert forbundne til den pågældende ordre.

Sagen drejede sig om en skatteyder, hvis skattepligtige indkomst for 2012 var blevet forhøjet skønsmæssigt af skattemyndighederne på baggrund af i alt 8 indsætninger på skatteyderens bankkonto. Skatteyderen var ansat i en virksomhed, som havde overført beløbene til skatteyderen. Til støtte for, at indsætningerne ikke var skattepligtige, gjorde skatteyderen gældende, at han udlånte sin konto til nogle underleverandører, så de kunne modtage udbetalinger fra den virksomhed, som skatteyderen var ansat i. Ud over indsætningerne på skatteyderens konto havde skatteyderen tillige fået udbetalt løn fra virksomheden på i alt 82.000 kr. i 2012.

Skatteministeriet gjorde gældende, at indsætningerne ikke var holdt adskilt fra skatteyderens øvrige formue, ligesom der var tale om en usædvanlig forretningsgang, hvorfor det påhvilede det skatteyderen at bevise, at beløbene ikke var skattepligtige. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ifølge Skatteministeriet ikke løftet.

Retten fandt, at konstruktionen med udlån af kontoen i sig selv måtte anses for ganske usædvanlig. Hertil kom, at der på 6 ud af de 8 fakturaer fra underleverandørerne netop var angivet et kontonummer, hvortil betaling kunne ske, og at posteringsteksterne på indbetalingerne ikke indikerede, at der skulle være tale om beløb til videreformidling til underleverandører. Der var endvidere ikke sammenhæng mellem indbetalingerne på skatteyderens konto og de af ham foretagne kontanthævninger i perioden. Videre lagde retten vægt på, at skatteyderen havde forklaret, at han i indkomståret 2012 arbejdede fuld tid hos virksomheden, men alene fik udbetalt 82.000 kr. På den baggrund fandt retten ikke, at skatteyderen havde løftet bevisbyrden for, at indsætningerne ikke skulle beskattes hos skatteyderen. Retten bemærkede, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at Skatteministeriet ikke havde bestridt ægtheden af fakturaerne.

Skatteministeriet blev på baggrund heraf frifundet.

Skatteyderens skattepligtige indkomst blev forhøjet med 480.000 kr. i indkomståret 2009, da skattemyndighederne havde fundet, at skatteyderen havde et negativt privatforbrug.

Skatteyderen gjorde gældende, at der ikke var grundlag for at foretage en skønsmæssig ansættelse, og at det udøvede skøn skulle tilsidesættes som åbenbart urimeligt, og fordi det var baseret på en række forkerte forudsætninger.

Retten fandt, at skatteyderen nødvendigvis måtte have haft andre indtægter end de oplyste, og at SKAT derfor havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse.

Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skatteansættelsen som åbenbart urimelig.

SKATs skøn var baseret på Danmarks Statistiks opgørelse over det gennemsnitlige privatforbrug i 2009 for en husstand med to voksne og børn.

Retten fandt, at skønsudøvelsen ikke eller ikke alene skal ske på grundlag af et abstrakt gennemsnitstal, men i stedet - såfremt det er muligt - bør udøves på grundlag af en konkret, empirisk vurdering af, hvad den konkrete skatteyder og dennes familie faktisk har haft til rådighed.

Skatteansættelsen blev derfor hjemvist til fornyet behandling hos SKAT.

SKM2017.684.BR

Sagen angik, om sagsøgerens indkomst for 2010 skulle forhøjes med en række indsættelser på en bankkonto benævnt klientkonto, som var oprettet i sagsøgerens navn. Herudover var spørgsmålet, om sagsøgeren havde dokumenteret, at en overførsel på 200.000 kr. fra klientkontoen til sagsøgerens private konto angik et privat lån og derfor ikke var skattepligtigt hos sagsøgeren. Endelig var spørgsmålet i sagen, om sagsøgeren i indkomstårene 2009 og 2010 skulle beskattes af værdien af rådighed over fri sommerbolig.

