Parter

A
(Advokat Lars Aamann)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved adv.fm. Steffen Juhl Carlsen)

Afsagt af byretsdommer

Lone Andersen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagsøgeren, A, har nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes

1.   At genoptage sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2009

2.   At genoptage sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 2010

Påstanden er processuelt underinddelt i to principale påstande for det tilfælde, at retten måtte komme frem til, at der måtte være grundlag for genoptagelse af det ene indkomstår, men ikke det andet.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

Sagen angår, om der skal ske genoptagelse af sagsøgerens skatteansættelser for indkomståret 2009 og 2010.

Materielt angår sagen, om sagsøgeren i indkomstårene 2008-2010 var berettiget til befordringsfradrag i henhold til ligningslovens § 9 C for rejser mellem ...1, ...2, Sverige, og forskellige arbejdspladser i Danmark, primært på ...4 og ...3.

Forklaringer

A har forklaret, at hun er af østeuropæisk herkomst og i 2004 blev gift med BA. Parret tog efterfølgende ophold i ...1, da hun ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark. På et tidspunkt flyttede hendes mand af arbejdsmæssige årsager sin adresse tilbage til Danmark, mens hun blev boede i lejligheden i ...1, som hendes mand havde købt. Hun søgte arbejde i Danmark, fordi hun gerne ville blive bedre til sproget, fordi hun har familie her, og fordi det var svært at få arbejde i Sverige. Hun pendlede frem og tilbage og sov de fleste nætter i ...1. Hendes mand arbejdede kun til torsdag og kom til Sverige i weekenderne for at være sammen med hende. Hun havde kun enkelte overnatninger i Danmark. Den 13. oktober 2010 fødte hun parrets datter, der boede hos hendes mand. Hun var sammen med datteren, når hendes mand tog hende med til Sverige. Den 19. oktober 2010 flyttede hun til ...2 for at studere, hvilket hun dog aldrig kom i gang med. Hun boede i ...2 fra den 19. oktober 2010 til den 7. november 2012. Det var rigtigt, at hun blev truffet i Danmark i 2012. Hun forsøgte at samle dokumentation for, at hun kunne genoptage sine studier. I 2013 blev hun svensk statsborger. Hun har ikke noget dokumentation for transportudgifterne.

Hun henvendte sig hvert år til SKAT Øresund for at få hjælp, da hun ikke forstod ret meget af det danske skattesystem. De udfyldte papirerne for hende og hun troede, at befordringsgodtgørelsen derfor var i orden. Hun kunne ikke huske på hvilket tidspunkt om året, hun havde henvendt sig. Det var først i 2013 hun blev klar over at hendes skat ikke var i orden. Hun kontaktede SKAT pr. mail. De bad ikke om dokumentation, men gav afslag på genoptagelse. På det tidspunkt talte og forstod hun ikke dansk så godt. Hun forstod derfor ikke, at der var forskel på forskudsregistrering og selvangivelse.

Parternes synspunkter

Sagsøgerens advokat har i et påstandsdokument anført følgende hovedanbringender, der er gentaget og uddybet under hovedforhandlingen:

"...

Det gøres overordnet gældende, at sagsøgeren er berettiget til at få genoptaget sine skatteansættelser for indkomstårene 2009 og 2010.

Det gøres herunder gældende, at SKAT har forsømt sin vejledningspligt som offentlig myndighed med den virkning, at sagsøgerens indtægtsforhold for indkomstårene 2009 og 2010 blev opgjort forkert.

Særligt gøres det gældende for indkomståret 2009,

at sagsøgerens anmodning om genoptagelse er rettidig indgivet, idet SKAT qua sin oplysningspligt burde have identificeret sagsøgerens gentagende henvendelser til SKAT som en klage over sin skatteansættelse for indkomståret 2009 samt,

at der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde en ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens skatteansættelse for indkomståret 2009 i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, i det SKAT ikke har overholdt deres vejledningspligt, som følger af forvaltningslovens § 7, stk. 1 samt af almindelige forvaltningsretlige principper.

