Indhold

Dette afsnit handler om den tillægsfrist på 1 år, der er indført i den ny forældelseslov.

Afsnittet indeholder:

Regel
Hvornår er der tillægsfrist
Praksis om ukendskab til skyldners opholdssted
Tillægsfrist ved kendt adresse (nyt)
Virkning af tillægsfrist
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser m.v.

Regel

Ved forældelsesloven er der som noget nyt indført en tillægsfrist på 1 år for fordringshaver i de tilfælde, hvor fordringshaver på grund af forskellige typer af hindringer er afskåret fra at afbryde forældelsen.

Hvis fordringshaveren har været afskåret fra at afbryde forældelse på grund af ukendskab til skyldners opholdssted eller på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at fordringshaveren fik eller burde få kendskab til skyldners opholdssted, henholdsvis 1 år efter hindringens ophør. Se FORÆL § 14 stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 1 medfører ikke en forlængelse af fristerne efter FORÆL § 3, stk. 3, og kan højest forlænge andre frister eller tillægsfrister med 10 år. Se afsnit A.A.9.4.1 om absolut forældelse.

Hvornår er der tillægsfrist

Hvis fordringshaver er afskåret fra at afbryde forældelsen på grund af

ukendskab til skyldners opholdssted
en hindring, der ikke beror på fordringshavers egne forhold.

forældes fordringen tidligst 1 år efter hindringens ophør.

Praksis om ukendskab til skyldners opholdssted

Med FORÆL § 14, stk. 1, er der ikke sket nogen ændring af den tidligere praksis om, hvad der kan kræves af fordringshaver med hensyn til at undersøge debitors opholdssted. Dvs. den nye lov svarer til, hvad der var gældende efter 1908-lovens § 3.

Uvidenhed om debitors opholdssted kan navnlig forekomme i de tilfælde, hvor skyldner i en periode har opholdt sig i udlandet.

Kreditor skal udfolde rimelige bestræbelser for at opspore skyldners opholdssted. Det betyder opslag i CPR-registeret eller anvendelse af andre oplysningskilder, som kreditor er bekendt med. Kreditor har ikke pligt til at kontakte andre, som muligt kunne give oplysning om skyldners opholdssted.

Hvis kreditor derimod intet har foretaget sig for at skaffe oplysning om skyldners bopæl, vil hans uvidenhed kunne lægges ham til last, og der gives ikke tillægsfrist.

Kreditor skal altså foretage sig nogle aktive skridt for at finde ud af, hvor skyldner er. Efter loven er kreditor ikke forpligtet til løbende at gennemføre undersøgelser af hvor debitor befinder sig. Hvis kreditor således én gang har konstateret, at hans undersøgelser ikke bar frugt, vil hans uvidenhed om skyldners opholdssted formentlig ikke blive lagt ham til last. Afgørelsen beror imidlertid på en konkret vurdering.

Skatteforvaltningens holdning er, at RIM hvert halve år bør undersøge om debitor kan opspores, for at være på den sikre side med hensyn til at få udløst en tillægsfrist. I SKM2014.720.SKAT fandt Højesteret, at Skatteforvaltningen ved årlige opslag i CPR må anses for at have udfoldet rimelige bestræbelser på at tilvejebringe oplysninger om A´s opholdssted.

Som den fremgår af afsnittet "Virkning af tillægsfristen" nedenfor, regnes tillægsfristen på 1 år fra det tidspunkt, hvor fordringshaver fik eller burde have fået kendskab til skyldners opholdssted. Det er Skatteforvaltningens opfattelse, at "Burde viden" indtræder allerede den dag, hvor skyldneren tilmeldes FR-registret, hvilket betyder, at tillægsfristen løber fra dette tidspunkt.

Eksempel:

Skatteforvaltningen er uden kendskab til en skyldners opholdssted. SKAT foretager 　halvårlig opslag i CPR-registeret.

Skatteforvaltningen foretager et opslag i CPR-registreret den 4. januar 2015. Skyldner findes ikke i CPR-registreret med en adresse. Skyldneren vender hjem til Danmark og hans adresse bliver tilmeldt CPR-registeret d. 5. januar 2015.

Ved opslag i CPR-registreret den 4. juli 2015 konstaterer Skatteforvaltningen, at skyldner er tilmeldt i CPR-registeret med en adresse i Danmark.

Skatteforvaltningen har i eksemplet udfoldet rimelige bestræbelser på at efterspore skyldnerens opholdssted. Der foreligger derfor suspension af forældelsesfristen. Der løber en tillægsfrist på 1 år fra den 5. januar 2015 (burde viden). Tillægsfristen løber således ikke først fra den 4. juli 2015 (hvor Skatteforvaltningen opnår positivt kendskab til skyldnerens opholdssted)."