For så vidt angår indsættelserne på sagsøgerens konto for klientmidler konstaterede retten, at sagsøgeren udelukkende havde fremlagt sporadisk og mangelfuld dokumentation for, hvad indsættelserne på klientkontoen skulle vedrøre. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren i strid med sine pligter som advokat havde undladt at holde private midler adskilt fra klientmidler. På den baggrund fandt retten, at skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af hans skattepligtige indkomst for 2010.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde ført det fornødne sikre bevis for, at de skønsmæssige ansættelser var åbenbart urimelige eller hvilede på et forkert grundlag, og der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse af sagsøgerens indkomst. På den baggrund tiltrådte retten den skønsmæssige forhøjelse, dog med en nedsættelse for indkomståret 2010 på 4.400 kr. som skattemyndighederne havde anerkendt under retssagen.

I relation til det påståede lån fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han i 2010 lånte 200.000 kr. af et britisk selskab. Retten lagde vægt på, at sagsøgerens forklaring ikke var tilstrækkeligt bestyrket af objektive kendsgerninger. Den påståede långivers bekræftelse af låneforholdet ved en e-mail fremlagt i sagen kunne ikke tillægges betydning, da e-mailen var indhentet til brug for skattesagen, og da oplysningerne i e-mailen i øvrigt ikke stemte overens med de faktiske pengestrømme i sagen.

SKM2017.682.BR

Sagen handlede om en skatteyder, som indsatte og fik overført i alt 399.780 kr. i indkomstårene 2009 og 2010. Skatteyderen gjorde gældende, at midlerne vedrørte tilbagebetaling af et udlån, betaling af forældres regninger, udlæg for venner og indsætning af egne kontante midler.

SKAT og Landsskatteretten forhøjede hans skattepligtige indkomst med beløbet.

Skatteyderen fremlagde bl.a. et gældsbrev og kontoudtog, som støttede hans forklaring. Hans bror og far afgav endvidere samstemmende forklaringer om midlernes oprindelse.

Retten fandt, at det var skatteyderens bevisbyrde, at midlerne ikke var skattepligtig indkomst for ham i 2009 og 2010. Efter en samlet vurdering af det forklarede, de fremlagte dokumenter, og at en række oplysninger først fremkom under hovedforhandlingen, fandt retten, at skatteyderens forklaring ikke i fornødent omfang var understøttet af objektiv dokumentation, der gjorde det muligt at følge de oplyste pengestrømme for 397.780 kr.

Skatteministeriet blev derfor frifundet for denne del af sagen. Retten fandt derudover, at skatteyderen i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at en indsætning på 2.000 kr. var et udlæg for en ven. Retten lagde vægt på, at det forklarede havde støtte i en fremlagt kopi af et kontoudtog.

Skatteministeriet blev på denne baggrund frifundet for 397.780 kr., men skulle anerkende, at skatteyderens skattepligtige indkomst for 2010 nedsættes med 2.000 kr.

SKM2017.614.BR

Sagen handlede om en skatteyder, som fik indsat 288.774 kr. på sin bankkonti ved en række overførsler i 2009 og 2010. Skatteyderen gjorde gældende, at indsætningerne vedrørte tilbagebetalinger fra udlån, udlæg, bryllupsgaver og egne hævede og genindsatte midler.

Spørgsmålet for retten var, om skatteyderen var skattepligtig af indsætningerne. Skatteyderen fremlagde bl.a. et gældsbrev og kontoudtog, som støttede hans forklaring. Hans bror og hustru afgav endvidere samstemmende forklaringer om midlernes oprindelse.

