Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

►SKM2024.149.HR◄

►Sagen angik, om appellanten (A) kunne anvende forskerskatteordningen i KSL §§ 48 E-F i forbindelse med, at han i 2017 flyttede til Danmark og fik ansættelse ved et dansk selskab. Spørgsmålet var nærmere, om han opfyldte betingelsen i KSL § 48 E, stk. 3, nr. 1, hvorefter den pågældende ikke inden for de seneste 10 år forud for sin ansættelse (tjenesteforholdet) har været skattepligtig til Danmark efter bl.a. KSL § 1 (fuld skattepligt). 

Højesteret lagde til grund, at A ikke rettede henvendelse til skatteforvaltningen om flytningen til Y1-land eller om, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Han rettede heller ikke henvendelse til skattemyndighederne med oplysninger, der gjorde det muligt for dem at foretage en afsluttende ansættelse. A sørgede således ikke for, at der blev tilvejebragt grundlag for, at skattemyndighederne kunne tage stilling til, om hans fraflytning indebar et ophør af den fulde skattepligt til Danmark. Han var derfor i SKATs systemer fortsat registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2007-2010, og i overensstemmelse med registreringen blev der udsendt årsopgørelser til ham for indkomstårene 2007-2010, hvor han var skatteansat som fuldt skattepligtig til Danmark. Skattemyndighederne havde ikke pligt til af egen drift at foretage en afsluttende skatteansættelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor skatteyderen ikke havde givet skattemyndighederne de nødvendige oplysninger til brug herfor.

Højesteret fandt, at årsopgørelserne for 2007-2010 var gyldige forvaltningsafgørelser, som måtte lægges til grund, når det skulle afgøres, om A "har været skattepligtig" til Danmark som nævnt i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1. Højesteret fastslog herefter, at A ved sin ansættelse hos X A/S den 4. oktober 2017 ikke opfyldte 10-års betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, idet A de seneste 10 år forud for den 4. oktober 2017 havde været skattepligtig til Danmark.◄

►SKM2024.148.HR◄

►Sagen angik, om appellanten (A) kunne anvende forskerskatteordningen i KSL §§ 48 E-F i forbindelse med, at han i 2016 flyttede til Danmark og fik ansættelse ved et dansk selskab. Spørgsmålet var nærmere, om han opfyldte betingelsen i KSL § 48 E, stk. 3, nr. 1, hvorefter den pågældende ikke inden for de seneste 10 år forud for sin ansættelse (tjenesteforholdet) har været skattepligtig til Danmark efter bl.a. KSL § 1 (fuld skattepligt). 

A flyttede den 1. januar 2005 fra Danmark til Y1-land for at arbejde der. Han anmeldte sin flytning til folkeregisteret, og det blev heri registreret, at han var udrejst den 1. januar 2005. Højesteret lagde til grund, at A ikke rettede henvendelse til de kommunale skattemyndigheder om flytningen til Y1-land eller om, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Han rettede heller ikke henvendelse til skattemyndighederne med oplysninger, der gjorde det muligt for dem at foretage en afsluttende ansættelse. A sørgede således ikke for, at der blev tilvejebragt grundlag for, at skattemyndighederne kunne tage stilling til, om hans fraflytning indebar et ophør af den fulde skattepligt til Danmark. Han var derfor i SKATs systemer fortsat registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2006-2010, og i overensstemmelse med denne registrering blev der udsendt årsopgørelser til ham for indkomstårene 2006-2010, hvor han var skatteansat som fuldt skattepligtig til Danmark. Skattemyndighederne havde ikke pligt til af egen drift at foretage en afsluttende skatteansættelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor skatteyderen ikke havde givet skattemyndighederne de nødvendige oplysninger til brug herfor.

Højesteret udtalte, at årsopgørelserne var gyldige forvaltningsafgørelser, som måtte lægges til grund, når det skulle afgøres, om A "har været skattepligtig" til Danmark som nævnt i § 48 E, stk. 3, nr. 1, og at A ved sin ansættelse den 1. august 2016 i Danmark ikke opfyldte 10-årsbetingelsen. Højesteret fastslog herefter, at A ved sin ansættelse i X Kommune den 1. august 2016 ikke opfyldte 10 års-betingelsen i § 48 E, stk. 3, nr. 1, idet A de seneste 10 år forud for den 1. august 2016 havde været skattepligtig til Danmark.◄

SKM2004.257.HR

Skatteyderen havde pr. 1. marts 1986 meldt flytning til Tyskland. Skatteyderen kunne ikke godtgøre, at han på dette tidspunkt eller på et senere tidspunkt før udgangen af 1989 havde opgivet sin bopæl i Danmark. Der blev henset til, at skatteyderen efter etablering af bopæl i Tyskland havde bevaret det arbejde i Danmark, som han på det tidspunkt havde haft i en årrække, og at han etablerede yderligere arbejdsforhold i Danmark, og at han hele tiden havde haft rådighed over bopæl i Danmark.

SKM2001.483.HR

Skatteyder havde ikke godtgjort, at bopæl i Danmark var opgivet efter udrejse til Spanien. Skatteyder havde både bopælsmuligheder og erhvervsmæssige interesser i Danmark.

SKM2001.388.HR

Skatteyder, S, havde i en periode efter erhvervelse af bolig i Spanien fortsat sin hidtidige bolig til rådighed i Danmark. I denne periode erhvervede det anpartsselskab, hvor S var direktør, to lejligheder i den samme ejendom som var hans hidtidige bolig. Det blev lagt til grund, at et sommerhus egnet til helårsbeboelse, var benyttet i betydeligt omfang. Det blev også lagt til grund, at den ene af anpartsselskabets lejligheder havde været til rådighed for S. Højesteret tiltrådte, at det ikke var godtgjort, at S havde opgivet sin bopæl i Danmark.

TfS1998,606HR

Skatteyderen arbejdede på boreplatforme i Mellemøsten, så han på skift arbejdede 28 dage og holdt fri 28 dage. I august 1984 fik han en datter med en herboende kvinde. Han betalte bidrag til barnet. Han havde videre postadresse hos barnets moder og ejede fast ejendom og pengeindeståender i Danmark. Under ophold her boede han hos barnets mor. Det blev efter parternes forklaringer lagt til grund, at skatteyderen og barnets mor ikke levede i samlivsforhold af ægteskabslignende karakter, og at han heller ikke i øvrigt kunne anses at have erhvervet bolig i de omhandlende år. Han var derfor ikke skattepligtig efter bopælsbestemmelsen.

TfS 1996, 51 HR

En skatteyder, der emigrerede til England i 1981 ansås for at have opretholdt bopæl her i landet, under hensyn til hans fortsatte boligmulighed, og at hans erhvervsmæssige interesser også efter udrejsen udelukkende var knyttet til Danmark. Der blev lagt vægt på, at skatteyderen havde en bopælsmulighed på sit danske gods, uanset det blev fremført, at hovedbygningen var lejet ud. Desuden var skatteyderen gået i forhandlinger om at købe en anden ejendom, som han fik ændret status på fra helårsbolig til sommerhusbeboelse. Der blev også henset til ejendommens indretning og de forbedringer, han havde foretaget.

TfS 1992, 316 HR

En skatteyder var efter ophold i udlandet på ny blevet fuld skattepligtig til Danmark i 1975. I 1976 købte han et enfamiliehus, hvor han ikke tog bopæl. I 1978 fraflyttede han Danmark og begyndte at arbejde for FAO i Nigeria. I 1985 tog han atter bopæl i Danmark. I den mellemliggende periode var huset udlejet møbleret ved lejemål af kortere varighed end 3 år og havde i øvrigt stået til hans disposition. Bopælen i Danmark ansås derfor for bevaret.

TfS 1990, 431 HR

En skatteyder flyttede i slutningen af april til Spanien, hvor han tidligere havde købt hus. Ved en aftale den 17. februar 1978 (senere ændret til 2. maj 1978 uden nye underskrifter) overdrog skatteyderen sine anparter i et dansk selskab til de 2 andre anpartshavere, bl.a. mod udstedelse af gældsbevis. Aftalen anses for indgået pr. 17. februar 1978, hvor skatteyderen alene var skattepligtig i Danmark. Fraflytningstidspunkt.

TfS 1988, 506 HR

En skatteyder havde ved sin fraflytning fra Danmark i 1978 haft bopæl hos sin fraskilte ægtefælle. Senere samme år flyttede han tilbage til Danmark på ny og havde i en periode bopæl hos sin tidligere ægtefælle. På den baggrund ansås skatteyderen ikke under sit kortvarige ophold i Spanien at have opgivet sin bopæl i Danmark.

UfR 1987, 888 HR

En skatteyders fraflytning til Spanien blev anset for fiktiv. Skatteyderen flyttede ikke til noget andet sted i Danmark eller udlandet, men gav sig til at leve en omflakkende tilværelse med mange rejser. Det blev lagt til grund, at han en væsentlig del af tiden opholdt sig her i landet, hvortil han havde sin personlige og erhvervsmæssige tilknytning. Under disse ophold overnattede han som regel i broderens sommerhus. Herefter ansås han for at have bevaret en sådan tilknytning her til landet, som efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1, medfører skattepligt her i landet.

TfS 1987, 333 HR

En skatteyder flyttede med virkning fra den 12. juli 1978 til Irland og solgte alle aktierne i 3 danske selskaber, som han dominerede. Aftalen om aktiesalget blev endelig den 28. juli 1978. Samme dag fjernedes møblerne i det hus, han hidtil havde beboet, og samme dag blev huset sat til salg. Skatteyderen købte hus i Irland under sit ophold der i perioden fra 12. juli til 16. juli, hvor han også fik attesteret, at han var meldt bosiddende og skattepligtig til Irland. Skattepligten til Danmark blev anset for ophørt den 28. juli 1978. Der blev henset til, at det var en afgørende forudsætning for skatteyders beslutning om at opgive bopælen her i landet, at salgsaftalen om aktierne (og en tilknyttet konsulentaftale) kom i stand. Fraflytningstidspunkt.

