Lov nr. og dato

Ændring og baggrund for ændringen

Hvor i loven

926 af 18. september 2012

Indsættelse af stk. 2, der medfører beskatning af gevinst på gæld, når debitor eller debitors nærtstående tillige er aktionær i kreditorselskabet.

§ 2, nr. 1

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2023.146.HR

Tre skattepligtige var kommanditister i et kommanditselskab, som havde finansieret et køb af et skib med et lån på 13 mio. USD. Efter kommanditselskabet havde solgt skibet og betalt provenuet til långiveren, havde kommanditselskabet fortsat en restgæld på 5 mio. USD til långiveren. Långiveren eftergav herefter kommanditselskabets gæld på de 5 mio. USD.

Under sin prøvelse af SKATs afgørelser om, at kommanditisterne var skattepligtige af deres andel af gældseftergivelsen, fandt Landsskatteretten, at kommanditisterne efter kursgevinstloven havde fået en skattepligtig kursgevinst. Landsskatteretten fandt imidlertid, at kommanditisterne ikke kunne beskattes ud over deres resthæftelse over for kommanditselskabet som følge af indholdet af Den juridiske vejledning.

Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens afgørelser (SKM2020.64.LSR) for domstolene, hvor Østre Landsret behandlede sagen i første instans og et flertal gav Skatteministeriet medhold i, at der hverken i medfør af kursgevinstloven eller på baggrund af Den juridiske vejledning var grundlag for at begrænse beskatningen af kommanditisterne til deres resthæftelse over for kommanditselskabet. Et mindretal fandt, at der ikke forelå en skattepligtig kursgevinst efter kursgevinstloven.

Højesteret fandt, at der ikke er grundlag for at tillægge det betydning for, om der efter KGL § 23 foreligger en skattepligtig kursgevinst ved eftergivelse af et kommanditselskabs gæld i fremmed valuta, om den enkelte kommanditist har indbetalt det beløb, som den pågældende hæfter for over for kommanditselskabet. Højesteret fandt endvidere, at det er uden betydning for beskatningen af indtægter efter transparensprincippet, om den enkelte kommanditist har indbetalt det beløb, som den pågældende hæfter for over for kommanditselskabet.

Endelig fandt Højesteret, at den retsopfattelse, som skattemyndighederne havde givet udtryk for i bl.a. Den juridiske vejledning, klart ikke var forenelig med det overordnede retsgrundlag, dvs. kursgevinstloven og transparensprincippet. Skattemyndighederne havde som følge heraf været berettigede og forpligtede til at ændre praksis.

Højesteret stadfæstede på den baggrund landsrettens dom.

SKM2019.627.HR

Spørgsmålet i sagen var, om en kommanditist havde opnået en skattepligtig kursgevinst ved afståelsen af sin ideelle andel af et ejendomslån i udenlandsk valuta, hvor långiver alene kunne søge sig fyldestgjort i ejendommen (pga. et non recourse-vilkår), og om beskatningen i bekræftende fald var en EU-stridig hindring for kapitalens frie bevægelighed, jf. TEUF artikel 63.

Højesteret fandt, at der efter låneaftalen var en betalingsforpligtelse for hele lånebeløbet, selv om non recourse-vilkåret indebar, at kommanditselskabet ikke hæftede med mere end den stillede sikkerhed (og afkastet heraf). Tab eller gevinst ved frigørelse for gælden til långiver var derfor omfattet af kursgevinstloven, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Højesteret fandt videre, at differencen mellem kommanditselskabets restgæld ved långivers overtagelse af ejendommen og det opnåede salgsprovenu - svarende til det beløb, som kommanditisterne blev frigjort fra - udgjorde en skattepligtig kursgevinst, jf. KGL § 23. Højesteret tiltrådte derfor, at kursgevinstloven førte til, at kommanditisten skulle kursgevinstbeskattes af sin del af differencebeløbet.

Vedrørende spørgsmålet om kapitalens frie bevægelighed udtalte Højesteret, at bedømmelsen af, om de danske regler om beskatning af gevinst og tab på gæld forskelsbehandlede grænseoverskridende kapitalbevægelser i forhold til indenlandske kapitalbevægelser, som udgangspunkt måtte foretages i forhold til et indenlandsk (dansk) lån med non recourse-vilkår optaget i GBP. Højesteret udtalte videre, at der her ikke forelå nogen forskelsbehandling efter kursgevinstloven.

