Parter

A

(v./ advokat Svend Harbo)

mod

Skatteministeriet

(v./advokat Tim Holmager)

Denne afgørelse er truffet af byretsdommer

Dan Bjerring.

Sagens baggrund og parternes påstande

Denne sag, der er anlagt den 21. december 2018, drejer sig om, hvorvidt skattemyndighederne med rette har foretager ændringer i sagsøger, As skatteansættelser for årene 2012, 2013 og 2015.

A har nedlagt følgende påstande, jf. påstandsdokument af 19. december 2019:

"Indkomståret 2012

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at Sagsøgers skatteansættelse for 2012 genoptages.

Indkomståret 2013

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at Sagsøger i indkomståret 2013 har oppebåret kr. 111.550 i A-indkomst fra G1 ApS og at G1 ApS har indeholdt kr. 32.900 i A-skat og kr. 8.925 kr. i AM-bidrag.

Sagsøgte tilpligtes videre at anerkende, at Sagsøger i indkomståret 2013 har oppebåret kr. 169.155 i A-indkomst fra G2, og at G2 har indeholdt kr. 50.610 i A-skat og kr. 13.531 i AM-bidrag.

Endelig tilpligtes sagsøgte at anerkende, at Sagsøger ikke har oppebåret honorarindtægt i 2013.

Indkomståret 2015

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at Sagsøger i indkomståret 2015 har oppebåret kr. 189.646 i A-indkomst fra G3, og at G3 har indeholdt kr. 54.121 i A-skat og kr. 15.172 i AM-bidrag.

Der nedlægges endvidere påstand om, at Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at Sagsøger ikke har oppebåret nogen A-indkomst fra G3 IVS

***

Subsidiært nedlægges der for alle indkomstår, påstand om hjemvisning til fornyet behandling ved Skattestyrelsen."

Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Anbringender

A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 19. december 2020, hvoraf fremgår bl.a.:

"Således som påstandene og anbringenderne er nedlagte i nærværende sag er spørgsmålet i første omgang, om der er realitet i hvorvidt Sagsøger har udført arbejde, eller hvorvidt der ikke er realitet heri, og i anden række, såfremt det lægges til grund, at der er realitet i at der er udført arbejde, hvorvidt der er realitet i Sagsøgers ansættelsesforhold.

***

I relation til spørgsmålet om hvorvidt Sagsøger overhovedet har udført noget arbejde, var dette ikke genstand for bevisførelse, eller tvist i forbindelse med sagens behandling i det administrative system, idet dette blev lagt til grund af sagens parter.

Dette fremgår af min skrivelse til Skattestyrelsen i forlængelse af afholdt møde med Skattestyrelsen, hvoraf fremgår, at undertegnede var af den opfattelse, at der var enighed om, at det kunne lægges til grund, at der var udført arbejde, jf. sagens bilag 8.

Der kan ligeledes henvises til klagen i sagen, jf. sagens bilag 9, hvor det tillige er anført på side 2, at dette forhold ikke ville blive kommenteret yderligere, da der var enighed herom.

Skattestyrelsen anerkender da også dette i Skattestyrelsen udtalelse til klagen, jf. sagens bilag 10.

Det forekommer derfor lidt bemærkelsesværdigt - og bekymrende, at dette faktuelle forhold, som der igennem hele forløbet har været enighed om, og som sagen har været behandlet og afgjort efter, nu pludseligt ikke længere kan lægges til grund, da det stiller sagen fuldstændigt fundamentalt faktuelt anderles.

Til nærmere dokumentation af dette faktuelle forhold, som altså bestrides af sagsøger er indkaldt 3 vidner, SP, US og LN, der alle kan bevidne, at Sagsøger har udført sit arbejde med levering / kørsel med pakker, som det hele tiden har været forklaret, og anerkendt at Skattestyrelsen.

***

Spørgsmålet er herefter i anden række om, der er grundlag for SKATs afgørelse - i og med, at alle formalia grundlæggende er på plads.

Det er der ikke.

Det er korrekt, at det fremgår af kildeskattelovens § 46, at der i forbindelse med udbetaling af A-indkomst skal ske indeholdelse af skat, og at der er indeholdelsespligt efter § 43, da der er udført arbejde omfattet af denne bestemmelse.

Denne bestemmelse skal sammenholdes med kildeskattebekendtgørelsens § 16, hvorefter "Enhver, der er indeholdelsespligtig efter kildeskattelovens afsnit V og VI, skal tilmelde sig til registrering i Erhvervssystemet inden 8 dage efter, at indeholdelsespligten er indtrådt."

Det fremgår videre af § 17, at

"Efter tilmeldingen, jf. § 16, stk. 1, tildeles den indeholdelsespligtige et cvr-/SE-nummer. Det tildelte nummer samt de oplysninger, den indeholdelsespligtige har afgivet ved sin tilmelding, anføres på et registreringsbevis, der sendes til den indeholdelsespligtige. Der kan tildeles en indeholdelsespligtig flere SE-numre, hvis der føres særskilt regnskab for de enkelte virksomheder."