Afgørelser på området

I en sag om, hvorvidt sagsøgerens skatterestance var ophørt på grund af forældelse, eller på grund af passivitet fastslog Østre Landsret at forældelsesfristen var suspenderet.

Sagsøgeren havde ikke siden 1993 haft fast bopæl eller opholdssted, men havde opholdt sig kortvarigt i flere forskellige lande, og var ikke på noget tidspunkt tilmeldt noget register eller havde på anden måde over for myndighederne tilkendegivet, hvor han opholdt sig.

Sagsøgeren havde ejet ejendomme i Sverige og i Spanien, og skattemyndighederne forsøgte flere gange forgæves via de svenske og spanske myndigheder at finde frem til sagsøgerens opholdssted.

Retten udtalte, at skattemyndighederne havde udfoldet rimelige bestræbelser på at finde frem til sagsøgerens opholdssted, og derfor var skattemyndighederne i utilregnelig uvidenhed om sagsøgerens opholdssted. Retten fandt, at forældelsesfristen var suspenderet, og at skatterestancen ikke var forældet. Se SKM2010.39.ØLR.

Ved flyttemeddelelse underskrevet den 3. januar 2000 havde en person oplyst, at han var på rundrejse i Europa og var fraflyttet permanent. Der var ikke angivet nogen kontaktperson for skyldner, ligesom det ikke af sagen fremgik, at skyldner havde opgivet en adresse til kurator eller andre myndigheder i landet. Østre Landsret lagde til grund, at da Frederiksberg Kommune ikke ved henvendelse til folkeregisteret kunne få oplyst skyldners adresse i udlandet, var kommunen i utilregnelig uvidenhed om skyldners opholdssted. Se TfS 2003, 718 ØLD.

En sag drejede sig om, hvorvidt et krav i et dødsbo for skyldig moms mv. for en periode i 1987 og 1988 var forældet ved anmeldelsen i 1994. Den skattepligtige var meldt savnet fra marts 1988 til februar 1994, hvor han blev fundet druknet. Skattemyndighederne havde holdt sig orienteret om, hvorvidt den skattepligtige fortsat var meldt savnet i CPR-registeret. Landsretten fandt, at toldvæsenet i hvert fald indtil oktober 1992, hvor der var indgivet selvangivelser for de pågældende år, havde været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Kravet på betaling af moms mv. fra januar kvartal 1987 og indtil januar kvartal 1988, der blev anmeldt i dødsboet i oktober 1994, var derfor ikke forældet. Se TfS 1999, 544 VLD.

I en sag, hvor skyldners bopæl i Spanien var ukendt havde ToldSkat i 1983 anmodet politiet om at eftersøge skyldner. Politiet oplyste, at skyldner var flyttet til Spanien. I 1983 blev sagen via Den Danske Ambassade i Madrid sendt til det danske konsulat med anmodning om at fremskaffe oplysninger om skyldners økonomiske forhold. Konsulatet oplyste, at skyldner ikke besvarede konsulatets henvendelser, og at den pågældende ikke var indskrevet i konsulatets register over fastboende danskere. I 1985 blev sagen på ny sendt til konsulatet, da skyldner på dette tidspunkt var indskrevet i register over fastboende danskere. Konsulatet kunne imidlertid ikke få kontakt med skyldner. Vestre Landsret fandt, at ToldSkat havde foretaget sig, hvad der med rimelighed kunne foretages for at forfølge kravet, og at det skyldtes utilregnelig uvidenhed om skyldners opholdssted, at ToldSkat ikke kunne gøre kravet gældende. Kravet var derfor ikke forældet. Se TfS 1991, 153 VLD.

I en sag om skyldig skat for 1992 - 1993 var der ikke tale om suspension af forældelse. Skyldner rejste i sommeren 1992 til Malaysia for at tage varigt ophold der. I forbindelse med afrejse til Malaysia meddelte skyldner sin nye adresse til kommunen. Skyldner blev tillige registreret som udrejst i folkeregisteret. I november 2002 foretog kommunen udlæg hos skyldner for skattegæld for årene 1992- 1993. Udlægget blev ophævet af fogedretten, der anså kravet for forældet. Landsretten stadfæstede kendelsen og lagde vægt på, at kommunen havde kendt skyldners adresse i Malaysia indtil den blev ændret i 1996, og kommunen havde ikke, foretaget sig noget for at fremskaffe oplysninger om skyldners opholdssted, udover at henvende sig til skyldners tidligere repræsentant i Danmark. Kommunen var i øvrigt bekendt med, at skyldner efterfølgende var i kontakt med ToldSkat i forbindelse med en anmodning om eftergivelse af momsgæld. Derfor var kommunen ikke i utilregnelig uvidenhed om skyldners opholdssted. Se SKM2003.326.ØLR.

