Parter

A
(Advokat Andreas Medom Madsen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/Advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af byretsdommer

Flemming Sorth

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører et spørgsmål om sagsøger i årene 1999 og 2000 har varet berettiget til at foretage fradrag for administationsomkostninger betalt til selskabet H2 Administration med henholdsvis 1.915.376 kr. og 2.606.004 kr. .

Der er mellem parterne enighed om, at sagsøger og selskabet H2 Administration er interesseforbundne parter.

Sagsøgerens påstand er principalt

at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 1999 og 2000 nedsættes med henholdsvis 612.007 og 770.033 kr.

Subsidiært,

at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgers skattepligtige indkomst for indkomstårene 1999 og 2000 hjemvises til fornyet behandling ved SKAT.

Sagsøgtes påstand er frifindelse.

Oplysningerne i sagen

For indkomstårene 1999 og 2000 havde sagsøger i henhold til en Servicemanagementaftale med selskabet H2 Administration foretaget fradrag for administrationsomkostninger betalt til selskabet H2 Administration med kr. 1.915.376 og 2.606.004.

Skattemyndighederne nedsatte skønsmæssigt fradragene til henholdsvis 1.303.369 og 1.805.971 kr. Skattemyndighedernes afgørelse blev indbragt for Landsskatteretten, der den 19. september 2007 under dissens stadfæstede skattemyndighedernes og skatteankenævnets afgørelser.

Parterne i sagen er enige om, at det afgørende i sagen er om den indgåede aftale kan anses som værende en aftale indgået på sædvanlige forretningsmæssige vilkår eller om den skyldes interessefælleskabet mellem sagsøger og selskabet H2 Administration.

Der er under sagen alene afgivet forklaring af sagsøger, der bl.a. har forklaret, at han i mange år har arbejdet som ejendomsmægler, navnlig med erhvervsejendomme. Han samarbejdede i mange år med SP, der bl.a. tog sig af det administrative arbejde, som ikke interesserede sagsøger. I slutningen af 80-erne var der en krise, hvor sagsøger, der indtil da havde været velhavende, var på randen af konkurs. Han indvilgede i at hjælpe med at afvikle et ejendomsselskab, og det lykkedes ham at indgå en akkordordning med banken, så han kom ud af det med et nulresultat. I 93-94 ville han starte for sig selv og indgik i forbindelse hermed servicemanagementatalen med selskabet, så han kunne koncentrere sig om det der interesserede ham. Efter at aftalen blev etableret havde han ingen ansatte. Han beholdt dog sin personlige revisor. Da han blev direktør i selskabet indgik han aftalen om pension med selskabet. Han havde, da han startede som selvstændig i realiteten intet andet valg end at indgå en aftale med et administrationsselskab. Alternativt skulle han selv ansætte folk, hvilket krævede kreditfaciliteter, han ikke kunne opnå. Når de oprindeligt aftalte 75 % blev hævet til 85 skyldtes det, at konkurrencesituationen, der gjorde, at 75 % var for lidt.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i det væsentlige procederet i henhold til påstandsdokument af 23. februar 2009, der indeholder følgende anbringender:

Anbringender

Til støtte for den principale påstand gøres det overordnet gældende, at sagsøgerens civilretligt foretagne dispositioner med selskabet H2 Administration ApS skal anerkendes skatteretligt. Sagsøgeren har derfor fradrag for de samlede indbetalinger til selskabet, jf. statsskattelovens § 6.

Det klare skatteretlige udgangspunkt er, at civilretlige dispositioner og indgåede aftaler skal respekteres skatteretligt. Skattesubjekter har fuld frihed til at organisere deres forretningsmæssige forhold, som de selv ønsker, og SKAT har ingen hjemmel til at omkvalificere de reelt foretagne dispositioner skatteretligt. Der kan i den forbindelse henvises til eksempelvis TfS 1997,506 H, TfS 1998,485 H, SKM2002.147.ØLR og SKM2006.749.HR. Når den skatteretlige behandling af en civilretlig disposition er underlagt den civilretlige disposition, må den civilretlige disposition således umiddelbart lægges til grund for beskatningen, jf. eksempelvis SKM2004.297.HR. Dette klare skatteretlige udgangspunkt gælder også aftaler mellem interesseforbundne parter. Disse aftaler har de samme skattemæssige konsekvenser som aftaler mellem ikke interesseforbundne parter.