Det ses ikke bestridt i nærværende sag, at Sagsøgers formelle arbejdsgivere, i henhold til de aftaler Sagsøger har indgået, har opfyldt disse betingelser, da virksomhederne har været registreret med gyldige cvr numre, og har været arbejdsgiverregistreret.

Det fremgår derimod intetsteds af kildeskattelovens § 46 eller af bekendtgørelsen, at der er hjemmel til at neutralisere indeholdelserne af skatter over for de ansatte, alene fordi, der tilsyneladende - ifølge de oplysninger SKAT har givet i forbindelse med sagens afgørelse er sket identitetstyveri i forhold til de formelt registrerede ejere af registrerede virksomheder, der er indeholdelsespligtige.

Det er således ikke personkredsen bag virksomhederne, der har pligten til at indeholde, det er formelt set, den virksomhed, der er registreret med cvr nummeret i kildeskatteskattebekendtgørelsen, der har denne forpligtelse.

Som allerede anført en del gange har Sagsøgers arbejdsgivere i forhold til Sagsøger opfyldt alle betingelser, og det kan ikke komme Sagsøger til last at virksomheder i deres forhold til SKAT tilsyneladende ikke har opfyldt sine forpligtelser. Det er et forhold mellem Sagsøger og virksomhederne.

Det man fra skattemyndighedernes side reelt set har gjort i denne sag, og fået held med i Landsskatteretten er at lægge hele risikoen for, at kriminelle får held med at registrere virksomheder, grundet Skattestyrelsens manglende reelle kontroller, og udnytte borgere til deres økonomiske kriminalitet, over på lønmodtagerne, idet bagmændene naturligvis ikke afregner nogen del af de skatter de opkræver.

Det er til gengæld dybt usmageligt at dette skal komme lønmodtagere til skade, der i god tro har udført deres arbejde og i god tro fået udbetalt deres løn, efter der er indeholdt skatter, ligesom de kan se på deres årsopgørelser, at skatterne er angivet til SKAT.

Lønmodtagerne kan derimod intetsteds se, at skatterne ikke er afregnet af arbejdsgiveren, det er alene Skattestyrelsen der har disse oplysninger.

Der er således en væsentlig pointe, at uanset, at der måtte være sket identitetstyveri m.v. ændrer det ikke, at forpligtelsen til at indeholde og angive skatterne påhviler den registrerede virksomhed, som Sagsøgeren har udført arbejde for - og det er de virksomheder, som Skattestyrelsen selv har accepteret er blevet arbejdsgiverregistreret.

***

Den praksis der henvises til har endvidere ikke skyggen af relevans for afgørelsen af nærværende sag.

SKM2017.257

I denne sag blev lønnen udbetalt kontant, ligesom den påståede arbejdsgiver endvidere ikke havde indeholdt A-skat og AM-bidrag, hvilket også afviger fra nærværende sag, hvor der netop er indeholdt A-skatter og AM-bidrag.

Det fremgår videre af sagen, at R1 bestred, at der i det hele taget var udbetalt nogen løn kontant, idet det fremgik af ansættelseskontrakten, at pengene skulle overføres til kontoen.

Retten lagde til grund, at der var udbetalt sort løn for det arbejde den ansatte have udført - men der var selvfølgelig ikke indeholdt skat heraf.

Sagen vedrørte et tilfælde, hvor en ansat i forbindelse med opgørelsen af sin indkomst ønskede at blive godskrevet, hvad retten fandt, var udbetalt sort, kontant, løn uden indeholdte skatter - og det kan man selvfølgelig ikke.

Men, det ændrer jo ikke på, at retten lagde til grund, at der var udført arbejde for det selskab, hvor den ansatte gjorde gældende, at hun var ansat.

SKM2018,94

I denne sag var arbejdsgiverselskabet dømt for fiktive indberetninger for at opnå uberettigede fordele for de "ansatte" - i dette tilfælde dagpenge, altså der blev solgt fiktive lønsedler.

Der var endvidere afgivet divergerende oplysninger om hvad arbejde, der rent faktisk var udført og omstændighederne ved opsigelsen, ligesom de beløb, der fremgik af lønsedlerne endvidere ikke fremgik af den ansattes kontoudtog, det kunne således ikke dokumenteres, at der var udbetalt løn. Der var ingen kontonummer eller dispositionsdato på lønsedlerne og der var afgivet forklaringer om kontant aflønning

SKM2018,94 vedrører således en helt anden problemstilling, nemlig de tilfælde, hvor der oprettes fiktive ansættelsesforhold, med henblik på at den "ansatte" kan opnå sociale ydelser, i SKM2018,94 retten til dagpenge.

***

De sager der er afgjorte på området vedrører alle tilfælde, hvor der har kunnet konstateres uregelmæssigheder på skatteyderens side, enten at der ikke er udført arbejde, lønnen er udbetalt kontant, lønnen er usædvanlig for det påståede udførte arbejde, der ikke kan redegøres for, hvad der eksakt er lavet osv.

Ingen af de forhold er til stede i nærværende sag.

