Parter

A

(v./ advokat Kim Ankerstjerne Jensen, beskikket)

mod

Skatteforvaltningen v/Gældsstyrelsen

(v./ advokat Mattias Chor)

Denne afgørelse er truffet af byretsdommerne

Jeanette Bro Fejring og Hanne Rasmussen og retsassessor Laila Skov Kunst.

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen er anlagt den 30. januar 2019 og vedrører spørgsmålet om, hvorvidt A har krav på tilbagebetaling af afdrag på skattegæld, der må anses for forældet.

A har nedlagt principal påstand om, at Skatteforvaltningen v/Gældsstyrelsen skal betale 77.000 kr. med tillæg af rentegodtgørelse efter gældende takster frem til sagsanlægget samt procesrente af 57.400 kr. fra den 30. januar 2019 og procesrente af 19.600 kr. fra den 11. marts 2020. A har nedlagt subsidiær påstand om betaling af et mindre beløb efter rettens skøn.

Skatteforvaltningen v/Gældsstyrelsen har nedlagt påstand om frifindelse.

A har fri proces til at nedlægge påstand om betaling af 57.400 kr.

Oplysningerne i sagen

As gæld til SKAT stammer fra drift af virksomheden G1 I/S. Virksomheden gik konkurs i 1981 og efterlod en gældspost til SKAT på 71.881 kr.

A havde ikke mulighed for at afdrage på gælden i de følgende år. I 2000 blev han ramt af sygdom og fik tildelt førtidspension. I forbindelse med behandling af en sag om gældssanering for A anmeldte SKAT den 25. april 2006 sine krav til skifterettens medhjælper.

Den 28. oktober 2009 skrev SKAT til A, at hans restgæld udgjorde 826.228,52 kr., som han fra den 1. december 2009 skulle afdrage med en ydelse på 1.400 kr. om måneden.

Den 1. december 2009 påbegyndte A afdragsordningen i overensstemmelse hermed.

Den 23. december 2013 skrev SKAT til A, at de havde fået et nyt IT-system, som hans betalingsordning ville blive overført til.

Den 22. september 2015 skrev SKAT til A, at hans afdragsordning ophørte. Årsagen var, at Skat havde besluttet at standse alle automatiserede inddrivelsesskridt via det digitale inddrivelsessystem EFI, idet der var konstateret problemer med IT-systemet.

Den 13. juni 2017 skrev A til SKAT og anmodede om tilbagebetaling af de betalte afdrag.

Den 25. januar 2018 foretog SKAT partshøring af A, idet SKAT meddelte, at man agtede at træffe afgørelse om, at hans gæld til SKAT skulle afskrives. Af meddelelsen fremgik nærmere:

"…

Begrundelse

SKAT vælger at afskrive ovenstående fordringer, idet det ikke er muligt at konstatere, hvilke perioder A-skatten vedrører, desuden er det ikke muligt, at konstatere, om forældelsen er afbrudt før den 6. november 2002. På denne dato er der foretaget udlæg for restancen.

Som det anføres stammer kravene højst sandsynligt fra 1980/81, idet virksomheden iflg. erhvervssystemet kun har været drevet i perioden 17.04.1980-31.07.1981.

Alle data vedrørende den pågældende virksomhed er ikke længere tilgængelig i SKATs systemer. Det samme er tilfældet med manuel arkivmateriale, der ikke kan forefindes længere tilbage end 6. november 2002, hvor der er foretaget udlæg for gælden.

Fordringerne har efter den 6. november 2002 været forældelsesafbrudt ved underskrivelse af anerkendelse af gælden den 17. juli 2007.
Derefter er gælden løbende forældelsesafbrudt i forbindelse med, at der er betalt på en betalingsaftale med 1.400 kr. pr. mdr. fra den 2. december 2009 og til den 31. august 2015.

Tilbagebetaling

Du har krav på tilbagebetaling af de beløb, der er blevet indbetalt på den gæld, der afskrives.

Betalinger fra den 13. juni 2014 kan tilbagebetales.

