Indhold

Dette afsnit handler om, at det er en betingelse for at kunne anvende forskerskatteordningen, at den gennemsnitlige månedsløn udgør mindst 75.100 kr. i 2024 (72.500  kr. i 2023) + bidrag til ATP. Se KSL § 48 E, stk. 3, nr. 3.

Afsnittet indeholder:

• Regel
• Beskrivelse af minimumslønnen
• Gennemsnitlig månedsløn
• Barselsorlov
• Bonus
• Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Medarbejderen skal have indgået en ansættelseskontrakt med arbejdsgiveren, som berettiger medarbejderen til en løn, der udgør mindst 75.100 kr. (2024) pr. måned før fradrag af AM-bidrag og eventuelle obligatoriske udenlandske sociale bidrag. Derudover skal lønnen dække bidrag til ATP.

Ansættelsesvilkårene kan være fastsat enten i en lokalkontrakt direkte med en dansk arbejdsgiver eller i en udstationeringskontrakt med en udenlandsk virksomhed om arbejde for en dansk enhed i koncernen.

Se også

Se også afsnit C.F.6.1.5 om arbejdsgiverens skattepligt.

Se også

• beregning af bidrag til ATP på www.atp.dk
• minimumslønnens størrelse på Skatteministeriets hjemmeside.

Beskrivelse af minimumslønnen

Ud over beløbsstørrelsen gælder det, at minimumslønnen skal være

• A-indkomst i penge eller
• personalegoder omfattet af LL § 16, der er A-indkomst
• opfyldt som et gennemsnit inden for samme kalenderår
• sikret medarbejderen som en gennemsnitlig månedsløn i henhold til ansættelseskontrakten.

Bemærk

Fri kost og logi indgår ikke i minimumslønnen. Se bemærkningerne i Lovforslag nr. 158/1991.

Bemærk

Indbetalinger til en arbejdsgiveradministreret pensionsordning omfattet af bortseelsesret efter PBL § 19 medregnes ikke i A-indkomsten og dermed ikke i vurderingen af, om kravet om minimumsløn er opfyldt.

Den del af arbejdsgiverens indbetaling af præmier til gruppelivsforsikring som nævnt i PBL § 56, stk. 5, der er en integreret del af en bortseelsesberettiget pensionsordning, er heller ikke A-indkomst. Se KSL § 43, stk. 1, 2. pkt. Arbejdsgiverens betaling af disse præmier er B-indkomst, og medregnes til den skattepligtige almindelige indkomst.

Arbejdsgiverens indbetalinger til fx en pensionsordning omfattet af PBL § 53 A eller en udenlandsk pensionsordning, der ikke er godkendt efter PBL § 15 C eller PBL § 15 D, samt præmier til aldersforsikring, aldersopsparing og supplerende engangssum er A-indkomst og behandles på samme måde som almindelig løn.

Se også

Se også afsnit C.A.10.2.6.3.2 om arbejdsgiveradministreret aldersforsikring og aldersopsparing.

Se også

Se også afsnit C.F.6.2.3 om opgørelse af skattepligtig almindelig indkomst.

Bemærk

Indbetalinger fra arbejdsgiveren til et medarbejderinvesteringsselskab, som ikke overstiger beløbsgrænsen på 30.000 kr. i LL § 7 N i kalenderåret, medregnes ikke i A-indkomsten og dermed ikke i vurderingen af, om kravet om minimumsløn er opfyldt. Se KSL § 43, stk. 1, 3. pkt.

Se også

Se også afsnit C.F.6.2.1 om hvilke personalegoder, der er A-indkomst.

Gennemsnitlig månedsløn

Hvis kravet om en gennemsnitlig minimumsløn er opfyldt efter ansættelseskontrakten for kalenderåret som helhed, er det muligt at aftale en lavere aflønning i fx en ferieperiode. Medarbejderen kan også have en måned uden løn, hvis lønnen i de øvrige måneder er så høj, at minimumslønnen samlet set er opfyldt inden for kalenderåret. Se bemærkningerne i Lovforslag nr. 162/2007.

