Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

"Working Interests" skulle anses som ejerandele i amerikanske olieudvindingsvirksomheder og ikke som udbytteretter i henhold til AL § 40, stk. 2.

Skatteyderen havde ved at eje disse working interests reelt fået et medejerskab til de enkelte projekter, ikke blot til de mineraler, der blev indvundet men også til det produktionsudstyr mv., der knyttede sig til projektet.

Skatteyderen havde også ret til et eventuelt overskud i projektet og hæftede for et eventuelt underskud, idet hæftelsen dog var begrænset til det indskud, der var foretaget i de enkelte projekter. De erhvervede working interests blev anset for at være en andel af en erhvervsvirksomhed med olieudvinding og ikke som udbyttekontrakter, jf. AL § 40, stk. 2.

Antallet af ejere i de enkelte projekter var større end 10, og skatteyderen deltog ikke i væsentligt omfang i driften af de enkelte projekter. Indkomsten fra de enkelte projekter (working interests) var derfor omfatttet af anpartsreglerne, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 10 (nu 9).

Det var ikke godtgjort, at der eksisterede en administrativ praksis, hvorefter working interests skulle anses som udbyttekontrakter, der var afskrivningsberettigede efter AL § 40, stk. 2.

For Højesteret vedrørte sagen alene det sidstnævnte spørgsmål.

Principiel dom.

Stadfæster SKM2012.17.VLR.

Dommen omtales også i afsnit C.C.3.1.3.

SKM2004.297.HR

Højesteret statuerede, at et holdingselskab, hvis virksomhed udelukkende består i at besidde aktier eller anparter i et eller flere datterselskaber, anses for at være erhvervsdrivende ved anvendelsen af de skatteretlige regler, fordi det er anerkendt i selskabsretten, at disse virksomheder opfylder kravene til at være erhvervsmæssige.

Principiel dom.

Vedrørte den dagældende bestemmelse i LL § 8 J.

Stadfæster SKM2002.562.ØLR tidligere SKM2001.231.LSR.

TfS 1991, 500 HRD

Højesteret udtalte, at det er uden betydning for den skattemæssige vurdering af, om virksomheden kan anses for at være erhvervsmæssig, at virksomheden har ladet sig momsregistrere.

Landsretsdomme

SKM2022.201.VLR

Sagen handlede om, hvorvidt appellanten i indkomstårene 2014-2016 kunne anses for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed i skatte- og momsmæssig henseende, således at han var berettiget til at foretage dels skattemæssige fradrag for virksomhedens underskud, dels fradrag for købsmoms.

Landsretten fandt ikke, at appellanten havde godtgjort, at virksomheden blev drevet erhvervsmæssigt i skatte- og momsmæssig henseende, og betingelserne for fradrag for underskud af virksomheden og fradrag af købsmoms var derfor ikke opfyldt.

SKM2019.137.ØLR

Spørgsmålet i sagen var, om sagsøgeren efter at have afstået sin skrædderivirksomhed til sit anpartsselskab fortsatte med at drive erhvervsmæssig virksomhed eller påbegyndte en ny erhvervsvirksomhed og derfor fortsat kunne anvende virksomhedsordningen.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at han fortsat drev erhvervsmæssig virksomhed i personligt regi i 2008 og 2009, eller at han påbegyndte en ny erhvervsvirksomhed inden udgangen af 2009. Retten fandt derfor, at skattemyndighederne med rette havde anset virksomheden for ophørt i 2008.

Landsretten var enig i byrettens begrundelse og resultat og stadfæstede byrettens dom.

Se også afsnit C.C.5.2.13.1 Virksomhedsordningen i forbindelse med fuldstændig afståelse eller ophør.

Østre Landsret stadfæster byrettens dom SKM2018.253.BR.

TfS 1992, 516 ØLD

Et momsregistreret landbrug blev anset for at være en hobbyvirksomhed.

Byretsdomme

SKM2023.333.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt en skatteyder var skattepligtig efter SL § 4 af overskuddene fra en virksomhed i en række indkomstår. 
 
Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at vedkommende havde overdraget virksomheden i de pågældende indkomstår. 
 
Retten lagde vægt på, at erklæringen, der var fremlagt som dokumentation for, at virksomheden var overdraget til tredjemand, ikke angik samtlige aktier i selskabet, og at den ikke var underskrevet af tredjemanden. Retten lagde yderligere vægt på tredjemands forklaring om, at han ikke vidste, at der var tale om en overførsel af aktierne og ikke havde betalt for overførslen, ligesom han i øvrigt ikke kunne forklare nærmere om ejerskabet. 
 