Højesteret tilføjede, at selv hvis bedømmelsen blev foretaget i forhold til et lån med non recourse-vilkår i danske kroner, ændrede dette ikke bedømmelsen, idet det måtte anses for uforudsigeligt, om det ville være en fordel at optage lånet i danske kroner (med deraf følgende skattefrihed for en eventuel kursgevinst) eller i fremmed valuta (med deraf følgende adgang til skattefradrag for et eventuelt kurstab og stiftelsesomkostninger ved lånet).

Der var derfor ikke grundlag for at fastslå, at de danske skatteregler generelt gjorde det mindre fordelagtigt at optage lån i fremmed valuta, heller ikke for lån på non recourse-vilkår.

Kommanditisten havde endvidere ikke på andet grundlag godtgjort, at det var mindre fordelagtigt at optage lån i en anden medlemsstat derved, at KGL § 23 om beskatning af tab på gæld i fremmed valuta i de fleste tilfælde er til skade for en sådan lånoptagelse.

Højesteret fandt herefter, at TEUF artikel 63 ikke var til hinder for, at der skete beskatning hos kommanditisten af hans andel af den kursgevinst, der blev opnået hos kommanditselskabet ved afviklingen af non recourse-lånet hos långiveren.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens dom, hvorved Skatteministeriet fik medhold i, at kommanditisten skulle kursgevinstbeskattes.

TfS 1999, 261 HRD

Kommanditist skattepligtig af beløb fra K/S'et i forbindelse med tilbagesalg af anparterne. I forbindelse med rekonstruktion af et K/S, blev kommanditisterne tilbudt at sælge anparter, som hver var på 100.000 kr., for en negativ salgssum på ca. 65.000 kr. Vederlaget kunne ikke fuldt ud anses som afståelsessum for deltagernes medejendomsret til K/S'ets aktiver, men indeholdt et beløb herudover, der var skattepligtigt for kommanditisten.

TfS 1999, 262 HRD

Ved tvangsindløsning af kommanditists anparter indgik i annulleringsprisen et skyldigt beløb til K/S´et. Beløbet, der blev bogført som tilgang på de øvrige kommanditisters afskrivningsgrundlag, blev anset for eftergivet.

Landsretsdomme

►Størstedelen af købesummen for en generationsskiftet virksomhed blev erlagt ved, at sagsøgerne udstedte to rentefrie anfordringsgældsbreve. Gældsbrevene blev ved generationsskiftet og i gaveanmeldelserne medtaget til kurs 100. 

Ca. 6 år senere blev gælden ifølge anfordringsgældsbrevene eftergivet, og i gaveanmeldelserne blev værdien af gældsbrevene opgjort til ca. kurs 20. Kursfastsættelsen skete ud fra, hvilke nettoaktiver sagsøgerne havde, der kunne anvendes til delvis dækning af gældsbrevene pr. eftergivelsestidspunktet. Et udmeldt syn og skøn kom frem til samme værdiansættelse.

Landsretten lagde til grund, at der ikke eksisterede et almindeligt marked for omsætning af gældsbrevene, og at det derfor ikke var muligt at afsætte gældsbrevene til en uafhængig tredjemand mod vederlag. Gældsbrevene var heller ikke bestemt til eller egnet til omsætning. En værdiansættelse, der bygger på den metode, som var anvendt i gaveanmeldelserne og i det udmeldte syn og skøn, kunne derfor ikke lægges til grund ved gaveafgiftsberegningen.

Gældseftergivelsen skete i et gavemiljø, hvor kreditor - ud over gældseftergivelsen - havde ydet sagsøgerne betydelige gaver og løbende bidraget til deres forsørgelse. Der forelå ikke konkrete oplysninger, der sandsynliggjorde, at gælden ville være blevet krævet betalt, før sagsøgerne kunne indfri gælden - eventuelt med midler fra udbytte af kapitalandelene eller arv.

Det var på denne baggrund ikke godtgjort, at værdien af gældsbrevene ved eftergivelsen skulle fastsættes til mindre end kurs 100 ved beregningen af gaveafgiften. Skatteministeriet blev herefter frifundet.◄

I 2009 og 2010 var der samlet blevet hævet 323.729 kr. fra en konto, som tilhørte et selskab, som appellanten var tidligere direktør og eneanpartshaver i. Spørgsmålet i sagen var, om beløbene var tilgået appellanten.