UfR 1982, 558 HR

En person, der havde oparbejdet en virksomhed her i landet, overdrog i 1967 virksomheden til et aktieselskab, hvori han ejede 99 pct. af aktiekapitalen, og flyttede med sin hustru til Schweiz. Hustruen ejede fortsat ægteparrets tidligere bolig, som blev beboet af deres børn og af lejere af enkeltværelser med kortvarige lejemål. Det fandtes ikke tilstrækkeligt godtgjort, at den pågældende havde bevaret sin bopæl her i landet og også havde haft et ophold her i landet, der kunne begrunde skattepligt. (Bemærk, at udrejsen sker inden KSLs ikrafttræden).

UfR 1976, 925 HR

En entreprenørs fraflytning til Norge blev anset for proforma, og han ansås ikke for at have opgivet sin bolig under sit 3 års ophold i Norge.

UfR 1975, 1079 HR

En lektor, der tidligere havde boet i Sverige, men de sidste 15 år i Danmark, forlod landet den 31/12-1969 for at tage ansættelse som gymnasielærer i Sverige. Han fik arbejde i Sverige i januar 1970. Efter kort tids forløb søgte han ansættelse andre steder, herunder ved danske skoler, og blev fra august 1970 ansat ved Sønderborg Statsskole. Under det korte ophold i Sverige bevarede han på forskellig måde tilknytning til Danmark, og familien forblev boende i den hidtidige bolig. Ved udrejsen var der ingen uoverensstemmelse mellem ægtefællerne, og det kunne ikke fastslås, at lektoren havde opgivet sin bopæl i Danmark.

Landsretsdomme

►SKM2024.228.ØLR◄

►En skatteyder blev anset for fuldt skattepligtig til Danmark, idet landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at han havde haft til hensigt at bosætte sig og forblive bosat i udlandet i indkomstårene 2009 og 2010. Landsretten var efter bevisførelsen enig i byrettens begrundelse og resultat. Landsretten tiltrådte herunder, at A havde afgivet skiftende oplysninger om, hvor han befandt sig i andet halvår 2009. Selvom det efter bevisførelsen for landsretten måtte lægges til grund, at A i 2010 havde tilbragt tid i Y12-land, tiltrådte landsretten, at A ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at han ved anmeldelsen om udrejse i august 2009 eller på et senere tidspunkt inden for den i sagen omhandlede periode havde til hensigt at bosætte sig og forblive bosat i udlandet.

Landsretten fandt desuden, at skatteyder skulle beskattes af en udgiftsafholdelse i skatteyders selskab, og at skatteyder skulle beskattes af nogle indsætninger på sin bankkonto. 

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.◄

SKM2022.35.ØLR

En skatteyder havde ikke godtgjort, at han i 2009 opgav sin danske bopæl, således at skattepligten i Danmark for dele af indkomståret 2009 og indkomståret 2010 var ophørt, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 1.

Skatteyderen havde de stærkeste personlige og økonomiske interesser i Danmark. Beskatningsretten tilkom derfor Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra a, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz.

SKM2019.249.ØLR

Den ene af de sambehandlede sager vedrørte for det første, om skatteyderen var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2006-2007 og 2010-2011. Skatteyderen var født og opvokset i Danmark og boede sammen med sin ægtefælle og datter (født år 2000), indtil parret blev skilt i 2006. I forbindelse med skilsmissen solgte han sin andel af den tidligere fælles bolig og lejede dernæst en lejlighed. Skatteyderen var fra den 9. december 2004 til i hvert fald den 2. november 2011 registreret som ejer af først en Mercedes og siden en Audi. Det fremgår af CPR-registret, at skatteyderen fra den 7. april 2003 til den 1. marts 2012 var registreret med bopæl i Danmark. Skatteyderen arbejdede i efteråret 2006 en kort periode i Tyskland, hvor han boede i en hotellejlighed, og arbejdede dernæst 6 måneder i Italien, hvor han boede i en møbleret lejlighed. Fra august 2007 boede han og var ansat i Danmark. Fra sommeren 2010 var han ansat i et luftfartsselskab i Letland. Skatteyderen påbegyndte i årene 2010-2011 at drive selvstændig erhvervsvirksomhed.

På baggrund af en samlet vurdering af skatteyderens forhold lagde byretten til grund, at skatteyderen i indkomstårene 2006-2007 og 2010-2011 bevarede sin tilknytning og fulde skattepligt til Danmark. Retten lagde navnlig vægt på, at skatteyderen bevarede helårsbolig, at hans familie, herunder navnlig hans datter, var bosat i Danmark, og at han havde biler i Danmark. Landsretten tiltrådte denne vurdering.

Sagen vedrørte for det andet, om SKAT var berettiget til at genoptage skatteansættelsen for indkomstårene 2006 og 2007. Det var under sagen ubestridt, at skatteyderen ikke havde selvangivet sine indtægter i noget land, men skatteyderen gjorde gældende, at han havde modtaget rådgivning fra SKAT om, at han ikke var skattepligtig til Danmark. Landsretten bemærkede, at det ikke kunne lægges til grund, at den pågældende skattemedarbejder skulle have afgivet en tilkendegivelse herom til skatteyderen.

Sagen vedrørte for det tredje, om skatteyderen var skattepligtig af en indsætning på ca. kr. 50.000 på sin konto. Byretten bemærkede indledningsvist, at fra sommeren 2010 fik skatteyderen lønindtægter fra sin lettiske arbejdsgiver indsat på sin konto uden at selvangive indtægterne til SKAT. Ifølge skatteyderens forklaring skulle beløbet på ca. kr. 50.000 være valuta, som han havde haft liggende i kontanter. Det fremgik imidlertid ikke af hans konto, at han skulle have hævet beløb i tilsvarende størrelsesorden forud for indsætningen. Under disse omstændigheder lagde retten til grund, at også dette beløb var skattepligtig indtægt. Landsretten tiltrådte dette.

Skatteministeriet blev herefter frifundet

Se også SKM2018.345.BR

Sagen angik, om skatteyderen ved den anmeldte flytning til Frankrig i 2007 havde opgivet sin skattepligt til Danmark. Landsretten fandt, at skatteyderens sommerhus, som var erhvervet i tilknytning til den anmeldte flytning, udgjorde en bopæl i KSL § 1, stk. 1, nr. 1’s forstand. I den forbindelse tillagde landsretten det også betydning, at han i de for sagen relevante indkomstår havde opholdt sig i sommerhuset i perioder året rundt. Skatteyderen blev herefter anset for skattepligtig til Danmark

Landsretten fandt endvidere, at skatteyderen havde haft midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, hvorfor beskatningsretten også tilkom Danmark.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Sagen angik dels spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelse for 2007, dels spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen havde opgivet sin bopæl i Danmark i 2007.

Skatteyderen havde siden 2002 været ansat i en udenlandsk virksomhed. Han frameldte sig sin danske folkeregisteradresse ultimo november 2006 og indgik i den forbindelse en udlejningsaftale med naboen, som flyttede ind i hans hus. Af lejekontrakten fremgik det, at den var uopsigelig i 3 år fra skatteyderens side. Tre dage efter kontraktindgåelsen, spurgte skatteyderen SKAT om, hvorvidt hans bopæl måtte anses for opgivet, hvis han udlejede sin ejendom til sit barn. I 2007 havde skatteyderen en ekstraordinær lønindtægt på 6,5 mio. kr., og han benyttede i perioden en professionel skatterådgiver. Skatteyderen blev opsagt med fratrædelse ultimo juni 2007 og tilmeldte sig pr. 1. januar 2008 sin tidligere adresse.

I forbindelse med selvangivelsen for 2007, som blev indgivet til SKAT i maj 2008, undlod skatteyderen at oplyse, at han igen var flyttet tilbage til Danmark, og at den uopsigelige lejekontrakt ikke længere var gældende. Landsretten fandt på den baggrund, at han havde handlet groft uagtsomt, og at SKAT derfor var berettiget til at foretage en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2007.

Under henvisning til byrettens begrundelse tiltrådte landsretten, at skatteyderen havde bopæl i Danmark i 2007 og dermed var fuldt skattepligtig til Danmark, og at han i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og det andet land måtte anses for hjemmehørende i Danmark i 2007, da han havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser til Danmark, således at midtpunktet for hans livsinteresser i 2007 var i Danmark.

En person blev ikke anset for fraflyttet i indkomstårene 2007-2008 og havde dermed ikke opgivet sin skattepligt til Danmark. Personen havde i de pågældende år fuld rådighed over sin og hustruens helårsbolig i Danmark, hvor hans hustru og børn fortsat boede, og hvor han opholdt sig, når han var i Danmark. Han havde ikke løftet bevisbyrden for, at han havde til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet. Det kunne ikke lægges til grund, at familien havde besluttet at flytte til England og tog initiativ hertil. Personen blev derfor anset for ikke at have opgivet sin bopæl til Danmark efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1.

Sagen handlede om, hvorvidt et ægtepar havde opgivet bopælen i Danmark, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Sagen handlede endvidere om, hvorvidt manden havde skattemæssigt domicil i Danmark eller Spanien i 2008 efter den dagældende DBO.

Ægteparret, som registrerede sig som bosiddende i Spanien fra 2008, havde solgt deres helårshus i Danmark, men ejede efter den registrerede fraflytning fortsat et sommerhus i Danmark. I årene 2008-2010 opholdt ægteparret sig i betydeligt omfang i Danmark og havde tillige bil til rådighed i Danmark. Manden havde selvangivet indkomst i Spanien.

Under henvisning til en samlet bedømmelse af omfanget af ægteparrets ophold i Danmark, hvorunder manden også måtte antages at have varetaget betydelige erhvervsmæssige og økonomiske interesser, ægteparrets boligforhold og familiemæssige tilknytning til Danmark, fandt landsretten det ikke godtgjort, at ægteparret havde opgivet deres skattemæssige bopæl i Danmark.

For så vidt angår boligforholdene lagde landsretten bl.a. vægt på, at ægteparrets sommerhus i årene 2008-2010 fik en tilbygning, således at sommerhusets samlede areal kom til at udgøre 129 m2, ligesom den oprindelige del af sommerhuset blev gennemgribende renoveret. Ifølge mandens forklaring var hensigten med ombygningen bl.a. at skabe bedre plads til at få besøg af børnebørn. Det samlede ombygningsarbejde udgjorde ifølge ægteparret 1,2 mio. kr.