Retten fandt, at det var skatteyderens bevisbyrde, at midlerne ikke var skattepligtig indkomst for ham i 2009 og 2010. Efter en samlet vurdering af det forklarede og de fremlagte dokumenter, fandt retten, at skatteyderens forklaring ikke i fornødent omfang var understøttet af objektiv dokumentation, der gjorde det muligt at følge de oplyste pengestrømme.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2017.233.BR

Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder var skattepligtig af indsætninger på sin bankkonto i 2011. Der var i 2011 indsat i alt 299.266 kr. ved 4 kontante indsætninger og 1 bankoverførsel.

Skatteyderen gjorde gældende, at indsætningerne vedrørte tilbagebetaling af to udlån fra skatteyderens brødre, og at bankoverførslen var refusion af udgifter, som han havde afholdt for en ven. Under sagens forberedelse fremlagde skatteyderen erklæringer om optagelse og tilbagebetaling af lån samt afholdelse og refusion af udgifter.

Retten fandt, at skatteyderen skulle bevise, at indsætningerne vedrørte allerede beskattede midler. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ikke løftet. Retten anførte, at de afgivne forklaringer og erklæringer ikke var bestyrket ved objektive kendsgerninger. Videre anførte retten, at skatteyderen for skattemyndighederne og under retssagen havde afgivet skiftende forklaringer om, hvorfra pengene stammede, ligesom brødrenes vidneforklaringer ikke var i overensstemmelse med de af dem afgivne erklæringer.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2016.383.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen, A, med rette var anset for skattepligtig af et beløb på 700.000 kr. i indkomståret 2009. Beløbet blev fundet over loftbeklædningen på A's værksted i forbindelse med en politiransagning.

A gjorde gældende, at beløbet ikke var skattepligtigt, da det stammede fra salg af en række private genstande samt fra et beløb hævet på sin samlevers konto.

Retten fastslog, at A ubestridt havde bevisbyrden for, at det omtvistede kontantbeløb på 700.000 kr. ikke var skattepligtigt eller stammede fra allerede beskattede midler.

Retten fandt, at A ikke havde løftet denne bevisbyrde, og lagde navnlig vægt på, at de afgivne forklaringer ikke var understøttet af objektive beviser. For så vidt angik det beløb, som A havde hævet kontant fra sin samlevers konto, lagde retten endvidere vægt på, at handlingen forekom usædvanlig.

Spørgsmålet var herefter, om en del af det skattepligtige beløb på 700.000 kr. burde have været beskattet i indkomståret 2008. Under hensyn til, at beløbet blev fundet i forbindelse med en ransagning i 2009, fandt retten, at det måtte have formodningen for sig, at beløbet var tilgået A i indkomståret 2009. Det påhvilede derfor A at godtgøre, at en del af det skattepligtige beløb var tilgået ham i indkomståret 2008.

Retten fandt, at A ikke havde løftet denne bevisbyrde, og bemærkede i den forbindelse, at der ud over oplysningerne om det hævede kontantbeløb og købesummen fra en privat genstand ikke havde været nogen bevisførelse vedrørende hvordan, hvorfor og hvornår pengene var tilgået A. Skatteministeriet blev derfor frifundet. Skattepligt

SKM2011.265.BR

Sagsøger skulle beskattes af værdien af et jordstykke som en gave. Erhvervelsen var tinglyst, men jordstykket blev faktisk betalt af sagsøgers fætter. Det var uden betydning, at der var indgået en aftale om, at fætteren kunne anvende jordstykket vederlagsfrit, ligesom han på et senere tidspunkt skulle have jordstykket overdraget vederlagsfrit.

Gave. Skattepligtig indtægt.

SKM2011.81.BR

Sagen handlede om, hvorvidt en række overførsler til sagsøgerens bankkonto skulle anses for skattepligtig indkomst eller et lån. Retten lagde vægt på, at sagsøgeren regelmæssigt havde overført penge til långiver, og at hun samlet havde tilbageført meget betydelige beløb til denne. Retten lagde derudover til grund, at sagsøgeren forud for bankoverførslerne havde erlagt kontante beløb til långiver, og at disse overførsler var i overensstemmelse med afdragsprofilen i lånedokumentet. Endelig lagde retten vægt på forklaringen afgivet af långiver. Uanset at lånet var ydet på særlige vilkår, fandt retten det herefter godtgjort, at der var tale om et lån. Skattefrit lån.

