LL § 33 indeholder regler om skattenedsættelse efter creditprincippet, når en indtægt, der kommer til beskatning her i landet, også beskattes i udlandet, jf. LV Dobbeltbeskatning afsnit D.C.1.
I tilfælde, hvor Danmark har indgået overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning med en udenlandsk stat, og overenskomsten bygger på creditprincippet, kan skattenedsættelsen ikke overstige det skattebeløb, som den udenlandske stat har ubetinget krav på at beholde, jf. LL § 33, stk. 2.
Bestemmelsen har for selskaber og foreninger betydning for indtægter, der hidrører fra lande, hvormed Danmark ikke har indgået overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning. Desuden har reglen betydning i tilfælde, hvor overenskomsten ikke omfatter alle de udenlandske skatter, som kan sidestilles med danske indkomstskatter.
LL § 33 har endvidere betydning for udenlandske selskaber, der er omfattet af sambeskatning med et dansk moderselskab. Ifølge LL § 33, stk. 6, kan skat betalt til udlandet af sådanne selskaber nemlig kun fradrages i den danske skat efter reglen i LL § 33, stk. 1. Reglerne i en eventuel DBO anvendes således ikke.
Lempelsesbrøken er den samme som omtalt under afsnit S.E.2.1.2, og det om brøkens enkelte komponenter nævnte gælder også i relation til LL § 33.
Ved gennemførelsen af moder/datterselskabsdirektivet og fusionsbeskatningsdirektivet, jf. Rådets direktiv 90/434/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater, er der indsat regler om lempelse i forbindelse med fusion, spaltning eller tilførsel af aktiver, jf. LL § 33, stk. 3 og 4, se herom henholdsvis afsnit S.D.1.12.2 og afsnit S.D.1.12.4. I forbindelse med fraflytningsbeskatning er der indsat regler om lempelse for hypotetisk udenlandsk skat, jf. LL § 33, stk. 5.