Grundet tavshedspligt offentliggøres det bindende svar i redigeret form.

Spørgsmål

1. Kan Skatterådet bekræfte, at betaling af goodwillgodtgørelse efter handelsagentlovens § 25 ikke er momspligtig, idet der ikke er tale om betaling for levering af en momspligtig ydelse, jf. momslovens § 4, stk. 1, modsætningsvist?

Svar

1. Nej 

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har været stævnet af "Formidleren" i en sag, hvor "Formidleren" har påstået Spørger pligtig til betaling af provision for arbejde udført af "Formidleren" samt betaling af godtgørelse/erstatning vedrørende goodwill efter handelsagentlovens § 25. Stævningen er vedlagt denne anmodning som bilag 1 (forelagt Skattestyrelsen).

Sagen er afsluttet ved forlig, se vedhæftede bilag 2 (forelagt Skattestyrelsen). Ifølge forliget skal Spørger betale provision på DKK xx med tillæg af moms (moms udgør DKK xx).

Endvidere skal Spørger betale goodwill godtgørelse efter handelsagentlovens § 25, på i alt DKK xx.

Spørger har i august 201x indgået en agenturaftale med "Formidleren". Spørger har i juni 202x bragt denne agenturaftale til ophør, hvilket "Formidleren" har ment var uberettiget.

"Formidleren" har derfor i august 202x stævnet Spørger med krav om, at "Formidleren" skulle stilles, som om kontrakten vedr. agenturaftalen blev opfyldt og krævede i den forbindelse erstatning svarende til 1 års vederlag beregnet på baggrund af det gennemsnitlige vederlag i agenturets løbetid.

 Dette medførte ifølge "Formidleren" et krav på betaling af i alt DKK xx, svarende til den gennemsnitlige månedlig provision på i alt DKK xx * 12 måneder.

Den gennemsnitlige månedlige provision er opgjort på baggrund af omsætningstallene for provisionen, som "Formidleren" har oppebåret i de måneder, som ligger forud for ophævelsen af agenturaftalen.

Som nævnt er sagen nu endt med forlig, hvor Spørger skal betale såkaldt goodwill godtgørelse til "Formidleren" på i alt DKK xx.

I den forbindelse ønsker Spørger sikkerhed for, at denne goodwill godtgørelse ikke er omfattet af momspligt, idet der er tale om en erstatning, som falder uden for momslovens anvendelsesområde.

Det er derfor mellem parterne aftalt, at beløbet på DKK xx foreløbigt betales uden moms, idet det er Spørgers opfattelse, at beløbet ikke er momspligtigt. Det er aftalt, at Spørger hos sin advokat har deponeret DKK xx svarende til moms på 25% af DKK xx, og at Spørger indhenter et bindende svar fra Skattestyrelsen vedrørende, om beløbet er momspligtigt eller ej.

Det deponerede beløb kan alene frigives, når der foreligger endeligt bindende svar fra Skattestyrelsen. Såfremt det bindende svar konkluderer, at udbetalingen af goodwill godtgørelse er momspligtig, vil "Formidleren" udstede en faktura på godtgørelsen med moms.

Af den mellem Spørger og "Formidleren" ApS indgåede "Handelsagentaftale" fremgår bl.a.:

[…]

18.                      Ikrafttræden

18.1.    Kontrakten træder i kraft den xx og løber til den opsiges af en af parterne i overensstemmelse med pkt. 19.

19.                      Opsigelsesvarsel

19.1.    Enhver part kan opsige aftalen med seks (6) måneders varsel til den anden part i slutningen af en kalendermåned. I forbindelse med opsigelsen af denne kontrakt er agenten forpligtet til at aflevere al information om vores kunder til Agenturgiver.

21.                      Afgangsvederlag, Goodwillgodtgørelse

21.1.    Ved opsigelse af Kontrakten kan Formidleren være berettiget til en goodwillgodtgørelse i det omfang, at dette følger af ufravigelig, gældende lovgivning.

21.2.    En eventuel goodwillgodtgørelse kan maksimalt udgøre indtil 1 års provisionsindtjening beregnet på grundlag af den gennemsnitlige provisionsindtjening de seneste 5 år forud for kontraktophøret - har Kontrakten varet i kortere end 5 år, beregnes gennemsnittet ud fra den pågældende periode.

21.3.    Formidleren mister sin ret til godtgørelse, medmindre kravet gøres gældende over for Agenturgiver inden 1 år fra Kontraktens ophør.

Af det mellem Spørger og "Formidleren" indgåede "Forlig" fremgår bl.a.:

[…]

[…]

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er vores opfattelse, at det stillede spørgsmål 1 skal besvares med "ja".

Vederlag i form af erstatning er som udgangspunkt ikke momspligtige, fordi der efter momslovens regler ikke er tale om levering mod vederlag. Det skyldes, at hverken den erstatningsbetalende part eller den part, som modtager erstatningen, har forpligtet sig til at deltage i den handling, som udløser betalingen af erstatningen. Erstatningsbeløb falder således uden for momslovens anvendelsesområde.

Det fremgår endvidere af praksis, herunder DJV afsnit D.A.8.1.1.1.4, at erstatningsbeløb for misligholdelse af kontrakter ikke er momspligtig, fordi erstatningen falder uden for momslovens anvendelsesområde. Det fremgår i den forbindelse af DJV, at der ved misligholdelse ikke er tale om en gensidig udveksling af ydelser i henhold til et gensidigt bebyrdende retsforhold.

I forbindelse med opsigelser, der ikke sker i anledning af misligholdelse, og ved aftalte ændringer af allerede indgåede aftaler, er evt. vederlag i forbindelse med opsigelsen eller ændringen derimod momspligtige.

Således vil vederlaget ved f.eks. opsigelse af leasingaftaler før aftalens udløb i henhold til aftalens bestemmelser og uden for bestemmelserne om misligholdelse være momspligtigt. Det samme er tilfældet i forbindelse med aftalte ændringer af allerede indgåede aftaler, f.eks. om forkortelse af løbetid eller om, at uopsigelige kontrakter alligevel skal være opsigelige.

Hvis køber efterfølgende ændrer en indgået aftale, sådan at køber eksempelvis aftager et mindre parti varer end oprindeligt aftalt, vil sælger i nogle tilfælde afkræve køber et erstatnings- eller godtgørelsesbeløb til dækning af de faste omkostninger.  Sælger skal i givet fald betale moms af erstatningsbeløbet, fordi beløbet skal anses for at være en ændring af den oprindelige pris og dermed en del af vederlaget.

