Parter

A
(Advokat Henriette Viskinge Jensen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Christian Andersen)

Afsagt af byretsdommer

Mette Bytofte

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag, der er anlagt den 20. februar 2008, har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens personlige indkomst for indkomstårene 2002 og 2003 nedsættes med 300.000 kr. årligt, subsidiært at sagen hjemvises til ligningsmyndigheden til fornyet behandling.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgeren skal beskattes efter statsskattelovens § 4, litra c, af et beløb, som hendes daværende kæreste og nuværende ægtefælle, BB, i indkomstårene 2002 og 2003 overførte til sagsøgerens konto, hvortil BB havde fuldmagt.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218a.

Oplysningerne i sagen

Den 20. november 2007 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse

"...

Klagen vedrører beskatning af gave ydet af kæreste.

Indkomståret 2002

Personlig indkomst

Skatteforvaltningen har beskattet klageren af modtaget gave på 444.000 kr.

Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen til 300.000 kr.

Indkomståret 2003

Personlig indkomst

Skatteforvaltningen har beskattet klageren af modtaget gave på 444.000 kr.

Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen til 300.000 kr.

Sagens oplysninger

A har været beskæftiget i G1 til ultimo 2001, hvor hun blev beskæftiget hos designer DT indtil juli 2002. I januar 2003 påbegyndte hun selvstændig virksomhed, som hun ophørte med i februar 2004. Hun blev under sin beskæftigelse i G1 kærester med BB, der er pilot, med hvem hun har et barn på ca. 5½ år.

BB var bosat i Norge indtil 18. maj 2006, hvor han flyttede sammen med klageren. Parret blev gift den 22. september 2006. BBs bopæl i Norge var nødvendig for at få de norske myndigheders assistance i forbindelse med afvikling af hans tidligere ægteskab, som blev opløst primo 2006.

BB havde, mens han var bosiddende i Norge, en svensk lønkonto, mens A havde en dansk lønkonto. Hver part overførte midler herfra til en fælles konto. BB overførte 38.000 kr. pr. måned, medens A overførte 15.000 kr. pr. måned. Fælleskontoen var oprettet i As navn, men således, at BB kunne råde herover, fx til at hæve herpå. Han havde kort til kontoen.

Af kontofuldmagt af 1. juli 1999 fremgår således

Det meddeles herved, at kontohaver i alle forhold overfor F1 Bank forpligtes ved underskrift af

Fuldmagtshaver

1. BB

Ovennævnte fuldmagtsforhold gælder også for kvittering og endossering af checks, udstedte eller endosserede til kontohavers ordre, såvel til indsættelse som til kontant udbetaling.

Underskrift

1/7-99
A

Den 1. oktober 1999 erhvervede klageren ejendommen .... I 2002 blev gælden, som klageren hidtil havde hæftet for alene, omlagt og i forbindelse hermed fordelt, så hun derefter hæftede for 50 %, mens BB hæftede for de resterende 50 %.

I gældsbrev af 31. december 2003 har A udtalt følgende

"Undertegnede A, ... erkender herved at skylde BB, ..., Norge DKK 617.000,00, skriver sekshundredesyttentusinde 00/100, hvilket beløb ikke forrentes, men afdrages med DKK 5.000,00 pr. måned, således at første afdrag forfalder den 31. januar 2004 og sidste afdrag på DKK 2.000 afdrages den 30. april 2014.

..."

I udtalelse af 27. marts 2006 har BB erklæret

"Jeg skal hermed erklære, at jeg pr. 01.10.1999 blev medejer med 50 % af ejendommen, beliggende ... Jeg står også fra samme dato anført som kautionist i ejendommens gældspantebreve."

"Jeg skal hermed erklære, at jeg og A siden 01.10.1999 har haft fælles økonomi.

..."

Baggrunden for, at BB ikke blev tinglyst ejer af ejendommen, var ifølge repræsentanten, at BB på daværende tidspunkt var gift med en anden. Dette ægteskab blev først opløst primo 2006.

