Sagens emne
SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om beskatning af pension efter pensionsbeskatningslovens § 53 A.
Landsskatteretten finder, at klageren er berettiget til beskatning af pension efter pensionsbeskatningslovens § 53 A.
Faktiske oplysninger
Klageren har arbejdet i udlandet i mange år for G1 (G2). Han har været udrejst af Danmark fra 31. august 1983 til 31. august 1987 og igen fra 27. juni 1988 til 9. januar 2012.
Han har gennem sit arbejde en pensionsordning, der er oprettet før 18. februar 1992.
Han har til og med 2001 været registreret som fuldt skattepligtig, dog med undtagelse af 1992, hvor han har været registreret som begrænset skattepligtig. Fra 2002 og til og med 2011 er han igen registreret som begrænset skattepligtig.
Klageren ejer sommerhus på Y1 fra 1. juli 1993 og købte en ejerlejlighed i Y2 den 1. juli 2008, som udlejes til sønnen.
Han er ved sin tilflytning til Y1 pr. 9. januar 2012 igen blevet fuldt skattepligtig til Danmark. Ifølge hans anmodning går han på pension i 2013, men arbejder pt. på G2´s regionalkontor i Y2 og er derved blevet gjort opmærksom på, at han skal indsende Erklæring L og derved kan vælge, at pensionen skal beskattes efter PBL § 53 A.
Anmodningen er afsendt 20. september 2012 og modtaget 21. september 2012 i SKAT.
SKATs afgørelse
SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om beskatning af pension efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, da anmodningen ikke er indsendt i forbindelse med skattepligtens indtræden. Klageren vil derfor være omfattet af de hidtidige beskatningsregler.
SKAT er ikke enig i, at erklæringen senest skal indsendes sammen med selvangivelse for det år, hvor skattepligten indtræder. I skattekontrollovens § 11 C, stk. 3, som omhandler udenlandske pensionsordninger, er formuleringen for indsendelsen af erklæring L følgende: "... eller ved indtræden af fuld skattepligt her til landet...". Denne formulering sammenlignes med formuleringen af skattekontrollovens § 11 A, stk. 4, som omhandler udenlandske bankkonti. Heri står der "... eller senest et år efter indtræden af skattepligt her til landet...". I skattekontrollovens § 11 B, stk. 4, som omhandler udenlandske værdipapirdepoter, er det anført "... eller senest et år efter indtræden af skattepligt her til landet af værdipapiret, men dog inden udløbet af selvangivelsesfristen for det indkomstår, hvor skattepligten indtræder..."
SKAT finder ikke, at formuleringen "i forbindelse med indtræden af fuld skattepligt her til landet" kan fortolkes til, at fristen er senest ved selvangivelsesfristen for det år, hvor skattepligten indtræder, når der henses til ovenstående formuleringer i lovteksten omkring udenlandske finansielle aktiver.
Der kan i øvrigt henvises til afgørelsen fra Landsskatteretten af 15. marts 2008, som er vedlagt i anonymiseret form. Denne omhandler dog kun fristen pr. 1. januar 2006.
Herudover henvises til lov nr. 429 af 26. juni 1998 § 6, stk. 12, som blev ændret ved lov nr. 1388 af 20. december 2004.
Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at ansøgningen skal imødekommes, idet indsendelse den 20. september 2012 må anses for at være sket efter lovgivningens tidsramme: "I forbindelse med indtræden af fuld skattepligt her til landet".
Til støtte herfor har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at der ikke i lovgivningen eller senere bekendtgørelser er fastsat nøjagtige regler om, hvordan den anførte tidsfrist nøjagtigt skal administreres.
Ved bestemmelsens indførelse (Lov i lov nr. 1388 af 29. december 2004) var fokus rettet mod den situation, at de pågældende havde den relevante pensionsordning.
De pågældende skulle i givet fald træffe afgørelse om ansøgning af brug af pensionsbeskatningslovens § 53 A inden 1. januar 1996 (altså en periode på et år til ansøgning).
Det blev ved lovforslagets behandling understreget, at tidsfristen var absolut.
Dette blev begrundet med, at der ikke skulle kunne spekuleres i valget, hvis der først blev truffet valg af ordningen efter det var kendt, hvordan den ville forløbe. Der blev samtidigt vedtaget, at ved tilflytning (skattepligtsindtræden) skulle der ansøges i forbindelse med indtræden af skattepligt.
Der foreligger ikke noget nærmere om, hvad der nøjagtigt skal forstås ved "i forbindelse med skattepligtens indtræden".
Det må erindres, at der ikke findes faste regler for, hvorledes en skatteyder, der tilflytter Danmark og dermed bliver fuldt skattepligtig til Danmark, skal forholde sig.
I praksis indtræder den fulde skattepligt på grundlag af tilmeldingen til Folkeregisteret, og der udsendes selvangivelse til pågældende ved årets udløb.
Selv om der er forskellige regler om indgangsværdier, f.eks. i kildeskattelovens § 9, i aktieavancebeskatningslovens § 37, m.fl. findes der ikke krav om, at der ved tilflytningen skal indsendes en "åbningsstatus". I praksis indsendes en sådan ved indsendelse af selvangivelsen for det 1. år under fuld skattepligt.