Landsretten tiltrådte, at det under de særlige omstændigheder, der fremkom for byretten, påhvilede appellanten at godtgøre, at beløbene ikke var tilgået ham personligt, men derimod var medgået til driften af selskabet, hvilket landsretten ikke fandt godtgjort. Den forklaring, der var fremkommet fra appellantens bror og en række fremlagte fakturaer kunne under hensyn til familierelationen ikke føre til en ændret vurdering.

Landsretten bemærkede herunder, at appellanten havde afgivet forskellige forklaringer om de i sagen fremlagte fakturaer, da det både var forklaret, at de var fundet i en kasse i en ejendom, og at de var bortkommet i forbindelse med en brand, men efterfølgende blev fremskaffet i kopi.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Tidligere instans: SKM2020.237.BR.

Kommanditist var skattepligtig af sin andel af gældseftergivelsen, idet fordringen var nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor.  At der i forholdet mellem uafhængige parter, gælder en formodning for, at kreditor (Banken) ikke nedskriver en fordring til en lavere værdi end fordringens værdi for den pågældende kreditor, kunne ikke føre til et andet resultat.

I sagen havde A en resthæftelse over for K/S'et på tidspunktet for gældseftergivelsen, der udgjorde 1.066.500 kr.

Tidligere instanser: SKM2012.389.BR og SKM2011.392.LSR.

SKM2002.219.VLR

Nedsættelse af 2 kommanditisters gæld til K/S'er ikke skattepligtig. Landsretten fandt, at fordringerne ikke var nedsat til en lavere værdi, end gælden havde for selskaberne på tidspunktet for eftergivelsen.

Byretsdomme

Sagen angik, om sagsøgerens ejerandele i et kommanditselskab blev indløst i 2012, og om der som følge heraf var grundlag for at beskatte ham af en kursgevinst, og om han var berettiget til at foretage skattemæssig afskrivning på kommanditselskabets faste ejendom.

Retten fandt på grundlag af en række omstændigheder og efter en samlet vurdering, at det måtte lægges til grund, at sagsøgerens andele var blevet tvangsindløst i 2012, og at sagsøgeren var blevet frigjort for sin andel af kommanditselskabets restgæld på det relevante 1. prioritetslån. Den omstændighed, at det var uoplyst, om 2. prioritetslångiveren havde givet samtykke til overgangen af de omhandlede kommanditandele, kunne ikke føre til en anden vurdering. Retten henviste i den forbindelse til, at sagsøgeren civilretligt ikke havde anfægtet, at hans andele var blevet overdraget, ligesom han i forbindelse med hovedforhandlingen erklærede, at det kunne lægges til grund, at hans andele var indløst, dog ikke tidligere end 2013.

Der var mellem parterne enighed om, at sagsøgeren for indkomståret 2012 ikke har ret til skattemæssig afskrivning på kommanditselskabets bygning, hvis det lægges til grund, at hans kommanditandele blev indløst i 2012. Der var heller ikke tvist om den beløbsmæssige opgørelse.

Retten fandt endvidere, at der ikke, som hævdet af sagsøgeren, var grundlag for at fastslå, at KGL § 24 finder anvendelse i en situation som den foreliggende.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Retten fandt, at skatteyderen i 2010 fik en gældseftergivelse på 10 mio. kr. Retten fandt desuden, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at fordringen blev nedsat til en lavere værdi end fordringens værdi for kreditor på eftergivelsestidspunktet, og skatteyderen var derfor skattepligtig af hele beløbet på 10 mio. kr.

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Spørgsmålet i sagerne var, om 10 kommanditister havde realiseret skattepligtige kursgevinster, da deres fælles kommanditselskab ved afståelsen af sin ejendom blev frigjort fra en gæld i fremmed valuta som følge af et non recourse-vilkår, der indebar, at kommanditselskabet kun hæftede med den stillede sikkerhed.

Retten fandt, at differencen mellem kommanditselskabets gæld og det opnåede salgsprovenu udgjorde en skattepligtig kursgevinst for kommanditisterne, jf. KGL § 23.