***

Det er i øvrigt korrekt, som anført af Skattestyrelsen, at skatteydere ifølge skattekontrollovens § 1 er forpligtet til at selvangive sin indkomst. Problemstillingen er blot, at Sagsøgers indkomst er angivet til Skattestyrelsen af den virksomhed, der har ansat Sagsøger og i hvis interesse Sagsøger har udført sit arbejde - i god tro.

Den indeholdte skat - indeholdt af arbejdsgiverfirmaet fremgår af Sagsøgers årsopgørelse, således at Sagsøger ikke har nogen yderligere indkomst at selvangive.

Det er hele kernen i systemet med årsopgørelser for lønmodtagere frem for selvangivelser, idet der herefter alene skal ske en selvangivelse, såfremt indkomsten ikke fremgår af årsopgørelsen - hvilket den gør i nærværende sag.

Skattestyrelsen anfører selv, korrekt, i den Juridiske vejledning afsnit A.B.1.1.2.1, at

" Den generelle selvangivelsespligt er ikke afskaffet med årsopgørelsen. Det betyder, at skattepligtig indkomst, som ikke er indberettet til SKAT, stadig skal selvangives. "

Hertil blot at anføre, at Sagsøgers indkomst er indberettet til Skattestyrelsen af arbejdsgiverfirmaet - den virksomhed og det cvr. nummer, hvori Sagsøger er ansat, herom hersker der ikke tvivl.

Om, det herefter er A eller B, der reelt set ejer den virksomhed, der er forpligtet til at indeholde skatten, og udbetaler lønnen, er ikke et forhold, der vedrører Sagsøger, da der er realitet i ansættelsesforholdet mellem virksomheden og Sagsøger, samt den indeholdte skat, og udbetalte løn.

Hermed er kildeskattelovens § 68/69 i øvrigt også opfyldt i henhold til Sagsøger,

§ 68. Er der ikke sket indeholdelse af A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag i Aindkomst eller arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst som erhvervet af en her til landet skattepligtig person, eller er indeholdelse sket med for lavt beløb, skal erhververen straks indbetale det manglende beløb til det offentlige.

Det følger ligeledes af § 69, at den der har indeholdt skatter hæfter for betaling af det indeholdte beløb jf. stk. 2 og efter stk. 1, at den som undlader at opfylde sin pligt til indeholdelse er ansvarlig for betaling af det manglende beløb, jf. nedenfor.

§ 69. Den som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, eller som indeholder denne med for lavt beløb, er over for det offentlige umiddelbart ansvarlig for betaling af manglende beløb, medmindre han godtgør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved iagttagelse af bestemmelserne i denne lov.

Stk. 2. Den, som har indeholdt skat efter denne lov, hæfter over for det offentlige for betaling af det indeholdte beløb.

Stk. 3. Selskaber m.v., der på indeholdelsestidspunktet er sambeskattede, jf. selskabsskattelovens § 31, med det selskab m.v., der over for det offentlige er forpligtiget til betaling efter reglerne i stk. 1 eller 2, hæfter for udbytteskat, royaltyskat og renteskat, samt tillæg og renter. Selskabsskattelovens § 31, stk. 6, 10.-14. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Det har til gengæld ikke været muligt at finde den hjemmel der pålægger skatteyderne ansvar for at kontrollere, hvilken konto skatteyderens løn udbetales fra.

Skatteydere skal alene efterse, at det der bliver indeholdt og selvangivet stemmer overens med den løn/indkomst skatteyderen har haft, og altså ikke hvem der står som udbetaler.

I den sammenhæng er det ikke normalt, men dog heller ikke usædvanligt, at selskaber / virksomheder via mellemregninger / lån m.v. afregner overfor tredjemand. Dette kan f.eks. ske som følge af likviditetsmangel, udligning af mellemregninger, afregning af viderefaktureringer, samhandelsforhold osv.

Der kan endvidere henvises til, at alle arbejdsgivere i henhold til kontrakterne er registreret med gyldige cvr. numre, og at ansættelseskontrakterne er udfærdiget med helt sædvanlige vilkår i henhold til det udførte arbejde og i henhold til gældende regler for ansættelsesbeviser i ansættelsesbevisloven.

Sagsøger har, som Sagsøger tillige har forklaret Skattestyrelsen, haft en kontaktperson, der har håndteret aftalerne, og Sagsøger har ikke haft mistanke om, at alle forhold ikke skulle være 100 % i orden, særligt ikke da Sagsøger kontaktede Skattestyrelsen og fik oplyst, at der blev indeholdt skatter i henhold til gældende regler.

At Sagsøger formentlig har været udnyttet, har Sagsøger ikke selv haft nogen form for mistanke - eller viden - om og er et forhold Sagsøger har kontaktet sin fagforeningen om.

Ydermere fremgår det af skattekontrollovens § 1A, at der er sket låsning af en række felter på selvangivelsen, hvilket i øvrigt medfører, at skatteyderen ikke kan blive ansvarlig for rigtigheden af disse felter.

