Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Byretsdomme

SKM2022.417.BR

Sagen handlede om, hvorvidt den forlængede ligningsfrist i den dagældende SKL § 26, stk. 5, fandt anvendelse på SKATs ændring af en virksomhedsomdannelse.

SKAT traf efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist afgørelse om, at betingelserne for en skattefri virksomhedsomdannelse ikke var opfyldt, og ændrede derfor virksomhedsomdannelsen fra en skattefri virksomhedsomdannelse til en skattepligtig, med deraf følgende skattepligtige avancer.

Retten fandt, at der ved virksomhedsomdannelsen skete overførsel af aktiver og passiver fra interessentskabet til anpartsselskabet, og at transaktionen således var en kontrolleret transaktion omfattet af SKL § 3 B. SKATs afgørelse indebar, at virksomhedsomdannelsen blev ændret fra skattefri til skattepligtig, og at der skulle betales skat af fortjenesten ved salg af driftsmidler, goodwill mv. Afgørelserne måtte derfor anses for en ændring af skatteansættelserne, hvorfor SKL § 26, stk. 5, fandt anvendelse, og SKATs ændring af virksomhedsomdannelsen fra skattefri til skattepligtig var dermed rettidigt.

Retten bemærkede endvidere, at der ikke i SKL § 26, stk. 8, og denne bestemmelses forarbejder er støtte for en indskrænkende fortolkning af § 26, stk. 5.

SKM2017.599.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt fem anpartshaveres transaktioner med deres selskab var omfattet af LL § 2.

Anpartshaverne gjorde gældende, at de var omfattet af LL § 2, idet der mellem dem var indgået aftaler, der bevirkede, at de udøvede fælles bestemmende indflydelse på selskabet, jf. § 2, stk. 2, 3. pkt.

Anpartshaverne gjorde gældende, at de derfor havde adgang til betalingskorrektion i medfør af LL § 2, stk. 5.

Retten fandt ikke, at anpartshaverne med henvisning til bl.a. en anpartshaveroverenskomst havde godtgjort, at der forelå en aftale om udøvelse af fælles bestemmende indflydelse.

Der var derfor ikke adgang til betalingskorrektion.

Dommen stadfæster SKM2014.657.LSR.

Dommen blev af skatteyderen indbragt for landsretten, men er efterfølgende hævet.

Landsskatteretskendelser

SKM2005.442.LSR

Et selskab ejede kun 50 pct. af aktier og stemmerettigheder i et datterselskab. Der skulle ikke ske rentefiksering vedrørende et tilgodehavende mellem et moderselskab og dets datterselskab, da der ikke var tale om en kontrolleret transaktion mellem et moderselskab og dets datterselskab.

SKM2004.48.LSR

A havde rådighed over stemmerettighederne i et anpartsselskab, hvor A ikke ejede anparterne. A havde finansieret stiftelsen af anpartsselskabet ved at yde anpartsselskabets stifter, B, et lån på 125.000 kr. til at anskaffe anparterne mod at udstede et uforrentet, afdragsfrit gældsbrev. Dette gældsbrev kunne opsiges af A, med en måneds varsel, og kunne kun indfries af B ved overdragelse af anparterne i anpartsselskabet. På baggrund heraf konkluderede Landsskatteretten, at A ansås for at have råderet over stemmerettighederne i anpartsselskabet.

Skatterådet

SKM2009.286.SR

En aktionæroverenskomst kunne efter en konkret vurdering ikke anses som en aftale om udøvelse af fælles bestemmende indflydelse. Dette var tilfældet uanset aktionæroverenskomsten indeholdt generelle hensigtserklæringer om udbyttepolitik, fremme af fælles aktionær- og selskabsinteresser samt et fremtidigt salg af aktierne i selskabet.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2019.486.HR

Sagen handlede om, hvorvidt der ved fastsættelse af armslængdevederlaget for et tysk moderselskabs anvendelse af et dansk datterselskabs immaterielle rettigheder skulle ske fradrag for indeholdte kildeskatter, jf. LL § 2, stk. 1.

Højesteret fandt, at de koncerninterne priser svarede til markedspriserne, og at der derfor ikke var anledning til korrektion for indeholdte kildeskatter.

Landsretten var nået til samme resultat.

SKM2015.659.HR

Et produktionsselskab H havde opsagt en ti år lang licens- og distributionsaftale, som var indgået med et interesseforbundet distributionsselskab G1, et år før aftalens oprindelige udløb.