Der kan ikke ske genoptagelse af betalinger, der er sket i indtil 3 år tilbage fra det tidspunkt, hvor SKAT har modtaget anmodning om tilbagebetaling. Du har den 13. juni 2017 pr. mail indsendt anmodning om tilbagebetaling af beløb, som du mener er indbetalt på forældet gæld.

Dette begrundes i, at en borgers krav på tilbagebetaling forældes efter forældelseslovens § 3, hvor forældelsesfristen er 3 år.

Forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, da betalingen fandt sted

(…)

Betalinger foretaget i perioden 01.07.2014-01.09.2015 vil blive tilbagebetalt: 15 rater á 1.400 kr. ⁼ 21.000 kr.

…"

Inden høringsfristens udløb skrev As advokat til SKAT, at hans opfattelse var, at A havde krav på tilbagebetaling for en periode på 10 år, idet forældelsesfristen havde været suspenderet efter forældelseslovens § 3, stk. 2, fordi A havde været i uvidenhed om de faktiske omstændigheder, som begrundede hans krav.

Den 6. februar 2018 traf SKAT afgørelse om afskrivning af gælden med den begrundelse, som var anført i partshøringen af 25. januar 2018, jf. ovenfor.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af A.

A har blandt andet forklaret, at den familiedrevne virksomhed G1, som hans far startede, havde indgået en mundtlig aftale med G2 om levering af et metalemne. Da G2 med dags varsel opsagde aftalen, havde G1 indgået en leasingaftale vedrørende nogle maskiner til brug for produktion af metalemnet, som man så alligevel ikke fik brug for. For at det økonomisk var muligt at lease maskinerne, havde de ændret fra drift i anpartsselskabsform til drift i et I/S med ham og hans mor som interessenter. G2’ opsigelse af aftalen og leasingudgifterne var de væsentligste årsager til de økonomiske problemer og G1s lukning.

Han husker ikke, at han i 1980’erne eller 1990’erne hørte noget fra SKAT. Det ville han have kunnet huske. I 2009 skrev SKAT til ham, at man ville have ham til at indgå en afdragsordning, og at man ellers ville tage af hans førtidspension. Han tænkte, at så ville han komme med et tilbud. Han tilbød at betale 1.400 kr. pr. måned. Afdragsordningen blev igangsat den 1. december 2009 og stoppede igen i september 2015.

Han husker ikke den konkrete ordlyd af det brev, han den 13. juni 2017 sendte til SKAT. Det var efter en konkurs, hvor han økonomisk var presset af F1-bank, fordi han havde kautioneret for en kassekredit. I 2017 søgte han rådgivning, blandt andet ved retshjælpen på biblioteket i Y1-by, hvor han fik nogle utydelige svar. Han søgte i stedet rådgivning ved Y2-by Kommune, og efter drøftelser med en advokat stod det klart for ham, at ikke kun bankgæld, men også skattegæld, kunne forældes. Det var baggrunden for hans henvendelse til SKAT den 13. juni 2017.