Kommanditisterne fik ikke medhold i, at der forelå en gældseftergivelse, da nedskrivningen af kommanditselskabets gæld skete i overensstemmelse med lånevilkårene. KGL § 21 fandt derfor ikke anvendelse. Idet kommanditisterne ikke havde godtgjort, at der forelå en samlet ordning om generel eftergivelse af gæld, fandt KGL § 24 heller ikke anvendelse.

Kommanditisterne fik heller ikke medhold i, at KGL § 22 fandt anvendelse, idet de ikke havde godtgjort, at værdien af kommanditselskabets lån allerede på tidspunktet for lånoptagelsen oversteg det beløb, som skulle indfries.

Retten fandt endvidere, at det ikke var godtgjort, at der var sammenhæng mellem kommanditisternes resthæftelse og den gevinst, der blev opnået ved frigørelse for gælden. Resthæftelsen var derfor ikke bestemmende for, i hvilket omfang kommanditisterne kunne beskattes af kursgevinsten.

Retten gav desuden ikke kommanditisterne medhold i, at de var berettigede til en begrænsning af beskatningen af kursgevinsten som følge af det anførte i Den juridiske vejlednings afsnit om gevinst ved bl.a. eftergivelse af gæld. Retten henviste i den forbindelse til, at kommanditisterne ikke havde godtgjort, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at de på baggrund af henvisningen til KGL § 23 var berettigede til beskatning på et andet grundlag, end hvad der fremgår af kursgevinstloven. Endvidere henviste retten til, at der ikke forelå en gældseftergivelse, og at kommanditisterne ikke havde godtgjort en reel forventning om at kunne støtte ret på Den juridiske vejledning.

Endelig fandt retten, at TEUF artikel 63 ikke var til hinder for, at der skete beskatning af kommanditisternes kursgevinster.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

►Sagen er indbragt for Østre Landsret, hvor en del af kommanditisterne har frafaldet deres synspunkter om kursgevinstbeskatningen.

Ankesagen videreføres for de øvriges vedkommende.

Se landsrettens kendelse SKM2024.216.ØLR.◄

SKM2020.159.BR

Spørgsmålet i de 11 sambehandlede sager var, om de sagsøgte kommanditister opnåede en skattepligtig kursgevinst på lån i fremmed valuta med et såkaldt non recourse-vilkår, dvs. uden hæftelse ud over den stillede sikkerhed, da de tre kommanditselskaber, som de hver især var medejere af, blev frigjort for deres respektive gældsforpligtelser som følge af non recourse-vilkår.

Retten fandt, at kommanditselskabernes frigørelse for gælden ikke kunne anses som en eftergivelse af gæld i KGL § 21’ s forstand, og at KGL § 21 derfor ikke fandt anvendelse, idet non recourse-vilkåret var indeholdt i de oprindelige låneaftaler.

Med henvisning til kursgevinstlovens forarbejder fandt retten videre, at der ikke var grundlag for at antage, at KGL § 23 kun fandt anvendelse på valutakurssvingninger og børskurssvingninger, som kommanditisterne havde gjort gældende, men at gevinsterne derfor var omfattet af § 23.

Endelig fandt retten, at kursgevinsterne skulle bedømmes i forhold til gældsfrigørelsen og ikke i forhold til kommanditisternes resthæftelse over for kommanditselskaberne og henviste i den forbindelse til, at det fulgte af Højesteret i UfR 2020.202, at kommanditisternes manglende hæftelse for den gæld, der oversteg værdien af den stillede sikkerhed, var uden betydning for beskatningen af kursgevinsterne ved bortfaldet af denne del af gælden.

Retten tog derfor Skatteministeriets påstande om forhøjelse af kommanditisternes indkomst til følge.

SKM2020.131.BR

Spørgsmålet i sagen var, om en kommanditist var skattepligtig af en kursgevinst i fremmed valuta opnået ved, at det kommanditselskab, som vedkommende var kommanditist i, ved afståelsen af sin ejendom blev frigjort fra et lån, hvor hæftelsen var begrænset til ejendommen og afkastet heraf (et non recourse-vilkår).

Retten fandt, at KGL § 24 ikke fandt anvendelse, og henviste bl.a. til, at det fulgte af låneaftalen, at långiveren ikke kunne gøre krav gældende mod kommanditselskabet ud over overdragelse af ejendommen.

Idet låneaftalen var født med non recoursevilkåret, fandt retten også, at KGL § 21 ikke fandt anvendelse, idet der ikke forelå en eftergivelse af gæld i KGL § 21’ s forstand.