Retten fandt endvidere, at virksomheden i de omtvistede indkomstår var drevet af skatteyderen i personligt ejet regi. 
 
Med den begrundelse og under henvisning til, at virksomhedens overskud måtte anses som skattepligtig indkomst for skatteyderen efter SL § 4, tog retten herefter Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

SKM2020.21.BR

Køb og salg af designerlamper - ikke privat indbo

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen i indkomstårene 2012-2014 drev erhvervsmæssig virksomhed med køb og salg af designerlamper, eller om der var tale om salg af privat indbo (en eksisterende, ældre samling), som var indkomstopgørelsen uvedkommende.

Efter en samlet vurdering fandt retten, at sagsøgeren havde drevet erhvervsmæssig virksomhed med køb og salg af designerlamper i indkomstårene 2012-2014.

Retten lagde herved bl.a. vægt på omsætningens størrelse, og på, at omsætningen såvel absolut som relativt havde haft en stor vægt i sagsøgerens økonomi.

Retten lagde desuden vægt på, at

• der var foretaget et betydeligt antal køb i årene 2012-2014
• skatteyderen havde de faglige forudsætninger for at drive virksomhed med køb og salg af lamper
• skatteyderen havde udbudt lamper til salg på en hjemmeside mv.

I anden række drejede sagen sig om, hvorvidt skattemyndighedernes skønsmæssige fastsættelse af resultatet af virksomheden kunne tilsidesættes. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det samlede skøn, selvom det var godtgjort, at én indbetaling til sagsøgeren ikke vedrørte virksomheden.

SKM2019.54.BR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed - lægefaglig konsulent - salg af vin - to virksomheder

Skatteyderen havde fra 2004 og fremefter importeret og solgt vin, som han leverede i næsten hele Danmark. Virksomheden havde været kontinuerligt underskudsgivende. Da han blev pensioneret fra sit fuldtidsjob som læge i 2012, begyndte han at bruge mere tid på virksomheden, der dog fortsat gav underskud.

Henset til det kontinuerligt negative driftsresultat og til, at der ikke var udsigt til forbedring, fandt retten, at virksomheden ikke var erhvervsmæssig.

Kørselsgodtgørelse fra arbejdet som læge kunne ikke inddrages i vurderingen af rentabiliteten.

Retten fandt i øvrigt, at skatteyderen ikke havde nogen berettiget forventning som følge af, at SKAT ikke havde anfægtet ansættelserne for tidligere år.

SKM2016.437.BR

Ikke erhvervsvirksomhed - fiskeri og udlejning af redskabsskur - to virksomheder - manglende intensitet og rentabilitet.

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen, ved henholdsvis udlejning af halvdelen af et redskabsskur og ved fiskeri havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig forstand. Skatteyderen gjorde gældende, at han havde drevet erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2009-2011 (begge inkl.), og derfor var berettiget til at fratrække underskud herfra i sin øvrige skattepligtige indkomst samt anvende virksomhedsordningen.

Hvis virksomhederne blev anset for erhvervsmæssige, ville det desuden have den konsekvens, at skatteyderen ikke skulle ophørsbeskattes af et opsparet overskud på 6.119.879 kr. fra hans tidligere drevne fiskerivirksomhed.

Retten bedømte hver virksomhed for sig.

For så vidt angik udlejningsvirksomheden, henviste retten til, at virksomheden for hvert af de relevante år havde givet underskud.

På baggrund heraf, og da udlejningsvirksomheden klart var af underordnet omfang, fandt retten ikke, at udlejningsvirksomheden var drevet erhvervsmæssigt.

Retten fandt heller ikke, at fiskerivirksomheden blev drevet erhvervsmæssigt. Retten lagde her vægt på de samme momenter som Landsskatteretten, herunder at virksomheden, der i 2011 havde en omsætning på 19.254 kr. og udgifter på 10.424 kr., uden at der var foretaget fradrag for revisor og afskrivninger, var af mindre omfang, og blev varetaget i forbindelse med skatteyderens fuldtidsansættelse som lønmodtager.

Dommen blev af skatteyderen anket til landsretten, men anken er efterfølgende hævet.