Det fremgår endvidere af praksis, at afbestillingsgebyr, der opkræves i forbindelse med afbestilling, der er foretaget efter leverancens påbegyndelse, er momspligtigt.  Bliver f.eks. et hotel først oplyst om, at værelset vil stå tomt og ikke ville blive benyttet, efter at lejer reelt første gang kunne have benyttet værelset, har levering fundet sted, og der skal derfor betales moms af vederlaget. Se i den forbindelse TfS1999, 173TSS.

Der skal derimod ikke betales moms af erstatningsbeløb, som betales for annullering af afgivne tilbud. Grunden er, at der ikke finder en levering sted, og at erstatningen derfor ikke er betaling for en momspligtig leverance.

Således fremgår det af sag C-277/05, Société thermale d'Eugénie-les-Bains, at beløb, der betales i form af et depositum inden for rammerne af aftaler om levering af momspligtige hotelydelser - "når kunden gør brug af sin mulighed for annullation, og bestyreren af hotelvirksomheden beholder disse beløb - skal anses for godtgørelse for det tab, der er lidt som følge af kundens annullation." 

Depositummet er herved "uden direkte sammenhæng med nogen form for levering af ydelse mod vederlag", og er derfor som sådan ikke momspligtig.

Det er vores opfattelse, at betalingen af goodwillgodtgørelse, som sker fra Spørger til "Formidleren" er sammenlignelig med et erstatningsbeløb, som ikke udgør betaling for en momspligtig leverance.

I forbindelse med erstatningsudbetalingen fra Spørger som følge af misligholdelse af kontrakten med "Formidleren", er der således ikke tale om en gensidig udveksling af varer eller ydelser i henhold til en gensidig bebyrdende aftale, når erstatningen vedrører en kontraktperiode, som ligger efter tidspunktet for opsigelsen af kontrakten.

Den betaling i form af goodwillgodtgørelse, som Spørger foretager til "Formidleren", udgør derfor ikke betaling for en momspligtig leverance hidrørende fra den nu ophørte agenturaftale. Goodwill godtgørelsen falder derfor uden for momslovens anvendelsesområde og er derfor ikke momspligtig.

Spørgers repræsentants høringssvar af 15. marts 2021

Vi har modtaget høringsbrev vedrørende Skattestyrelsens udkast til sagsfremstilling, som skal forelægges for Skatterådet vedrørende anmodning om bindende svar for Spørger. Skattestyrelsen har i udkastet til sagsfremstilling svaret nej til, at betaling af goodwillgodtgørelse efter handelsagentlovens § 25, falder udenfor momslovens anvendelsesområde og dermed er momsfri.

Som begrundelse for ikke at anse betalingen for at falde udenfor momslovens anvendelsesområde anfører Skattestyrelsen at der efter deres vurdering er tale om betaling for en levering af en ydelse, som er momspligtig.

Vi er ikke enige i Skattestyrelsens udkast til sagsfremstilling. Det er vores opfattelse, at det stillede spørgsmål skal besvares med ja.

Det er fortsat vores opfattelse at betalingen af den goodwill godtgørelse, som sker fra Spørger til "Formidleren" ApS er sammenlignelig med et erstatningsbeløb, som ikke udgør betaling for en momspligtig leverance, jf. sag C-277/05, Société thermale d'Eugénie-les-Bains.

Erstatningsudbetalingen fra Spørger, som følger af opsigelsen af kontrakten med

"Formidleren", sker ikke som led i en gensidig bebyrdende aftale om udveksling af varer eller ydelser, idet erstatningen vedrører en kontraktperiode, som ligger efter tidspunktet for opsigelsen af kontrakten.

Der er ikke tale om at goodwillgodtgørelsen (erstatningsbeløbet) var fastlagt allerede på tidspunktet for indgåelse af samarbejdskontrakten i 2018.

Der er heller ikke tale om, at goodwillgodtgørelsen udbetales som følge af, at samarbejdsaftalen opsiges inden udløbet af en på forhånd aftalt bindingsperiode eller at godtgørelsen udgør en del af det samlede beløb, som Spørger har forpligtet sig til at betale for "Formidlerens" opfyldelse af sine kontraktlige forpligtelser.

Vi mener derfor ikke, at goodwillgodtgørelsen er sammenlignelig med de erstatningsbeløb, som var genstand for spørgsmålene i sagerne C-242/18, UniCredit og C-295/17, MEO.

Vi mener heller ikke, at goodwillgodtgørelsen er sammenlignelig med den erstatning, som er behandlet i den sag, som er gengivet i SKM2020.143.BR. Det skyldes at der ikke i forbindelse med udbetalingen af goodwillgodtgørelsen er tale om betaling for en førtidig opsigelse af samarbejdsaftalen mellem Spørger og "Formidleren". Derfor kan goodwillgodtgørelsen ikke anses for at være en del af vederlaget for de ydelser, som "Formidleren" har leveret til Spørger.

Den betaling i form af goodwillgodtgørelse, som Spørger foretager til "Formidleren", udgør derfor ikke betaling for en momspligtig leverance hidrørende fra den nu ophørte agenturaftale. Goodwillgodtgørelsen falder derfor udenfor momslovens anvendelsesområde og er derfor ikke momspligtig.

Det forhold, at der ved fastsættelsen af goodwillgodtgørelsens størrelse tages udgangspunkt i et gennemsnit af de seneste 23 måneders provision, kan efter vores opfattelse ikke medføre et andet resultat.

Af agenturaftalen mellem Spørger og "Formidleren", som henviser til handelsagentlovens §§ 25 og 26, fremgår det, at såfremt betingelserne for erstatning er opfyldt på tidspunktet for opsigelsen af aftalen, kan agenten eventuelt have ret til godtgørelse.

Størrelsen af en eventuel godtgørelse er dog ikke på nogen måde - hverken direkte eller indirekte - endeligt fastsat, aftalt eller kendt på forhånd. Det fremgår derimod af aftalen, at godtgørelsen ikke kan overstige et beløb, der svarer til 1 års vederlag beregnet på grundlag af handelsagentens gennemsnitlige årlige vederlag i de seneste 5 måneder. Dette er dog ikke ensbetydende med, at størrelsen af en eventuel godtgørelse er aftalt på forhånd.

Udbetaling af godtgørelse afhænger netop af, om betingelserne for godtgørelse er opfyldt på tidspunktet for aftalens opsigelse. Herefter er betaling af godtgørelse betinget af, at denne findes rimelig ud fra en vurdering af samtlige omstændigheder i det konkrete tilfælde og godtgørelsens størrelse kan herefter tage udgangspunkt i en gennemsnitsberegning af tidligere års udbetalt provision.

Udbetaling af godtgørelse er således betinget af flere forhold, herunder en vurdering af om agenten opfylder betingelserne i handelsagentlovens § 25 på tidspunktet for opsigelsen af aftalen.

Hvis agenten vurderes at opfylde disse betingelser, kan fastsættelsen af godtgørelsen tage afsæt i den provision, som er udbetalt i en periode, som ligger forud for opsigelsen af aftalen.

