Parter
A
(advokat Poul Bostrup)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Maria Kjer Hedegaard)
Afsagt af landsdommerne
Annette Dellen, Nikolaj Aarø-Hansen og Peter H. Christensen (kst.)
Byretten har den 27. oktober 2008 afsagt dom i 1. instans (BS 5-1677/2007).
Påstande
For landsretten har appellanten, A, gentaget sine påstande for byretten.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet.
Supplerende sagsfremstilling
For landsretten har der været fremlagt besvarelse af 21. september 2009 fra de tyske skattemyndigheder vedrørende appellantens skattemæssige stilling i Tyskland i årene 2000-2002. Det fremgår heraf blandt andet:
"...
I ovennævnte sag har den kompetente delstatsmyndighed fremsendt nedenstående efterforskningsresultat:
A er blevet skatteansat for indkomstskat og omsætningsafgift for skatteansættelsesårene 2000 til 2002.
Han har opnået skattepligtig indkomst i Tyskland fra selvstændigt (freelance) arbejde og har været fuldt indkomstskattepligtig i denne periode.
..."
Der er endvidere fremlagt udskrift af årsopgørelser fra årene 2000-2002 fra de tyske skattemyndigheder. Af årsopgørelsen for 2000 fremgår, at As indkomst dette år er opgjort til 42.627 DM, og indkomstskatten er opgjort til 6.831 DM. I årsopgørelsen for 2001 er As indtægt opgjort til 40.000 DM, og indkomstskatten heraf er opgjort til 6.560 DM. I årsopgørelsen for 2002 er As indtægt opgjort til 15.338 Euro, og indkomstskatten heraf er opgjort til 1.939 Euro. Under overskriften "Bemærkninger" er der i årsopgørelserne for både 2001 og 2002 blandt andet anført:
"Skattemyndighederne har anslået beskatningsgrundlaget i henhold til ..., fordi De trods opfordring endnu ikke har indsendt en selvangivelse.
..."
Forklaringer
BA har forklaret blandet andet, at hun er folkeskolelærer. Hun kan vedstå den erklæring, hun afgav til brug for sagen i byretten.
Da hun og A boede sammen, boede de mange steder, senest ved ..., Danmark, hvor de havde lejet en villa. Mens de boede der, brød hun med A. Bruddet var ikke definitivt, og de var ikke uvenner. De sås fortsat jævnligt, blot ikke som par. Efter ..., Danmark flyttede hun til en bopæl på ...1, Danmark. Da boede hun og A ikke sammen, og A boede så vidt hun husker, ikke på noget tidspunkt på ...1, Danmark. Deres forhold var hele tiden "on and off". De var ikke "kæreste-kærester", hvormed hun blandt andet mener, at de ikke var sammen seksuelt. Andre ville dog nok opfatte dem som kærester, og deres forhold ophørte nok først endeligt i 2002. Hun vidste godt, at A ca. ½ år efter, at han flyttede til Tyskland, fik en kæreste, der hed KM, og vidnets og A' forbindelser var derfor i en periode ikke så gode.
Da A flyttede til Tyskland i januar 2000, var det vist nok på grund af sit arbejde med H1 ApS. A's møbler var i hans lejlighed i Tyskland. Hun flyttede aldrig ned til A i Tyskland. Han kunne godt overnatte hos hende, men han boede ikke hos hende.
A's økonomi var efter hendes opfattelse ganske anstrengt. Der var ikke noget, der tydede på, at han skulle have modtaget hverken en hel eller halv million kr. Hvis A havde fået så mange penge, ville hun også mene, at hun ville have fået en del heraf fra A, for sådan er han.
Hun og A har fortsat et godt forhold til hinanden, og de taler ofte sammen. Nogle gange kan der dog gå op til 14 dage, uden at de ses.
Procedure
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Appellanten har herudover navnlig gjort gældende, sagen under alle omstændigheder bør hjemvises under hensyn til, at det for landsretten er oplyst og dokumenteret, at appellanten var fuldt skattepligtig til Tyskland i 2000-2002 og har betalt skat dertil.
Indstævnte har bestridt, at der er grundlag for fradrag for betalt skat til Tyskland, idet der ikke er dokumenteret en sammenhæng mellem de indtægter, som appellanten er blevet beskattet af i Danmark, og de i Tyskland beskattede indtægter fra "selvstændigt (freelance) arbejde".
Landsrettens begrundelse og resultat
Efter bevisførelsen lægges det til grund, at appellantens sommerhus var på 60 kvadratmeter, at det var isoleret i væggene og forsynet med såvel elvarme som brændeovn. Det lægges endvidere til grund, at det kun i en begrænset periode om sommeren var udlejet til andre, og at A i øvrigt havde rådighed over det. Endvidere lægges det til grund, at i hvert fald den væsentligtste del af hans erhvervsindtægt i perioden stammede fra H1 ApS og H1 International ApS. Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at appellanten ikke har godtgjort, at han opgav sin skattemæssige bopæl i Danmark i årene 2000-02. Han var derfor fuldt skattepligtig her til landet efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.
Det tiltrædes endvidere, at han i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland må anses for hjemmehørende i Danmark, da han har haft de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser her til landet, jf. overenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a.
Af de grunde, der er anført af byretten, er det heller ikke efter bevisførelsen for landsretten godtgjort, at de omtvistede fakturaer var falske ("nullitet'). Det er endvidere ikke godtgjort, at appellanten skulle have ret til fradrag som følge af, at fakturaerne, der fremstår som udstedt løbende gennem 2000 og 2001, ikke skulle være blevet betalt.
Særligt for så vidt angår beløbene på 535.580,14 kr., 250.000 kr. og 214.419,86 kr., i alt 1 mio. kr., der i de udstedte fakturaer er angivet at vedrøre depositum, bemærkes, at beløbenes angivelige karakter ikke stemmer med, at der er udstedt fakturaer herfor, og at de i øvrigt beløbsmæssigt ikke stemmer med pkt. 4 om depositumbetaling i det fremlagte udkast til royaltyaftale. På den baggrund tiltræder landsretten, at det er lagt til grund, at beløbene rettelig vedrører betaling for royalty.
Som sagen er forelagt er der - uanset de fremkomne oplysninger fra de tyske skattemyndigheder - ikke grundlag for at fastslå, at den skattemæssige indkomst, der er lagt til grund for hans skatteopgørelse i Tyskland i årene 2000-2002, stammer fra sådanne indtægter, at betalingen af den nævnte skat giver grundlag for et fradrag efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 24, stk. 2.
Landsretten stadfæster herefter dommen.
Efter sagens omfang, forløb og udfald skal A betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 106.562,50 kr. Beløbet omfatter 100.000 kr. til udgifter til advokatbistand og 6.562,50 kr. til oversættelsesudgifter.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom stadfæstes.
Appellanten, A skal betale sagens omkostninger for landsretten med 106.562,50 kr.
De idømte sagsomkostninger, der forrentes efter rentelovens § 8 a, skal betales inden 14 dage.