Indhold
Dette afsnit handler om de sambeskatningselementer, der indgår i skatteberegningen for ægtefæller.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Uudnyttede underskud
- Oversigt over ægtefællers skatteberegning
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Regel
Som udgangspunkt beregnes ægtefællers skat efter samme regler, som gælder for enlige skattepligtige. Det betyder, at hver ægtefælle skal beskattes på grundlag af sin egen indkomst uafhængigt af den anden ægtefælles indkomst. Der er dog indbygget visse elementer af sambeskatning af betydning for skatteberegningen.
Ægtefæller kan dog overføre uudnyttet bundfradrag imellem sig ved beregning af aktieindkomst. Se PSL § 8 a, stk. 4.
Hvis der sker nedslag for negativ kapitalindkomst for den del, der ikke overstiger 50.000 kr., er der mulighed for at overføre et uudnyttet nedslag mellem ægtefæller, der er samlevende ved årets udgang. Uudnyttet grundbeløb for positiv nettokapitalindkomst kan også overføres til ægtefællen. Se PSL § 11.
Eksempel
En skatteyder havde indgået ægteskab i Thailand i 2006 med en thailandsk statsborger, der efterfølgende rejste ind i Danmark på et gyldigt turistvisum. Skatteyderen søgte familiesammenføring med ægtefællen, som i 2007 fik tilladelse til varigt ophold i Danmark. Landsskatteretten fandt, at ægtefællen var fuldt skattepligtig til Danmark fra det tidspunkt i 2006, hun kom til Danmark på gyldigt turistvisum. Da ægtefællerne desuden var samlevende ved årets udgang, var skatteyderen berettiget til at få overført skatteværdien af ægtefællens uudnyttede personfradrag for 2006. Se SKM2009.80.LSR.
Uudnyttede underskud
Hvis den ene af ægtefællerne opnår
- frivillig akkord
- tvangsakkord eller
- gældssanering
skal uudnyttede fradragsberettigede underskud hos denne ægtefælle fra det pågældende og tidligere indkomstår sættes ned. Underskudsbegrænsningen skal ske før fradrag efter PSL § 13, stk. 4, 1. pkt. i den anden ægtefælles personlige indkomst. Se PSL § 13 a, stk. 1.
Hvis den ægtefælle, der ejer en virksomhed, opnår
- frivillig akkord
- tvangsakkord eller
- gældssanering
og ikke selv kan foretage den fulde underskudsbegrænsning, skal det overskydende beløb overføres til den ægtefælle, som driver virksomheden. Det er dog kun den del af sidstnævnte ægtefælles underskud, som stammer fra driften af erhvervsvirksomheden, der må sættes ned med det overførte beløb. Se PSL § 13 a, stk. 2.
Eksempel
Uudnyttede underskud og personfradrag måtte ikke overføres til indkomståret 1997, fordi samlivet mellem ægtefællerne ophørte i indkomståret 1995 som følge af skilsmisse. Se SKM2004.377.HR.
Se også
Se også afsnit C.A.1.2.3.2.1 om underskud i den skattepligtige indkomst.
Oversigt over ægtefællers skatteberegning
Dette skema viser de forskellige sambeskatningselementer ved skatteberegningen alt efter samlivsstatus.
Beløb- og procentsatser gældende for indkomståret 2023 og 2024 | Samlevende på det tidspunkt, hvor der disponeres i henhold til bestemmelser | Samlevende ved indkomstårets udløb | Samlevende i hele indkomståret, og dette udgør en periode af et helt år |
Beregning af topskatten efter reglerne i PSL § 5, nr. 2. Skatten udgør 15 pct. af personlig indkomst over en bundgrænse på 588.900 kr. i 2024 (568.900 kr. i 2023). Den personlige indkomst tillægges: - Indbetalinger indenfor beløbsgrænsen i PBL § 16, stk. 1, 4. pkt. Grænsen for indskud på kapitalpensioner og supplerende engangsydelse er dog fra og med 2013 sat til 0 kr.
- positiv nettokapitalindkomst over 50.500 kr. i 2024 (48.800 kr. i 2023).
Uudnyttet grundbeløb for positiv nettokapitalindkomst kan overføres til ægtefællen. Se PSL § 7, stk. 5. Beregningen af topskatten for ægtefæller fremgår af PSL § 7, stk. 5-12. | | | X |
Beregning af skat af aktieindkomst, se PSL § 5, nr. 5. Skatteberegningen følger af PSL § 8 a. Ved beregningen kan en uudnyttet del af bundfradraget overføres til ægtefællen. Se PSL § 8 a, stk. 4. Bundfradraget udgør 61.000 kr. i 2024 (58.900 kr. i 2023). | | X | |
Beregning under ét af ægtefællernes samlede positive nettokapitalindkomst tillagt topskattegrundlaget efter reglerne i PSL § 7, stk. 5-12. Skatten udgør 15 pct. | | | X |
Overførsel af uudnyttet skattemæssig værdi af personfradrag efter reglerne i PSL §§ 9 og 10. | | X | |
Overførsel til medarbejdende ægtefælle efter reglerne i KSL § 25 A, stk. 3, på indtil 50 pct. af virksomhedens overskud, dog maksimalt 271.800 kr. i 2024 (262.500 kr. i 2023). | | X | |
Friere fordeling af virksomhedens resultat mellem ægtefællerne efter reglerne i KSL § 25 A, stk. 8. Reglen gælder kun, hvis ægtefællerne hæfter i samme omfang for virksomhedens forpligtelser i hele indkomståret, og hæftelsesbetingelsen er opfyldt ved indkomstårets begyndelse. | X | | |
Lønaftale mellem ægtefæller efter reglerne i KSL § 25 A, stk. 7. | X | | |
Overførsel af underskud efter reglerne i PSL § 13, stk. 2 og 4. | | X | |
Overdragelse og afskrivninger på aktiver som benyttes erhvervsmæssigt efter reglerne i KSL § 26 A. | X | | |
Rabat af fri telefon, herunder fri datakommunikationsforbindelse efter reglerne i LL § 16, stk. 12, 4. pkt. | | X | |
Ved nedslag for negativ kapitalindkomst efter reglerne i PSL § 11, overførsel af uudnyttet nedslag for negativ nettokapitalindkomst. | | X | |
Overdragelse af andre aktiver efter reglerne i KSL § 26 B. | X | | |
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelser | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Højesteretsdomme |
SKM2004.377.HR | Der måtte ikke overføres underskud og uudnyttet personfradrag for indkomståret 1997, fordi ægtefællernes samliv i skattemæssig forstand var ophørt ved skilsmisse i efteråret 1995. | Tidligere instans SKM2002.444.ØLR. |
Byretsdomme |
SKM2014.634.BR | Mandens indkomst blev forhøjet med halvdelen af de ikke-selvangivne lejeindtægter. Hustruens indkomst blev ligeledes forhøjet med den anden halvdel af de ikke-selvangivne indtægter pga. det lige sameje. Hustruens forhøjelse af overskud vedr. udlejning ansås som en direkte følge af mandens forhøjelse vedr. samme forhold, SFL § 27 stk. 1, nr. 3. | |
Landsskatteretskendelser |
SKM2009.80.LSR | Manden var berettiget til at få overført hustruens uudnyttede personfradrag for skatteåret. Hun var fuldt skattepligtig til Danmark fra det tidspunkt i året, hvor hun kom til landet på gyldigt turistvisum, og ægtefællerne var desuden samlevende ved indkomstårets udgang. | |