I relation til mandens erhvervsmæssige og økonomiske interesser bemærkede landsretten, at manden efter fraflytningen til Spanien fortsatte med at eje store dele af den koncern, som han selv var medstifter af, og som havde mere end 150 ansatte. Ifølge beholdningsoversigt udgjorde værdien af aktierne i koncernens selskaber pr. 30 maj 2008 mere end 20 mio. kr. Manden var derudover i årene 2008-2010 registreret med direktørposter henholdsvis bestyrelsesposter inden for koncernens selskaber, ligesom han deltog i bestyrelsesmøder under sine ophold i Danmark og desuden i mindre omfang ydede rådgivning. Det arbejde, som manden udførte fra Spanien for koncernens grønlandske selskaber, svarede til det arbejde, han tidligere havde udført fra Danmark.

Landsretten tiltrådte afslutningsvist byrettens begrundelse for, at manden i henhold til DBO'en indgået med Spanien ikke havde skattemæssigt domicil i Spanien i 2008. Landsretten stadfæstede på denne baggrund byrettens dom.

►Et ægtepar ejede også efter det tidspunkt, hvor de anmeldte flytning til Schweiz, et sommerhus i Danmark. Huset kunne i medfør af planlovens § 41 lovligt anvendes til helårsbolig. Der havde været et betydeligt elforbrug i huset, og landsretten lagde til grund, at huset var egnet til helårsbeboelse. 

Landsretten fandt, at ægteparret ikke havde godtgjort, at de i de pågældende indkomstår opgav deres bopæl i Danmark, og at de fortsat reelt var bosiddende i Danmark, uanset tilmelding mv. til Schweiz og fremlagte erklæringer om ophold der.

Landsretten tiltrådte derfor, at de begge var skattepligtige i Danmark i de pågældende år, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 1.◄

►Stadfæster SKM2016.212.BR.

Landsrettens dom blev anket til Højesteret, dog ikke vedrørende spørgsmålet om skattepligt. Se SKM2018.520.HR.◄

En skatteyder havde i 2005 oplyst til folkeregisteret, at han fraflyttede Danmark for at tage "arbejdsophold af længere varighed i Bahrain. Han oplyste, at han ikke var ejer af en helårsbolig i Danmark, men ejede et sommerhus. Skatteyderen havde, kort før han flyttede til Bahrain, erhvervet en andelsbolig i Danmark. Denne bolig havde han udlejet til sin bror på en 3-årig uopsigelig lejeaftale med forkøbsret. I 2006 købte broderen boligen. Skatteyderen købte endnu en bolig i Danmark i 2007, som han beholdt indtil 2010. I 2010 blev skatteyderen stoppet under en kontrolaktion i en tysk indregistreret bil. Skatteyderen oplyste her, at han opholdt sig i Danmark ca. 14 dage om måneden, og at han under disse ophold boede hos sin bror. Skatteyderen kunne ikke godtgøre, at han i 2005 havde opgivet sin bopæl i Danmark for at tage ophold i udlandet. Retten lagde vægt på, at skatteyderen ikke havde oplyst, at han fortsat var ejer af en helårsbolig i Danmark, og at havde oplyst, at han opholdt sig hos sin bror i Danmark i ca. 14 dage om måneden.

En person flyttede til Spanien på et tidspunkt, hvor hans ægtefælle forblev i Danmark i et hus ejet af hende. Ægtefællens forbliven i Danmark skyldtes bl.a., at parrets datter var afgået ved døden efter kort tids sygdom og havde efterladt sig 3 børn i alderen 1-5 år. Ægtefællen blev i Danmark for i en periode at tage sig af disse børnebørn. Landsretten fandt efter en konkret vurdering, at ægtefællens fortsatte ophold i Danmark skyldtes særlige forhold af midlertidig karakter. På dette grundlag og under hensyn til personens øvrige tilknytningsmomenter til Danmark fandtes af underordnet betydning, havde personen ikke bevaret bopæl i Danmark efter udrejsen til Spanien i oktober 2007.

SKM2012.459.VLR

En hovedaktionær havde forud for 1/10 2000 haft bopæl i Danmark og havde derfor bevisbyrden for, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark. På grund af at der var tale om en forholdsvis kort periode, hvor hovedaktionæren gjorde gældende, at han ikke var skattepligtig til Danmark, var bevisbyrden skærpet. Efter en konkret vurdering fandt retten, at skattepligten ikke havde været opgivet.

SKM2011.417.ØLR

En mand, M, der var marokkansk gift, flyttede i oktober 2006 fra Danmark til Marokko. M havde tidligere boet til leje i en lejlighed i en ejendom, som hans selskab ejede. Lejligheden blev på fraflytningstidspunktet udlejet til sønnen og senere solgt til sønnen. M og hans selskab ejede desuden flere udlejningsejendomme i Danmark. Det blev lagt til grund, at der ikke var stillet et værelse til rådighed for M i lejligheden, at M efter lejeloven ikke havde mulighed for at opsige sønnens lejemål for selv at bebo den, og at sønnen ikke ville efterkomme et eventuelt ønske fra sin far om at fraflytte lejligheden uden iagttagelse af lejelovens regler. Det blev også lagt til grund, at sagsøgeren kun besøgte Danmark i få uger efter fraflytningen, og at han drev erhvervsvirksomhed i Marokko. At der som led i den almindelige drift af udlejningsejendommen med jævne mellemrum var ledige lejemål, herunder på fraflytningstidspunktet, førte ikke til et andet resultat.

SKM2010.47.VLR

En skatteyder, T, flyttede i 2000 fra Danmark til Tyskland, blev fortsat anset for fuld skattepligtig i årene 2000 - 2002. Derefter flyttede han igen til Danmark. Der blev lagt vægt på, at T ejede et sommerhus i Danmark, at den væsentligste del af Ts erhvervsindtægt stammede fra et selskab, hvori han var hovedaktionær, at T i en periode havde opretholdt forholdet sin datters mor, der havde bopæl i Danmark, hvor Ts selskab også havde forretningslokaler, og T opholdt sig fortsat i betydeligt omfang i Danmark.

SKM2009.482.VLR

Uanset at en person efter udrejse til USA havde rådighed over en bolig tilhørende hans bror fra juli 2000 til marts 2001, kunne skattepligten ikke anses for opretholdt. Der blev henset til, at den pågældendes altovervejende erhvervsmæssige aktiviteter lå i USA efter erhvervelse af en farm i juli 2000, hvorimod de erhvervsmæssige aktiviteter i Danmark kun bestod i en mindre udlejningsejendom. Den pågældende havde i en årrække forud beskæftiget sig med landbrug, og det havde formodningen imod sig, at han ikke ville være til stede på farmen i betydeligt omfang i opstartsfasen. Der blev lagt vægt på, at han ikke længere havde telefon og bil i Danmark, og at han i 1999 fik visum til USA og fik udstedt "social security number" i USA. Endelig var han ikke fremkommet med nærmere dokumentation for rejser mv. til USA. (NB. Den pågældende ønskede at blive anset som fuldt skattepligtig).

SKM2008.432.ØLR

Skatteyderen arbejdede i 1999 og 2000 som lastbilschauffør for et dansk selskab. Indtil marts 1999 var han tilmeldt folkeregisteret på sine forældres bopæl i Danmark, hvorefter han meldte fraflytning til England. Skatteyderen kunne ikke godtgøre, at han opgav sin bopæl i Danmark, fordi han havde haft og rent faktisk benyttet en boligmulighed hos sine forældre i et ikke uvæsentligt omfang.

SKM2008.29.VLR

En skatteyder kunne ikke godtgøre, at han fra udgangen af 1993 havde opgivet sin bopæl i Danmark. Skatteyderen var herefter fuldt skattepligtig til Danmark efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1, fra 1994-2002. Skatteyderen havde bevaret en boligmulighed i perioden og hans udlejningsvirksomhed ansås i samme periode for drevet af skatteyderen personligt.

SKM2007.533.ØLR

Et pensionistægtepar flyttede 1. maj 2003 til Schweiz. Det kunne ikke ved forskudsangivelsen for 2005 lægges til grund, at de fortsat var skattepligtige til Danmark. Manden ejede 2 danske selskaber, der drev en mindre spansk virksomhed, som var under afhændelse. Pensionistægteparret havde ingen familiemæssig tilknytning til Danmark, men ejede et større sommerhus i Danmark, som i perioden efter fraflytningen var benyttet til lovligt ophold, mest i sommerhalvåret, i ca. 1/4 af tiden, men som i øvrigt ikke lovligt kunne benyttes til helårsbeboelse. Ud fra en helhedsbedømmelse ansås ægteparret ikke for at have bevaret en sådan tilknytning til Danmark, at de havde opretholdt bopæl her.

SKM2007.375.VLR

En skatteyder kunne ikke bevise, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark, hvorfor skatteyderen var fuldt skattepligtig til Danmark. Der blev lagt vægt på, at skatteyderen, forud for det pågældende indkomstår, var tilmeldt folkeregisteradresse i Danmark på ægtefællens ejendom, og at skatteyderen igen var tilmeldt denne adresse. Samlivet havde ikke i den periode været ophævet.

SKM2006.50.VLR

Skatteyderen var siden 1997 bosat og arbejdede uden for Danmark, men havde samtidig bevaret rådigheden over en lejelejlighed i Danmark. Han anvendte lejligheden under ophold i Danmark 2-3 gange om året i perioder af 10-12 dages varighed. Bopælen her i Danmark ansås bevaret. Det kunne ikke tillægges vægt, om det var umuligt at opnå tilladelse til fremleje.

SKM2005.207.ØLR

Højesteret havde i en tidligere dom anset personen for fuldt skattepligtig for de forudgående år. For indkomstårene 1995-1997 fandt landsretten, at skatteyder ikke ved egen forklaring havde godtgjort, at der var indtrådt sådanne ændringer i hans skattemæssige forhold, at hans skattepligt var ophørt.