Særligt gøres det gældende for indkomståret 2010,

at sagsøgerens indgivelse af anmodning om genoptagelse af skatteansættelse er indgivet rettidigt i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, samt

at det faktum, at SKAT har nægtet sagsøgeren genoptagelse af sin skatteansættelse for indkomståret 2010 udelukkende på grund af den omstændighed, at hun ifølge SKAT ikke har fremsendt fornøden dokumentation for sin befordring ikke er en saglig afgørelse.

Generelt

Forvaltningsmyndigheder bør særligt sikre sig, at deres vejledning bliver forstået af udlændinge.

Når en myndighed ikke overholder forvaltningslovens regler om vejledningspligt samt den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om forvaltningens undersøgelsespligt over for en skatteyder, følger det af almindelige forvaltningsretlige principper, at vejledningsfejl bør tillægges den virkning, at den pågældende blev stillet, som hvis vejledningen var givet.

Ad indkomståret 2009

Sagsøgeren har indgivet klage over sin skatteansættelse rettidigt.

Sagsøgeren har inden fristen for genoptagelse jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 henvendt sig til SKAT og SKAT Øresund for at få berigtiget sine skatteforhold.

Der gælder ingen formkrav for klage over en myndigheds afgørelse. Det må således følge af SKATs oplysningspligt, når de modtager en henvendelse fra en skatteyder, at man sørger for at få identificeret den skattepligtiges tilkendegivelse som en klage over skatteansættelsen.

Under alle omstændigheder må de af SKAT udviste sagsbehandlingsfejl, herunder manglende iagttagelse af vejledningspligten og oplysningspligten tale til støtte for, at der foreligger særlige omstændigheder, der efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, berettiger sagsøgeren til ekstraordinær genoptagelse af sin skatteansættelse.

I forhold til manglende overholdelse af fristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, gøres det gældende, at det forhold, at en skatteyder har adgang til - og logger på - sin skattemappe ikke er ensbetydende med, at uregelmæssigheder i sagsøgerens øvrige skatteforhold hidrørende fra andre indkomstår derved også kan lægges skatteyderen til last ved at hævde, at disse skulle være kommet skatteyderen effektivt til kundskab.

Ad indkomståret 2010

Anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2010 er indgivet rettidigt ved sagsøgerens e-mail af 9. august 2013 til SKAT, jf. bilag 2, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

I følge SKAT har sagsøgeren ikke indsendt nye oplysninger eller dokumentation, der kan begrunde at skatteansættelsen for 2010 er forkert og dermed skal ændres.

Det må have stået SKAT klart gennem mailkorrespondancen mellem sagsøgeren og SKAT, jf. bilag 3, at sagsøgeren ikke havde forstået, at hendes restskat skyldtes manglende fradrag for befordring. Samt at hun ej heller havde forstået, at hun skulle fremsende oplysninger og dokumentation for hendes befordring mellem sin bopæl i Sverige og arbejdssted i Danmark for at få genoptaget sin skatteansættelse for indkomståret 2009.

SKAT har ikke qua deres oplysningspligt bragt sagsøgeren ud af sin vildfarelse om, at hun skulle indsende dokumentation for sin befordring mellem sit arbejde i Danmark og sin sædvanlige bopæl i ...1.

Betingelserne for at få genoptagelse af sin skatteansættelse følger skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, som siger følgende:

"...

En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomst-eller ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

..."

Det er ubestridt, at sagsøgeren har indgivet sin anmodning om genoptagelse rettidigt.

