A A/S klager over, at de stedlige skattemyndigheder ikke har godkendt fradrag for erstatning, 1.194.926 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at A A/S tidligere drev advokatvirksomhed under navnet B A/S.

Advokataktieselskabet B blev stiftet den 17. maj 1993 efter reglerne om virksomhedsomdannelse. Selskabet overtog den af advokaterne C og D hidtil personligt drevne virksomhed. Overtagelsen skete med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 1993.

Den 1. juli 1997 solgte A A/S advokatvirksomheden til B A/S. I salgsaftalen fremgår det, at køber overtager alle virksomhedens passiver og forpligtelser bortset fra virksomhedens erstatningsansvar over for klienten. Selskabet har siden salget af advokatvirksomheden ikke drevet advokatvirksomhed, men har alene haft aktivitet inden for finansiering og udlejning.

D har i 1992 ydet rådgivning til en klient i forbindelse med salg af et aktieselskab, som efterfølgende blev udsat for selskabstømning.

Klienten blev mødt med et erstatningskrav på ca. 4.500.000 kr., som hun betalte, dog betalte hun ikke et af told- og skatteregionen krævet rentebeløb på 1.144.926 kr., der blev derfor udtaget stævning mod hende. Klienten valgte dog, inden der skulle være domsforhandling at betale det påstævnede beløb på 1.144.926 kr. + omkostninger 50.000 kr.

Selskabet erkendte udfra den retspraksis der havde udviklet sig frem til slutningen af 1998, at de havde udvist uagtsomhed i rådgivningen til klienten, og valgte derfor at betale rentebeløbet 1.144.926 kr. + omkostninger 50.000 kr.

Erstatningsbeløbet er anmeldt over for forsikringsselskabet, der den 12. december 1997 har afvist at dække erstatningsbeløbet med den begrundelse, at der er udvist grov uagtsomhed. Endvidere finder forsikringsselskabet det for tvivlsomt, om der kan statueres rådgiveransvar henset til, at klienten er advokat D’s hustru.

Kravet er igen rejst over for forsikringsselskabet den 5. oktober 1999. Forsikringsselskabet har bekræftet over for selskabet, at hverken passivitet eller forældelse vil blive gjort gældende.

Efterfølgende har forsikringsselskabet accepteret at betale renteudgifterne og et forligsmæssigt beløb, således at der betales 1.504.082 kr. ¸ 10 % i selvrisiko, i alt 1.353.674 kr. Beløbet vil, ifølge repræsentanten blive indtægtsført i indkomståret 2002.

De stedlige skattemyndigheder er af den opfattelse, at der ikke kan godkendes fradrag. Myndighederne har anført, at selskabets anbringende om, at aktiviteten ligger indenfor selskabets sædvanlige virksomhed, idet rådgivningen foregik i selskabets arbejde som likvidator, anses ikke at kunne begrunde, at aktiviteten er udtryk for normal driftsrisiko, idet selskabet ikke tidligere har haft sager vedrørende selskabstømning.

Det er myndighedernes opfattelse, at enhver aktivitet skal være selvbærende, således skal selskabets rådgivning i forbindelse med salg af overskudsselskaber selvstændigt kunne betegnes som erhvervsmæssig, hvis et tab forbundet hermed skal være fradragsberettiget.

Selskabets aktivitet som likvidator, som ligger indenfor selskabets normale driftsaktivitet, kan ikke begrunde, at selskabet skal have fradrag for erstatning ydet til klienten, idet det er uden betydning, hvilken aktivitet der har startet klientsamarbejdet, det afgørende må være, hvorledes klientsamarbejdet afsluttes. Ved sagens afslutning yder selskabet rådgivning i en selskabstømmersag, og det må derfor være denne aktivitet, der skal være selvbærende og ikke selskabets virke som likvidator.

Myndighederne kan derfor ikke tillægge revisors anbringende om, at aktiviteten ligger inden for selskabets sædvanlige virksomhed nogen afgørende betydning ved afgørelsen af, om selskabet har fradragsret for den ydede erstatning.