Landsskatteretskendelser

SKM2021.653.LSR

Klageren har oplyst, at han i 2010 eller 2011 købte en Playstation, hvorpå der lå 3 bitcoins, og at han ved købet ikke var opmærksom på, at disse fulgte med, hvorfor han umuligt kan have haft spekulationshensigt. Videre har klageren oplyst, at der ikke findes kvittering for købet.

Det foreligger ingen oplysninger om sælgeren af den omhandlede Playstation, herunder om sælgeren var opmærksom på, at der lå 3 bitcoins på denne.

I 2017 og 2018 solgte klageren de 3 bitcoins for i alt 166.693 kr.

Da klageren herved således faktisk har oppebåret fortjenester i de to indkomstår på i alt 166.693 kr., og da det ikke udelukker beskatning af fortjenesterne, at klageren angiveligt ikke var opmærksom på de 3 bitcoins ved købet af den omhandlede Playstation, er klageren skattepligtig af fortjenesterne, jf. SL § 4.

Med denne begrundelse stadfæster Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

SKM2018.105.LSR

Landsskatteretten fandt, at en klager måtte anses for skattepligtig af en præmie vundet ved en tv-konkurrence i 2005, jf. SL § 4, stk.1, litra f. Betingelserne i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, og stk. 2, ansås endvidere for opfyldt.

SKM2010.416.LSR

En privatperson måtte anses for skattepligtig af en "rabat", som han modtog fra en forsikringsformidler i forbindelse med tegning af en kapitalforsikring omfattet af PBL § 53 A. Skattepligt.

Skatterådets afgørelse er refereret i SKM2009.406.SR.

SKM2006.573.LSR

Landsskatteretten fandt, at udveksling af arbejdskraft og naturalier i forbindelse med et timebankprojekt ikke kunne karakteriseres som vennetjenester, men medførte indkomstskattepligt for modtagerne. Skattepligt.

Skatterådet

Spørger er medlem af en brancheorganisation. Brancheorganisationen foretager administration af Spørgers økonomi uden at kræve vederlag herfor. Det skal vurderes, om værdien af vederlagsfri administrationsydelser udgør skattepligtig indkomst for Spørger, og herefter om beskatningen kan elimineres ved et korresponderende fradrag for driftsomkostninger.

Skatterådet bekræfter, at de vederlagsfri administrationsydelser skal anses for at være et formuegode af pengeværdi, som er skattepligtigt for Spørger.

Skatterådet bekræfter, at Spørger kan opnå et korresponderende fradrag, da omkostningerne til ydelserne må anses for at vedrøre driften.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger, der var formand for en antenneforening, var skattepligtig af TV- og internetydelser til en samlet værdi af 8.233 kr. årligt, som spørger modtog fra antenneforeningens leverandør af TV og internet. Skatterådet var således enig med spørger i, at ydelserne var skattepligtige, idet Skatterådet ikke fandt, at ydelserne kunne anses for en skattefri repræsentationsgave.

Skatterådet kunne i den forbindelse ikke bekræfte, at værdien af TV- og internetydelserne kunne sættes til 50 % af det sparede.

Endvidere kunne Skatterådet ikke bekræfte, at deltagelse i et arrangement på en festival med overnatning, bespisning og transport til en værdi af 2.550 kr. plus værdien af frokost og aftensmad, hvor spørger var inviteret af leverandøren, var skattefri for spørger, uanset muligheden for at der kunne foregå uformaliserede drøftelser mellem spørger og spørgers kontaktpersoner hos leverandøren. Det var Skatterådets vurdering, at deltagelse i festivalarrangementet ikke tilgodeså antenneforeningens interesser i et omfang, der oversteg spørgers private interesse i at deltage. Det var derfor Skatterådets opfattelse, at invitationen til at deltage i festivalarrangementet ikke kunne anses for en skattefri repræsentationsgave for spørger.