Da denne provision i sagens natur afhænger af omfanget af de ydelser, som "Formidleren" har præsteret overfor Spørger, kan størrelsen af en eventuel godtgørelse ikke være endeligt aftalt på det tidspunkt, hvor Spørger og "Formidleren" indgik agenturaftalen.

Agenturaftalen, herunder §§ 25 og 26 i handelsagentloven, sætter således alene et øvre loft over godtgørelsens størrelse, men definerer på ingen måde det præcise beløb, som Spørger skal betale i godtgørelse. Forliget kunne have endt ud en betaling af en mindre godtgørelse - eller slet ingen godtgørelse.

Der er derfor ikke tale om at goodwillgodtgørelsen repræsenterer et beløb, som udgør den faktiske modydelse af en individualiseret ydelse, som faktisk var kendt på tidspunktet for agenturaftalens indgåelse.

Goodwillgodtgørelsen kan derfor ikke anses for at være en del af det samlede vederlag, som Spørger har forpligtet sig til at betale til "Formidleren" for dennes opfyldelse af kontrakten.

Vi fastholder derfor, at det stillede spørgsmål skal besvares med "Ja".

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at betaling af goodwillgodtgørelse efter handelsagentlovens § 25 ikke er momspligtig, idet der ikke er tale om betaling for levering af en momspligtig ydelse, jf. momslovens § 4, stk. 1, modsætningsvist.

Begrundelse

Som Skattestyrelsen forstår spørgsmålet, ønsker Spørger afklaret, hvorvidt en konkret goodwillgodtgørelse jf. handelsagentlovens § 25, falder udenfor momslovens anvendelsesområde som en erstatning i momsmæssig forstand, der ikke skal indgå i momsgrundlaget jf. momslovens § 27, stk. 1, eller hvorvidt godtgørelsen er momspligtig jf. momslovens § 4, da den udgør et vederlag i forbindelse med levering af momspligtige ydelser. Godtgørelsen udbetales i forbindelse med en aftales ophør.

EU-domstolen har i flere domme taget stilling til hvorvidt et beløb, der betales ved en aftales ophør eller annullation af en aftale, er omfattet af momsens anvendelsesområde.

I EU-Domstolens dom i sag C-277/05, Société thermale d'Eugénie-Les-Bains, var spørgsmålet, hvorvidt et beløb som en kunde betalte i depositum i forbindelse med reservation af et hotelværelse, skulle betragtes som vederlag for en momspligtig ydelse, hvis kunden gjorde brug af muligheden for annullation, og beløbet blev tilbageholdt af hotellet, eller om det skulle anses for erstatning for det tab, der indtræder som følge af kundens annullation, og som ikke er momspligtig. Det fremgår af dommens præmis 36, at beløb, der betales i form af et depositum inden for rammerne af aftaler om levering af momspligtige hotelydelser - når kunden gør brug af sin mulighed for annullation, og hotelvirksomheden beholder disse beløb - skal anses for godtgørelse for det tab, der er lidt som følge af kundens annullation, uden direkte sammenhæng med nogen form for levering af tjenesteydelser mod vederlag, og er som sådan ikke underlagt moms.

I andre sager har EU-domstolen modsat fundet, at et beløb der modtages som "erstatning" eller "godtgørelse" i forbindelse med ophævelse af en kontakt/aftale godt kan være omfattet af momsens anvendelsesområde.

EU-domstolens dom i sag C-242/18, UniCredit vedrørte en leasingaftale, der blev misligholdt fra leasingtagers side i form af manglende betaling af leasingydelserne. Leasinggiveren var på baggrund heraf dels berettiget til at ophæve aftalen, dels berettiget til en erstatning svarende til samtlige ubetalte leasingydelser i hele kontraktens varighed med visse fradrag. EU-domstolen fandt, at erstatningen var momspligtig jf. præmis 78. Domstolen påpegede i præmis 75 og 76, at både de forpligtelser, som påhvilede leasinggiveren, og det beløb, som leasingtageren opkrævedes i tilfælde af kontraktens ophævelse før tid, var fastlagt ved indgåelsen af kontrakten. Det beløb, som skulle betales i tilfælde af ophævelse før tid, svarede desuden til det samlede beløb af de månedlige afdrag, som straks forfalder til betaling, uden at kontraktforholdets økonomiske realitet herved blev ændret. Heraf fulgte, at det beløb, som skulle betales i tilfælde af ophævelse før tid, skulle anses for at udgøre en integrerende del af det samlede beløb, som leasingtageren havde forpligtet sig til at betale for leasinggiverens opfyldelse af sine kontraktlige forpligtelser.

Sag C-295/17, MEO, omhandlede et telekommunikationsselskab, der leverede tjenesteydelser inden for områderne telekommunikation, internet mv. Når kunder indgik en aftale med MEO, bandt de sig for en minimumsperiode, som prisen blev udregnet på baggrund af. Blev aftalerne opsagt inden udgangen af minimumsperioden, skulle kunden alligevel betale indtil udløb af bindingsperioden i form af en erstatning/et kompensationsbeløb. Blev aftalerne opsagt efter bindingsperioden, blev der ikke betalt erstatning for opsigelse. Med baggrund i sagens konkrete omstændigheder påpegede EU-domstolen i præmis 49 og 50, at såvel den ydelse, der skulle leveres, som det beløb, kunden blev faktureret i tilfælde af aftalens ophævelse i løbet af minimumsperioden, allerede var fastlagt ved aftalens indgåelse. Derfor skulle det beløb, der skyldes som følge af den manglende overholdelse af minimumsperioden for aftalen, betragtes som en integrerende del af den samlede pris, der skulle betales for leveringen af tjenesteydelser opdelt i månedlige ydelser, som straks forfaldt i tilfælde af manglende opfyldelse af betalingspligten.

Endvidere har byretten i SKM2020.143.BR fundet, at en af en IT-virksomhed faktureret "udtrædelsesgodtgørelse" på ca. 81 mio. kr. måtte anses for vederlag for en momspligtig levering af dedikeret hardware og software til en finansiel virksomhed, og at der ikke var tale om en momsfri erstatning eller godtgørelse for den finansielle virksomheds førtidige opsigelse af parternes IT-kontrakt. Der skulle derfor beregnes og afregnes moms af vederlaget.

Med særlig henvisning til EU-domstolens sag C-295/17, MEO og sag C-242/18, UniCredit Leasing har Skatterådet i SKM2020.281.SR fundet at en kompensation, som en kapitalforvalter modtog fra flere investeringsinstitutter i forbindelse med opsigelse af en forvaltningsaftale, var momspligtig. Kompensationen blev anset for at være en del af vederlaget for kapitalforvalterens ydelser. I sagen havde investeringsinstitutterne mulighed for at opsige kapitalforvalteren som kapitalforvalter, uden der var sket et kontraktbrud. I den situation ville kapitalforvalteren under visse omstændigheder være berettiget til en kompensation.