Såfremt SKAT ønsker at foretage en vilkårskorrektion af en aftale mellem interesseforbundne parter, skal SKAT blandt andet påvise et interessefællesskab mellem parterne og godtgøre, at dispositionens indhold eller udformning er usædvanlig i forhold til en markedsbestemt disposition. Herudover skal SKAT godtgøre, at den påståede usædvanlige aftale (ikke indgået på armslængdevilkår) er et produkt af interessefællesskabet. Der kan bl.a. henvises til Lærebog om indkomstskat, Aage Michelsen m.fl.: (12. udgave, 2007), side 419.

Det er i denne sammenhæng fast antaget i domspraksis og litteraturen, at det er skattemyndighederne, der skal godtgøre disse forhold, jf. eksempelvis Skatteudnyttelse, Jan Pedersen: (1. udgave, 1989), side 319.

I nærværende sag påhviler det herefter sagsøgte at løfte bevisbyrden for, at der er indgået en aftale på objektivt unormale forretningsvilkår, og at den - i forhold til markedet - usædvanlige aftale er indgået på baggrund af interessefællesskabet. Denne bevisbyrde er ikke løftet.

Den af SKAT foretagne sammenligning af den i Firma H1 opnåede overskudsgrad med overskudsgraden for 3 andre ejendomsmæglervirksomheder taget som et gennemsnit over 3 år tjener ikke som et reelt og seriøst sammenligningsgrundlag. I den forbindelse kan henvises til, at identiteten af de pågældende ejendomæglervirksomheder ikke er kendt, hvorfor det ikke er muligt for sagsøgeren eller retten at vurdere karakteren af virksomhederne og troværdigheden af oplysningerne. De nærmere karakteristika for de pågældende ejendomæglervirksomheder herunder eksempelvis hvilke ejendomme der sælges, antallet af medarbejdere, medarbejdernes uddannelse og ejendomsmæglerbutikkernes beliggenhed er således ukendte.

Et sådant sammenlignings"grundlag" er klart utilstrækkeligt og ufuldstændigt, og det er senest fastslået i SKM2008.633.BR. I sagen havde et selskab udlejet en lejlighed til hovedanpartshaverens søn. Den aftalte månedlige husleje, svarende til kr. 31 pr. kvadratmeter, blev ved ligningen forhøjet (fikseret) til kr. 66 pr. kvadratmeter. Under sagen gjorde Skatteministeriet gældende, at den aftalte leje mellem faderens selskab og sønnen ikke svarede til markedslejen, og at skattemyndighederne derfor var berettigede til at ansætte markedslejen skønsmæssigt, jf. statsskattelovens § 4, litra b. Tilsyneladende anerkendte ministeriet, at bevisbyrden for, at den aftalte leje ikke svarede til markedslejen, påhvilede ministeriet.

Retten udtalte i præmisserne, at "Det fremgår af sagen, at skattemyndigheden har forhøjet den månedlige leje for lejligheden ... til 4.000 kr. pr. måned, svarende til 66 kr. pr. kvadratmeter, på baggrund af oplysninger om lejen trukket på www.lejebolig.net. vedrørende 8 lejemål pr. 14. marts 2006. Det er ikke nærmere oplyst, hvor disse lejligheder er beliggende, og det fremgår ikke, hvorvidt de er sammenlignelige med hensyn til kvalitet og udstyr. Under disse omstændigheder, hvor lejen er fastsat på baggrund af lejeoplysninger 2 år efter indkomståret 2004 vedrørende 8 uidentificerede lejemål, finder retten, at den skønsmæssige ansættelse bør tilsidesættes som udøvet på et ufuldstændigt grundlag". Dommen er ikke anket af ministeriet.

Det bemærkes herudover, at Skatteankenævnet i nærværende sag har erkendt, at den gennemsnitlige overskudsgrad var et meget spinkelt grundlag i relation til nedsættelsen af administrationsudgifterne (således at overskudsgraden blev på 39 %).