TfS 1994, 232 VLR

En fisker, der i 1983 og 1984 var beskæftiget på et dansk indregistreret skib i de grønlandske farvande, lejede de 1. juni 1983 en etværelses lejlighed i Grønland. Det lykkedes ham først at få solgt sin lejlighed i Århus pr. 1. september 1984. Det blev lagt til grund, at han i tiden fra den 1. januar 1983 til den 31. august havde haft bolig til fri rådighed i Danmark, medens han i Grønland kun disponerede over et lille værelse, ligesom han periodevis opholdt sig i Danmark.

TfS 1993, 92 VLR

En skatteyder udrejste til Spanien i 1976 og opgav sin hidtidige bolig i Danmark samtidig med, at han anskaffede en lejlighed i Spanien på 40 m2. Den fulde skattepligt til Danmark blev anset for bevaret efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1, da det blev lagt til grund, at skatteyderen havde ophold i Danmark i langt videre omfang end i Spanien, at han havde haft erhvervsmæssige interesser i Danmark i form af et anpartsselskab, at han under sine ophold i Danmark har varetaget ledelsen af selskabet, at han har kunnet bo i selskabets lokaler, at han også havde haft personlig tilknytning til Danmark (bopælsmulighed hos fraskilt hustru, der stadig var direktør i selskabet).

TfS 1991, 308 ØLR

En skatteyders flytning til Frankrig blev tilsidesat, da han havde opretholdt en sådan tilknytning til Danmark, at han havde bevaret sin fulde skattepligt i efter KSL § 1, nr. 1. (Vekslende boligmuligheder).

TfS 1991, 248 VLR

En dansk kvinde var gift med en tysk statsborger. Ægteparret boede i Danmark, indtil manden i 1978 fik en stilling i Tyskland som lærer og flyttede tilbage til Tyskland. Samlivet kunne ikke anses for ophævet på grund af uoverensstemmelse. Manden ansås derfor fortsat for fuld skattepligtig i perioden.

TfS 1989, 155 VLR

En kvinde, som i 1981 og 1982 havde indgivet selvangivelse som begrænset skattepligtig til Danmark, blev i en straffesag anset for fortsat at have en sådan tilknytning til Danmark, at hendes bopæl var bevaret her. Kvinden havde mulighed for at bo på et gods, og hun havde udnyttet denne mulighed i betydeligt omfang. Kvinden havde opholdt sig mere i Danmark end i Frankrig og havde sine erhvervsmæssige interesser her i landet.

TfS 1986, 299

En skatteyder flyttede i 1980 til Schweiz, hvor han tiltrådte en tidsubegrænset fuldtidsstilling hos en schweizisk arbejdsgiver og lejede en lejlighed. Han fik tilsagn om opholdstilladelse i Schweiz for ægtefælle og 2 børn, men familien blev af uddannelsesmæssige grunde boende i ægtefællernes villa i Danmark, hvor skatteyderen var tilmeldt folkeregisteret indtil 30/12 1983. Skatteyderens formue - herunder lystbåd - forblev i Danmark, han aflagde flere kortere besøg her og opretholdt midlertidigt forskellige former for tilknytning, fx som bestyrelsesmedlem i et dansk selskab. Da bevarelsen af boligen i Danmark skyldtes særlige forhold af midlertidig art, og da de yderligere foreliggende tilknytningsmomenter til Danmark var af underordnet betydning, fandtes bopælen i Danmark at være opgivet ved udrejsen til Schweiz, og den fulde skattepligt var derfor ophørt i 1980.

TfS 1985, 335 ØLR

En skatteyder og hans hustru, der var skattemæssigt hjemmehørende på Grønland, og drev erhverv der, ansås ikke for at haft mulighed for at bruge en meget forfalden landejendom til varigt ophold. Der kunne derfor ikke statueres bopæl her i landet.

UfR 1982, 708 ØLR

En skatteyder blev ansat som salgsdirektør i et brasiliansk firma og i januar 1974 forfremmet til administrerende direktør i en 3-årig periode med mulighed for genansættelse. Han og hans familie tog ophold i Brasilien, men beholdt deres hus i Danmark som sommerbolig. De fleste af deres ejendele blev solgt inden afrejse til Brasilien. Ægtefællen rejste tilbage i efteråret 1974 og ønskede skilsmisse. Skatteyderen opsagde herefter sit ansættelsesforhold pr. 15/4 1975 og rejste tilbage til Danmark for at redde ægteskabet. Efter en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder fandtes skatteyderen ved udrejsen i april 1973 at have opgivet sin bopæl her i landet, hvorfor han ikke kunne anses fuldt skattepligtig i 1973 og 1974 og heller ikke subsidiært 12 måneder regnet fra udrejsedatoen. Den pågældende var under sit ophold i Brasilien undergivet beskatning efter reglerne for derboende personer.

Byretsdomme

►SKM2024.295.BR◄

►De tre sager, der blev sambehandlet, angik, om sagsøgeren i indkomstårene 2014-18 var fuldt skattepligtig til Danmark, herunder om sagsøgeren var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark eller i Y1-land efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Der var endvidere et spørgsmål om, hvorvidt sagsøgeren kunne få inddraget et nyt spørgsmål om lempelse efter LL § 33, hvis sagsøgeren måtte anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Derudover omhandlede sagerne, om SKATs (nu Skattestyrelsen) skønsmæssige ansættelse af sagsøgerens lønindkomst i 2015-2018 kunne tilsidesættes. Endelig angik sagerne, om SKATs afgørelse af 7. marts 2017 om, at sagsøgerens fulde skattepligt ophørte pr. 30. april 2014, kunne tilbagekaldes/var ugyldig.

Sagsøgeren havde gjort gældende, at hans bopæl i Danmark var ophørt ved fraflytningen fra Danmark den 30. april 2014. Sagsøgeren havde i de omhandlede indkomstår en ægtefælle, der fortsat boede i Danmark. Parterne blev først separeret efter de omhandlede indkomstår. Retten fandt efter en samlet vurdering, at sagsøgeren ikke havde godtgjort at have ophævet samlivet med sin daværende ægtefælle, sådan at sagsøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark ved fraflytningen fra Danmark. Retten havde her bl.a. lagt vægt på, at der efter sagsøgerens fraflytning bestod et økonomisk fællesskab mellem dem, idet de havde fælles konti i Danmark, at den daværende ægtefælle i november 2014 blev ansat i et af A’s selskaber samt det forhold, at der løbende på sociale medier blev lagt flere fotos op, der understøttede, at samlivet mellem dem reelt ikke var ophørt. Sagsøgeren måtte derfor anses for at have haft bopæl i Danmark fra den 30. april 2014 til 31. december 2018.◄

SKM2023.374.BR

En skatteyder boede i Danmark og arbejdede på en boreplatform i Y1-land, således at skatteyderen arbejdede i Y1-land i 28 dage og derefter var 28 dage i Danmark. I 2009 erhvervede den skattepligtige et sommerhus i Danmark. Den 1. marts 2010 udlejede skatteyderen sin hidtidige helårsbolig uopsigeligt i tre år, hvorefter han meldte flytning til Y1-land. Spørgsmålet i sagen var herefter, om skatteyderen havde opgivet sin bopæl i Danmark medfør KSL § 1, stk. 1, nr. 1.
 
Retten konstaterede indledningsvis, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark.
 
Retten anførte herefter, at skatteyderen under sagen blandet andet havde forklaret, at købet af sommerhuset var forbundet med flytningen fra Danmark, og at den meldte flytning fra Danmark skete fire dage efter erhvervelsen af sommerhuset. Retten lagde dernæst til grund, at sommerhuset var egnet som helårsbolig, og at skatteyderen benyttede sommerhuset i betydeligt omfang. Retten lagde endvidere til grund, at skatteyderen ikke etablerede bopæl i Y1-land, og at han efter det oplyste ikke betalte skat til Y1-land. Endelig lagde retten til grund, at skatteyderen fortsat plejede tætte familiemæssige relationer i Danmark.
 
Under disse omstændigheder og efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder i øvrigt fandt retten det ikke godtgjort, at skatteyderen den 1. marts 2010 (eller på et senere tidspunkt) havde opgivet sin bopæl i Danmark. Skattepligten til Danmark var derfor ikke ophørt.

SKM2022.472.BR

SKM2021.315.BR

Retten fandt, at en skatteyder ikke havde godtgjort, at han i marts 2010 flyttede varigt til Y2-lands med den virkning, at han opgav sin fulde skattepligt til Danmark.

Retten fandt desuden, at skatteyderen skulle beskattes som maskeret udbytte af udgifter til et konsulenthonorar, som skatteyderens danske selskaber havde afholdt på skatteyderens vegne.

SKM2021.290.BR

Sagen angik for det første, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2016 og 2017, for det andet om sagsøgeren var skattepligtig af en række beløb, der blev indsat på hans fars konto, og for det tredje om skattemyndighederne havde overholdt ligningsfristen for indkomståret 2016.

Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde påvist eller sandsynliggjort, at hans skattepligt til Danmark skulle være ophørt i indkomstårene 2016 og 2017.

Efter sagsøgerens forklaring lagde retten til grund, at de omhandlede indbetalinger til sagsøgerens fars bankkonto vedrørte sagsøgeren. Efter bevisførelsen kunne det imidlertid ikke lægges til grund, at der var tale om lån til sagsøgeren, herunder at en del af midlerne skulle være videreformidlet som lån til andre.

Retten fandt således ikke, at de af sagsøgeren givne oplysninger støttedes af sagens dokumenter, hvorfor fristen for genoptagelse af skatteansættelsen for 2016 var omfattet af SFL § 27, stk. 1, nr. 5, om ekstraordinær genoptagelse som følge af grov uagtsomhed, og den forkortede ligningsfrist fandt derfor ikke anvendelse, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 534/2013.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2020.158.BR

Skatteyderen var dansk statsborger og indrejste til Danmark fra Y1-land i 1984. Fra 6. december 1998 til 15. maj 2012 boede han på ejendommen beliggende Y2-adresse sammen med sin ægtefælle. Han meldte flytning til folkeregistret den 15. maj 2012 med ny adresse på et lejemål i Sverige. Ifølge bopæls- og skatteattest underskrevet af de svenske myndigheder blev klageren fuldt skattepligtig til Sverige den 1. august 2012. Klageren har oplyst, at han i forbindelse med flytningen købte revisorbistand til korrekt skatteindberetning til Sverige.

