Bistandskonventionens baggrund, formål og historik
OECD og Europarådet åbnede i 1988 for undertegnelse af Konventionen om administrativ bistand i skattesager. Danmark tiltrådte konventionen den 16. juli 1992.
Konventionen trådte i kraft den 1. april 1995, efter at de første fem lande havde tiltrådt konventionen. Det var Danmark, Finland, Norge, Sverige og USA.
Den 27. maj 2010 åbnede OECD og Europarådet for undertegnelse af en protokol om ændring af konventionen. Danmark underskrev protokollen ved den lejlighed og tiltrådte protokollen den 28. januar 2011. Siden da har nye lande og områder, der har tiltrådt konventionen, haft valgmulighed mellem at tilslutte sig den oprindelige konvention samt tillægsprotokollen hver for sig og at tilslutte sig konventionen som ændret ved tillægsprotokollen. Valget har ingen praktiske konsekvenser for anvendelsen af konventionen.
2010-protokollen trådte i kraft den 1. juni 2011, efter at de første fem lande havde tiltrådt den. Det var Danmark, Finland, Georgien, Norge og Slovenien. Ved udgangen af 2021 havde 144 lande og områder tilsluttet sig konventionen.
Se også
Se også: