Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for beskatningen af medarbejdere, som af deres arbejdsgiver får betalt privat befordring.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Persongruppe omfattet af reglen
- Befordring omfattet af reglen
- Værdiansættelse
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Se også
- C.A.5.14.4.3 om arbejdsgiverbetalt befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads
- C.A.5.14.4.4 om frikort til offentlige transportmidler
- C.A.5.14.4.5 om broafgift og færgeudgift.
Regel
Betaler arbejdsgivere m.fl. for den ansattes private befordring, er der tale om et sparet privatforbrug, som skal beskattes efter reglerne om personalegoder i LL § 16.
Er der tale om, at arbejdsgivere m.fl. betaler for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, sker beskatningen imidlertid efter reglerne i LL § 9 C, stk. 7, det vil sige ved bortfald af fradragsretten. Se afsnit C.A.5.14.4.3 om befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads mv.
Hvis et frikort i væsentligt omfang bliver brugt til anden privat befordring end til transport mellem hjem og arbejdsplads, skal den faktiske brug af kortet beskattes, hvis brugen har medført et sparet privatforbrug efter LL § 16. Se TfS 1994, 68, hvor Skatteministeren også har redegjort for reglerne for beskatning af frikort og lignende hos DSB-ansatte og deres mulighed for at fratrække kørselsudgifter for kørsel til arbejdspladsen.
Eksempel
En virksomhed ville tilbyde medarbejderne betalt transport med offentlige transportmidler mellem hjem og arbejde i form af et periodekort. Ligningsrådet fandt, at sporadisk, privat brug ikke førte til beskatning, hvis den betalte transport ikke benyttedes i væsentligt omfang til anden befordring end befordring mellem bopæl og arbejde og således medførte et sparet privatforbrug. Se SKM2004.343.LR.
Persongruppe omfattet af reglen
Beskatningen gælder for personer, der får arbejdsgiverbetalt befordring som led i ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, fx som honorarmodtager. Se LL § 16, stk. 1.
Beskatningen gælder også, hvis en person er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser og som en del af dette arbejde får arbejdsgiverbetalt befordring. Se LL § 16, stk. 1, 2. pkt.
Hvis der udleveres fx frikort til andre persongrupper, end de, der er omfattet af LL § 16, stk. 1, eksempelvis tidligere ansatte, skal dette ikke beskattes efter LL § 16, men efter de almindelige regler om gaver. Se afsnit C.A.6.1 om indkomstskattepligtige gaver.
Befordring omfattet af reglen
Arbejdsgiverbetalt befordring omfatter både befordring med offentlige og private transportmidler og kan eksempelvis være fri bil, frikort eller frirejse, herunder fri flyrejse. Hvis arbejdsgiveren betaler taxa, er det også omfattet af reglen.
Værdiansættelse
Værdien ansættes til markedsprisen. Se LL § 16, stk. 3.
Eksempel
En virksomhed ville tilbyde medarbejderne betalt transport med offentlige transportmidler mellem hjem og arbejde i form af et periodekort. Skatterådet udtalte, at hvis frikortet blev brugt til privat befordring, der ikke er befordring mellem hjem og arbejde, er denne brug principielt skattepligtig, hvis frikortet medfører et sparet privatforbrug. Værdien ansættes til markedsværdien. Se SKM2004.343.LR.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
| Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
| Ligningsrådet |
| SKM2004.343.LR | En virksomhed ville tilbyde medarbejderne betalt transport med offentlige transportmidler mellem hjem og arbejde i form af et periodekort. Medarbejdere, som ikke tog befordringsfradrag, skulle ikke beskattes af arbejdsgiverens betaling af periodekort til bus og tog til brug for befordring mellem hjem og arbejde. Ikke beskatning. Hvis frikortet blev brugt til privat befordring, der ikke var befordring mellem hjem og arbejde, var denne brug principielt skattepligtig, hvis frikortet medførte et sparet privatforbrug. Værdien skulle ansættes til markedsværdien. Beskatning. Medarbejdernes sporadiske brug af periodekortet til anden privat kørsel medførte ikke beskatning, medmindre kortet blev brugt i et så væsentligt omfang, at der var tale om et sparet privatforbrug. Ikke beskatning. De medarbejdere, som ikke ønskede at blive beskattet af et væsentligt omfang af privatkørsel ud over kørsel mellem hjem og arbejde, skulle fraskrive sig adgangen til periodekortet. Ikke beskatning. Arbejdsgiverens udgift til periodekort kunne modregnes i medarbejdernes løn uden anden konsekvens, end at medarbejderne mistede deres befordringsfradrag. Ikke beskatning. | |