Dato for udgivelse
05 mar 2024 13:59
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
01 mar 2023 11:27
SKM-nummer
SKM2024.132.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
BS-24575/2022-OLR
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst + Processuelle bestemmelser + Kontrolbestemmelser
Emneord
Egenacces, retlig interesse, offentlighedsloven, ekstraordinær genoptagelse
Resumé

Skatteyderen havde ikke godtgjort, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, var opfyldt. Endvidere kunne skatteyderen ikke få aktindsigt i sager vedrørende en række selskaber, som hun tidligere havde været ejer af, og som nu var gået konkurs, i et videre omfang, end hvad der fulgte af offentlighedslovens § 8, om egenacces, jf. skatteforvaltningslovens § 17. Skatteyderen havde heller ikke godtgjort en retsbeskyttet forventning om aktindsigt i et videre omfang, end hvad der fulgte af loven. To påstande blev afvist, fordi skatteyderen ikke havde en retlig interesse i, at påstandene blev taget under selvstændig påkendelse.

Reference(r)

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8

Skatteforvaltningslovens § 17

Offentlighedslovens § 8

Henvisning

Den juridiske vejledning, 2024-1, A.A.6.2

Redaktionelle noter

Tidligere instans: Landskatteretten, j.nr. 19-000442 og 19-0004429, ej offentliggjort

Tidligere instans: Byretten i Helsingør, j.nr. BS18102/2020-HEL, offentliggjort som SKM2022.383.BR

Appelliste

Parter

A

(advokat Dan Terkildsen)

mod

Skatteministeriet

(advokat Emil Sonne-Kuhberg)

Retten i Helsingør har den 14. juni 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS18102/2020-HEL).

Landsdommerne Thomas Lohse, Mette Lyster Knudsen og Pia Hjort Mehlbye (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, A, har gentaget sine påstande for byretten:

"Påstand 1: Indstævnte tilpligtes at genoptage appellantens skatteansættelser for 2006-2008, inklusive, subsidiært at Skatteankenævn Fredensborgs afgørelse af 2. februar 2020, i sagsnummer 19-0004442 og sagsnummer 19-0004429, skal hjemvises til fornyet behandling.

Påstand 2: Indstævnte tilpligtes at genoptage appellantens skatteansættelser for 2007 vedrørende en forhøjelse af appellantens indkomst på. 5.915.000 kr., subsidiært, at Skatteankenævn Fredensborgs afgørelse af 2. februar 2020, i sagsnummer 19-0004442 og sagsnummer 19-0004429, skal hjemvises til fornyet behandling.

Påstand 3: Indstævnte tilpligtes at genoptage appellantens skatteansættelser for 2008, subsidiært, at Skatteankenævn Fredensborgs afgørelse af 2. februar 2020, i sagsnummer 19-0004442 og sagsnummer -19-0004429, skal hjemvises til fornyet behandling.

Påstand 4: Indstævnte tilpligtes at give aktindsigt i SKATs sagsakter vedrørende G1-virksomhed, cvr. nr. CVR.nr...11, G2-virksomhed, cvr. nr. CVR.nr...12, G3-virksomhed, cvr. nr. CVR.nr...13, og G4-virksomhed, cvr. nr. CVR.nr...14, subsidiært, at Skatteankestyrelsens afgørelse af 22. oktober 2019 skal hjemvises til fornyet behandling."

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet med den ændring, at A’s påstand 2 og 3 (de subsidiære påstande inklusive) afvises, subsidiært stadfæstelse.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.

Landsrettens begrundelse og resultat

Genoptagelse af skatteansættelserne for 2006-2008

Landsretten bemærker indledningsvis, at de af A nedlagte påstande 2 og 3 - og de subsidiære påstande hertil - efter sit indhold allerede er indeholdt i påstand 1. Herefter, og da der er tale om sideordnede påstande, og der i øvrigt ikke er fremført særskilte anbringender for de to påstande, findes A ikke at have en retlig interesse i påkendelsen af disse påstande.

Landsretten afviser derfor A’s påstand 2 og 3.

A har ikke fremlagt nye oplysninger for landsretten. Landsretten bemærker i øvrigt, at der hverken for byretten eller for landsretten er fremlagt oplysninger, der vedrører skatteansættelsen for 2006.

Herefter og af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at A ikke har godtgjort, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af hendes skatteansættelser for indkomstårene 2006 til 2008 er opfyldt, jf. skattekontrollovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Aktindsigt

Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Skatteankenævnets afgørelse af 22. oktober 2019, og at A derfor ikke har krav på yderligere aktindsigt end det, der følger af retten til egenacces og princippet om meroffentlighed efter offentlighedslovens § 8 og § 14, stk. 1, sammenholdt med skatteforvaltningslovens § 17, jf. offentlighedslovens § 15. Landsretten bemærker i forlængelse heraf, at der uanset ordlyden i erklæringen af 6. maj 2015 ikke findes at være skabt en retsbeskyttet forventning hos A om, at hun udover den adgang, der følger af reglerne i offentlighedsloven og skatteforvaltningsloven, har ret til aktindsigt i alle oplysninger i skattemapperne for de fire selskaber. 

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom med den ændring, at A's påstand 2 og 3 afvises.

Efter sagens udfald skal A i sagsomkostninger for landsretten  betale 80.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet er til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hensyn til sagens omfang og forløb samt hovedforhandlingens varighed.

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at A’s påstand 2 og 3 afvises.

I sagsomkostninger for landsretten skal A inden 14 dage betale 80.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.