Parter

A
(Advokat Christa Westergaard)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Kaspar Lehmann Bastian).

Afsagt af landsdommerne Chr. Bache, Bjerg Hansen og Ole Græsbøll Olesen

Den 22. december 2000 afsagde Landsskatteretten følgende kendelse vedrørende sagsøgeren, As indkomst i indkomståret 1997:

"...

Klagen vedrører

Sagen har været forhandlet med klageren.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i det påklagede indkomstår var ansat som disponent i H1 ApS, der er beliggende ca. 200 m fra klagerens bopæl. Han indgik den 1. oktober 1997 aftale med selskabet om, at han fik en Peugeot 605, årgang 1990 stillet til rådighed for erhvervsmæssig benyttelse. Det blev samtidig aftalt, at selskabet af klageren skulle leje 26 m2 garage samt et kontor på 7 m² på klagerens adresse. Bilen henstod uden for arbejdstiden på klagerens adresse. Klageren ejede privat en Opel Kadett-D Van, årgang 1981.

Klageren har forklaret, at han i det påklagede indkomstår ejede 10-20 % af anparterne i H1 ApS. De resterende anparter ejedes af klagerens fader, der på daværende tidspunkt var direktør i selskabet.

Klagerens repræsentant har fremlagt tre enslydende erklæringer underskrevet af SB, JI og HE, hvoraf følgende fremgår:

" ERKLÆRING

Undertegnede nabo til A, ....

[Navn og adresse på nabo]

erklærer herved; at jeg aldrig har set A bruge bilen af mærket Peugeot 605 TD, årg. 90, til privat kørsel.

A bor max. 200 m. fra sit arbejdssted og går eller cykler på arbejde.

Jeg kan bekræfte, at A frem til salget af bilen i maj 2000 alene har anvendt bilen erhvervsmæssigt. Når A ikke er på kundebesøg, står bilen altid i As garage"

Repræsentanten har endvidere fremlagt en forsikringsoversigt, bilag vedrørende parkeringsgebyr, en BBR-ejermeddelelse, en værkstedsfaktura af 31. oktober 1997 udstedt af .... Auto-Center I/S til H1 A/S, en skrivelse af 9. november 2000 fra Nissan-Daewoo .... ved KJ til B, hvori det bekræftes, at kilometertælleren på bilen den 5. maj 2000 stod på 394.500 km, et udsnit af kørselsregnskabet for kørsel i 2000 samt en redegørelse for kørslen i bilen i perioden oktober 1997 til maj 2000. For så vidt angår redegørelsen er der dels tale om angivelse af antallet af faste årlige kørsler til Jylland-Fyn-Sjælland-Sydsverige (4), Nordtyskland (2), Gedser (2), Sverige (2), Københavns Lufthavn (2) og Billund Lufthavn (5) dels angivelse af ruter og afstande til nævnte destinationer ifølge "IDS Route Planning Standard". Der er ikke angivet datoer for kørslerne.

Klagerens repræsentant har oplyst, at bilen i selskabets ejerperiode fra oktober 1997 til maj 2000 har kørt 32.022 km.

Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse ansat værdi af fri bil til 5.750 kr. Værdien er beregnet som 2/12 x 23 % af bilens værdi. Bilens værdi er ansat til 150.000 kr. Nævnet har lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret, at selskabets bil ikke har stået til rådighed for privat kørsel, f.eks. ved hjælp af et fyldestgørende kørselsregnskab. Den indgåede aftale er ikke tillagt betydning, da der er tale om interesseforbundne parter.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den foretagne beskatning ophæves. Hun har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at klageren på intet tidspunkt har anvendt bilen til privat kørsel, at der er indgået en skriftlig aftale mellem klageren og H1 om, at bilen alene må anvendes erhvervsmæssigt, at formålet med selskabets køb af bilen var, at den skulle anvendes til kundebesøg og øvrig erhvervsmæssig kørsel, at klageren udover en Opel Kadett-D Van i perioden 6. januar 1997 - 11. november 1998 har anvendt en Volvo 144, der er indregistreret i klagerens faders navn, at der ikke er plads til personbilen på selskabets adresse, og at bilen derfor har holdt på klagerens adresse, at der på grund af pladsproblemer ligeledes er indgået låneaftale med DLG og DMR .... vedrørende parkeringsarealer, at der er indgået skriftlig aftale med klageren vedrørende et erhvervsareal stort 7 M² i klagerens privatbolig, og at klageren ved fremlæggelse af en redegørelse for kørslen har dokumenteret, at bilen ikke har været anvendt til privat kørsel. Repræsentanten har henvist til Landsskatterettens kendelse af 21. juni 2000.

Klageren har overfor retten anført, at hans revisor, i forbindelse med at bilen blev stillet til rådighed, oplyste, at der skulle indgås en skriftlig aftale med selskabet om, at bilen udelukkende måtte anvendes erhvervsmæssigt, for at klageren kunne undgå beskatning. Klageren havde herefter indgået en sådan aftale. Bilen blev aldrig anvendt privat, men alene til kundebesøg. Klageren benyttede således ikke bilen til at køre på arbejde i. Han har gjort gældende, at arbejdspladsen var beliggende 200 m fra hans bopæl, og han derfor gik eller cyklede, mens bilen blev stående i garagen. Han har endelig anført, at skattemyndighederne ikke har bevist, at bilen er anvendt privat, og at det ikke kan være rigtigt, at han har forholdt sig, som han har fået besked på og alligevel beskattes.

Landsskatteretten skal udtale

I medfør af Ligningslovens § 16, stk. 4, beskattes ansatte af værdi af fri bil til rådighed, såfremt arbejdsgiveren stiller en firmabil til den ansattes disposition til privat brug, uden at der betales fuldt vederlag herfor. Værdien heraf ansættes til en procentdel af bilens værdi uafhængigt af kørte kilometer. I cirkulære nr. 202 af 13. december 1993 pkt. 2.4 samt cirkulære nr. 72 at 17. april 1996 pkt. 12.4.6. er fastsat nærmere retningslinier for reglernes administration. Det fremgår heraf, at en ansat med firmabil kan undgå beskatning af fri firmabil ved ikke at anvende bilen privat. Efter cirkulærerne er det en absolut forudsætning for at undgå beskatning, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og firmaet om, at bilen ikke er til rådighed for privat brug. Foreligger en sådan aftale ikke, er udgangspunktet, at bilen også er stillet til rådighed for privat kørsel. Har den ansatte blot en enkelt gang benyttet bilen privat, anses kravene til skattefrihed ikke for opfyldt. Holder firmabilen ved hjemmet uden for arbejdstiden, er formodningen for, at bilen uanset aftale med firmaet om det modsatte, rent faktisk anvendes privat, og den ansatte må derfor sandsynliggøre, at dette ikke er tilfældet for at undgå beskatning. I denne bedømmelse kan indgå, om den ansatte har ført kørselsregnskab, og om hans levevis er tilrettelagt på en måde, der bekræfter, at firmabilen ikke anvendes privat.

I en situation som den foreliggende, hvor klageren er aktionær i virksomheden og i øvrigt er i et interessefællesskab med de øvrige aktionærer, og hvor klageren har fået stillet en personbil til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, finder retten, at det må påhvile ham at dokumentere, at den pågældende personbil ikke tillige har stået til rådighed for privat benyttelse. For så vidt angår den fremlagte redegørelse med angivelse af antallet af faste årlige kørsler til forskellige destinationer bemærker retten, at der ikke er angivet datoer for kørslerne, at destinationerne er angivet upræcist, og at der alene er redegjort for 15.590 km ud af de 32.022 km, bilen ifølge repræsentantens oplysninger har kørt i den angivne periode. Da klageren ikke ved at føre kilometerregnskab eller på anden måde tilstrækkeligt har sandsynliggjort, at bilen ikke har stået til rådighed for privat benyttelse, finder retten, at det er med rette, at han er anset for skattepligtig af værdi af fri bil.