Det er myndighedernes opfattelse, at der ved den pågældende rådgivning er udvist grov uagtsomhed, idet selskabet burde have indset, at køberen af aktierne ikke ville afregne den skyldige selskabsskat, hvilket vel også er begrundelsen for, at selskabet yder erstatningen.

Bedømmelsen af, om der er udvist grov uagtsomhed, er skærpet i forhold til revisorer og advokaters rådgivning, det er således fortsat myndighedernes opfattelse, at rådgivningen er ydet med den risiko, at 3. mand ville lide et tab, og selskabets ansvar i denne sag må betegnes som en "grovere fejl", idet der her lægges vægt på den skærpede culpanorm, som anvendes ved vurdering af professions ansvar.

Myndighedernes begrundelse for, at anse rådgivningen til klienten for en driftsfremmed aktivitet, skal ses, som en samlet vurdering af den ydede rådgivning. Der er her særligt lagt vægt på, at selskabet ikke før har ydet rådgivning i forbindelse med salg af overskudsselskaber.

Idet parterne indgik ægteskab i 1992, og selskabet ikke tidligere har ydet rådgivning i selskabstømmersager, anses rådgivningen ikke for at være et led i selskabets normale driftsrisiko. Uanset at der på tidspunktet for rådgivningen var 2 ejere i virksomheden, anses der som et led i rådgivningen, at have været enslydende interesser mellem den ene ejer og klienten.

Myndighederne har efterfølgende fremsendt yderligere kommentarer til Landsskatteretten, i hvilken forbindelse der fremsættes følgende påstande og anbringender:

”Herudover skal det bemærkes, at selskabets klage af 13. september 2001 over den foretagne skatteansættelse giver Selskabsbeskatningen anledning til yderligere anbringender og påstande, idet man anmoder om, at disse anerkendes af Landsskatteretten som forvaltningens samlede principale påstand. Det fremgår blandt andet af klagen til Landsskatteretten, at den ansvarspådragende rådgivning, der medførte erstatningsbeløbets udbetaling for hvilket fradrag er begæret af selskabet, er foretaget af advokat D personlig i 1992, inden advokatselskabet blev stiftet den 17. maj 1993 med overtagelse af advokatvirksomheden fra den 1. januar 1993 inklusive alle rettigheder og forpligtelser. Grundlaget for erstatningsforpligtelsen er således opstået allerede inden selskabets eksistens og overtagelse af den tidligere i personlig regi af advokat D drevne advokatvirksomheds forpligtelser.

I retsplejelovens § 124, stk. 2 oplyses det, at "En advokat, der udøver virksomhed i et advokatselskab, hæfter personligt sammen med selskabet for ethvert krav, der er opstået som følge af advokatens bistand til en klient." I note 473 i Karnovs Lovsamling 1996 anføres det i kommentaren til denne bestemmelse, at den enkelte advokat er personligt fuldt ansvarlig for den bistand han yder. Den klient som har lidt et tab som følge af f.eks. fejlagtig rådgivning vil herefter kunne rette sit erstatningskrav såvel mod det advokatselskab som klienten har kontraheret med, som mod den eller de advokater, der har behandlet sagen og ydet klienten rådgivning. Den eller de rådgivende advokater og selskabet hæfter altså solidarisk i relation til et eventuelt erstatningskrav fra klienten.

Men i nærværende sag har klienten ikke kontraheret med noget advokataktieselskab, da selskabet ikke eksisterede på rådgivningstidspunktet, hvorfor selskabet principielt ikke kan være medansvarlig for en rådgivning, der ikke er givet i selskabets regi. Det forhold, at selskabet efterfølgende frivilligt har påtaget sig en eventuel erstatningsforpligtelse som et led i en virksomhedsomdannelse, er alene en administrativ ændring af hæftelsesforholdene, hvilket ikke ændrer på den omstændighed, at den ansvarspådragende rådgivning har fundet sted i personligt regi. I forbindelse med klagen til Landsskatteretten har klageren til støtte for sin påstand i sagen henvist til nogle tidligere afgjorte sager om advokaters erstatningsansvar. Ingen af disse sager synes imidlertid at vedrøre en situation som den nærværende, hvor en eventualforpligtelse overføres fra en fysisk til en juridisk person, som ikke har deltaget i den del af virksomheden, hvori erstatningskravet har sin oprindelse.

