Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Hermann, Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Per Sørensen og Jytte Scharling.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 3. afdeling den 24. juni 1999.

Appellanten, A, har nedlagt følgende påstande.

Påstand 1

Indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at hans skattepligtige indkomst - ud over det ved landsrettens dom fastslåede omfang - for indkomstårene 1984, 1985, 1986 og 1987 nedsættes med henholdsvis 96.455 kr., 611.427 kr. (subsidiært 252.599 kr.), 183.413 kr. og 357.659 kr., mere subsidiært at hans skattepligtige indkomster nedsættes med mindre beløb.

Påstand 2

Skatteministeriet skal betale 125.000 kr., subsidiært et mindre beløb, med procesrente fra sagens anlæg.

Skatteministeriet har over for As påstand 1 principalt påstået frifindelse, idet det dog anerkendes, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 1985 skal nedsættes med 8.346 kr. Subsidiært har ministeriet påstået hjemvisning til de lignende myndigheder med henblik på fornyet ansættelse af den skattepligtige indkomst for indkomstårene 1984-1987.

Over for As påstand 2 har Skatteministeriet påstået stadfæstelse.

Skatteministeriet har vedrørende sin principale påstand anført, at denne i realiteten svarer til en stadfæstelsespåstand alene med den ændring, at Skatteministeriet anerkender, at der i opgørelsen af As skattepligtige indkomst for 1985 skal ske korrektion for en regnefejl på 8.346 kr. Skatteministeriet har i øvrigt bestridt As beregning af korrektionerne for de enkelte indkomstår.

A har til støtte for påstand 1 navnlig anført, at skattemyndighedernes korrektion af hans skattepligtige indkomster som følge af samhandlen mellem H2 og H1 er uberettiget, idet denne samhandel er sket på almindelige forretningsmæssige vilkår. H2 har ikke fungeret som et gennemfaktureringsselskab, men som en ligeværdig entreprisedeltager. Faktureringen mellem H2 og H1 er sket med udgangspunkt i en fordeling af over- og underskud på de enkelte entrepriser. Alle data for resultatfordelingen mellem H2 og H1 ligger på EDB-disketter indeholdende bogføringen. Disse disketter blev beslaglagt i forbindelse med ransagningen i 1988, og han fik dem først udleveret i 1999, hvor han på grund af den forløbne tid ikke længere kunne aflæse dem. Dette må komme Skatteministeriet, der uberettiget har tilbageholdt disketterne i mere end 10 år, bevismæssigt til skade.

Skatteministeriet - der i øvrigt har gentaget sine anbringender vedrørende det almindelige retserhvervelsesprincip - har bestridt, at samhandlen mellem H2 og H1 har været baseret på et princip om resultatdeling. Dette strider mod indholdet af parternes samarbejdsaftale af 2. august 1983 og har ingen støtte i den fremgangsmåde, som rent faktisk blev fulgt ved faktureringen mellem H2 og H1. Det talmæssige materiale, der ligger til grund for skattevæsenets beregninger, foreligger på papir som bilag i sagen, og A har under sagens administrative behandling haft mulighed for at få udskrift af EDB-bogføringen.

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger og afgivet supplerende forklaringer af A og B.

Højesterets bemærkninger

Samhandlen mellem H2 og H1 er sket mellem interesseforbundne parter. H2's ydelse til H1 bestod af leverancer af materialer, arbejdskraft og underleverandørydelser, således at det alene var H1, der var kontraktpart i forhold til bygherrerne. Efter indholdet af samarbejdsaftalen af 2. august 1983 sammenholdt med, at H2 som det altovervejende udgangspunkt fakturerede leverancer og andre ydelser månedligt, lægger Højesteret til grund, at H2 som anført i samarbejdsaftalen skulle levere sine ydelser til H1 efter tilbud eller efter regning. Samhandlen mellem H2 og H1 var således ikke baseret på et princip om resultatdeling i forhold til fortjeneste eller tab på H1's entrepriser.

Under disse omstændigheder har H2 erhvervet ret til vederlag fra H1 ved leveringen af ydelserne, og vederlaget er derfor umiddelbart skattepligtig indkomst for H2, også selv om leverancerne ikke blev faktureret straks ved leveringen. Skattemyndighederne har således været berettiget til at korrigere H2's indkomst som sket ved landsskatterettens kendelse. Det bemærkes herved, at der efter bevisførelsen ikke er grundlag for at tilsidesætte landsskatterettens opgørelse af indkomsten bortset fra den erkendte regnefejl.

Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen med den nedenfor anførte ændring.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at indstævnte, Skatteministeriet, anerkender, at den skattepligtige indkomst for indkomståret 1985 for appellanten, A, skal nedsættes med 8.346 kr.

I sagsomkostninger for Højesteret skal A betale 60.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.