Dato for udgivelse
17 Dec 2009 09:38
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
15 Dec 2009 15:34
SKM-nummer
SKM2009.777.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-174521
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Personalegoder, multimediebeskatning, foreninger
Resumé

Skatterådet bekræfter af refusion af udgifter til erhvervsmæssige samtaler til frivilligt arbejde i en forening er skattefri for modtageren, idet der er tale om udlæg efter regning. Skatterådet bekræfter videre, at tilskud til telefon ikke omfattes af multimediebeskatningen, men beskattes som indkomst fra arbejdsgiver. Hvor der er tale om tilskud til telefon til ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller til frivillige, ulønnede medhjælper, der yder bistand som led i en forenings skattefri virksomhed er tilskud til telefon dog skattefri for modtageren, når det ikke overstiger satser, der fastsættes af Skatterådet, jf. ligningslovens § 7 M. Endelig bekræfter Skatterådet, at når udvalgte personer til brug for frivilligt arbejde i en forenings skattefri virksomhed får stillet telefon til rådighed, vil en sådan ikke være omfattet multimediebeskatningen, men være skattefri i medfør af ligningslovens § 7 M.

Hjemmel

Ligningsloven § 16, stk. 12
 Ligningsloven § 7 M

Reference(r)
-
Henvisning
Ligningsvejledningen, almindelig del, afsnit A.B.1.9
Henvisning
Ligningsvejledningen, almindelig del, afsnit A.B.2.7.1

Spørgsmål

1. Vil telefonrefusion udbetalt for frivilligt arbejde i non-profit-foreningsregi være omfattet af Multimediebeskatningsloven fra 2010, såfremt denne ydes mod dokumentation for, og udelukkende dækker faktiske udgifter?

2. Vil telefonrefusion udbetalt for frivilligt arbejde i non-profit-foreningsregi være omfattet af Multimediebeskatningsloven fra 2010, såfremt denne ydes som kvartalsmæssig udbetaling på 200 kr., uanset faktiske udgifter?

3. Vil betalt telefon stillet til rådighed for udvalgte personer til brug for frivilligt arbejde i non-profit-foreningsregi være omfattet af Multimediebeskatningsloven fra 2010, såfremt disse telefoner udelukkende anvendes til det frivillige arbejde, og såfremt de pågældende personer underskriver en tro og love-erklæring, der bekræfter dette?

Svar

1. Nej, se sagsfremstilling og begrundelse

2. Nej, se sagsfremstilling og begrundelse

3. Nej, se sagsfremstilling og begrundelse

Anmodningens dato mv.

Anmodningen er modtaget d. 25. oktober 2009.

Gebyret er registreret indbetalt d. 27. oktober 2009.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Non-profit-foreningen udbetaler i dag telefonrefusion til visse af foreningens tillidspersoner, der udfører regelmæssigt, frivilligt arbejde for foreningen. Disse tillidspersoner (der omfattet, men ikke er begrænset til, bestyrelsen) kan vælge enten at modtage refusion for faktiske udgifter mod forevisning af dokumentation for disse udgifter, eller at modtage 200 kr. i kvartalet uanset deres faktiske udgifter. Der opfordres ikke til at anvende den ene ordning frem for den anden.

I forbindelse med at Multimediebeskatningsloven træder i kraft, vil spørger sikre sig, at ovennævnte praksis med de ændrede regler (der har været i kraft i længere tid) ikke fremadrettet vil blive omfattet af Multimediebeskatningsloven, idet beskatningen ellers vil overstige den faktiske refusion, ligesom spørger ønsker at begrænse den administrative byrde.

Hvis det ikke fremadrettet er muligt at yde fast refusion, ønskes det undersøgt, om der i stedet kan stilles en tjenestetelefon til rådighed for de tillidspersoner, der skønnes at have behov for dette. Det vil blive indskærpet overfor tillidspersonerne, at denne telefon udelukkende er til tjenestebrug, ligesom de vil blive afkrævet en tro og love-erklæring ved udleveringen.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

SKATs vejledning på http://www.skat.dk. Angiver at bestyrelser og disse medhjælpere er omfattet af de nye regler. I vejledningen står der at de nye regler kun omfatter goder, og ikke refusion af faktiske udgifter. Selv om situationen opstillet i spørgsmål 2 i teorien vil kunne give en gevinst, er dette hverken intentionen eller en situation der i praksis forventes. Samtidig er beløbet, der ydes af en sådan størrelse, at en teoretisk gevinst vil være meget begrænset. Det antages derfor at denne refusion ikke er at betragte som et gode. Situationen i spørgsmål 1 og 3 vil ikke give nogen gevinst for medlemmet, og det antages derfor ikke at blive betragtet som et gode.

Ud fra ovenstående mener spørger ikke, at de tre beskrevne situationer er omfattet.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag:

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår såkaldte personalegoder, dvs. de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Ligningslovens § 16 omtaler vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder. Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport og lign., i modsætning til forbrug i erhvervsfæren.

Når et personalegode stilles til rådighed for en ansat, er det skattepligtigt uanset i hvilket omfanget den ansatte benytter godet. Det er altså selve rådigheden over godet, der beskattes.