Hele tanken med feltlåsningen var netop, at skatteydere ikke skulle kunne ændre på de indberetninger, der foretages af arbejdsgiverne, og ligeledes ej heller forholde sig hertil. Det er samme tanke, der ligger bag skatteindberetningsloven og skattekontrollovens § 7 - det er den registrerede arbejdsgivers ansvar at indberette, og Sagsøgers registrerede arbejdsgiver har indeholdt, angivet og indberettet skatten af Sagsøgers løn.

Den arbejdsgiver, der har dette ansvar er den registrerede virksomhed - som er registreret hos Skattestyrelsen, og det forhold at lønnen tilsyneladende er overført fra konti tilhørende andre virksomheder, gør i sagens natur ikke disse virksomheder til arbejdsgivere.

Det er et synspunkt med fuldstændig uoverskuelige konsekvenser for ansatte i Y4-land, hvis Landsskatterettens afgørelse jf. sagens bilag 2 stadfæstes, da det i realiteten vil medføre, at man kan se igennem de registrerede virksomheders indberetninger og uanset lønmodtageren er i god tro neutralisere indeholdte og angivne skatter.

***

Sagsøger har heller ikke nogen viden om, eller indsigt i, hvilke afgørelser Skattestyrelsen har truffet i forhold til andre juridiske personer, og virksomheder, og har dermed ingen mulighed for at forholde sig til det anførte i Skattestyrelsen s afgørelse omkring, hvad Skattestyrelsen har vurderet i forhold til de involverede selskaber, herunder hvorvidt de anførte personer har været i Y4-land m.v. eller ej.

Det kan ikke lægges Sagsøger til last, hvis Sagsøgers arbejdsgiver har valgt at styre sin virksomhed fra udlandet, fra sommerhuset, eller fra ferien. Sagsøger har udført sit arbejde, uanset hvor mange gange Sagsøgte bestrider dette.

Hvordan Sagsøgers arbejdsgiver har valgt at håndtere den daglige drift, er ikke et forhold, som Sagsøger kan eller skal blande sig i, og det kan under ingen omstændigheder skattemæssigt lægges ham til last, at han ikke har blandet sig i det.

På samme måde virker det bemærkelsesværdigt, at Skattestyrelsen anfører, at Sagsøger skulle være betænkelig, da Sagsøger skrev under på en ansættelseskontrakt, hvor den ultimative ejer ikke var til stede.

Det vil altså sige, at alle, der eksempelvis bliver ansat i G5, skal være bekymret, nårKJ eller KK ikke sidder ved bordet, når vedkommende skriver under på ansættelseskontrakten.

Det er således ikke et validt argument, der anføres i forhold til, hvad en skatteyder kan forpligtes til at skulle være opmærksom på, i forhold til sin ansættelse og ansættelsesforhold. Og det er i øvrigt ikke unormalt i virksomheder, at den ultimative ejer ikke er til stede, når der skrives under på en ansættelseskontrakt. Faktisk bliver kontrakter oftest blot sendt hjem til den kommende ansatte, der skriver under og sender tilbage til virksomheden.

***

Det siger i øvrigt sig selv, at lønnen er angivet, i og med, at hele sagen vedrører en annullation af den indberettede løn, hvorfor det forekommer bemærkelsesværdigt, at det bestrides, at lønnen er angivet.

Det er muligt at det bestrides, at der er udført arbejde for de arbejdsgivere, der formelt set har angivet lønnen, men dette ændrer ikke på, at disse virksomheder, har angivet / indberettet lønnen.

For så vidt angår de enkelte arbejdsgivere fremgår det af Skattestyrelsens afgørelse s. 3, hvilken indkomst, der er registreret, og på hhv. side 5 og 8, hvad der eksakt er indberettet til Skattestyrelsen / E-indkomst, herunder hvilken A-skat, AM-bidrag og ATP, der har været indeholdt

For så vidt angår lønsedler, fremlægges som:

Bilag 3: kopi af lønsedler fra G1 ApS fra januar til maj 2013

Bilag 4: kopi af lønsedler fra G2 fra juni 2013 til december 2013

Bilag 5: kopi af lønsedler fra G3.

For så vidt angår ansættelseskontrakter, fremlægges som:

Bilag 6: kopi af ansættelseskontrakt med G3

Bilag 7: kopi af ansættelseskontrakt med G2

Det har desværre ikke været muligt at fremfinde kontrakten med G1. Det skal i den forbindelse bemærkes, at ansættelsesforholdet ligger tilbage til 2013.

***

For så vidt angår G2 har klager fået løn fra denne virksomhed fra 1/6 til 31/12 2013, i henhold til Sagsøgers kontrakt og de fremlagte lønsedler.

Skattestyrelsen underkender dog lønnen fra d. 1/9 til 31/12 2013, hvorimod lønnen fra den forudgående periode anerkendes.

Afgørelsen er begrundet med, at der tilsyneladende i overførelserne er anført to andre navne, men ikke yderligere forhold, og der er ikke i sagen nogen indikationer for, at Sagsøger ikke skulle have fortsat sit arbejde.