SKATS afgørelse

SKAT har for indkomstårene 2002 og 2003 forhøjet klagerens personlige indkomst med gave fra BB med 444.000 kr. pr. år. SKAT, har anset BBs overførsel af 38.000 kr. månedligt til As konto for en indkomstskattepligtig gaveoverførsel, jf. statsskattelovens § 4C. Overførslen andrager 456.000 kr. årligt (38.000 kr. x 12), men det godkendes, at en del af beløbet dækker børnebidrag til det fælles barn. Denne del af beløbet skønnes at udgøre normalbidraget, oprundet til et helt beløb, eller 12.000 kr. Gaveoverførslen andrager herefter 444.000 kr.

SKAT har alene godkendt fradrag for børnebidrag med normalbidraget, da barnet ikke har medregnet beløb ud over normalbidraget.

SKAT har beregnet klagerens privatforbrug for indkomstårene 2002 og 2003 til henholdsvis -1.056,198 kr. og -190.696 kr.

SKAT har henvist til, at klageren ikke har været samboende med BB i de pågældende år, idet han i disse år var bosiddende i Norge.

Endvidere har SKAT henvist til, at BB ikke uden tinglysning kan anses for medejer af ejendommen. SKAT har endelig henvist til Landsskatterettens afgørelse af 15. oktober 1986 gengivet i Tidsskrift for Skatter og Afgifter (TfS)1986.610.

SKAT har herefter ikke fundet det forhold, at BB har fuldmagt til hæve på bankkontoen for afgørende.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens personlige indkomst for indkomstårene 2001 [2002.red.SKAT] og 2003 principalt nedsættes med 444.000 kr. pr. år, subsidiært nedsættes med dels et højere børnebidrag, dels med de udgifter som BB har afholdt over kontoen.

Efter repræsentantens opfattelse har klageren ikke modtaget en gave, idet hun ikke har modtaget en vederlagsfri formuefordel. Parterne har hver i sær overført midler til en budgetkonto, som begge har adgang til. En sådan overførsel er ikke et udslag af gavmildhed, som gavebeskatning forudsætter.

Repræsentanten har henvist til Ligningsvejledningen 2006, afsnit A.B.7.1.1. Endvidere har hun henvist til Vestre Landsrets dom af 20. februar 1989 gengivet i TfS 1989.176, samt Lærebog om Indkomstskat 11. udg., s. 353. Heraf fremgår bl.a., at en gave forudsætter, at gaveløftet er kommet til gavemodtagerens kundskab, for at modtageren skal have et endeligt og ubetinget krav mod giveren.

Desuden er henvist til Østre Landsrets dom refereret i TfS 1987.435. I dommen blev et beløb på 20.000 kr. årligt, som en kvindelig skatteyder havde modtaget til dækning af bl.a. husleje af en tidligere samlever med hvem hun havde et barn, anset for ikke skattepligtigt for hende, idet Kammeradvokaten havde taget bekræftende til genmæle overfor hendes principale påstand om, at hendes egen indtægt havde oversteget den af Ligningsrådet fastsatte værdi af kost og logi. Subsidiært havde hun påstået, at beløbet var ydet til fællesbarnet og hendes særbarn.

I et supplerende indlæg til sagen er anført, at oprettelsen af fælleskontoen i As navn skyldes, at hun havde været kunde i banken i mange år og derfor havde en god kontakt til banken. Beløbene på fælleskontoen blev brugt til at finansiere terminer på ejendommen, ejendomsværdiskat, varme, el og de sædvanlige udgifter, der trækkes over en budgetkonto.

Idet BB havde fri adgang til at hæve på kontoen, havde klageren ikke fået et endeligt og ubetinget retligt krav overfor ham.

Efter repræsentantens opfattelse skal klageren herefter ikke skattes af de overførte beløb efter statsskattelovens § 4, litra c.

Til støtte for sin subsidiære påstand er henvist til, at det af Statsamtets hjemmeside fremgår, at normalbidraget for 2007 udgør 12.756 kr. I tilfælde, hvor bidragsyderen har en indkomst på niveau med BBs, vil bidraget skulle forhøjes med 300 %, det vil sige til 46.668 pr. år. Repræsentanten finder herefter, at den forhøjede indkomst skal nedsættes med et beløb, der svarer til det børnebidrag, som BB ville være blevet pålagt at betale. Hans indkomst i de pågældende år har andraget brutto ca. 800.000 nkr.