Teknisk set har advokataktieselskabet ved overtagelsen af advokatvirksomheden påtaget sig et kautionslignende ansvar, som selskabet i princippet kunne have taget forbehold omkring, eller eventuelt betinget sig en økonomisk kompensation herfor, hvilket imidlertid ikke foreligger oplyst.

På denne baggrund er det Selskabsbeskatningens opfattelse, at der foreligger en form for maskeret udbytte til advokaten og aktionæren D, når advokataktieselskabets ledelse, der består af D selv, har valgt at lade selskabet betale hele erstatningen til klienten. Erstatningen er betalt som et led i et udenretligt forlig, og klienten er i kraft af den solidariske hæftelse herved blevet stillet bedre og mere sikkert end vedkommende kunne have påregnet i 1992 da rådgivningen blev modtaget i advokatens personlige firma. Hertil kommer det påfaldende forhold, at advokaten, efter at den omhandlede rådgivning fandt sted men inden virksomhedsomdannelsen, indgik ægteskab med klienten. Der kan efter Selskabsbeskatningens opfattelse ikke helt ses bort fra, at denne omstændighed kan have haft en gunstig indflydelse på beslutningen om at lade selskabet udbetale hele erstatningsbeløbet til klienten.

I henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 1, henregnes som hovedregel alt, hvad der af et selskab udloddes til aktionærer, som udbytte der skal medtages ved opgørelsen af aktionærens skattepligtige indkomst. Da advokat D i sin egenskab af aktionær i selskabet har modtaget en fordel fra selskabet i form af dettes betaling af hele erstatningen for advokatens/aktionærens fejlagtige rådgivning, har advokaten/aktionæren herved opnået en fordel af hvilken han principielt er skattepligtig, hvorfor advokatens/aktionærens personlige skattepligtige indkomst bør forhøjes med det fulde beløb svarende til det, som selskabet har betalt i erstatning til klienten.

Selskabsbeskatningen er opmærksom på at retsforholdet mellem advokaten og selskabet sædvanligvis er udførligt angivet i aktionæroverenskomsten, som Selskabsbeskatningen ikke er i besiddelse af, men uanset hvad der fremgår heraf er det efter Selskabsbeskatningens opfattelse ikke til hinder for, at foretage  en selvstændig vurdering af de skattemæssige konsekvenser af den foretagne disposition. Man har derfor samtidig med fremsendelsen af denne redegørelse til Landsskatteretten underrettet advokatens/aktionærens bopælskommune ved en kopi af nærværende skrivelse af hensyn til at forældelse indtræder pr. 01.05 2002 for så vidt angår muligheden for en eventuel forhøjelse af advokatens/aktionærens skattepligtige indkomst.

Selskabsbeskatningens subsidiære påstand går ud på en afgørelse af sagen på det grundlag, der har foreligget ved sagsbehandlingen i skatteforvaltningen som ovenfor skitseret, idet det herved alene fastholdes, at selskabet nægtes fradrag for den udbetalte erstatning af de grunde som allerede fremgår af sagsmaterialet, hvortil kan føjes, at selskabet trods overtagelsen af alle forpligtelser dog ikke kan betragtes som rette skadevolder, hvorfor fradrag bør nægtes for den udbetalte erstatning.”

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at den betalte erstatning til klienten kan fradrages i den skattepligtige indkomst, idet erstatningsbeløbet er pådraget i forbindelse med drift af klagerens advokatvirksomhed og må anses for at være et udslag af en normal driftsrisiko ved udøvelsen af advokatvirksomheden.

Repræsentanten har forklaret, at ved årsskiftet 1991/92 besluttede klientens selskab at træde i likvidation og ændrede i den forbindelse navn til Aktieselskabet E. Aktiviteten blev overdraget til et aktieselskab. Advokat D blev valgt som likvidator i det sælgende selskab.

Likvidationen blev bekendtgjort i Statstidende i januar 1992. I tiden herefter modtog advokat D en lang række henvendelser fra personer og selskaber, der ønskede at erhverve selskabet under likvidation.