I et tilfælde, hvor en skattepligtig i 1981 fik udbetalt en rateforsikring og bosatte sig i England i 1982, forfaldt kravet om tillægsskat til betaling i 1982. Den skattepligtige vendte tilbage til Danmark i 1989 og blev afkrævet skatten. Vestre Landsret fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist alene suspenderes i de tilfælde, der var opregnet i 1908-loven. Forældelsesfristen var derfor ikke suspenderet, da skattemyndighederne havde kendskab til den skattepligtiges opholdssted, selvom det havde været umuligt at inddrive skattegælden under opholdet i England. Se TfS 1992, 213 VLK.

I en sag havde toldmyndighederne i 1981anmeldt krav i skyldners konkursbo, som blev afsluttet med boregnskab i november1984. Skyldner udvandrede i 1983 til USA. I 1988 fremsendte toldvæsenet et brev til skyldner i USA til en adresse som toldvæsenet havde fået kendskab til i 1985. Brevet kom imidlertid retur efter flere omadresseringer og med påtegning fra de amerikanske postmyndigheder om, at adressaten ikke længere findes på den sidst påtegnede adresse. Herefter foretog inddrivelsesmyndigheden sig ikke videre før i 1990, hvor skyldner på ny kom til Danmark. Toldvæsenets uvidenhed om skyldners opholdssted blev ikke anset for utilregnelig og forældelsesfristen var derfor ikke suspenderet. Kravet var derfor forældet. Se UfR 1990, 650 VLD.

En skyldner var flyttet til Canada, da det daværende toldvæsen prøvede at foretage udlæg. Skyldners far havde oplyst, at skyldner var udvandret til Canada, og at hans adresse kunne oplyses, men SKAT foretog sig intet, før skyldner 6 år senere flyttede tilbage til Danmark. Retten fandt på den baggrund, at kravet var forældet, og en påstand om indtrådt suspension blev ikke taget til følge, da skyldners adresse blev anset for at være kendt. Se UfR 1982, 872 BR.

Tillægsfrist ved kendt adresse

Efter FORÆL § 14, 2. led, udskydes forældelsen, når der har været hindringer, der ikke beror på fordringshavers forhold. Efter betænkningen omfatter FORÆL § 14 de tilfælde, hvor retsforfølgning vedrørende det pågældende krav ikke er mulig i det land, hvor skyldneren opholder sig, således at fordringshaveren af den grund er afskåret fra at afbryde forældelsen.

Der kan altså gives tillægsfrist, selvom skyldnerens adresse er kendt.

Som eksempel på en relevant hindring kan nævnes det tilfælde, at skattemyndighederne ikke kan sagsøge en skyldner, der er bosat i et andet land, fordi den fremmede domstol ikke vil foretage en prøvelse af kravet.

Modsat må det formodes, at i de situationer, hvor der kan ske inddrivelse, men SKAT ud fra et økonomisk perspektiv fravælger at sende til inddrivelse eller anlægge sag, ikke der ikke kunne gives tillægsfrist efter bestemmelsen.

Virkning af tillægsfrist

Tillægsfristen på 1 år kan ikke forlænge forældelsesfristen ud over den absolutte forældelsesfrist og kan højest forlænge frister med 10 år. Se FORÆL § 14, stk. 2.

Tillægsfristen på 1 år regnes fra det tidspunkt, hvor fordringshaver fik eller burde få kendskab til skyldners opholdssted, eller til 1 år efter hindringens ophør.

Tillægsfristen får ikke betydning, hvis hindringer er ophørt mere end 1 år forud for forældelsesfristens udløb. En meget kortvarig hindring mod at gøre kravet gældende indenfor det sidste år af forældelsesfristen, vi ikke kunne betragtes som en hindring, der udløser tillægsfrist.

Tillægsfrist kan også kombineres med de særlige forældelsesfrister som fx gælder for krav, der hviler på et særligt retsgrundlag, hvor der er 10 års forældelse.

Det betyder, at hvis der foreligger en hindring mod at afbryde forældelsen indenfor det sidste år af forældelsesfristen, vil tillægsfristen give fordringshaver en udskydelse af forældelsesfristen indtil 1 år efter hindringens ophør, men stadig kun indenfor den absolutte forældelsesfrist.

Eksempel

Fordringshaver har et krav på skyldner. Kravet er omfattet af 3-årig forældelse og forfaldt til betaling den 1. april 2008. Fordringshaver er uden kendskab til skyldners opholdssted.

Den 1. marts 2018 får fordringshaver kendskab til skyldnerens opholdssted. I denne situation skal fordringshaver afbryde forældelsen af kravet inden den 1. april 2018. Der kan ikke gives tillægsfrist på grund af den absolutte forældelsesfrist, der medfører forældelse den 1. april 2018. Fordringshaver er derfor nødt til at afbryde forældelsen inden 1. april 2018.

