Parter

A(advokat Maria Hygum)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat H. C. Vinten)

Afsagt af landsdommerne

Torben Geneser, Henrik Bjørnager Nielsen, Aage Flebo (kst.)

Byrettten har den 3. august 2010 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. BS ALM- 1221/2009).

Påstande

For landsretten har appellanten, A, gentaget sine påstande for byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.

Supplerende sagsfremstilling

G2 A/S har den 28. oktober 2005 udstedt en faktura til H1.2 A/S vedrørende levering af blandt andet nogle vinduespartier.

Af en faktura af 31. januar 2006 fra Tømrermester DJ, til H1.2 A/S fremgår, at der blandt andet er faktureret 21 1/2 timer vedrørende ...1.

Forklaringer

A har afgivet supplerende forklaring for landsretten. Der er endvidere afgivet forklaringer af NN og KS.

A har supplerende forklaret, at udskiftningen af vinduer rettelig fandt sted i januar/februar 2006 og ikke i januar/februar 2008 som anført ved gengivelsen af hans forklaring i byrettens dom. Sommerhuset blev solgt i 2009 til en meget lav pris. Det havde i årene forud herfor ikke været muligt at opnå en tilfredsstillende pris for huset. G1 havde rådighed over huset hele året bortset fra de perioder, hvor huset skulle repareres, eller der i øvrigt skulle ske et eller andet med huset, der hindrede udlejning. Huset var i 1992 et luksussommerhus, men var i 2005/2006 nedslidt og var blevet overhalet af nybyggede luksussommerhuse. Derfor var det ikke muligt at leje huset ud mere end 20,5 uger i de to år. Elinstallatør KS udførte elarbejde på huset fra 15. til 22. oktober 2005. I perioden fra 3. januar til 10. februar 2006 blev der skiftet vinduer, og der blev udført murer- og malerarbejde. De havde købt materialer hjem i forvejen. Fakturaen af 28. oktober 2005 vedrører materialer til sommerhuset. Fakturaen fra tømrermester DJ er dateret 31. januar 2006, idet han hver måned udstedte en faktura på udført arbejde. Fakturaerne blev i sidste ende betalt af ejendomsselskabet.

NN har forklaret, at han fra 1990-2002 var ansat ved G1 og bestyrede G1s kontor. G1 har udlejet mange sommerhuse for H1.2, måske i alt 50 huse. Der var tale om huse, der blev opført af H1.2 og herefter solgt med en udlejningsaftale med G1. Han har også forestået udlejning af H1.2s udstillingshuse. Udlejningsaftalen med G1 betød, at selskabet ikke kunne leje huset ud til andre. De havde den aftale, at sommerhuset kunne bruges som erstatningshus, når der opstod akutte problemer i et andet udlejningssommerhus. G1 vidste, at sommerhuset ikke blev brugt på andre måder. A har ham bekendt ikke selv brugt sommerhuset.

KS har forklaret, at han siden foråret 2005 har lavet elarbejde for H1.2. Herudover har han udført forskellige ad hoc-opgaver for koncernen. Fra 15. til 22. oktober 2005 udførte han diverse elarbejder i sommerhuset på ...1. Det var i efterårsferien, og han husker det, fordi han havde sin søn med på arbejde. A har ham bekendt ikke brugt sommerhuset privat i den tid, han har arbejdet for H1.2. Han har kun kendskab til, at det er huset på ...1, der udlejes.

Procedure

Skatteministeriet har for landsretten ikke bestridt, at der i 2005 og 2006 blev udført reparationsarbejder på sommerhuset, og at det som følge heraf i nogle perioder var lukket for udlejning.

Parterne har i øvrigt i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter ordlyden og forarbejderne til den dagældende ligningslovs § 16 A, stk. 9 (tidligere stk. 10), og § 16, stk. 5, findes det ikke at være en betingelse for beskatning, at sommerbougen faktisk benyttes af en hovedaktionær. Det må således anses for at være formålet med bestemmelsernes udformning bl.a., at skattemyndighederne ikke skal være nødt til at bevise, at sommerboligen er anvendt privat af en hovedaktionær. Beskatning vil derfor også kunne ske, når der alene er tale om en adgang til at råde eller en råderet. Efter forarbejderne forudsætter beskatning efter formodningsreglen, at skatteyderen "i et eller andet omfang råder privat over sommerhuset". Denne forudsætning findes imidlertid efter sin formulering ikke at indebære andet, end hvad der følger af kravet om, at sommerboligen er stillet til skatteyderens rådighed. Afgørende er herefter, om sommerboligen efter en konkret vurdering, jf. herved også cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001, kan anses for at være stillet til hovedaktionærens rådighed til privat brug, idet selskabets ejerskab ikke i sig selv kan anses for tilstrækkeligt, jf. i det hele SKM2009.558.HR.

A var eneejer af ejendomsselskabet gennem sit holdingselskab, og han var direktør i ejendomsselskabet, der ikke havde nogen ansatte. Efter ejendomsselskabet vedtægter er dets formål at drive byggeri, handel og i forbindelse hermed stående virksomhed. I de indkomstår, som sagen vedrører, drev ejendomsselskabet efter det oplyste ikke i øvrigt virksomhed med udlejning af sommerhuse. Ejendomsselskabet erhvervede sommerhuset i 2000, og sommerhuset blev først solgt i 2009, efter at Landsskatteretten havde truffet afgørelse i sagen. Sommerhuset blev udlejet gennem G1, men ifølge aftalen med G1 havde ejendomsselskabet - og dermed A - selv ret til at benytte sommerhuset i et nærmere beskrevet omfang. Det bemærkes herved, at A efter det anførte må sidestilles med ejendomsselskabet, og der var ikke andre i selskabet end ham, der faktisk kunne udnytte retten til egen brug. Ejendomsselskabet tog ikke skridt til anden udnyttelse, og der blev heller ikke givet afkald på retten til egen brug.

På denne baggrund har A haft adgang til at benytte sommerhuset privat i de pågældende indkomstår. Sommerhuset må herefter anses for at være stillet til As rådighed, og bestemmelserne i den dagældende ligningslovs § 16 A, stk. 9 (tidligere stk. 10), jf. § 16, stk. 5, finder derfor anvendelse.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 5, at A må anses for at have haft sommerhuset til rådighed hele året, men at den skattepligtige værdi skal nedsættes i forhold til antallet af dage, hvor det har været stillet til rådighed for eller udlejet til andre personer. SKAT's opgørelse må anses for at være foretaget i overensstemmelse hermed, og der er herefter ikke grundlag for at nedsætte den skattepligtige værdi. Der skal ikke ske nedsættelse for perioder, hvor sommerhuset ikke har kunnet benyttes på grund af vedligeholdelse eller reparation.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

A skal i sagsomkostninger for landsretten betale 25.000 kr. inkl. moms til Skatteministeriet til udgifter til advokatbistand. Landsretten har lagt vægt på sagens værdi og omfang samt dens udfald.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 25.000 kr. ¨

Det idømte skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningeme forrentes efter rentelovens § 8 a.