Det er herefter en betingelse for genoptagelse, at den skattepligtige fremlægger oplysninger, der kan være af såvel faktisk som retlig karakter, og som kan medføre en ændret skatteansættelse. Den skattepligtige skal dokumentere eller sandsynliggøre, at den tidligere skatteansættelse har været forkert, fordi den hviler på eksempelvis urigtige oplysninger. Den skattepligtige har imidlertid et egentligt retskrav på genoptagelse, såfremt de nye oplysninger skaber en vis sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget ved myndighedens oprindelige stillingtagen til sagen jf. TfS 1997.713V og SKM2001.93.ØLR.

I sidstnævnte dom fortolkes begrebet "nye oplysninger" udvidet, idet der ikke foreligger nye oplysninger i egentlig forstand. Genoptagelse af sagen beror således på en fornyet vurdering af sagen.

Der kan således ikke stilles krav om, at skatteyderen dokumenterer, at en genoptagelse med sikkerhed vil føre til en ændret skatteansættelse.

Der gælder således en betinget ret til genoptagelse, og en tilladelse til ordinær genoptagelse behøver ikke at resultere i en ændret skatteansættelse.

Sagsøgeren har i sagen fremlagt dokumentation for, at hendes ægtefælle har ejet en lejlighed, hvor hun ifølge det svenske folkeregister har haft bopæl.

Samt at hun har ejet en svensk indregistreret bil.

Det er desuden ubestridt, at sagsøgeren har været udvist af Danmark i de omhandlende indkomstår.

Sagsøgeren har således med de nye fremlagte oplysninger skabt en rimelig sandsynlighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, såfremt de havde foreligget ved SKATs oprindelige stillingtagen til sagen, hvorfor hun har ret til at få sin sag genoptaget.

..."

Sagsøgtes advokat har i et påstandsdokument anført følgende hovedanbringender, der er gentaget og uddybet under hovedforhandlingen:

"...

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren ikke er berettiget til hverken ordinær genoptagelse for indkomståret 2010 eller ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2009.

1.3 Ordinær genoptagelse af indkomståret 2010

Det er en forudsætning for (både ordinær og ekstraordinær) genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens §§ 26-27, at sagsøgeren kan dokumentere eller sandsynliggøre, at skatteansættelsen er materielt forkert, fordi den hviler på forkerte eller ændrede faktiske eller retlige oplysninger, jf. bl.a. SKM2011.329.HR, SKM2012.598.ØLR, SKM2014.183.ØLR og SKM2010.785.VLR.

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at hendes skatteansættelse for indkomståret 2010 er materielt forkert, hvorfor sagsøgeren ikke er berettiget til genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Det er en betingelse for befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, at den skattepligtige godtgør eller i det mindste sandsynliggør, at fradraget er berettiget, jf. bl.a. SKM2004.162.HR og SKM2009.477.VLR.

For at der kan gives befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, skal der være foretaget befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Det er således, for det første, et krav, at befordringen er sket mellem den skattepligtiges sædvanlige bopæl og arbejdet, og for det andet, er det et krav, at der faktisk er foretaget befordring.

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at hun havde sædvanlige bopæl i ...1/...2, Sverige, i indkomståret 2010. Tværtimod er det i sig selv nærliggende at antage, at sagsøgerens sædvanlige bopæl var hos hendes mand på hans adresse ...5, ...6, hvor manden ubestridt har haft bopæl fra og med 26. marts 2009 (bilag 4, side 2, afsnit 2).

Det følger af Den Juridiske Vejledning, 2015-1, afsnit C,A.4.3.3.1.1, at kun én bopæl kvalificeres som sædvanlig bopæl. Hvis der er tvivl, skal den sædvanlige bopæl fastlægges ud fra en vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår bl.a. forhold som personlig tilknytning, social tilknytning, familiemæssig tilknytning, boligmæssig tilknytning, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret.

Til støtte for, at sagsøgeren ikke havde sædvanlig bopæl i ...1/...2 henvises til SKM2003.473.ØLR, TfS 1997,200Ø og TfS1996,281Ø.