Parternes synspunkter

A har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

Til støtte for sagsøgers påstande gøres det gældende,

at	at enhver forældelsesfrist i tilbagesøgningshenseende således har været suspenderet, mindst til d. 23. september 2015 som det tidligste mulige tidspunkt, hvor burde-viden kan anses som indtrådt,
at	sagsøger ultimo 2017 indbringer sagen for sagsøgtes, som træffer afgørelse d. 5. februar 2018 - hvormed det følger af Forældelseslovens § 21, stk. 2, at kravet først forældes 1 år efter datoen for den administrative myndigheds afgørelse, jf. bilag 3,
at	sagsøger påstandskrav ikke er forældet, idet der inden for de ovennævnte frister fra kundskabstidspunktet er truffet de nødvendige foranstaltninger til afbrydelse af forældelse,
at	burde-viden reelt først kan anses som indtrådt pr. d. 13. juni 2017, hvor sagsøger henvender sig til SKAT, idet SKAT’s skrivelse, jf. bilag 3, ikke indeholder oplysninger om forældede fordringer, men udelukkende kan betegnes som en beskrivelse af SKAT’s generelle systemfejl,
at	forfaldstidspunktet for tilbagesøgningskravet ikke er det/de faktiske indbetalingstidspunkter, jf. SKM.2008.71.SKAT, idet der ikke er tale for meget eller fejlagtigt indbetalte/opkrævede skatter eller afgifter,
at	sagsøger i det mindste indtil d. 23. september 2015 - på baggrund af sagsøgtes forhold som offentlig myndighed - har befundet sig i utilregnelig uvidenhed om sit tilbagesøgningskrav, jf. Forældelseslovens § 3, stk. 2,
at	SKAT’s generelle meddelelse om fejl i EFI-systemet og standsning af afdragsordninger ikke statuerer kundskab om forældelse,
at	sagsøgers samlede krav er inden for den absolutte forældelsesfrist på 10 år og derfor skal tilbageføres i sin helhed med rentegodtgørelse,
at	skattemyndighederne har skabt en retslig vildfarelse hos sagsøgeren, jf. bilag 7, 8 og 9, hvormed han ikke på noget tidspunkt kunne vide, at fordringen var forældet,
at	skattemyndighedernes anmeldelse af krav i gældssaneringssagen lever op til sagsøgtes citerede bemærkninger om vildfarelse, jf. svarskriftets side 5, 2. afsnit,
at	sagsøgtes påberåbte praksis, U2012.3564H og SKM2006.295.ØLR på ingen måde er sammenlignelige med denne sag, hverken i henhold til faktisk analogi eller fortolkning af præmisser,
at	sagen netop rummer de objektive momenter, der er nødvendige for, at Retten kan imødekomme sagsøgerens anbringender om en retslig vildfarelse skabt af skattemyndighederne (faktiske forhold), samt at det vilkår går forud for det almindelige princip om, at ukendskab til loven ikke diskulperer.

…"

Skatteforvaltningen v/Gældsstyrelsen har i sit påstandsdokument anført følgende:

"…

As krav er et tilbagebetalingskrav, der er opstået som følge af, at SKAT uden sikkerhed for retskraft af sit krav har opkrævet 1.400 kr. om måneden i perioden december 2009 til september 2015, jf. pkt. 4.1, nedenfor.

A har dermed betalt af på fordringer, hvorom der ikke længere kan dokumenteres en retskraft. Han kunne have krævet tilbagebetaling allerede fra betalingstidspunktet, jf. forældelseslovens § 2. Tilbagebetalingskravet er dermed omfattet af en 3-årig forældelsesfrist fra betalingstidspunktet - hvert afdrag for sig, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1 og pkt. 4.2, nedenfor.

Der foreligger ikke omstændigheder, som bevirker, at A har været i utilregnelig uvidenhed om sit krav. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt har derfor ikke været udskudt efter forældelseslovens § 3, stk. 2, jf. pkt. 4.3, nedenfor.

SKAT har allerede tilbagebetalt alle afdrag, som A betalte inden for 3 år før tidspunktet for anmodningen om tilbagebetaling - og dermed har SKAT tilbagebetalt alle ikke-forældede krav. Gældsstyrelsen skal derfor frifindes for As yderligere tilbagebetalingskrav.

4.1                   Skatteforvaltningens krav mod A

Efter gennemgang af sagen traf SKAT afgørelse den 5. februar 2018 om, at As gæld var forældet, idet SKAT ikke kunne dokumentere, at forældelsesfristen for kravene var blevet afbrudt i perioden fra 1981 og frem til 6. november 2002 (bilag 4, side 2, 4.-6. afsnit).

Gældsstyrelsen bemærker, at det har været et sædvanligt led i inddrivelsen af statslige krav, at der skete afbrydelse af forældelsen. Gældsstyrelsen har ikke grund til at antage, at dette ikke har været tilfældet i denne sag. Dokumentation for forældelsesafbrydende skridt foretaget i perioden før 6. november 2002 over for A er imidlertid ikke tilgængelig.