Kompensationen var aftalt til at udgøre et beløb, der svarede til det forvaltningshonorar, som kapitalforvalteren modtog i regnskabsperioden, der lå forud for den regnskabsperiode, hvori kapitalforvalteren blev opsagt som kapitalforvalter.

Skatterådet lagde bl.a. vægt på at der i lighed med forholdene i sag C-295/17, MEO, præmis 45 og 49 var tale om en kompensation, der var aftalt på forhånd, og som leverandøren opnåede ret til i forbindelse med, at kontrakten blev indgået, og at leverandøren forpligtede sig til at levere de aftalte ydelser til sin kunde. Der var således tale om, at leverandørens ret til kompensation i tilfælde af, at kunden opsagde kontrakten, udgjorde en ret/fordel for leverandøren, som skulle indgå i leverandørens momsgrundlag, hvis kunden senere valgte at opsige kontrakten. Det fulgte af det forhold, at kundens (investeringsinstitutterne) accept af dette aftalevilkår har været en forudsætning for leverandørens accept af de øvrige aftalevilkår og dermed en forudsætning for påbegyndelsen af leveringen af forvaltningsydelserne. Der var dermed en direkte og umiddelbar forbindelse mellem forvaltningsydelserne på den ene side og kompensationsbeløbene på den anden side, i lighed med forholdene i sag C295/17, MEO.

I henhold til den fremlagte Handelsagentaftale i nærværende sag har "Formidleren" eneret til at formidle salg til detailbutikker af visse navngivne mærker på vegne af Spørger. "Formidleren" modtager provision herfor. Skattestyrelsen anser "Formidlerens" formidlingsydelse for at være momspligtig jf. momslovens § 4.

Handelsagentaftalen kan opsiges med 6. mdr. varsel.

Af aftalens punkt 21.1, fremgår det endvidere, at "Formidleren" kan være berettiget til goodwillgodtgørelse, i det omfang det følger af lovgivningen ved opsigelse af kontakten.

I aftalens punkt 21.2 beskrives principperne for beregning af den maksimale goodwillgodtgørelse. Den beskrevne beregningsmodel er identisk med den beregningsmodel, som fremgår af handelsagentlovens § 26.

Af handelsagentlovens § 25 fremgår det, at en handelsagent har krav på en godtgørelse ved agenturaftalens ophør, hvis og i det omfang visse betingelser er opfyldt, eksempelvis hvis handelsagenten har skaffet en agentgiver nye kunder, udvidet handlen med bestående kunder eller omstændighederne, herunder tab af provision ved en aftales ophør, gør, at det findes rimeligt at der betales en godtgørelse.

At "Formidleren", under visse betingelser, har krav på goodwillgodtgørelse ved aftalens ophør, findes derfor at være kendt og reguleret allerede ved aftalens indgåelse. Dette gælder både for så vidt angår Spørgers forpligtigelser med hensyn til betaling heraf, samt "Formidlerens" forpligtigelser i relation til, at være berettiget til godtgørelsen. Der er ikke aftalt et konkret beløb, men et maksimum, med baggrund i det gennemsnitlige årlige vederlag, som anført i handelsagentlovens § 26.

Spørger har i 202x bragt agenturaftalen til ophør, hvilket "Formidleren" har ment var uberettiget. "Formidleren" har derfor stævnet Spørger med et krav om betaling af et beløb svarende til 1 års vederlag beregnet på baggrund af det gennemsnitlige vederlag i agenturets løbetid.

Af forlig af 202x fremgår det, at "Formidleren" har krav på en goodwillgodtgørelse jf. handelsagentlovens § 25 på xx kr. (ex. moms).

Skattestyrelsen forudsætter derfor, at "Formidleren" opfylder betingelserne for at have krav på goodwillgodtgørelse jf. handelsagentlovens § 25 og jf. den med Spørger indgåede aftale.

Som nærværende sag er forelagt, finder Skattestyrelsen, at goodwillgodtgørelsen er momspligtig jf. momslovens § 4, stk. 1. Skattestyrelsen finder således, at forholdene i nærværende sag er sammenlignelige med forholdene i SKM2020.281.SR.

Skattestyrelsen lægger vægt på, at goodwillgodtgørelsen er aftalt på forhånd, som en del af de af partnerne accepterede aftalevilkår og dermed en forudsætning for, at "Formidleren" påbegynder sin levering af formidlingsydelser. Der er dermed en direkte og umiddelbar sammenhæng mellem formidlingsydelserne på den ene side og

goodwillgodtgørelsen på den anden side, i lighed med forholdene i SKM2020.281.SR, sag C-242/18, UniCredit og i sag C-295/17, MEO.

EU-Domstolens dom i sag C-277/05, Société thermale d'Eugénie-Les-Bains findes derimod ikke at være sammenlignelig med nærværende sag, da der i denne sag netop ikke var tale om en sammenhæng mellem et tilbageholdt depositum og en leveret ydelse.

Det forhold at "Formidleren", jf. handelsagentlovens § 25, skal opfylde en række betingelserne/opgaver for at få ret til goodwillgodtgørelsen kan ikke føre til at andet resultat. "Formidleren", skal jf. det indgåede forlig, have en goodwillgodtgørelse. Skattestyrelsen må, som tidligere nævnt, konstatere, at "Formidleren" opfylder betingelserne for at have krav på goodwillgodtgørelse, jf. handelsagentlovens § 25 og jf. den med Spørger indgåede aftale.

Det forhold at "Formidleren" har ment, at aftalens ophør var uberettiget, kan heller ikke føre til et andet resultat. Som sagen er forelagt, finder Skattestyrelsen ikke at dette ændre på det forhold, at "Formidleren" har krav på goodwillgodtgørelse, hvis han opfylder visse betingelse i handelsagentlovens § 25, uafhængigt af, om en aftale er opsagt uberettiget eller ej.

Skattestyrelsens bemærkninger til Spørgers repræsentants høringssvar af 15. marts 2021

Skattestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at Spørgers høringsbemærkninger ikke giver anledning til at Skattestyrelsen ændre indstillingen.

Skattestyrelsen finder således stadigvæk, at forholdene i nærværende sag er sammenlignelige med forholdene i SKM2020.281.SR.

Goodwillgodtgørelsen er aftalt på forhånd, som en del af de af partnerne accepterede aftalevilkår og dermed en forudsætning for, at "Formidleren" påbegynder sin levering af formidlingsydelser. Der er dermed en direkte og umiddelbar sammenhæng mellem formidlingsydelserne på den ene side og goodwillgodtgørelsen på den anden side.