Med henvisning til kursgevinstlovens forarbejder fandt retten videre, at der ikke var grundlag for at antage, at KGL § 23 kun fandt anvendelse på valutakurssvingninger.

Endvidere fandt retten, at kommanditisten ikke havde dokumenteret en praksis, der kunne føre til et andet resultat, og at der ikke var grundlag for at bedømme kursgevinsten efter eller i sammenstød med ejendomsavancebeskatningsloven.

Endelig fandt retten, at kursgevinsten skulle bedømmes i forhold til gældsfrigørelsen og ikke i forhold til resthæftelsen over for kommanditselskabet.

Retten tog derfor Skatteministeriets påstand om forhøjelse af kommanditistens indkomst til følge.

Retten frifandt endvidere Skatteministeriet for kommanditistens påstand om, at der enten ikke skulle ske forrentning af restskatten, eller at forrentningen subsidiært først skulle ske fra dagen efter Skattestyrelsens opgørelse af skattekravet som følge af byrettens dom.

SKM2018.49.BR

En skatteyder lånte 630.000 kr. af et familiemedlem. Lånet var afdragsfrit og forfaldt til betaling ved låntagers død. Långiver eftergav gælden efter 6 år, og låntager selvangav beløbet som en skattepligtig gældseftergivelse. SKAT beskattede herefter hele gældseftergivelsen.

Under sagen gjorde skatteyderen gældende, at hendes formue var betydeligt negativ på tidspunktet for gældseftergivelsen, og at hun derfor ikke var skattepligtig af gældseftergivelsen til kurs 100, jf. KGL § 21. Skatteyderen fremlagde bl.a. diverse formueopgørelser, indhentede vurderinger af hendes ejendomme og et brev fra fogedretten. En skønsmand konkluderede endvidere, at fordringens værdi var ca. kurs 30.

Retten fandt, at det forhold, at låntager selvangav beløbet, ikke alene kunne danne grundlag for beskatningen efter KGL § 21. Herefter foretog retten en konkret vurdering af, om skatteyderen havde løftet sin bevisbyrde for, at hun ikke var i stand til at indfri fordringen på tidspunktet for gældseftergivelsen. Retten fandt dette godtgjort, og hjemviste herefter sagen.

SKM2013.908.BR

Sagen omhandlede, hvorvidt sagsøgeren havde modtaget gældseftergivelser, og i givet fald om han skulle beskattes heraf i medfør af KGL § 21.

Retten lagde til grund, at der var sket gældseftergivelser.

Henset til, at kreditorerne ikke havde forsøgt at inddrive gælden, at gældseftergivelserne således ikke beroede på en konkret vurdering af sagsøgerens betalingsevne, og at gældseftergivelserne skete i et gavemiljø, idet sagsøgeren var i familie med kreditorerne, fandt retten endvidere, at det påhvilede sagsøgeren at bevise, at gælden ikke var nedskrevet til et lavere beløb end fordringernes værdi for kreditorerne på gældseftergivelsestidspunktet.

På grundlag af de oplysninger, der forelå om sagsøgerens økonomiske forhold på tidspunktet for gældseftergivelsen, fandt retten ikke, at sagsøgeren havde løftet sin bevisbyrde. Herefter måtte gælden anses for at være nedskrevet til et lavere beløb end fordringernes værdi for kreditorerne på gældseftergivelsestidspunktet, jf. KGL § 21, hvilket medførte skattepligt.

SKM2010.42.BR

Et selskab, der havde optaget et lån på særlige vilkår til køb af aktier, blev som følge af disse særlige vilkår frigjort fra gælden. Der var samtidig med låneoptagelsen blevet udstedt et gældsbrev, hvoraf det fremgik, at sagsøgeren til sikkerhed for lånet havde håndpantsat de aktier, som han delvist havde erhvervet for de lånte midler.

Sagsøgeren hæftede ikke personligt, og der skulle ikke betales ordinære ydelser, idet lånet skulle forrentes og afdrages i det omfang, de pantsatte aktier blev solgt, eller der skete indfrielse af aktierne eller udlodning af udbytte. Gælden, der var stiftet til kurs 100, blev indfriet til kurs 0, idet aktierne var blevet solgt for 1 kr.