I nærværende sag boede sagsøgerens ægtefælle ubestridt på ...5, ...6 fra 26. marts 2009, i hvilken periode sagsøgeren udelukkende havde arbejde på ...4. Det fremgår desuden af udskrift fra CPR-registeret, at sagsøgeren i januar 2009 indrejste til Danmark (bilag F).

Den 5. februar 2009 startede sagsøgeren endvidere en virksomhed med navnet H1, hvilket tilsyneladende er en ... i ...6, jf. bilag G.

Derudover fik sagsøgeren sammen med ægtefællen et barn den 13. oktober 2010 (bilag 4, side 2, afsnit 3).

Sagsøgeren har ikke heroverfor godtgjort, at hendes sædvanlige bopæl, på trods af ovenstående forhold, alligevel var i ...1 og/eller i ...2 i indkomståret 2010.

Sagsøgeren har til støtte for, at hun havde (sædvanlig) bopæl i Sverige, fremlagt personbevis fra Skatteverket i Sverige (bilag 6 (benævnt bilag 5 i sagsøgerens supplerende sagsfremstilling, jf. replikken, side 1)), hvoraf fremgår, at sagsøgeren havde folkeregisteradresse i ...1 fra 13. maj 2005 til den 19. oktober 2010, og i ...2 fra den 19. oktober 2010 til den 7. november 2012.

Endvidere har sagsøgeren fremlagt købskontrakt for en lejlighed i ...1 (bilag 5 (benævnt bilag 6 i sagsøgerens supplerende sagsfremstilling, jf. replikken, side 1)), hvoraf fremgår, at sagsøgerens ægtefælle købte lejligheden i 2004.

Derudover har sagsøgeren fremlagt en e-mail fra Transportstyrelsen i Sverige (bilag 7), hvoraf fremgår, at sagsøgeren havde en svensk indregistreret bil fra 18. februar 2009 til den 30. marts 2011.

Bilag 5-7 godtgør imidlertid ikke, hverken hver for sig eller samlet, at sagsøgeren har haft sædvanlig bopæl i ...1/og eller ...2.

Det kan ikke under de i øvrigt foreliggende omstændigheder tillægges bevismæssig betydning, at sagsøgeren havde tilmeldt sig folkeregisteradresse i Sverige i perioden, jf. bilag 6. Folkeregisterregistreringen godtgør således ikke i sig selv, at sagsøgeren faktisk havde sædvanlig bopæl i Sverige, jf. f.eks. SKM2003.473.ØLR.

At sagsøgerens ægtefælle ejede/ejer en lejlighed i ...1 jf. bilag 5, er endvidere heller ikke i sig selv ensbetydende med, at sagsøgeren har haft sædvanlig bopæl på dén adresse i indkomståret 2010. Det bemærkes i øvrigt, at sagsøgeren ikke har fremlagt nogen form for dokumentation for hendes bopælsforhold fra og med 19. oktober 2010, på trods af at hun angiveligt fra denne dato boede i ...2, jf. personbevis fra Skatteverket i Sverige (bilag 6 (benævnt bilag 5 i sagsøgerens supplerende sagsfremstilling, jf. replikken, side 1)).

Det forhold, at sagsøgeren havde en svensk indregistreret bil, jf. bilag 7, dokumenterer heller ikke, at hun havde sædvanlig bopæl i Sverige. Muligheden for at have en bil indregistreret i Sverige, er antagelig blot en følge af, at sagsøgeren havde tilmeldt sig folkeregisteradresse i Sverige.

Sammenfattende har sagsøgeren således ikke godtgjort, at hun havde "sædvanlig bopæl" i Sverige i den omhandlede periode. Sagsøgeren er dermed ikke berettiget til befordringsfradrag for befordring til og fra ...1 og/ eller ...2, Sverige.