Skatterådet kunne i den forbindelse bekræfte, at værdien af deltagelse i festivalarrangementet med transport, bespisning og overnatning kunne sættes til 50 % af det sparede, henset til den særlige praksis der gælder for værdiansættelse af repræsentationsgaver i form af rejser.

Spørger ønskede at refundere et beløb til en række af sine kunder med lån hos A, som følge af, at A havde forhøjet bidragssatserne på lånene.

Refusionen af bidragsbeløb vedrørte ikke et låneforhold mellem spørger og kunden, men et låneforhold mellem kunden og A.

Refusion som følge af forhøjede bidragssatser skulle beskattes som personlig indkomst efter PSL § 3, stk. 1. Skattepligtig indkomst. 

SKM2011.194.SR

Skatterådet bekræftede, at kommunens medarbejderes deltagelse i motionshold, og benyttelse af svømmehaller var et skattepligtigt gode for medarbejderne.

Til gengæld fandt Skatterådet, at aftaler, som kommunen har indgået med diverse leverandører og som indebærer, at der gives en rabat ved køb af varer hos leverandørerne, ikke var et skattepligtigt gode for medarbejderne.

Skatterådet fandt heller ikke, at en ordning, hvor der gives gratis fysioterapi, zoneterapi, massage, kiropraktik og akupunktur til de ansatte over 55 år, anses for at være et skattepligtigt gode for medarbejderne. Skattefri og skattepligtige personalegoder.

SKM2010.747.SR

Amatørfotografer var skattepligtige af betalinger for udført arbejde, selvom opdragsgiverne donerede betalingen til nødhjælpsorganisationer. Fotografernes indkomstafkald blev anset som dispositivt, idet forudsætningen for arbejdets udførelse var, at opdragsgiver ved kvittering dokumenterede betaling af et minimumsbeløb til en velgørende forening. Fotograferne var desuden skattepligtige af udstyr modtaget fra et fotofirma til brug for arbejdet. Udstyret blev anset som gaver ydet udenfor gaveafgiftskredsen, og der var skattepligt efter SL § 4. Skattepligtig indtægt.

SKM2010.420.SR

Skatterådet bekræftede, at forældre, der selv befordrer deres børn til skole, er skattepligtige af den godtgørelse, de efter reglerne i bekendtgørelse om godtgørelse for befordring af elever i folkeskolen, modtager fra kommunen. Udgifter kan modregnes efter et nettoprincip. Skattepligtig indtægt.

SKM2010.388.SR

Skatterådet bekræftede, at spørger skulle beskattes af tilskud fra Skov- og Naturstyrelsen til fritidsfaciliteter til brug for offentligheden. Skatterådet fandt dog, at de omkostninger spørger havde afholdt, som en betingelse for at opnå tilskuddet, kunne fradrages i tilskuddet efter nettoprincippet. Skattepligtig indkomst. Fradrag efter nettoprincippet.

SKM2010.146.SR

Skatterådet bekræftede, at det vil udløse beskatning for medarbejderne i Region A, hvis regionen tegner en ulykkesforsikring, der dækker medarbejderne under tjenstlig kørsel mellem egen bopæl og et midlertidigt arbejdssted, for eksempel et sted hvor der afholdes tjenstligt møde i en anden by end den by, hvor den faste arbejdsplads ligger. Skattepligt.

SKM2010.3.SR

Skatterådet bekræftede, at forældre, der deltager i en ordning om levering af frokostmåltid til eget barn i dagtilbud, vil være skattefri af den udbetaling, som en kommune i den anledning foretager til forældrene, jf. SL § 4. Ikke skattepligt.