Dato for udgivelse
28 Aug 2007 10:03
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 Aug 2007 16:10
SKM-nummer
SKM2007.579.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-132786
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift + Skat
Overemner-emner
Indkomstarter + Angivelse og betaling + Personlig indkomst
Emneord
A-indkomst, A-skat, AM-bidrag, B-indkomst, findeløn, dusør, lønmodtager, selskaber
Resumé

Skatterådet bekræftede, at de, af spørger, udbetalte dusører skal anses for B-indkomst. Der skal således ikke indeholdes A-skat m.v. ved udbetalingen, da der ikke anses at foreligge et tjenesteforhold mellem spøger og modtager af indkomsten.

Skatterådet bekræftede endvidere, at spørger vil have opfyldt sin oplysningspligt overfor det offentlige efter skattekontrollovens regler, ved at indberette de udbetalte dusører som AM-pligtig B-indkomst.

Skatterådet bekræftede, at såfremt der udbetales dusører til et selskab, vil der ikke være oplysningspligt overfor det offentlige.

Hjemmel

SR 07-077651

Reference(r)

Kildeskatteloven § 43, stk. 1 og 2
Kildeskattebekendtgørelsen § 17
Skattekontrolloven § 7 A, stk. 1 og 2
Arbejdsmarkedsfondsloven § 7

Henvisning

Ligningsvejledningen 2007-3 A.I.1.1.

Henvisning

Ligningsvejledningen 2007-3 A.I.1.2.

Henvisning

A-skattevejledningen 2007-3 B.1

Henvisning

A-skattevejledningen 2007-3 B.2.

Henvisning

Momsvejledningen 2007-3 C.1.

Henvisning

Momsvejledningen 2007-3 D.2.

Henvisning

Momsvejledningen 2007-3 M.3.

Repræsentanten har på vegne af spørger, anmodet om følgende bindende svar, jf. skatteforvaltningslovens § 21.

Spørgsmål
  1. Vil de nedenfor beskrevne dusører skulle betragtes som B-indkomst, således at NT ApS ikke skal indeholde A-skat m.v. ved udbetalingen?
  2. Hvis svaret på spørgsmål 1 er ja, vil NT ApS da have opfyldt sin oplysningspligt over for det offentlige ved at indberette de udbetalte beløb som B-indkomst således som beskrevet nedenfor?
  3. Hvis dusøren skal indberettes som B-indkomst, skal det så ske som ikke AM-pligtig B-indkomst?
  4. Vil det have nogen betydning for besvarelsen af ovennævnte spørgsmål, hvis den retmæssige modtager af dusøren er et selskab?
  5. Kan det bekræftes, at der ikke skal indeholdes moms af udbetalte beløb?

Svar

  1. Ja.      
  2. Ja.      
  3. Nej.
  4. Ja.   
  5. Afvises.
Beskrivelse af de faktiske forhold

I takt med at det er blevet mere og mere vanskeligt at tiltrække nye medarbejdere, har spørger udviklet et nyt koncept for jobsøgning på nettet kaldet "A".

Idéen med at søge efter medarbejdere via internettet er ikke ny, og i dag er "Jobzonen" sandsynligvis Danmarks største internetportal på dette område. For derfor at få størst mulig opmærksomhed om det nye koncept, har spørger indgået et samarbejde med Jobzonen således, at spørgers produkt lægges ovenpå Jobzonens basisprodukt.

Hvis en virksomhed søger en medarbejder og indrykker en annonce på Jobzonens portal, får Jobzonen sit sædvanlige honorar herfor. Virksomheden kan herefter vælge at tilkøbe spørgers ydelse som en dusørordning.

Dusørordningen indebærer, at virksomheden i sin annonce anfører, at den er villig til at betale et beløb til den person (respektive selskab), som kan anvise en kandidat til jobbet. Hvis denne kandidat ender med at blive ansat af virksomheden, vil dusøren blive udbetalt til den, der har foretaget anvisningen. Selve udbetalingen foretages af spørger.