Se også SKM2014.812.LSR og SKM2014.822.LSR nedenfor.

SKM2016.213.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerne kunne foretage afskrivninger og fratrække underskud i anledning af en påbegyndt franchise virksomhed. Franchise virksomheden skulle overtage driften af et autoværksted fra et selskab.

Retten fandt - baseret på en lang række konkrete omstændigheder - at sagsøgerne ikke reelt havde drevet erhvervsmæssig franchise virksomhed for egen regning og risiko i den pågældende periode.

SKM2010.865.BR

Skatteyderen udtrådte i 2002 af et interessentskab og modtog i 2003 førtidspensionsydelser i henhold til en aftale, som var indgået med interessentskabet i 2000.

Retten anså ydelserne for at være kompensation for at opgive 2 års overskudsandel. Ydelserne var derfor virksomhedsindkomst og ikke almindelig lønindkomst.

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

SKM2023.154.LSR

Klager havde aktivitet med Uber-kørsel. Klageren havde i indkomståret 2015 modtaget indtægter, som ifølge SKATs (nu Skattestyrelsen) kontroloplysninger udgjorde i alt 168.848 kr. Kørslen var foregået i klagerens bil og udgjorde 1.517 ture for Uber.

Landsskatteretten fandt, at klageren ud fra en samlet og konkret vurdering skulle anses for at drive erhvervsmæssig virksomhed i indkomståret 2015.

Der var blandt andet lagt vægt på følgende forhold:

• Klageren anvendte egen bil og afholdt selv udgifter til bilen til Uber-kørsel, og han havde dermed den økonomiske risiko vedrørende aktiviteten.
• Ifølge standardkontrakten havde klageren erstatningsansvar i forbindelse med kørslen og skulle selv afholde udgifter til lovpligtige forsikringer.
• Klageren bestemte selv, hvor og hvor ofte appen aktiveres. Når appen blev aktiveret, kunne kunder reservere en tur med Uber-appen. Uber havde derfor ikke instruktionsbeføjelser i forhold til antal af timer eller arbejdstidspunkter mv.
• Klageren havde kørt i alt 1.517 ture i indkomståret 2015 med en samlet indtægt på 168.848 kr.

Kørslen var af så væsentligt omfang og karakter, at indtægten og aktiviteten blev vurderet til at være indrettet med henblik på systematisk indkomsterhvervelse og med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, som kendetegner selvstændige erhvervsdrivende.

Klagerens henvisning til en skatterådsafgørelse fra den 25. januar 2022 for et Wolt-bud kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten kunne tiltræde SKATs skøn over indtægter og udgifter for Uber-kørsel. Der var lagt vægt på, at klageren ikke havde fremlagt oplysninger, der dokumenterede et andet og mere retvisende skøn, og at SKATs skøn på det foreliggende grundlag vurderedes at være retvisende.

SKM2020.43.LSR

Landsskatteretten fandt, at udlejning af 11 andelslejligheder skulle vurderes som en udlejningsvirksomhed, og at denne virksomhed måtte anses for at opfylde kravene til erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende.

SKM2018.530.LSR

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, hvorefter der ikke var godkendt fradrag for underskud ved udlejning af klagerens andelsbolig, idet udlejningen af andelsboligen ikke kunne anses for erhvervsmæssig virksomhed.

SKM2018.482.LSR

Erhvervsmæssig virksomhed - Bortforpagtning

Ved ændring af en landbrugsejendoms vurderingsmæssige status til beboelse ansås ejendommen for hævet i virksomhedsordningen og overført til privat. Virksomhedsordningen kunne fortsat anvendes, idet klageren ansås for at drive erhvervsmæssig virksomhed med bortforpagtning.

SKM2018.338.LSR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed - Udleje af en garage

Udlejningen kunne ikke anses for erhvervsmæssig virksomhed, og virksomhedsordningen kunne derfor ikke anvendes.

SKM2017.95.LSR

Erhvervsmæssig virksomhed

Driften af et feriecenter med udlejning af 3 ferielejligheder og to sommerhuse mv. blev anset for erhvervsmæssig.

Den vurderingsmæssige benyttelseskode kunne ikke tillægges afgørende betydning, idet den måtte anses for åbenbart forkert.

SKM2017.63.LSR

Udlejning til ikke nærtstående var erhvervsmæssig, men drift af landbrug blev ikke anset for erhvervsmæssig.