Kravet om minimumsløn skal være opfyldt i henhold til medarbejderens ansættelseskontrakt, hvad enten der er tale om en lokalkontrakt eller en udstationeringskontrakt, og lønudgiften til medarbejderen skal bæres af den danske arbejdsgiver/enhed, som løbende har pligt til at afregne danske skatter i henhold til KSL § 46. Se også SKM2019.525.LSR.

Landsretten fandt ved dom af 22. december 2021, at der ikke efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejder og ej heller i lyset af tilblivelseshistorien og formålet med forskerskatteordningen er grundlag for at indfortolke et krav om, at ændringer i vederlaget i en ansættelseskontrakt for personer, der har været omfattet af forskerskatteordningen, skal foretages inden kalenderårets begyndelse, for at betingelsen i KSL § 48 E, stk. 3, nr. 3, er opfyldt. Da ændringerne i sagsøgtes vederlag skete ved ansættelseskontrakten marts 2017 og dermed i det igangværende kalenderår, tog Landsretten sagsøgtes påstand om frifindelse til følge. Se SKM2022.33.ØLR.

Dommen er udtryk for en praksisændring, der medfører, at det accepteres, at der i løbet af et igangværende kalenderår indgås aftale om en ændring af vederlaget efter KSL § 48 E, stk. 3, nr. 3, med det formål, at det sikres, at vederlagskravet for det igangværende kalenderår bliver opfyldt. Vederlagskravet reguleres årligt efter PSL § 20. Praksisændringen vedrører året efter indtræden i forskerskatteordningen og efterfølgende år, hvor der er tale om ændring af vederlaget som følge af den årlige regulering af vederlagskravet.

Praksisændringen medfører således, at der ikke længere er krav om, at en arbejdsgiver og nøglemedarbejder på et tidspunkt forud for påbegyndelsen af et kalenderår har aftalt, hvad vederlaget for kalenderåret skal være med henblik på at sikre, at det aktuelle gennemsnitlige minimumsvederlag efter KSL § 48 E, stk. 3, nr. 3, fortsat opfyldes. Der er således ikke krav om, at der forud for påbegyndelsen af kalenderåret foreligger dokumentation på, at det aktuelle vederlagskrav for det kommende kalenderår vil være opfyldt.

Som følge af praksisændringen vil det derfor være muligt, at man i løbet af et igangværende kalenderår aftaler en ændring af vederlaget efter KSL § 48 E, stk. 3, nr. 3, med det formål, at man sikrer, at det gennemsnitlige minimumskrav til vederlaget for det igangværende kalenderår bliver opfyldt.

Praksisændringen medfører imidlertid ikke en ændring i, at vederlaget fortsat skal være sikret som et garanteret gennemsnitligt minimumsvederlag i henhold til ansættelseskontrakten eller udstationeringskontrakten. Er det aktuelle gennemsnitlige minimumskrav til vederlaget ikke opfyldt, vil det således stadig ikke være muligt at udbetale en bonus ved udgangen af året for at sikre, at vederlagskravet efter KSL § 48 E, stk. 3, nr. 3, opfyldes.

Se også

Se også afsnit afsnit C.F.6.1.5 om arbejdsgiverens skattepligt.

Barselsorlov

Med virkning fra 1. januar 2019 ses der ved opgørelsen af minimumslønnen bort fra perioder med barselsorlov. Se lov nr. 1432 af 05/12/2018 § 1, nr. 3. Medarbejderen vil blive anset for at være omfattet af forskerskatteordningen i en periode, hvor vedkommende ikke opfylder kravet om minimumsløn, når dette skyldes, at medarbejderen har orlov med nedsat eller ingen løn som følge af barsel. Dispensation fra kravet om minimumsløn medfører ikke forlængelse af den samlede 7 års periode for forskerskatteordningens anvendelse.

I tilfælde af at medarbejderen i orlovsperioden modtager barselsdagpenge eller lignende, skal sådant vederlag beskattes efter de almindelige regler.

Barselsorlov med barselsdagpenge er inddelt i fire forskellige typer orlov: graviditetsorlov, barselsorlov, fædreorlov og forældreorlov.

Bonus

Hvis kravet om minimumsløn ikke er opfyldt efter ansættelseskontrakten, kan medarbejderen ikke anvende ordningen, selv om arbejdsgiveren fx udbetaler en bonus ved udgangen af året, som bringer den gennemsnitlige månedsløn op over minimumsgrænsen.

