Indhold
Afsnittet indeholder:
Regel
Lovgrundlaget for momsfritagelse af investeringsguld kan opdeles under følgende overskrifter:
- Momsfritagelse af investeringsguld
- Begrebet investeringsguld
- Fradragsret for moms i forbindelse med levering mv. af investeringsguld
- Frivillig momsregistrering.
Momslovens regler implementerer momssystemdirektivets kapitel 5 om særordning for investeringsguld - artikel 344 - 356.
Rådets gennemførelsesforordning (EU) Nr. 282/2011 af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF indeholder et afsnit "Særordning for investeringsguld" med artiklerne 56-57.
Momsfritagelse af investeringsguld
ML § 13, stk. 1, nr. 20, har følgende ordlyd:
"§ 13. Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:
20) Investeringsguld, jf. § 73 a, herunder investeringsguld repræsenteret af værdipapirer, som indebærer en ejendomsret eller et tilgodehavende til guldet. Fritagelsen omfatter tillige formidling af investeringsguld udført af formidlere, der handler i andres navn og for andres regning."
Momssystemdirektivets artikel 346-347 har følgende ordlyd:
"Artikel 346
Medlemsstaterne fritager levering, erhvervelse inden for Fællesskabet samt indførsel af investeringsguld, herunder investeringsguld, der er repræsenteret af certifikater for allokeret eller ikke-allokeret guld, eller som er handlet på guldkonti, herunder navnlig guldlån og swaps, som repræsenterer en ejendomsret til eller et tilgodehavende i investeringsguld, samt transaktioner med investeringsguld i form af futures og terminskontrakter, som indebærer overdragelse af en ejendomsret til eller et tilgodehavende i investeringsguld, for moms.
Artikel 347
Medlemsstaterne fritager ydelser udført af agenter, der handler i en anden persons navn og for dennes regning, når de pågældende medvirker ved leveringen af investeringsguld på vegne af den hovedforpligtede."
Begrebet investeringsguld
ML § 73 a har følgende ordlyd:
"§ 73 a. Ved investeringsguld efter denne lov forstås:
1) Guld i form af en barre eller plade med en vægt, som accepteres af guldmarkederne, med en lødighed på mindst 995 tusindedele, uanset om guldet er repræsenteret ved værdipapirer. Barrer eller plader med en vægt på 1 g eller derunder er ikke omfattet af ordningen for investeringsguld.
2) Guldmønter, der er af en lødighed på mindst 900 tusindedele, er præget efter år 1800 og er eller har været lovligt betalingsmiddel i oprindelseslandet, og som sædvanligvis sælges til en pris, der ikke overstiger den normale markedsværdi af møntens guldindhold med mere end 80 pct.
Stk. 2. Guldmønter, som er omfattet af den liste, som Europa-Kommissionen offentliggør i EU-Tidende, afdeling C, anses for at opfylde de kriterier, som er angivet i stk. 1 i hele det år, som den offentliggjorte liste vedrører, uanset at mønten må anses at være omsat på grund af den numismatiske værdi.
Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for regnskabsføring, herunder regler om identitetskontrol vedrørende investeringsguld."
Momssystemdirektivets artikel 344-345 har følgende ordlyd:
"Artikel 344
1. I dette direktiv og med forbehold af andre fællesskabsbestemmelser forstås ved »investeringsguld«:
1) guld i form af en barre eller plade af en vægt, der er godkendt af guldmarkederne og af en lødighed på 995 eller derover, eventuelt repræsenteret ved værdipapirer
2) guldmønter, der er af en lødighed på 900 eller derover, er slået efter år 1800, er eller har været lovligt betalingsmiddel i oprindelseslandet og sædvanligvis sælges til en pris, der ikke overstiger den normale markedsværdi af møntens guldindhold med mere end 80 %.
2. Medlemsstaterne kan undtage små barrer og plader med en vægt på 1 g eller derunder fra denne særordning.
3. I dette direktiv anses de i stk. 1, nr. 2), omhandlede guldmønter ikke for at blive solgt på grund af deres numismatiske interesse.