I skattekontrolloven er der i § 11 A og § 11 B særlige regler for indberetning, hvis en skatteyder har konto eller depot i udlandet, hvilket ofte vil være tilfældet for en tilflytter. Her er der fastsat frist, svarende til selvangivelsesfristen for det pågældende år. I øvrigt gælder samme frist (selvangivelsesfristen for fraflytningsåret) ved fraflytning, hvor der udløses fraflytningsskat.
Der er efter repræsentantens opfattelse intet belæg for, at SKAT kræver, at der umiddelbart i tilknytning til skattepligtens indtræden, skal indsendes anmodning om beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 53 A for den pågældende skatteyders udenlandske pensionsordning.
SKATs henvisning til praksis omfatter udelukkende afgørelser vedrørende den særlige overgangsordning for pensionsordninger før 18. 2. 1992. Her blev der givet 1 års frist til anmeldelse.
Det fastholdes derfor, at klageren ved anmodning om beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 53 A den 20. september 2012 har opfyldt kravet om, at anmodningen skal indgives i forbindelse med skattepligtens indtræden.
Landsskatterettens afgørelse
Ved lov nr. 1388 af 20. december 2004 om ændring af bl.a. pensionsbeskatningsloven blev der som § 6, stk. 12, i lov nr. 429 af 26. juni 1998 indsat følgende bestemmelse:
"En forsikringstager eller pensionsopsparer, der har en forsikring eller pensionsordning, der er oprettet eller erhvervet før den 18. februar 1992, kan med virkning fra og med indkomståret 2004 vælge, at § 1, nr. 4, 5, 6 og 7, finder anvendelse på forsikringen eller pensionsordningen, såfremt pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B i øvrigt er anvendelig på forsikringen eller pensionsordningen. Valget er bindende og skal træffes inden den 1. januar 2006 eller i forbindelse med indtræden af fuld skattepligt her til landet. Valget skal inden for fristen i 2. pkt. enten meddeles Told- og Skattestyrelsen eller forsikringsselskabet m.v., såfremt dette indgiver oplysninger til de statslige told- og skattemyndigheder efter skattekontrollovens § 8 B. Valget får i så fald virkning fra og med det tidspunkt, hvor Told- og Skattestyrelsen eller forsikringsselskabet m.v. får oplysningen. De personer, som inden den 1. april 2005 træffer beslutning om, at pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B skal finde anvendelse på forsikringen eller pensionsordningen, kan vælge, at beslutningen får virkning fra og med den 1. januar 2004. I så fald gives Told- og Skattestyrelsen eller forsikringsselskabet m.v. oplysning herom."
Af forarbejderne til ændringsloven er der bl.a. anført følgende om bestemmelsen:
"...
Da der ikke skal kunne spekuleres i en sådan valgfrihed ved først at vælge beskatning efter pensionsbeskatningslovens afsnit II A umiddelbart forud for det tidspunkt, hvor pensionen kan udbetales, foreslås det, at skatteyderne inden den 1. januar 2006 skal have besluttet sig for, om ordningen skal beskattes efter lovens afsnit II A. For skatteydere, der endnu ikke er fuldt skattepligtige til Danmark, foreslås det, at de skal beslutte sig i forbindelse med skattepligtens indtræden. Der er i begge tilfælde tale om absolutte frister. Der er således f.eks. ikke mulighed for dispensation, såfremt skatteyderen har glemt inden den 1. januar 2006 at meddele, at denne ønsker sin pensionsordning beskattet efter pensionsbeskatningslovens afsnit II A. Valget skal meddeles enten til Told- og Skattestyrelsen eller til forsikringsselskabet m.v.
..."
Det lægges til grund i sagen, at klageren blev fuldt skattepligtig til Danmark den 9. januar 2012. Endvidere blev klagerens anmodning vedrørende valg af pensionsordning sendt til SKAT den 20. september 2012 og modtaget den 21. september 2012.
Det er Landsskatterettens opfattelse, at bestemmelsen i relation til indtræden af fuld skattepligt mangler præcision, idet man ikke i udtrykket 'i forbindelse med', uanset forarbejdernes bemærkninger, kan fastlægge en nøjagtig tidsfrist. Retten finder heller ikke, at der er adgang til den fortolkning, SKAT foretager, idet det ville have været præciseret i bestemmelsen, såfremt valget skulle foretages i 'umiddelbar' forbindelse med indtræden af skattepligt.
Landsskatteretten finder, at formuleringen 'i forbindelse med' må forstås således, at der gives et vist tidsrum for at foretage det pågældende valg, og finder herefter, at valget i den pågældende situation skal foretages senest ved indgivelse af selvangivelsen for det indkomstår, hvori den fulde skattepligt til Danmark indtræder.
Det bemærkes, at der i den konkrete sag ikke har været mulighed for at foretage et valg ud fra et spekulationsøjemed.
SKATs afgørelse ændres herefter, idet klageren har foretaget et valg inden for den angivne frist i PBL § 53 A.