A klager for indkomståret 1999 over, at skatteankenævnet ikke har godkendt selvangivet fradrag for tab ved salg af driftsbygninger 100.179 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren den 3. maj 1999 erhvervede landbrugsejendommen X af sin moder. Købesummen på 4,7 mio. kr. blev fordelt således, at 200.000 kr. henførtes til driftsbygningerne, 500.000 kr. til stuehuset og 4.000.000 kr. til jorden omfattende ca. 90 ha.

Klageren har efterfølgende nemlig den 30. november 1999 videresolgt en del af ejendommen. Klageren har derved overdraget bygningsparcellen på 2,7 ha  samt en vindmølleparcel, hvorpå klageren som sælger er forpligtet til at opføre en ny vindmølle. Overdragelsessummen er aftalt til i alt 10.200.000 kr. Efter parternes aftale er overdragelsessummen fordelt således, at der til driftsbygningerne, stuehuset og jorden er henført henholdsvis 300.000 kr., 700.000 kr. og 200.000 kr. Den resterende del af overdragelsessummen er henført til vindmøllen. Det er i øvrigt mellem parterne aftalt, at køber af sælger får refunderet omkostninger til renovering af ejendommen på 200.000 kr., da ejendommen overtages af køber med omfattende mangler. Overtagelsen er aftalt til den 1. marts 2000.

Det fremgår videre af sagen, at klageren i forbindelse med renoveringen af driftsbygningerne på sin anden landbrugsejendom beliggende Y benyttede driftsbygningerne på X som svinestald.

I regnskabet for indkomståret 1999 har klageren selvangivet et tabsfradrag på 100.179 kr.

Skatteankenævnet har ikke godkendt det selvangivne tab. Efter nævnets opfattelse skal der være afskrevet på driftsbygningerne, for at tab kan fratrækkes. Nævnet har i den forbindelse henvist til lovteksten i afskrivningslovens § 21, stk. 3. Der har i det konkrete tilfælde ikke været mulighed for at afskrive, da der ikke kan afskrives i indkomstår, hvori bygninger sælges, jf. afskrivningslovens § 20.

For klageren har klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til at fratrække et tabsfradrag på 100.179 kr. i henhold til afskrivningslovens § 21, da driftsbygningerne efterfølgende er solgt til et mindre beløb end den nedskrevne værdi.

Til støtte for påstanden har klagerens repræsentant bl.a. anført følgende:

”Det er vores opfattelse, at der kan foretages tabsfradrag efter afskrivningslovens § 21, stk. 1. Bygningen har i indkomståret 1999 opfyldt betingelserne for at kunne afskrives efter afskrivningslovens § 14. Bygningen har nemlig været anvendt erhvervsmæssigt og anvendelsen af bygningen har været til et formål, som ikke er nævnt på negativlisten i afskrivningslovens § 14, stk. 2, nemlig som karantænestald til grise. Der er fra skatteankenævnets side heller ikke stillet spørgsmål ved denne erhvervsmæssige anvendelse af bygningen. Men på grund af afskrivningslovens § 20, stk. 1, kan der ikke afskrives på bygningen, da det er bygningens salgsår. Derfor står A i den uheldige situation, at da købsåret også er salgsåret for bygningen, har han ikke haft mulighed for at afskrive på bygningen, uanset at han har anvendt den til et afskrivningsberettiget formål.

Det er vores opfattelse, at det ikke har været hensigten med reglen i afskrivningslovens § 21 om tabsfradrag, at den uheldige kombination med køb og salg af en bygning samme år skulle forhindre anvendelsen af tabsfradragsreglen i § 21. Det er endvidere vores opfattelse, at det heller ikke er et krav for at opnå tabsfradrag efter § 21, at der skal være afskrevet på bygningen i løbet af ejerperioden. Den skal blot have været anvendt erhvervsmæssigt og til et afskrivningsberettiget formål i løbet af ejerperioden”.

Klagerens repræsentant har videre henvist til sammenhængen mellem afskrivningslovens § 21 om tabsfradrag og afskrivningslovens § 22 om nedrivningsfradrag. Efter § 22 kan der aktiveres et tabsfradrag, uanset om der er afskrevet på bygningen. Kravet er blot, at bygningen har været anvendt til et afskrivningsberettiget formål i løbet af ejerperioden. Hvis man i den konkrete sag anvender nævnets fortolkning af § 21, vil der opstå en forskel mellem betingelserne for at få tabsfradrag efter § 21 og betingelserne for at få ”indirekte” tabsfradrag efter § 22, stk. 2.

Landsskatteretten skal udtale:

Afskrivningslovens § 21, stk. 1, 2 og 3, har følgende ordlyd:

”§ 21. Genvundne afskrivninger eller tab ved salg af bygninger eller installationer, hvorpå der er afskrevet efter § 14 eller § 15, medregnes i den skattepligtige indkomst for salgsåret efter reglerne i stk. 2-7, medmindre § 24 finder anvendelse.”

”§ 21, stk. 2. Fortjenesten opgøres for hver bygning eller installation omfattet af § 15, stk. 2, som forskellen mellem salgssummen og den nedskrevne værdi. Sidstnævnte værdi opgøres som de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse, forbedringer m.v. med fradrag af samtlige foretagne afskrivninger, herunder forlods afskrivninger og forskudsafskrivninger …..”

”§ 21, stk. 3. Tab opgøres for hver bygning eller installation omfattet af § 15, stk. 2, som forskellen mellem den nedskrevne værdi og salgssummen.”

Efter en ren ordlydsfortolkning af § 21, stk. 1, kan der ikke foretages tabsfradrag efter § 21, stk. 3, da der i det konkrete tilfælde ikke er afskrevet på de pågældende driftsbygninger.

Efter rettens opfattelse kan det dog ikke antages, at det har været tilsigtet, at der skal være afskrevet på en bygning, før der kan godkendes et tabsfradrag efter § 21, stk. 3. Bestemmelsen i afskrivningslovens § 21, stk. 1, skal derfor fortolkes således, at et sådant krav om faktisk afskrivning ikke foreligger. Bestemmelsen skal herefter fortolkes således, at også den situation, hvor en bygning har opfyldt betingelsen for at kunne afskrives, men hvor den skattepligtige har valgt at undlade at afskrive et positivt beløb, er omfattet af afskrivningslovens § 21, stk. 1. Told- og Skattestyrelsen har tiltrådt denne opfattelse.

Det fremgår af afskrivningslovens § 20, at afskrivning ikke kan foretages i det indkomstår, hvori en bygning sælges. I det konkrete tilfælde har klageren købt og solgt de pågældende driftsbygninger i samme indkomstår. Efter rettens opfattelse hindrer bestemmelsen i § 20 ikke, at der kan foretages tabsfradrag, da hensigten med § 20 er, at der kan foretages fuld afskrivning i anskaffelsesåret uanset anskaffelsesdatoen, medens der ikke kan godkendes afskrivning i salgsåret. Afskrivningslovens § 20 har dermed ikke haft til hensigt at udelukke tabsfradrag efter afskrivningslovens § 21. Told- og Skattestyrelsen har tiltrådt denne opfattelse.

Da de pågældende bygninger er afskrivningsberettigede efter afskrivningslovens § 14, kan der herefter foretages tabsfradrag. Skatteankenævnets afgørelse ændres derfor.

Skatteankenævnet har ved sagens behandling lagt til grund, at der som følge af overdragelsesaftalen kan henføres 100.000 kr. som salgssum for driftsbygningerne. Landsskatteretten godkender herefter, at der kan foretages tabsfradrag