Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2005.301.HR

Stutteri. Ikke erhvervsmæssigt.

Højesteret fandt, at et stutteri i 1997 og 1998 ikke udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed.

Ifølge syns- og skønserklæring, var stutteridriften drevet teknisk landbrugsfagligt forsvarligt. På trods af skønserklæringen fandt Højesteret, at stutteriet ikke havde det fornødne omfang, til at det kunne anses for at være erhvervsmæssigt drevet.

I de foregående år havde der været tilfældige og usikre indtægter, som skyldtes, at driften var baseret på kun én avlshoppe.

Det kunne derfor ikke føre til et andet resultat, at driften i et senere indkomstår (2002) - hovedsageligt på grund af salg af et føl og salg af halvpart af en hest - havde medført en samlet indtægt på 105.000 kr., der med fradrag af direkte udgifter havde resulteret i et overskud på 36.000 kr.

Dommen stadfæster SKM2004.159.ØLR.

TfS 1991, 500 HRD

Væddeløbsstald. Ikke erhvervsmæssig. ApS.

Et anpartsselskab blev nægtet fradrag for underskud i forbindelse med driften af et travhestehold, som bestod i køb og salg af travheste samt deltagelse i væddeløb.

Afgørelsen blev begrundet med, at der ikke var udsigt til at opnå fortjeneste, når man tog de store udgifter ved driften af travhesteholdet sammenholdt med de usikre og tilfældige muligheder for at opnå indtægter ved løbspræmier og salg af heste i betragtning.

Landsretsdomme

►SKM2024.348.VLR◄

►Skatteyderen var hovedanpartshaver i et selskab, der drev virksomhed med køb og salg af heste.

Det var i sagen ubestridt, at selskabets virksomhed med drift af køb og salg og heste ikke var erhvervsmæssig, og at selskabet havde stillet heste til rådighed for 

skatteyderens datter uden at have modtaget vederlag herfor. 

Underskuddet i selskabet var anset for maskeret udbytte for skatteyderen.

Landsretten fandt, at beskatningen af driftsunderskuddet alene udgjorde en delvis betaling af rådighedsværdien af hestene, som skulle fastsættes til markedslejen efter LL § 2. I selskabets regnskaber var der ikke medtaget finansieringsomkostninger knyttet til indkøbet af hestene, men alene afskrivninger og driftsomkostninger. Ved beskatningen af driftsunderskuddet var der således ikke sket beskatning for den del af markedslejen, der ville udgøre et beløb svarende til en forrentning af investeringen i hestene. Der var derfor ikke tale om en dobbeltbeskatningssituation. 

I fraværet af en klar metode til værdiansættelse af rådighed over heste, var det ikke udtryk for skøn under regel, at SKAT havde fastsat markedslejen baseret på den individuelle bogførte værdi af hestene med diskontoen +4 %. Der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte SKAT’s værdiansættelse af rådigheden.◄

SKM2013.524.VLR

Stutteri. Ikke erhvervsmæssigt. Syn og skøn.

Et stutteri blev ikke anset for at være erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 1996 og 1997, og derfor kunne underskud ikke trækkes fra.

Landsretten lagde til grund, at

• stutteriet - når der sås bort fra den økonomiske del - havde været drevet sædvanligt og forsvarligt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig bedømmelse
• der blev anvendt betydelige beløb til indkøb af avlsmateriale og træning af hestene
• alle hestene blev overført fra stutteriet til væddeløbsstalden, når de blev 3 år, til en mindstepris, der på ingen måde dækkede omkostningerne.

Retten fandt ikke grundlag for at anfægte de regnskabsmæssige værdiansættelser af hestene, der havde været anvendt i stutteriets regnskaber, og anså ikke udgifterne til insemination og træning i de to år for ekstraordinære.

Med den valgte driftsform var der imidlertid ikke udsigt til, at stutteridriften på sigt kunne give overskud, heller ikke selvom der i de pågældende år endnu måtte være tale om en opstartsfase.

Driften havde således ikke været tilrettelagt forsvarligt og på en sådan måde, at det havde været tilsigtet at opnå et rimeligt driftsresultat.