Udlejning af en bygning til ikke nærtstående blev anset for erhvervsmæssig. Lejeren skulle foretage forbedringer på det lejede og derfor ikke betale leje i to år. Værdien heraf for udlejer blev fastsat til 10.000 kr. pr. år, jf. SL § 4 b.

En landbrugsejendom, der gav underskud i en årrække, blev derimod ikke anset for erhvervsmæssigt drevet. Den opfyldte ikke kravene om rentabilitet og intensitet.

SKM2016.456.LSR

Erhvervsmæssig udlejning - beboelsesejendom.

Landsskatteretten fandt, at udlejning af fast ejendom principielt er en erhvervsmæssig aktivitet, og at dette også gælder udlejning til nærtstående familiemedlem og til et selskab, hvor ejeren er hovedanpartshaver. Der forelå ikke tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fravige dette udgangspunkt.

SKM2016.30.LSR

Ikke erhvervsmæssig virksomhed - udlejning af andelsbolig.
Udlejning af en andelsbolig til søn blev ikke anset for erhvervsmæssig.

Landsskatteretten udtalte bl.a., at ved bedømmelsen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, indgår det med en betydelig vægt, om den kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste. Det fremgår af højesteretsdommene TfS 1999, 863 og SKM2007.107.HR.

I SKM2007.107.HR havde der i de foreliggende år været en beskeden omsætning og negative driftsresultater, og da der heller ikke var udsigt til, at virksomheden fremover ville give en rimelig fortjeneste, tiltrådte Højesteret, at virksomheden ikke var erhvervsmæssigt drevet, hvorfor underskuddet ikke var fradragsberettiget.

I øvrigt gælder, at lejere, der fremlejer en del af værelserne i egen lejlighed til beboelse, ved indkomstopgørelsen kan foretage fradrag for udgifter mv. Det samlede fradragsbeløb kan dog ikke overstige bruttolejeindtægten. Andelshavere i private andelsboligforeninger anses i denne forbindelse som lejere. Det fremgår af LL § 15 P, stk. 1 og stk. 3.

Klageren i den forelagte sag havde i alle indkomstårene 2006 - 2011 haft et underskud ved udlejningen af andelsboligen, og udlejningen havde derfor i disse indkomstår ikke været rentabel. Landsskatteretten fandt ikke, at der i indkomstårene 2009 - 2011 var en udsigt til, at udlejningen til klagerens søn fremover ville blive overskudsgivende.

Klageren havde ikke godtgjort, at den manglende rentabilitet var irrelevant. Klageren havde således ikke godtgjort, at der foreligger en fast administrativ praksis om, at SKAT (nu Skattestyrelsen) ved forældres udlejning af ejendomme til deres børn accepterer udlejningen som erhvervsmæssig virksomhed, selvom udlejningen giver underskud, og der ikke er udsigt til overskud.

Det fremgår tillige af Skatterådets afgørelse af 20. november 2012, SKM2012.701.SR, at en udlejning af en andelsbolig skal sidestilles med fremleje af en lejelejlighed. Skatterådet lagde vægt på, at det er andelsboligforeningen, der ejer ejendommen, mens ejere af andelsbeviser kun har en brugsret til en lejlighed. Dette kan sidestilles med lejere, der heller ikke er ejere af en ejendom. Fremlejes en lejelejlighed, er der ifølge Skatterådet ikke tale om erhvervsmæssig virksomhed. Et eventuelt overskud vil være skattepligtigt, mens et eventuelt underskud ikke kan fradrages.

Landsskatteretten fandt derfor, at klageren ikke havde drevet en erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2009 - 2011. Et underskud af virksomhed kunne derfor ikke fradrages i anden indkomst. Desuden kunne virksomhedsordningen ikke anvendes.

Da klageren ikke havde drevet en erhvervsmæssig virksomhed med udgangen af indkomståret 2008, skulle der derfor ske beskatning af hele beløbet fra konto for opsparet overskud i indkomståret 2009 med tillæg af virksomhedsskat, jf. VSL § 1, stk. 1, samt § 15, stk. 1, og § 10, stk. 3.

Landsskatteretten fandt det ikke godtgjort af klageren, at der forud for Skatterådets afgørelse af 20. november 2012, offentliggjort i SKM2012.701.SR, forelå en fast og bindende administrativ praksis om, at udlejning af andelsboliger til beboelse kunne godkendes som erhvervsmæssig virksomhed.