Herudover henvises til, at den gennemsnitlige overskudgrad i 1999 og 2000 på landsplan var 24 % og 25 %, jf. udskrift fra Danmark Statistik (bilag 4), hvorfor der ligeledes findes ejendomæglervirksomheder, hvor overskuddet vil være lavere end landsgennemsnittet. Det følger i øvrigt af en artikel optrykt i Berlingske Tidende den 9. november 2006 (bilag 5), at en dansk ejendomsmægler typisk har et overskud på 10-20 % af omsætningen, hvilket støtter sagsøgerens sag. Disse oplysninger har slet ikke været inddraget under SKATS behandling af sagen.

De af Skatteankenævnet efterfølgende foretagne beregninger skaber ikke noget grundlag for at antage, at H2 Administration ApS har oppebåret en så høj avance, at sagsøgeren alene har accepteret Service Management aftalen på grund af parternes interessefællesskab. Der er tale om efterrationaliseringer fra Skatteankenævnets side, og disse efterrationaliseringer kan naturligvis ikke danne grundlag for en så indgribende foranstaltning som en vilkårskorrektion. Allerede på den baggrund kan det konstateres, at de ensidigt foretagne beregninger er irrelevante.

Sagsøgeren kan dog videre henvise til, at de af H2 Administration ApS foretagne pensionsindbetalinger er foretaget i sagsøgerens egenskab af direktør i H2 Administration ApS, hvorfor der ikke ved beregningen af H2 Administration ApS' avance på administrationsopgaven er grundlag for at reducere de administrationsudgifter, som H2 Administration ApS har afholdt med de årlige pensionsindbetalinger på kr. 300.000.

Herudover kan henvises til, at beregningerne - foretaget af Skatteankenævnet - alene indikerer, at H2 Administration ApS har haft et overskud på administrationsopgaverne i visse indkomstår,

at	H2 Administration ApS i de efterfølgende indkomstår har haft væsentlige underskud på administrationsopgaven,
at	de avancer, der er konstateret i de omtvistede indkomstår, derfor alene skyldes, at sagsøgerne har solgt et væsentligt antal ejendomme og derved har haft nogle særdeles gode år, og at disse gode år er blevet efterfulgt af et par mindre gode år, hvor H2 Administration ApS har oppebåret færre honorarindtægter, men fortsat har skullet afholde de samme udgifter som i de tidligere indkomstår.

På den baggrund er det åbenbart, at Service Management aftalen afspejler en fornuftig placering af risikoen mellem parterne, og at der derfor ikke over en årrække er grundlag for at antage, at H2 Administration ApS har oppebåret en avance, der afviger fra, hvad et uafhængigt administrationsselskab ville oppebære.

Af Service Management aftalens punkt 1.5 fremgår bl.a. at:

"... det påhviler Administrator til enhver tid at have ansat eller tilknyttet medarbejdere i et omfang og på et niveau, der sikrer, at Administrator til stadighed kan honorere sine forpligtelser, herunder specielt krav om god, professionel økonomistyring og professionel økonomistyring og markedsføring."

Det følger således explicit af Service Management aftalen, at H2 Administration ApS var forpligtet til at have medarbejdere ansat, der havde de fornødne forudsætninger for at udføre de omhandlede administrationsydelser.

Det forhold, at sagsøgeren ifølge Service Management aftalen har udliciteret hele den løbende administration af ejendomsmæglervirksomheden viser alene, at sagsøgeren har et ønske om at fokusere på sine kernekompetencer, hvilket er at udvikle og sælge ejendomme. Det er i denne sammenhæng helt udokumenteret fra sagsøgtes side, at det objektivt set er unormalt for en ejendomsmægler at udlicitere den løbende administration og allerede på den baggrund er sagsøgtes bemærkninger herom irrelevante.

Alligevel skal det dog i denne sammenhæng bemærkes, at H2 Administration ApS efter en lang årrække fortsat fungerer som administrationsselskab for sagsøgerens ejendomsmæglervirksomhed, hvilket i sig selv er en klar understøttelse af, at H2 Administration ApS har den nødvendige kapacitet og forudsætninger for at yde administration.

Service Management aftalen er sammensat udelukkende ud fra den betragtning, at sagsøgeren ønskede at indgå en aftale, hvor han blev stillet på samme måde, som hvis han indtrådte som medejer af en større ejendomsmæglerforretning. I dette tilfælde ville sagsøgeren måske kunne have opnået ret til at beholde ca. 20 % af sin omsætning, men skulle så selv afholde alle løbende udgifter.