   ***

Anmodningen om ekstraordinær genoptagelse skal ses i sammenhæng med, at Skattestyrelsen d. 20. juli 2016 ifølge Skattestyrelsens afgørelse i nærværende sag, side 4, fremsendte en agter med forslag om ændring af ansættelsen for 2012, hvor indkomsten for 2012 ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5 annulleres.

Denne agter er således sendt efter udløbet af den ordinære frist - og medfører en nedsættelse af indkomsten, da der sker annullation.

Dette er der ikke hjemmel til efter skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5, der alene giver hjemmel til at forhøje indkomst, der forsætlig eller groft uagtsomt har været angivet for lavt.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5 finder alene anvendelse, såfremt Skattestyrelsen træffer afgørelse om forhøjelse af en skatteyders indkomst.

Indledningsvist kan der henvises til, at sagen i øvrigt slet ikke falder ind under skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5, alene af den grund, at en arbejdsgiver, der indeholder skat, ikke agerer på vegne af Sagsøger, men overholder de forpligtelser arbejdsgiveren er underlagt i henhold til gældende lovgivning.

Dette fremgår klart f.eks. af betænkning 1339/1997 side 17, forarbejderne til § 27 og den juridiske litteratur, f.eks. kommenteret Skatteforvaltningslov s. 323 ff.

Sagsøger har ikke medtaget nogen fiktiv indkomst på sin årsopgørelse, og det er grundlæggende en absurd argumentation, at Skattestyrelsen gør gældende, at det er groft uagtsomt i henhold til skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5, at medtage en indkomst, som Skattestyrelsen gør gældende, at den pågældende ikke har haft - altså grundlæggende at indkomsten har været angivet for højt !

Det er således helt åbenlyst, at afgørelsen ikke tjener noget beskatningsmæssigt formål, og at afgørelsen således alene træffes af andre årsager, hvilket i sig selv er stærk betænkeligt, og i strid med de hensyn Skattestyrelsen lovligt kan forfølge.

Grundlæggende er spørgsmålet: hvilket beskatningsmæssigt hensyn varetager Skattestyrelsen i forhold til at nedsætte borgeres indkomst fordi Skattestyrelsen finder at indkomsten ved minimum grov uagtsomhed har været angivet for højt.

Svaret er naturligvis, at der ikke er noget legitimt skattemæssigt hensyn at varetage.

Afgørelsen for så vidt angår 2012 er således klart i modstrid med Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5 der alene finder anvendelse såfremt Skattestyrelsen træffer afgørelse om en forhøjelse af en indkomst.

Det fremgår klart af forarbejderne til den gamle skattestyrelseslovs § 35, L 175 FT2002/200 og i øvrigt også meget klart af R1s procedure, og sagens afgørelse i SKM2015,427 og SKM2002,685.

Det fremgår klart af SKM2002,685, at

"Henset til bestemmelsens formål og forarbejder, samt det i cirkulære nr. 116 af 1. juli 1999 anførte, finder Landsskatteretten, at § 35, stk. 1, nr. 6, alene må anses at kunne finde anvendelse, når den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en for lav skatteansættelse. Retten finder således, at bestemmelsen ikke kan finde anvendelse i den foreliggende sag" [min understregning]

Tilsvarende fremgår af cirkulære nr. 116 af 1. juli 1999 og SKM2002.371.LSR.

I nærværende sag er det derimod præcist det Skattestyrelsen gør, idet Skattestyrelsen har annulleret en indkomst, hvor afgørelsen åbenlyst ikke tjener noget beskatningsmæssigt formål med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 5.

Afgørelsen er således klart ugyldigt for så vidt angår 2012, hvilket er et forhold, der har meget væsentlig betydning for Sagsøgeren i nærværende sag, da annullationen af indkomsten naturligvis ikke tjener noget beskatningsmæssigt formål, men har meget stor potentiel betydning for Sagsøger i relation til Sagsøgers opholdstilladelse i Y4-land.

At det forholder sig sådan, følger i øvrigt også direkte af, at borgere jo ikke modsætningsvist kan begære sin skatteansættelse ekstraordinært nedsat, hvis nogen på borgerens vegne har angivet skatten for højt - dette fremgår klart af praksis, f.eks. den ovenfor anførte afgørelse, SKM2012,371 LSR.

Anmodningen begrundes med ovenstående forhold, samt skatteforvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 8.

Skatteministeriet har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 3. januar 2020, hvoraf fremgår bl.a.:

"3.1 Ad de annullerede lønindberetninger

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, og en skatteyder skal årligt selvangive sin indkomst, og skal kunne dokumentere, at de beløb, der selvangives, er korrekte, jf. dagældende skattekontrollovs § 1.

Det påhviler lønmodtageren at godtgøre, at han har modtaget løn. Hvis der ikke er realitet bag de foretagne lønindberetninger, kan skattemyndighederne slette lønindberetningerne og nægte godskrivning. Der kan henvises til f.eks. SKM2018.94.BR, SKM2017.257.BR, LSR2016.15-3254054, LSR2016.152156182 og LSR2017.16-0751943.