Den absolutte forældelsesfrist gælder ikke kun i de tilfælde, hvor kravet er omfattet af de almindelige forældelsesfrister, men også hvor kravet er omfattet af de særlige forældelsesfrister i loven eller andre tillægsfrister. Disse frister kan ikke forlænges med mere end i alt 10 år.

Eksempel

Fordringshaver har et krav på skyldner. Kravet, der forfaldt til betaling den 1. april 2008, er omfattet af 10-årig forældelse. Fordringshaver er forhindret i at afbryde forældelsen indtil 1. januar 2018. Fordringshaver har 1 år til at afbryde forældelsen fra 1. januar 2018.

Kombination af tillægsfrister

Ved fordringer i form af erstatningskrav som følge af strafbart forhold, har fordringshaver en tillægsfrist på 1 år efter endelig afslutning af straffesagen, hvis skyldner er fundet skyldig, eller efter vedtagelse af en bøde. Se FORÆL § 13, 2. pkt.

Der kan også gives tillægsfrist efter FORÆL § 14 i denne situation.

Tillægsfrist kan også forekomme i forbindelse med foreløbig afbrydelse af forældelsen. Se afsnit A.A.9.5.2 og A.A.9.6 om foreløbig afbrydelse ved skattekrav.

Eksempel

Skyldner er forsvundet, og der er udløst en tillægsfrist på 1 år. I løbet af dette år indledes forhandlinger med skyldner. Dette er en foreløbig afbrydelse af forældelsen efter forældelseslovens kapitel 6. Hvis forhandlingerne slutter uden resultat, får kreditor en ny tillægsfrist på 1 år regnet fra forhandlingernes afslutning.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser m.v.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Højesteret
SKM2014.720.SKAT	Højesteret fandt, at SKAT ved årlige opslag i CPR må anses for at have udfoldet rimelige bestræbelser på at tilvejebringe oplysninger om As opholdssted. Herefter var forældelsen af SKATs krav udskudt, mens han havde ophold i USA, jf. forældelseslovens § 14, stk. 1. Og da SKAT afholdte udlægsforretning inden et år efter hans tilbagevenden til Danmark, var kravet ikke forældet, jf. forældelseslovens § 18, stk. 1 og 2.	Dommen er også offentliggjort som: UfR 2014.279. 2013-H.
Landsretsdomme
SKM2015.331.VLR	Skyldner var tilmeldt en adresse i Danmark, men opholdte sig i Norge. Fogedforretning blev påbegyndt den 24. juni 2013 på adressen, men skyldners far, der opholdt sig på adressen, ønskede ikke at samarbejde. Sagen blev herefter sendt til stævningsmand og den 23. september 2013 bad SKAT politiet om at eftersøge skyldner. Da SKAT havde påbegyndt udlægsforretningen inden forældelsesfristens udløb, fandt Vestre Landsret, at SKAT havde udfoldet rimelige bestræbelser på at tilvejebringe oplysninger om skyldners opholdssted og at forældelsesfristen derfor var suspenderet efter forældelseslovens § 14.
SKM2010.39.ØLR	Skattemyndighederne havde været i utilregnelig uvidenhed om skatteyderens opholdssted, og havde derfor været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Forældelsen var derfor suspenderet.
TfS 2003, 718 ØLD	Da skattemyndighederne ikke ved henvendelse til folkeregisteret kunne få oplyst skatteyders adresse i udlandet, var forældelsen suspenderet.
SKM2003.326.ØLR	Kravet var forældet, skatteyder var udrejst til en registreret adresse i Malaysia, som hun dog senere flyttede fra. Kommunen havde ikke foretaget sig noget, for at fremskaffe oplysninger om hendes nye opholdssted.
TfS 1999, 544 VLD	Skatteyder var meldt savnet i ca. 5 år og blev herefter fundet druknet. Skattevæsenet havde holdt sig orienteret om, hvorvidt skatteyderfortsat var meldt savnet i CPR-registeret. Forældelsen var derfor suspenderet.
TfS 1992, 213 VLK	Uanset om det måtte have været umuligt for danske myndigheder at inddrive skattekravet hos A i England eller at anlægge sag ved engelske domstole med henblik på at opnå dom for skattekravet, kan forældelsesfristen ikke anses for suspenderet som følge af A´s bosættelse i England	Der var en kendt bopæl i sagen.
TfS 1991,153 VLD	Forældelsen var suspenderet da skattemyndighederne havde været i utilregnelig uvidenhed om skatteyders opholdssted.
TfS 1990, 650 VLD	Kravet var forældet, fordi toldvæsenets uvidenhed om skatteyders opholdssted ikke blev anset for utilregnelig.
Byretsdomme
UfR 1982, 872 BR	Skatteyder udvandret til Canada uden nærmere adresse. Da kreditor ikke havde foretaget sig noget for at forfølge sit krav, var forældelsen ikke suspenderet.