Dato for udgivelse
17 May 2004 12:45
SKM-nummer
SKM2004.211.TSS
Myndighed
Told- og Skattestyrelsen
Sagsnummer
99/04-301-01263
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Moms og lønsumsafgift
Overemner-emner
Moms og lønsumsafgift
Emneord
Moms, skrotningsgodtgørelse
Resumé
Autoophuggere skal betale moms af den pris, som en bilejer betaler for at få skrottet en bil. Det gælder også i de situationer, hvor autoophuggeren betragter sig som køber af bilen, når han i henhold til en transporterklæring får udbetalt skrotningsgodtgørelsen fra Miljøordning for Biler.
Reference(r)
Momsloven § 4, stk. 1
Henvisning
Momsvejledning 2004-2 D.2
Henvisning
Momsvejledning 2004-2 G.2.2

Indledning

På baggrund af en konkret henvendelse fra en autoophugger vedrørende den momsmæssige behandling af skrotningsgodtgørelse ved skrotning af biler skal Told- og Skattestyrelsen hermed præcisere reglerne på området.

Autoophuggeren opfatter forholdet på den måde, at når en bil indleveres hos ham til skrotning, så køber han bilen for f.eks. 1.000 kr. Prisen er betinget af, at han samtidig får overdraget bilens registreringsattest samt en skrotningsattest, hvor bilejeren ved sin underskrift transporterer sit krav på skrotningsgodtgørelse til ham.

Når han efterfølgende affaldsbehandler bilen, og i henhold til transporterklæringen får udbetalt skrotningsgodtgørelsen fra Miljøordning for Biler, mener han ikke, at han skal betale moms af denne godtgørelse, idet der er tale om affaldsbehandling af ”hans egen bil”

Skrotningsgodtgørelse

Der blev med virkning fra den 1. juli 2000 indført en godtgørelsesordning vedrørende skrotning af biler, som administreres af Miljøordning for Biler. Godtgørelsen udgør 1.750 kr. for biler afmeldt fra registrering i Centralregisteret for Motorkøretøjer fra den 1. juli 2002.

Når en udtjent bil afleveres til en ophugningsvirksomhed, skal der udstedes en skrotningsattest. Den udfyldte skrotningsattest vedlagt bevis for afmelding indsendes til Miljøordning for Biler, der udbetaler godtgørelsen.

Godtgørelsen kan enten udbetales til ejeren af bilen eller til en anden person end ejeren, f.eks. den ophugningsvirksomhed der modtager bilen. I sidstnævnte tilfælde skal bilejeren underskrive en transporterklæring.

Miljøstyrelsens orientering af 20. juni 2002

Af Miljøstyrelsens orientering af 20. juni 2002 om bekendtgørelse nr. 480 af 19. juni 2001 om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner fremgår, at det er ejerens beslutning og handling, der er afgørende for, hvornår et køretøj bliver omfattet af reglerne om håndtering af affald. Ejerens afgørelse kan ikke omgøres af andre. Det vil sige, at når ejeren har skilt sig af med et køretøj som affald, kan autoophugningsvirksomheden ikke omgøre denne beslutning med videresalg og genregistrering til følge. Det fremgår endvidere, at når der er udstedt en skrotningsattest, er ophugningsvirksomheden forpligtet til at foretage særskilt behandling og sikre at bilen ophugges.

Momsreglerne

Det følger af momslovens § 4, stk. 1, at der skal betales moms af varer og ydelser som leveres mod vederlag her i landet. Ophugning af biler er ikke omfattet af momslovens undtagelsesbestemmelser, og autoophuggeren skal derfor betale moms af den pris, som bilejeren betaler for at få skrottet en bil.

Det forhold, at godtgørelsen udbetales til bilejeren gennem autoophuggeren ved en transporterklæring ændrer ikke ved den momsmæssige stilling, dvs. at hvis godtgørelsen udgør 1.750 kr. og autoophuggeren har udbetalt 1.000 kr. til bilejeren ved indlevering af bilen, skal der betales moms af de 750 kr. der går til autoophuggeren for hans affaldsbehandling af bilen.

Styrelsens vurdering af ”købsbetragtningen”

Det er styrelsens opfattelse, at en autoophugger skal betale moms af vederlaget for den af ham udførte affaldsbehandling af en bil, når han i henhold til en transporterklæring får udbetalt skrotningsgodtgørelse fra Miljøstyrelsen, uanset om han betragter sig som køber af bilen. Dette er begrundet i, at:

  • autoophuggeren er registreret i Miljøstyrelsen som erhvervsmæssig affaldsbehandler af biler. Det er i denne egenskab bilen afleveres hos ham.
  • ejeren af bilen underskriver en skrotningsattest, når han afleverer bilen til autoophuggeren. Ejeren bestemmer herved, jf. Miljøministeriets ovennævnte orientering af 20. juni 2002, at bilen skal skrottes. At autoophuggeren får en registreringsattest i hænde skyldes et krav om, at udbetalingen af godtgørelsen er betinget af bevis om afmelding, f.eks. en registreringsattest med påtegning fra Motorkontoret om afmelding.
  • skrotningsgodtgørelsen tilkommer i henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse ejeren af bilen. Ejeren af bilen har tiltransporteret beløbet til autoophuggeren, mod at erklære at han er fyldestgjort for beløbet. Ejeren er fyldestgjort for beløbet ved, at han modtager et kontantbeløb fra autoophuggeren (det beløb autoophuggeren betragter som købesummen for bilen), og ved at bilen bliver skrottet, det vil sige ved at ejeren erhverver krav på en affaldsbehandlingsydelse fra autoophuggeren.

Denne samme opfattelse er lagt til grund i en intern meddelelse af 20. december 2000 til de daværende told- og skatteregioner. Meddelelsen indeholder en gennemgang af forskellige momsmæssige problemstillinger i forbindelse med den pr. 1. juli 2000 indførte godtgørelsesordning.

Denne opfattelse af forholdet følger endvidere Miljøstyrelsens ovennævnte orientering af 20. juni 2002 om bekendtgørelse nr. 480 af 19. juni 2001 om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner.

Hvis godtgørelsen udgør 1.750 kr. og autoophuggeren har udbetalt 1.000 kr. til bilejeren ved indlevering af bilen, skal der således betales moms af de 750 kr. der går til autoophuggeren for hans affaldsbehandling af bilen.

Eventuelle anmodninger om genoptagelse af en autoophuggers afgiftstilsvar i henhold til skattestyrelseslovens § 35 B, skal behandles i overensstemmelse med denne meddelelse og den tidligere udmeldte praksis på området.