Efter ligningslovens § 16, stk. 4, ansættes den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, til en procentdel af bilens værdi, dog mindst 150.000 kr. og højst 400.000 kr. Procentdelen udgør 23 for indkomståret 1997.

Da den påklagede ansættelse er foretaget i overensstemmelse med det anførte, stadfæstes ansættelsen.

Under denne sag, der er anlagt den 20. marts 2001, har sagsøgeren som for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, dømmes til at anerkende, at sagsøgerens indkomst for indkomståret 1997 ikke forhøjes med 5.750 kr. angående værdi af fri bil.

Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse.

Af en fortegnelse over anpartshaverne i H1 ApS og en aftale om overdragelse af anparter i selskabet fremgår det, at sagsøgeren i 1993 ejede 10% af anparterne, og at han den 13. oktober 1995 købte yderligere anparter af sin søster, således at sagsøgeren i 1997 ejede 20% af anparterne i selskabet, mens de resterende 80% ejedes af hans far, B.

Af en sagsfremstilling udarbejdet af .... Skatteankenævn og dateret den 12. oktober 1999 fremgår bl.a. følgende:

"...

H1 ApS har ... købt en Peugeot 605, årgang 1990. Bilen er indregistreret 15/10 1997.

...

H1 ApS lejer, ifølge aftalen af 1/10 1997, 26 m² garage og 7 m² kontor af klager for kr. 1.200 årligt. Lejen er indregnet i lønnen.

Der er ikke yderligere garager eller lignende på privatadressen.

H1 ApS ejer en ejendom beliggende .... 12 på 8.000 m², hvor der forefindes 456 m² garage og 40 m² kontor. Vognparken består pr. 30/6 1998 udover 2 personbiler af 9 lastbiler, 7 anhængere, 3 sættevogne og 4 renovationsvogne.

...

Faderen har fri firmabil.

Ifølge CMR ejer klager en Opel Kadett-D Van, årgang 1981. Der er ikke registreret øvrige private biler i husstanden.

Klager er gift og har 2 mindre børn.

..."

Den oversigt over sagsøgerens kørsler i perioden fra oktober 1997 til maj 2000, der er angivet i Landsskatterettens kendelse, har følgende indhold:

"Vedr. Skattesag med .... Kommune

Peguet 605 årgang 1990

I en erklæring af 19. december 2001 fra G1 A/S hedder det:

"Vi bekræfter herved, at der siden 1996 har foreligget en mundtlig aftale om at H1 APS kan parkere anhængere og containere på G1s område.

Aftalen er begrundet i H1 APS pladsproblemer.

Aftalen kan ubegrundet opsiges med dags varsel."

Sagsøgeren har for landsretten fremlagt et paradigma fra Intax Aktieselskab og Integ-gruppen. Det er oplyst, at H1 ApS har modtaget paradigmaet, og at dette paradigma har dannet grundlag for den aftale, der blev indgået mellem H1 ApS og sagsøgeren den 1. oktober 1997. Paradigmaet har følgende ordlyd:

"Aftale om udelukkende erhvervsmæssig benyttelse af arbejdsgivers bil.

Undertegnede arbejdsgiver (firmanavn) stiller bil af mærke ...., registreringsnummer .... til rådighed for (lønmodtagers navn) til brug for dennes erhvervsmæssige kørsel i ansættelsesperioden.

Bilen stilles til rådighed fra (dato).

Undertegnede (lønmodtagers navn) erklærer herved, at bilen udelukkende vil blive anvendt til erhvervsmæssig kørsel som led i udførelsen af mit arbejde for (arbejdsgiver). Jeg er gjort bekendt med, at bilen skal stå på arbejdsgivers adresse uden for arbejdstiden.