Klagerens ægtefælle bibeholdte folkeregisteradresse på Y2-adresse frem til 2017, hvor parret blev skilt. Parret forsøgte at sælge ejendommen i 2013 og 2014.

Det var ubestridt, at A var skattepligtig i Danmark i alle årene fra 2011 til 2014, og det blev lagt til grund, at de svenske skattemyndigheder havde anerkendt dette.

Skatteyderen havde ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelser af hans skattepligtige indkomst for indkomstårene 2011-2014.

Retten fandt desuden, at skatteyderen havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved at undlade at selvangive sin indkomst i Danmark. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var derfor opfyldt. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2018.290.BR

En skatteyder ejede fast ejendom sammen med sin ægtefælle. Skatteyderen arbejdede igennem cirka 4 år i forskellige europæiske lande, medens ægtefællen blev på ejendommen i Danmark med deres fælles barn. Skatteyderen havde ikke dokumenteret at have betalt skat af indkomsten til arbejdslandet, og for en stor del af indkomsten var det anerkendt, at der ikke blev betalt skat overhovedet. Under disse omstændigheder fandt retten, at den fulde skattepligt aldrig var ophørt, og at skatteyderen derfor var fuldt skattepligtig til Danmark. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at familiens opretholdelse af bopælen i Danmark skyldtes barnets handikap, idet dette ikke var forhold af midlertidig karakter.

SKM2017.44.BR

En person, der i en periode arbejdede i Schweiz, frameldte sig sin danske folkeregisteradresse i november 2006. Han havde i den forbindelse udlejet sin bolig i Danmark til sin daværende nabo. På lejekontrakten var anført, at den var uopsigelig i 3 år. 3 dage efter indgåelsen af lejeaftalen, spurgte sagsøgeren skattemyndighederne om, hvorvidt hans bopæl måtte anses for opgivet, hvis han udlejede sin ejendom til sit barn. I 2007 havde de pågældende en ekstraordinær lønindtægt på 6,7 mio. kr. Sagsøgeren blev opsagt med fratrædelse ultimo juni 2007 og tilmeldte sig pr. 1. januar 2008 sin tidligere adresse. Da den pågældende ikke reelt kunne anses at have opgivet sin bopæl her i landet, blev den fulde skattepligt fastholdt i 2007, og personen blev anset for hjemmehørende her i landet. En påstand om ugyldighed på grund af fristoverskridelse blev ikke taget til følge, idet forholdet ikke kunne karakteriseres som simpelt uagtsomt.

SKM2016.367.BR

En person påstod, at han havde opgivet sin skattepligt til Danmark i 2008 og 2009, hvor han til Folkeregistret havde registreret sig som fraflyttet til udlandet. Retten anførte indledningsvist, at i en fraflytningssituation var det skatteyderen, der skulle bevise, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Retten anførte endvidere, at denne bevisbyrde skærpedes, hvis personen senere flyttede tilbage til den samme bolig i Danmark, som han angav, at han opgav ved sin udrejse. Bevisbyrden skærpedes også, hvis den pågældende ikke kunne anvise noget andet land, hvor han efter udrejse fra Danmark havde etableret ny bopæl på en sådan måde, at han var blevet skattepligtig dertil. Da personen igen tilmeldte sig en adresse i Danmark, var det på samme adresse, som han tidligere havde været tilmeldt, og hvor hans kæreste gennem mange år havde bopæl. Den pågældende havde endvidere løbende indbetalt en del af sin løn til sin og kærestens fælleskonto, hvorfra almindelige leveomkostninger, herunder omkostningerne til boligen, blev betalt. Retten lagde endvidere til grund, at personen ikke havde etableret nogen egentlig bopæl i udlandet eller havde haft ønske om dette. Personen, der havde opholdt sig i England, Norge og Angola i forbindelse med udførelse af arbejdsopgaver, havde derimod forklaret, at han havde ønsket at gøre brug af en ordning, hvor han ikke i skattemæssig henseende blev knyttet til noget land. På dette grundlag var det ikke godtgjort, at den pågældende på noget tidspunkt havde opgivet sin bolig i Danmark, og han var derfor også fuldt skattepligtig til Danmark.

 SKM2016.196.BR

En person kunne ikke godtgøre, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark i forbindelse med et ophold i Kina og Ungarn i ca. 7 1/2 måned. Den pågældende henviste til, at han havde opholdt sig i udlandet i mere end 180 dage, og at han ikke havde haft rådighed over en bolig i Danmark i denne periode. Personen flyttede tilbage til samme beboelseslejlighed, som han havde beboet inden fraflytningen. Personens selskab havde i hele perioden haft adresse i denne lejlighed, der ejedes af personens mor. Den pågældende havde bevaret de fulde skattepligt i perioden.

SKM2016.168.BR

En person havde i Folkeregisteret registreret sig som fraflyttet til udlandet. Retten anførte, at det i en fraflytningssituation er skatteyderen, der skal bevise, at han var fraflyttet. Bevisbyrden blev skærpet af, at den pågældende flyttede tilbage til samme bolig i Danmark, og at han ikke var blevet skattepligtig til noget andet land efter udrejsen. Den pågældendes kæreste var blevet boende på adressen i Danmark, og den pågældende havde indbetalt en del af sin løn til sin og kærestens fælles konto. Endelig lagde retten til grund, at den pågældende ikke havde etableret bopæl i noget andet land, og denne havde ønsket at gøre brug af en ordning, hvor han i skattemæssig henseende ikke var knyttet til noget land. På dette grundlag var det ikke godtgjort, at den pågældende på noget tidspunkt havde opgivet sin bolig i Danmark.

SKM2014.802.BR

Det var spørgsmålet, om en persons fulde skattepligt var ophørt i 2006-2008. Den pågældende var i 1990 flygtet fra Mellemøsten til Danmark og havde ubestridt bopæl i Danmark frem til august 2004. I denne periode boede hun sammen med sin mand i en lejlighed. Personen var medlem af Z-råd i Mellemøsten fra 2006 til marts 2010. Personens fulde skattepligt var ubestridt ophørt i hvert fald fra 2010. Personen opholdt sig størstedelen af tiden i Mellemøsten i de omhandlende indkomstår. Personen gjorde gældende, at denne i 2004 flyttede til Mellemøsten, blev skilt fra og ophævede samlivet med sin mand og herefter ikke anvendte lejligheden. Der blev fremlagt dokumentation for, at de var skilt i 2004, og en række vidner forklarede, at samlivet var ophørt, og at personen ikke længere anvendte lejligheden, men opholdt sig og overnattede hos vidnerne og på hotel m.v., når denne var på få og kortvarige besøg i Danmark i forbindelse med sit politiske virke. Med henvisning til bl.a., at personen fortsat havde betalt den fulde husleje og andre faste udgifter vedrørende lejligheden uden at kræve betaling fra sin tidligere ægtefælle, fandt retten, at det ikke kunne lægges til grund, at deres samliv reelt var ophørt. Retten fandt således, at den pågældende havde bevaret rådigheden over lejligheden som bolig, at personen derved ikke havde godtgjort, at bopælen i Danmark var opgivet i de omhandlende år.

 SKM2014.385.BR

En person blev anset som fuldt skattepligtig til Danmark. Landsskatteretten havde bl.a. lagt vægt på, at sagsøgeren via sin ægtefælles ejendom havde haft en bolig til rådighed i Danmark. Selvom sagsøgeren var opfordret hertil, var han ikke under sagens behandling ved byretten fremkommet med yderligere oplysninger eller beviser i forhold til det grundlag, hvorpå Landsskatteretten havde truffet afgørelse. Sagsøgeren havde end ikke givet møde i retten og afgivet forklaring. Byretten traf herefter sin afgørelse i overensstemmelse med Landsskatterettens resultat og begrundelse.

SKM2011.438.BR

En hovedaktionær havde forud for 1/10 2000 haft bopæl i Danmark og havde derfor bevisbyrden for, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark. På grund af at der var tale om en forholdsvis kort periode, hvor hovedaktionæren gjorde gældende, at han ikke var skattepligtig til Danmark, var bevisbyrden skærpet. Efter en konkret vurdering fandt retten, at skattepligten ikke havde været opgivet.

SKM2009.583.BR

Efter en samlet vurdering ophørte ægtefællernes skattepligt efter at de tog bopæl i Spanien i september 2005 samtidig med, at deres bopælsmulighed i Danmark ophørte. Ægtefællerne havde ifølge planlovgivningen haft dispensation til at anvende et sommerhus som helårsbeboelse, men denne ret bortfaldt ved fraflytning. Derfor kunne bopælen ikke anses for opretholdt ved fraflytning.

SKM2007.710.BR

En skatteyder, der havde meldt flytning til Tyskland og havde erhvervet en møbleret lejlighed der, blev anset for at have opretholdt sin bopæl i Danmark. Der blev henset til, at skatteyderen rådede over et sommerhus i Danmark, som tidligere havde været benyttet som helårsbolig for skatteyderens søn, samt at skatteyderens mindreårige datter blev boende i skatteyderens helårshus, da sagsøgeren flyttede til Tyskland. Skatteyderens søn flyttede omkring samme tidspunkt ind i huset.

Landsskatteretten

SKM2008.407.LSR

Den fulde skattepligt var ikke ophørt ved fraflytning til England, fordi klager fortsat ejede halvdelen af en lejlighed, som efter fraflytningen var beboet af kæresten.

SKM2005.396.LSR

En pensionist, der efter planlovens bestemmelser havde en personlig ret til at bo i sit sommerhus hele året, ansås for at have bevaret en bopælsmulighed her i Landet, og den fulde skattepligt bestod derfor fortsat efter fraflytning til udlandet.

