Dato for udgivelse
14 dec 2007 11:48
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 nov 2007 18:24
SKM-nummer
SKM2007.885.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
2-5-1917-0285
Dokument type
Kendelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Forskud, oplysningsskema, årsopgørelse, skattekort og regnskaber + Selskabsbeskatning
Emneord
Afslag, ekstraordinær genoptagelse, skatteansættelse
Resumé

Der var ikke grundlag for at tillade ekstraordinær genoptagelse af en skatteansættelse for 2001 for et ejendomsselskab, idet en fejlpostering alene beroede på selskabets egne forhold i forbindelse med indsendelse af fejlagtig selvangivelse.

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har nægtet genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2001.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Sagens oplysninger

Selskabet køber, bygger, istandsætter og sælger beboelsesejendomme i form af en- og tofamilieshuse samt ejerlejligheder. Selskabet er næringsdrivende med køb og salg af ejendomme. Købet af disse ejendomme bliver hovedsageligt finansieret ved optagelse af obligationslån.

I forbindelse med regnskabsåret 2001 blev der fejlagtigt indtægtsført en gældspost. Den foretagne postering var sket på baggrund af, at et prioritetslån fra B i ejendommen X var blevet opsagt i forbindelse med en konvertering pr. 31. december 2001.

Efterfølgende blev det den 23. maj 2005 ved udarbejdelsen af årsrapporten for 2004 konstateret, at indfrielsen af prioritetslånet i B ikke vedrørte selskabets opgørelse af ejendomsavance i 2001. Indtægtsføringen var således ikke posteret korrekt. Selskabets regnskab for indkomståret 2004 blev underskrevet den 31. maj 2005 og indsendt til SKAT.

Umiddelbart efter, at fejlposteringen blev bekendt, medtog selskabets revisor beløbet som en reguleringspost i regnskabet for 2004 vedrørende tidligere år. Reguleringsposten blev medtaget med anmærkning om, at der var tale om en fejlpostering, som vedrørte tidligere år.

SKAT underkendte ved skrivelse af 13. september 2005 reguleringsposten, da den ikke vedrørte regnskabet for 2004. Ved skrivelse af 5. oktober 2005 anmodede selskabets revisor om genoptagelse af den omtalte fejlpostering i 2001 til den daværende skatteafdeling.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2001.

Skatteansættelsen for indkomståret 2001 kan ikke genoptages, da anmodningen ikke er modtaget senest den 1. maj i det 4. indkomstår efter udløbet af indkomståret, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

På tidspunktet for fremsendelse af selvangivelsen for 2004 er selskabets mulighed for ordinær genoptagelse udløbet. Fristen for ordinær genoptagelse for indkomståret 2001 udløb den 1. maj 2005, og årsregnskabet for 2004, hvoraf reguleringsposten fremgår, bliver underskrevet og indsendt til SKAT den 31. maj 2005.

Forholdene der ligger til grund for anmodningen kan endvidere ikke anses for omfattet af de øvrige bestemmelser i skatteforvaltningslovens § 27.

Klagerens påstand og argumenter

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2001 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 er identisk med den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8. Af bemærkningerne til den dagældende skattestyrelseslovs § 35 fremgår, at hvor der foreligger særlige omstændigheder, der kan give anledning til en ekstraordinær skatteansættelse, kan det tillægges vægt, om skatteansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige.

Der foreligger i denne sag særlige omstændigheder, hvorfor det er urimeligt at opretholde ansættelsen i indkomståret 2001.

Fejlposteringen i indkomståret 2001 var foretaget som følge af årsopgørelsen for 2001 fra B vedrørende "Specifikation realkreditlån" for X, hvor det fremgår, at restgælden pr. 31. december 2001 er 0 kr. Man havde den opfattelse, at den pågældende indfrielse af restgæld vedrørte selskabets ejendomsavanceopgørelse, og derfor havde man som følge af den opfattelse handlet korrekt, da man indtægtsførte beløbet i år 2001.

De nærmere omstændigheder omkring den omhandlede fejlpostering er, at C i 2003 overtog selve bogføringen for selskabet, således at der kom orden i registreringerne. I tiden før 2003 stod selskabet selv for bogføringen, hvilket ikke var tilfredsstillende.

Det er urimeligt at opretholde skatteansættelsen, fordi selskabet bliver dobbeltbeskattet, idet man i regnskabet 2001 ved en fejl indtægtsførte et beløb, der rettelig skulle have været passiveret som kreditgæld. Selskabet bliver igen beskattet af avancen i 2004, da ejendommen bliver solgt. Der er således sket dobbeltbeskatning.

Avancen ved salget af ejendommen som følge af dobbeltbeskatningen kan opgøres som følger:

Avancen ved salget af ejendommen X i 2004:

Bruttofortjeneste kr. 336.897,00

- Skat 30 % kr. 101.069,10

= Provenu efter skat i 2004 kr. 235.827,90

Skattebetaling af fejlposteringen i 2001

(skat 32 % af kr. 674.639,57) kr. 215.884,66

Det fremgår heraf, at den fejlagtige indtægtsførsel medførte, at der stort set ikke er et provenu efter skat. Fejlposteringen har således stor økonomisk betydning for selskabet.

Endvidere er den ønskede indkomstændring langt højere end den omtalte bagatelgrænse i bemærkningerne til bestemmelsen på 5.000 kr., da der er sket en dobbeltbeskatning på 215.884,66 kr.

Selskabet er næringsdrivende med ejendomme, og havde i indkomståret 2001 20 ejendomshandler, hvilket taler for, at der er tale om særlige omstændigheder, da der ikke blot er tale om en enkeltstående handel.

Desuden bør der lægges vægt på, at anmodningen om genoptagelse sker knap en måned efter udløbet af den ordinære frist.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan en skatteansættelse ændres efter anmodning fra den skattepligtige, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er en videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8, der blev indsat ved lov nr. 410 af 2. juni 2003. Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at ændring af ansættelsen kan tillades efter en konkret bedømmelse af forholdene, og at det kan tillægges vægt, om skatteansættelsen har væsentlig betydning for den skattepligtige. Endvidere fremgår af bemærkningerne, at genoptagelse vil kunne ske efter bestemmelsen, hvor der er begået fejl af den skatteansættende myndighed, eller der foreligger andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. Den skattepligtiges forglemmelse af et fradrag er derimod nævnt som en omstændighed, der ikke kan give grundlag for ekstraordinær genoptagelse.

Det er ubestridt, at den fejlagtige selvangivelse alene beroede på selskabets egne forhold. Da skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 ifølge forarbejderne er tiltænkt et snævert anvendelsesområde, og der efter Landsskatterettens opfattelse ikke i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, finder retten herefter, at der ikke er grundlag for at tillade ekstraordinær genoptagelse af selskabets skatteansættelse for indkomståret 2001.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.