Endvidere er oplyst, at der fra fælleskontoen er overført midler til udlandet, eksempelvis er der i en måned overført ca. 7.700 kr. Endvidere er der overført penge til en fælles billånskonto, 4.900 kr. pr. måned. De kvartårlige terminsydelser androg ca. 56.000 kr.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Efter statsskattelovens § 4 litra c er gaver mellem parter uden for den gaveafgiftspligtige personkreds, jf. boafgiftslovens § 22, som udgangspunkt indkomstskattepligtige. Dette gælder også mellem parter, som efterfølgende bliver samboende/indgår ægteskab.

BB har forud for etableringen af samlivet med klageren overført 38.000 kr. månedligt til hendes konto, hvorfra der er trukket beløb til betaling af hendes udgifter, herunder i relation til hendes ejendom ... mv. Endvidere er overført beløb til fælles billånskonto, til udlandet mv. Det er oplyst, at når ejendommen var placeret i klagerens navn, var det for at undgå forfølgning fra BBs tidligere ægtefælle.

Landsskatteretten finder at, der er sket en indkomstskattepligtig formueoverførsel til klageren. Retten finder at denne overførsel passende kan ansættes til 300.000 kr. pr. år. Ved afgøreIsen er lagt vægt på, at derfra kontoen er sket betalinger af udgifter, som utvivlsomt har vedrørt klageren, herunder udgifter til hendes ejendom mv.

Retten nedsætter herefter forhøjelsen til 300.000 kr. pr. år.

..."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaring af A og BB.

A har forklaret, at hun og BB mødte hinanden i 1998, hvor de begge var ansat i G1. A havde base i Sverige, men de håbede, at han kunne få base i Danmark, hvilket blev tildelt efter anciennitet. I juni 1999 besluttede de at købe huset på .... Det var meningen, at de skulle eje ejendommen i sameje, men da As separationssag var indledt kunne han ikke stå som medejer, idet hans tidligere hustru i så fald skulle have halvdelen af friværdien i ejendommen. De boede ikke sammen, men var sammen så ofte som muligt, enten i Danmark eller i Sverige, hvor A boede i en lejet lejlighed, som han delte med 5 andre piloter. Senere flyttede A til Norge på grund af bidragssagen. Deres søn, BA, blev født i juli 2000. Hun fik tilsendt børnepenge som enlig forsørger, men returnerede pengene. I slutningen af 2001 ophørte hun sin ansættelse hos G1. Hun var leder af scheduleringen og tjente ca. 40.000 kr. brutto om måneden. Da hun stoppede, fik hun udbetalt 9 måneders løn som fratrædelsesgodtgørelse. Hun fik samtidig udbetalt sin pension på 500.000 kr. brutto. Herefter fik hun ansættelse hos DT. I 2002 fik de omlagt lånene i ejendommen på ..., men hun kan ikke huske hvorfor. Det er A, der har styr på økonomien, men så vidt hun husker, hæftede de efter låneomlægningen hver for halvdelen af lånene. De har hele tiden haft fælles økonomi. Da A i 2001 fik base i Danmark, oprettede han en lønkonto. Lønkontoen, hvorpå såvel sagsøgerens som As løn blev indsat, blev oprettet i As navn af hensyn til de amerikanske myndigheder. Børnebidrag til As børn fra første ægteskab blev trukket fra lønkontoen, og det ville give problemer, hvis hendes navn figurerede som afsender. De fortsatte med at overføre henholdsvis 38.000 kr. og 15.000 kr. til den fælles budgetkonto. De havde begge dankort til lønkontoen, men ikke til budgetkontoen. A havde endvidere en konto i Norge, hvorfra husleje og andre faste udgifter i Norge blev betalt. A har Diners kort, mens hun selv afleverede sit kort i 2002. I 1999 købte de en bil, hvor hun blev registreret som ejer og A som bruger. I juni 2006 blev A skilt. Han flyttede straks til Danmark og i september samme år blev de gift. De har almindeligt formuefællesskab i ægteskabet. Lånet på 230.000 kr., som i 2001 blev optaget i F2 Bank var, så vidt hun husker, til dækning af advokatudgifter i USA. Erklæringen om sameje, dateret den 27. marts 2006, blev muligvis lavet af hensyn til kreditforeningen eller i forbindelse med skattesagen, men hun husker det ikke med sikkerhed. Hun husker ikke, hvorfor gældsbrevet på 617.000 kr. blev oprettet.