På nuværende tidspunkt kan det således ikke bevises, at der er sket forældelsesafbrydende skridt. Retten må derfor lægge til grund, at der ikke er sket nogen forældelsesafbrydende skridt i perioden 1981 til 2002 - altså over 20 år. Det stemmer også overens med, at det af sagsøgeren anføres, at

"Sagsøger har ikke hørt noget fra skattevæsnet i 1980’erne eller 1990’erne, hvormed skattegælden er forældet i 1986 (…)" (stævningen, side 4, 3. afsnit)

Der er således enighed mellem parterne om, at retten under denne sag - i overensstemmelse med SKATs konstatering under den administrative behandling - skal lægge til grund, at kravet er forældet.

4.2                   As tilbagebetalingskrav

A har i perioden 1. december 2009 til september 2015 afdraget på gæld, som Gældsstyrelsen ikke kan dokumentere var retskraftig. Der er enighed om, at A har krav på tilbagebetaling - med respekt af forældelsesreglerne.

Ydelser betalt med urette kan kræves tilbagebetalt fra det tidspunkt, hvor der er betalt. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er derfor betalingstidspunktet, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.

Forældelsesfristen er derefter 3 år, jf. § 3, stk. 1.

Det betyder, at alle ydelser betalt før 13. juni 2014 var forældede, da A rettede henvendelse til SKAT. Og alle ydelser betalt efter 13. juni 2014 er allerede blevet tilbagebetalt.

4.3                    A var ikke i utilregnelig uvidenhed om sit krav

A gør gældende, at forældelsesfristen først skal regnes fra (tidligst) den 23. september 2015 med henvisning til et brev fra SKAT om stop af automatisk inddrivelse (bilag 1). Synspunktet støttes på, at A indtil da var i utilregnelig uvidenhed om sit krav, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Bestemmelsen om udskudt begyndelsestidspunkt har følgende ordlyd:

"§ 3. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser.

Stk. 2. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil." (min understregning)

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår (lovforslag nr. 165 af 28. februar 2007, specielle bemærkninger til § 3, stk. 2):

"I forhold til den gældende bestemmelse i 1908-lovens § 3 foreslås en sproglig modernisering, men indholdsmæssigt foreslås den gældende suspensionsregel videreført stort set uændret. Som en ændring i forhold til gældende ret foreslås det dog, at ukendskab til skyldnerens opholdssted ikke skal være omfattet af suspensionsreglen, men i stedet af en generel regel om tillægsfrist ved uovervindelige hindringer for afbrydelse af forældelsesfristen, jf. lovforslagets § 14.

At den gældende suspensionsregel videreføres uændret, gælder også med hensyn til spørgsmålet om betydningen af retsvildfarelse. Det indebærer, at retsvildfarelse på samme måde som efter gældende ret fortsat kun undtagelsesvis vil kunne anerkendes som suspensionsgrund, f.eks. ved fejl begået ved professionel rådgivning eller bistand i juridiske spørgsmål og muligvis også i tilfælde, hvor en myndighed i et konkret tilfælde har handlet i strid med en i øvrigt anerkendt fortolkning eller administrativ praksis." (mine understregninger)

Det klare udgangspunkt er således - som under den tidligere gældende retstilstand - at det som udgangspunkt alene er ukendskab til de faktiske forhold, der kan bevirke udskudt begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen.

Det gælder også for skatteområdet. I UfR 2012.3564 H fremhævede Højesteret:

"I øvrigt var forældelsesfristen på 5 år efter 1908-loven også udløbet, eftersom G3 ikke har været i utilregnelig uvidenhed om sit krav i den forstand, som kunne føre til suspension af forældelsesfristen. Dette forudsætter som det helt klare udgangspunkt ukendskab til faktiske forhold, og der foreligger efter Højesterets opfattelse ikke sådanne helt særegne omstændigheder, som kunne have ført til en fravigelse af dette udgangspunkt." (min understregning)

Østre Landsret bemærkede i SKM2006.295.ØLR som følger:

"Den omstændighed, at sagsøgeren ikke har været bekendt med den rette fortolkning af traktatens artikel 90, og som følge heraf heller ikke har været bekendt med det retlige grundlag for selskabets tilbagesøgningskrav, kan ikke begrunde, at sagsøgeren har været i "utilregnelig uvidenhed" i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i forældelseslovens § 3. Landsretten finder det endvidere ikke godtgjort, at sagsøgeren som følge af utilregnelig uvidenhed om de faktiske forhold har været ude af stand til at gøre krav gældende." (mine understregninger)

Dommene illustrerer, at en skatteyder ikke er i utilregnelig uvidenhed om tilbagesøgningskrav mod Skatteforvaltningen, selvom SKAT har opkrævet beløb med urette. De to citerede afgørelser angik afgiftslovgivning og AMBI, hvilket er særreguleringer, der henhører under skatteforvaltningens ressortområde. End ikke på sådanne specialiserede områder kunne der hævdes utilregnelig uvidenhed om, at SKATs opkrævning havde savnet hjemmel.

Samme resultat følger af UfR 2019.2762 H:

"Som også anført af landsretten forudsætter suspension af forældelsesfristen i henhold til forældelseslovens § 3, stk. 2, som det helt klare udgangspunkt ukendskab til faktiske forhold, og der skal således foreligge særlige omstændigheder for at fravige dette udgangspunkt, jf. herved bl.a. Højesterets dom af 10. september 2012 (UfR 2012.3564)." (mine understregninger)

Det gælder også på gældsinddrivelseslovens område. Ved en nylig lovændring (indførelsen af bl.a. § 18 e) blev gældende ret opsummeret som følger (lovforslag nr. 148 af 21. februar 2018):

"2.1.2.1. Gældende ret

En inddrivelse, der er foregået uretmæssigt, fordi fordringen ved inddrivelsen allerede var ophørt ved f.eks. forældelse, resulterer i et tilbagebetalingskrav for den berørte borger eller virksomhed. En inddrivelse, der af andre grunde var uretmæssig, vil som udgangspunkt tillige resultere i et tilbagebetalingskrav. Sådanne tilbagebetalingskrav stiftes i det øjeblik, hvor betalingen på fordringen fandt sted, og kan kræves opfyldt samtidig hermed. Forældelsesfristen for sådanne tilbagebetalingskrav er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Ifølge forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaver - dvs. her den berørte borger eller virksomhed - kunne kræve at få fordringen opfyldt. Er der forløbet mere end 3 år fra betalingsdagen, vil tilbagebetalingskravet derfor som udgangspunkt være forældet, medmindre fordringshaver kan påberåbe sig suspension efter forældelseslovens § 3, stk. 2, hvorefter den 3-årige forældelsesfrist i § 3, stk. 1, hvis fordringshaveren var ubekendt med fordringen eller dens skyldner, først løber fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. Som altovervejende hovedregel vil alene ukendskab til de faktiske omstændigheder, der begrunder fordringen, kunne føre til suspension, idet ukendskab til de juridiske regler, hvorpå fordringen hviler, kun undtagelsesvist anerkendes som suspensionsgrund." (mine understregninger)

Som altovervejende hovedregel er det kun ukendskab til faktiske omstændigheder - ikke retlige - der kan anerkendes som suspensionsgrund.

Denne sag angår kendskab til forældelse af SKATs krav imod A - altså forældelseslovgivningen. Det er et i hovedsagen civilretligt regelsæt, der også finder anvendelse for den offentlige forvaltning. Borgeren kan derfor - heller ikke her - påberåbe sig ukendskab til det retlige grundlag med henblik på at udskyde begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen.

A skal altså have været i utilregnelig uvidenhed om de faktiske forhold, som bevirkede, at skattekravet forældede i perioden mellem 1982 og 2002 - altså at SKAT (som det under sagen må lægges til grund) ikke foretog forældelsesafbrydende skridt i perioden.

Det er As bevisbyrde, og den har han ikke løftet.

Tværtimod gør A gældende, at han ikke har hørt fra skattevæsenet i 1980’erne og 1990’erne (stævningen, side 4, 3. afsnit), og dermed at der ikke har været forældelsesafbrydende skridt. Han erkender dermed, at han har været bekendt med de faktiske forhold, som begrunder, at skattekravet efter hans opfattelse er forældet. Og dermed har han ikke været i utilregnelig uvidenhed om tilbagebetalingskravet.