Sagsøgeren har forklaret, at virksomheden er startet af hans farfar og blev omdannet til anpartsselskab i 1977. Han blev ansat som chauffør i 1989. I 1995 kom han på kontoret med henblik på at skaffe nye kunder. Han ejede 20 pct. af anparterne i 1997. Faderen havde resten af anparterne, var direktør, og det var også ham, der bestemte. Det lykkedes at skaffe nye kunder, og omsætningen steg fra 1995 til 1998 fra ca. 7 mio. kr. til ca. 22 mio. kr. Han arbejdede fra kl. 06.00 til ca. kl. 20.00. Han holdt ferie første gang i 2001. Kontoret i hans hjem var udstyret med telefon, telefax m.v. Det er nødvendigt, fordi der køres i døgndrift. Inden 1997 kørte han enten i sin Opel eller sin søsters bil. Han skulle bruge en bil, der kunne repræsentere virksomheden. Peugeot'en var en tidligere taxa. Faderen havde en Opel Rekord som firmabil og en Volvo som privatbil. Sagsøgeren brugte af og til Volvoen. De lavede aftalen for ikke at få "bøvl med skatten". De spurgte en medarbejder fra Told og Skat inden anskaffelsen, og hun sagde, at de skulle lave en aftale i samråd med deres revisor, hvilket de derefter gjorde. Aftaleteksten er skrevet af firmaets bogholder, der er revisoruddannet. Han mener, at bogholderen har talt med revisoren herom. Det ville være en skam at lade Peugeot'en stå ude, hvilket den skulle på firmaet, hvor der ikke var plads inde, da firmaets garage reelt er værksted. Alle biler holder derfor udenfor. Firmaet blev oprindelig drevet fra den adresse, hvor sagsøgeren boede fra ca. 1995, og garagen ved huset har altid været brugt af firmaet. Der er plads til adskillige biler uden for hans bopæl. Lejen for lokalet i hans hus blev lagt oveni hans løn. Revisor sagde ikke, at han skulle føre kørselsregnskab. Hans kørsel blev normalt planlagt i forvejen, således at han tog på kundebesøg direkte hjemmefra om morgenen. Han har ikke kørt privat eller til og fra arbejde i Peugoet'en. Hans kone brugte Kadetten eller kørte med en kollega. De kørte dengang 8-10.000 km. årligt i privatbilen. Hans forældre har holdt øje med, at han ikke brugte Peugeot'en privat. Nøglen til bilen hang næsten altid på kontoret i firmaet.

Kørselsregnskabet bygger på, at autoforhandleren har aflæst kilometerstanden ved salget. Han bruger kun sin kalender til at skrive ordrer i. Der forhandles hvert kvartal med en række kunder, og det er vigtigt, at han kommer ud til kunden hver gang. Han har kørt turen Jylland-Fyn-Sjælland-Sydsverige fire gange årligt i årene 1997 og følgende. Han havde derudover to faste årlige kundebesøg i Tyskland samt to årlige ture til Gedser og Sverige. Han har kørt disse ture - med undtagelse af turen til Sverige - en enkelt gang i efteråret 1997. Turene til København og Billund lufthavne vedrører flyrejser til Baltikum. De kunder, han kørte til, kom ret hurtigt til. Kørselsbehovet har derfor ændret sig meget lidt gennem årene. Peugeot'en blev ikke brugt til småture, som en dieselbil ikke har godt af. Ture til f.eks. posthuset blev kørt i hans mors bil. Han blev direktør for selskabet i 1999 med henblik på, at han senere skulle overtage firmaet. Han har nu samme opgaver som før. Den 1. juni 2001 overtog han firmaet, og faderen gik på pension. Nu har han fri bil til rådighed, og han har solgt sin Opel. Der er ca. 5 kilometer til G1, hvor de kun opbevarede anhængere og containere. G2 ligger i Vejle. Erklæringerne fra naboerne er formuleret af hans advokat i forbindelse med skattesagen. Indkøbsmuligheder og daginstitutioner ligger i nærheden af bopælen.