For at det kan lægges til grund, at der er tilgået sagsøgeren løn fra G1 ApS, G2 og G3 som indberettet, skal han for det første godtgøre, at de formelle betingelser er opfyldt for, at der kan være tale om løn, herunder at der foreligger ansættelseskontrakter og lønsedler, og at virksomhederne har indberettet løn i overensstemmelse hermed.

For det andet skal han godtgøre, at der reelt er tale om løn, dvs. at sagsøgeren har udført arbejde for hver af de tre virksomheder, og at en faktisk pengestrøm er sket som betaling for dette arbejde.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at der formelt eller reelt er tale om løn.

Tværtimod indikerer en række forhold, at de virksomheder, som har indberettet løn, efter alt at dømme ikke havde nogen reel substans, og at sagsøgeren ikke har udført noget faktisk arbejde for disse.

Ingen af de omhandlede virksomheder havde økonomisk råderum til at udbetale lønninger i de omhandlede perioder, jf. bilag 1, side 5 og 11.

Der henvises til, at der ikke var nogen aktivitet på G1 ApS’ bankkonto i den omhandlede periode, jf. bilag 2, side 9, 4. afsnit, at G2s aktiviteter var ophørt på tidspunktet for lønindberetningerne, jf. bilag 2, side 15, 3. afsnit, og at ejerne af henholdsvis G2 og G3 var udrejst i de omhandlede perioder, jf. bilag 2, side 9-10.

Samtlige af de virksomheder, som har indberettet løn, er gået konkurs, og eksisterer ikke i dag.

Sagsøgeren har heller ikke modtaget løn fra de virksomheder, som har indberettet løn, jf. bilag 2, side 9 og 11.

Derimod har sagsøgeren i de omhandlede perioder modtaget indbetalinger fra andre selskaber end de virksomheder, som har indberettet løn, herunder G6 ApS, G7 ApS, G8 ApS, G9 APS og G3 IVS, jf. bilag 2, side 9, midt for, og side 11, 1. afsnit, samt fra to personer med Y1-land nationalitet, jf. bilag 1, side 14, 4. sidste afsnit.

SKAT har vurderet, at indbetalinger foretaget af G3 IVS faktisk udgjorde løn, hvorfor SKAT har genindberettet de annullerede lønindberetninger fra G3 for G3 IVS, jf. bilag 1, side 8, og bilag 2, side 11, øverst.

Der er på ovenstående baggrund tale om så usædvanlige forhold, at sagsøgerens bevisbyrde skærpes, jf. f.eks. U.1998.898H, SKM2018.359.BR og SKM2012.519.BR.

Som dokumentation for, at sagsøgeren har modtaget løn fra de virksomheder, som har indberettet løn, har sagsøgeren fremlagt lønsedler (bilag 3-5) samt ansættelseskontrakter for G2 og G3 (bilag 6-7).

For så vidt angår de fremlagte lønsedler (bilag 3-5) dokumenterer disse ikke, at sagsøgeren har modtaget løn fra de virksomheder, som har indberettet løn.

De fremlagte lønsedler (bilag 3-5) indeholder en række uoverensstemmelser i relation til de omhandlede lønindberetninger, jf. bilag 2, side 9-11. Hertil kommer, at lønsedlerne ikke er påført et kontonummer, hvortil lønnen skulle indbetales, ligesom der ikke fremgår en dispositionsdato. Lønsedlerne indeholder således ikke fyldestgørende og sædvanlig information om lønnens udbetaling.

Som nævnt er lønsedlerne heller ikke underbygget af kontoudtog, som dokumenterer, at sagsøgeren har modtaget løn fra de virksomheder, som har indberettet løn.

De fremlagte ansættelseskontrakter (bilag 6-7) dokumenterer heller ikke, at sagsøgeren har modtaget løn fra de virksomheder, som har indberettet løn.

Hvad angår ansættelseskontrakten for G3, er kontrakten ikke underskrevet af sagsøgeren, jf. bilag 6, side 2, ligesom ejeren af G3 er registreret som udrejst til Y2-land på tidspunktet for kontraktens underskrivelse, jf. bilag 2, side 10, 3. sidste afsnit.

Hvad angår ansættelseskontrakten for G2, er kontrakten ikke påført dato for underskrivelse, jf. bilag 7, side 2. Hertil kommer, at det fremgår kontrakten, at sagsøgeren antages som chauffør, jf. bilag 7, side 1, uanset G2 var registreret med Branchekode-1, jf. bilag 2, side 9, 3. sidste afsnit.

Sagsøgeren har heller ikke fremlagt timeeller arbejdssedler, som kan underbygge, at han faktisk har udført arbejde.

Det bestrides på denne baggrund, at sagsøgeren faktisk har udført arbejde for de virksomheder, som har indberettet løn.

Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at de indsætninger, som er foretaget af tredjemænd, udgjorde løn fra de omhandlede arbejdsgivere, jf. bilag 2, side 6, 6. afsnit.

Der er således ikke fremlagt dokumentation for, at G1 ApS, G2 og G3 havde lån eller lignende hos de pågældende virksomheder/personer.