SKM2001.22.LSR

En skatteyder tog et ophold i USA. Inden afrejsen var han flyttet til sine forældres adresse, som også blev hans adresse, da han vendte tilbage fra USA. Det blev lagt til grund, at han ved udrejsen bevarede muligheden for at bo hos forældrene og at han havde til hensigt at vende tilbage til Danmark efter udlandsopholdets slutning. Skatteyder blev bl.a. på det grundlag anset for fuldt skattepligtig under opholdet i USA.

TfS 2000, 168

En skatteyder var indtil 16/5 1995 undergivet beskatning i både Spanien og Danmark. Skattepligten til Danmark ophørte først fra denne dato, da skatteyderen først var udrejst fra denne dato, og ind til da havde beboet ejendommen. Dobbeltbeskatningen måtte løses ved gensidig forhandling mellem de kompetente myndigheder.

TfS 1998, 652

Skatteyders fulde skattepligt ophørte ved udrejsen til Schweiz, idet han, uanset boligen kun var udlejet for en periode på 2 år, ansås for at have opgivet bopælen fra dette tidspunkt. Der blev bl.a. henset til, at han havde fået en tidsubegrænset stilling, og at hans familie i umiddelbar tilknytning var flyttet til hans nye bolig i Schweiz. Det fremgik af lejekontrakten, at lejer havde forkøbsret til boligen.

TfS 1998, 556

En journalist, der havde arbejdet i udlandet, ansås ikke for at have haft bopæl i Danmark i den omhandlede periode, ligesom han ikke ansås for at have udført erhverv med fast driftssted i Danmark. Journalisten havde af arbejdsmæssige årsager benyttet sig af en postadresse i Danmark.

TfS 1991, 132

En dansk kvinde, der arbejdede her i landet, indgik ægteskab med en tysk statsborger og flyttede i oktober 1986 med sit barn til ægtefællens bopæl i Tyskland. Hun udlejede sin andelsbolig i Danmark for 2 år fra januar 1987 og solgte den april 1989. Fra det tyske Finanzamt forelå erklæring om at, hun var fuld skattepligtig efter reglerne for derboende personer fra oktober 1986. Hun kunne ikke antages at have haft til hensigt at bevare hjemsted her i landet efter fraflytningen, hvorfor skattepligten ansås for ophørt fra oktober 1986.

TfS 1990, 163

En skatteyder og hans hustru flyttede i 1980 til England, hvor de erhvervede en bolig og blev fuldt skattepligtige til England. Skatteyderen købte også et sommerhus i Spanien. Før udrejsen havde skatteyderen købt et sommerhus i nærheden af sin minkfarm. Denne bortforpagtede han uopsigeligt til sin søn. Under senere ophold i Danmark har ægtefællerne boet i sommerhuset, og skatteyderen har under ophold her deltaget aktivt i virksomhedens drift i travle perioder. Efter en samlet bedømmelse af omstændighederne, herunder at sommerhuset i Danmark ikke var godkendt til helårsbeboelse og ikke var usædvanligt med hensyn til pris og størrelse, var der ikke grundlag for at anse bopælen her i landet for bevaret.

TfS 1989, 245

Fuld skattepligt i Danmark ansås ikke bevaret samtidig med bopæl i Spanien. Den pågældende havde opholdt sig 170 dage i Danmark i både sommer- og vinterhalvåret, havde et stort sommerhus her (ikke godkendt til helårsbeboelse) og havde indtægt af bortforpagtet andel i en af ham tidligere her i landet drevet virksomhed i interessentskabsform. 2 af hans 3 voksne børn boede i Danmark. Efter en samlet bedømmelse af hans forhold ansås han fulde skattepligt for bortfaldet fra tidspunktet for indtræden af hans fulde skattepligt til Spanien.

TfS 1988, 411

En skatteyder og hans hustru rejste i 1993 til Spanien, hvor de lejede et hus på helårsbasis og ved F54-erklæring dokumenterede fuld skattepligt til Spanien. Parret var ansat som lejrchef på en dansk campingplads, hvor de i campingpladsens driftsperiode havde en lille bolig til rådighed, der delvis også benyttedes af andet personale, og som kun lovligt måtte anvendes i perioden 1. april til 30. september. Da skatteyderen havde bolig til rådighed i sommerhalvåret, og da det dermed forbundne arbejde udgjorde eksistensgrundlaget for familien, og da vinteropholdet i Spanien måtte antages at have en mere passiv og feriemæssig karakter, fandtes skatteyderen at være fuldt skattepligtig her til landet efter bopælsreglen.

TfS 1987, 475

En skatteyder, var født i Danmark, men havde derefter boet i Sverige, indtil han i 1976 flyttede til Danmark. I 1983 flyttede han igen til Sverige, hvor han havde arbejdet som læge i et par år. Han blev anset for fuldt skattepligtig efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1, da han var ejer af en lejlighed i København, som ikke havde været udlejet uopsigeligt i mindst 3 år.

TfS 1987, 195

En skatteyder, der i en årrække havde været udstationeret i forskellige lande for en dansk koncern, købte i 1979 hus i Danmark, hvor han flyttede ind med sin hustru. Hans ophold her varede mindre end en måned, da han udstationeredes i en afrikansk stat. Hans hustru boede i huset indtil januar 1980, hvor det blev udlejet. Det blev solgt i 1980, efter at hustruen medio 1980 havde lejet hus, hvor ægtefællerne opholdt sig under deres ophold her i landet. Skatteyderens udstationering ophørte i november 1983, hvorefter han, efter ferie i Danmark, begyndte at arbejde her pr. 1/1 1984. Skatteyderen var fuldt skattepligtig i 1983, da han måtte antages for at have taget ophold her i forbindelse med bopælserhvervelsen i 1979 og opholdet kunne ikke anses for afbrudt ved den efterfølgende udstationering.

TfS 1987, 178

En skatteyder og hans hustru udrejste i december 1981 til England, hvor de flyttede ind i en lejlighed og ved F-54-blanket dokumenterede skattepligt til England. Skatteyderen ejede et dansk gods, hvor den af ægtefællerne hidtil beboede lejlighed blev udlejet uopsigeligt i 4 år. Desuden ejede han et sommerhus, som han solgte i 1983, hvorefter han i nærheden af godset opførte et hus på 250 m², der lå i et sommerhusområde, som ifølge byplan ikke måtte anvendes til helårsbeboelse. Ud fra en samlet bedømmelse - hvori indgik besiddelsen af godset og bevarelsen af en stor villa som bolig her i landet, uanset beliggenheden i et sommerhusområde - ansås skatteyderen for at have bevaret sin bopæl her i landet.

TfS 1987, 25

En skatteyder, der var officer i Flyvevåbnet, ansås for at have bevaret sin bopæl i Danmark hos sin samlever og senere ægtefælle under en udstationering til Færøerne af ca. 6 måneders varighed.

TfS 1986, 611

En skatteyder ophævede samlivet med sin hustru og flyttede i juni 1983 til en lejet lejlighed i Sverige. Han var formelt registreret som ejer af en bolig i Danmark, som hustruen beboede i, indtil hun efter separationen i november 1984 overtog den. Skatteyderen ansås ikke efter sin fraflytning at have haft bolig til rådighed i Danmark, og hans skattepligt til Danmark var derfor ophørt fra juni 1983.

TfS 1986, 552

En skatteyder havde siden 1981 opholdt sig i Israel. I maj 1983 blev hun permanent resident i Israel. I begyndelsen af opholdet i Israel havde hun opholdt sig der på turistvisum, hvortil krævedes, at der opretholdes permanent adresse uden for Israel. Den 30. maj 1983 havde hun meldt flytning til Israel fra sin tidligere lejlighed i København. Lejligheden havde hun og en anden studerende lejet på en fælles kontrakt. Efter skatteyderens fraflytning i 1981, havde medlejeren selv betalt hele huslejen. Skatteyderen ansås for at have bevaret bopæl her i landet indtil maj 1983.

TfS 1986, 16

En skatteyder havde fra januar 1980 til august 1983 boet og arbejdet i Norge, hvor han var ansat i et dansk selskabs norske datterselskab og var beskattet som fuldt skattepligtig. Han havde i hele perioden haft en lejlighed her i landet, som han havde udlejet, men ikke bindende for en periode på mindst 3 år. I januar 1984 var han flyttet tilbage til Oslo, hvor han boede sammen med en kvinde, som han havde boet sammen med under sit tidligere ophold. Skatteyderen ansås for at have bevaret sin bopæl i Danmark fra 1980-1983, men var tillige skattepligtig i Norge, der havde beskatningsretten til lønindkomsten.

TfS 1985, 169

Sommerhus sidestillet med helårsbolig i et tilfælde, hvor en skatteyder og hans familie, der i en årrække havde boet i Ghana, ikke længere havde bolig til rådighed dér, og hvor det måtte antages, at skatteyder havde til hensigt at blive i Danmark. I juni 1979 kom hustruen og i juli kom manden til Danmark for at holde ferie i deres danske sommerhus. I juli 1979 var der militærkup i Ghana og manden blev derfor lidt længere i Danmark end planlagt, og datteren blev tilmeldt dansk skole. Den 26. november 1979 rejste klageren i midlertidig tilbage til Ghana for bl.a. at tilse familiens derværende bolig og for at få fornyet opholdstilladelsen i landet. Manden vendte tilbage til Danmark den 12. december 1979. Herefter viste det sig at være for risikofyldt økonomisk set at fortsætte virket i Ghana. I februar 1980 udløb lejemålet i Ghana, og manden tog dertil for at få familiens møbler opmagasineret. Det blev lagt til grund at manden efter hjemkomsten fra Ghana den 12. december 1979 havde besluttet at forblive i Danmark, og han ansås fra dette tidspunkt for at have bopæl efter KSL § 1, nr. 1.

LSRM 1984, 175

Bopæl anset for ophørt som følge af samlivsophævelse. Der blev lagt vægt på, hvornår skatteyder udrejste og samlivet reelt var ophørt og ikke den senere (formelle) separationsbevilling.