Artikel 345
Fra og med 1999 giver alle medlemsstater inden den 1. juli hvert år Kommissionen meddelelse om, hvilke mønter der opfylder de i artikel 344, stk. 1, nr. 2), nævnte kriterier og handles i den pågældende medlemsstat. Kommissionen offentliggør en fuldstændig liste over disse mønter i C-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende inden den 1. december hvert år. Mønter, der er medtaget på den offentliggjorte liste, anses for at opfylde disse kriterier i hele det år, som den offentliggjorte liste vedrører."
Fradragsret for moms ved levering mv. af investeringsguld
ML § 41 a har følgende ordlyd:
"§ 41 a. Når virksomhedens leverancer af guld er fritaget for afgift efter § 13, stk. 1, nr. 20, kan virksomheden som indgående afgift fradrage afgift, som kan henføres til
1) levering af investeringsguld til virksomheden, når dette guld er leveret af virksomheder, der har pålagt denne leverance afgift,
2) levering til virksomheden samt virksomhedens erhvervelse fra et andet EU-land eller indførsel af andet guld end investeringsguld, som efterfølgende af virksomheden eller for dennes regning omdannes til investeringsguld, eller
3) modtagne tjenesteydelser, som indebærer en forandring af guldets form, vægt eller lødighed.
Stk. 2. Virksomheder, der fremstiller investeringsguld eller omdanner guld af enhver art til investeringsguld, kan som indgående afgift fradrage afgift for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der anvendes i forbindelse med fremstilling eller omdannelse af investeringsguld svarende til, at en efterfølgende levering af guldet var blevet pålagt afgift."
Momssystemdirektivets artikel 354-355 har følgende ordlyd:
"Artikel 354
Hvis hans efterfølgende levering af investeringsguldet er fritaget for afgift ifølge dette kapitel, har den afgiftspligtige person ret til at fradrage følgende beløb:
a) moms, som skal betales eller er betalt for investeringsguld, som han har fået leveret af en person, der har gjort brug af den i artikel 348 og 349 omhandlede valgmulighed, eller som han har fået leveret i overensstemmelse med afdeling 4
b) moms, som skal betales eller er betalt for levering til den pågældende, erhvervelse inden for Fællesskabet eller indførsel foretaget af denne person, af andet guld end investeringsguld, som efterfølgende af ham eller på hans vegne er omdannet til investeringsguld
c) moms, som skal betales eller er betalt for modtagne ydelser i form af ændring af form, vægt eller lødighed af guld, herunder investeringsguld.
Artikel 355
Afgiftspligtige personer, der fremstiller investeringsguld eller omdanner guld til investeringsguld, har ret til at fradrage afgift, som de skal betale eller har betalt for levering, erhvervelse inden for Fællesskabet eller indførsel af varer eller levering af ydelser, der er knyttet til fremstillingen eller omdannelsen af dette guld, svarende til at en efterfølgende levering af det guld, der er fritaget for afgift ifølge artikel 346, var blevet pålagt afgift."
Frivillig momsregistrering
ML § 51 a har følgende ordlyd:
"§ 51 a. Told- og skatteforvaltningen kan give tilladelse til frivillig registrering for levering til afgiftspligtige personer af investeringsguld, som er fritaget for afgift efter § 13, stk. 1, nr. 20, når virksomheden
1) fremstiller investeringsguld eller omdanner guld af enhver art til investeringsguld, jf. § 73 a, eller
2) sædvanligvis leverer guld til industrielt formål.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan ligeledes give tilladelse til, at en formidler af investeringsguld bliver frivilligt registreret for formidling af salg af investeringsguld, som er fritaget for afgift efter § 13, stk. 1, nr. 20, i samme omfang som efter stk. 1.
Stk. 3. En virksomhed, der er registreret efter stk. 1 eller 2, kan for de enkelte leverancer vælge at betale afgift af den pågældende levering af investeringsguld."