Den 20. februar 1992 modtog advokat D et tilbud fra F ApS om at købe selskabet. Ved brev af 10. marts 1992 fremsatte F ApS endeligt tilbud på køb af aktiekapitalen i selskabet. Advokat D udfærdigede aftale om køb af aktier, der blev forhandlet med F ApS.

Købsaftalen blev underskrevet på et møde på advokatkontoret den 27. marts 1992. Køberen var repræsenteret ved direktør G. G bekræftede under mødet, at F ApS havde et revisionsaktieselskabet som revisorer, og at en advokat sad i selskabets bestyrelse.

Ifølge repræsentanten garanterede køberen, at de i henhold til balance pr. 27. marts 1992 viste skattekrav ville blive betalt rettidigt, eller at den pr. 27 marts 1992 afsatte skat ville blive tilbageført som følge af retmæssige dispositioner foretaget af selskabet efter overtagelsen og inden udløb af skatteåret 1991/92.

Efterfølgende viste det sig, at Aktieselskabet E, som så mange andre opkøbte overskudsselskaber, blev udsat for selskabstømning.

Klienten, der ejede aktiekapitalen i Aktieselskabet E, blev mødt med et erstatningskrav på ca. 4.500.000 kr., som hun valgte at betale under hensyntagen til den praksis, der hurtigt dannede sig omkring betaling af erstatning i selskabstømmersager.

Advokataktieselskabet B overtog den af advokaterne C og D personligt drevne virksomhed pr. 1. januar 1993 inklusive alle rettigheder og forpligtelser. På tidspunktet for den ansvarspådragende rådgivning, det vil sige i marts 1992, lå hovedaktiviteten indenfor rådgivning til en række større og mindre erhvervsvirksomheder og brancheforeninger indenfor landbrug, industri og handel. Selskabet har gennem årene rådgivet i en lang række sager om salg af aktieposter/selskaber.

Som et led i sædvanlig advokatrådgivning påtager advokaten sig ofte i forbindelse med likvidation af selskaber hvervet som likvidator. Likvidator rådgiver i den forbindelse selskabets aktionærer i forbindelse med de dispositioner, der træffes i forbindelse med likvidation af selskabet.

Repræsentanten bemærker, at myndighedernes udsagn omkring normal driftsrisiko, ikke lader sig forstå. Advokatselskabets aktiviteter har naturligvis aldrig omfattet selskabstømning. Selskaberne blev som bekendt tømt af køberne, men ikke af sælgerne og disses rådgivere.

Repræsentanten bemærker endvidere, at myndighedernes udsagn om, at enhver aktivitet skal være selvbærende, således at selskabets rådgivning i forbindelse med salg af overskudsselskaber selvstændigt skal kunne betegnes som erhvervsmæssigt, hvis tab forbundet hermed skal være fradragsberettiget, heller ikke lader sig forstå.

Salget af Aktieselskabet E som overskudsselskab var en disposition, som led i likvidators og advokatens sædvanlige hverv, i forbindelse med afvikling af selskabet. Klienten havde valget mellem at lade selskabet ophøre ved fortsat likvidation, eller at sælge selskabets aktier i henhold til det fremkomne købstilbud. En sådan afgørelse træffes i samråd med advokaten.

Advokat D vurderede på det givne tidspunkt, at salg af selskabet som et overskudsselskab ville medføre en gevinst for klienten. Under normale omstændigheder ville det i sig selv være ansvarspådragende ikke at rådgive klienten til den optimale løsning, idet klienten derved lider et erstatningsberettiget tab. Først senere lod det sig konstatere, at den rådgivning, der blev ydet klienten i forbindelse med salg af aktierne, var uagtsom, fordi køberen ikke som garanteret afregnede de skyldige skattebeløb.

Selskabets rådgivning i forbindelse med salg af selskabet må betragtes som en normal disposition i advokatvirksomheden og dermed som erhvervsmæssig.

