Parter

A
(Selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat David Auken)

Påstande

Byretten har den 26. marts 2008 afsagt dom i 1. instans (BS 1-1443/2007).

For landsretten har appellanten, A, efter sin endelige påstand nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til behandling i realiteten i byretten.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet og har subsidiært påstået hjemvisning af sagen til realitetsbehandling ved byretten.

Forklaringer

A har forklaret, at det var som privat person, at han købte bilen. Han er uddannet guldsmed og designer. Han købte Mercedesen i 2001 af en ældre mand fra ..., Danmark, som selv havde købt den i 1998. Bilen befandt sig da i Danmark. Han købte den i forbindelse med en auktion for 101.000 kr. Bilen var ikke indregistreret. Sælgeren leverede den samme dag på hans daværende bopæl. Bilen var årgang 1989 og var indregistreret i Tyskland i 1990. Sælgeren havde selv givet 16.000 DM for den, men da havde den en skade på fronten, som sælgeren havde fået repareret. Da han erfarede, at det ville tage meget lang tid at få behandlet sagen i Landsskatteretten, skrev han den 30. maj 2004 til skattemyndighederne, at han ønskede sine penge retur. Han havde fortsat bilen stående, men han solgte den vist efter den første afgørelse fra Landsskatteretten, men før den anden. Han solgte bilen med et tab på ca. 15.000 kr. Han havde forinden fået foretaget visse reparationer af bilen. Han har efterfølgende købt en anden brugt bil - en MGB - der var indregistreret. Han har for tiden kig på en Jaguar fra USA. Den befinder sig i Danmark, og der er betalt told og moms af den, men ikke indregistreringsafgift. Han har bilen på hånden. Han har ikke eksporteret en bil til et andet EU-land. Han havde på et tidspunkt en Mercedes Coupe, som han ville eksportere til en person i Tyskland, men da han af SKAT fik oplyst, at bilen skulle synes, fandt han ud af, at det ikke kunne betale sig, og han droppede derfor handlen.

Procedurer

A har til støtte for sin påstand gjort gældende, at han har en retlig interesse i at få påkendt en påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at ToldSkat overtræder Rom-traktaten ved at beregne afgifter af en værdi, der er højere end køretøjernes faktiske værdi på det danske marked, idet dette udgør en handelshindring mellem EU-lande. Han har en langvarig interesse for biler, og han har derfor fortsat interesse i at få afgjort spørgsmålet om beregning af registreringsafgift. Han har tidligere forsøgt at eksportere en bil til Tyskland og har fortsat interesse i at eksportere eller reeksportere biler, hvorfor han tillige har en retlig interesse i at få afgjort spørgsmålet om godtgørelse af afgift ved eksport af brugte køretøjer til et andet EU-land, herunder om bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3 - hvorefter der i det godtgørelsesbeløb, der er fastsat efter § 7 b, stk. 2, fratrækkes 15 % - er i strid med EU-retten. Det er tilstrækkeligt til at få påstandene påkendt, at EU-borgeren finder spørgsmålet relevant. Det er fastslået ved EF-domstolen, at afgiften skal beregnes af den reelle værdi, men når ToldSkat beregner værdien, tager de - med urette - udgangspunkt i, hvad forhandlere forlanger for en tilsvarende bil. Derved bliver fastsættelsen af værdien for høj, idet en forhandler også beregner sig en fortjeneste og et pristillæg ved afgivelse af en eventuel garanti. ToldSkat tager endvidere slet ikke hensyn til hvilken bil, der er tale om.

Skatteministeriet har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at A ikke har retlig interesse i pådømmelse af nogen af påstandene vedrørende realiteten og for så vidt angår den anden påstand tillige, at denne påstand ikke er behandlet af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 48. Skatteministeriet har nærmere anført, at A har fået tilbagebetalt det fulde indbetalte depositum for registreringsafgiften på 256.650 kr. med tillæg af renter fra den 7. juni 2004. Han har derfor ikke noget tilbagebetalingskrav mod Skatteministeriet, og sagen vedrører ikke indregistrering af noget konkret køretøj, som er indført til Danmark fra et andet EU-land. A har ikke retlig interesse i at få prøvet sin helt generelle påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at vurderingsmyndighedernes praksis med hensyn til den afgiftsmæssige værdiansættelse af brugte køretøjer strider mod registreringsafgiftslovens § 10.