BB har forklaret, at han boede og arbejdede i Sverige i 1998, da han og A mødte hinanden. Formelt var han stadig gift, men hans hustru, der er amerikansk statsborger, var i 1997 flyttet tilbage til USA med deres to børn. Han og hans daværende hustru havde oprindeligt aftalt at ordne skilsmissen i mindelighed, men i juli 1999 anlagde hans hustru separationssag ved retten, og han blev pålagt at betale 4.000 US dollars i bidrag månedligt. Han og A havde planlagt at flytte sammen, så snart hans skilsmisse var gået i orden, hvilket han havde håbet ville ske i 1999 eller starten af 2000. De købte ejendommen på ... og underskrev skødet inden han vidste, at der ville blive anlagt separationssag i USA. På grund af bidragssagen var han nødsaget til at flytte til Norge, da de norske myndigheder i modsat fald ikke kunne bistå ham. Bidragssagen verserede helt frem til skilsmissen i 2006. I Norge boede han i en lejet lejlighed på 80 m2. Han havde ikke indbo eller andet, bortset fra lidt tøj, på ....

Han og A var oftest sammen i Sverige, da han var stationeret der, og senere var de sammen i hans lejlighed og i hans families fjeldhytte i Norge. De havde fælles økonomi fra 1999 og meningen var, at ejendommen på ... skulle være i sameje. A stod som debitor, mens han var selvskyldnerkautionist. I 2002 omlagde de lånene, så de begge stod som debitorer. Lånet på 230.000 kr., som blev optaget i 2001, var til dækning af advokatomkostninger i USA. Banken forlangte, at de begge skulle stå som låntagere. Børnebidraget blev overført til et centralt register i USA, og han overførte et fast beløb til budgetkontoen, hvorefter beløbet blev tilbageført til lønkontoen. I det daglige hævede han på såvel løn- som budgetkonto. De havde begge dankort til lønkontoen, og han havde desuden et Diners kort, hvor forbruget blev betalt via budgetkontoen. I Norge havde han en konto, hvorfra faste udgifter som eksempelvis husleje blev betalt. I 1999 købte de en bil, og A blev registret som ejer og han selv blev registreret som bruger, idet han var elitebilist og derfor kunne tegne forsikringen billigst. I 2003 blev de enige om at oprette et gældsbrev på 617.000 kr., således at han havde dokumentation for sine betalinger. Da de ikke kunne blive gift var det for at sikre ham, hvis der skete noget. Erklæringen af 27. marts 2006 om sameje blev lavet for at sikre ham i tilfælde af samlivsophævelse.

Parternes synspunkter

Sagsøger har i påstandsdokument af 21. november 2008, som tilrettet under hovedforhandlingen, til støtte for sine påstande anført blandt andet:

"...

Til støtte for de nedlagte påstande gøres det i første række gældende, at beløbet på kr. 38.000, der månedligt blev overført til fælleskontoen ikke er skattepligtigt efter statsskattelovens § 4 litra c for sagsøger, idet der hverken foreligger en gave, eller en vederlagsfri formuefordel.

Det gøres videre gældende, at sagsøger ikke har erhvervet endelig og ubetinget ret til beløbet, hvilket da også understøttes af, at en stor del det overførte beløb er brugt til at afholde BBs særudgifter. Endvidere har BB i hele perioden haft kreditkort til fælleskontoen, hvorfor han til hver en tid har kunnet hæve det indsatte beløb igen. Beløbene blev overført fra en lønkonto, som var oprettet i hans navn, som sagsøger havde fuldmagt til, som både sagsøger og BB indsatte deres løn på. Såvel sagsøger som BB havde også kreditkort til denne lønkonto.

Det gøres videre gældende, at BB heller ikke har haft hverken gavehensigt eller afgivet gaveløfte til sagsøger.

Henset til, at "giverne" i nærværende sag, er begge parter, samt at begge parter har adgang til kontoen og dermed også er "modtagere", må det lægges til grund, at der ikke er sket berigelse af nogle af parterne.