Ved lovforslag nr. 199 af 22. april 2009, der senere blev vedtaget som lov nr. 519 af 12. juni 2009, blev der indført et nyt stk. 12 i ligningslovens § 16, den såkaldte multimediebeskatning, der har virkning fra og med indkomståret 2010.

Det betyder, at den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere mv. som nævnt i stk. 1, for den skattepligtiges private benyttelse, udgør et grundbeløb på 3.000 kr. (2010-niveau). Ved multimedier forstås computer med sædvanligt tilbehør, telefon, herunder oprettelses-, abonnements- og forbrugsudgifter samt selve telefonapparatet, og adgang til datakommunikation via en internetforbindelse, herunder engangsudgiften til etablering af internetforbindelsen. Den skattepligtige værdi nedsættes ikke med den skattepligtiges eventuelle betaling i indkomståret for råderetten eller brugen. Har samtlige goder, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, kun været stillet til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori ingen af goderne har været til rådighed. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.

Begrundelse:

I nærværende sag er der tale om medlemmer af en forening, der enten får dækket faktiske udgifter til erhvervsmæssige telefonsamtaler eller modtager telefongodtgørelse med fast beløb, der udbetales en gang i kvartalet. Endelig kan der være frivillige medhjælper i foreningen, der får stillet en telefon, der udelukkende må anvendes erhvervsmæssigt til rådighed for denne erhvervsmæssige anvendelse.

Ad. Spørgsmål 1:

Såfremt foreningen alene yder refusion af udgifter til erhvervsmæssige samtaler har disse altid og vil også efter indførelsen af Multimediebeskatningen være skattefrie for modtageren. Der sker således ingen ændring heri som følge af indførelsen af den mulitimediebeskatningen fra og med indkomståret 2010.

Det fremgår tillige af bemærkningerne til lovforslag nr. 199 af 22. april 2009, pkt. 2.7.2 at:

..."Multimediebeskatningen omfatter heller ikke de situationer, hvor arbejdsgiveren dækker den ansattes udgifter som udlæg efter regning…"

Indstilling:

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 1 besvares med et nej

Ad. Spørgsmål 2:

I dette spørgsmål er der tale om, at der ydes en fast godtgørelse på 200 kr. Beløbet udbetales hvert kvartal.

Det fremgår endvidere af bemærkningernes pkt. 2.7.2 til lovforslag nr. 199 af 22. april 2009, at:

..."Multimediebeskatningen omfatter derimod ikke tilskud til telefon, hvorefter arbejdsgiveren til dækning af telefonudgifter yder et fast månedligt beløb, uanset om den skattepligtige afholder udgifter eller ej…"

..."For telefonudgifter gælder som udgangspunkt, at en arbejdsgivers betaling af et fast månedligt beløb ikke omfattes af multimediebeskatningen, men beskattes som indkomst fra arbejdsgiveren…"

Dette er en videreførelse af den hidtidige gældende bestemmelse i ligningslovens § 16, stk. 1, hvorefter tilskud til telefon uden for arbejdsstedet beskattes som indkomst.

SKAT henleder dog spørgers opmærksomhed på ligningslovens § 7 M, der omhandler godtgørelser, der af en forening udbetales til ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller til frivillige, ulønnede medhjælpere, der yder bistand som led i foreningens skattefri virksomhed er skattefri for modtageren. Skattefriheden er betinget af, at godtgørelsen udbetales til dækning af udgifter, som modtageren afholder på foreningens vegne, samt at godtgørelsen ikke overstiger satser, der fastsættes af Skatterådet…"

Det fremgår således af bekendtgørelse nr. 1023 af 21. august 2007 fra Skatterådet om skattefrie godtgørelser til medhjælper af foreninger mv., jf. ligningslovens § 7 M, at såfremt en sådan telefongodtgørelse er mindre end 2.000 kr. om året, vil beløbet være skattefrit.

Indstilling:

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med et nej.

Ad. Spørgsmål 3:

Såfremt udvalgte personer til brug for frivilligt arbejde i foreningen får stillet telefon til rådighed, vil en sådan ikke være omfattet af den fra og med 1. januar 2010 gældende multimediebeskatning, idet ligningslovens § 7 M er ændret som følge af lov om multimediebeskatning:

I ligningslovens § 7 M, indsættes således et nyt stk. 3, hvori anføres:

..."Uanset at en person, der er omfattet af stk. 1 eller 2, får stillet multimedier omfattet af ligningslovens § 16, stk. 12, til rådighed til brug for vedkommendes bistand som led i foreningens skattefri virksomhed eller hjemmeværnets virksomhed, anses personen fortsat for ulønnet, og vedkommende er ikke skattepligtig af privat rådighed over de pågældende multimedier. Har en person, der er omfattet af stk. 1 eller 2, fået stillet multimedier som nævnt i 1. pkt. til rådighed, kan der ikke udbetales skattefri godtgørelser efter stk. 1 og 2 for udgifter, som modtageren afholder til tilsvarende ydelser…"

Indstilling:

SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 3 besvares med et nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.