Skatteministeriet har endvidere gjort gældende, at A heller ikke har retlig interesse i at få prøvet spørgsmålet om forholdet mellem den danske registreringsafgiftslovs § 7 b om godtgørelse af afgift ved eksport af brugte køretøjer til andre lande og EU-retten, herunder reglen i § 7 b, stk. 3. A har ikke udført noget konkret brugt køretøj til et andet EU-land fra Danmark, og han har derfor ikke modtaget nogen godtgørelse af registreringsafgift i medfør af registreringsafgiftslovens § 7 b. A har ingen retlig interesse i at få et generelt responsum fra de danske domstole om, hvorvidt de danske vurderingsmyndigheder overholder registreringsafgiftslovens regler om værdiansættelse af brugte køretøjer, eller om registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, strider mod EU-retten.

Endvidere må de påstande, som A agter at nedlægge, såfremt sagen tages under realitetsbehandling, anses for anbringender til støtte for, at han skal have registreringsafgift tilbagebetalt, og disse kan derfor ikke danne grundlag for en retssag.

Den omstændighed, at sagen 2 gange har været behandlet i Landsskatteretten, kan ikke føre til, at sagen tages under realitetsbehandling ved domstolene, idet Landsskatteretten, såfremt retten havde været bekendt med, at registreringsafgiften var tilbagebetalt til A allerede i juni 2004, ikke ville have realitetsbehandlet sagen, men ville have afvist klagen som følge af As manglende individuelle, retlige interesse, jf. skatteforvaltningslovens § 40, stk. 1, 1. pkt.

Skatteministeriet har endelig gjort gældende, at spørgsmålet om, hvorvidt registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, er i strid med EU-retten, ikke er prøvet af Landsskatteretten, og landsretten kan derfor heller ikke af denne grund tage dette spørgsmål under påkendelse, jf. skatteforvaltningslovens § 48.

A har vedrørende sagsomkostninger anført, at det skyldes en fejl fra skattemyndighedernes side, at det ikke tidligere er oplyst, at registreringsafgiften var tilbagebetalt. Han fik vejledning fra Landsskatteretten om, at han kunne indbringe sagen for domstolene, hvilket han gjorde, og han bør derfor ikke pålægges at betale sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Skatteministeriet har vedrørende sagsomkostninger anført, at det er en fejl fra skattemyndighedernes side, at der ikke blev givet meddelelse til Landsskatteretten om, at registreringsafgiften var tilbagebetalt, men A burde også selv have givet den oplysning. Han burde endvidere have oplyst dette ved sagens anlæg for byretten, således at Skatteministeriet allerede i svarskriftet kunne have nedlagt påstand om afvisning. Endvidere var det under alle omstændigheder nødvendigt med et retsmøde i byretten, idet A - trods Kammeradvokatens opfordring - ikke ville ændre sin påstand, ligesom han fastholdt påstanden under det forberedende retsmøde. A skal i hvert fald betale sagsomkostninger for landsretten, idet han da vidste, at Skatteministeriet ville påstå sagen afvist.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det er ubestridt, at A har fået tilbagebetalt det fulde indbetalte depositum for registreringsafgiften på 256.650 kr. med tillæg af renter fra den 7. juni 2004. Han har derfor ikke noget tilbagebetalingskrav mod Skatteministeriet, og sagen vedrører ikke indregistrering af noget konkret køretøj, som er indført til Danmark fra et andet EU-land. Det tiltrædes derfor, at han ikke har retlig interesse i at få afgjort spørgsmålet om myndighedernes værdifastsættelse ved beregning af registreringsafgift for brugte køretøjer.

A har ikke udført noget konkret brugt køretøj til et andet EU-land fra Danmark, og han har derfor ikke modtaget nogen godtgørelse af registreringsafgift i medfør af registreringsafgiftslovens § 7 b. A har derfor ingen retlig interesse i at få afgjort spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 3, strider mod EU-retten. Landsretten afviser allerede af denne grund sagen for så vidt angår dette spørgsmål.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom.

Da A under det forberedende retsmøde i byretten den 26. februar 2008 - også efter at det var blevet oplyst, at han havde fået tilbagebetalt det fulde indbetalte depositum for registreringsafgiften - fastholdt, at han havde en retlig interesse i sagen, tiltrædes det, at A i byretten er blevet pålagt at betale sagsomkostninger til Skatteministeriet.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 18.125 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand med 12.500 kr. og i udgifter til ekstrakt og materialesamling 5.625 kr. begge beløb inklusiv moms. Landsretten har lagt vægt på parternes påstande, sagens forløb, herunder at hovedforhandlingen i landsretten kun varede i ca. 2 timer, og sagens udfald.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

A skal betale sagens omkostninger for landsretten til Skatteministeriet med 18.125 kr.

De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.