Der er derfor ikke grundlag for udskudt begyndelsestidspunkt for tilbagebetalingskravet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. Tilbagebetalingskrav for perioden forud for 13. juni 2014 var derfor forældede, da A indgav ansøgning til SKAT i 2017.

Gældsstyrelsen skal derfor frifindes.

Gældsstyrelsen bestrider, at skattemyndighederne skulle have skabt en vildfarelse hos A, som kan bevirke, at forældelsesfristen for tilbagebetalingskravet ikke var begyndt at løbe, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Gældsstyrelsens forsøg på inddrivelse er alene udtryk for, at Gældsstyrelsen - ligesom A - har antaget, at skattegælden var (beviseligt) retskraftig. Gældsstyrelsen har som kreditor på sædvanlig vis forsøgt at inddrive kravet. Der gælder ikke en særlig standard for offentlige myndigheder i den sammenhæng. A kunne lige så godt som SKAT have opdaget, at kravet var forældet, jf. UfR 2015.814 V.

Betaling af forældede krav kan enten ske på kreditors initiativ eller på betalerens initiativ, eventuel i en forening. Det er således en standardsituation, når betalingen som her sker efter påkrav fra den, der mener at have et berettiget krav. Der er således intet ekstraordinært over situationen.

SKATs opkrævning i 2006 (bilag 7-9) angående gæld, som både SKAT og A anså for retskraftig, er dermed ikke en faktisk omstændighed, som kan bevirke, at A var ubekendt med sit tilbagesøgningskrav.

Ligeledes kan SKATs erkendelse af, at det ikke er muligt at bevise retskraft og deraf følgende tilbagebetaling (bilag 4, s. 2), ikke udlægges som en anerkendelse af As påståede tilgodehavende, jf. forældelseslovens § 15, ud over det krav, som blev anerkendt og tilbagebetalt, cf. processkrift 1 af 30. august 2019, s. 4, 3. sidste afsnit. SKAT afviste jo det yderligere tilbagebetalingskrav med henvisning til forældelsesreglerne.

Når A alligevel gør gældende, at han var i vildfarelse om sit tilbagebetalingskrav, kan vildfarelsen alene bestå i, at han ikke har vidst, at han havde betalt af på et forældet krav. Og idet han har haft kendskab til alle faktiske forhold, kan vildfarelsen alene have bestået i manglende kendskab til forældelsesreglerne angående skattekravet, hvilket ikke fører til suspension (udskudt begyndelsestidspunkt) af forældelsesfristen for hans tilbagebetalingskrav.

Endelig har A derudover gjort gældende, at det "strider imod alle forvaltningsretlige saglighedsprincipper, at skattemyndigheder over for landets borgere på tabsgivende vis har hjemmel til at støtte ret på en fejlfortolkning af basal forældelseslovgivning i inddrivelsessammenhæng" (replikken, side 3, 3. anbringende). Hertil bemærker Gældsstyrelsen, at forvaltningen er bundet af legalitetsprincippet. Gældsstyrelsen kan derfor ikke opfylde forældede krav, herunder As krav på tilbagebetaling.

4.4 Særligt for tilbagebetalingskrav for perioden 1. september 2013 til 7. september 2015

As påståede tilbagebetalingskrav for perioden 1. september 2013 til 7. september 2015 er desuden reguleret af gældsinddrivelseslovens § 18 e, der har følgende ordlyd:

"§ 18 e

Forældelsesfristen for tilbagebetalingskrav, som fysiske og juridiske personer måtte have som følge af en inddrivelse eller frivillig betaling, der fandt sted i perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. september 2015, vedrørende fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, løber fra den 8. september 2015."

Bestemmelsen udelukker, at der efter bestemmelsens ikrafttræden den 15. april 2018 kan gælde noget udskudt begyndelsestidspunkt efter forældelseslovens § 3, stk. 2, for tilbagebetalingskrav, idet forældelsesfristen for kravene "løber fra den 8. september 2015".