Det var i den forbindelse uden betydning, om appellanten var i en vildfarelse om de skatteretlige regler for, hvor længe hestene kunne forblive i stutteriet eller til hvilken værdi, de kunne overføres til skatteyderens væddeløbsstald.

Dommen stadfæster SKM2011.635.BR.

SKM2010.492.VLR

Stutteri. Ikke erhvervsmæssigt. Driftsomlægning.

Byretten nægtede fradrag efter SL § 6, stk. 1, litra a, for underskud i indkomståret 2002 vedrørende et stutteri.

Retten lagde til grund, at virksomheden igennem årene 1994 - 2002 var drevet med årlige betydelige underskud. I den periode blev stutteriet efter det oplyste drevet med det formål at sælge føl i alderen 1-3 år.

Fra 2003 blev driften omlagt til salg af trænede heste i alderen 5-7 år, og der havde efter denne omlægning for første gang vist sig et driftsmæssigt overskud. Det blev på denne baggrund anset for godtgjort, at den positive udvikling i stutteriets drift skyldtes driftsomlægningen.

Efter de årlige betydelige underskud i årene før 2003 lagde retten til grund, at virksomheden i året 2002 ikke blev drevet på en sådan måde, at den tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat, og at der med en fortsat uændret drift ikke var nogen udsigt til, at stutteriet ville kunne opnå overskud inden for en overskuelig årrække. Der havde før 2002 været en så lang række af år med næsten uændrede underskud, at skatteyderen i 2002 ikke længere kunne anses for at være i en opstartsfase.

Retten fandt derfor, at driften i 2002 ikke kunne anses for at have været erhvervsmæssig.

Landsretten lagde i overensstemmelse med en skønsmands svar til grund, at stutteriet ud fra en teknisk-landbrugsfaglig bedømmelse blev drevet sædvanligt og forsvarligt. Af de grunde, byretten havde anført, stadfæstede landsretten imidlertid afgørelsen.

Dommen stadfæster SKM2009.747.BR.

SKM2010.109.VLR

Stutteri og mindre kvæghold. Ikke erhvervsmæssigt. Omlægning af driften.

Skatteyderen, der var fysioterapeut, drev et stutteri og mindre kvæghold fra sin landbrugsejendom. Driften havde i en årrække givet underskud.

Skatteyderen besluttede i 1998 at nedlægge stutteriet og omlægge til kvægbrug og boksudlejning. Omlægningen forløb over perioden 1999-2001, hvor skatteyderen øgede antallet af kvæg, indtil landbruget blev solgt i 2006.

Sagen angik, om landbruget var erhvervsmæssigt drevet i 1999.

Der blev afholdt syn og skøn for Landsskatteretten, hvor skønsmanden blandt andet fastslog, at det var en driftsøkonomisk forsvarlig disposition at afvikle hesteholdet.

Byretten fastslog, at selvom der var tale om en drift i omlægning, måtte der tages udgangspunkt i driften i det pågældende år på baggrund af erfaringerne fra de foregående år og med de driftsmæssige muligheder, der var til stede for de nærmeste efterfølgende år.

Landsretten fandt ikke, at der var grundlag for at antage, at driften, hverken som den var i 1999, eller sådan som driften faktisk blev grebet an efter omlægningen, ville kunne blive overskudsgivende, selv efter en længere årrække. Under hensyn til de meget betydelige underskud efter afskrivning, der igennem mange år havde været med hensyn til hesteholdet, fandt retten det ikke godtgjort, at driften af hesteholdet i 1999 skete erhvervsmæssigt med henblik på at tilvejebringe et overskud.

I den forbindelse bemærkede landsretten, at det var uden betydning, om 1999 kunne karakteriseres som et omstillingsår rent driftsmæssigt, da den drift, som skatteyderen i 1999 ville omlægge fra, under hensyn til driftsresultaterne i de adskillige forudgående år ikke kunne anses for at have været erhvervsmæssig og med henblik på at opnå et overskud.

Dommen stadfæster SKM2009.367.BR.

SKM2007.864.VLR

Udlejning af hestebokse til samlever. Lille omfang. Ikke erhvervsmæssigt.