Myndighederne henviser til, at erstatningsbeløb vedrørende selskabstømmersager ikke tidligere har fremtrådt af selskabets regnskaber, således at tabet ikke kan anses for at være sædvanlig forekommende indenfor selskabets normale driftsrisiko. Myndighedernes argumentation lader sig ikke forstå. Advokatselskabet har pådraget sig erstatningsansvar i en tilsvarende sag, hvor et selskab er opkøbt af selskabstømmere. Forsikringsselskabet har i denne sag anerkendt erstatningsansvaret og har betalt erstatning til sælgerne af selskabet.

Advokatselskabet har siden stiftelsen i 1993 ikke pådraget sig erstatningsansvar i andre sager, bortset fra erstatningsansvaret over for klienten og den førnævnte sag.

Det forhold, at der ikke figurerer erstatningsbetaling til klienter for ansvarspådragende rådgivning, kan ikke på nogen måde tages til indtægt for, at erstatningen ikke falder ind under selskabets normale driftsrisiko.

Myndighedernes argument må forstås således, at hvis selskabet på sælgersiden havde været involveret i en lang række sager af denne karakter, ville selskabet kunne opnå fradragsret for betalte erstatninger, idet tabet således måtte anses for at være sædvanlig forekommende inden for selskabets normale driftsrisiko.

Det siger dog sig selv, at antallet af erstatningssager inden for et givet sagsområde ingen betydning har for, om der kan opnås skattemæssig fradragsret.

Myndighederne har videre gjort gældende, at der ved den pågældende rådgivning er udvist grov uagtsomhed, idet selskabet burde have indset, at køberen af aktierne ikke ville afregne den skyldige selskabsskat. Selskabet har ved at betale erstatning til klienten erkendt at have handlet uagtsomt, men ikke at have handlet groft uagtsomt. D havde på rådgivningstidspunktet ingen viden eller blot mistanke om, at køber ikke agtede at afregne den skyldige skat eller eliminere denne skat ved lovlige skattetiltag. Et stort antal danske advokater begik i samme tidsrum tilsvarende fejl. Dette er et klart udtryk for, at det var meget vanskeligt at forudse og gardere sig mod køberens kriminelle hensigter. Allerede af den grund kan den udviste uagtsomhed kun kvalificeres som simpel.

Det er i den forbindelse uden betydning, hvorledes forsikringsselskabet i første omgang har valgt at kvalificere uagtsomheden. Forsikringsselskabet er i en voldgiftssag blevet dømt til at betale erstatning til en advokat i en lignende sag.

Repræsentanten henviser til TfS 1987.59. I denne sag nægtede advokatens forsikring at dække et tab på grund af udvist grov uagtsomhed, men Højesteret fandt, at tabet efter en helhedsvurdering ikke faldt uden for rammerne af den risiko, som driften af en advokatvirksomhed medfører. Erstatningsbeløbet var derefter fradragsberettiget.

Der kan således ikke sættes lighedstegn mellem grov uagtsomhed og manglende skattemæssig fradragsret.

Repræsentanten har om relationerne til klienten forklaret, at klienten og dennes selskab siden 1986 har været klient hos først det personligt ejede advokatinteressentskab og dernæst hos advokatselskabet. Der blev faktureret sædvanlige honorarer til selskabet og klienten for den rådgivning, der blev ydet. Honorarerne indgik i interessentskabets og advokatselskabets regnskab.

Myndighederne har lagt vægt på, at en af selskabets hovedaktionærer, D, indgik ægteskab med klienten i 1992. Det skal præciseres, at D ikke på tidspunktet for rådgivningen i 1992 var gift med klienten.

Som advokat er der pligt til at yde den optimale rådgivning til klienten, uanset om klienten er familiemæssigt eller på anden måde personligt forbundet med advokaten eller ej. Hvis dette ikke sker, vil den mangelfulde rådgivning under alle omstændigheder kunne udløse et erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsretlige regler. Ved salget varetog D alene klientens interesser, idet D efter en kvalificeret bedømmelse på det daværende tidspunkt anså købstilbuddet for det mest fordelagtige for klienten.

Repræsentanten anfører afslutningsvis, at bistand i forbindelse med salg af overskudsselskaber var på rådgivningstidspunktet en helt sædvanlig og lovlig aktivitet for danske advokater, der rådgav selskaber i likvidation. Rådgivningen til klienten i forbindelse med likvidation og efterfølgende salg af selskabet var et naturligt led i advokatbistanden til denne klient, og erstatningen ligger derfor klart inden for selskabets normale driftsrisiko.