Der fremgår af Ligningsvejledningen 2008-1, afsnit A.B.7.1.1, at der er nogle betingelser, der skal være opfyldt, før der reelt foreligger en gavedisposition, som kan medføre, at der skal ske gavebeskatning efter statsskattelovens § 4, litra c hos modtageren.

Det er først og fremmest en ufravigelig betingelse, at der foreligger en vederlagsfri formuefordel. Det er ligeledes en betingelse, at gaveløftet er kommet til gavemodtagerens kundskab, og, at denne derfor har fået et ubetinget retligt krav over for giveren.

Hvis disse betingelserne ikke er opfyldt, er der slet ikke tale om en gave, hvorfor der ikke kan ske gavebeskatning efter statsskattelovens § 4, litra c. Det gøres gældende, at sagsøgeren har løftet bevisbyrden for, at det overførte beløb ikke var en gave, samt at yderligere midler end skønnet af Landsskatteretten er medgået til betaling af BBs private udgifter. Eftersom BB kan indsætte og hæve fra fælleskontoen, har sagsøgeren ikke fået et endeligt og ubetinget retligt krav på de overførte beløb over for BB.

På baggrund af ovennævnte fastholdes det, at sagsøgeren ikke skal beskattes af det overførte beløb efter statsskattelovens § 4, litra c, idet der hverken foreligger en vederlagsfri formuefordel eller gaveløfte, som er kommet til hendes kundskab. Hun har ej heller fået et ubetinget retligt krav over BB. Der er således ikke hjemmel til at beskatte hende efter statsskattelovens § 4, litra c.

Såfremt Retten måtte lægge til grund, at der skal ske gavebeskatning af sagsøger gøres det i anden række gældende, at skønnet over, at sagsøger har modtaget en gave på kr. 300.000, er udøvet på et forkert grundlag og fører til et åbenbart urimeligt resultat for sagsøgeren. Der er ikke ved skønnet taget stilling til, at parterne havde fællesøkonomi, og at begge hævede fra lønkontoen og fælleskontoen. Endvidere er der kun i begrænset omfang taget stilling til, at BB må have afholdt udgifter til deres fællesbarn. Skat har lagt til grund, at dette beløb måtte tilsvare normalbørnebidraget på årligt kr. 12.000.

I tilfælde, hvor indkomsten er på niveau med BBs, vil det månedlige børnebidrag udgøre et grundbeløb på kr. 942 tillagt 300 % af grundbeløbet, hvilket beløb tillægges kr. 121 i tillæg. Børnebidraget ville så udgøre kr. 3.889 pr. måned, hvilket udgør kr. 46.668 pr. år. BB har over fælleskontoen afholdt særudgifter med som minimum kr. 164.000 i 2002 og kr. 217.000 i 2003.

Hvis der skulle foretages en forhøjelse efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra ville det foretagne skøn også være udøvet på et klart forkert grundlag og have ført til et åbenbart urimeligt resultat. Der skal herved henses til at privatforbrugsberegningen er forkert. Desuden gør det sig gældende, at der ved skønnet ikke er taget stilling til, at parterne havde fællesøkonomi, og at begge hævede fra lønkontoen og fælleskontoen. Endvidere er der ikke taget hensyn til udgifter til børnebidraget er for lavt sat, og at BB har betalt sine særudgifter over fælleskontoen.

..."

Sagsøgte har i påstandsdokument af 21. november 2008 til støtte for sin påstand anført blandt andet

"...

Spørgsmålet i sagen er, om sagsøgeren skal beskattes af kr. 300.000,- modtaget fra hendes kæreste, BB, i henholdsvis indkomståret 2002 og 2003.

Der er enighed mellem parterne om, at BB månedligt overførte kr. 38.000,- til en "fælleskonto" i sagsøgerens navn. Der er også enighed om, at parret ikke var samlevende i indkomstårene 2002 og 2003.

Skattemyndighederne har oprindeligt gavebeskattet sagsøgeren af det fulde beløb (12 x 38.000,-) fratrukket kr. 12.000,- årligt til dækning af børnebidrag til det fælles barn, i alt kr. 444.000,- (bilag 1, side 4, 3. afsnit). Landsskatteretten har yderligere nedsat dette beløb med årligt kr. 144.000,- til kr. 300.000,- , idet Landsskatteretten har skønnet over de beløb, som er hævet fra sagsøgerens "fælleskonto" til dækning af BBs særudgifter.