Sagsøgeren har således ikke dokumenteret, at sagsøgeren har modtaget de pågældende lønudbetalinger fra de virksomheder, som har indberettet løn. SKAT har på den baggrund været berettiget til at nedsætte sagsøgerens skattepligtige indkomst i indkomstårene 2013 og 2015.

3.2  Ad indsætninger for 45.006 kr. på sagsøgerens konto i indkomståret 2013

Det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at de på hans bankkonto indsatte beløb for i alt 45.006 kr. i 2013 ikke er skattepligtige indtægter, men hidrører fra allerede beskattede eller skattefrie midler eller vedrører midler, som ikke tilkommer ham, jf. f.eks. UfR 2009.163 H, UfR 2010.415/2 H og SKM2018.359.BR.

Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Der henvises til, at sagsøgeren ikke har oplyst, hvem LC og PC er, og hvorfor de har overført de omhandlede beløb til sagsøgeren.

Sagsøgeren har heller ikke dokumenteret, at indsætningerne udgør løn fra en af de virksomheder, som har indberettet løn.

3.3  Ad sagsøgerens genoptagelsesanmodning af indkomståret 2012

Sagsøgeren har ikke påvist, at der er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skønsmæssige vurdering, hvorefter der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at se bort for fristoverskridelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at han opfylder betingelserne for genoptagelse efter nr. 8, jf. replikken, side 4, sidste afsnit.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, har efter sin ordlyd, placering og forarbejder et snævert anvendelsesområde, jf. den ledende højesteretsdom i UfR 2017.1570 H og senest UfR 2019.2477 H.

Der foreligger en righoldig domstolspraksis om § 27, stk. 1, nr. 8, som viser, at det er vanskeligt at opnå genoptagelse efter nr. 8. Retspraksis er meget restriktiv. Der kan blandt mange eksempler henvises til SKM2013.739.ØLR, SKM2016.585.VLR, SKM2017.242.VLR og SKM2019.132.ØLR.

Den rette reaktion over for en ansættelse efter fremkomsten af en agterskrivelse er påklage, jf. skatteforvaltningslovens § 35 a. Sagsøgeren rejste hverken indsigelser eller påklagede afgørelsen. Først syv måneder efter agterskrivelsen anmodede sagsøgeren om genoptagelse.

Sagsøgeren begrunder alene sin genoptagelsesanmodning med, at SKAT foretog genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Han gør altså ikke nogen materielle indsigelser gældende.

Sagsøgeren har ikke godtgjort, at SKATs brug af § 27, stk. 1, nr. 5, var forkert.

Det fremgår af forarbejderne til den tidligere gældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 8 (forslag til lov nr. 175 af 12. marts 2003), som § 27, stk. 1, nr. 8, er en videreførelse af:

"Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har glemt et fradrag, eller hvor myndighederne har fortolket lovgivningen forkert, med mindre myndighederne i den forbindelse har handlet ansvarspådragende." (min understregning)

Selv hvis sagsøgeren således havde ret i sin fortolkning af nr. 5 hvilket ikke er tilfældet kan det således ikke føre til genoptagelse.

Hertil kommer, at hvis han var uenig i, at nr. 5 blev anvendt, måtte han have rejst indsigelse herom eller have påklaget afgørelsen, men han gjorde som nævnt ingen af delene. SKAT anførte allerede i agterskrivelsen af 20. juli 2016, at genoptagelsen ville ske i medfør af § 27, stk. 1, nr. 5 (bilag B, side 4, afsnit 3).

Det gøres gældende, at hvis han havde kunnet anvende § 27, stk. 1, nr. 8, havde han ikke overholdt reaktionsfristen på et halvt år, idet der forløb mere end syv måneder fra agterskrivelsen, jf. § 27, stk. 2."

Rettens begrundelse og resultat

Indkomståret 2012

A har for så vidt angår dette indkomstår nedlagt påstand om, at Skatteministeriet skal tilpligtes at anerkende, at hans skatteansættelse skal genoptages.

A har til støtte herfor henvist til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, og har gjort gældende, at Skattestyrelsen ved sin afgørelse af 30. september 2016 med urette har anvendt skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Afgørelsen af 30. september 2016 var forsynet med klagevejledning, men A påklagede den ikke.

Afgørelsen hviler endvidere på en agterskrivelse af 20. juli 2016, som A ikke fremkom med bemærkninger til. SKAT henviste i agterskrivelsen til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

A anmodede imidlertid først om genoptagelse den 27. februar 2017, men han har ikke har bestridt, at han allerede den 20. juli 2016 havde fornødent kundskab til de forhold, der begrundede agterskrivelsen og siden afgørelsen af 30. september 2016.

Under disse omstændigheder kan fristen på 6 måneder efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., for at anmode om genoptagelse ikke anses for opfyldt.

Da A endvidere ikke har gjort gældende, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt., skal finde anvendelse, og således heller ikke har godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der efter bestemmelsen kan bevirke, at anmodningen om genoptagelse bør behandles, uanset at den er indgivet efter 6-månedersfristen, tager retten allerede af disse grunde Skatteministeriets frifindelsespåstand vedrørende genoptagelsesspørgsmålet til følge.