Repræsentanten har kommenteret myndighedernes efterfølgende synspunkter. Repræsentanten har gjort gældende, at synspunktet omkring grov uagtsomhed ikke kan gøres gældende, idet forsikringsselskabet har accepteret at betale erstatning.

Erstatningen udspringer af en normal driftsrisiko, og der er ikke handlet culpøst endsige groft uagtsomt af advokaten. Dette understreges af, at forsikringsselskabet nu betaler sædvanlig erstatning, men desuden af følgende forhold:

På daværende tidspunkt var det, på grund af de gunstige aktieavanceregler for afhændelse af hovedaktionæraktier ejet over 7 år, samt skattefriheden for goodwill og ejendomsavance (ejet over 8 år) almindeligt, at man "rullede" virksomheden over i et nyt selskab ejet af samme aktionærer, og derefter likviderede det gamle selskab. Det var også almindeligt, at man, når likvidationen blev offentliggjort, som likvidator fik henvendelse fra diverse opkøbere. Endvidere var det ligeledes almindeligt, at man derefter hævede likvidationsbehandlingen, og at aktionærerne herefter solgte det inaktive selskab til, hvad der senere viste sig at være, selskabstømmere.

Advokatfirmaet havde påbegyndt sædvanlig likvidationsbehandling af selskabet, da det, som det netop var sædvanligt, modtog henvendelse fra potentielle købere af selskabet. Advokatfirmaet bidrog ikke selv aktivt til, at selskabet skulle udsættes for selskabstømning - et begreb man i øvrigt ikke kendte til på det pågældende tidspunkt.

At erstatningen ikke er ydet på grundlag af de personlige relationer, fremgår da også klart af, at erstatningen svarer til den erstatning, der kan beregnes efter principperne i Thranedommen. Og en erstatningssag givet ville have fået dette udfald for advokatfirmaet, hvad enten det var en generel sag mellem staten og selskabssælger med rådgiver som adciteret, eller det var en sag mellem selskabssælger og rådgivere.

Erstatningsansvaret var selvsagt ikke særligt angivet i stiftelsesdokumentet, der jo var overdragelsesdokument for virksomheden, idet ingen af de involverede på det tidspunkt drømte om, at der senere kunne opstå et erstatningsansvar, som det faktisk skete. Mens der ved selskabets efterfølgende afhændelse af advokatfirmaet i 1997 netop var kendskab til det rejste krav, og det derfor ikke blev overdraget sammen med advokatfirmaet.

Det bemærkes, at det personlige ansvar, der er for advokat D, jo skyldes de særlige regler, der efter retsplejeloven gælder for advokataktieselskaber, hvorefter advokaterne personligt skal hæfte for rådgivning og lignende. Disse regler er indført for, at en advokat ikke skal kunne "frigøre" sig for sit særlige ansvar efter retsplejeloven m.v. ved at drive advokatforretningen i selskabsform.

Skatteretsligt er der imidlertid tale om, at den samlede virksomhed anses drevet i selskabsform, og den særlige personlige ansvarspåtagelse for (ejer) advokaten har ikke særlig skatteretslig betydning.

Det fremhæves endvidere, at de to interessenter i det daværende advokatfirma hæftede solidarisk for dispositionerne i advokatfirmaet. Det var således begge advokater, der hver måtte bære halvdelen af erstatningen. Myndighedernes betragtninger om, at der alene var ydet erstatning, eller at erstatningsbeløbet blev fastsat gunstigere end normalt, fordi erstatningen blev ydet til advokat D’s senere ægtefælle, er på denne baggrund illusorisk.

Også i det efterfølgende advokataktieselskab belaster erstatningen begge aktionærer med lige store beløb, hvorfor myndighedernes efterfølgende påstand om, at der er tale om maskeret udbytte savner enhver begrundelse.

