Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Højesteretsdomme |
SKM2021.621.HR | Landsskatterettens kompetence til at behandle klager over SKATS afvisning af tilbagebetalingskrav - det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb. | Stadfæster SKM2019.563.ØLR. Højesteret fandt, ligesom landsretten, at virksomhederne krav må klassificeres som formueretlige tilbagebetalingskrav efter principperne om condictio indebiti, og at SKATs beslutninger om at afvise kravene ikke havde karakter af forvaltningsretlige afgørelser. Beslutningerne kunne derfor ikke påklages til Landsskatteretten efter skatteforvaltningslovens regler, hvorefter kun afgørelser kan påklages til Landsskatteretten. Højesteret var desuden enig med landsretten i, at beslutningerne heller ikke kunne påklages til Skatteministeriets departement. |
Landsretsdomme |
SKM2017.107.ØLR | Landsretten har stadfæstet byrettens dom, da landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor, idet Landsretten bemærkede, at korrektionen ikke havde medført en forhøjet beskatning i forhold til den korrekt opgjorte grundværdi efter nedslag. | Se byrettens dom, jf. SKM2015.606.BR, hvor retten fandt, at Landsskatteretten var berettiget til at berigtige en kendelse som sket, og lagde i den forbindelse vægt på, at der var tale om en åbenbar fejlskrift, og at berigtigelsen ikke ændrede på afgørelsens materielle indhold, der var i overensstemmelse med skatteyderens påstand under sagen. |
SKM2016.329.ØLR | Landsskatterettens kompetence kunne ikke antages at være begrænset til de konsekvensændringer, der var en nødvendig følge af afgørelsen vedrørende det omtvistede beløb. Kompetencen måtte fastlægges bredere. Henset hertil og til det grundlag hvorpå boligselskabet fik fradrag for vejanlæg på ejendommen og til den nære sammenhæng mellem de i sagen omhandlede veje, fandt landsretten, at Landsskatteretten ikke havde overtrådt sin saglige kompetence. | |
SKM2010.603.VLR | En lageropgørelse sammenholdt med øvrigt materiale samt en vidneforklaring var en ny oplysning, som efter byrettens skøn kunne have medført et væsentligt andet udfald af afgørelsen, hvis de havde foreligget tidligere, hvorfor byretten pålagde Landsskatteretten at genoptage afgørelsen. Ministeriet ankede dommen til Landsretten, som frifandt ministeriet. Landsretten fandt, at det havde været nærliggende, at skatteyderen havde fremlagt en lageropgørelse svarende til den lageropgørelse udarbejdet af revisor til brug for anmodningen om genoptagelse. Landsretten fandt herefter, at det måtte lægges skatteyderen til last, at lageropgørelsen ikke tidligere havde været fremme under sagen, hvorfor Landsretten allerede af denne grund fandt, at der ikke kunne ske genoptagelse efter dagældende SFL § 46, stk. 1. Der fandtes heller ikke grundlag for at fastslå, at der forelå ganske særlige grunde efter dagældende SFL § 46, stk. 2. | |
SKM2009.522.ØLR | Skatteministeriet var ikke afskåret fra domstolsprøvelse af et spørgsmål om afskrivning på en finansieringsudgift, idet det blev lagt til grund, at der var tale om et spørgsmål, som Landsskatteretten havde taget stilling til, og at Landsskatteretten ikke herved havde overskredet sin kompetence efter dagældende SFL § 45, stk. 1, selv om klageren havde fået medhold for så vidt angår dette spørgsmål i skatteankenævnet og derfor ikke havde ønske om, at Landsskatteretten tog spørgsmålet under påkendelse. Anført at begrebet "afledte ændringer" skulle forstås i overensstemmelse med den tidligere bestemmelse i skattestyrelsesloven, hvor der kunne ske ændring, i det omfang ændringen "var en følge af klagen". | |
SKM2009.329.ØLR | En afgørelse skulle ikke genoptages i Landsskatteretten, da det kunne lægges klageren til last, at de nye oplysninger ikke var blevet forelagt Landsskatteretten, inden denne første gang traf afgørelse i sagen. | |
SKM2004.266.ØLR | Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgeren havde ret til genoptagelse af en sag for Landsskatteretten i henhold til et genoptagelsestilsagn. Da den retssag, som genoptagelsestilsagnet var betinget af, blev hævet af skatteyderen, inden sagen blev domsforhandlet, fandt landsretten, at betingelsen for at genoptage sagsøgerens sag ikke var opfyldt. | |
SKM2004.27.ØLR | Landsretten fandt ikke, at betingelserne for genoptagelse i Landsskatteretten var opfyldt, idet der ikke var fremlagt nye oplysninger. Landsretten fandt endvidere ikke, at der forelå særlige omstændigheder. | |
SKM2004.17.VLR | Landsretten fandt, at det var med rette, at Landsskatteretten havde afvist at genoptage sagsøgerens momsansættelse, idet sagsøgeren ikke havde efterkommet regionens anmodning om at aflevere sit bogføringsmateriale for det pågældende indkomstår. Sagsøgeren havde dermed ikke sandsynliggjort, at de nye oplysninger i sagen kunne have medført et andet udfald af sagen. | |
Byretsdomme |