Selv såfremt retten måtte komme frem til, at sagsøgeren har godtgjort, at hendes sædvanlige bopæl i 2010 var i Sverige, har sagsøgeren ikke godtgjort, at hun faktisk har foretaget befordring fra ...1/...2 til hendes arbejdspladser på ...4, hvorfor hun ikke er berettiget til befordringsfradrag.

Sagsøgeren har som udgangspunkt bevisbyrden for skattemæssige fradrag. Når afstanden mellem bopæl og arbejdsplads er usædvanlig lang, er bevisbyrden for, at der faktisk er foretaget befordring endvidere skærpet, jf. SKM2004.162.HR.

Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at hun har foretaget befordring i videre omfang end godkendt, herunder ikke i det forskudsregistrerede omfang.

Det må i sig selv have formodningen imod sig, at sagsøgeren har haft befordring fra ...1 og/eller ...2 til hendes arbejde på ...4. Afstanden er lang. For så vidt angår ...1 er afstanden herfra og til sagsøgerens arbejdsplads hos G1 A/S i ...7 ca. 174 km. Afstanden fra ...2 er ca. 850 km.

Hertil kommer, at manden boede på adressen ...5, ...6.

Under disse omstændigheder påhviler det derfor sagsøgeren at føre bevis for, at hun rent faktisk har foretaget befordringen fra Sverige til arbejdspladserne i Danmark, jf. også SKM2004.162.HR.

At sagsøgeren var udvist fra Danmark i indkomstårene 2009 og 2010 godtgør ikke, at hun har haft sædvanlig bopæl i ...1, ...2 og heller ikke, at hun har foretaget befordring herfra til arbejdspladserne i Danmark. Hertil kan det nævnes, at SKAT og Politiets Udlændingekontrolafdeling (UKA) den 15. oktober 2012 antraf sagsøgeren i Danmark, på trods af at hun på dette tidspunkt også var udvist fra Danmark (bilag G, side 2). At sagsøgeren var udvist fra Danmark, er altså ikke ensbetydende med, at hun ikke opholdt sig i landet. Hun anfører jo også selv, at hun har arbejdet her i landet.

Såfremt sagsøgeren faktisk havde foretaget befordring til og fra ...1, kunne hun have fremlagt dokumentation for afholdelse af udgifter til transport over Øresund, f.eks. i form af kvitteringer/kontoudtog for broafgift, færge eller togbilletter.

Sådan dokumentation, eller andet, der sandsynliggør hendes påstand, er imidlertid ikke fremlagt. Sagsøgeren har end ikke oplyst, med hvilke transportmidler den påstående befordring foregik. Sagsøgeren har derfor ikke dokumenteret, at hun har haft befordring mellem Sverige og Danmark.

Sagsøgeren gør i replikken på side 3, afsnit 2, gældende, at SKAT har tilsidesat sin vejledningspligt, ved ikke at have bragt sagsøgeren ud af sin vildfarelse og have oplyst hende om, hvad restskatten skyldes samt vejledt om, hvilken slags dokumentation SKAT ønskede.

I replikken på side 2, afsnit 7, anfører sagsøgeren, at hun tilsyneladende var af den opfattelse, at restskatten skyldes det forhold, at hun havde arbejdet ulovligt i Danmark.

Det bestrides, at sagsøgeren var i en vildfarelse herom.

Tværtimod fremgår det af korrespondancen i bilag 3, at sagsøgeren er af den opfattelse, at hvis hun har arbejdet ulovligt i Danmark, så mener hun ikke, at SKAT kan kræve skat (restskat) af indkomst, der hidrører fra sådant ulovligt arbejde. Sagsøgerens opfattelse synes således at være, at SKAT under ingen omstændigheder kunne kræve restskatten betalt, idet indtægten var oppebåret ved ulovligt arbejde i Danmark. Det bemærkes, at det under retssagen er ubestridt, at sagsøgeren er skattepligtig af indtægterne.

Det bestrides derfor, at SKAT har tilsidesat sine forvaltningsretlige forpligtelser.