Byretten bemærkede, at der ikke forelå gældseftergivelse, jf. KGL § 24, idet selskabet ikke var forpligtet til at indfri gælden ud over de pantsatte aktiers værdi. Retten fandt, at den gevinst, der var opnået ved indfrielsen, var skattepligtig efter KGL § 6. (Tidligere Landsskatteretten i TfS 2008, 250).

Landsskatteretskendelser

SKM2021.37.LSR

Landsskatteretten fandt, at en rekonstruktionsmodel med omlægning af en del af et eksisterende banklån til ansvarlig lånekapital indebar så væsentlige ændringer af lånevilkårene, at den del af det eksisterende banklån, der blev omlagt, måtte anses for indfriet og et nyt lån stiftet. Der blev herved særligt henset til de ændrede rente- og indfrielsesvilkår samt til den manglende sikkerhedsstillelse for de ansvarlige lån.

Landsskatteretten fandt endvidere, at de ansvarlige lån på grund af vilkårsændringerne havde en lavere kursværdi end de eksisterende lån, således at der var tale om en delvis gældseftergivelse, uanset at der ikke skete en ændring af den nominelle gæld. Debitorerne opnåede derfor i udgangspunktet en kursgevinst ved den pågældende omlægning af gæld.

Landsskatteretten fandt imidlertid, at det på baggrund af oplysningerne om de landmænd, som rekonstruktionsmodellen ville blive tilbudt til, sammenholdt med den delvise gældseftergivelses art og omfang, og til at der var tale om uafhængige parter i øvrigt, efter en konkret vurdering, måtte kunne lægges til grund for besvarelsen, at fordringerne forudsætningsvist ikke blev nedskrevet til et beløb, der var lavere end fordringernes værdi for banken på tidspunktet for gældseftergivelsen. Det var derfor Landsskatterettens opfattelse, at landmændene ikke opnåede en skattepligtig kursgevinst ved den påtænkte omlægning, jf. KGL § 21, stk. 1. Landsskatteretten ændrede derfor besvarelsen af Skatterådets afgørelse på dette punkt.

Som konsekvens heraf skulle der ske en begrænsning i retten til at fremføre skattemæssige underskud og kildeartsbegrænsede tab i overensstemmelse med reglerne i PSL § 13 a, stk. 1 og 5, med et beløb svarende til den nedskrivning af gælden, der fremkom som følge af, at kursværdien af de ansvarlige lån var lavere end kursværdien af de eksisterende lån. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets afgørelse på dette punkt.

SKM2021.36.LSR

Landsskatteretten fandt, at en rekonstruktionsmodel med omlægning af en del af et eksisterende banklån til ansvarlig lånekapital indebar så væsentlige ændringer af lånevilkårene, at den del af det eksisterende banklån, der blev omlagt, måtte anses for indfriet og et nyt lån stiftet. Der blev herved særligt henset til de ændrede rente- og indfrielsesvilkår samt til den manglende sikkerhedsstillelse for de ansvarlige lån.

Landsskatteretten fandt endvidere, at de ansvarlige lån på grund af vilkårsændringerne havde en lavere kursværdi end de eksisterende lån, således at der var tale om en delvis gældseftergivelse, uanset at der ikke skete en ændring af den nominelle gæld. Debitorerne opnåede derfor i udgangspunktet en kursgevinst ved den pågældende omlægning af gæld.

Landsskatteretten fandt imidlertid, at det på baggrund af oplysningerne om de landmænd, som rekonstruktionsmodellen ville blive tilbudt til, sammenholdt med den delvise gældseftergivelses art og omfang, og til at der var tale om uafhængige parter i øvrigt, efter en konkret vurdering måtte kunne lægges til grund for besvarelsen, at fordringerne forudsætningsvist ikke blev nedskrevet til et beløb, der var lavere end fordringernes værdi for banken på tidspunktet for gældseftergivelsen. Det var derfor Landsskatterettens opfattelse, at landmændene ikke opnåede en skattepligtig kursgevinst ved den påtænkte omlægning, jf. KGL § 21, stk. 1. Landsskatteretten ændrede derfor besvarelsen af Skatterådets afgørelse på dette punkt.