For en ordens skyld fremhæves det, at gældsinddrivelseslovens § 18 e trådte i kraft den 15. april 2018, hvor As krav imod Gældsstyrelsen allerede var forældet. Derfor medførte bestemmelsen, at A faktisk fik en "ekstra mulighed" for at gøre sit krav gældende - nemlig indtil den 10. september 2018, jf. gældsinddrivelseslovens § 18 e, smh. forældelseslovens §§ 3 og 27, stk. 2. A foretog imidlertid ikke nogen forældelsesafbrydende skridt i perioden.

Eventuelle handlinger, som kunne have afbrudt forældelsen, men som er foretaget inden den 15. april 2018, og dermed mens fordringen var forældet, har ikke nogen indflydelse på beregning af forældelsesfristen, idet forældelsesfristen ikke kan afbrydes, efter den er udløbet.

Bestemmelsen medfører således, at As yderligere tilbagebetalingskrav for perioden 1. september 2013 til 7. september 2015 under alle omstændigheder (igen) forældede mandag den 10. september 2018.

4.5                    Særligt angående As forhøjede påstand

A har den 12. marts 2020 forhøjet sin påstand til at angå betaling af 77.000 kr. i stedet for 57.400 kr. Forhøjelsen på 19.600 kr. angår - som det resterende krav - tilbagebetaling af afdrag betalt i perioden 2009 til 2015.

Hele As tilbagebetalingskrav er forældet, jf. ovenfor.

Dertil kommer, at det yderligere tilbagebetalingskrav først er forsøgt afbrudt ved forhøjelsen af påstanden den 12. marts 2020. As synspunkter i stævningen om foreløbig forældelsesafbrydelse i 2017 og tillægsfrist på ét år fra 5. februar 2018, jf. stævningen, s. 4, kan således ikke føre til, at kravet var retskraftigt på tidspunktet for indbringelse for domstolene.

…"

Parterne har under hovedforhandlingen redegjort nærmere for deres opfattelse af sagen.

A har i den forbindelse præciseret, at det ikke bestrides, at stiftelsestidspunktet for et krav på tilbagebetaling af et beløb, der senere viser sig at være betalt med urette, er betalingstidspunktet, og at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt derfor som udgangspunkt er betalingstidspunkterne for de enkelte afdrag. A har videre præciseret, at det heller ikke bestrides, at en retlig vildfarelse ikke kan begrunde suspension af forældelsesfristen, og at det gøres gældende, at der på grund af skattemyndighedernes aktive handlinger er skabt en faktisk vildfarelse hos ham, der kan begrunde en sådan suspension.

Rettens begrundelse og resultat

Retten lægger som ubestridt til grund, at A i perioden fra december 2009 til september 2015 betalte i alt 98.000 kr. i afdrag på en skattegæld stiftet forud for den 31. juli 1981. Retten lægger videre til grund, at A har fået tilbagebetalt 21.000 kr. svarende til de afdrag, der var blevet betalt efter den 13. juni 2014. Endelig lægger retten til grund, at den gæld, afdragene blev betalt på, var forældet, da afdragene blev betalt.

Retten skal tage stilling til, om As krav på tilbagebetaling af det resterende beløb på 77.000 kr. er forældet.

Der er under sagen enighed om, at As tilbagebetalingskrav er undergivet en forældelsesfrist på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Der er endvidere enighed om, at stiftelsestidspunktet for et krav på tilbagebetaling af et beløb, der senere viser sig at være betalt med urette, er betalingstidspunktet, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, og at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt derfor som udgangspunkt er betalingstidspunkterne for de enkelte afdrag.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 2, at hvis en fordringshaver er ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristens begyndelsestidspunkt først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil.

Det er i forarbejderne til denne bestemmelse angivet, at der alene er tale om en sproglig modernisering, idet den dagældende regel om suspension i 1908lovens § 3 blev videreført stort set uændret, også med hensyn til spørgsmålet om betydningen af retsvildfarelser. Det er endvidere angivet, at dette indebærer, at retsvildfarelser på samme måde som efter gældende ret fortsat kun undtagelsesvis vil kunne anerkendes som suspensionsgrund, for eksempel ved fejl begået ved professionel rådgivning eller bistand i juridiske spørgsmål og muligvis også i tilfælde, hvor en myndighed i et konkret tilfælde har handlet i strid med en i øvrigt anerkendt fortolkning eller administrativ praksis.