De forpligtigelser, der påhviler begge parter, herunder kravet på goodwillgodtgørelse ved opfyldelse at visse betingelser, er således aftalt på forhånd. Det faktum, at størrelsen af godtwillgodtgørelsen fastlægges indenfor en beskreven beregningsramme og ikke er fastsat til et bestemt beløb, kan ikke føre til et andet resultat.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Momsloven 

§ 4. Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

Stk. 2. Gas, vand, elektricitet, varme, kulde og lign. anses som varer.

Stk. 3. Som levering af en vare anses endvidere:

1) Overdragelse af en vare i henhold til en kommissionsaftale med henblik på køb eller salg.

2) Faktisk overdragelse af en vare i henhold til en kontrakt, som vedrører udlejning af en vare for et bestemt tidsrum eller salg på kredit, med en klausul om, at ejendomsretten under normale forhold overgår til lejeren eller køberen senest ved betaling af det sidste lejebeløb eller afdrag.

Stk. 4. Når en formidler af en ydelse handler i eget navn, men for en andens regning, anses formidleren for selv at have modtaget og leveret den pågældende ydelse.

Handelsagentloven

§ 25. Ved agenturaftalens ophør har handelsagenten krav på en godtgørelse, hvis og i det omfang

• agenten har skaffet agenturgiveren nye kunder eller en betydelig udvidelse af handelen med den bestående kundekreds og forbindelsen med disse kunder fortsat vil give agenturgiveren betydelige fordele, og
• betaling af godtgørelse er rimelig under hensyn til samtlige omstændigheder, herunder navnlig agentens tab af provision af aftale med disse kunder.  Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, hvis agenturaftalen ophører på grund af handelsagentens død.

 § 26. Godtgørelse efter § 25 kan ikke overstige et beløb, der svarer til 1 års vederlag beregnet på grundlag af handelsagentens gennemsnitlige årlige vederlag i de seneste 5 år. Har agenturaftalen varet mindre end 5 år, beregnes beløbet på grundlag af det gennemsnitlige vederlag i perioden.

Praksis

EU-Domstolens dom i sag C-242/18, UniCredit Leasing

Sagen omhandler opsigelse af en leasingkontrakt, "erstatning" og regulering af afgiftstilsvar. I forbindelse med sagen har EU-Domstolen bl.a. udtalt:

56. Under disse omstændigheder bemærkes, at hvor begreberne »annullation«, »afbestilling« og »ophævelse« henviser til situationer, hvor skyldnerens pligt til at betale sin gæld enten er fuldstændig bortfaldet eller er ophørt på et endeligt fastlagt niveau, er ikke-betaling karakteriseret ved den iboende usikkerhed forbundet med dens ikke-endelige karakter (jf. i denne retning dom af 12.10.2017, Lombard Ingatlan Lízing, C-404/16, EU:C:2017:759, præmis 30 og 31).

57. Hvad for det første angår de skyldige leasingydelser for perioden fra betalingsophør til ophævelsen af den omhandlede leasingkontrakt bemærkes, at leasinggiveren i det foreliggende tilfælde ophævede kontrakten fra den 6. juni 2015. Da denne ophævelse imidlertid i henhold til ZZD’s artikel 88 kun gælder for fremtiden, skylder leasingtageren fortsat de afdrag på leasingkontrakten, som vedkommende ikke har betalt inden kontraktens ophævelse, og leasinggiveren råder principielt stadig over sin fordring med mulighed for at støtte ret herpå.

58. En tilsvarende nedsættelse af afgiftsgrundlaget for moms i tilfælde af den i momsdirektivets artikel 90, stk. 1, fastsatte ophævelse kan derfor ikke finde anvendelse på en sådan fordring, som ikke berøres af ophævelsen af leasingkontrakten.

59. Heraf følger, at den manglende betaling af en del af de skyldige afdrag for den periode, der lå forud for kontraktens ophævelse, udgør et tilfælde af delvis betaling som omhandlet i momsdirektivets artikel 90, stk. 1, i medfør af hvilken den pågældende medlemsstat, som det fremgår af nærværende doms præmis 53 og 54, kan udøve sin i denne artikels stk. 2 fastsatte bemyndigelse til at fravige forpligtelsen til at nedsætte afgiftsgrundlaget.

60. I denne henseende har Domstolen allerede udtalt, at en national bestemmelse, som i opregningen af tilfælde, hvor afgiftsgrundlaget nedsættes, ikke nævner tilfældet med ikke-betaling af transaktionens pris, må anses for at være et resultat af denne medlemsstats udøvelse af den fravigelsesbemyndigelse, som den er blevet tildelt i medfør af momsdirektivets artikel 90, stk. 2 (dom af 15.5.2014, Almos Agrárkülkereskedelmi, C-337/13, EU:C:2014:328, præmis 24).

[…]

75. Hvad dernæst angår betingelsen om, at de betalte beløb udgør den faktiske modværdi af en individualiseret ydelse, skal det bemærkes, at i en situation som den i hovedsagen omhandlede er både de forpligtelser, som påhviler leasinggiveren, og det beløb, som leasingtageren opkræves i tilfælde af kontraktens ophævelse før tid, fastlagt ved indgåelsen af kontrakten. Det beløb, som skal betales i tilfælde af ophævelse før tid, svarer desuden til det samlede beløb af de månedlige afdrag, som straks forfalder til betaling, uden at kontraktforholdets økonomiske realitet herved ændres.

76. Heraf følger, at det beløb, som skal betales i tilfælde af ophævelse før tid, skal anses for at udgøre en integrerende del af det samlede beløb, som leasingtageren har forpligtet sig til at betale for leasinggiverens opfyldelse af sine kontraktlige forpligtelser.

77. Den omstændighed, at de bulgarske afgiftsmyndigheder har beregnet momsen på et afgiftsgrundlag svarende til beløbet for samtlige leasingydelser i hele kontraktens varighed, hvilket Bulus ikke synes at have anfægtet, bekræfter i øvrigt, at det omhandlede beløb udgør modværdien for en selvstændig og individualiseret ydelse.

78. En erstatning for ophævelse som den i hovedsagen omhandlede skal derfor anses for at udgøre betalingen for den transaktion, som er genstand for kontrakten, og er som sådan momspligtig.

79. Det skal derfor fastslås, om der er tale om »ophævelse« eller »ikke-betaling« som omhandlet i momsdirektivets artikel 90, stk. 1, når de afdrag, der svarer til samtlige ubetalte leasingydelser, ikke er blevet betalt fra kontraktens ophævelse til dens udløb.