Service Management aftalen er derfor fastlagt således, at der er taget højde for, at sagsøgeren som partner i en større ejendomsmæglerforretning, selv skulle have afholdt en lang række udgifter, der ville mindske hans overskudsgrad væsentligt.

Det var for de relevante virksomheder et fornuftigt forretningsmæssigt valg at organisere sig på den måde, som er beskrevet i sagen, og det er denne faktiske civilretlige struktur, der skatteretligt skal lægges til grund - ikke den måde SKAT mener, at virksomhederne "burde" have organiseret sig på. SKAT har i øvrigt ikke tilvejebragt noget grundlag for at gøre sig "tanker" om selve driften af virksomhederne. Sagsøgeren bestemmer selv, hvorledes ejendomsmæglervirksomheden skal drives, herunder om en driftsomkostning skal afholdes på den ene eller anden måde. Selv hvis sagsøgte kunne godtgøre - hvilket dog ikke er sket - at en given driftsomkostning kunne være afholdt på en billigere og mere effektiv måde, har det ingen indflydelse på fradragsretten.

Sammenfattende kan det altså konstateres, at SKAT ikke har løftet bevisbyrden for, at der er indgået en aftale på objektivt unormale forretningsvilkår og/eller at en sådan aftale måtte være indgået på baggrund af et interessefællesskab. Sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 1999 og 2000 skal derfor nedsættes til det selvangivne.

Det er i øvrigt uklart, hvad sagsøgte på nuværende tidspunkt principalt gør gældende til støtte for frifindelsespåstanden (svarskriftet side 5 nederst og side 6). Det er således ubestridt, at både SKAT, Skatteankenævnet og Landsskatteretten har anerkendt, at sagsøgeren var selvstændig erhvervsdrivende i indkomstårene 1999 og 2000. Det er ligeledes ubestridt, at sagsøgeren har overført henholdsvis kr. 1.915.376 (indkomståret 1999) og kr. 2.606.004 (indkomståret 2000) til det lovligt stiftede selskab H2 Administration ApS, der har selvangivet disse indtægter. På trods af, at nærværende sag udelukkende vedrører hjemlen for og - subsidiært størrelsen af en af SKAT foretaget vilkårskorrektion og på trods af, at SKAT anerkender, at omsætningen ved ejendomsmæglervirksomheden er optjent af sagsøgeren personligt, anføres det i svarskriftet, at indkomsten fra én og samme virksomhed vilkårlig placeres to steder, og at det aftalte administrationsvederlag ikke kan fratrækkes som en driftsudgift. Tilsyneladende frafalder sagsøgte dog disse anbringender i duplikken, således at sagsøgte nu også ved anbringenderne - og ikke kun påstanden anerkender, at sagsøgeren i alt fald har fradrag for en del af det overførte beløb.

Til støtte for den subsidiære påstand om hjemvisning gøres det gældende, at den af SKAT og Landsskatteretten fastsatte overskudsgrad på 39 % skal nedsættes til en mindre procentdel, således at en større del af de faktisk afholdte udgifter tillades fradraget. I den forbindelse kan henvises til ovenstående, herunder særligt, at den skønsmæssigt ansatte overskudsgrad afviger væsentligt fra den ifølge Dansk Statistik gældende overskudsgrad på landsplan i de omtvistede indkomstår på henholdsvis 24 % og 25 %, og at ejendomsmæglere typisk - jf. Berlingske Tidendes artikel - har et overskud på mellem 10 og 20 % af omsætningen. Der henvises endvidere på ny til SKM2008.633.BR.

Sagsøgtes grundlag for fastsættelsen af procentsatsen 39 er klart fejlagtigt og ufuldstændigt, hvilket er illustreret ovenfor.

Sagsøgte har i det væsentlige procederet i henhold til påstandsdokument af 25. februar 2009, der indeholder følgende anbringender:

3.Skatteministeriets anbringender

Bevisbyrden for, at det administrationsvederlag, som A i de to indkomstår, 1999 og 2000, har afholdt til H2 Administration ApS, henholdsvis 1.915.376,- kr. og 2.606.004,- kr., udgør fradragsberettigede driftsomkostninger efter statsskattelovens § 6, stk. 1, a), påhviler som udgangspunkt A.

Det var As tre børn, BA, CA og DA, der ejede H2 Administration ApS, og han var selv direktør i selskabet. Som følge af dette interessefællesskab mellem ham og selskabet, er bevisbyrden skærpet.

