Parter
A
(selv)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)
Afsagt af højesteretsdommerne
Wendler Pedersen, Børge Dahl, Poul Søgaard, Jytte Scharling og Jon Stokholm
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 7. afdeling den 3. marts 2000.
Appellanten, A, har gentaget sin påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at han ikke skal efterbeskattes af de i indkomstårene 1978-1983, 1985 og 1986 foretagne investeringsfondshenlæggelser og etableringskontoindskud.
Skatteministeriet har principalt påstået stadfæstelse. Subsidiært har ministeriet påstået ansættelserne af As indkomst i indkomstårene 1978-1983 og 1985 og 1986 hjemvist til fornyet behandling ved skattemyndighederne med henvisning til, at A fra disse konti har hævet flere midler, end købet af bilen berettigede til.
Skatteministeriet har for Højesteret yderligere gjort gældende, at A ikke opfylder kravet om en væsentlig arbejdsindsats, jf. etableringskontolovens 5, stk. 2, jf. stk. 3, 1. pkt., og investeringsfondslovens § 3 A, stk. 3, jf. stk. 4, 1. pkt., hvorfor den skete efterbeskatning i henhold til etableringskontolovens § 11 A, stk. 1, og investeringsfondslovens § 10 A, stk. 1, også som følge heraf er berettiget. A har heroverfor gjort gældende, at han opfylder kravet.
A har for Højesteret frafaldet sit anbringende om, at efterbeskatning af midlerne er forældet. Han har i sit sammenfattende processkrift i forbindelse med domsforhandlingen anført, at virksomhedsophøret skete i den første uge af 1990, og at de i 1989 frigivne etableringskontomidler rettelig bør henføres til efterbeskatning i 1989. I et processkrift fra 8. oktober 2001 og i det sammenfattende processkrift har han endvidere gjort gældende, at ligningsmyndighederne med urette ved opgørelsen af indkomsten har beregnet 5 pct's tillæg for året 1990. Skatteministeriet har under domsforhandlingen protesteret mod, at disse nye anbringender tages i betragtning, jf. retsplejelovens § 383 og § 384.
Højesteret finder ikke grundlag for mod modpartens protest at tillade A at fremsætte de to førstnævnte anbringender, jf. retsplejelovens § 383 og § 384. Derimod tillades det sidstnævnte anbringende fremsat. Til dette anbringende har Skatteministeriet anført, at det er irrelevant i forhold til As påstand, og at tillæggene er korrekt beregnet.
Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger.
Det er oplyst, at bilen ved forevisning for vurderingsmyndighederne i 1994 havde en sådan indretning, at den kunne have været afgiftsberigtiget som varebil.
Højesterets bemærkninger
Det er ubestridt, at A ikke har benyttet den omhandlede bil erhvervsmæssigt. Bilen har således ikke opfyldt afskrivningslovens almindelige betingelser for at kunne være genstand for skattemæssig afskrivning og dermed heller ikke de tilsvarende betingelser i etableringskonto- og investeringsfondsloven, som ikke på dette punkt fraviger afskrivningsloven. Det af A anførte om myndighedernes sagsbehandling kan ikke udvide adgangen til at foretage forlods afskrivning. Han er derfor med rette blevet efterbeskattet af de i 1989 frigivne etableringskonto- og investeringsfondsmidler. Det er herefter ufornødent at tage stilling til, om kravet til personlig arbejdsindsats blev opfyldt. Højesteret bemærker, at der ikke har været hjemmel til at beregne 5 pct's tillæg for året 1990.
Herefter, og som påstandene er nedlagt, stadfæster Højesteret dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
Appellanten, A, skal i sagsomkostninger for Højesteret betale 25.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.
Efterbeskatning af etablerings- og investeringsfondsmidler