Distributionsforpligtelserne blev overdraget til et andet interesseforbundet selskab G2, der efter det oplyste overtog det opsagte selskabs underdistributører og dermed benyttede det samme distributionsnetværk.

Det nye distributionsselskab G2 påtog sig som "successor in interest" at betale et "termination fee" til det opsagte distributionsselskab. Beløbet blev betalt af H, der herefter ville foretage skattemæssige afskrivninger af beløbet.

H gjorde gældende, at det var en transfer pricing-sag, og at SKAT derfor alene kunne tilsidesætte de aftalte priser og vilkår i ophævelsesaftalen, hvis betingelserne for en korrektion i LL § 2 var opfyldte.

Højesteret udtalte, at de almindelige skatteretlige principper i SL §§ 4-6 også finder anvendelse ved interesseforbundne selskaber. Spørgsmålet var herefter om "termination fee'et" blev afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde H's indkomst.

Højesteret fandt, at H ikke havde godtgjort, at betalingen for det førtidige ophør af distributionsaftalen havde en sådan tilknytning til H's egen indkomsterhvervelse, at udgiften var en fradragsberettiget driftsomkostning, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

H havde derfor ikke fradragsret for afskrivninger på "termination fee'et".

Dommen stadfæster SKM2015.137.ØLR

SKM2015.296.HR

To personer solgte et litauisk selskab til et dansk selskab, som de to personer også ejede. Sagen vedrørte, hvor stort et skattepligtigt tilskud det danske selskab skulle beskattes af. Det danske selskab havde købt det litauiske selskab til under markedsprisen.

Det danske selskab var enig i, at markedsprisen for det litauiske selskab var højere end den aftalte salgssum og at det danske selskab ved købet derfor havde modtaget et skattepligtigt tilskud. Selskabet gjorde gældende, at værdien af det litauiske selskab var lavere end SKATs skøn.

Højesteret udtalte, at som følge af denne enighed var SKAT berettiget til at skønne over værdien og SKATs skøn kunne alene tilsidesættes, hvis det danske selskab godtgjorde, at skønnet hvilede på et urigtigt grundlag eller var åbenbart urimeligt.

I denne sag var der ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skønsmæssige ansættelse af aktiernes værdi.

Dommen stadfæster  SKM2013.726.VLR

SKM2012.92.HR

Forlænget ansættelsesfrist (anvendelsesområde for LL § 2): Højesteret udtalte, at SKAT efter bestemmelsen kan foretage korrektion af transaktioner mellem interesseforbundne parter, når en transaktion ikke er i overensstemmelse med, hvad der ville være opnåeligt mellem uafhængige parter.

Korrektionsadgangen omfatter alle økonomiske elementer og vilkår af relevans for beskatningen, herunder også fx forfaldstid, periodisering af renter og kurstab samt den retlige kvalifikation af transaktionen. I denne sag kunne en aftale om lån på nulkupon-vilkår indgået mellem interesseforbundne parter med tilbagevirkende kraft korrigeres af skattemyndighederne med hjemmel i LL § 2, stk. 1.

Dommen stadfæster SKM2010.134.ØLR

Landsretsdomme mv.

TfS 2000,861

Et selskab havde købt en grund fra et interesseforbundet byggeselskab for en væsentlig højere pris, end byggeselskabet samme år havde købt grunden for. Selskabet havde forinden købet opnået forhåndstilsagn om støtte til opførelse af andelsboliger. Skattemyndighederne havde ansat købsprisen skønsmæssigt. Landsretten fandt, at forhåndstilsagnet måtte antages at påvirke grundpriserne ved overdragelse mellem uafhængige parter. Landsretten fandt det derfor ikke godtgjort, at overdragelsen ikke var sket på sædvanlige markedsvilkår.

TfS 2000,862

Et byggeselskab havde købt en grund fra et koncernforbundet selskab for en væsentlig højere pris, end selskabet havde købt grunden for af tredjemand. Selskabet havde forinden købet opnået forhåndstilsagn om støtte til opførelse af andelsboliger. Landsretten fandt, at forhåndstilsagnet måtte antages at påvirke grundpriserne ved overdragelse mellem uafhængige parter. Landsretten fandt det derfor ikke godtgjort, at overdragelsen ikke var sket på sædvanlige markedsvilkår.

Landsskatteretskendelser