EU-Domstolens dom i sag C-295/17, Meo - Serviços de Comunicações e Multimédia

Sagen omhandler, om det på forhånd bestemte beløb, som opkræves i tilfælde af en kundes førtidige ophævelse af en aftale om levering af tjenesteydelser, eller hvis førtidig ophævelse sker af en grund, der kan tilregnes denne kunde, skal betragtes som vederlag for en levering af ydelser. I forbindelse med sagen har EU-Domstolen bl.a. udtalt:

45. Under disse omstændigheder skal det fastslås, at den modværdi, kunden har betalt til MEO, udgøres af kundens ret til at drage fordel af denne aktørs opfyldelse af de forpligtelser, der følger af aftalen om levering af tjenesteydelser, selv om kunden ikke ønsker at eller ikke kan gøre brug af denne ret af en årsag, der kan tilregnes denne. I det foreliggende tilfælde gør MEO det nemlig muligt for kunden at drage fordel af denne tjenesteydelse som omhandlet i den retspraksis, der er henvist til i denne doms præmis 40, og ophøret af leveringen af den nævnte tjenesteydelse kan ikke tilregnes MEO.

[…]

49. Hvad angår kravet om, at de betalte beløb udgør den faktiske modydelse af en individualiseret ydelse, skal det fremhæves, at såvel den ydelse, der skal leveres, som det beløb, kunden faktureres i tilfælde af aftalens ophævelse i løbet af minimumsperioden, allerede er fastlagt ved aftalens indgåelse.

50. Således skal det beløb, der skyldes som følge af den manglende overholdelse af minimumsperioden for aftalen, betragtes som en integrerende del af den samlede pris, der betales for leveringen af tjenesteydelser opdelt i månedlige ydelser, som straks forfalder i tilfælde af manglende opfyldelse af betalingspligten.

57. I betragtning af det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at momsdirektivets artikel 2, stk. 1, litra c), skal fortolkes således, at det på forhånd bestemte beløb, som en økonomisk aktør opkræver i tilfælde af den pågældendes kundes førtidige ophævelse af en aftale om levering af tjenesteydelser, eller hvis førtidig ophævelse sker af en grund, der kan tilregnes denne kunde, hvilken aftale fastsætter en minimumsperiode for aftalen, hvorved det nævnte beløb svarer til det beløb, som aktøren ville have modtaget i resten af den nævnte periode, såfremt der ikke foreligger en sådan ophævelse, hvilket det tilkommer den nationale ret at undersøge, skal betragtes som vederlag for en levering af ydelser, der foretages mod vederlag og som sådan er momspligtig.

[…]

69. Vurderingen af, om betalingen af et vederlag sker som modydelse for en levering af tjenesteydelser, er et EU-retligt spørgsmål, der skal afgøres uafhængigt af vurderingen i henhold til national ret.

70. Under hensyn til ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at det ikke er afgørende for kvalifikationen af det på forhånd bestemte beløb i aftalen om levering af tjenesteydelser, som kunden skylder i tilfælde af dennes førtidige ophævelse, at formålet med det faste beløb er at afskrække kunden fra ikke at opfylde minimumsperioden for aftalen og erstatte de tab, som aktøren lider i tilfælde af manglende overholdelse af denne periode, at det af en formidler modtagne vederlag for indgåelsen af kontrakter, der fastsætter en minimumsperiode for aftalen, er højere end det vederlag, som er fastsat i forbindelse med aftaler, der ikke fastsætter en sådan periode, og at det nævnte beløb i henhold til national ret kan kvalificeres som en bod.

EU-Domstolens dom i de forenede sager C‑250/14, Air France-KLM og C‑289/14, Hop!-Brit Air SAS

Sagen omhandler køb af flybilletter, som ikke blev benyttet/brugt. I forbindelse med sagen har EU-Domstolen bl.a. udtalt:

28. Modværdien af den pris, der er blevet betalt i forbindelse med billetkøbet, udgøres derfor af passagerens heraf udledte ret til at nyde godt af opfyldelsen af forpligtelserne i transportaftalen, uanset om passageren gør brug af denne ret, idet luftfartsselskabet gennemfører tjenesteydelsen, når den gør passageren i stand til at nyde godt af disse ydelser.

29. Herved kan sagsøgerne i hovedsagerne ikke gøre gældende, at den pris, som den udeblevne passager har betalt, og som selskabet har beholdt, udgør en kontraktlig erstatning, der ikke skal pålægges moms, fordi den har til formål at afhjælpe det af selskabet lidte tab.

30. En sådan fortolkning ville nemlig for det første ændre arten af passagerens modydelse, idet denne ville blive en kontraktlig erstatning, for så vidt som passageren ikke ville have gjort brug af den individualiserede ydelse, som luftfartsselskabet ville have udbudt.

31. Begrebet »levering af tjenesteydelser« som omhandlet i sjette direktiv og sjette direktiv med ændringer skal, henset til sin objektive karakter, imidlertid fortolkes uafhængigt af de pågældende transaktioners formål og resultater, og uden at skatte- og afgiftsmyndighederne har en forpligtelse til at gennemføre undersøgelser med henblik på at fastslå den afgiftspligtiges hensigt (jf. dom Newey, C-653/11, EU:C:2013:409, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

32. For det tredje kan sagsøgerne i hovedsagerne heller ikke påberåbe sig Domstolens praksis vedrørende den manglende pålæggelse af moms på beløb, der er betalt som forskud. I de foreliggende hovedsager svarer den pris, som den udeblevne passager har betalt, nemlig for det første til den fulde pris, der skulle betales. For så vidt som passageren har betalt prisen på billetten, og luftfartsselskabet bekræfter, at der er reserveret en plads til den pågældende, er salget for det andet bindende og endeligt. Desuden bemærkes, at luftfartsselskaberne forbeholder sig retten til at videresælge den ubrugte ydelse til en anden passager uden at være forpligtet til at tilbagebetale prisen til den oprindelige passager. Det følger heraf, at tildelingen af erstatning ville være ubegrundet, idet der ikke foreligger noget tab.

33. Det skal derfor fastslås, at det beløb, som luftfartsselskaberne beholder, ikke har til formål at erstatte et tab, som de har lidt som følge af en passagers udeblivelse, men ganske rigtigt udgør et vederlag, og dette selv om passageren ikke har gjort brug af transporten.

34. Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål i sag C-250/14 og det andet spørgsmål i sag C-289/14 besvares med, at artikel 2, nr. 1), og artikel 10, stk. 2, i sjette direktiv og sjette direktiv med ændringer skal fortolkes således, at et luftfartsselskabs udstedelse af billetter skal pålægges moms, når de udstedte billetter ikke er blevet brugt af passagererne, og når de sidstnævnte ikke har kunnet opnå tilbagebetaling herfor.