Som konsekvens heraf skulle der ske en begrænsning i retten til at fremføre skattemæssige underskud og kildeartsbegrænsede tab i overensstemmelse med reglerne i PSL § 13 a, stk. 1 og 5, med et beløb svarende til den nedskrivning af gælden, der fremkom som følge af, at kursværdien af de ansvarlige lån var lavere end kursværdien af de eksisterende lån. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skatterådets afgørelse på dette punkt.

SKM2019.37.LSR

En del af klagerens gæld var blevet omlagt til ansvarlig indskudskapital, der havde en lavere kursværdi end den oprindelige gæld, og som kunne indfries til kurs 50 under visse betingelser.

Skatterådet havde fundet, at klageren havde erhvervet en ikke skattepligtig kursgevinst ved omlægningen, jf. KGL § 21, stk. 1. Omlægningen var endvidere af Skatterådet anset for at medføre begrænsning i adgangen til fremførsel af underskud, jf. PSL § 13 a, stk. 1 og 5, og de skattemæssige konsekvenser af adgangen til eventuel indfrielse til kurs 50 var anset for at indtræde straks og ikke først ved indfrielsen. Landsskatteretten stadfæstede Skatterådets afgørelse.

SKM2016.148.LSR

Valutakursgevinst ved klagerens afståelse af kommanditanparter i et kommanditselskab blev anset for skattepligtig.

SKM2008.412.LSR

Gæld, der ikke kunne inddrives af konkursbo, anset for uerholdelig ved opgørelse af boets aktiver. Under disse omstændigheder ansås gælden for nedskrevet til 0 kr., og der var ikke grundlag for at beskatte gældseftergivelsen efter KGL § 21.

SKM2007.896.LSR

En kommanditist var ikke skattepligtig af gældseftergivelse. Kommanditselskabet var ejer af et skib, der var delvist finansieret ved låneoptagelse hos B. B meddelte gældseftergivelse til kommanditisten, A Holding A/S. Gælden var ydet på non recourse vilkår, og kommanditisterne hæftede således ikke personligt for gældens betaling. A Holding A/S var herefter ikke skattepligtig af gældseftergivelsen.

TfS 1998, 158 LSR

En kommanditists andel af en banks nedskrivning af kommanditselskabets gæld var ikke skattepligtig. Nedskrivningen var begrundet i den enkelte kommanditists (skyldners) manglende betalingsevne.

TfS 1998, 157 LSR

En kommanditists andel af en banks nedskrivning af kommanditselskabets gæld var skattepligtig. Nedskrivningen var ikke begrundet i den enkelte kommanditists betalingsevne på eftergivelsestidspunktet. Det var ikke tilstrækkeligt, at gældseftergivelsen set under ét var forretningsmæssigt begrundet.

TfS 1997, 228 LSR

Kommanditister havde ikke realiseret gevinst som følge af, at en långiver efter K/S'ets konkurs ikke havde opkrævet resthæftelsen hos kommanditisterne, da der ikke forelå en endelig bekræftelse af, at långiver havde opgivet sit krav.

Skatterådet

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at forsikringsudbetalinger fra et forsikringsselskab (spørgeren) til en kreditor, der driver udlånsvirksomhed, på et lån, ikke er skattepligtig for debitoren på det pågældende lån, når forsikringsudbetalingerne sker som følge af debitorens ufrivillige arbejdsløshed. Skatterådet kunne ikke tiltræde, at en bank, der er forsikringstager i forsikringsaftalen med forsikringsselskabet, også skal anses som ejer af den pågældende forsikring. Skatterådet anså derimod debitoren på lånet, der tillige er den forsikrede i forsikringsaftalen, for ejer af den pågældende forsikring. Herefter anså Skatterådet forsikringen for en arbejdsløshedsforsikring omfattet af PBL § 49, hvorved forsikringsudbetalingerne er indkomstskattepligtige for ejeren af forsikringen efter stk. 2, jf. § 55.

Skatterådet kunne herefter bekræfte, at reduktionen af debitorens restgæld på lånet i forbindelse med forsikringsselskabets udbetalinger til kreditoren ikke er en skattepligtig gældseftergivelse efter KGL § 21 for debitoren, idet debitoren ikke bliver frigjort fra sin gæld til kreditoren i større omfang end de udbetalte forsikringsydelser fra forsikringsselskabet til kreditoren.

Endvidere kunne Skatterådet bekræfte, at banken har fradrag for præmien betalt til forsikringsselskabet efter SL § 6, litra a.