Skatteyderen var sygeplejerske og drev i sin fritid et mindre landbrug med heste. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderens deltidslandbrug blev drevet erhvervsmæssigt i indkomstårene 1998-2000.

Landbruget baserede sig i vidt omfang på indtægter fra udlejning af hestebokse til hendes samlever. Under sagen gjorde ministeriet blandt andet gældende, at man ved vurderingen af, om der var tale om erhvervsmæssig aktivitet, skulle se bort fra bogførte indtægter, der kom fra samleveren.

Landsretten lagde til grund, at der ikke skete driftsmæssige forandringer på tidspunktet i juli 1998, hvor skatteyderen anså sit deltidslandbrug som erhvervsmæssig virksomhed. Desuden lagde landsretten til grund, at indtægten for den del af virksomheden, der angik udlejning af hestebokse, kun i begrænset omfang kom fra andre end samleveren.

Efter oplysningerne om økonomien mellem skatteyderen og samleveren fandt landsretten det ikke bevist, at samleveren reelt havde betalt for at have sine heste opstaldet. I den forbindelse lagde retten vægt på, at samleveren hver måned indbetalte mindre til budgetkontoen end skatteyderen.

Selv om retten under henvisning til en syns- og skønserklæring lagde til grund, at virksomheden med stutteri og udlejning af heste og hestebokse var én virksomhed, fandtes skatteyderen ikke at have godtgjort, at virksomheden havde et sådant omfang, at den kunne anses for at være drevet erhvervsmæssigt.

SKM2005.308.VLR

Stutteri. Ikke erhvervsmæssigt.

Et selskab deltog i et interessentskab vedrørende bl.a. stutteridrift, og ønskede fradrag for underskuddet.

Landsretten fandt, at indtægter vedrørende indvinding af sand mv. og værelsesudlejning ikke kunne anses for at være så naturligt forbundne med stutterivirksomheden, at disse indtægter kunne tillægges selvstændig betydning ved vurderingen af, om driften kunne anses for erhvervsmæssig.

Det var ubestridt, at driften teknisk-fagligt kunne anses for at være sædvanlig og forsvarlig. Det måtte imidlertid i forhold til praksis vedrørende deltidslandbrug tillægges betydning, at der var tale om en særlig form for virksomhed i form af stutteri.

Det kunne ikke afvises, at der ved etableringen af stutteriet var tilsigtet et rimeligt resultat. Landsretten fandt imidlertid bevist, at driften selv efter en længere årrække ikke ville blive overskudsgivende. Der blev lagt vægt på, at virksomheden havde stigende og betydelige underskud. Landsretten lagde ikke vægt på skønsmandens udtalelse om, at driften kunne blive rentabel inden for nærmere anførte åremål.

Der blev lagt vægt på virksomhedens særlige karakter og sammenhæng med deltagernes interesse for heste, samt deres manglende faglige uddannelse.

Landsretten fandt derfor ikke, at stutteridriften udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed.

SKM2003.132.ØLR

Stutteri. Ikke erhvervsmæssigt.

Et ægtepar, der gennem et anpartsselskab drev et stutteri, blev beskattet af underskuddet som løn.

Retten lagde til grund, at efter en syns- og skønserklæring, var stutteridriften sædvanlig og forsvarlig efter en teknisk landbrugsfaglig vurdering, men at den valgte driftsform ikke kunne forventes at blive overskudsgivende.

Retten fandt, at det ikke var godtgjort, at driften - selv efter en længere årrække kunne blive overskudsgivende, og stutteriet kunne derfor ikke anses for at være erhvervsmæssigt i skatteretlig henseende.

SKM2002.446.VLR

Travhestehold. Ikke erhvervsmæssigt.

Et svensk datterselskab, der var sambeskattet med det danske moderselskab, drev virksomhed med travhestehold i Sverige.

Landsretten anså ikke driften for at være erhvervsmæssig, og underskud kunne ikke trækkes fra. Der blev lagt vægt på, at

• driftsunderskuddet var stigende
• selskabet kun havde to heste
• der ikke var udarbejdet egentlige budgetter for driften
• indtægterne var tilfældige og usikre.

TfS 1994, 879 VLD

Travheste. Væddeløb. Ikke erhvervsmæssig virksomhed. En virksomhed.