Ved et efterfølgende møde i Landsskatteretten nedlagde klagerens repræsentant påstand om, at erstatningspligten påhviler selskabet, og at der ikke kan statueres maskeret udlodning, samt at der er fradrag for den udbetalte erstatning. Repræsentanten anførte endvidere, at forsikringsselskabet har karakteriseret uagtsomheden som simpel, hvilket skattevæsenet også bør gøre. Der er endvidere tale om en normal driftsrisiko for en advokatvirksomhed, der yder rådgivning. Såfremt kontorets indstilling følges - at udgiften ikke ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden - bør det præciseres, at A A/S ligeledes må være skattefri af den efterfølgende modtagelse af erstatning fra forsikringsselskabet, ligesom der heller ikke kan statueres udlodning.

Told- og Skatteregionen anførte under mødet, at kontorets indstilling kan tiltrædes. Told- og Skatteregionen var enige med selskabets repræsentant i, at erstatningspligten påhviler selskabet, og at der ikke kan statueres udlodning

Told- og Skatteregionen var endvidere enige med repræsentanten i, at rådgivning er et naturligt led i en advokatvirksomhed, men når man pådrager sig erstatningsansvar som følge af, at man har medvirket til salg af en skattegæld til kurs 65, er der ikke tale om en naturlig driftsrisiko.

Landsskatteretten skal udtale:

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

I selskabstømmersagerne har Højesteret i TfS 1999.897 (Thranedommen) udtalt følgende:

” Med hensyn til bedømmelsen af Else Thranes ansvar er det ubestridt, at hun må identificeres med sine rådgivere, advokat Flemming Johnsen og revisor Dreymann Hansen, og at disse anbefalede salget og forestod dets gennemførelse.

Af de grunde, som er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at salget af overskudsselskabet ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition. I forhold til, hvad der ville komme til udbetaling ved likvidation af selskabet i henhold til den udarbejdede balance, opnåede Else Thrane ved salget et merprovenu på 1 mio. kr. svarende til 55 pct. af den latente skattebyrde. Under disse omstændigheder havde Else Thrane og hendes rådgivere ved salget en særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser.

Else Thrane og hendes rådgivere måtte indse, at der ved salget af overskudsselskabet bestod en ikke ubetydelig risiko for, at den latente skattebyrde ikke ville kunne udskydes eller elimineres, og at risikoen herfor og for tab for skattevæsenet ville være særlig stor, hvis købesummen for overskudsselskabet blev betalt med dettes egne midler. For Else Thrane og hendes rådgivere måtte det allerede som følge af den aftalte nationalbankoverførsel af købesum og selskabets midler samme dag fremstå som en nærliggende mulighed, at der ved det foreliggende salg ville ske selvfinansiering. Else Thrane og hendes rådgivere gjorde imidlertid ikke noget reelt for at afværge skattevæsenets risiko.

På denne baggrund tiltræder Højesteret, at Else Thrane, advokat Flemming Johnsen og revisor Dreymann Hansen ved salget af overskudsselskabet på uforsvarlig måde tilsidesatte skattevæsenets interesser, og at også de derfor er erstatningsansvarlige for skattevæsenets tab.”

Det fremgår af de indsendte købstilbud fra F ApS, at der er en overkurs på den latente skattegæld på 64,9 %.

Landsskatteretten finder på denne baggrund, at salget af overskudsselskabet, der førte til selskabstømningen, ikke har karakter af en normal forretningsmæssig disposition. Retten finder endvidere, at den erstatning, selskabet har betalt som følge af rådgivningen i forbindelse med salget af overskudsselskabet, må anses for at falde uden for de naturlige rammer af advokatvirksomheden. Der er herved henset til, at den frivillige betaling af erstatningen, som ifølge repræsentanten er en konsekvens af retspraksis på området, må betyde, at selskabet vurderede, at det, som i TfS 1999.897, havde tilsidesat skattevæsenets interesser. Den betalte erstatning kan således ikke anses for omfattet af fradragsretten efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Retten finder endvidere, at erstatningspligten påhviler selskabet, der er således ikke tale om maskeret udbytte. Det modtagne beløb fra forsikringsselskabet må anses som værende skattefrit.

Den påklagede ansættelse vil følgelig være at stadfæste.