Systemet er i øvrigt bygget op således, at anviseren sender en mail til kandidaten. Hvis kandidaten herefter er interesseret i jobbet, er det kandidaten selv, der retter henvendelse til virksomheden. Indtil da er kandidaten ukendt for virksomheden.

Repræsentantens opfattelse af lovregler og praksis

I henhold til kildeskattelovens § 43, stk. 1, henregnes til A-indkomst "enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorarer, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser."

I samme lovs § 46, stk. 1, anføres, at "i forbindelse med enhver udbetaling af A-indkomst skal den, for hvis regning udbetalingens foretages, indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsespligten ved udbetaling af A-indkomst efter § 43, stk. 2, litra h, påhviler den, for hvem arbejdet udføres. Indeholdelsen foretages ved, at den indeholdelsespligtige beregner det beløb, der skal indeholdes, og tilbageholder dette beløb i A-indkomsten."

Skattekontrolloven indeholder bestemmelserne om oplysningspligt over for det offentlige, og her skal specielt nævnes § 7 A, stk. 2, nr. 1, der er sålydende: "indberetningspligten omfatter efter skatteministerens bestemmelse, i det omfang beløbet ikke er A-indkomst:

1) honorar, provision og andet vederlag for personlig arbejds- eller tjenesteydelse, når beløbet er B-indkomst og der efter merværdiafgiftsloven ikke skal svares merværdiafgift af beløbet, herunder beløb, der er ydet som godtgørelse for afholdte udgifter ved indkomstens erhvervelse. Tilsvarende gælder, når modtageren ikke er skattepligtig her til landet og vederlaget ikke er erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed."

I henhold til arbejdsmarkedsfondslovens § 2, oppebærer fonden indtægter fra:

"a) arbejdsmarkedsbidrag fra lønmodtagere m.fl. og selvstændigt erhvervsdrivende"

Med hensyn til spørgsmålet om moms henviser repræsentanten til momsvejledningens G.1.1: "I afgørelsen SKM2003.527.LSR er det med henvisning til Tolsma-dommen (C-13/93) fastslået, at præmier, som et arkitektfirma modtager ved deltagelse i en åben (offentlig) arkitektkonkurrence, ikke er momspligtige. Dette skyldes, at præmien ikke kan anses som vederlag for levering af en tjenesteydelse. Konkurrenceudbyderen har således ikke været forpligtet til at udbetale en præmie til arkitektfirmaet. Der foreligger derfor ikke et retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, hvor det vederlag, som tjenesteyderen (arkitektfirmaet) har modtaget, udgør den faktiske modværdi den ydelse, som leveres til modtageren (konkurrenceudbyderen). Er præmien derimod en del af honorarer for benyttelsen af projektet, er der tale om et momspligtigt vederlag."

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørgsmål 1

Det er repræsentantens opfattelse, at modtageren af dusøren ikke kan siges at være i et tjenesteforhold til spørger. Der er ikke indgået en aftale om levering af en tjenesteydelse, og den modtagne dusør kan derfor ikke siges at være et vederlag, hvoraf der skal indeholdes A-skat.

Svaret på spørgsmål 1 bør ifølge repræsentanten derfor være et ja.

Spørgsmål 2

Efter repræsentantens opfattelse er der ikke tale om A-indkomst, hvorefter det næste spørgsmål herefter er, om spørger skal indberette udbetalte dusører som B-indkomst.

Oplysningspligt efter skattekontrolloven omfatter alle former for udbetalinger, hvoraf der ikke skal indeholdes moms efter momsloven. Efter repræsentantens opfattelse (se nærmere under spørgsmål 5), er der ingen momsmæssige aspekter ved udbetalingen af dusører.

Udbetalingen skal derfor indberettes som B-indkomst, og spørgsmål 2 bør derfor besvares bekræftende.

Spørgsmål 3

Ved indberetning af dusøren som B-indkomst, kan dette ske såvel som AM-pligtig og som ikke AM-pligtig B-indkomst.

Ifølge arbejdsmarkedsfondsloven oppebærer fonden indtægter fra lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende.