LSRM 1982, 187

En erhvervsdrivendes hustru flyttede af helbredsmæssige grunde til Sydspanien. Den erhvervsdrivende havde haft planer om at flytte til Spanien, men af hensyn til virksomheden havde dette foreløbigt ikke været muligt. Hustruen havde jævnligt besøgt sin ægtefælle og sit barn her i landet, ligesom de havde besøgt hende. Samlivet kunne derfor ikke anses for ophørt, og hustruen ansås for at have bevaret bopæl her i landet.

LSRM 1982, 185

En skatteyder fraflyttede til Spanien, men beholdt et helårshus, som han ikke havde anvendt som helårsbeboelse, men kun som sommerhus. Skatteyderen havde siden fået afslag på en anmodning om at ændre benyttelsen til fritidshus. Herefter ansås skatteyderen fortsat for at råde over helårshus, hvorfor skattepligten ikke var ophørt.

LSRM 1977, 1

En skatteyder udrejste i september 1971 til Sydafrika, hvor han skulle arbejde for et dansk firma. Hustruen rejste med, og ægtefællerne opsagde deres lejemål, solgte en del indbogenstande og opmagasinerede andre, delvis med henblik på eftersendelse til Sydafrika, ligesom skatteyderen af sin arbejdsgiver modtog lån til visse investeringer for at etablere et fastere ophold i Sydafrika. Ægtefællerne regnede med, at opholdet dér ville blive af ubestemt, længere varighed. Inden afrejsen havde skatteyderen købt en landbrugsejendom, der blev udlejet/bortforpagtet. Arbejdet i Sydafrika ophørte uventet i september 1992. Landbrugsejendommen ansås efter omstændighederne ikke for at indebære en sådan bopælsmæssig tilknytning, at skattepligten efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1, var bevaret.

Skatterådet og Ligningsrådet

►SKM2024.19.SR◄

►Spørger og hans ægtefælle ejede hver 45 % af et selskab, hvor spørger sad i direktionen og hans ægtefælle var administrerende direktør. Spørger rejste til Indonesien med sin familie i 11 måneder for at udvide selskabets marked som forhandler af produkter fra et andet selskab. De ældste børn skulle under opholdet gå på skole i Indonesien.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger bevarede sin fulde skattepligtig til Danmark, imens han var i Indonesien, henset til at spørger ikke afskar sig rådigheden over sin bolig i Danmark ved enten at sælge eller udleje sin bolig uopsigeligt i mindst 3 år.

Skatterådet kunne desuden bekræfte, at spørger skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Indonesien. Spørger havde kun fast bolig til rådighed i Danmark. Boligen i Indonesien skulle alene anses for midlertidig, når opholdet i Indonesien var henholdsvis en forretningsrejse og en privat ferierejse i en på forhånd afgrænset periode.

Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at spørger kunne få nedsat skatten på lønindkomst for arbejdet uden for riget efter ligningslovens § 33 A. Det var Skatterådets opfattelse, at opholdet i Indonesien, ikke havde den fornødne sammenhæng med selskabets forhold, men måtte anses som overvejende begrundet i et privat ønske om midlertidigt at bo og arbejde i Indonesien. Spørger havde således selv valgt at opholde sig i Indonesien.◄

►SKM2024.17.SR◄

►Spørger og hendes ægtefælle ejede hver 45 % af et selskab, hvor spørger var administrerende direktør. Spørger rejste til Indonesien med sin familie i 11 måneder for at udvide selskabets marked som forhandler af produkter fra et andet selskab. De ældste børn skulle under opholdet gå i skole i Indonesien.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørger bevarede sin fulde skattepligtig til Danmark, imens hun var i Indonesien, henset til at spørger ikke afskar sig rådigheden over sin bolig i Danmark ved enten at sælge eller udleje sin bolig uopsigeligt i mindst 3 år.

Skatterådet kunne desuden bekræfte, at spørger skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Indonesien. Spørger havde kun fast bolig til rådighed i Danmark. Boligen i Indonesien skulle alene anses for midlertidig, når opholdet i Indonesien var henholdsvis en forretningsrejse og en privat ferierejse i en på forhånd afgrænset periode.

Skatterådet kunne dog ikke bekræfte, at spørger kunne få nedsat skatten på lønindkomst for arbejdet uden for riget efter ligningslovens § 33 A. Det var Skatterådets opfattelse, at opholdet i Indonesien, ikke havde den fornødne sammenhæng med selskabets forhold, men måtte anses som overvejende begrundet i et privat ønske om midlertidigt at bo og arbejde i Indonesien. Spørger havde således selv valgt at opholde sig i Indonesien.◄

SKM2023.576.SR

Spørger havde bevaret rådigheden over helårsbolig i Danmark, efter han fik en bolig til rådighed i Storbritannien i september 2023. Spørger havde således bopæl i Danmark også efter september 2023, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Da spørger ikke havde opgivet sin bopæl her i landet, kunne den fulde skattepligt efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1, således ikke anses for ophørt. Skatterådet kunne derfor bekræfte, at spørger fortsat var fuldt skattepligtig til Danmark efter den 4. september 2023, hvor han fik arbejde og bolig i Storbritannien, jf. KSL § 1, stk. 1, nr. 1.

På baggrund af en helhedsvurdering af Spørgers personlige og økonomiske interesser fandt Skatterådet, at det ikke var muligt at finde Spørgers midtpunkt for livsinteresser, jf. den dansk-britiske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a). Spørger ville fremadrettet løbende opholde sig hyppigere i Storbritannien end i Danmark (125 dage mere i Storbritannien end i Danmark årligt). Skatterådet fandt på denne baggrund, at Spørger efter reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien, artikel 4, stk. 2, litra b), måtte anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Storbritannien, da det var i denne stat, hvor han fremadrettet sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, havde ophold. Skatterådet kunne således bekræfte, at Spørger efter flytningen ville blive anset som hjemmehørende i Storbritannien efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien artikel 4 i forbindelse med flytningen til Storbritannien 4. september 2023.

Spørger var flyttet til Storbritannien den 4. september 2023. De nævnte anparter var overdraget til Spørgers ægtefælle den 1. september 2023, dvs. forinden Spørgers afrejse til Storbritannien og på et tidspunkt, hvor samlivet havde bestået i skattemæssig henseende. Skatterådet kunne dermed bekræfte, at overdragelsen af anparter i H1 ApS til ægtefællen, før Spørger udrejste til Storbritannien, ville være omfattet af reglerne i KSL § 26 B, så der ikke udløstes avancebeskatning efter aktieavancebeskatningsloven i denne forbindelse.

SKM2023.424.SR

SKM2023.107.SR

Skatterådet fandt, at spørger fortsat var fuldt skattepligtig i Danmark. Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og Schweiz, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande han havde skattemæssigt hjemsted.

Skatterådet fandt, at spørger havde stærke økonomiske interesser i Schweiz, hvor han havde sine primære erhvervsinteresser. Spørger havde samtidig stærke personlige interesser i Danmark, idet hans ægtefælle og deres børn boede her i landet. Spørger havde primært sit familieliv i Danmark, hvor han var sammen med familien om fredagen samt i de fleste weekender. På baggrund af en helhedsvurdering af spørgers ovennævnte livsinteresser i de to stater fandt Skatterådet, at det ikke var muligt at fastslå med fornøden sikkerhed, jf. OECD’s kommentar 10 til artikel 4, med hvilken af de to stater spørger havde de stærkeste personlige og økonomiske interesser og dermed spørgers midtpunkt for livsinteresser, jf. den dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a). Skatterådet fandt derfor, at spørger efter reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Schweiz, artikel 4, stk. 2, litra b), måtte anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz, da det var i denne stat, hvor han sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, havde ophold.

SKM2023.106.SR

Spørger har bopæl i Danmark, hvor han har rådighed over en bolig, som han anvender. Spørger ønsker at flytte til Kroatien og bosætte sig i landet i en periode på 8-12 måneder for dernæst at vurdere, om han ønsker at rejse tilbage til Danmark eller forlænge opholdet i Kroatien. Spørger fremlejer i perioden sin andelsbolig i Danmark uopsigeligt i stedet for at sælge lejligheden. Spørger ville i den foreliggende sag udleje sin lejlighed i Danmark, således at spørger ville være afskåret fra at disponere over boligen i Danmark. Spørger fik samtidig fast bolig i Kroatien. Skatterådet bekræftede, at Kroatien kunne anses som spørgers skattemæssige bopælsland ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, idet spørger alene havde en fast bolig til rådighed i Kroatien.

SKM2021.217.SR

Skatterådet bekræftede, at spørgerens fulde skattepligt efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1, ophørte i forbindelse med afståelse af bopæl i Danmark og fraflytning fra Danmark, uanset at spørgeren ikke i forbindelse med fraflytningen etablerede sig i et andet land.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørgers efterfølgende ophold i Danmark (ferie, deltagelse i bestyrelsesmøder, afvikling af vinsmagninger og lignende) og efterfølgende ophold i udlandet ikke ville medføre, at spørger genindtrådte i fuld skattepligt efter KSL § 1, stk. 1, nr. 2. Der blev henset til, at kortvarige ophold i udlandet efter ordlyden i KSL § 1, stk. 1, nr. 2, kan medregnes i opholdet i Danmark.

Spørger ville flytte til Sverige, men ejede to ejendomme i Danmark. Begge ejendomme udlejedes uopsigeligt i mindst 3 år. Skatterådet tiltrådte Spørgers opfattelse af, at spørgers fulde skattepligt til Danmark ophørte ved fraflytningen.

Spørger ejede alle anparter i et selskab. Skatterådet tiltrådte ikke Spørgers opfattelse af, at reglerne i TSS-cirkulære 2000-9 kunne anvendes til beregning af handelsværdien af anparterne. Det var Skatterådets opfattelse, at handelsværdien af anparterne beregnes efter den indkomstbaserede model ("DCF-model"), hvor der tages udgangspunkt i selskabets årsrapporter for de tre forudgående år op til fraflytningstidspunktet.

Spørger ville flytte til Sverige, men ejede tre ejendomme i Danmark. To af ejendommene udlejedes uopsigeligt i mindst 3 år, mens den tredje ejendom enten udlejedes uopsigeligt i mindst 3 år eller sælges. Skatterådet tiltrådte spørgers opfattelse af, at spørgers fulde skattepligt til Danmark ophørte ved fraflytningen.

