A ApS klager for indkomstårene 1999 og 2000 over, at de stedlige skattemyndigheder har fikseret renteindtægt vedr. B ApS, hhv. 43.174 og 53.944 kr. For indkomståret 2000 tillige over, at de stedlige skattemyndigheder ikke har godkendt fradrag for tab på tilgodehavende, 251.853 kr.
A ApS ejede hele anpartskapitalen i det sambeskattede selskab B ApS. Selskabernes regnskabsår strakte sig over perioden 1. maj til 30. april. Der var etableret en mellemregningskonto mellem selskaberne, som pr. 30. april i årene 1998-2000 udviste en saldo på henholdsvis 651.121 kr., 730.456 kr. og 757.657 kr. i A ApS' favør. Mellemregningskontoen henstod uforrentet. Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at selskabet var medejer af I/S C, der i regnskabet for indkomståret 2000 fratrak ekstraordinære udgifter på 503.707 kr., hvoraf de 251.853 kr. blev fratrukket i selskabets skattepligtige indkomst.
Ad forrentning af mellemregningskonto:
De stedlige skattemyndigheder har ikke anerkendt den manglende forrentning af mellemregningskontoen, idet aftalen herom ikke svarede til, hvad der kunne være opnået, såfremt der havde været tale om uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. Myndighederne har konstateret, at parterne var interesseforbundne, hvorfor betingelsen for at gribe korrigerende ind efter ligningslovens § 2 har været opfyldt. Skattemyndighederne har på baggrund heraf fikseret en renteindtægt i selskabet på henholdsvis 43.174 kr. og 53.944 kr. for indkomstårene 1999-2000, hvilket svarede til en forrentning på diskontoen med tillæg af 4 pct.
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skatteansættelse foretages i overensstemmelse med det selvangivne, idet der med henvisning til at selskaberne var sambeskattede ikke har været grundlag for at fiksere en renteindtægt i selskabet.
Landsskatteretten skal udtale:
Det bemærkes, at selskabet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal anvende priser og vilkår for økonomiske transaktioner i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. Det bemærkes endvidere, at ligningslovens § 2 er en lovfæstelse af den praksis vedrørende rentefiksering, som lå forud for Højesterets dom trykt i TfS 1998.199, hvorfor denne praksis er tilsigtet opretholdt. Det bemærkes endvidere, at selskaber, der har opnået tilladelse til sambeskatning, skal opgøre den skattepligtige indkomst for hvert selskab efter de almindelige regler, jf. Ligningsvejledningen S.D.4.
Retten finder herefter, at mellemregningskontoen må sidestilles med et anfordringstilgodehavende, samt at en manglende forrentning af en sådan fordring ikke kan anses for at svare til markedsmæssige vilkår. I overensstemmelse med ligningslovens § 2, stk. 1, må der herefter ske en korrektion af forrentningen. Under hensyn til det oplyste om mellemregningskontoen, og at selskabet ikke har dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at den manglende forrentning var forretningsmæssigt begrundet, finder retten ikke grundlag for at tilsidesætte den af skattemyndighederne anvendte rentesats.
Der er herefter adgang til at foretage betalingskorrektion, jf. ligningslovens § 2, stk. 4, i det omfang de øvrige betingelser herfor er opfyldt.
Ad fradrag vedr. I/S C:
Selskabet var sammen med D ApS interessenter i I/S C med 50 pct. hver. Selskaberne ejede endvidere hver 50 pct. af anpartskapitalen i E ApS, der drev en dyrehandel. Butikken blev imidlertid lukket den 15. marts 2000, og selskabet gik umiddelbart herefter konkurs. En del af likviditetsbehovet i E ApS blev dækket over mellemregningskontoen med I/S C. I forbindelse med konkursen i E ApS blev tabet på mellemregningskontoen opgjort til 503.707 kr. der blev fratrukket regnskabsmæssigt i interessentskabet. A ApS foretog fradrag for 50 pct. af beløbet ved indkomstopgørelsen for indkomståret 2000.
De stedlige skattemyndigheder har i medfør af kursgevinstlovens § 4, stk. 1 nægtet selskabet fradrag for tabet på fordringen., idet der var tale om pengeudlån mellem koncernforbundne selskaber, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2. Til uddybning heraf har myndighederne anført, at der havde været den samme anpartshaverkreds bag selskaberne siden fordringens stiftelse. Selskabet har herefter ikke kunnet foretage fradrag for de 251.853 kr.
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet havde fradrag for tabet vedrørende mellemregningskontoen i medfør af kursgevinstlovens § 4, stk. 3, 4 eller 5, idet fordringen vedrørte beløb, der tidligere var blevet beskattet hos A ApS i form af husleje eller beregnede renter af samme.
Landsskatteretten skal udtale:
Gevinst og tab på fordringer medregnes som udgangspunkt ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. kursgevinstlovens § 3. Tab på fordringer på koncernforbundne selskaber kan imidlertid ikke fradrages, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 1. Retten bemærker imidlertid, at I/S C i juridisk forstand betragtes som transparent, hvorfor A ApS betragtes som kreditor for 50 pct. af gælden. Idet A ApS alene ejede 50 pct. af anpartskapitalen i E ApS kan disse selskaber ikke betragtes som koncernforbundne, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2. Selskabet kan herefter foretage fradrag for tabet på fordringen på E ApS, jf. kursgevinstlovens § 3.