Det ovenfor beskrevne "arbejde" med at foreslå en ny medarbejder på nettet, kan efter repræsentantens opfattelse ikke betegnes som "selvstændig virksomhed". Endvidere mener repræsentanten ikke, at der foreligger et lønmodtagerlignende forhold, er det derfor repræsentantens opfattelse, at de udbetalte dusører ikke er AM-bidragspligtige.

Spørgsmål 3 bør derfor besvares med et nej.

Spørgsmål 4

Det kan ikke på forhånd udelukkes, at et selskab anmoder en af sine egne medarbejdere om at foreslå en potentiel kandidat til et job på A. Det vil således ske i arbejdstiden, og en eventuel dusør vil tilgå det pågældende selskab.

Det er repræsentantens opfattelse, at udbetaling af en dusør af spørger skal behandles ens, uanset hvordan modtageren eventuelt er organiseret. Hvis udbetalingen indberettes til SKAT på selskabets CVR-nummer, mener repræsentanten derfor, at spørger har opfyldt sine forpligtigelser.

Spørgsmål 4 bør derfor besvares med et nej.

Spørgsmål 5

Momslovens § 1, pkt. 1 er pålydende: "Erhvervsmæssig levering af varer og ydelser med leveringssted i Danmark er afgiftspligtig efter denne lov."

Da der efter repræsentantens opfattelse ikke er tale om en erhvervsmæssig levering, er udbetalingen af dusører ikke momspligtig. Repræsentanten henviser til afgørelse om præmier ved en arkitektkonkurrence. Præmien var ikke momspligtig, da den blev anset for at være vederlag for levering af en tjenesteydelse.

Svaret på spørgsmål 5 bør således være et ja.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Såfremt der foreligger et tjenesteforhold mellem udbetaler og modtager er indkomsten A-indkomst. Det fremgår af kildeskattelovens § 43, stk. 2, samt kildeskattebekendtgørelsens § 17, hvilke indkomster der er A-indkomst.

Det indstilles til Skatterådet at der svares ja på spørgsmål 1, således at de udbetalte dusører skal anses for B-indkomst, således at spørger ikke skal indeholde A-skat m.v. ved udbetalingen.

Der er herved lagt vægt på, at dusøren vil blive udbetalt til en person, der på baggrund af en annonce, gør en anden opmærksom på en bestemt stilling. Der anses således ikke at foreligge et tjenesteforhold mellem spørger og modtager af dusøren.

Spørgsmål 2

Reglerne om indberetningspligt for virksomheder fremgår af skattekontrollovens § 7 A, stk. 1.

I det omfang der er tale om indkomster, der ikke er A-indkomst, fremgår disse af samme paragrafs stk. 2. Som anført ovenfor under spørgsmål 1, anses de udbetalte dusører for at være B-indkomst, da dusørerne anses at kunne sidestilles med provision og de er derfor omfattet af skattekontrollovens § 7 A, stk. 2.

Der anses at være tale om provision, og dusørerne er derfor omfattet af skattekontrollovens § 7 A, stk. 2, nr. 1, såfremt det lægges til grund, at modtageren af dusøren er lønmodtager. Der henvises i øvrigt svaret under spørgsmål 5.

Det indstilles til Skatterådet, at der svares ja på spørgsmål 2. Spørger vil således have opfyldt sin oplysningspligt overfor det offentlige ved at indberette de udbetalte beløb som B-indkomst.

Spørgsmål 3

Bidragspligten vedrørende arbejdsmarkedsbidrag fremgår af arbejdsmarkedsfondslovens § 7. For så vidt angår lønmodtagere og honorarmodtagere udenfor ansættelsesforhold fremgår bidragspligten af arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1.

Vederlag og honorarer for honorarmodtagere udenfor ansættelsesforhold er omfattet af arbejdsmarkedsfondslovens § 7 stk.1, litra c.

I denne sag anses der at være tale om personligt arbejde ved udmøntningen af dusørerne. Der er lagt til grund, at anviseren af kandidaten har udført en fysisk intellektuel handling, i form af at kigge på Jobzonen og sende en mail til kandidaten.

