Indhold

Afsnittet handler om, i hvilket omfang udenlandske selskaber og foreninger mv. beskattes af indtægt fra fast ejendom, der ligger i Danmark.

Regel

Selskaber og foreninger mv., der har hjemsted i udlandet, og som i deres egenskab af

  • ejer
  • medejer
  • brugs- eller indtægtsnyder

har indtægt (herunder også en fast forpagtningsafgift) af en fast ejendom her i landet, er begrænset skattepligtige. Se SEL § 2, stk. 1, litra b.

Skattepligten omfatter endvidere fortjeneste ved afståelse af fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven eller AL § 21.

Skattepligtens omfang

Skattepligten i medfør af SEL § 2, stk. 1, litra b, omfatter alene indtægt fra indkomstkilder, der er nævnt i bestemmelsen, ligesom der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst alene kan fratrækkes udgifter, som vedrører de samme indkomstkilder. Se SEL § 2, stk. 3, og SEL § 9, stk. 1.

Se SKM2023.416.SR. Spørger var et tysk kapitalforvaltningsselskab, som påtænkte at investere i fast ejendom i Danmark. Investeringen foretoges gennem en Fond (AIF), som i skattemæssig henseende var transparent både i Tyskland og Danmark. Ejendommen erhvervedes gennem et tysk GmbH. Fonden finansierede Ejendomsselskabet med kapitalindskud, dels som aktionær (selskabskapital 1%), dels som "atypisch stille gesellschafter" (99%). Spørger ønskede svar på, om det var Ejendomsselskabet, Fonden eller de udenlandske passive investorer (kommanditister), der var begrænset skattepligtige til Danmark (rette indkomstmodtager) af afkast af den faste ejendom i Danmark.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Ejendomsselskabet var skattepligtigt i Danmark af den samlede indkomst fra investeringen i fast ejendom i Danmark. Ejendomsselskabet var alene begrænset skattepligtig af sin aftalte andel af overskuddet af virksomheden (1%).

Skatterådet fandt endvidere ikke, at Fondens/Investorernes indskud i Ejendomsselskabet kunne klassificeres som lån, da der hverken var indgået aftale om forrentning, forfaldstid eller en plan for afdrag heraf. Skatterådet fandt som følge af Fondens transparens, at Investorerne var deltagere i Ejendomsselska-bets virksomhed, og denne deltagelse kunne sidestilles med kommanditistens deltagelse i K/S´ets virksomhed. Investorerne var derfor begrænset skattepligtige til Danmark af deres andel af den samlede indkomst (99 %) inkl. fortjeneste ved afståelse. Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at hverken Fonden, Investorerne i Fonden eller Spørger mbH var skattepligtige til Danmark af indkomst fra investeringen i fast ejendom i Danmark.