A skal bevise, at administrationsvederlaget svarer til, hvad der ville være aftalt mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1.

Skatteministeriet bestrider, at A har løftet sin bevisbyrde.

Han har heller ikke godtgjort, at skattemyndighedernes skønsmæssige nedsættelse af administrationsvederlaget i de to indkomstår til henholdsvis 1.303.369,- kr. og 1.835.971,- kr. kan tilsidesættes som enten åbenbart urimeligt eller som udøvet på et forkert grundlag, jf. f.eks. SKM2005.368.HR og SKM2009.37.HR.

A havde i en længere årrække drevet ejendomsmæglervirksomhed i personligt regi. Ved administrationsaftalen af 3. oktober 1994 (bilag 2) opdelte han nu ejendomsmæglervirksomheden således, at hele administrationsdelen blev henført til H2 Administration ApS, medens ejendomsmæglervirksomheden forblev ved A personligt. Han har ikke påvist en forretningsmæssig begrundelse for opdelingen.

Administrationsdelen var i realiteten en løbende integreret del af ejendomsmæglervirksomheden. Overførslen heraf til selskabet var derfor usædvanlig, herunder også fordi overførslen omfattede hele administrationen og således ikke blot outsourcing af en klart afgrænset del heraf, f.eks. regnskabsførelsen eller lignende.

Henset hertil og til As personlige økonomiske forhold med stor gæld til bank, kreditforening og skattevæsenet sammenholdt med, at H2 Administration ApS var ejet af hans tre børn, har A ikke godtgjort, at overførslen af administrationsdelen til selskabet byggede på eller i hvert fald ikke udelukkende - sædvanlige forretningsmæssige overvejelser.

Administrationsvederlaget indebar, at betydelige midler overførtes fra A til H2 Administration ApS, således at den personlige ejendomsmæglervirksomhed tømtes for midler. Virksomhedens egenkapital var pr. 31. december 1999 -105.454,- kr., jf. regnskabet i bilag 12, side 4, og pr. 31. december 2000 16.432,- kr., jf. regnskabet i bilag 13, side 5. I de to år forud for de omtvistede, 1997 og 1998, udgjorde virksomhedens egenkapital henholdsvis -190.325,- og -920.234,- kr., jf. regnskabet i bilag 11, side 4. H2 Administration ApS udøvede også alene administration for A og ikke for andre ejendomsmæglervirksomheder.

H2 Administration ApS kunne i relation til administrationen således ikke "stå alene", idet selskabets eksistensberettigelse var fuldstændig afhængig af As ejendomsmæglervirksomhed.

Det er usædvanligt, at administrationsvederlaget ifølge aftalen i bilag 2, jf. tillægget i bilag 3, beregnes af omsætningen og dermed er mere eller mindre uafhængigt af den konkrete arbejdsindsats, der skal ydes for at opfylde administrationsforpligtelsen.

110% således en forhøjelse af det vederlag, A skal afholde til selskabet på henholdsvis 229.213,- kr. og 306.719,- kr., uden at selskabet skal yde mere end tidligere.

Den omstændighed, at H2 Administration ApS ifølge tillægget (bilag 3) accepterede at betale en årlig pension til A på 300.000,- kr., der i 1999 og 2000 udgjorde henholdsvis 331.114,- kr. og 336.869,- kr., jf. bilag C, side 21, 2. sidste afsnit, viser også, at transaktionerne mellem ham og selskabet er ganske vilkårlige.

Administrationsaftalen af 3. oktober 1994 (bilag 2) blev indgået mellem nærtstående parter med sammenfaldende interesser. Den kan derfor ikke tillægges afgørende betydning ved bedømmelsen af, om det afholdte administrationsvederlag svarer til, hvad der ville være aftalt mellem uafhængige parter, jf. herved også retsbogsudskriften i bilag B, side 2, 2. afsnit.

Skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af administrationsvederlaget til de beløb, der må antages at svare til, hvad der ville være aftalt mellem uafhængige parter, bygger på myndighedernes nøgletal for tre ejendomsmæglervirksomheder for 1999-2001. Disse nøgletal viser overskud efter afskrivninger på 20-61 % af omsætningen (overskudsgraden). De skønsmæssige ansættelser indebærer, at As overskudsgrad er ansat til gennemsnittet heraf eller 39%.