Sagen vedrørte en skatteyder, der i indkomstårene 1988 og 1989 var ejer af et par travheste, der deltog i løb på væddeløbsbaner i Billund og Århus. Skattemyndighederne havde lagt til grund, at virksomheden gav overskud, og havde beskattet skatteyderen af nettooverskuddet.

I mangel af dokumentation for størrelsen af udgifterne var disse ansat ved et skøn. Landsretten fandt, at der var en sådan sammenhæng mellem formålet med anskaffelsen og anvendelsen af skatteyderens to heste, at de måtte betragtes som én samlet ikke-erhvervsmæssig virksomhed. Udgifterne vedrørende den ene hest kunne derfor trækkes fra i præmieindtægterne ved den anden.

Retten fandt, at det var med rette, at der i mangel af dokumentation var indrømmet skønsmæssigt fradrag for udgifterne.

Da spørgsmål om fradrag for de ikke-dokumenterede udgifter vedrørende den ene af hestene ikke havde været rejst over for skattemyndighederne, blev sagen hjemvist til fornyet behandling hos skattemyndighederne.

TfS 1994, 720 ØLD

Landbrugsejendom med stutteri. Erhvervsmæssigt.

En læge havde etableret et stutteri på en landbrugsejendom.

Landsretten fandt under hensyn til et indhentet syn og skøn, at skatteyderen havde valgt en driftsform for landbrugsejendommen, der var teknisk-landbrugsfagligt forsvarlig. Ejendommen blev derfor anset for at være erhvervsmæssigt drevet, så underskuddet kunne trækkes fra.

TfS 1991, 566 VLD

Stutteri. Erhvervsmæssigt. Startfase.

Skatteyderen købte i 1984 halvdelen af en landbrugsejendom på 30 tdr. land, hvor hun ville drive landbrug og stutteri. Både hun og medejeren havde bolig på ejendommen. Hun havde desuden indtægt som kontorassistent og som underviser på en nærliggende rideskole.

Virksomheden havde underskud i 1984 og 1985, men fik senere overskud.

Medejeren udtrådte af samejet i 1986, og andelen blev overtaget af en professionel landmand, der ejede en nærliggende landejendom.

To skønsmænd erklærede, at ejendommen blev drevet teknisk landbrugsfagligt forsvarligt.

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle, så der blev givet fradrag for underskud ved driften af et landbrug og stutteri. Der blev lagt vægt på, de omfattede år måtte antages at være en startfase, da der havde været overskud i de senere år.

Skatteministeriet har kommenteret forliget i TfS 1991, 563.

SKDM 1981, 188 Ø

Hestehold ikke erhvervsmæssigt.

Retten anså et hestehold for at være anskaffet med det helt overvejende formål at blive benyttet som underholdning for de børn, der opholdt sig i hustruens børnepension, der var indrettet på gården.

På den baggrund og på grund af skatteyderens manglende erfaring og det begrænsede omfang af hesteholdet fandt retten, at det ikke havde en sådan erhvervsmæssig karakter, at underskuddet kunne trækkes fra i anden skattepligtig indkomst.

Af samme grund kunne der heller ikke afskrives på stald og rytterstue, heller ikke hvis man anså bygningerne for at være anvendt i hustruens erhverv. Se KSL § 26 A.

Byretsdomme

►Skatteyderen og ægtefællen havde siden marts 2005 drevet G1-virksomhed. De havde i indkomstårene 2012-2014 drevet virksomheden med stutteridrift og solgt hesteudstyr. Der var enighed i sagen om, at de to driftsgrene skulle bedømmes som én samlet virksomhed.

G1-virksomhed havde udstedt fakturaer for arbejde udført af skatteyderen i 2014.

Retten fandt, at uanset om virksomheden måtte anses som et stutteri omfattet af den særlige lempelige ligningspraksis eller ej, var kravene til erhvervsmæssig drift ikke opfyldt. På baggrund af en syn- og skønserklæring fra en tidligere skattesag sammenholdt med virksomhedens årsregnskaber blev det lagt til grund, at virksomheden ikke kunne anses for erhvervsmæssigt drevet. Skatteyderen var derfor ikke berettiget til at fradrage virksomhedens driftsunderskud ved opgørelsen af sin skattepligtige indkomst.