Løbende retserhvervelse til bonus

Hvis medarbejderen efter kontrakten erhverver ret til en beløbsmæssigt fastsat bonus i løbet af kalenderåret, kan beløbet medregnes til minimumslønnen. Se SKM2011.414.BR sammenholdt med nugældende formulering af bestemmelsen.

Efterfølgende retserhvervelse af bonus

Hvis medarbejderen erhverver ret til bonus, efter at medarbejderen er udtrådt af forskerskatteordningen, er beløbet ikke omfattet af forskerbeskatningen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en bonus kunne beskattes i henhold til KSL §§ 48 E-F, når bonussen blev retserhvervet efter udløbet af perioden, hvor spørgeren var omfattet af KSL §§ 48 E-F. Se SKM2018.439.SR.

Se også

Se også afsnit C.F.6.1.3 om medarbejderens skattepligt forud for påbegyndelse af arbejde under forskerskatteordningen.

Se også

Se også afsnit C.F.6.3.2 om godkendte forskere, der ikke skal opfylde kravet om minimumsløn.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
SKM2022.33.ØLR	Sagsøgte indgik i september 2016 en ansættelseskontrakt, hvoraf det fremgik, at sagsøgtes månedsløn udgjorde 62.500 kr. Sagsøgtes arbejdsgiver indsendte i oktober 2016 en anmodning til SKAT om beskatning i henhold til KSL §§ 48 E-F (forskerskatteordningen). SKAT meddelte i februar 2017, at sagsøgte kunne registreres under forskerskatteordningen fra ansættelsens begyndelse og frem til den 31. december 2016, men at hun ikke efter den 1. januar 2017 opfyldte vederlagskravet i KSL § 48 E, stk. 3, nr. 3, som i 2017 var reguleret til 63.700 kr. pr. måned Parterne indgik i marts 2017 en ny ansættelseskontrakt, hvorefter lønnen var ændret til 63.700 kr. pr. måned, men SKAT traf afgørelse om, at sagsøgte ikke fra den 1. januar 2017 opfyldte betingelserne for beskatning under forskerskatteordningen, fordi ændringen af lønnen først var aftalt i det igangværende kalenderår og ikke forud for kalenderåret. Sagsøgte påklagede afgørelsen til Landsskatteretten, som gav sagsøgte medhold. Landsskatteretten udtalte herved, at det hverken af ordlyden af KSL § 48 E, stk. 3, nr. 3, eller af lovforarbejderne fremgår, at det er et krav, at vederlagskravet i henhold til ansættelseskontrakten skal være opfyldt på tidspunktet for begyndelsen af ansættelsesforholdet eller det pågældende kalenderår. Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, og sagen blev henvist til landsretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1. Landsretten fandt, at der ikke efter bestemmelsens ordlyd eller forarbejder og ej heller i lyset af tilblivelseshistorien og formålet med forskerskatteordningen er grundlag for at indfortolke et krav om, at ændringer i vederlaget i en ansættelseskontrakt for personer, der har været omfattet af forskerskatteordningen, skal foretages inden kalenderårets begyndelse, for at betingelsen i KSL § 48 E, stk. 3, nr. 3, er opfyldt. Da ændringerne i sagsøgtes vederlag skete ved ansættelseskontrakten marts 2017 og dermed i det igangværende kalenderår, tog landsretten sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.	Tidligere instans:  SKM2019.644.LSR
SKM2013.751.ØLR	Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvorefter arbejdsgivers betaling af boligudgifter og udgift til en cykel ikke skulle medregnes ved opgørelse af, om vederlagskravet var opfyldt. Retten fandt, at der i realiteten var tale om, at sagsøgeren havde fået stillet bolig og cykel til rådighed af arbejdsgiveren. Da vederlag i form af frit logi og naturalieydelser ifølge forarbejderne til loven ikke indgår i beregningen af, om vederlagskravet er opfyldt fandt retten, at værdien af boligudgifterne samt udgiften til cykel ikke skulle medregnes ved opgørelsen af vederlaget. Retten fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at lade skyldigt AM-bidrag indgå i beregningen af, om vederlagskravet var opfyldt. Skatteministeriet blev herefter i det hele frifundet.	Sagen vedrører det tidligere gældende krav om, at vederlagskravet skulle opfyldes hver måned.