As henvisning til bilag 4, hvorefter overskudsgraden i ejendomsmæglervirksomheder - enkeltmandsfirmaer og interessentskaber - i 1999 og 2000 gennemsnitligt udgjorde henholdsvis 25 og 24, er heroverfor i sig selv langt fra tilstrækkeligt til at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. Det fremgår ikke nærmere af bilag 4, på hvilket grundlag de nævnte overskudsgrader fremkommer. As overskudsgrader i de to indkomstår udgjorde ifølge regnskaberne i øvrigt alene henholdsvis 13,23 og 14,28, jf. bilag 1, side 3, foroven.

Havde A henlagt administrationsopgaven til en anden virksomhed end H2 Administration ApS og til en virksomhed, der var specialiseret i sådan administration, herunder som følge af stordriftsfordele, må det også antages, at vederlaget ville have været lavere. Det er udokumenteret, at H2 Administration ApS kunne tilbyde sådanne stordriftsfordele, herunder at selskabet havde særlige forudsætninger for at yde den omhandlede administration på konkurrencedygtige vilkår.

Skatteankenævnets beregninger af selskabets og As overskud under forskellige forudsætninger, jf. bilag 1, side 3-4, og bilag C, side 21-23, viser også, at det administrationsvederlag, A har afholdt, overstiger, hvad der ville være aftalt mellem uafhængige parter.

Som følge af interessefællesskabet mellem A og H2 Administration ApS, og hans ansættelse som direktør i selskabet, har der også været risiko for, at i hvert fald en del af de administrationsopgaver, selskabet skulle udføre ifølge aftalen i bilag 2, er blevet udført personligt af A i ejendomsmæglervirksomheden. Han havde således to "kasketter", og der foreligger ingen klar afgrænsning af, hvilke opgaver A skulle udføre i ejendomsmæglervirksomheden ved siden af de opgaver, som selskabet skulle udføre. Alene på grundlag af administrationsaftalen (bilag 2) er det umiddelbart vanskeligt at se, hvilke konkrete opgaver, der var tilbage til A i ejendomsmæglervirksomheden. Som følge heraf er As bevisbyrde skærpet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Ved den indgåede service-managementaftale er der opstået en civilretlig pligt til at betale i henhold til aftalen. At en sådan betaling er sket er da også ubestridt. Spørgsmålet er herefter om denne aftale og betaling er sket på sædvanlige markedsvilkår, eller om aftale og betalingen helt eller delvis er begrundet i det ubestridte interessefælleskab mellem sagsøger og selskabet.

Hvad sædvanlige markedsvilkår på dette område er, er ikke tilstrækkeligt oplyst under denne sag til at retten med nogen rimelighed kan fastlægge hvad sædvanlige markedsvilkår er. Dette kunne f.eks. være sket ved syn eller skøn eller indhentelse af brancheudtalelser. Under disse omstændigheder finder retten, at det herefter påhviler skattemyndighederne i alt fald at sandsynliggøre, at den civilretlig gyldige aftale ikke er indgået på sædvanlige markedsvilkår. Det beregningsgrundlag, skattemyndighederne har anvendt er - som bemærket af landsskatteretten - alt for spinkelt til med rimelighed at kunne anvendes. De eneste objektive tal, der er i sagen, er oplysningerne fra Danmarks Statistik, der har oplyst en overskudsgrad på 24 til 25%. Dette kunne antyde, at fradraget i 2000 på 85% er i overkanten, men retten finder efter en samlet vurdering, at sagsøgte ikke i tilstrækkelig grad har sandsynliggjort, at dispositionerne ikke er sket ud fra rent forretningsmæssige vilkår. Når hertil endvidere henses til at det drejer sig om forhold, der ligger ca. 10 år tilbage, findes det ikke, selv om fradraget navnlig i 2000 måske er højere udmålt end hvad det normale forretningsmæssige vilkår betinger, rimeligt at skattemyndighederne nu og endnu en gang får mulighed for at foretage en ny skatteansættelse. Retten tager derfor sagsøgers påstand til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligts at anerkende, at sagsøgers skatteansættelse for indkomståret 1999 og 2000 nedsættes med henholdsvis 612.007 og 770.033 kr.

I sagsomkostninger til sagsøger betaler sagsøgte inden 14 dage 50.000 kr.