Retten fandt endvidere, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at indtægter fra udført arbejde i 2014 skulle betragtes som erhvervsmæssige indtægter i G1-virksomhed. Retten lagde blandt andet vægt på, at vederlaget var opgjort som "løn" på timebasis med faste takster, herunder ferie- søn, og helligdagstillæg, at skatteyderen ikke havde udgifter til det udførte arbejde, udover hvad der kan anses for normale udgifter i et tjenesteforhold, og at den økonomiske risiko påhvilede hvervgiveren og ikke skatteyderen. Selvom skatteyderen havde haft en betydelig grad af frihed til selv at tilrettelægge indholdet af sit arbejde, fandt retten efter en samlet vurdering, at indtægterne skulle anses som lønindkomst.◄

Stutteri - Ikke erhvervsmæssig virksomhed. Skatteyderen havde købt en ejendom i 2007 og havde drevet stutterivirksomhed på ejendommen i personligt regi siden. Afgørelsen vedrører indkomst i årene 2014-2016.

Retten bemærkede, at det afgørende i sagen var, om driften af virksomheden i de relevante år tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat.

Retten fandt, at virksomheden siden stutteriets opstart i 2007 havde haft forholdsvist store underskud - med undtagelse af indkomstårene 2008 og 2009, hvor mindre overskud blev realiseret.

Retten fandt endvidere, at de fremlagte regnskaber for 2017-2019, som viste mindre overskud, ikke kunne tillægges nogen afgørende betydning ved vurderingen henset til, at regnskaberne var udarbejdet efter skattesagens opstart, og at skatteyderen havde ændret på afskrivningsmetoden i regnskaberne for 2017 og 2018.

Retten fremhævede, at skatteyderen under hovedforhandlingen forklarede, at det hele ville hænge fint sammen, når hesten Hest 1 blev solgt. Retten bemærkede hertil, at provenuet ved salget ikke ville tilgå stutterivirksomheden, men et af skatteyderen i 2015 oprettet selskab.

Efter en samlet vurdering fandt retten herefter ikke, at skatteyderen havde bevist, at virksomheden ville udvikle sig således, at stutteriet ville kunne give en rimelig fortjeneste.

Hestehold ikke erhvervsmæssigt - ikke reklameudgift

Skatteyderen drev et handelsfirma som enkeltmandsvirksomhed. Firmaet solgte gear, motorer og variatorer.

Derudover havde han hestehold i form af stutteri og galopheste, hvilket hvert år gav betydelige underskud.

Skatteyderen påstod sig berettiget til bl.a. skattemæssigt fradrag for underskuddet fra hesteholdet og fradrag for købsmoms vedrørende udgifter til hesteholdet. Subsidiært påstod sagsøgeren, at underskud fra hestehold og købsmoms kunne fradrages som reklameudgifter.

Efter hesteaktiviteternes karakter og manglende umiddelbare sammenhæng med handelsfirmaets hovedaktivitet, var der en formodning for, at hesteaktiviteterne var af privat karakter.

Sagsøgeren havde ikke godtgjort, at hesteaktiviteterne udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig forstand. Sagsøgeren havde heller ikke godtgjort, at hesteaktiviteterne udgjorde en økonomisk virksomhed i momsmæssig forstand. Sagsøgeren var derfor ikke berettiget til skattemæssigt fradrag for underskuddet fra hesteaktiviteterne eller til fradrag for købsmoms vedrørende udgifter til hestene.

Retten fandt det ikke dokumenteret, at der i forbindelse med hesteaktiviteterne i de omhandlede år havde været nogen reklamemæssig eksponering af handelsfirmaet. Sagsøgeren kunne derfor heller ikke fradrage underskud og købsmoms som reklameudgifter efter LL § 8, stk. 1.

Sagen vedrørte, hvorvidt skatteyderne A og B´s stutteri udgjorde en erhvervsmæssig virksomhed med deraf følgende ret til for årene 2006 og 2007 at kunne fradrage stutteriets underskud i den skattepligtige indkomst.

Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at stutteriet ud fra en teknisk-landbrugsfaglig vurdering ikke blev drevet sædvanligt og forsvarligt for indkomstårene 2006 og 2007, ligesom der heller ikke havde været eller var udsigt til, at stutteriet ville kunne præstere et rimeligt resultat og overskud.

Retten lagde vægt på skønsmandens erklæring samt på, at der i stutteriet i en årrække ikke var eller havde været udsigt til en omsætning eller en drift af betydning. Hertil kom, at stutteriet i de efterfølgende indkomstår alene havde præsteret et resultat, som i det væsentligste var båret af en opskrivning af værdien af hestebestanden pr. 31. december 2008. Opskrivningen viste sig efterfølgende ikke at føre til en omsætning af betydning.

Endelig fandt retten det ikke sandsynliggjort, at A´s sygdomsperiode fra 2006 og den generelle økonomiske afmatning fra 2008 og frem havde haft en sådan indflydelse på virksomhedens drift og intensitet i øvrigt, at dette kunne føre til et andet resultat.

SKM2009.723.BR

Stutteri. Ikke erhvervsmæssigt.

Skatteyderen blev nægtet fradrag for underskud i indkomståret 2000 fra driften af et stutteri.

Skatteyderen overtog i 1992 stutteriet fra sin ægtefælle, som havde etableret dette i 1976. Retten lagde til grund, at driften havde givet et underskud, i hvert fald i perioden fra overtagelsen i 1992 og frem til 2003/2004.

Retten fandt ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at stutteriet havde været drevet erhvervsmæssigt og med henblik på overskud.

Retten lagde i sin begrundelse vægt på, at skatteyderen havde overtaget et etableret stutteri, hvor indkøringsfasen burde have været afsluttet allerede på overtagelsestidspunktet, og at driften blev opretholdt på trods af, at denne havde givet underskud i en lang årrække.

Dommen blev indbragt for landsretten af skatteyderen, men ankesagen er efterfølgende hævet.

SKM2009.45.BR

Spørgsmålet i sagen var, om skatteyderens stutteri var erhvervsmæssigt drevet i indkomståret 1997.

Byretten lagde til grund, at

• skatteyderen havde opfyldt betingelserne for at få fradrag for underskud fra virksomhedens etablering i 1970 til og med indkomståret 1996
• skatteyderen og hendes ægtefælle havde været fagligt meget kompetente til at drive stutterivirksomhed.

Der havde været udmeldt syn og skøn i forbindelse med Landsskatterettens behandling af sagen, og i skønsrapporten blev det udtalt, at ejendommen i 1997 ikke ud fra en teknisk/landbrugsfaglig bedømmelse blev drevet forsvarligt, og at stutterivirksomheden med den valgte driftsform ikke kunne give et overskud på eller omkring 0 kr. henholdsvis før og efter afskrivninger.

Retten fandt det imidlertid driftsmæssigt forsvarligt, at skatteyderen havde neddroslet driften på grund af en verserende ekspropriationssag, og at det ikke var sandsynliggjort, at sagsøgeren kunne have lejet de omfattende driftsbygninger ud som foreslået af syns- og skønsmanden.

På den baggrund fandt retten, at stutteriet i 1997 blev drevet på en i situationen sædvanlig og forsvarlig måde, og at der ikke havde været grund til at antage, at virksomheden ikke på ny ville blive overskudsgivende, når den efter ekspropriationssagens afslutning var blevet lagt i nye rammer.

Når driftsresultatet skal vurderes, ses der på resultatet efter driftsmæssige afskrivninger.

Se landsskatterettens kendelse (bilag til dommen).

SKM2008.621.BR

Ikke erhvervsmæssigt landbrug og stutteri.

Et deltidslandbrug bestod af stutteri og markdrift. Efter bevisførelsen fandt retten ikke, at skatteyderen bedømt ud fra en landbrugsfaglig målestok havde drevet sin virksomhed på en måde, der kunne betragtes som sædvanlig og forsvarlig, og som tilsigtede at opnå et rimeligt driftsresultat.