Momssystemdirektivets artikel 348-351 har følgende ordlyd:
"Artikel 348
Medlemsstaterne giver afgiftspligtige personer, der fremstiller investeringsguld eller omdanner guld til investeringsguld, ret til at vælge at betale afgift af levering af investeringsguld til en anden afgiftspligtig person, når leveringen ellers ville være fritaget i henhold til artikel 346.
Artikel 349
1. Medlemsstaterne kan give afgiftspligtige personer, der i forbindelse med deres handel sædvanligvis leverer guld til industrielt formål, ret til at vælge at betale afgift af levering af de i artikel 344, stk. 1, nr. 1), omhandlede guldbarrer eller guldplader til en anden afgiftspligtig person, når leveringen ellers ville være fritaget i henhold til artikel 346.
2. Medlemsstaterne kan begrænse omfanget af den i stk. 1 omhandlede valgmulighed.
Artikel 350
Når leverandøren har benyttet sig af den i artikel 348 og 349 fastsatte valgmulighed, giver medlemsstaterne agenten ret til at vælge at betale afgift af de i artikel 347 nævnte ydelser.
Artikel 351
Medlemsstaterne fastlægger de nærmere vilkår for at kunne benytte de i denne afdeling omhandlede valgmuligheder og underretter Kommissionen herom."
Rådets gennemførelsesforordning (EU) Nr. 282/2011 af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem med ændringer
Forordningens artikel 56-57 i afsnittet "Særordning for investeringsguld" (Artikel 344-356 i Direktiv 2006/112/EF), har følgende ordlyd:
"Artikel 56
I artikel 344, stk. 1, nr. 1, i direktiv 2006/112/EF omfatter henvisningen til »en vægt, der er godkendt af guldmarkederne« som minimum de enheder og vægte, hvormed der handles, jf. bilag III til denne forordning.
Artikel 57
Med henblik på udarbejdelsen af den liste over guldmønter, der er omhandlet i artikel 345 i direktiv 2006/112/EF, vedrører henvisningen til »pris« og »markedsværdi« i artikel 344, stk. 1, nr. 2, i nævnte direktiv prisen og markedsværdien den 1. april hvert år. Hvis den 1. april ikke falder på en dag, hvor disse værdier fastsættes, benyttes værdierne for den næstfølgende dag, hvor de fastsættes."
Formål
»Investeringsguld« er guld, som handles på de specielle guldmarkeder. Det omfatter kun guld i bestemte former og af vægte, der har en meget høj lødighed, samt guldmønter, hvis værdi først og fremmest afspejler guldværdien.
Formålet med reglerne er at beskatte investeringsguld på samme måde som finansielle ydelser, dvs. at momsfritage leverancer med investeringsguld.
Guld anvendes ikke kun som råmateriale til produktion, men anskaffes også til investeringsformål. I den forbindelse adskiller guld til investeringsformål sig ikke fra andre finansielle investeringsformer som f.eks. obligationer, der er fritaget for moms. Med fritagelsesbestemmelsen opnås der en ligestilling mellem omsætning af investeringsguld og andre former for finansielle instrumenter (værdipapirer mv.).
Direktivbestemmelserne skal ses på baggrund af, at de meget forskellige momsregler for guld, som medlemslandene tidligere anvendte, førte til konkurrenceforvridning og omgåelse af reglerne.
For investeringsguld er der som udgangspunkt ingen fradragsret for købsmoms. Fradragsret for købsmoms kan dog opnås i visse tilfælde gennem muligheden for at blive frivilligt momsregistreret, hvorved momslovens almindelige fradragsregler finder anvendelse. Se afsnit D.A.5.20.4. Samtidig angiver momsloven enkelte tilfælde, hvor der er mulighed for fradragsret for købsmoms i begrænset omfang, selv om leveringen er momsfritaget.
Frivillig momsregistrering for levering af investeringsguld er kombineret med omvendt betalingspligt for køberen. Det indebærer, at det altid er køberen, som skal betale momsen. Se afsnit D.A.13.2.2.4.