Højesteret har efterfølgende i overensstemmelse hermed fastslået, at en suspension af forældelsesfristen i henhold til forældelseslovens § 3, stk. 2, forudsætter, at vedkommende har været i utilregnelig uvidenhed om sit krav i den forstand, som kunne føre til suspension af forældelsesfristen, at dette som det helt klare udgangspunkt forudsætter ukendskab til faktiske forhold, og at der således skal foreligge helt særlige omstændigheder for at fravige dette udgangspunkt, jf. blandt andet domme afsagt den 10. september 2012 og den 3. maj 2019 (UfR.2012.3564 og UfR.2019.2762).

A har forklaret, at han den 13. juni 2017 kontaktede skattemyndighederne og anmodede om tilbagebetaling af de betalte afdrag, fordi han først på det tidspunkt var blevet opmærksom på, at også skattegæld forældes. A befandt sig således i en retsvildfarelse.

Retten lægger som ubestridt til grund, at der ikke kan ske suspension af forældelsesfristen på grund af en retsvildfarelse.

Da A ikke efter det foreliggende har godtgjort, at han også var i utilregnelig uvidenhed om faktiske forhold, der kunne begrunde forældelse af skattegælden, finder retten ikke grundlag for i medfør af forældelseslovens § 3, stk. 2, at suspendere forældelsesfristen. Det, der er anført i partshøringen af 25. januar 2018 og skattemyndighedernes afgørelse af 6. februar 2018 omkring blandt andet foretagelse af udlæg i 2002 og anerkendelse af gæld i 2007, kan under de foreliggende omstændigheder ikke føre til en anden vurdering. Det kan heller ikke føre til en anden vurdering, at skattemyndighederne i 2006 anmeldte krav i As gældssaneringssag, og at skattemyndighederne i 2009 bad A om at afdrage på gælden, hvorefter der blev indgået en afdragsaftale. As tilbagebetalingskrav på 77.000 kr. må herefter anses for forældet efter forældelsesloven.

Det fremgår af § 18 e i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige (gældsinddrivelsesloven), at forældelsesfristen for tilbagebetalingskrav, som fysiske og juridiske personer måtte have som følge af en inddrivelse eller frivillig indbetaling, der fandt sted i perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. september 2015, vedrørende fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, løber fra den 8. september 2015.

Efter oplysningerne i sagen lægger retten til grund, at en del af As tilbagebetalingskrav vedrører afdrag betalt i den periode, der er omfattet af gældsinddrivelseslovens § 18 e.

As tilbagebetalingskrav var imidlertid allerede forældet den 15. april 2018, hvor gældsinddrivelseslovens § 18 e trådte i kraft, og A foretog ikke forældelsesafbrydende skridt i perioden fra den 8. september 2015 til den 10. september 2018, der var sidste dag, hvor forældelsen kunne afbrydes, jf. forældelseslovens § 27, stk. 2. Gældsinddrivelseslovens § 18 e kan derfor ikke føre til, at den del af As tilbagebetalingskrav, der vedrører perioden omfattet af denne bestemmelse, ikke er forældet.

Retten tager herefter Skatteforvaltningen v/Gældsstyrelsens påstand om frifindelse til følge.

Efter sagens udfald sammenholdt med parternes påstande og under hensyn til det oplyste om fri proces for A skal statskassen til Skatteforvaltningen v/Gældsstyrelsen betale sagsomkostninger med 31.250 kr. Beløbet, der er inklusive moms, dækker udgifter til advokatbistand. Retten har ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens økonomiske værdi og omfang samt karakter.

THI KENDES FOR RET:

Skatteforvaltningen v/Gældsstyrelsen frifindes.

Statskassen skal inden 14 dage til Skatteforvaltningen v/Gældsstyrelsen betale sagsomkostninger med 31.250 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.