Sagen vedrørte en klage over SKATs afgørelse om afslag på genoptagelse af en afgørelse om den momsmæssige behandling af en kantineordning, som blev tilbudt virksomhedens medarbejdere i forbindelse med nyansættelse og ved den årlige lønforhandling mod en lønreduktion på 300 kr. pr. måned. Herudover skulle medarbejderne ved løntræk betale 90 kr. pr. måned af egne beskattede midler.
Det er i praksis anerkendt, at en arbejdstager kan indgå aftale om kontantlønnedgang i forbindelse med arbejdsgivers tildeling af naturalier (bruttotrækordninger) med den virkning, at skatten beregnes på grundlag af den lavere kontante løn og med tillæg af den eventuelle skatteværdi af det pågældende gode.
Der er en række betingelser, der skal være opfyldt for at sådanne ordninger kan godkendes, jf. retspraksis vedrørende kildeskattelovens § 46, stk. 3.
For det første skal arbejdsgiveren rent faktisk have stillet det pågældende naturaliegode til rådighed for arbejdstageren. Heri ligger, at arbejdsgiveren selv skal eje det pågældende gode eller direkte være forpligtet overfor ejeren af godet.
Dernæst skal arbejdstagerens kontantlønnedgang være reel. Heri ligger, at den nye lavere kontantløn skal udgøre beregningsgrundlaget for pension, feriepenge m.v.
Endelig skal arbejdsgiveren have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Hermed forstås, at arbejdstagerens kontantlønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke er afhængig af arbejdstagerens forbrug af naturaliegodet henholdsvis udviklingen i de løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille naturaliegodet til rådighed.
Hvis ordningen således opfylder betingelserne for ikke at være i strid med modregningsforbudet i kildeskattelovens § 46, stk. 3, anses medarbejderen ikke for at have erhvervet ret til den kontante løn, svarende til den aftalte bruttolønnedgang.
Landsskatterettens kendelse
SKAT havde i den foreliggende sag tilsidesat den omhandlede bruttolønsordning, dog uden at SKAT formelt traf afgørelse om spørgsmålet, der således heller ikke blev påklaget af virksomheden. Efter aftale med SKAT indbetalte virksomheden herefter et beløb svarende til de bidrag og den kildeskat, for hvilke klager skulle have foretaget indeholdelse i A-indkomsten.
Endvidere accepterede virksomheden i henhold til SKATs forslag til afgørelse om den momsmæssige behandling af kantineordningen at indbetale et yderligere momsbeløb på 863.347 kr., idet afgiftsgrundlaget af SKAT blev anset for at omfatte såvel lønreduktionen i bruttolønnen på 300 kr. pr. måned som de foretagne løntræk på 90 kr. pr. måned.
Som begrundelse for at forhøje momsgrundlaget med lønreduktionen henviste SKAT til momslovens § 27, stk. 1, og 6. Momsdirektivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a, samt til Momsvejledningens afsnit G.1.1.4 og Told- og Skattestyrelsens afgørelse i SKM2001.200.TSS (TfS2001.509).
Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, og hvorefter retten fandt, at der ikke er grundlag for en genoptagelse af afgiftstilsvaret for perioden 1. maj 1998 til 30. april 2003, jf. den dagældende skattestyrelseslovs §§ 35 B og 35 C.
Som begrundelse for dette reultat fremgår det af Landsskatterettens kendelse, at "Der er mellem de medarbejdere, der deltager i ordningen og arbejdsgiveren indgået en aftale, der betinger en gensidig udveksling af ydelse og vederlag. Selskabet har ved transaktionerne opnået en indtægt svarende til den faktiske modværdi for leverancen, hvorfor der er ydet et samlet vederlag i momslovens § 4, stk. 1' s forstand af i alt 390 kr. pr. medarbejder pr. måned. Det bemærkes herved, at der er den fornødne sammenhæng mellem ydelse og vederlag, uanset om de enkelte medarbejdere betaler det samme for leveringen, men udnytter ydelsen i varierende omfang.
Det samlede vederlag, bestående af lønreduktionen samt det kontante vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., skal henregnes til selskabets afgiftsgrundlag, jf. momslovens § 27, stk. 1, 1. pkt."
SKATs kommentar
Det er SKATs opfattelse, at Landsskatterettens kendelse ikke kan tages til indtægt for, at den aftalte kontantlønnedgang i forbindelse med bruttotrækordninger udgør vederlag i momslovens forstand.
Kendelsens præjuridikatsvirkning må på baggrund af de konkrete omstændigheder i sagen vurderes at være begrænset til de tilfælde, hvor det gode eller den tjenesteydelse, som ordningen vedrører, stilles til rådighed for medarbejderen som led i arbejdsgiverens udøvelse af økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1, 1. led, og det konkret må lægges til grund, at bruttotrækordningen er i modstrid med modregningsforbuddet i kildeskattelovens § 46, stk. 3, som tilfældet var i den foreliggende sag.
Under hensyn hertil, og til det forhold, at SKAT havde accepteret, at virksomheden indbetalte A-skatten og de bidrag, som det påhviler medarbejderen af betale, vil den aftalte månedlige lønreduktion på herefter netto 300 kr. tillige med løntrækket pr. måned på 90 kr. samlet udgøre den faktisk modtagne modværdi for leverancerne fra kantinen.