Se også SKM2018.530.LSR.

SKM2016.55.LSR

Ophør.

Et selskab, der havde skiftet ejerkreds og var under afvikling, kunne ikke udnytte underskud fra tidligere år, da aktiviteten i afviklingsperioden ikke ansås for erhvervsmæssig.

SKM2015.465.LSR

Design og produktion af smykker. Intensitet. Ophør.

Virksomheden havde gennem en længere årrække været drevet som bivirksomhed med betydelig professionalisme, omsætning og med positive resultater.

Omsætningen var faldet betydeligt fra indkomståret 2008 til indkomståret 2009 og faldt yderligere fra indkomståret 2010 til indkomståret 2011, hvor omsætningen udgjorde ca. 23.000 kr.

Vareforbruget oversteg i indkomstårene 2009-2011 omsætningen, og virksomhedens underskud var i samme periode stigende.

På baggrund af den måde, virksomheden tidligere havde været drevet på, fandt Landsskatteretten ikke, at den skulle anses for ophørt i 2010.

Derimod fandt retten, at virksomheden var ophørt i 2011, hvor der ikke var den fornødne intensitet i virksomheden.

SKM2014.822.LSR

Udlejning af et redskabshus (fiskeskur) på lejet grund blev ikke anset for erhvervsmæssig.

Fiskeskuret på (9 kvm) var købt for 500 kr. og blev udlejet for 2.000 kr. om året. Udlejningen ville altid give underskud, da udgiften til leje af grunden og regnskabsassistance ville være noget højere end lejeindtægten på grund af anvendelse af virksomhedsordningen.

Landsskatteretten udtalte, at udlejning af fast ejendom som udgangspunkt anses for selvstændig erhvervsvirksomhed i lighed med andre virksomhedstyper.

Der skal dog i lighed med andre virksomhedstyper foretages en bedømmelse af, om virksomheden er erhvervsmæssigt drevet, hvilket skal ske ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold skal inddrages.

Landsskatteretten henviste til SKM2008.943.SR.

Landsskatteretten anså på baggrund af ovenstående ikke klagerens virksomhed med udlejning af redskabshuset for erhvervsmæssigt drevet.

Skatteyderen kunne derfor ikke anvende virksomhedsordningen.

Landsskatteretten lagde ved vurderingen vægt på, at der aldrig havde været eller ville blive realiseret overskud i virksomheden, ligesom virksomheden var af ganske underordnet omfang.

I de afgørelser om udlejning af garager, som klagers repræsentant henviste til, var der realiseret overskud, ligesom disse virksomheder var af væsentligt større omfang.

Udlejning af to redskabsbygninger (fiskeskure) på lejet grund blev ikke anset for erhvervsmæssig.

Udlejningen havde i alle årene givet underskud, og der var ikke fremlagt oplysninger om, at underskuddet var forbigående, og at udlejningen ville komme til at give overskud.

Retten lagde derudover vægt på, at omfanget af virksomheden var af så underordnet betydning, at virksomheden ikke kunne anses for erhvervsmæssig i skattelovgivningens forstand.

Skatteyderen kunne derfor ikke anvende virksomhedsordningen.

SKM2014.732.LSR

Udlejning af en garage blev anset for selvstændig erhvervsvirksomhed.

Der var indgået en kontrakt på markedsvilkår om udlejning til en uafhængig person. Lejekontrakten havde været i kraft over en årrække med det formål at opnå overskud, hvilket rent faktisk var opnået i de pågældende år.

Skatteyderen kunne derfor anvende virksomhedsordningen.

Skatteyderen havde drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med udlejning af en ejendom. Hun ejede nu kun et gældsbrev, som hun havde modtaget ved salg af sin del af ejendommen, og modtog renter af dette.

Skatteyderen havde ikke andre erhvervsmæssige aktiviteter og blev derfor anset for ophørt med at drive erhvervsmæssig virksomhed.

Hun opfyldte derfor ikke længere betingelserne for at benytte virksomhedsordningen.

Udlejning af en hotellejlighed var omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 10 (nu nr. 9).

Virksomhedsordningen kunne derfor ikke anvendes. Hotellejligheden blev ikke anset for en selvstændig virksomhed, men som en del af den samlede hoteldrift, hvor antallet af deltagere var større end 10.