Skatteyderen havde derfor ikke ret til fradrag for underskud i sin landbrugsvirksomhed efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Videre bemærkede retten, at sådan som sagen var forelagt for retten, måtte det antages, at der var en sådan sammenhæng mellem markdriften og hesteholdet, at det ikke var muligt økonomisk at udskille markdriften. En subsidiær påstand om hjemvisning til SKAT til fornyet behandling, med henblik på fradrag for underskud opstået ved markdriften, blev derfor heller ikke taget til følge.

Landsskatteretskendelser og -afgørelser

Klageren drev virksomhed med stutteri og væddeløb. Stutterier og hold af væddeløbsheste anses for omfattet af den særlige ligningspraksis for deltidslandbrug.

Ved klagesagen var der udmeldt syn og skøn. Af skønsrapporten fremgik, at der ikke var tale om et egentlig syn og skøn, da virksomheden ikke havde ejendomsfaciliteter eller personale.

Da værdireguleringer af hestene indgik som et væsentligt element ved opgørelserne af virksomhedens resultater, og da skønsmanden ikke havde taget stilling til værdiansættelsen af hestene, fandt Landsskatteretten, at der ikke kunne lægges afgørende vægt på skønsmandens konklusioner. Efter en samlet vurdering fandt Landsskatteretten, at det ikke var sandsynliggjort, at virksomheden ud fra driftsformen i de påklagede indkomstår havde udsigt til inden for en årrække at opnå et resultat på 0 kr. eller derover. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter klagerens virksomhed ikke var erhvervsmæssig i indkomstårene 2014-2016.

Fradrag for underskud af virksomhed.

Klageren havde sammen med sin ægtefælle siden 2005 drevet virksomhed med stutteri fra klagerens ejendom. Virksomheden med stutteri havde ingen omsætning i 2012 og 2014. I 2013 udgjorde omsætningen 20.000 kr. Med henvisning hertil fandt Landsskatteretten, at stutteriet var af så underordnet omfang, at det ikke opfyldte intensitetskravet og dermed ikke var erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende. Allerede derfor var betingelserne for fradrag for underskud i stutteriet ikke opfyldt i henhold til SL § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten fandt bl.a. at indtægter for "udført arbejde" ikke skulle indgå ved opgørelsen af klagerens virksomhedsresultat.

Hvad angik indtægterne fra salg af hesteudstyr, anførte Landsskatteretten, at denne virksomhed ikke var omfattet af den særlige ligningspraksis for landbrug, og hjemviste opgørelsen af denne virksomheds resultater og afgørelsen af, om eventuelt underskud i denne virksomhed var fradragsberettiget, til Skattestyrelsen.

En landbrugs- og stutterivirksomhed blev anset for ikke erhvervsmæssigt drevet. Der var foretaget en omlægning af driften, men Landsskatteretten fandt, at driften hverken før eller efter driftsomlægningen var erhvervsmæssig.

Der forelå syn- og skønserklæring i sagen.

Landsskatteretten fandt efter en konkret vurdering bl.a. på baggrund af omfanget af bortforpagtningen, at forpagtningen skulle udskilles fra virksomheden med hesteavl.

Stutteriet blev ikke anset for erhvervsmæssigt drevet i de pågældende år, 2008-2010. Der blev lagt vægt på, at der havde været underskud i årene 1999-2012, når indtægten fra bortforpagtningen ikke blev medregnet.

Indtægterne ved salg af heste havde været på mellem 20 og 40.000 kr. årligt. Der havde dog ikke været salg hvert år. Det største EU-tilskud havde været på 36.259 kr.

Indtægterne skulle kunne dække udgifter og afskrivninger på ca. 200.000 kr. pr. år. Der var derfor ikke udsigt til, at denne del af virksomheden kunne opnå et resultat på 0 kr. eller give overskud.

TfS 1999, 517 LSR

Overskud ved hold af væddeløbsheste skal - hvor der er tale om hobbyvirksomhed - opgøres på grundlag af nettoindtægten i det enkelte indkomstår. Tidligere års underskud kan ikke indgå i beregningen.

TfS 1990, 417 LSR

Hestehold blev anerkendt som erhvervsmæssigt bl.a. på grundlag af to sagkyndige erklæringer om, at hesteholdet var tilrettelagt teknisk forsvarligt samt på grundlag af skatteyderens kendskab til hesteavl.