Det gøres overordnet gældende, at der foreligger gaver fra BB til sagsøgeren i det omfang, at udgifterne ikke er medgået til dækning af BBs udgifter, herunder særudgifter. Disse gaver er skattepligtig indkomst for sagsøgeren, jf. statsskattelovens § 4, litra c. Landsskatteretten har skønnet det skattepligtige beløb til kr. 300.000,- årligt, og dette skøn kan alene tilsidesættes, hvis sagsøgeren godtgør, at skønnet er udøvet på et forkert grundlag eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Sagsøgeren har fremlagt kontooversigter vedrørende "fælleskontoen" (bilag 9 a - 10 d) og har på baggrund heraf opgjort BBs særudgifter. Disse udskrifter dokumenterer imidlertid ikke, at der er afholdt yderligere særudgifter end skønnet af Landsskatteretten. Langt de fleste udgifter må antages at vedrøre ejendommen ..., som blev erhvervet i 1999, og sagsøgerens husholdning i øvrigt. De samlede udgifter hertil er ikke mulige at opgøre på baggrund af kontoudskrifterne.

Da BB ikke var del af sagsøgerens husholdning i 2002 og 2003 er spørgsmålet herefter, om BB var medejer af ejendommen i disse år.

Sagsøgeren var ifølge tingbogen eneste ejer af ejendommen i de to år, og det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at der - imod tingbogens udvisende - var et sameje om ejendommen, jf. SKM2004.223.ØLR. Denne bevisbyrde er ikke løftet. Tværtimod har sagsøgeren oplyst, at sagsøgeren stod som eneejer, fordi BB som følge af en skilsmissesag ikke kunne stå som ejer af noget aktiv (replikken, side 3, sidste afsnit). Dette støtter yderligere, at sagsøgeren var eneejer.

Sagsøgeren har således ikke godtgjort, at Landsskatterettens skøn er forkert eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

..."

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse hermed.

Rettens begrundelse og afgørelse

Retten finder ikke, at det ved den stedfundne bevisførelse er godtgjort, at ejendommen på ..., uanset at alene sagsøgeren var tinglyst som adkomsthaver, blev erhvervet i lige sameje eller at der efterfølgende er opstået et sameje mellem parterne vedrørende ejendommen.

Det lægges til grund som ubestridt, at sagsøgeren og BB ikke i indkomstårene 2002 og 2003 var samlevende. Det lægges endvidere til grund, at parternes løn blev indsat på en konto i BBs navn og at sagsøgeren månedligt overførte 15.000 kr. og BB 38.000 kr. til en budgetkonto oprettet i sagsøgerens navn, fra hvilken konto parternes respektive udgifter, herunder udgifterne til ejendommen på ..., blev betalt. I et gavemiljø som det foreliggende er der en formodning for, at overførte beløb er givet som gave, og bevisbyrden for, at overførslen er begrundet i andre forhold påhviler sagsøgeren. Den omstændighed, at der ikke forelå et formelt gaveløfte og at begge parter havde adgang til at hæve på kontoen, findes ikke at være af afgørende betydning, idet sagsøgeren ved at disponere over de indsatte beløb, erhvervede endelig ret til midlerne. Retten finder ikke, at sagsøgeren har løftet bevisbyrden for, at den årlige overførsel på 456.000 kr. i indkomstårene 2002 og 2003 alene eller i det væsentligste er anvendt til betaling af BBs udgifter og ikke til betaling af sagsøgerens udgifter, herunder udgifterne vedrørende ejendommen.

Herefter og idet retten ikke finder grundlag for at fastslå, at skattemyndighedernes skøn er udøvet på et urigtigt grundlag eller har medført et åbenbart urimeligt resultat, tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

Vedrørende sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt, idet retten ved fastsættelsen af passende udgift til advokatbistand har taget udgangspunkt i de gældende takster, som retten ikke har fundet grundlag for at fravige.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage i sagsomkostninger til sagsøgte betale 35.000 kr.