SKAT vejledte sagsøgeren om, at hun inden den 1. maj 2014 havde mulighed for at anmode om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2010, såfremt anmodningen herom var vedlagt fyldestgørende dokumentation for eventuelt faktisk foretaget befordring (bilag 3, side 3).

I SKATs forslag til afgørelse af 17. september 2013 anførte SKAT også, at afslaget på anmodningen om genoptagelse skyldtes, at

"...

du (...) ikke har indsendt nogen oplysninger og materiale omkring eventuelt befordringsfradrag,

..."

 jf. bilag J, side 1, afsnit 7.

Eftersom sådan dokumentation ikke blev fremlagt (ligesom det ikke er fremlagt under retssagen), var det med rette, at SKAT fandt, at der ikke skulle ske ordinær genoptagelse for indkomståret 2010, jf. bilag B.

SKAT har derfor ikke tilsidesat sine forvaltningsretlige forpligtelser.

Selv hvis SKAT havde tilsidesat sin vejledningspligt, ville det ikke kunne føre til genoptagelse, idet sagsøgeren ikke har godtgjort, at skatteansættelsen er materielt forkert.

1.4 Ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2009

Det gøres overordnet gældende, at sagsøgeren ikke er berettiget til ekstraordinær genoptagelse for indkomståret 2009.

Dels opfylder sagsøgeren ikke betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, dels er genoptagelsesanmodningen under alle omstændigheder fremsat for sent, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

Ligesom for ordinær genoptagelse, er det en forudsætning for ekstraordinær genoptagelse, at den skattepligtige kan dokumentere eller sandsynliggøre, at skatteansættelsen er materielt forkert, jf. f.eks. SKM2013.739.ØLR og SKM2012.170.ØLR.

For det første har sagsøgeren ikke godtgjort, at skatteansættelsen for 2009 er materielt forkert.

SKAT har for indkomståret 2009 givet et skønsmæssigt befordringsfradrag på kr. 10.000,-, hvor der oveni kommer et tillæg på 25 % (kr. 2.500,-) for ekstra befordringsfradrag, som følge af indkomstens størrelse (bilag D).

Sagsøgeren har ikke dokumenteret, at hun er berettiget til et større befordringsfradrag end det skønsmæssigt godkendte, jf. det ovenfor under indkomståret 2010 anførte. Faktisk har hun end ikke dokumenteret overhovedet at være berettiget til befordringsfradrag.

For det andet, selv hvis retten måtte finde, at sagsøgeren er berettiget til et højere befordringsfradrag for indkomståret 2009, er betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke opfyldt.

Ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan kun ske, hvis der foreligger "særlige omstændigheder".

Et glemt fradrag er ikke i sig selv en "særlig omstændighed", jf. bl.a. Den juridiske vejledning 2015-1, afsnit A,A.8.2.3.10, SKM2014.332.VLR, SKM2011.140.VLR, SKM2008.990.ØLR og SKM2007.44.VLR.

Bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde, hvor ekstraordinær genoptagelse er betinget af, at en urigtig ansættelse skyldes f.eks. myndighedsfejl, svig fra tredjemand eller helt særlige uforudsigelige tilfælde, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige, herunder alvorlig sygdom.

Det er den skattepligtige, der har bevisbyrden for at betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 8, er opfyldt. Sagsøgeren har ikke løftet denne.

Sagsøgeren anfører i stævningen, på side 4, at SKAT ikke har iagttaget sin vejledningspligt, idet sagsøgeren angiveligt gentagne gange i 2009 og 2010 har henvendt sig til SKAT Øresund samt SKAT for at få berigtiget sine skatteforhold. Sagsøgeren anfører endvidere, at det måtte stå SKAT klart, at sagsøgeren ikke var bekendt med det forhold, at hendes fradrag for befordring ikke var behørigt indberettet. Videre fremgår, at SKAT angiveligt oplyste sagsøgeren om, at hendes befordringsfradrag var blevet korrekt indberettet.