EU-Domstolens dom i sag C-277/05, Société thermale d'Eugénie-Les-Bains

Sagen omhandler om et beløb en kunde betaler i form af et depositum til bestyreren af en hotelvirksomhed, skal betragtes som vederlag for en momspligtig tjenesteydelse, der består i at foretage en reservation, når kunden gør brug af muligheden for annullation, og beløbet tilbageholdes af bestyreren, eller om det skal anses for erstatning for det tab, der indtræder som følge af kundens annullation, og som ikke er momspligtig. I forbindelse med sagen har EU-Domstolen bl.a. udtalt:

34. Bestemmelsen om, at der skal tilbagebetales et dobbelt så stort beløb som det, der er betalt som depositum, når aftalens manglende opfyldelse skyldes bestyreren af en hotelvirksomhed, taler desuden for at kvalificere depositummet som godtgørelse for annullationen og ikke som vederlag for en ydelse. I et sådant tilfælde leverer kunden nemlig helt klart ikke nogen ydelse til bestyreren af en hotelvirksomhed.

35. Da betaling af depositum for det første ikke udgør det vederlag, som en bestyrer af en hotelvirksomhed modtager som faktisk modydelse for en selvstændig og individualiseret ydelse, der leveres til kunden, og tilbageholdelsen af dette depositum efter kundens annullation for det andet har til formål at afhjælpe konsekvenserne af den manglende opfyldelse af aftalen, skal det fastslås, at hverken betaling af et depositum eller tilbageholdelsen heraf eller betaling af det dobbelte beløb er omfattet af sjette direktivs artikel 2, nr. 1.

36. Henset til ovenstående skal det forelagte spørgsmål besvares med, at sjette direktivs artikel 2, nr. 1, og artikel 6, stk. 1, skal fortolkes således, at beløb, der betales i form af et depositum inden for rammerne af aftaler om levering af momspligtige hotelydelser - når kunden gør brug af sin mulighed for annullation, og bestyreren af hotelvirksomheden beholder disse beløb - skal anses for godtgørelse for det tab, der er lidt som følge af kundens annullation, uden direkte sammenhæng med nogen form for levering af tjenesteydelser mod vederlag, og er som sådan ikke underlagt moms.

SKM2020.143.BR

Skatteministeriet fik under en af ministeriet for domstolene indbragt sag medhold af byretten i, at en af en IT-virksomhed faktureret "udtrædelsesgodtgørelse" på ca. 81 mio. kr. måtte anses for vederlag for en momspligtig levering af dedikeret hardware og software til en finansiel virksomhed, og at der ikke var tale om en momsfri erstatning eller godtgørelse for den finansielle virksomheds førtidige opsigelse af parternes IT-kontrakt. Der skulle derfor beregnes og afregnes moms af vederlaget.

IT-virksomheden havde i første omgang i forbindelse med udstedelsen af fakturaen lagt moms på denne og havde angivet og betalt momsen, men anmodede efterfølgende SKAT om bindende svar på, om der forelå en momspligtig transaktion, hvilket SKAT svarede "ja" til. Det bindende svar blev påklaget til Landsskatteretten, som ændrede svaret til "nej". Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens afgørelse for domstolene.

Skatteministeriet fik medhold i påstanden om, at IT-virksomheden skulle betale momsen og (tilbage)betale den efter Landsskatterettens afgørelse udbetalte rentegodtgørelse, men ministeriet blev ikke tilkendt procesrente af momskravet fra sagens anlæg, som ministeriet havde nedlagt påstand om, men alene af den udbetalte rentegodtgørelse. Byretten henviste til, at IT-virksomheden, efter at efter at sagen var indbragt for domstolene af Skatteministeriet, havde anmodet om at indbetale (deponere) momsbeløbet til Skatteministeriet (SKAT), hvilket ministeriet havde afslået. Byretten fandt herefter, at momskravet først skulle forrentes fra 14 dage efter dommens afsigelse, hvorved retten henviste til rentelovens § 8, stk. 2, jf. § 3, stk. 5.

SKM2020.281.SR

Spørger blev opsagt som kapitalforvalter af flere investeringsinstitutter og var derfor berettiget til at modtage kompensation fra investeringsinstitutterne. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at kompensationen ikke kan anses for vederlag i momslovens forstand. Kompensationen er derfor momspligtig i den forstand, at kompensationen er en del af momsgrundlaget for spørgers ydelser. Skatterådet kunne derimod bekræfte, at kompensationen er momsfritaget i det omfang, at ydelserne er momsfritagne som forvaltning af investeringsforeninger eller som formidling af værdipapirer.

Af det bindende svar fremgår bl.a.:

[…]

Beskrivelse af de faktiske forhold

[…]

Investeringsinstitutterne har mulighed for at opsige spørger som kapitalforvalter, uden der er sket et kontraktbrud. I den situation vil spørger under visse omstændigheder være berettiget til en kompensation.

Spørger blev opsagt som kapitalforvalter i flere af investeringsinstitutterne og er som følge heraf berettiget til at modtage kompensation fra investeringsinstitutterne. Kompensationen er aftalt til at udgøre et beløb, der svarer til det forvaltningshonorar, som spørger modtog i regnskabsperioden, der lå forud for den regnskabsperiode, hvori spørger blev opsagt som kapitalforvalter. I enkelte tilfælde er der aftalt en reduktion af det forvaltningshonorar, som spørger modtager i indeværende regnskabsperiode, fx grundet en reduktion af fondsstørrelse. I disse tilfælde har reduktionen naturligvis ikke indgået i beregningen af kompensationen.

[…]

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at den kompensation, som spørger er berettiget til at modtage fra et investeringsinstitut ved opsigelse af en forvaltningsaftale mellem parterne, falder uden for momslovens anvendelsesområde og dermed kan opkræves uden moms.

Begrundelse

Skattestyrelsen forstår spørgsmålet sådan, at spørger ønsker bekræftet, at kompensationen ikke er vederlag for en leverance i momslovens forstand. Spørger finder med andre ord, at spørger ikke foretager leveringer mod vederlag i forbindelse med kompensationen, jf. momslovens § 4, stk. 1. Kompensationen skal derfor ikke efter lovens § 27, stk. 1, indgå i momsgrundlaget for spørgers leverancer, heraf udtrykket "falder uden for momslovens anvendelsesområde".

Det er oplyst, at spørger blev opsagt som kapitalforvalter i flere af investeringsinstitutter og som følge heraf er berettiget til at modtage kompensation fra investeringsinstitutterne. Kompensationen er aftalt til at udgøre et beløb, der svarer til det forvaltningshonorar, som spørger modtog i regnskabsperioden, der lå forud for den regnskabsperiode, hvori spørger blev opsagt som kapitalforvalter. I enkelte tilfælde er der dog aftalt en reduktion af det forvaltningshonorar, som spørger modtager i indeværende regnskabsperiode, men dette påvirker ikke beregningen af kompensationen.