SKM2017.319.BR | Byretten fandt, at der ikke består en ubetinget ret til fremmøde i Landsskatteretten, og at der i SFL § 44, stk. 3, udtrykkeligt er skabt hjemmel for, at en anmodning om fremmøde kan afslås. Byretten fandt, at der ikke forelå formalitetsmangler ved selve afgørelserne om at afvise fremmøde, og at der ikke var påvist omstændigheder, der kunne give anledning til at tilsidesætte skønnet over, at fremmøde var overflødigt. | |
SKM2011.596.BR | Retten fandt, at det var med rette, at Landsskatteretten havde afvist en klage, da det ikke var godtgjort, at klagebetingelserne var opfyldt. Der var endvidere ikke grundlag for at suspendere klagefristen. | |
SKM2011.457.BR | Da det måtte lægges sagsøgerne til last, at de først havde henvendt sig til en advokat efter udløbet af indbringelsesfristen, hvorfor genoptagelsesanmodningen først var fremkommet ca. 8 måneder efter, at Landsskatteretten i første omgang traf afgørelse, var betingelserne for genoptagelse efter dagældende SFL § 46 ikke opfyldt. | |
SKM2011.452.BR | En klage var bortfaldet som følge af manglende betaling af klageafgift. Da der således ikke forelå en afgjort eller afvist sag, kunne en klage ikke behandles som en anmodning om genoptagelse efter dagældende SFL § 46. | |
SKM2010.478.BR | Landsskatteretten havde nægtet at genoptage en kendelse. Byretten bemærkede, at det efter det faktiske grundlag, som Landsskatteretten havde truffet afgørelse på, ikke havde været tale om, at sagsøgerens rådighed over en bil havde været afskåret i hele måneder. Dette faktiske grundlag var ikke ændret ved fremlæggelsen af de nye oplysninger. De nye oplysninger fandtes derfor ikke at kunne have medført et væsentligt andet udfald af sagen. Da det endvidere ikke var godtgjort, at der forelå ganske særlige omstændigheder, var betingelserne for genoptagelse i dagældende SFL § 46, stk. 1 og 2, ikke opfyldt. | |
SKM2008.828.BR | Byretten fastslog, at det ikke var en ny oplysning, at SKAT i en udtalelse havde erklæret sig uenig i Landsskatterettens tidligere begrundelse. | |
Landsskatteretsafgørelser |
►SKM2024.264.LSR◄ | ►Skattestyrelsen havde ikke i sin afgørelse taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt sikkerhedsstillelsen på 58.000 kr. skulle frigives eller anvendes til dækning af andre krav mod virksomheden. Landsskatteretten havde som følge heraf ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmål, jf. skatteforvaltningslovens § 11. Det var derfor Skattestyrelsen, der i første omgang skulle behandle klagerens henvendelse af 28. juni 2022 om sikkerhedsstillelsen.◄ | |
SKM2017.47.LSR | Landsskatteretten fandt, at retten havde kompetence til at behandle en klage over SKATs afgørelse om modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2015 til dækning af sagsomkostninger til politiet. Straffuldbyrdelsesloven § 111, stk. 2, afskærer ikke klageres adgang til at klage over modregning, når der klages over SKATs administration. | |
SKM2014.4.LSR | Klager over lønindeholdelse til dækning af gæld vedrørende gebyr i forbindelse med en billetrestance var ikke omfattet af Landsskatterettens kompetence, og skulle indbringes for Fogedretten. | |
SKM2013.583.LSR | Spørgsmålet om eventuel forrentning i forbindelse med tilbagebetaling af bødebeløb, der var opkrævet ved bødeforlæg, fandtes ved uenighed at henhøre under strafferetsplejen. Der kunne derfor ikke tages stilling til spørgsmålet i en forvaltningsafgørelse, jf. SFL § 1. Landsskatteretten havde ikke kompetence til at tage stilling til spørgsmålet, jf. SFL § 11. | |
SKM2012.335.LSR | Landsskatteretten afviste en klage over SKATs anmodning om udlevering af kontoudskrifter. SKATs anmodning var en processuel beslutning, ikke en forvaltningsretlig afgørelse. | |
SKM2010.833.LSR | Landsskatteretten afviste en klage angående en afdragsordning for en igangværende virksomhed. Der blev lagt vægt på, at dagældende inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, alene omfatter personer, herunder afdragsordninger for afmeldte virksomheder, og at afdragsordninger for igangværende virksomheder aftales som led i SKATs faktiske forvaltningsvirksomhed. | |
SKM2010.602.LSR | Landsskatteretten afviste en klage, idet et skatteankenævns nægtelse af at give en udtalelse om medholdsgrad ikke kunne anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. | |
SKM2010.103.LSR | Et selskabs klage over Skatterådets besvarelse af to spørgsmål blev afvist af Landsskatteretten, idet der var tale om generelle spørgsmål, der ikke vedrørte en konkret skatteyder. | |
SKM2009.280.LSR | Landsskatteretten afviste at behandle en klage over en afgørelse af privatretlig karakter, da retten fandt, at den ikke var rette klagemyndighed. | |
SKM2007.100.LSR | Under en tidligere behandling i Landsskatteretten var det ikke oplyst af klagerens repræsentant, at klageren på selvangivelsestidspunket havde været ude for en ulykke. Da klagerens repræsentant havde været vidende om klientens ulykkestilfælde, var der ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse i Landsskatteretten tale om ganske særlige omstændigheder. | |
SKM2014.4.LSR | Klager over lønindeholdelse til dækning af gæld vedrørende gebyr i forbindelse med en billetrestance var ikke omfattet af Landsskatterettens kompetence, og skulle indbringes for Fogedretten. | |