SKM2002.581.LSR

Hovedanpartshaveren i et selskab udlejede 20 pct. af sit parcelhus til selskabet. Der var ikke foretaget en vurderingsfordeling på ejendommen. Overskuddet ved udlejningen blev anset for at være kapitalindkomst, fordi den erhvervsmæssige udlejning ikke var så omfattende, at der var foretaget vurderingsfordeling efter (den dagældende) LL § 15 B, stk. 5, jf. VUL § 33, stk. 5.

Ikke erhvervsmæssig virksomhed.

TfS 1992, 223 LSR

Erhvervsmæssig/ikke erhvervsmæssig udlejning.

Et sommerhus blev ikke anset for at være udelukkende erhvervsmæssigt benyttet i indkomstår, hvor der ikke fandtes en udlejningskontrakt, der udelukkede ejerens benyttelse.

I et senere år, hvor der var en udlejningskontrakt, som udelukkede ejerens egen benyttelse af huset, blev udlejningen anset for at være erhvervsmæssig.

LSRM 1982, 52 LSR

En hovedanpartshavers udlejning af driftsmidler (entreprenørmateriel) til selskabet var selvstændig virksomhed. Landsskatteretten lagde til grund, at udlejningsvirksomheden var anlagt efter normale forretningsmæssige principper.

LSRM 1982, 53 LSR

Et I/S blev omdannet til et ApS, hvor interessenterne hver havde 50 % af indskudskapitalen. I/S'et overdrog ikke de afskrivningsberettigede driftsmidler til ApS'et, men ApS'et leasede dem af I/S'et. I/S'et, som var momsregistreret og afregnede moms af leasingindtægterne, blev anset for at drive erhvervsvirksomhed.

LSRM 1981, 65 LSR

En grafisk designer omdannede sin virksomhed til aktieselskab. Hovedaktionæren beholdt en tegnestue, som var indrettet i en tilbygning til hans villa, og udlejede den til selskabet. Landsskatteretten fandt, at designeren havde fortsat sin erhvervsmæssige virksomhed.

LSRM 1981, 5 LSR

Udlejning af en personbil til eget selskab var ikke erhvervsmæssig virksomhed. (Men anvendelsen af bilen blev anset for erhvervsmæssig i afskrivningslovens forstand).

LSRM 1980, 68 LSR

En slagtermester havde i forbindelse med omdannelse af virksomheden til et A/S beholdt ejendomsretten til en varevogn, som derefter blev udlejet til selskabet. Udlejningen var for ubetydelig til at erhvervsvirksomheden kunne anses for at være fortsat.

Ikke erhvervsmæssig udlejning.

LSRM 1974, 189 LSR

En fabrikants licensindtægter fra et selskab, som hun beherskede, blev ikke anset som indtægt ved selvstændig virksomhed, fordi det var selskabet og ikke hende, der drev virksomheden.

LSRM 1963, 90 LSR

En interessent, der både modtog andel i interessentskabets driftsoverskud og løn som værkfører i interessentskabets virksomhed, var selvstændigt erhvervsdrivende og kunne medregne både overskudsandel og løn til den erhvervsmæssige indkomst.

Skatterådet

Erhvervsmæssig virksomhed

Spørger spillede online på nettet. Spørgers hovedindtægt var via en kontrakt med H, der livestreamede hans spil, og opkrævede betaling hos seerne, og spørger modtog en andel af indtægterne. Spørger havde sin egen YouTube kanal, som også gav indtægter. Spørger havde desuden flere andre indtægtsgivende aktiviteter, der alle havde forbindelse til hans aktiviteter med spil på nettet.

Skatterådet kunne bekræfte, at omfanget af spørgers aktiviteter udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed. Skatterådet kunne også bekræfte, at såfremt de aftaler spørger havde indgået, ville kunne overføres til et selskab ejet af spørger, ville virksomheden ligeledes kunne overføres til selskabet, og indkomsten blive anset for optjent af selskabet, som rette indkomstmodtager.

Et anpartsselskab havde som sin eneste beskæftigelse at indgå væddemålsaftaler.

Skatterådet bemærkede, at indkomsten ikke kunne anses erhvervet som led i erhvervsmæssig virksomhed. Den skattepligtige indkomst måtte opgøres efter et nettoprincip, så indkomstårets omkostninger i forbindelse med aktiviteten alene kunne modregnes i indkomstårets indtægter fra aktiviteten. Der kunne ikke ske fremførsel af underskud til senere indkomstår.