Det bestrides, at SKAT har forsømt sin vejledningsforpligtelse eller på anden måde tilsidesat forvaltningsretlige forpligtelser.

Det fremgår af SKATs afgørelse af 17. september 2013 (bilag A), at sagsøgeren har været i kontakt med SKAT vedrørende ændring af forskudsopgørelsen for 2009. Det fremgår imidlertid ikke af sagens dokumenter, at sagsøgeren senere har rettet henvendelse til SKAT med henblik på at få ændret skatteansættelsen for 2009.

Endvidere fremgår det af årsopgørelsen for 2009 (bilag D), at der ikke er givet befordringsfradrag i samme omfang, som sagsøgeren havde fået forskudsregistreret. Sagsøgeren havde (i hvert fald) fra 2010 adgang til sin skattemappe, hvilket hun også benyttede sig af ved - via Tast-Selv den 23. marts 2010 - at ændre i forskudsopgørelsen for indkomståret 2010 (bilag A, side 4, nederste rubrik).

I skattemappen kunne sagsøgeren bl.a. se årsopgørelsen for 2009 (bilag D). Heraf fremgår, at der er givet befordringsfradrag på samlet kr. 12.500,-, og at ansættelsen er sket skønsmæssigt som følge af, at SKAT ikke har modtaget nogen selvangivelse (bilag D, side 4, nederst):

"...

Din selvangivelse er ikke modtaget. Din skattepligtige indkomst er derfor ansat efter et skøn.

..."

SKAT har således ikke forsømt sin vejledningsforpligtelse eller på anden måde begået sagsbehandlingsfejl.

Selvom SKAT ikke havde opfyldt sin vejledningsforpligtelse eller på anden måde havde begået sagsbehandlingsfejl, ville det ikke kunne føre til ekstraordinær genoptagelse. Det ville ikke udgøre en "særlig omstændighed", og skatteansættelsen er jo rigtig, jf. f.eks. SKM2008.990.ØLR og SKM2013.124.VLR.

Hvis retten måtte finde, at der foreligger særlige omstændigheder, har sagsøgeren ikke overholdt reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Efter § 27, stk. 2, er det en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at den skattepligtige senest 6 måneder efter at være kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26, skal have anmodet skatteforvaltningen om genoptagelsen.

Det er ubestridt, at årsopgørelsen for indkomståret 2009 (bilag D) blev sendt til sagsøgeren på adressen ...1, i 2010.

Efter retspraksis påhviler det herefter sagsøgeren at godtgøre, at årsopgørelsen blev modtaget på et senere tidspunkt end hvad der følger af almindelig postgang, eller at årsopgørelsen slet ikke blev modtaget, jf. f.eks. U2000.1771H og U2007.2791H. Dette har sagsøgeren ikke godtgjort.

Hertil kommer, at servicebrev og årsopgørelse for 2009 var tilgængelig i sagsøgerens skattemappe fra hhv. 5. marts 2010 og 29. november 2010. Sagsøgeren bestrider heller ikke, at hun havde adgang til skattemappen fra 2010, jf. stævningen, side 2, afsnit 5.

På trods heraf anmodede sagsøgeren først om genoptagelse den 9. august 2013, hvorfor 6-månedersfristen i § 27, stk. 2, er langt overskredet.

Også af denne grund skal der ikke ske ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2009, jf. SKM2013.343.ØLR, SKM2011.140.VLR, SKM2008.990.ØLR og SKM2003.288.HR.