Indkomståret 2013

Navnlig på baggrund af vidnet SPs forklaring for retten kan det lægges til grund, at A i ikke ubetydeligt omfang har arbejdet med at køre pakker for G10, formentlig både i indkomståret 2013 og i hvert fald til dels i indkomståret 2015. Det kan endvidere lægges til grund, at A, der ikke var direkte ansat hos G10, blev hyret til pakkekørsel for G10 af et eller flere andre selskaber.

Af oplysningerne om den indberettede løn for A for indkomstårene 2012-2016 fremgår, at der er indberettet løn fra 12 forskellige angivelige arbejdsgivere, herunder G1 ApS og G2.

Ifølge posteringsteksterne på As kontoudtog for 2013 er det imidlertid ikke G1 ApS, der har indsat løn på hans konto, men derimod en række andre selskaber og personer.

For perioden 1. september til 31. december 2013 har heller ikke virksomheden G2, ifølge kontoudtogene, indsat løn på As konto.

Retten finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at SKAT ikke har været berettiget til at annullere de af G1 ApS og G2 foretagne lønindberetninger i det skete omfang.

A har således ikke godtgjort, at der er den fornødne sammenhæng mellem det arbejde, han har udført, de af G1 ApS og G2 foretagne lønindberetninger og de oplysninger, som hans kontoudtog for 2013 udviser.

Retten bemærker herved i øvrigt, at det af SKAT’s afgørelse af 31. august 2017 fremgår, at SKAT for så vidt angår G1 ApS ved en gennemgang af selskabets bankkonto har konstateret, at der ikke har været aktivitet på kontoen, og at det vurderes, at der ikke har været et økonomisk råderum til at udbetale de indberettede lønninger.

Det fremgår endvidere af afgørelsen, at det er konstateret, at G2s aktiviteter stoppede i slutningen af august 2013, "hvorfor det efter denne måned ikke har været muligt at udbetale lønninger", og at SKAT er af den opfattelse, at selskabet ikke har haft det økonomiske råderum til "hverken at udbetale løn eller afregne indeholdt A-skat efter august 2013."

Det fremgår desuden af afgørelsen, at G2 var en enkeltmandsvirksomhed ejet af PP, der udrejste fra Y4-land til en ukendt adresse i Y3-land den 1. juni 2013.

For så vidt angår påstanden om, at Skatteministeriet skal tilpligtes at anerkende, at A ikke har oppebåret honorarindtægt i 2013, bemærkes, at det er ubestridt, at der henholdsvis den 1. oktober, 6. november og 27. december 2013 blev indsat 15.002 kr., altså i alt 45.006 kr., på As konto, og at posteringsteksterne herfor var henholdsvis "Løn PC" og "Løn LC".

Der er herefter - og i mangel af dokumentation for det modsatte - ikke grundlag for ikke at anse disse indsætninger som skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4.

Skatteministeriets frifindelsespåstand vedrørende indkomståret 2013 tages på denne baggrund i det hele til følge.

Indkomståret 2015

Som anført ovenfor vedrørende indkomståret 2013 må det lægges til grund, at A i hvert fald i en del af indkomståret 2015 kørte pakkekørsel.

Som ligeledes anført fremgår det af oplysningerne om den indberettede løn for A for indkomstårene 2012-2016, at der er indberettet løn fra 12 forskellige angivelige arbejdsgivere. G3 er en af disse.

Ifølge posteringsteksterne på As kontoudtog for 2015 er det imidlertid ikke G3, der har indsat løn på hans konto, men derimod G3 IVS.

Retten finder det på denne baggrund ikke godtgjort, at SKAT ikke har været berettiget til at annullere de af G3 foretagne lønindberetninger og i stedet registrere disse til G3 IVS.

A har således ikke godtgjort, at der er den fornødne sammenhæng mellem det arbejde, han har udført, de af G3 foretagne lønindberetninger og de oplysninger, som hans kontoudtog for 2015 udviser.

Retten bemærker herved i øvrigt, at det af SKAT’s afgørelse af 31. august 2017 fremgår, at G3 var en enkeltmandsvirksomhed, der ophørte pr. 13. juli 2015, og at virksomheden blev stiftet samme dag, som dens ejer blev registreret indrejst fra Y2-land til Y4-land, og at denne ejer blev registreret fraflyttet fra Y4-land den 31. oktober 2014, efter hvilken dato det således var ukendt, hvem der drev virksomheden.

Af afgørelsen fremgår endvidere, at SKAT ved en gennemgang af G3s bankkonto har konstateret, at der ikke har været aktivitet på kontoen, og at SKAT er af den opfattelse, at selskabet ikke har haft det økonomiske råderum til "hverken at udbetale løn eller afregne indeholdt A-skat."

Skatteministeriets frifindelsespåstand vedrørende indkomståret 2015 tages på denne baggrund i det hele til følge.

Sagsomkostninger

A skal betale 35.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand. Der er ved fastsættelsen af beløbet lagt vægt på sagens værdi, karakter, omfang og varighed.

T H I K E N D E S F O R R E T :

Skatteministeriet frifindes.

A skal inden 14 dage betale 35.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.