Skatterådet kunne bekræfte, at selskabet ved opgørelse af sin skattepligtige indkomst havde fradrag for direkte omkostninger i forbindelse med de indgåede væddemål.

Skatterådet kunne endvidere bekræfte, at udgifter til leje af et lokale i et kontorhotel, løn til de 3 ansatte anpartshavere, udgifter til kaffe og andre småfornødenheder og udgifter til server, telefon og internet kunne fradrages ved indkomstopgørelsen. Det forudsattes, at der var tale om løbende udgifter afholdt af hensyn til selskabets erhvervelse af skattepligtig indkomst.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at man som udlejer (privatperson) kunne udleje sine egne armbåndsure via spørgers hjemmeside uden beskatning af den indtægt, man oppebar som udlejer.

Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at man som udlejer (urforhandler) kunne udleje sine egne/virksomhedens armbåndsure via spørgers hjemmeside uden beskatning af den indtægt, man oppebar som udlejer.

Indtægten var skattepligtig efter SL § 4 b.

Skatterådet kunne ikke fuldt ud bekræfte, at en påtænkt virksomhed med bådudlejning gennem partnerselskaber kunne betegnes som hobbyvirksomhed. I det omfang, bådene blev anvendt privat af ejerne, ville der være tale om en rent privat aktivitet.

Streamingindtægter

Skatteyderen havde indgået kontrakt med en spiludbyder om at modtage andel af reklameindtægter og abonnementer. Indtægterne blev genereret ved hendes onlinespil på internettet.

Skatterådet fandt, at der var tale om indkomst ved hobbyvirksomhed og ikke - som foreslået af skatteyderen - honorarindkomst.

Der blev lagt vægt på aktivitetens præg af fritidsinteresse, virksomhedens omfang og indtjening sammenholdt med den ringe økonomiske risiko. Der blev desuden lagt vægt på den udstrakte mulighed for at anvende virksomhedens aktiver privat.

Fremleje af lejelejlighed og udlejning af andelsbolig anses ikke for selvstændig erhvervsmæssig virksomhed. Skatterådet udtalte, at udlejning af en andelsbolig skal sidestilles med fremleje af en lejelejlighed. Skatterådet lagde vægt på, at det er andelsboligforeningen, der ejer ejendommen, mens ejere af andelsbeviser alene har en brugsret til en lejlighed. De kan derfor sidestilles med lejere, der heller ikke er ejere af en ejendom.

Skatteyderen kunne derfor ikke benytte virksomhedsordningen ved udlejning af en beboelsesandelslejlighed på 50 kvm.

Se også SKM2016.30.LSR og SKM2018.530.LSR.

Jorden var bortforpagtet til sønnen på overdragelsestidspunktet, og blev derfor anset for at indgå i overdragerens erhvervsvirksomhed.

Skatterådet udtaler, at overdragelse af landbrugsjord, der er bortforpagtet til tredjemand, er overdragelse af erhvervsvirksomhed omfattet af KSL § 33 C om succession, selvom der kun overdrages jord.

Bortforpagtning af landbrugsjord, herunder bortforpagtning/udleje af en del af en et landbrug, vil i almindelighed være selvstændig erhvervsvirksomhed.

Hvis jorden er bortforpagtet til erhververen, ophører den selvstændige erhvervsvirksomhed i forbindelse med overdragelsen af jorden, da erhververen ikke kan bortforpagte til sig selv. Derved ophører jorden med at være selvstændig erhvervsvirksomhed.

Andet

TfS 1987, 107 DEP

Udlejning af en andel af et enfamilieshus anses for selvstændig erhvervsvirksomhed, uanset om den udlejes til en fremmed eller til en medejer.

Skd.1973.24.50

En skatteyder kunne forlods afskrive på en maskine, som han ville udleje til sit A/S.

Selskabet havde overtaget hans tidligere hovedaktivitet, en fabrik. Skatteyderen drev fortsat virksomhed med udlejning af fast ejendom, bl.a. til selskabet. Da han efter praksis måtte anses for fortsat at drive erhvervsvirksomhed allerede som indehaver af en udlejningsejendom, blev udlejningen af maskinen anset for at være erhvervsmæssig benyttelse i relation til afskrivningslovens regler.