Efter Skattestyrelsens opfattelse følger det af EU-domstolens domme i C-295/17, MEO, og C-242/18, UniCredit Leasing, at kompensationen skal anses for vederlag i momslovens forstand. Efter disse domme skal det beløb, som skal betales i tilfælde af ophævelse af en kontrakt før tid, anses for at udgøre en integrerende del af det samlede beløb, som kunden har forpligtet sig til at betale for tjenesteyderens opfyldelse af sine kontraktlige forpligtelser. Sådanne kompensationsbeløb er derfor momspligtige som en del af vederlaget for de ydelser, som tjenesteyderen har påtaget sig at levere.

Dommen i C-277/05, Société thermale d'Eugénie-les-Bains, omhandler spørgsmålet, om standardiseret erstatning for aflysning af bestilling af hotelværelser i form af fortabelse af deposita er momspligtig. Dommen har derfor ikke betydning for spørgsmålet i nærværende sag, modsat de nævnte domme C-295/17, MEO, og C242/18, UniCredit Leasing.

Landsskatterettens afgørelse i SKM2015.240.LSR kan heller ikke medføre et andet resultat.

Bemærkninger til spørgers høringssvar

Landsskatterettens afgørelse i SKM2015.240.LSR kan efter Skattestyrelsens opfattelse ikke anses for udtryk for gældende ret, allerede fordi at afgørelsen er i modstrid med dommene i C-295/17, MEO, og C-242/18, UniCredit Leasing.

Spørger har fremført, at Skattestyrelsen ikke har foretaget en selvstændig vurdering af, om forholdene i sagerne C-295/17, MEO, og C-242/18, UniCredit Leasing, er sammenlignelige med faktum i den konkrete sag.

Skattestyrelsen finder, at der i nærværende sag ikke er tale samme forhold som i de to sager for EU-domstolen. Der er med andre ord ikke tale om tilsvarende forhold som i de to sager. Skattestyrelsen finder dog, modsat spørger, at forholdene er sammenlignelige.

Som anført af spørger, så vedrører C-295/17, MEO, et telekommunikationsselskab, der leverede tjenesteydelser inden for områderne telekommunikation, internet-, TV- og multimedieadgang til sine kunder. Når en kunde indgik en aftale med MEO, bandt de sig for en minimumsperiode, som prisen blev udregnet på baggrund af. Blev aftalerne opsagt inden udgangen af minimumsperioden, skulle kunden alligevel betale indtil udløb af bindingsperioden i form af en erstatning/et kompensationsbeløb. Blev aftalerne opsagt efter bindingsperioden, blev der ikke betalt erstatning for opsigelse.

Der er den lighed mellem nærværende sag og sag C-295/17, MEO, at der i begge sager er tale om kompensationer, der er aftalt på forhånd, og som leverandøren opnår ret til i forbindelse med, at kontrakten indgås, og at leverandøren forpligter sig til at levere de aftalte ydelser til sin kunde, jf. dommens præmisser 45 og 49.

I begge sager er der med andre ord tale om, at leverandørens ret til kompensation i tilfælde af, at kunden opsiger kontrakten, udgør en ret/fordel for leverandøren, som skal indgå i leverandørens momsgrundlag, hvis kunden senere vælger at opsige kontrakten. Det følger af det forhold, at kundens accept af dette aftalevilkår har været en forudsætning for leverandørens accept af de øvrige aftalevilkår og dermed en forudsætning for påbegyndelsen af leveringen af teleydelserne mv. henholdsvis forvaltningsydelserne. Der er dermed en direkte og umiddelbar forbindelse mellem teleydelserne mv. henholdsvis forvaltningsydelserne på den ene side og kompensationsbeløbene på den anden side.

C-242/18, UniCredit vedrører en leasingaftale, der blev misligholdt fra leasingtagers side i form af manglende betaling af leasingydelserne. Det fremgår af præmisserne i dommen, at leasinggiveren dels var berettiget til at ophæve aftalen, dels var berettiget til en erstatning svarende til samtlige ubetalte leasingydelser i hele kontraktens varighed med fradrag af aktivets restværdi og det årlige gebyr beregnet på grundlag af den gældende rentesats for transaktionens finansiering. EU-domstolen fandt, at erstatningen var momspligtig.

Der er den lighed mellem nærværende sag og sag C-242/18, UniCredit Leasing, at forpligtelsen til at betale kompensationsbeløbet er en af de forpligtelser, som kunden har påtaget sig over for leverandøren som led i indgåelsen af kontrakten og som led i den samlede gensidige udveksling af ydelser, ligesom forpligtelsen er et grundlæggende element i kontrakten, jf. dommens præmis 71.

Det følger derfor efter Skattestyrelsens opfattelse, at det ikke har betydning for spørgsmålet om momspligt eller ej, at kompensationen civilretligt kan anses for en erstatning. Det følger efter Skattestyrelsens opfattelse tillige af dommen, at det heller ikke har betydning for spørgsmålet om momspligt eller ej, at den opnåede erstatning/kompensation er mindre end de betalinger, som leverandøren ville have opnået, hvis begge parter havde opfyldt deres forpligtelser i forhold til aftalen.

Skattestyrelsen finder ikke, at forskellene mellem de faktiske forhold i de to sager på den ene side og forholdene i nærværende sag på den anden side kan begrunde et andet resultat. I nærværende sag er de indgåede kontrakter ikke uopsigelige. Det er en forskel til de to sager. Men det følger af kontrakterne i nærværende sag, at hvis en kontrakt opsiges, så modtager spørger en kompensation. Kompensationen er som nævnt aftalt til at udgøre et beløb, der svarer til det forvaltningshonorar, som spørger modtog i regnskabsperioden, der lå forud for den regnskabsperiode, hvori spørger blev opsagt som kapitalforvalter. Med andre ord modtager spørger dobbelt honorar for den regnskabsperiode, der ligger forud for den regnskabsperiode, hvori spørger blev opsagt som kapitalforvalter.

Forskellen til de to sager består således alene i, at der i nærværende sag ikke på forhånd var aftalt et automatisk udløb for kontrakterne. Det kan efter Skattestyrelsens opfattelse ikke begrunde en anden momsmæssig behandling. Efter Skattestyrelsens opfattelse betyder det forhold, at der ikke er aftalt et automatisk udløb for kontrakterne, at der i nærværende sag er en langt højere grad af sandsynlighed for, at spørger på et eller andet tidspunkt vil modtage de aftalte kompensationsbeløb. Det forhold, at der ikke på forhånd er aftalt et automatisk udløb for kontrakterne, bestyrker således derimod, at der en direkte og umiddelbar forbindelse mellem forvaltningsydelserne på den ene side og kompensationsbeløbene på den anden side.

Det er på denne baggrund fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at kompensationerne i nærværende sag er momspligtige.

[…]