Sagsøgeren har endvidere heller ikke godtgjort, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde, at der skal bortses fra overskridelse af 6-månedersfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, in fine.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

En skatteborgers skatteansættelse kan genoptages i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, såfremt anmodning herom fremsættes senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Anmodningen skal indeholde oplysninger, faktiske eller retlige, der kan begrunde en ændring af ansættelsen. Endvidere kan en skatteansættelse genoptages ekstraordinært blandt andet efter § 27, stk. 1, nr. 8, på grund af "særlige omstændigheder". Fristen herfor er i medfør af § 27, stk. 2, 6 måneder efter at den skattepligtige er kommet til kundskab med de forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. En ansøgning kan dog behandles efter denne frist, hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Der er enighed om, at sagsøgeren rettidigt har indgivet anmodning om ændring af ansættelsen af skat for 2010.

Med hensyn til skatteåret 2009 har sagsøgeren ikke indgivet anmodningen om genoptagelse inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Retten finder, at SKAT under sagens behandling har overholdt sin forvaltningsretlige pligter, navnlig undersøgelses- og vejledningspligten, uanset at sagsøgerens tidligere henvendelser ikke er blevet identificeret som en anmodning om genoptagelse. Fejl i sagsbehandlingen kan derfor ikke begrunde, at fristen skal løbe fra et andet tidspunkt end fastsat i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Afgørelsen om eventuel genoptagelse skal derfor afgøres efter skatteforvaltningslovens § 27. Da anmodningen er fremkommet mere end 6 måneder efter at sagsøgeren via sin skattemappe kunne få kendskab til omstændighederne og da der ikke er angivet undskyldelige omstændigheder for, at 6 måneders fristen er overskredet, finder retten, at genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2009 med rette er blevet nægtet.

Både for så vidt angår rettidig og ekstraordinær anmodning om genoptagelse af en skatteansættelse, skal anmodningen indeholde oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan sandsynliggøre at genoptagelse vil føre til en ændret ansættelse.

Ingen af anmodningerne indeholdte dokumentation, der sandsynliggør at en genoptagelse kan føre til en ændret ansættelse, hverken vedrørende fastlæggelsen af sagsøgerens sædvanlige bopæl eller for faktisk foretagne rejser.

Under sagen har sagsøgeren dokumenteret, at hun havde folkeregisteradresse i Sverige, at hun havde en svensk indregistreret bil i perioden samt at hendes mand var ejer af den lejlighed i ...1, som hun var registreret på.

Ved vurderingen af om sagsøgeren herved har sandsynliggjort, at hendes skatteansættelse for 2010 vil blive ændret ved en genoptagelse, har retten lagt vægt på sagsøgerens oplysninger sammenholdt med sagens oplysninger om, at sagsøgerens ægtefælle bor i Danmark, at sagsøgeren i 2010 har arbejdet i Danmark tæt på ægtefællens bopæl, at sagsøgeren er indrejst i Danmark den 1. januar 2009, at sagsøgeren trods udvisning fra Danmark er antruffet her samt har drevet virksomhed i ...6 og at sagsøgeren og hendes ægtefælle fælles barn er født i Danmark og bor hos sin far på ...3, mens sagsøgeren har forklaret, at hun kort efter fødslen flyttede til ...2. Endelig lægges til grund, at sagsøgeren ikke har dokumentation for faktiske foretagne rejser i form af kvitteringer eller andet. Retten finder herefter ikke, at sagsøgeren har sandsynliggjort, at en genoptagelse af skatteansættelsen for skatteåret 2010 vil medføre en ændring af ansættelsen. Sagsøgtes frifindelsespåstand tages i det hele til følge.

Da sagsøgeren i det hele er den tabende part, skal hun betale sagsomkostninger til sagsøgte. Omkostningerne fastsættes til 16.500 kr., hvoraf 500 kr. er godtgørelse af retsafgift og 16.000 kr. er godtgørelse til rimelige udgifter til advokatbistand. Retten har lagt vægt på sagens værdi og karakter samt den medgåede tid.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte frifindes.

Inden 14 dage betaler sagsøgeren, A, til sagsøgte, Skatteministeriet, i sagsomkostninger 16.500 kr.