AP har forklaret, at han er revisor for selskabet. Han blev kontaktet af selskabets bogholder, der er revisionsuddannet, om en aftale vedrørende bilen, således at sagsøgeren ikke skulle beskattes af firmabilen. Han rekvirerede så et paradigma fra revisionsfirmaets skatteeksperter. Det er muligt, at selskabet har drøftet lejeaftalen vedrørende garage hos sagsøgeren med revisionsfirmaets chef. Der var pladsproblemer på firmaets adresse og meget støvet. Forholdene var derfor ikke til at have en personbil stående der. Han har ikke sagt til sagsøgeren, at han skulle føre kørselsregnskab. Han har aldrig set bilen. Der er ikke noget i regnskaberne, der tyder på, at bilen har været brugt privat. Sagsøgeren har arbejdet for at lægge virksomheden om fra en ret sæsonsårbar lokal virksomhed, baseret navnlig på kørsel med ...., til en mere speditionsorienteret virksomhed. Denne omstilling har krævet en hel del kundekontakt.

B har forklaret, at han er sagsøgerens far. Han var direktør i 1997, og det var også ham, der da bestemte. Han havde selv en Opel Rekord fra 1986 som fri firmabil. Den havde han hjemme hos sig selv. Han havde også en privatbil, en Volvo 144, som dog også blev brugt af andre i firmaet, herunder sagsøgeren. Sagsøgeren skulle bruge Peugeot'en til at opsøge kunder. Det var en flot bil, der kunne repræsentere firmaet. De aftalte, at bilen udelukkende måtte bruges til firmakørsel. Den skulle beskyttes, og derfor skulle den stå i garage. De undersøgte via revisor skattespørgsmålet på forhånd. Selv om bilen stod i garagen, lå nøglen på værkstedet. Han boede selv så tæt ved sagsøgerens bopæl, ca. 150 meter væk, at han kunne se, hvornår bilen blev brugt. Sagsøgeren benyttede den aldrig privat. Han købte selv bilen i 2000 og solgte den kort efter, da han fandt ud af, at den var for stor som privatbil. Han kørte vel ca. 1.000 km i den. Han fik den vurderet af Peugeot i ...., og han mener, at kilometerstanden blev aflæst i den forbindelse. Sagsøgeren kørte på faste kundebesøg som følge af, at kørselsaftalerne blev forhandlet kvartalsvis.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført, at beskatning efter ligningslovens § 16, stk. 4, kræver, at bilen benyttes privat. Efter forarbejderne til bestemmelsen og cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 om ligningsloven må det tillægges afgørende betydning, at der foreligger en skriftlig aftale om kørselsbegrænsning, indgået før bilen blev indregistreret den 15. oktober 1997. Der er ikke noget krav om, at der tillige skal føres kørselsregnskab. Sagsøgeren var bekendt med, at bilen skulle være i selskabets varetægt uden for arbejdstiden. Man indgik da også en aftale om leje, der gav selskabet rådighed over garagen, hvilket var hensigtsmæssigt, fordi bilen ikke kunne stå på selskabets ejendom. Der er ikke holdepunkter for at tilsidesætte aftalen, som ikke blev indgået med hovedanpartshaveren i selskabet, og som blev håndhævet. Efter cirkulæret har skattevæsenet herefter bevisbyrden for at bilen var stillet til rådighed for og blev benyttet privat. Formodningsreglen som følge af placering hos skatteyderen om natten kan ikke anvendes i den foreliggende sag. Det er en tilfældighed, at garagen er beliggende på sagsøgerens ejendom. Bilen holdt også i garagen i arbejdstiden. Hvis formodningsreglen skal anvendes, må det efter det oplyste anses for sandsynliggjort, at der ikke er kørt privat. Sagsøgeren havde som følge af afstanden mellem bopælen og selskabets kontor ikke selv et kørselsbehov. Ægtefællen kunne benytte privatbilen eller køre med en kollega, og alle behov, herunder børneinstitutioner, befandt sig i nærheden. Oplysningerne om de daglige rutiner bekræfter således, at der ikke er kørt privat. Den fremlagte kørselsoversigt og sagsøgerens forklaring herom peger også klart på, at al kørsel med bilen i selskabets ejertid var erhvervsmæssig. Sagsøgte har således ikke godtgjort, at sagsøgeren havde et kørselsbehov. Hertil kommer, at sagsøgeren, der ikke dengang var direktør, aldrig har fået at vide, at der skulle føres kørselsregnskab.

Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at sagsøgeren har bevisbyrden for, at bilen ikke var stillet til rådighed for privat benyttelse, og at den ikke blev benyttet privat. Sagsøgeren må i den forbindelse behandles på samme måde som en hovedanpartshaver, da han ejede en del af selskabet og var reel ejer af dette allerede i 1997. Ved 1993-skattereformen blev reglerne skærpet, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, der kun kræver, at bilen er stillet til rådighed for privat benyttelse, men ikke at den rent faktisk bruges til privat kørsel. Fordelingen af bevisbyrden fremgår klart af forarbejderne til bestemmelsen, og praksis stiller i øvrigt skærpede beviskrav over for personer, der har interessefællesskab med arbejdsgiveren. En aftale om, at bilen ikke er stillet til rådighed for privat benyttelse, er et minimum, men det kræves tillige, at arbejdsgiveren håndhæver aftalen. Arbejdstageren skal også sandsynliggøre - om ikke ved et egentligt kørselsregnskab - at han ikke faktisk benytter bilen privat. Sagsøgeren har ikke ført kørselsregnskab, og der er ikke ført kontrol fra arbejdsgiverens side. Det er ikke tilstrækkeligt, at sagsøgeren ejede og havde rådighed over private biler. Kørselsoversigterne er udarbejdet efterfølgende og udgør ikke dokumentation for den faktiske kørsel. Hertil kommer, at opgørelsen ikke kan passe, da de oplyste årlige besøg ville give en langt større samlet kørsel end oplyst. Naboerklæringerne, der er affattet af sagsøgerens advokat, kan ikke bruges som bevis. Tværtimod er der en formodning for, at bilen var stillet til rådighed for privat benyttelse, og at bilen blev brugt privat, når den stod ved bopælen. Dette gælder uanset lejeaftalen og bestyrkes tillige af, at det ikke var umuligt at placere bilen på virksomheden eller et tredie sted.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det må efter det oplyste lægges til grund, at sagsøgeren ejede 20 pct. af anparterne i selskabet, der i øvrigt ejedes af hans far, som var direktør. Personbilen stod, når den ikke blev benyttet, på sagsøgerens adresse. Under disse omstændigheder må det efter ligningslovens § 16, stk. 4, og forarbejderne hertil - uanset den skriftlige aftale om bilens benyttelse og uanset aftalen om leje af garage og et lokale hos sagsøgeren og det oplyste om baggrunden herfor - påhvile sagsøgeren at sandsynliggøre, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel og heller ikke blev benyttet til privat kørsel.

Sagsøgeren har ikke ført kørselsregnskab, og det er ikke oplyst, at selskabet har foretaget kontrolforanstaltninger i øvrigt med hensyn til bilens benyttelse. Den af sagsøgeren fremlagte kørselsoversigt, der er udarbejdet efterfølgende og alene bygger på sagsøgerens egne oplysninger, indeholder ikke en egentlig opgørelse af den faktiske kørsel i den pågældende periode i 1997.

Herefter og efter de i øvrigt tilvejebragte oplysninger har sagsøgeren ikke sandsynliggjort, at bilen ikke var til rådighed eller ikke blev benyttet til privat kørsel.

Landsretten tager derfor sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage betale 10.000 kr. til sagsøgte.