Spørger ejede alle anparter i et selskab. Skatterådet tiltrådte ikke spørgers opfattelse af, at reglerne i TSS-cirkulære 2000-9 kunne anvendes til beregning af handelsværdien af anparterne. Det var Skatterådets opfattelse, at handelsværdien af anparterne beregnes efter den indkomstbaserede model ("DCF-model"), hvor der tages udgangspunkt i selskabets årsrapporter for de tre forudgående år op til fraflytningstidspunktet.

Spørger og spørgers ægtefælle påtænkte at flytte til USA ultimo 2020.

Spørger skulle som led i sin stilling som administrerende direktør i det danske selskab H1 ApS og direktør i et datterselskab i USA arbejde på at udvide koncernens erhvervsmæssige aktiviteter i USA.

Skatterådet bekræftede, at spørgers fulde danske skattepligt ikke ophørte. Derudover bekræftede Skatterådet, at spørger efter sin fraflytning havde skattemæssigt hjemsted i USA. Skatterådet bekræftede derudover, at spørger ikke skulle fraflytterbeskattes af optioner, som ikke var retserhvervet på tidspunktet for fraflytningen. Endelig svarede Skatterådet, at der baseret på DBO'en mellem Danmark og USA skulle ske fordeling af optionerne mellem Danmark og USA i forhold til, hvor arbejdet var udført, når optionerne var tildelt spørger på grundlag af ansættelsen i H1 ApS. Der skulle dog ikke ske fordeling, når optionerne var tildelt spørger, som medlem af bestyrelsen i det danske selskab G1 ApS.

Spørgeren var dansk statsborger og medfølgende ægtefælle til en diplomat, der var udsendt af den danske stat i x-land. Parret havde udlejet deres bolig i Danmark midlertidigt i denne forbindelse. Spørgeren havde forud for afrejsen stiftet en enkeltmandsvirksomhed i Danmark inden for branchen databehandling, webhosting og lignende serviceydelser. Spørgeren løste opgaverne ved hjælp af computer, og ønskede at udføre en del af arbejdet i x-land. Skatterådet bekræftede, at spørgeren fortsat var fuldt skattepligtig til Danmark. Dertil kom, at Skatterådet bekræftede, at spørgeren var skattepligtig af indkomsten i Danmark, når spørgeren via sin danske enkeltmandsvirksomhed udførte arbejdet med en opgave i x-land.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørgers fulde danske skattepligt var ophørt i forbindelse med fraflytning efterfulgt af salg af boligen i Danmark. Skatterådet kunne også bekræfte, at spørgers fulde danske skattepligt ville genindtræde i forbindelse med erhvervelse af et sommerhus eller et kolonihavehus i Danmark, idet dette skulle anvendes i forbindelse med arbejdsophold i Danmark. Endelig kunne Skatterådet bekræfte, at spørgers skattemæssige hjemsted ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien kunne anses for flyttet til Storbritannien, og at dette også ville være tilfældet, selvom spørgers kæreste eventuelt valgte ikke at flytte fra X-land til Storbritannien.

En advokat fraflytter Danmark, og havde efter fraflytningen ikke længere rådighed over bolig i Danmark. Hermed ophørte advokatens skattepligt til Danmark. Det var uden betydning, at advokatvirksomheden endnu ikke var fuldt afviklet ved fraflytningen. Advokaten ville efter fraflytningen kun opholde kortvarigt sig her i landet og ville alene være begrænset skattepligtig her. Advokaten ville ikke have hjemsted i Danmark efter den dansk-y-landske DBO.

En person skulle udføre arbejde i X-land, medens dennes ægtefælle skulle arbejde og opholde sig i Y-land sammen med parrets børn. Såfremt de bevarede deres fælles bopæl i Danmark, ville personen fortsat være fuld skattepligtig til Danmark, men denne ville ikke være skattemæssigt hjemmehørende her. Såfremt de udlejede boligen uopsigeligt i 3 år eller solgte denne ville personens skattepligt ophøre. Personen ville heller ikke være omfattet af skattepligten efter KSL § 1, stk. 1, nr. 4, da denne blev anset for fuldt skattepligtig i X-land.

Spørgernes fulde skattepligt ville ikke ophøre ved fraflytning til USA, hvis de pågældende ville benytte deres sommerhus i forbindelse med erhverv. Ud fra det oplyste ville spørgerne være skattemæssigt hjemmehørende i USA, hvor de havde deres stærkeste personlige og økonomiske interesser. Hvis spørgerne udelukkende anvendte sommerhuset til ferie eller lignende, og således uden undtagelse ville bo på hotel, når spørgerne deltog i møder i Danmark med deres danske forretningsforbindelser, ville den fulde skattepligt ophøre.

Spørgers fulde skattepligt ville ophøre ved fraflytning til udlandet, da spørger ville afhænde sin helårsbolig og etablere sig i udlandet. Det havde i den konkrete sag ingen betydning for spørgers ophør af skattepligt, hvis ægtefællen og/eller børnene for blev i Danmark efter spørgers fraflytning, idet spørger efter de foreliggende oplysninger hverken selv eller via ægtefælle og/eller børn ville have rådighed over helårsbolig efterfraflytningen, og da ægtefællen alene ville opholde sig midlertidigt i Danmark efter spørgers fraflytning.

Skatterådet fandt ikke, at spørgers fulde skattepligt til Danmark ophørte efter sin fraflytning, da boligen ikke var solgt og hustruen opretholdt det fælles hjem i Danmark. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at spørger bliver skattemæssigt hjemmehørende i Schweiz, da han har personlige og økonomiske interesser i Danmark.

En person påtænkte at flytte til Sverige og opsige sin hidtidige lejebolig i Danmark. Herefter vil vedkommende drive erhverv i Danmark, men han ville ikke længere have bopæl i Danmark og ville derfor ikke være fuldt skattepligtig til Danmark efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Personen ville opholde sig i Danmark i mere end 183 dage årligt, da han ville udføre arbejde i Danmark 5 dage om ugen, men ville ikke overnatte i Danmark. Derfor blev personen heller ikke anset for at ville opholde sig i Danmark i et tidsrum af mindst 6 måneder, og ville ikke blive anset for fuld skattepligtig efter KSL §  1, stk. 1. nr. 2. Personen ville alene være begrænset skattepligtig af sin virksomhed i Danmark. Virksomheden ville anses for at have fast driftssted i Danmark, hvis personen én gang om ugen lejede et kliniklokale i Danmark på timebasis. Personen ville ikke have fast driftssted i Danmark, hvis han kørte rundt til private og behandlede på deres bopæle i Danmark.

SKM2011.153.SR

En skatteyders fulde skattepligt ophørte ikke ved fraflytningen til Spanien, da han ansås for at have bolig til rådighed her i landet. Skatteyderen ejede foruden 2 helårslejligheder, som efter planen skulle udlejes på uopsigelige 3-årige lejekontrakter, et sommerhus, som han efter planlovens bestemmelser havde en personlig ret til at bebo hele året.

SKM2009.539.SR

Skatteyders fulde skattepligt efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1, ophører ikke, hvis han køber en helårsbolig uden bopælspligt, inden han får solgt den bolig, han havde til rådighed forud for flytningen fra Danmark. Hvis skatteyder anskaffer sig en helårsbolig uden bopælspligt efter, at han har solgt sin tidligere bolig, vil skattepligten genindtræde ved skatteyders første erhvervsmæssige ophold i Danmark, efter boliganskaffelsen.

SKM2008.646.SR

Den fulde skattepligt ansås for ophørt, idet det sommerhus personen ejede, kun blev anvendt til ferie og lignende.

SKM2006.168.SR

En skatteyder havde som efterlønsmodtager ret til at anvende sit sommerhus som helårsbolig. Derfor ville skatteyderen ved fraflytning fortsat være fuldt skattepligtig til Danmark. Skattepligten ville ophøre, hvis skatteyderen overdrog sin halvdel af sommerhuset til sin ægtefælle i forbindelse med, at han og ægtefællen ville flytte til Spanien. Ægtefællen havde ikke ret til at anvende sommerhuset til helårsbeboelse.

TfS 1999, 929 LR

Skattepligten blev opretholdt, da skatteyder fortsat rådede over bolig her i landet efter fraflytning.

TfS 1996, 846

Et ægtepar ville flytte til Frankrig. Det kunne ikke med sikkerhed afgøres, om den ene ægtefælle, der var pilot, ville være hjemmehørende i Danmark eller Frankrig efter fraflytningen. Den anden af ægtefællerne ville efter fraflytningen til Frankrig arbejde på et dansk sygehus og i forbindelse med arbejdet bo i et sommerhus i Danmark, tilhørende ægtefællerne. Ægtefællen måtte fortsat anses for fuldt skattepligtig i Danmark.

TfS 1991, 261 LR

En direktør arbejdede for et firma i Danmark og i weekenderne opholdt han sig hos hustru og barn i familiens bolig i England. Han overvejede endvidere at bygge en helårsbolig på en erhvervet grund, da familien havde planer om at flytte til Danmark. Under opholdene i Danmark hver uge fra mandag til fredag boede han dels i familiens sommerhus, dels hos familie og dels på selskabets kontor. Da benyttelsen af sommerhuset ikke havde feriepræg, blev direktøren anset for fuldt skattepligtig.

TfS 1990, 560 LR

En skatteyder og hans hustru havde siden 1983 boet i Danmark, hvor han drev forretning som virksomhedskonsulent både i Danmark og Tyskland. På grund af udviklingen ville han flytte til Hamburg og bosætte sig der. I weekender og i ferier ville han opholde sig hos hustruen på den hidtidige bopæl i Danmark. Skatteyderen ville fortsat være skattepligtig til Danmark, da han fortsat havde rådighed over boligen, da flytningen ikke skyldtes samlivsophævelse, men forretningsmæssige hensyn, og den korte afstand muliggjorde jævnlige besøg.

Andre afgørelser

TfS 1994, 217 TS