SKM2011.414.BR	Medarbejderen ansås for løbende at have optjent ret til en garanteret minimumsbonus, som betød, at den månedlige løn opfyldte kravet om minimumsløn. Det var uden betydning, at bonussen først blev udbetalt året efter.	Vedrører indkomståret 2006.
Landsskatteretten
SKM2022.24.LSR	Klageren opfyldte ifølge sin ansættelseskontrakt ikke vederlagskravet i KSL § 48 E, stk. 3, nr. 3, for at blive omfattet af forskerskatteordningen. Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde dokumenteret sin påstand om, at der på tidspunktet for ansættelsens begyndelse var indgået en mundtlig aftale om, at klagerens løn til enhver tid skulle opfylde vederlagskravet. Retten henviste til, at lønnen ikke fremgik af ansættelseskontrakten eller tillæg hertil dateret i de pågældende indkomstår. Endvidere henviste retten til, at den faktisk udbetalte løn ikke opfyldte vederlagskravet, og at efterregulering først skete efter, at Skattestyrelsen havde meddelt, at opfyldelsen af vederlagskravet ville blive underkastet en prøvelse. Det forhold, at klageren i et efterfølgende indkomstår havde modtaget løn med tilbagevirkende kraft for at opfylde vederlagskravet, kunne ikke føre til et andet resultat. Retten henviste til, at det var afgørende for at blive omfattet af forskerbeskatning, at vederlagskravet i henhold til ansættelsesaftalen var opfyldt på tidspunktet for begyndelsen af ansættelsesforholdet samt løbende under ansættelsen.	Stadfæster SKM2021.562.SR.
SKM2019.525.LSR	Vederlagskravet i henhold til KSL § 48 E, stk. 3, nr. 3, blev anset for opfyldt i et tilfælde, hvor klagerens samlede løn blev båret af den danske arbejdsgiver. Landsskatteretten henså herved til, at der skete viderefakturering af lønudbetalingen fra det italienske selskab til den danske arbejdsgiver, og at klagerens samlede løn dermed i realiteten blev båret af den danske arbejdsgiver.
SKM2017.59.LSR	Landsskatteretten stadfæstede et bindende svar fra Skatterådet, hvorefter spørgeren ikke kunne anvende forskerskatteordningen i forskellige påtænkte situationer, hvor lønnen udgjorde 78.000 kr. de første 6 måneder og derefter faldt til 60.000 kr. pr. måned, når dette medførte, at lønnen som et gennemsnit inden for samme kalenderår ikke opfyldte kravet om en minimusløn på 69.300 kr. + ATP (2013). Dette gjaldt også, selv om lønnedgangen skyldtes, at spørgeren gik på barselsorlov uden løn.	Stadfæstelse af SKM2013.895.SR Se nu lov nr. 1432 af 05/12/2018, som ændrer reglerne for så vidt angår perioder med barselsorlov.
SKM2015.74.LSR	En udstationeret udenlandsk medarbejder, der arbejdede på et byggeri i Danmark, kunne ikke anses omfattet af reglerne i KSL §§ 48 E-F, da kravene til størrelsen af vederlaget i penge ikke kunne anses for opfyldt.
Skatterådet
SKM2018.439.SR	Spørger havde boet i Danmark siden 1. maj 2017 og havde i perioden været omfattet af KSL §§ 48 E-F. Spørger overvejede at opsige sin stilling og flytte til Tyskland den 1. juni 2018. Spørger var omfattet af et bonusprogram, hvor bonussen var afhængig af det finansielle resultat for hele 2018, og der forelå reel usikkerhed om, hvorvidt de økonomiske mål ville blive opfyldt. Skatterådet kunne bekræfte, at bonussen ikke var retserhvervet den 1. juni 2018, hvor spørger ville fraflytte Danmark. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at bonussen kunne beskattes i henhold til KSL §§ 48 E-F. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at bonussen kunne beskattes i henhold til KSL §§ 48 E-F, hvis spørger valgte ikke at fraflytte Danmark, når bonussen blev retserhvervet efter udløbet af perioden, hvor spørger var omfattet af KSL §§ 48E-F.