Det indstilles til Skatterådet at der svares nej til spørgsmål 3, således at de udbetalte dusører er AM-pligtig B-indkomst.

Spørgsmål 4

Det indstilles til Skatterådet, at der svares ja til spørgsmål 4.

Betingelsen i skattekontrollovens § 7 A, stk. 2, nr. 1, om, at der skal være tale om personlige arbejds- eller tjenesteydelser medfører, at oplysningspligten ikke omfatter vederlag, der udbetales for ydelser udført af et A/S eller ApS.

Der henvises endvidere til vejledning om indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag, afsnit I.2.2. omkring selskabers oplysningspligt.

Det vil derfor have betydning for besvarelsen af ovennævnte spørgsmål, hvis den retmæssige modtager af dusøren er et selskab.

Spørgsmål 5

For så vidt angår bindende svar vedrørende moms, følger det af § 21, stk. 2 i Skatteforvaltningsloven, at det ikke er muligt at indhente et bindende svar om de afgiftsmæssige virkninger af en disposition for andre end spørgeren. Der består ikke indeholdelsespligt på momsområdet. Det er i nærværende sag de potentielle modtagere af de nævnte dusører, der i givet fald vil være momspligtige, og ikke spørgeren, som efter det oplyste kun skal udbetale beløbene, på vegne af 3.-mand. Det indstilles derfor, at Skatterådet for så vidt angår spørgsmål 5 afviser at afgive et bindende svar, men i stedet afgiver følgende vejledende udtalelse:

Momspligtig transaktion

De omhandlede betalinger, som benævnes dusører, ses at udgøre vederlag for en udført ydelse, bestående i anvisning af en ansøger. Såfremt ansøgeren ansættes, består der således som ordningen beskrives, en forpligtelse til at betale dusøren, og der er dermed tale om en gensidig udveksling af ydelse og modydelse mellem virksomheden, og dusørmodtageren. Der ses således at være tale om en slags formidlingsprovision. Ydelsen ses således at ligge indenfor momslovens anvendelsesområde, idet den er omfattet af momslovens § 4, stk. 1, hvoraf det fremgår, at der betales moms af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.

Dusørmodtagerens eventuelle momspligt og registreringspligt

Hvorvidt ydelsen i det enkelte tilfælde er momspligtig, vil afhænge af forhold hos dusørmodtageren, som vil være momspligtig, hvis denne må anses for at udøve selvstændig økonomisk virksomhed. Dette fremgår af momslovens § 3, stk. 1. Økonomisk virksomhed omfatter alle former for virksomhed som producent, handlende eller leverandør af ydelser samt virksomhed inden for liberale erhverv og dermed sidestillede erhverv, uanset formålet med eller resultatet af virksomheden. Det er både den regelmæssige virksomhedsdrift og de mere lejlighedsvise økonomiske transaktioner, der falder ind under begrebet økonomisk virksomhed i momslovens forstand. Der henvises nærmere til Momsvejledningen, afsnit C.1. Opmærksomheden henledes endvidere på bundgrænsen for momsregistrering. Momspligtige juridiske eller fysiske personer er fri for registrering og betaling af moms, hvis deres samlede momspligtige leverancer er under 50.000 kr. inden for en 12-måneders periode. Dette følger af momslovens § 49, stk. 1. Der henvises til momsvejledningens afsnit M.3. Registreringspligten indtræder først på det tidspunkt, hvor den momspligtige har en forventning om, at denne vil få en omsætning på 50.000 kr. eller derover indenfor en 12 måneders periode. Der er således mulighed for valgfri registrering, idet der i tilfælde af en omsætning under 50.000 kr. også er mulighed for momsregistrering fra første salg, i medfør af momslovens § 47, stk. 1.

Spørgers repræsentant har ved mail af 2. juli 2007 oplyst, at man ikke har bemærkninger til sagsfremstillingen.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstillingen med de af SKAT anførte begrundelser.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er bindende for skattemyndighederne i 5 år fra svarets datering.