Spørgsmål
Er efterstående erhvervsophør omfattet af Pensionsbeskatningsloven § 15 A?
Svar
Nej, se sagsfremstilling og begrundelse.
Beskrivelse af de faktiske forhold
Pensionsbeskatningsloven § 15 A bestemmer, at personer, der opnår en skattepligtig fortjeneste i forbindelse med afståelse af deres erhvervsmæssige virksomhed eller en andel af denne, kan indskyde fortjenesten på en pensionsordning og derved få fradrag for det indskudte beløb.
Bestemmelsen omfatter personer over 55 år, der har drevet selvstændig virk-somhed i mindst 10 år. Hvis en erhvervsvirksomhed er omfattet af anpartsreglerne i Personskatteloven § 4 stk. 1 nr. 10, 12 og 13, vil Pensionsbeskatningsloven § 15 A dog ikke kunne anvendes.
A har gennem en længere årrække indtil 1994 drevet landbrugsvirksomhed. Siden 1994 har han foretaget erhvervsmæssig udlejning af 2 fly. Ifølge pkt. 7 i lejeaftalen med X Air betaler A selv faste driftsomkostninger, herunder forsikringer, vedligeholdelse, reparationer mv.
Lejeaftalens pkt. 12 giver A mulighed for at tilbageleje flyene til samme pris som X Air betaler, + brændstofomkostninger. Ved booking af tilbageleje er der ikke aftalt nogen speciel prioritering af A.
A vil ophøre med drift af selvstændig virksomhed, dels ved at han modtager kaskoforsikringssummen på det ene fly efter en nedstyrtningsulykke, og dels ved at han standser udlejning af det andet fly og lader flyet overgå til udelukkende privat benyttelse. Begge dispositioner finder sted i indkomståret 2003 (regnskabsår 1. juni 2000 til 31. maj 2003).
Overførslen af flyet til privat fra erhverv sker til handelsværdi. Begge fly er skattemæssigt nedskrevet til 0 kr. Der opstår således en fortjeneste ved ophøret på 850.000 kr.
Endvidere har As rådgiver oplyst telefonisk, at A i alle årene siden 1994 har selvangivet overskud af driften på flyene. Det har derfor ikke været aktuelt at anvende Personskatteloven § 4 stk. 1 nr. 13 (udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler, hvor den pågældende ikke deltager i driften i væsentligt omfang).
A har i brev af 10. juni 2003 redegjort for sin arbejdsindsats i virksomheden. Det oplyses, at han ikke har deltaget væsentligt omfang i virksomhedens drift, idet arbejdsindsatsen alene har bestået i tilsyn samt administrative opgaver som ind- og udbetalinger samt bogføring.
Den skatteansættende myndigheds udtalelse
Skatteforvaltningen i Y Kommune har udtalt, at det kan bekræftes, at A siden 1994 har medregnet overskud ved udlejning af fly som personlig indkomst (overskud af virksomhed).
Når henses til, at A selv afholder faste omkostninger, herunder forsikringer, reparation mv. samt det forhold, at reparationsomkostningerne årligt udgør en væsentlig del af lejeudgiften, er det skatteforvaltningens opfattelse, at As deltagelse i virksomheden har et omfang i forhold til virksomhedens størrelse, som gør, at det ikke falder ind under Personskatteloven § 4 stk. 1 nr. 13 og Pensionsbeskatningsloven § 15 A stk. 3, 4. pkt.
Told- og Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Styrelsen bemærker, at Personskatteloven § 4 stk. 1 nr. 13 omfatter udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler, uanset om der er over eller under 10 ejere af det udlejede aktiv. Det afgørende for anvendelsen af bestemmelsen er, om skatteyderen har deltaget i virksomhedens drift i væsentligt omfang. Som vejledende norm anses en personlig arbejdsindsats på 50 timer månedligt for at være en væsentlig arbejdsindsats, jf. Ligningsvejledningen 2003-1 afsnit E.F.1.6.
Kommunen henviser i sin udtalelse alene til, at A afholder en del af udgifterne til de udlejede fly. Imidlertid har det ikke efter Personskatteloven § 4 stk. 1 nr. 13 særlig betydning, om skatteyderen selv har haft udgifter i forbindelse med udlejningen. Derimod må der lægges vægt på, at der er tale om udlejning af et driftsmiddel, og at As arbejdsindsats i virksomheden ikke har været væsentlig.
Styrelsen finder derfor, at udlejningen af fly er omfattet af reglerne i Personskatteloven § 4 stk. 1 nr. 13, jf. Pensionsbeskatningsloven § 15 A stk. 3, 4. pkt. ("pengetank-reglen").
Styrelsen indstillede derfor, at spørgsmålet besvaredes med "Nej".
Ligningsrådet tiltrådte indstillingen.